Det vilde kor/51
Gyldendal, (s. 107–108).
GENSYN
Nej tænk, at jeg mødte hende nu idag igen;
for der er gaaet lange Tider siden hun var her.
Hun stansed ikke, nikked ikke, spurgte ej hvorhen;
men kære hvor jeg dog var kommet hende næsten nær.
Sving roligt over Gaden nu og langsomt bort, min Ven,
lad ingen se der gaar en Skælven gennem dine Knær.
Og din forslidte Frakkekant, lad se du skjuler den
og bær dig som det sømmer sig en holden Millionær.
Jeg saa hvor hendes Øjne ulmed til paany i Glød —
jeg haaber mine viste dobbelt skarpt sit kolde Staal
for alle Eder som hun løj og Løfter som hun brød.
Gud hjælpe mig, hun tændte vist igen mit slukte Baal.
Og jeg — ja jeg som trodde at den hele Sag var død.
Nu skal den — s k a l den være død. Jeg drikker paa det. Skaal!