Det vilde kor/23
III
Under Vinhøsten
De høster sin Vin under Klokkeklang
og ellevildt Væsen af Spurvene.
En Yngling i Vaaben skønt Dagen er hed,
en Pige i Sarafansgala er med,
de hjælper hinanden med Kurvene.
Ikvæld blir der Fest i den ganske By
for Livet, Guds Moder og Druerne . . . . .
Saa høster de tvende det sidste ind
og stanser og hvisker ved Havens Grind
for ikke at høres fra Stuerne.
Han kysser den Pige for første Gang
en Gysen af Lyst gennem Kroppene,
et Pust fra en Verden i gyldent og grønt.
Gud hjælpe mig, Børn, hvor I leger skønt,
hvor begge er røde i Toppene! . . . . .
Hun danser om Kvælden med en, med to
og danser dem alle til Tjeneste.
Men en har hun skænket sin Jomfrutro,
hos ham vil hun bygge og bo og bero,
og han er af alle den eneste.
Saa er det den Hetman i al sin Puds
han spansker sig modigt i Læggene.
Men Pigen hun nægter ham hver en Dans,
da tier den Hetman i al sin Glans
og stryger sig bitter langs Væggene.
Saa er det den Yngling, før Solen staar op
da ligger han død under Pilene.
Jeg gjorde det! skriger den Hetman med Glans,
jeg elsker den Pige dér staar som var hans;
en gør hvad en gør mellem Hvilene!
De dømmer hans Synd, de skammer hans Bram
og kalder ham Daaren og Praleren.
Staar Ynglingen op, svarer Hetman koldt,
jeg volder ham atter den Død jeg har voldt!
Da stirrer den Pige paa Taleren.
Hun ser ham ved Morgen, hun ser ham i Sol
og kender et Ryk gennem Sanserne:
Jeg mener . . . . . jeg tror jeg faar Hetman kær . . . . .
Der tramper paa Vejen en kommende Hær,
en Ordenscordon under Lanserne.
De ringer ham ind og slaar ham i Jærn,
han retter sig trøstigt i Knæerne.
Saa fører de Hetman ad Vejen ned,
og Pigen ― o Under! ― slaar Følge med.
Og Spurvene kvidrer i Træerne.
Men Pige hvad vil du? hvor gaar du hen?
vel ikke med Manden i Lænkerne?
Da buldrer, da stiger det op mod Sky:
Alrunen ― Alrunen var Gæst i vor By,
Alrunen var ude med Rænkerne!