Digte, udgivne ved Theod. Kjerulf
4. Digte udgivne ved Theodor Kjerulf. Christiania 1854. 8. 132 S. I Kommission hos Feilberg & Landmark. Heftet 48 ß.
Theodor Kjerulf fremtraadte for første Gang for Publikum med en „Reise over Haukelifjeldet“ i Asbjørnsens Aarbog for 1847. I en Anmeldelse af denne Aarbog i nærværende Tidsskrivt (1ste Aargang S. 123—129) havde jeg ogsaa ganske løselig fat i denne „Reise.“— Allerede dengang havde jeg det Vid — eller om man vil: den Daarlighed — at spore Talentets „Vaarkjending,“ om jeg end fandt nogen altfor skrigende Jubel deri.
Saa kom (i 1848) en Samling „Digte.“ Her havde nu Strengen faaet en ganske anden Lyd; Jubelen var slaaet om i Klage. Og kunde man end maaske sige, at der ogsaa i Smertens Udtryk hist og her var noget Overdrevet, noget altfor sterkt Opsvulmet, saa kan dog Ingen med nogenlunde Kjendskab til den ungdommelige Natur miskjende den væsentlige Sandhed i hine Udgydelser. Ja denne Voldsomhed i Udtrykket, denne ubevidste Sigbehagen i sterke Skildringer af sine egne Stemninger er selv et virkeligt og psychologisk begribeligt Symptom paa det unge Hjertes Kampe. Digteren har her virkelig følt Livets alvorlige Torne; han lever ikke længere i den barnlige, frydfulde Hengivelse i sin Verden; der er indtraadt et Brud, idet den vaagnede Subjectivitet i sin Higen krydses af den ydre Virkeligheds Magt. At dette Brud væsentlig aabenbarer sig paa det erotiske Felt, vil man finde i sin Orden. „Vi skulle alle den Vei;“ og Skuffelsen er et vigtigt Opdragelsesmiddel for enhver mod det Høiere stræbende Aand; det kommer kun an paa, om vi besidde Kraft til at hæve os af Ydmygelsen, komme til os selv og gjenfinde Idealet i en høiere og sandere skjønt mindre haandgribelig Skikkelse. Den Kraft, hvormed denne Kamp føres, er ogsaa en væsentlig Betingelse for dens poetiske Skjønhed; og et Udtryk af denne Kraft kan heller ikke frakjendes hine Digte; thi ere end de gjorte Ansatser til en vis bitter Reflexions-Overlegenhed faldne mindre heldigt ud og have noget Tvunget og Opskruet ved sig, saa er der derimod andre Steder, hvor Ungdommens usvækkede Kraftfølelse og Freidighed paa en naturligere Maade træder frem, f. Ex. i en „Ode til Ungdommen,“ hvilken jeg betragter som en sand Perle.
Men i det Hele vil denne Digtsamling dog give Indtrykket af en Kamp, der endnu ikke har fundet sin Forsoning — en Dissonants, der venter paa en harmonisk Opløsning.
Hverken i Skildringerne „fra Island“ (i Asbjørnsens Ydale 1851) eller i de nylig nævnte „fra Udlandet“ i Nytaarsbogen har man kunnet see denne Forsoning. Paa intet af Stederne er Forfatteren gaaet rigtig sammen med den Natur og den Verden, der omgav ham. Over den islandske Reise hviler et Træk af Misfornøielse og skuffet Forventning; den strenge Natur og den skarpe Luft gjør ikke, som man skulde vente, et forfriskende og styrkende Indtryk, men er snarere overvældende og størknende. Man har Følelsen af, at det er en sydlandsk, kjælnere Plante, der er hensat under den umilde Himmel; de sterke Nerver og den ufortrødne Humor, der først kan gjøre sig fuldkommen hjemme i disse haarde og arme Omgivelser, synes Forfatteren endnu ei at have tilegnet sig. Og selv i hine blidere Egne, hvor de sidste Reiseskizzer bevæge sig, er det ikke gaaet Forfatteren bedre — til Beviis paa, at det ei er physisk Kjelenskab, hvorunder han lider. Ogsaa her i Tyrols Dale, ved Rhinens og Neckarens Bredder, er hans Stemning væsentlig mørk og drømmende. Ved skyfulde Dage og ved Livets Skyggesider dvæler han med et Slags Forkjærlighed; og de samme Skyer og Skygger synes at drage sig igjennem Forfatterens Indre og udtrykke sig i Betragtninger og Billeder, som ogsaa for Læserens Blik ofte ville flyde hen i graae, omridsløse Taager. Ligesom der over de islandske Scener gaaer en kold, indsnerpende Nordengust, et vinterligt Gys, saaledes hviler over disse sydeuropæiske Vandringer en Hederøg af Verdenstræthed. „Naar jeg intet Bedre havde at reise efter, da vilde jeg aldrig reise“ — saaledes begynder det første Brudstykke og en lignende Følelse synes mere eller mindre at beherske det Hele, thi ingensteds i det Følgende blive vi egentlig vaer, at Forfatteren har havt noget andet Maal for sin Reise end — at føle sig eensom overalt. Denne Mangel paa virkelig Livsinteresse, denne Higen udover det Virkelige, uden at Huen sees at have noget Andet at fæste sig til, er et Skin, der i disse Reiseskizzer idethele gjør et uhyggeligt, udmattende Indtryk.
