Det vilde kor/21
Gyldendal, (s. 45–46).
I
Der staar den og gror
Der staar den og gror i det farlige Krat
i Simlas og Vindhyas Fjælde.
Den stenes af Maanen den lange Nat
og Fan puster Dug i dens Bjælde.
Dens Frugt er til intet, men Roden en Skat
af drivende Lyst og Lune.
Og det er den Rod Alrune.
Den byder til alle sin sælsomme Gunst
og tumler med Menneskers Sanser:
en lægger den øde, en dør i dens Dunst,
en ler som en Fjollet og danser.
En skænker den Hadet med grusom Kunst
saa Øjnene gløder brune.
For det er den Rod Alrune.
Men stundom en eneste lunefuld Gang
gaar Himmel og Sol den isinde,
og Elskovens Lyst som den før betvang
den skænker den nu iblinde.
Og Mennesket synker i Rosers Fang
i Suset fra Ilrapune.
Se, slig er den Rod Alrune.