Det vilde kor/29
GAMMEL JOMFRU
Hun sidder med Lampen paa Bordet
i Briller og Kappe og Sjal
og tørrer iblandt sine Øjne
og strikker og lægger Kabbal.
Hun løfter sig sjælden af Stolen nu,
Bevægelse er denne Jomfru en Gru,
for Gigten er bleven saa gal.
Men engang saa kunde den Jomfru
jo løfte sig op fra en Stol!
Og engang saa traf hendes Blikke
saa sikkert som nogen Pistol!
Da var der ej Mand i den ganske By
som ej maatte falde for dem eller fly;
selv stod hun saa fjærn som en Sol.
Men engang saa kom jo den rette,
da tabte Jomfruen saa kry:
han flagred til fremmede Lande
og hun sad igen i sin By.
Da la hun og la hun Kabbaler om ham
saa inderlig spændt som et lidet Lam.
Men Tiden kan ingen fly.
Ak Tiden er stedse en sikker Betaler.
Der er nu Jomfruen som engang var Sol,
om Kvælden saa synker hun ned i sin Stol
og strikker sin Strømpe og lægger Kabbaler.
Hun lægger om alt i det daglige Virke:
om Strømpen blir færdig til Ugen engang,
om Zviblen vil blomstre, om Vintren blir lang
og om hun til Vaaren kan komme i Kirke.
Kortsagt en Kabbal før hun gaar sig og sover
er bleven Jomfruen saa gammel og gængs.
Nu er det at Katta skal være tilsengs,
og om hun vil staa det saa lykkeligt over.