Et Skin — thi Sandheden er, at Forfatteren virkelig har havt noget Bedre at reise efter, og idethele en Virksomhed, hvorigjennem den sande Forsoning med Livet og Virkeligheden maatte forberedes. Denne Virksomhed er videnskabelig Naturforskning, og om denne har han paa samme Tid aflagt Vidnesbyrd i Skrivter,[1] hvis videnskabelige Værd jeg naturligviis ei kan bedømme, da deres Gjenstande ligge for langt fra min Sphære, men hvoraf jeg dog kan see saa Meget, at han ikke har reist med dette ledige, interesseløse Blik, som hans Reiseskizzer synes at paalyve ham. Om jeg ikke tager feil, vise disse Skrivter, at Forfatteren ikke alene er en flittig Arbeider i sit Fag, men tillige en aandfuld og begeistret Betragter af Naturen; der findes saaledes endog i disse videnskabelige Afhandlinger hist og her anskuelige Naturskildringer, som maae kaldes skjønne, og som ogsaa Lægmand kan nyde. Den, der har faaet et saadant alvorligt Livsformaal, kan ikke gaae tilgrunde i de saarede Ungdomsfølelsers Jammer; han kan i Længden hverken blive en klynkende Sværmer eller — hvad endnu oftere bliver Enden — en aandelig nedspendt, trællende Philister; men han vil mere og mere arbeide sig ud af alle sygelige Drømme og vide at finde sig hjemme i Virkeligheden — den høiere nemlig, den guddommelige, virkelige Virkelighed. Og selv om Drømmene skulle vedblive — Søndagsbørn see som bekjendt stedse Syner — saa ville ogsaa disse antage Sandhedens og Skjønhedens Præg; den poetiske Aare, der fra først af aabnedes af Smertens Trækninger, vil udvikle sig til en bred og dyb og klar Strøm, der snart i mægtig Brusen aabenbarer sin eiendommelige Kraft, snart paa en stillere Flade afspeiler de yndige Omgivelser.
Hine vor Forfatters Udgydelser fra Udlandet — taagede, klamme, tonløse — betragter jeg saaledes som de sidste Offere til den Taagegeist, der vistnok af og til har spøgt i hans Indre — hiin virkelige Fossegrim, der gynger sig paa det hedeste Ungdomsblods brusende Bølger og kræver sin Ret, for at Sangerharpen kan faae den rette Klang. Og at Offeret ikke er spildt, dertil see vi allerede Tegn i de foreliggende lyriske Digte, igjennem hvilke der aabenbart udtaler sig en modnere, klarere, med sig selv og sin Verden mere forsonet Aand.
Man kan et Øieblik falde paa, at vi, hvor det gjelder Kritik over en Bog, have dvælet for meget ved ligesom at construere Forfatterens Personlighed og dens Udvikling. Men man vil tage denne Anke tilbage, naar man betænker, at netop lyriske Digte have sin hovedsagelige Betydning som Udtryk af en Personlighed og væsentlig ere at forstaae som Momenter i en Livsudvikling. Det lyriske Digts Fortrinlighed bestaaer ikke i at det er en velklingende rhythmisk Skildring af Dit og Dat, men deri, at det klart afspeiler en gehaltrig Aand og et bevæget Indre. Nu er der netop sagt, at denne Aand maa være gehaltrig, at Subjectiviteten maa have en objectiv Fylde og ikke blot bevæge sig i sin egen afsluttede Cirkelgang; saaledes kunne selv lyriske Digte ikke undvære objective Stoffer; men stedse bliver det dog hiin Optagelse og Gjennemgang gjennem Subjectivitetens Dybder, der giver Digtet den rette lyriske Tone.
