Det vilde kor/46
HIMMELBREV TIL BYRON
Nu, Ridder, er Tiden at komme tilbage!
Vort Liv smittes ned af Arbejderkrapyl,
af Fredspratets Plage,
af Kvindesagshyl.
Vor Jord blev den lumreste Ulddyds Asyl.
Hvem er det i vor Tid som kror sig og knejser?
Jo Slavernes Fører, samt Polfarerhelten;
naa — Filatelisten er ogsaa i Vælten
og samtlige savlende Digterstabejser.
I din Tid var Aanden en anden at se,
Jærs Helle — af dem vilde Nutiden le,
I havde blot sligt som den Kongernes Kejser.
Selv stod du i Løftningen paa din Galej
og pegte med Sværdet til Slagmarken Vej.
Og Sværdet var blankt
og Armen var stiv,
og Modet var rankt
og Troen naiv.
Her hvælved du Kuplen over dit Liv.
Nu vandrer saa varligt den Digter frem
og steller sig venligt med Folk og Teater,
og Himlen velsigner de tjente Dukater
saa Børnene engang faar Nytte af dem.
I Frisind og Fremskridt er ingen som han,
at sige saa langt det med Læmpe gaar an:
han skriver, han graater, han flammer og gløder
mod Tyrken imellem Armeniens Jøder.
Med Aarene faar han Vorherre i Sind,
og vaager man Gud for Jehova at stave
da retter han strængelig Navnet til Jahve
og griber vidunderlig frisindet ind.
Hver Jul har han færdig sin gode Roman,
saa passelig dyr og saa passelig modig;
man undres, ― den Mand er da mærkelig frodig
som helt ind i Støvet kan tappe sin Kran.
Og nævn mig den Broder som gævere er?
Jo han som slaar alle Nordens Rekorder,
som endog omsider fik Svenskerne kær
og viste sit praktiske Blik ogsaa her,
som samler og signer og overantvorder
os Jordkloden afholdt, ja rent populær . . . . .
Slig gaar da den Digter og digter og regner
og regner og digter til Dagen han segner.
Og Præsten berømmer den Døde ved Kisten
at her har vi mistet en skikkelig Kar;
det var i sin Ungdom han stormfuld var,
men her var han endt som en tæmmet Kristen.
Hvad bedre kan siges om Tidens Geni
naar hele hans lysende Liv er forbi?
Han brugte sin Kraft i alt Godtfolks Tjeneste
og hævded bestandig det bedste og peneste.
Hvad bedre kan siges om Tidens Poet?
Han skrev som en Træl, som om Boden var kornløs,
men leved og døde i Stabilitet.
Og Konen? Selv hun var af den Bonitet
at Gudskelov Manden begravedes hornløs.
Saa far da, du Landets Højlovede, hen . . . . .
Nu, Digter, er Tiden at komme igen!
Der skrider en Engel
med sænkede Vinger
igennem din Elskovs
tungsindige Bog.
Til Pigen fra Malory,
Pigen fra Malory
gaar dine Tanker
og lyder dit Sprog.
O Pigen fra Malory,
Lille-Bells Moder,
hører ej dog.
Hvad hun gjorde er gjort:
hun var kold, hun gik bort.
Saa taug hun for Verden og lukked sig inde.
Kom nu, skal du høre en Nutidsheltinde!
Hun skjuler sig ej som din Malory-Pige
og tier ej bly om sin egen Skam,
hun heller bekender med Brask og Bram
og gør sig berømt over Land og Rige.
Hun stiller sig offentlig ud som en Gold,
den Rene, den Kolde, som ingen kan klandre,
hun tværtimod knejser og haaner de andre
som endnu har hele sit Køn i Behold.
Hun skriver i Blade, hun taler paa Møder:
her ser I en ægte og tidsmæssig Mø;
jeg skøtter Budgetter for Land og for Sjø,
I andre forelsker Jær, giftes og føder —
Jærs Type forsvinder, om lidt vil den dø!
Hun hæver sin Røst i hver Strid for Dagen,
blir kælen og øm som en elskovsfuld Kat
ved Spørgsmaal om Landets og Byens Skat,
ved sportslige Stævner og Stemmeretssagen —
her griber hun fyrigt og kvindeligt fat.
Dog tar hun saa tidt sine haardeste Tørn
i Sager om Ægteskab, Elskov og Børn,
som har hun Alverdens Erfaring paa Bagen.
Slig gaar hun da om gennem Landet og Byen
og holder sit Liv for en gylden Reform.
Og ingen tør mene at h u n er abnorm;
ti stikker hun frejdigt sin Næse mod Skyen
og spotter hver Storm.
Men Sangen — Sangen den drager af Lande
og Hylet det høres i Gade og Dal:
Arbejderbevægelse, Damp, Kapital,
ja Hyl over alle hvilende Vande.
Men Sangen drager af Lande.
Der hørtes en Tone fra dine Øer
om Piger og Helte og Livets Musik
og Morilden i det forelskede Blik —
den lyder ej mere om Nutidens Møer.
Ti Sangen drager af Lande.
De saa det de Vidner ved Hellas' Mure
hvor Sværdet kan rydde mens Ridderen ler.
Men Nutidens Kejser faar ondt hvis det sker,
han roper med fredlyste hollandske Bure.
Og Sværdet drager af Lande.
Naar kommer du atter, du store Kætter?
Her lever kun én som din Tone tar,
den dejligste Stemme paa Jorden var,
din graanende Broder paa Danmarks Sletter
— den sidste Sanger i Lande.