Det vilde kor/15
GRAVSTED
Nej Herregud lad mig ikke forgaa
i en Seng med Tæpper og Lagener paa
og med vaade Næser tilstede.
Lad mig rammes en Dag naar jeg intet ved
og falde omkuld i Skogen et Sted
hvor ingen vil komme og lede.
Jeg kender vel Skogen, jeg er dens Søn,
den vil ikke nægte min ringe Bøn
at sovne tilslut paa dens Tue.
Saa gir jeg igen, uden Taler og Styr,
mit store Kadaver til alle dens Dyr,
til Kraake, Rotte og Flue.
Jojo jeg skal holde en Fest naar jeg dør,
en Fest som skal skaffe de Næb og Klør
og Tænder endel at bestille.
Men Ekornen lægger sit Hode paaskraa
og ser fra sin Kvist med de Øjne smaa
som Menneskeøjne, den Lille.
Saa blir der et rigeligt Maal til hver,
og endda saa sidder den mætte Hær
og piller det gode Taffel.
Da ribber tilslut en Ørn mit Skelet,
han blir paa Stedet til alt er ædt,
saa trækker han ind sin Gaffel.
Og sent paa Kvælden og Natten lang
der lyder til Ære for Liget en Sang
saa skøn som af nogen Klokker.
Da faar jeg min sidste Ovation,
for Uglen i egen høje Person
vil tude som bare Pokker.
Og Resten af hele mit jordiske Støv
er dækket ved Gry i en Grav af Løv
naar sluttet er Nattens Gammen.
Farvel, mine Venner! Jeg mætted Jær bra!
— Men alt dette Løv hvor kommer det fra?
Jo Vinden har fejet det sammen.