Det vilde kor/28
Gyldendal, (s. 60–61).
VENTETIDEN
Nej intet er som første Gang
at vente og at rødme.
Vel venter jeg ham nu igen
og haaber paa hans Komme; men ―
For intet er som første Gang
med al dens gode Sødme.
Den første Gang var bag en Hæk
og Græsset var vort Sæde.
Men siden blev det mangt et Sted
med lukket Dør og Mørke med.
Men intet er som bag en Hæk
i Hjærtets første Glæde.
Vel venter jeg ham nu ikvæld
og gør mig muntert rede.
Jeg husker hvert et Kys fra før
og kender hvert et Greb han gør.
Vel venter jeg ham nu ikvæld,
men med en bitter Lede.
Han drøjer. Kanske har han nu
engang et andet Møde.
Ja gaa, min Ven, til hvem du vil,
jeg lægger mig og takker til . . . . .
Nej hør, min Ven, du drøjer saa,
du piner mig tildøde!