Det vilde kor/16
Gyldendal, (s. 37–38).
UNGT SPIL
Her er ved Klaveret en Blomsterduft
som Duft fra en Foraarshave.
Den staar fra dit Legem, din Pigehud,
du bøjer din Hals over Noterne ud
og Duften slaar op bag din Krave.
Der lægger sig Guld for mit dunkle Blik
og kælen Musik i mit Øre.
Jeg ved ikke om jeg skal staa eller gaa,
din lokkende Ungdom forvirrer mig saa,
jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
O evige Ungdom, jeg er din Træl,
din Slave saa langt og længe
for ikkun et Kys paa dit Støvlebaand . . . . .
Da dør for den rosenneglede Haand
det farlige Spil paa Strænge.
Hvad nu? Hun er borte, en Dør faldt i,
jeg bad hende altfor ilde.
O underligt er det med Hjærtets Spil:
jeg bytter de andre som straks slog til
for hende som ikke vilde.