Digte af B. Kokk
26. Digte af Bernhard Kokk. Christiania 1847. Feilberg & Landmark. 118 S. 8vo. 40 Sk.
Et Arbeide maa, for at blive Gjenstand for en formelig Critik, til en vis Grad være i Besiddelse af et ialfald tilsyneladende indre Værd. Det vilde være en Uhøflighed mod et oplyst Publikum at opholde sig med vidtløftigen og critisk at paavise Mangler, som ere iøinefaldende selv for den i æsthetisk Henseende mindre Dannede, ligesom det i Regelen holdes for at være en unødig Gjerning at slaa Døde ihjel. Heller ikke obducerer man, uden hvor man formoder mærkeligere Sygdomsformer. Ved aldeles umyndige Produktioner tør det saaledes vel være det Retteste, især naar Anmelderen, som her, ingen Autoritet har at paaberaabe sig, i det Væsentlige at indskrænke sig til ved nogle Citater at give Publikum Anledning til selv at danne sig en Mening. Hvorvidt denne Maade at anmelde paa kan have Anvendelse ved nærværende Digtsamling, vil man af nedenstaaende Uddrag snart kunne see.
Om „Den første Sne“ udbryder Forfatteren Pag. 6:
„Ah, hvad faldt der paa mit Kind,
som det zephyrmildt(!) berørte,
lig en Blomsteraande lind(!)?
Var en Engel det, som førte
yderst Fingerspids(!)) dertil?
Eller Kys af Pigelile(!!),
som var nys mit Blod saa nær (?)?“ —
Pag. 13 begynder „Blaaveisens Klage(?)“ saaledes:
„Blandt Forhaabningernes(!) visne (1),
gamle(2), tørre(3), gule(4) Løv(!),
spredt omkring som Vejens Støv,
mine dybe Sukke isne.“
Pag. 24 „Hildas Øie“:
„Men dog er fine Stjerners Ild en Blund(!)
imod min Hildas Øjes Straalelue.“
I „Malerkunstens Oprindelse“ er Pag. 25:
„Hjertet smertebøjet(!).“
Den „norske Jente“ er stærkt pyntet Pag. 42:
Du pryr (!) med Nelliker Lokkerne dine,
med Roser dit Kind og med Liljer din Mine(!!).“
„Tornerne paa Rosenstokken“ omtales Pag. 44 som de:
„der lured som en farlig Vold(!)
bag blide(?) Rosenblad.“
I Farvel til en Religionslærer“ hedder det Pag. 47:
„Da os Himlens Toner klang
gjennem dig, vi aldrig glemmee(!);
nu med Graadens kvalte Stemme
synge vi vor Afskedssang.“
I „Fiolen“ spørger Pag. 50 Vandreren Vidjen:
„Hvad bedække dine Blade,
hvorpaa Duggens Perler bade
sine Smil(!!) i Solens Guld?“
Herpaa svarer da Vidjen, og siger blandt Andet om Violen:
„Den forblir i Hjemmets Sale(!),
vil ei om(!) sin Skjønhed prale;
hvo, som søger, vil den se(?).“
Digtet „Blomstervalget“ begynder Pag. 52 saaledes:
„Hvor Majens Flor i Engens Tæppe sprætter(!!)“
Dersom „En Hægkvist“ intet poetisk Indtryk gjør paa Læseren, saa stikker Aarsagen ialfald ikke i Mangel paa Beskrivelse af samme; thi Pag. 70 hedder det:
„Fossen, styrtende over
Fjeldets Røs, beduggende Granens Skjæg,
Blomsterbredden, Hæggens friske ({{sup|1}]), skjønne (2),
perleblomstrende(3), grønne(4)
Gren, som spejler sig i Bækkens Vover.“
Om „Moderkjerlighed“ findes Pag. 75 følgende Vers:
„Ørnen vak i Nat og Mulmets Mørke(!)
om sin Rede værner, — men (!?) hvor stor
er en Moders(!) Omhu, hvilken Styrke
skjænkedes den svage Mor(!)!“
Et mærkeligt lyrisk Opsving vil man finde i følgende Vers af „Hildas Blomst“ Pag. 77:
„Blidt(?) som til blinkende Vove i Sund
rindende Morgen sin Solstraale førte, —
o, dine sittrende Kysse berørte
flammende Roses rødmende Mund!“
„Lysere ikke Rosenøiet, den Snestjerne(?), lyste,
end dine Blikke, o, hvortil sig klæbe(!)
