Det vilde kor/53
HJEM FRA FESTEN
Stig varligt i Vognen inat, min Kære,
for husk her var Vin i den muntre Fest.
Og varsom skal Kusken vor ogsaa være,
for stærk og stjærnende gal er vor Hest.
Men Natten er lys og stille.
Nu stænger vi ordentlig Vognens Døre,
gir Kusken sit Vink og lar alt staa til.
Det rumler — det rumler, vi kan ikke høre
hvad dejligt den ene den anden vil.
Men Natten er god og stille.
Da tog han et Kys, og hun lo i hans Øre:
Men hørte du ikke jeg ropte Nej?
Han svarte: Det er saa umuligt at høre,
jeg syntes — jeg syntes du ropte ej.
Og Natten var varm og stille.
Der blandedes Aande, der krydsed Blikke,
saa drog han tilslut hendes Bryst mod sit.
Hvad siger du, lo hun, jeg hører dig ikke?
Og følgelig hørte hun ham om lidt.
For Natten var hed og stille.
Saa skiltes de ad. Der var tyst ved Huset,
der dufted i Haven af hvid Syrin.
O evige Eva! Hun hvisked mod Gruset:
Kom ikke imorgen før Tiden er min —
naar Natten er tryg og stille!