Allerede af det Foregaaende vil man kunne formode, at vi i Kjerulf baade have en dannet, interessant Aand og et bevæget Hjerte, at han saaledes forener de vigtigste materielle Betingelser for en lyrisk Digter. For at vi imidlertid nærmere kunne betegne hans Eiendommelighed, tillade man os et Øieblik at forfølge den antydede almindelige Betragtning.
Efter hvad der allerede er sagt om den lyriske Digtnings Natur, sees let, at der er to Klipper, hvorpaa den kan strande. Den værste er en altfor farveløs Subjectivitet, en Aand, der selv er Intet uden en tom Passage for en Mangfoldighed af Billeder, som Udenverdenen leverer. Falske æsthetiske Doctriner om „Kunstens Objectivitet“ drage ogsaa herhen. Der gives saaledes saakaldte Lyrikere, der ikke have nogen anden Personlighed at fremvise end netop den tautologiske af en Digter, der betragter Objecterne som Artist-Opgaver og saaledes saa at sige drager Verden rundt for at finde Stoffer. Men en saadan Personlighed er uskjøn, idetmindste ulyrisk. Det er ikke den abstract-digteriske, men den virkelige menneskelige Interesse, den virkelige Leven i Livet, som isandhed kan gjøre Regning paa almeen-menneskelig Sympathi.
Paa den anden Side kan ogsaa Subjectiviteten indspærre sig altfor meget i sig selv og afslutte sig imod det Objective, hvis Billeder enten slet ikke eller altfor grumset reflecteres fra det sterkt bevægede, sterkt farvede Indre. Ogsaa dette fører til Tomhed og Tautologi; Aanden bliver forkymret og uskjøn, idet den kun spinder sig ind i sit eget Net; deels trættende Eensformighed og evindelige Gjentagelser, deels en sygeligt fiin Følelse og Reflexion af egne Stemninger, der gjør et piinligt Indtryk, ere gjerne charakteristiske for en saadan Aands Udgydelser.
Imellem disse Yderligheder, hvor Kunsten gaaer under, er der nu et stort Rum for virkelige Digter-Individualiteter, der forene begge Momenter, men som dog kunne adskilles i to Grupper, eftersom det ene eller det andet har en vis Overvegt. Selv iblandt Lyrikerne er der saaledes nogle, som man kunde kalde fortrinsviis objective, hvem Billedets Klarhed og Harmoni er Hovedsagen, medens det subjective Farveskjær er saare let og næsten umerkeligt. Den subjective Virksomhed viser sig her især som formel, hvorfor disse Naturer ogsaa gjerne lægge Hovedvegten paa Formen. Andre, de mere subjective Lyrikere, fremstille de indre Stemninger og Bevægelser mere som saadanne; de frembringe især Farvestykker med mere svømmende Omrids — endskjønt de, hvor egte Kunst er tilstede, naturligviis ei kunne mangle Form og Begrændsning. Da den digteriske Idee her ligger umiddelbart i Subjectiviteten selv, viser denne sig som mere materielt-productiv og lægger da gjerne mindre Vegt paa Formen.
Kjerulf hører nu, saavidt man af den foreliggende Digtsamling kan see, især til den sidste Classe; han er overveiende subjectiv og det i den Grad, at han ikke er ganske fri for Eensidighedens Feil. Ikke alene ere disse Digte udelukkende indre Stemninger, subjective Bevægelser — det bør lyriske Digte være —, men disse Stemninger ere hovedsagelig af en vis eneboersk Charakteer; det er et eenligt Hjertes Kamp for sin Fred, dets Forsagelse og udødelige Haab; af de mere almene objective Ideer og Interesser, der bevæge Menneskeheden i det Store, merkes kun svage Spor, ligesom fjerne Dønninger. Frihed f. Ex. og Fædreland drister han sig kun til ligesom med stor Undseelse at berøre — en Blufærdighed, der ellers ogsaa maa have sin Priis, naar man tænker paa, hvor mange Bierfiedlere der ubarmhjertigt og uophørligt gnide paa disse Strenge. Charakteristisk er det ogsaa, at der i den hele Samling ikke findes et eneste Leilighedsdigt. Ogsaa heri lægger hans Muse et vist Adelskab, et Slags poetisk Aristokratisme for Dagen. Men jeg veed ikke, om det ei, især i vore Dage, er naturligere og skjønnere, at Digteren ikke er altfor bange for at blande sig i Vrimlen, uagtet det rigtignok skeer med Fare for at fortabes deri.
