Det vilde kor/32
DET SUK GENNEM SKABNINGEN
Det »Suk gennem Skabningen« Paulus har hørt
skal Synden ha Skylden for dette?
Jeg vaager det lille ærbødige Muk
at Kønnet er Skylden i Pauli Suk.
Og lige til bedre Beviser er ført
saa holder jeg mit for det rette.
Hvad er det som sukker i Skog og i Mark?
En Han som har Blik for en Hende.
Og sukker hun ogsaa en Smule for ham
saa hopper de sammen i Synd og Skam.
Og ligedan er det i Menneskens Ark
og blir det til Dagenes Ende.
Til Dagenes Ende? Nej stop, der er Raad
for denne forhippede Maade.
Her ligefrem lever og dør vi i Synd
og hopper til Knæet omkap i vort Dynd;
men nu er jeg ude i Redningsbaad
og bjærger os lidt i min Naade.
I Femtenaarsalderen havde vi lært
at — Noksagt det skal vi forsage.
Men da vi var vokset til Sneset af Aar
blev det at forsage — naavel, man forstaar.
Og Læren blev simpelthen rent forkært
i Trediveaarenes Dage.
Hvad saa? tænkte jeg i Enfoldighed da,
er muligens Klostret det rette?
Men nej, det var atter en daarlig Ide,
for Nonner det vilde jeg ikke faa se.
Og Nonner foruden — aa langtifra!
Saa slog jeg en Streg over dette.
Men Tiden den lakked og Pokker var løs,
det Suk i min Skabning blev værre.
Da tænkte jeg: Midlet mod omtalte Ve
tør bli de berømte Et Tusind og Tre.
Men der var min Tanke for luksuriøs,
det lar sig nok gøre med færre.
Og Tiden den lakked. Jeg saa efterhvert
at Enden paa Visen var given.
Nej hellige Fader Origenes, du
fandt endelig Midlet og skar dig itu.
Kortsagt det var Frelsen. Jeg brød overtvært
og langede ud efter Kniven.
Da var det paa Bospor jeg første Gang saa
Eunuker i Haremets Joller.
Men kære ―? Nej Gud sig forbarme for Liv!
Paa Stedet fordømte jeg Brugen af Kniv.
Endvidere saa jeg Tyrkinderne gaa
med Bryster saa spændte som Boller.
Men det var om Vaaren. Men Vaaren den gik
og Aar efter Aar fulgte efter.
Og lidt efterhvert som min Modenhed kom
forundtes jeg Ro til at tænke mig om:
Jo Maadehold var en fortræffelig Skik
for Penge, for Tid og for Kræfter.
Saa lyt da til en med Erfaring og Aar,
en Frelsermand lar Eder kalde:
I Unge skal sandelig stande paa Vagt
og ta Jær paa sømmelig Maade iagt.
Men er det nødvendigt, saan anden hver Vaar,
saa, siger jeg, saa faar I ― falde.