Det vilde kor/12
FEBERDIGTE
I
Jeg finder mig rykket ud
af Sammenhængen med alt,
med hende, Jorden og Gud.
Hun aabned sig alle Porte,
Farvellet faldt, —
hun var borte.
II
Nu farer en Høst over Herrens Jord,
solløse, susende, onde Dage,
Liv som gaves tages tilbage,
alting forgaar i Forgængelsens Kor.
Men Mennesket lever saa længe.
Nu sankes i Lade og samles i Hus,
Græsset høstes og Kornet skæres,
Løvet falder, altsammen fortæres,
segner tilbage i Dødens Brus.
Men Mennesket lever saa længe.
III
Gud straffe dig, Alvilde,
du slukte al min Ild
og tog dit Ord tilbage
og ledte mig saa vild.
Jeg har vel Vejen lang igen
og der er ingen Sol paa den.
Gud straffe dig, Alvilde.
Gud glæde dig, Alvilde,
hav Tak for hvert Minut.
Du gav mig mange Navne
og kaldte mig din Gut.
Du rakte mig din Haand og Mund
og du var min en liden Stund.
Gud glæde dig, Alvilde.
IV
Nej hør, hvad er det for en stille Gru
som glider ind i mine Sanser nu,
som vrænger Hviden i mit Øje ud
og gør mig Munden bleg og sært fortrukken?
En Spas af Fatum, der han ligger drukken?
En Galmandsverden fylder mig, o Gud.
V
Der er noget jeg sidder og ej kan forstaa:
hvi skæres det Korn og hvi falder det Løv?
Hvi smuldrer alt Sommerens Liv til Støv?
Hvi grønnedes Græsset for blot at forgaa?
Det tænker jeg paa.
Det Korn skulde mætte de hungrige Munde
og Græsset blev grønt forat visne til Hø.
Og Løvet var Skyggen i solrige Lunde.
Men jeg — hvorfor dryssedes Glæder i Frø
i mig forat dø?
Jeg ropte og spurgte til Havets Skum,
til Skogen og Bjærget og Sivet,
til Stenen og Stormen og Himlens Rum
og alting som Øren er givet:
har jeg bedt om at fødes til Livet?
Men Himlen og Stormen og Stenen var stum.
VI
Alvilde, jeg husker den sidste Nat,
du ropte: Knæl!
Jeg drak af din Sko
og alle lo.
Det gjorde jeg kun forat muntre din Sjæl.
Alvilde, saa rakte du ud en Blomst.
Jeg holdt mig frem.
Du gav mig et Blik,
et fuldgodt Stik.
Jeg tumled mig ud. Det var kulmørkt hjem.
VII
Nu hyler den høstlige Vind
som en regnvaad Hund mod min Rude,
der risler en Frost i mit Blod
mer kølig end Vindens derude.
Der folder sig ud i mit Indre
et dunstende Giftblomstflor,
og Dunsten staar hvid ud i Vejret
ifra mine Næsebor.
Det spirer i Hadets Have.
Det koger, det koger. Jeg prøver
forgæves at falde i Blund,
jeg hører en Flaglines evige
Klappren og Klappren mod Stangen,
det pusler ved Døre, det lister
paa Taa, der er Skridt i Gangen,
min Puls gør gøende Stød
som en halsende Helvedeshund.
Det koger, det koger, det koger.
VIII
Alvilde, bring min Kappe og min Hat med Fjær i Top,
jeg agter mig saa snart ud at ride.
Hold Bøjlen frem, Slavinde, imens jeg stiger op
og løb du selv tilfods ved min Side.
Og spør man saa og undres hvad det er for en Blæst
som suser over Bjærgene saa vide,
da er det mig som kommer, det er mig som er tilhest
og du som løber Hund ved min Side.
Hej, rap dig nu min Ganger, for jeg siger jeg har Hast,
jeg rider mig en Tur i mit Rige.
Og segner du, Alvilde, saa binder jeg dig fast, —
Guds Kors, jeg rider Livet af dig, Pige.
IX
Det koger, del koger af Vejr og Vind.
En Banken naar mine Øren.
Kom ind!
Ingen staar udenfor Døren.
Jeg ser den første Dag som var skabt,
det ryger af den nyfødte Verden,
jeg selv er et Liv.
Ved Jordens yderste Grænse staar
og ser fra Skyen udover Værket
et stumt Ansigt . . . . .
Bad jeg om mit Liv da jeg laa i Mulmet?
Fremad, min Blodhest, jeg rider paa en Ambolt,
jeg er en rød Teglsten, rød af Blod,
som har spist det gule For i en Kasket.
Sig, banked der ikke paa Døren?
Den Taage jeg ser, er det Dødens Land?
Der ligger et livløst Hav derude
og midt i Havet en blindfødt Ø:
det er Dødens Land.
Jeg kommer, jeg breder Armene ud
og synker imod dig evindelig . . . . .
X
Nu er der gaat saa mangen Dag, og Dagene de iler.
Min Sjæl er frisk og kold og haard,
en Høst har stormet i dens Vaar.
Jeg klager ikke mer, jeg nikker taus til alt og smiler.
Hvi skulde vel en Sorg faa fylde Højene med Bulder
og stanse hver en Vejfarssjæl?
Jeg tramper ned med trodsig Hæl
den Sorg jeg ej faar Plads til paa min gode, gamle Skulder.
Jeg vandrer ind i Skogene, en Hersker uden Rige,
en bøjet Mand, en hævet Aand,
en falden Fod, en knyttet Haand,
og hilser mig med Kaarden som min Overvinders Lige.
Men sene Nætter sidder jeg og hører Ljaaer hvæsse
og Fjed som over Jorden gaar.
Et Ansigt hist i Skyen staar.
Og Ødets Orgel bruser til den sidste lange Mæsse.