Dialog
DIALOG
Hun: At du hadde slike drømme inde,
du, villige synder, forundrer mig!
Hvad gav dig magt til, i digt, at binde
flygtende syner til alfarvei?
du, villige synder, forundrer mig!
Hvad gav dig magt til, i digt, at binde
flygtende syner til alfarvei?
Aldrig saa vi dig henført høine
blikket mot det, som for os var kjært!
Spillende løp dine blanke øine
støtt efter alt, som var fast og nært!
blikket mot det, som for os var kjært!
Spillende løp dine blanke øine
støtt efter alt, som var fast og nært!
Han: Sandt! Jeg gik ofte, besat, i blinde,
henover lystens alfarvei —
kanske jeg ikke har drømmene inde,
kanske de bare gaar gjennem mig?
henover lystens alfarvei —
kanske jeg ikke har drømmene inde,
kanske de bare gaar gjennem mig?
Bare et træk af fuglefarver,
stræbende gjennem min længsels kveld,
ut af hvis hellige flugt jeg arver
et dalende dun til mit eget vel?
stræbende gjennem min længsels kveld,
ut af hvis hellige flugt jeg arver
et dalende dun til mit eget vel?
Dunblødt dypt i mit hjerte sover,
føler jeg, noget bestemt iblandt.
Men farverne kom og skén og gled over!
Selv er jeg fattig. Du følte sandt.
føler jeg, noget bestemt iblandt.
Men farverne kom og skén og gled over!
Selv er jeg fattig. Du følte sandt.