Det vilde kor/08
HØSTDAG
Den Indian summer staar frem.
Det dirrer af Solskin og høstskør Klang
og Sommeren holder for sidste Gang
sin Herligheds Dør paaklem.
Da heder det til i Rosernes Gløden,
det er som et undrende Smil mod Døden.
Og Rosernes Sjæl flyr hjem.
Men Skaberen snor sit Skæg,
han tænder en ny af den Tid som forgaar
er Sommeren ude, da Porten han slaar
til Høstens Vidundre paa Væg.
Naar Akrene sortner for pløjende Ploge
da flammer som fremmede Roser i Skoge
den rødnende Rogn og Hæg.
En Vrinsken, et Glam — giv Agt!
Det spiller igennem Sindet til Fest,
der kommer de muntreste Mænd tilhest
med Børse og Kniv paa sin Dragt.
Men inde i Skogen hver jordbøjet Skytter
er glad i sit Liv som den gæveste Rytter
der rider til Kongens Jagt.
Og Bonden skærer sit Korn
og Rytterne rider med Fjær i sin Hat
og Hundene halser i Snar og i Krat
og Nypen staar bar med sin Torn.
Selv trællende Heste som gaar for Plogen
slaar Hodet tilvejrs og ser imod Skogen
ved Klangen af Jægernes Horn.
Og Natten blir frisk og kold.
Der tændes i Skogen et bortgæmt Baal
og nogen mumler og kaster med Staal
mod Nisse, Hulder og Trold.
Hvem er det? En jordbøjet Skytter bare.
Han skjuler i Busken sin krybskudte Hare
og lægger sig Gud ivold.
O Høst du er Skønheds Væld.
Du tænder paa Himlen det Ild-Alfabet
som fordum blev tydet af Præst og Profet,
nu leder hver Vandrer ved Kvæld.
Du Skabningens Slummer, du milde Pause,
o maatte jeg ende som du, i det tause,
naar Dagen kommer paahæld!