Himlens Azurer, Hægblom fra Skog,
Lynglimt, som snøgest fra Skyerne jog(??).“
Endnu høiere svinger Phantasien sig i „Frygt og Haab“ P. 84:
„O, vi se saa sødt et Smil
over blegen Pande(!!) glide.“
Ligesaa i „Rent du holde dit Gevandt!“ Pag. 89:
„Falskhed blegne(?) paa din Læbe,
naar den vil mod Lyset(?) stræbe!“
I „Svalernes Hjemkomst“ Pag. 95 hedder det om en Pige:
„Øjets Blaa hun saa blidt opslaar(!).“
Det vilde være let at føie endnu et ret betydeligt Antal lignende Citater til de her meddeelte, men disse antyde allerede tilstrækkeligt Digterens nuværende Standpunkt. Der tiltrænges neppe nogen yderligere Dokumentation for, at dette Standpunkt er Umodenhedens, der troer at kunne erstatte Mangelen af den ægte, ved Selvcritik tøilede Begeistring ved klingende Ord og ved en forceret og meningsløs Jagen efter kjække og usædvanlige Billeder. Det maaske mest slaaende Exempel paa denne Parforcejagt maa dog endnu tilføies, nemlig, hvor Digteren skildrer „Den norske Yngling“ Pag. 113 med: „Modets Ørneving paa Panden slakt.“ Man bemærker snart, at Hr. Kokk har seet sig blind i Wergelands blendende, men ofte med falsk Guld glimrende Billedrigdom og dumdristige Phantasiflugt. Han har taget en Digter til Mønster, der mindre end de Fleste er skikket til at være et Forbillede. Det Geniale i hans Productioner, som saa ofte glimter igjennem selv i hans uheldigste Arbeider, lader sig ikke efterligne, hvorimod hans mange og haandgribelige Feil meget let lade sig gjøre efter. Hr. Kokk har havt Efterlignernes almindelige Skjebne. Han har kun været istand til at omplante sin Mesters Feil, men ei hans Muses eiendommelige Skjønheder.
Det indrømmes gjerne, at det i vore Dage har sine store Vanskeligheder at gjøre sig bemærket som Lyriker. Med al den Gjæring, der rører sig i vor Tid, og som synes at bebude i det Fjerne en ny Epoches Morgenrøde, er det dog en udlevet Tid vi leve i. Alle Menneskesjælens Tilstande og Bevægelser efter den ældre Tingenes Orden ere saa ofte og paa saa forskjellige Maader gjennem Kunsten reproducerede, at der skal en meget fremtrædende Originalitet til, for at afvinde dem nye Sider til en fornyet Fremstilling, der kunde fortjene Opmærksomhed. Under saadanne Forholde maa man nedstemme sine Fordringer og allerede være nogenlunde tilfreds, naar det før saa ofte Givne klart og dog afrundet efter Skjønhedens Regler gjengives, saaledes som det reflecteres i et sundt Menneskes Sjæl. Det er saaledes en uafviselig Fordring til en lyrisk Digter i vor Tid, at han er et Menneske, hvis aandelige Liv dog har udviklet sig til en saadan Grad af Klarhed, at en Deel af Livets Gaade har løst sig for ham, at han vil Noget, og at han er sig en bestemt Stræben bevidst. Hr. Kokk har endnu ingen Personlighed, som det kan interessere Publicum at gjøre Bekjendtskab med. Han veed endnu ikke hvad Livets Kamp har at betyde, og har saaledes heller ingen Resultater at frembyde. Han udfolder for Læseren et Virvar af uklare Billeder og Fornemmelser uden noget sandt Indhold og uden Spor af nogen Stræben efter Klarhed. Han veed endnu hverken hvad eller hvorledes. Han forstaaer saaledes endnu ikke tilfredsstillende at udarbeide og gjennemføre den for ethvert Digt i sin Heelhed underliggende æsthetiske Ide, Følelse eller Stemning, uden hvilken ideale Bestanddeel Formen staaer tilbage som et tomt Skelet uden Liv, uden poetisk Berettigelse.
Digtene Harpen, den første Sne, Blaavejsens Klage, Udsigt fra Ekebergbakken, Fiolen, Blomstervalget, Glædens Bæger, Portraiterne, en Hægkvist, Moderkjerlighed, Hildas Blomst, Med en Rose, Aftenrøden og Farvel, ville saaledes vistnok findes at være aldeles forfeilede ved Udførelsen. Fuldkommen ligesaa uheldigt er det imidlertid naar man, hvilket kun altfor ofte skeer under Gjennemlæsningen af disse Digte, troer at føle en fuldkommen Brist paa poetisk Ide. Dette paatrænger sig især ved Digtene Sirius, Hyttens Hygge, Malerkunstens Oprindelse, Farvel til en Religionslærer, Miskjendelse, Lynslaget og Længsel.
