Det vilde kor/22
II
Alrunen er en Mester
Tre Torsdagsnætter Pigen ses at træde
i Dalen ned til Ilrapunes Leje.
Der faar hun Hekseplantens Rod i Eje
og hendes brune Øjne ler af Glæde.
En Hyrde her i Bjærget vil hun binde
og dele tro med ham al Livets Byrde.
O Himalajas Datter, husk din Hyrde,
han er den skønneste, som er at finde!
Og dine Arme er saa tro og lune
og dine Bryster spænder sig som Krukker,
og for din Hyrde tigger du og sukker . . . . .
Da knækker Kvistene ved Ilrapune.
Hun skjuler fluks Alrunens Rod i Barmen,
der staar en vældig Jæger op fra Sivet,
en Dyredrot i loddent Skind om Livet.
Han hilser efter Landets Skik med Armen.
O Himalajas Datter, luk dit Øje,
hans Blik er Jærn, din Hyrdetid er omme!
Du staar og puster blot og ser ham komme,
og aldrig dine Bryster var saa høje.
En grov og herlig Gud fra Simlas Fjælde,
en Hersker med et Favntag uden Lige.
Der lugter Vildt af Guden, lille Pige,
du bræger under disse Lemmers Vælde . . . . .
Alrunen er en Mester i Kabbalen:
vi tror dig, Pige, kæmpe og besvime, ―
du er den Gud ivold paa fjerde Time
til Solen gør det altfor lyst i Dalen.