Det vilde kor/56
DET STUNDER MOD REGN
Høsten er kommet med synkende Sol,
Sommerens Skoge er gule og røde,
Nætterne kolde og Engene øde.
Det stunder mod Regn, for Hønerne gol
og Grisene bar til Bol.
Og udover Jordet gaar alting paasned,
Koen tar selveste Oksen paa Hornet
og endda gaar Bonden og slider med Kornet.
Det stunder mod Regn, for Katten var sved
og Badsturøgen slog ned.
Og henne i Myrene blaffer der Fyr
og Skrigene høres fra Lommen-Lasse,
det lyder som skarrende Trækspilbasse.
Det stunder mod Regn naar Lommene flyr
og Blus slaar op af en Myr.
Men inde i Viken staar Fiskeren tryg
og tænker at tjære sin Baad for Aaret
— det haster ikke idag, mener Faaret
Det stunder mod Regn, for Hesten skød Ryg
og Abborren snapped Myg.
Da blinker i Luften en brændende Traad,
og Jorden ryster og Tordenen skralder
og Dagen gaar under — og Regnen falder.
Se saa! sa den Fisker han stod ved sin Baad,
og Bonden da Loen blev vaad.