Men især er Formen i disse Digte ikke ganske fri for Dadel. Jeg mener ikke den udvortes Technik, Metrum og Riim, hvorover Digteren slet ikke savner Herredømme; de Uagtsomheder, som i denne Henseende kunne forekomme, ere ikke flere eller større, end — havde jeg nær sagt — de maa være, naar man ikke skal klage over Pertentlighed og Slikkethed. Men der er undertiden noget Uforholdsmæssigt og Sønderrevet i Anlægget, noget Brat i Overgangene, endeel dristigt indkastede Mellemsatser, og endelig enkelte Dunkelheder i Detail-Udførelsen, der tildeels vanskeliggjøre den klare Opfattelse og forstyrre Nydelsen. Ingen Tvivl om, at Digteren selv nok har et klart Billede og en sammenhængende Traad for Øie; men fuld som han er af Inderlighed og kun beskjæftiget med sin egen prægnante Følelse, fordrer han altfor meget af Læserens Følgen-med og glemmer, at han ikke altid har sagt Alt hvad han har meent.
Hvad mine personlige Følelser angaaer, da kan jeg ikke negte, at en Helden til denne Side dog snarere har min Sympathi end den modsatte; jeg elsker mere at føres ad bratte og selv noget knudrede og besværlige Stier, hvor Synerne rask vexle, end en magelig Vandring gjennem lutter flade Blomsterenge — for ei engang at nævne den støvede Landevei.
Men vist er det, at disse Digte ialfald kun ere for Faae; thi de ere isandhed ikke lette at løbe af med. Men hertil ligger dog Skylden ikke alene i de paapegede Ufuldkommenheder i Form og Udtryk, men lige saavel i deres Originalitet, Billedrigdom og Tankevegt, tildeels ogsaa i den forhen berørte Eensomhed i LivsInteresser. Kjerulf vil, selv naar han i fremtidige Arbeider naaer en større Klarhed og Modenhed, neppe nogensinde blive ret populær eller bringe sine Sange ud paa Folkemunde; thi han er — man kan nu rose eller beklage det — ikke egentlig en Mand af Folket. Han er ikke en af disse lette, ligefremme, simpelt væk aabne Naturer, der overalt hilses som velkomne Gjenspeilinger af de almene Stemninger; men en gjennemreflecteret, grublende Aand, der iblandt Andet ogsaa har modtaget et tydeligt Præg af den europæiske Reflexions-Dannelse, skjønt denne vistnok ikke, som saa ofte skeer, har mægtet at udhule hans Væsen.
Men selv paa denne noget eensomme Høide vil han ikke være uden Betydning for Literaturen og Folket. Med sin alvorlige, ædle Aandsretning, med sin dybe Tanke og sin rige Phantasi og endelig sin techniske Kraft, vil han i Fremtiden kunne frembringe Verker, der ville udøve en desto større Indflydelse paa de Faae, der kunne tilegne sig dem. Og under Tider, der ere især den lyriske Poesie saa ugunstige, som vore, da vistnok mangen En kan fristes til at gaae træt, er det dog saadanne Aander, man maa gjengive det Tilraab, han har brugt som Motto: „Udslukker ikke Aanden!“ — eller, som jeg kunde have Lyst til at omsætte det i et noget plattere Ordsprog: „Lader ikke Vorherres Fugl døe!“[2]
M. J. Monrad.
 |
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ En Fortegnelse over disse Arbeider findes i dette Tidsskrivt Aargang 1853 S. 328. Senere tilkommen er en Afhandling i Polytechnisk Tidsskrivt No. 3, „Om et Forhold i Christianiadalen.“
- ↑ Jeg maa endnu frie min Sprogmester-Samvittighed ved at erindre, at der findes et Par sproglige Urigtigheder i Bogen; især har den falske Brug af Imperfecterne rak og rakte, hvilke netop ere ombyttede med hinanden, været mig anstødelig.