Med alt dette vil man dog ikke kunne nægte Hr. Kokk en vis Modtagelighed for poetiske Indtryk og en ikke ganske almindelig Lethed i at behandle Sproget metrisk. I enkelte Digte, hvor han har holdt sig til ganske simple Sujetter og inden den mere indskrænkede Begrebssphære, som staaer til hans Raadighed, er han saaledes ikke ganske uheldig. Blandt disse bedre Stykker kunne nævnes: Berghulen, Smaagutternes Sommervandring, til Henrik Wergeland Slaattesang, Naturens Aftenpsalme og Sprogkamp. Det er saaledes ikke umuligt, at Hr. Kokk, der skal være meget ung, efterat have erhvervet en høiere Aandsmodenhed, vil se sig istand til at præstere Digte, der staa over nærværende og saaledes skaffe ham noget Værd som Digter; men ret store Forhaabninger tør man ei knytte til ham.
Det ovennævnte Digt “Sprogkamp“, der har været aftrykt i Rigstidenden, og med sine flere Pletter dog fremhæver sig i denne Digtsamling som det maaske meest vellykkede Arbeide, da der i samme dog spores et noget besjælet lyrisk Sving, er en Opfordring til selvstændigen at uddanne det norske Sprog i Modsætning til det danske. I Samklang med denne Ide har Hr. Kokk, som man af de anførte Citater ogsaa vil have seet, saavel søgt at rense Sproget for formeentlige Danismer som især at berige vort Skriftsprog med mange nye Ord og Ordformer, der vel skulle være ægte norske. Her er ikke Stedet til at indlade sig paa nogen Undersøgelse om, hvorvidt det er rigtigt nu at søge dannet et eget norsk Sprog for vort noget over een Million Mennesker stærke Sproggebet, og isærdeleshed hvorvidt en saadan Dannelse lader sig udføre ved at indflikke enkelte Ord og Ordformer[1] fra nogle Almuedialekter ind i vort nuværende, egentlig danske Skriftsprog; men saameget er dog vist, at Hr. Kokk og andre Begyndere handlede mere i Overeensstemmelse med Klogskabens og Beskedenhedens Fordringer, hvis de foreløbigen holdt sig til vort nu nogenledes fixerede Skriftsprog og overlod det til vore dygtigere Sproggranskere og mere fremragende Digtere og Videnskabsmænd, hvoraf vi dog have flere, at føre Kampen for den norske Nationalitet ogsaa med Hensyn til Skriftsproget, saavidt selve Sprogets og den fælleds dansk-norske Litteraturs Væsen og Interesse maatte tillade det. Denne Digtsamling, der tæller 117 Sider, er fra Forlæggernes Side meget smukt udstyret.
D. Ræder.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Anm. I ethvert Tilfælde kan det vist aldrig forsvares at ville gjøre den Udannedes Udtale til Skriftsprog, saaledes som Forf. gjør f Ex. S. 101, Linie 4 nedenfra: “Jenterne breje (Græsset), istedetfor brede. Da han skriver nødes og ikke nøjes, og S. 96 virkelig har bred og ikke brej,“ maa uden Tvivl hans “breje“ være en Følge af Ukyndighed i Sproget. Men at man maa forstaae det Sprog, man vil reformere, er dog en uafviselig Fordring. En Blanding af rent Dansk, saasom gynge, dysse, Glød (i norsk Dialekt: huske, bysse, (lo), med unødige Provincialismer som: Lett, snøtt, Sangel og Knot (hvis Betydning S. 117 endog er meget dunkel) o. s. v. er dog en stor Misbrug, som forøvrigt under Versifikationen kan være magelig nok. Jeg faaer maaskee en anden Gang Anledning til bestemtere at udtale mig om den stærkt fremtrædende Tendents til at omdanne vort Skriftsprog, og løsrive det fra Fællesskab med Danmark, en Tendents, som efter min Forstand lover lidet Gavn, men synes at maatte medføre fordærvelige Følger for vor Litteratur og den aandelige Udvikling i det Hele. At den hos Hr. Kokk fremtræder utidigt og uberettiget, kan neppe være Tvivl underkastet.
Udg.