Det oldnorske Sprogs eller Norrønasprogets Grammatik. Fremstillet af P. A. Munch og C. R. Unger
Norsk Litteratur.
28. Det oldnorske Sprogs eller Norrønasprogets Grammatik. Fremstillet af P. A. Munch og C. R. Unger. Christiania 1847. VIII & 120 S. 8vo. Johan Dahl. 72 ß.
Nærværende Fremstilling af vort gamle Sprogs Grammatik var, som Forordet oplyser, oprindelig bestemt til kun som Anhang at ledsage den oldnorske Læsebog, der i disse Dage er udkommen fra Forfatternes Haand. Men da de under Udarbejdelsen følte Vanskeligheden af at holde Arbejdets Omfang inden de snævre Skranker, som hin Plan forudsatte, bestemte de sig til at lade det fremtræde som et særeget Skrift. Dets oprindelige og væsentlige Øjemed er altsaa at lette Begyndere Studiet af vore Fædres Sprog, men som man kunde forudsætte, have Forfatterne ikke indskrænket sig til at levere en Omarbejdelse af det tidligere vundne Materiale, men tillige benyttet Lejligheden til at meddele Resultatet af egne Forskninger.
Saa lidet man ogsaa hidtil har savnet grammatikalske Vejledninger til Studiet af det gamle norske eller, ofte saa kaldte, islandske Sprog, kunde en saadan, som den Forfatterne af nærværende Skrift have villet meddele, ikke andet end være velkommen. De tidligere ere nemlig udarbejdede med et mere eller mindre ensidigt Hensyn til Sproget, saaledes som det indtil de sildigste Tider udviklede sig paa Island, medens man derunder, om ikke ganske saa dog for en stor Del, har overseet, at Island, hvor store Fortjenester end dets Indbyggere i de sildigere Tider have erhvervet sig af den gamle norske Litteraturs Opbevaring, dog ikkun udgjorde en ringe Del af det Territorium, hvor Sproget havde sit Hjem, blomstrede og udviklede sig samt tidligere eller sildigere forfaldt Dette er derimod noget, som vi Norske ikke kunne overse, og jo mere vi vaagne til Bevidsthed om, at dette Sprog er vort eget, og om dets Vigtighed for os, hvad enten vi se hen til vor Historie eller vor fremtidige nationale Udvikling; desmere maa ogsaa med Nødvendighed det Krav gjøre sig gjældende, at der ved Sprogets Studium tages et væsentligt Hensyn til, hvorledes Sproget levede og udviklede sig i Norge, vort Fædreneland og dets oprindelige Hjemstavn, og at der saa meget mindre tages et overvejende Hensyn til den nuværende islandske Dialekt, som mange af de endnu her i Landet levende Dialekter, hvori det gamle Sprog har vedligeholdt sig, efterat dets Udvikling som et almindeligt Nationalsprog var afbrudt eller forstyrret ved en overmægtig udenlandsk Indflydelse, ere ligesaa berettigede som hin, især hvor der fra det nærværende skal sluttes til det forbigangne. I de tidligere Bearbejdelser af det norrøne Sprogs Grammatik har det tillige været taget et langt mindre Hensyn til den store Sproggransker Jacob Grimms Arbejder til Belysning af den germaniske Sprogstammes Bygning, end disses Vigtighed ogsaa for vort gamle Sprog, navnligen til Oplysning om sammes ældste Skikkelse, syntes at medføre. Begge disse Savn ved deres Forgjængeres Arbejder have Forfatterne af nærværende Skrift søgt at afhjælpe, og at det i mange Tilfælde har lykkes dem, er noget som ingen upartisk Dommer kan miskjende. Imidlertid kan det heller ikke negtes, at Vanskeligheden af i samme Værk at fore Videnskaben videre og meddele dens Resultater i et Udvalg og en Form, der var tjenlig for Begyndere i deres Studium, har lagt dem Hindringer, som det har været dem umuligt at bortrydde, i Vejen, for at give deres Arbejde den ønskelige Fuldendthed.
Efter en forudskikket kort Indledning begynder nærværende Grammatik med en Oversigt over Sprogets Lydlære (Side 3–20), hvilken her har modtaget en omhyggeligere Behandling, end den der ellers sædvanlig er bleven den til Del. Ser man hen til dens indgribende Vigtighed, kan dette heller ikke andet end bifaldes, og det forekommer i det mindste Anmelderen, som om Forfatterne her snarere have givet for lidet end for meget. Tvivlsomt kan det derimod synes, om Forfatterne have gjort vel i her ogsaa at omhandle de Lydforhold, der have fundet Sted i Sprogets forhistoriske Periode. Ved det meget, der saaledes bydes dem paa en Gang, ville Begyndere vistnok føle sig overlæssede og være udsatte for at forvildes, saa meget mere som der ikke udtrykkeligen skjelnes mellem hvad der gjælder om Sproget i dets historiske Udviklingsperiode, og hvad der gjælder om dets Udvikling af den almindelige germaniske Sprogstamme i en forhistorisk Tid. Saaledes omhandles Side 15 fgg. Brydning og Omlyd som de tvende Vokalforandringer, der foregaa uden at medføre Forlængelse eller Forkortning, medens dog ikkun den sidste kan siges at foregaa i Sproget. Lige saa lidet kunne de § 13 A. a og b omhandlede Forlængelser siges at tilhøre det gamle norske Sprog, da de allerede vare foregaaede, førend Sproget blev til i den Skikkelse, hvori vi kjende det.
I Angivelsen af Bogstavernes Udtale have Forfatterne, som allerede af det forhen anbragte kan sluttes, taget et væsentligt Hensyn til de Oplysninger, som indeholdes i norske Haandskrifter og Almuens endnu brugelige Udtale, ligesom adskillige interessante Sammenligninger med denne ere meddelte. At Fuldstændighed her skulde være opnaaet, er imidlertid noget, som ikke kunde ventes eller fordres, dels fordi Værkets Bestemmelse og indskrænkede Omfang ikke tillod det, dels fordi Opmærksomheden endnu for lidet har været henvendt paa denne Gjenstand, til at et tilstrækkeligt Materiale skulde kunne være for Haanden. Hvorvidt Forfatterne i deres Behandling af dette Æmne overalt have truffet det rette, derom kunne og ville vel ogsaa Meningerne være forskjellige, og nærværende Anm. maa tilstaa, at han i flere Punkter ikke deri kan være enig. Overalt at paavise og begrunde denne Meningsforskjel vilde imidlertid føre ham videre, end en Anmeldelses indskrænkede Rum vilde tillade, og han skal derfor ikkun i Korthed omhandle nogle enkelte af de Gjenstande, hvorom han er kommen til en anden Anskuelse, end den Forfatterne her have fremsat.
At ö opføres som en særegen Vokal lige forskjellig fra ꝍ og o og som u Omlydsform af a forekommer mig saaledes, hvor meget end gammel Hævd og betydelige Autoriteter tale derfor, at stride ligemeget mod Haandskrifternes Vidnesbyrd, som mod Vokalsystemets Beskaffenhed. En Overgang fra ö til o, som den af Forfatterne antagne, strider ogsaa imod alle Analogier, som derimod tale for en Overgang fra o til 6, der netop i vort Almuesprog kan paavises som jævnligen forekommende; ligesom ogsaa o er den naturligste Sammensmeltning af den, lige saa vel som Brydningsdiftongerne, korte Omlydsdiftong au, der jævnligen forekommer i Haandskrifterne. Deraf, at o undertiden (ikke ofte) i det fortrinlige Haandskrift af den gamle Gulathingslov er ombyttet med ꝍ (Side 20), kan ikke sluttes, at man i Udtalen tydelig har skjelnet mellem ö og o, men ikkun at Overgangen fra o til ꝍ eller ö allerede da har været i sin Begyndelse. Overgange i Udtalen fra a til e, o til ö, u til y, au til ey forekomme nemlig stadigen i vort Sprog, og Spor deraf kunne paavises endogsaa i de ældste og bedste Haandskrifter, f. Ex. i den Æld. Gul. L.: æptan og þedan for aptan og þadan, fynd for fund, leysan for lausan, selv hvor ingen Omlyd i almindelig Betydning kan siges at være foregaaet; men i alle disse Tilfælde maa man nøje skjelne imellem den oprindelige og afledede eller fordærvede Udtale. Au har derfor visselig i det ældste Sprog været udtalt ikke som öu eller ꝍu, men som Betegnelsen medfører, og mærkeligt nok høres au endnu mangesteds i Almuens Udtale, hvor selv de ældste skriftlige Mindesmærker have ey, f. Ex. aura, haura ɔ: eyra, heyra, men got. auso, hausjan. U har ligeledes oprindelig været udtalt som Tegnet viser, men er senere gaaet over først til o, og derfra igjen til ö; ö forholder sig nemlig til o som y til u. Rigtigere end i Grammatiken er ogsaa Forholdet med dette ö angivet af Prof. Munch i Annaler for nord. Oldkyndighed 1846 S. 231. Mod Overgangen fra u til y strider ogsaa Sproganalogien, medens Overgangen fra y til i er naturlig. Hvor Udtalen y endnu forefindes i vore Almuedialekter, kan man derfor være temmelig sikker paa, at denne er den ældste; derfor maa Formen mykill gives Fortrin for mikill, saa meget mere, som den første meget naturligen udledes af mjok.
Naar ð regelmæssigen i det nævnte Haandskrift af den gamle Gulathingslov faar et r efter sig, hvor det ellers skulde støde umiddelbar sammen med en følgende Vokal (Side 11), da forekommer dette mig at have sin Grund deri, at ð der vanskeligen kunde udtales, og derfor gik over til r, medens dog den Konsonant, hvoraf dette r var fremgaaet, vedblev at skrives, ligesom der i samme Haandskrift forekommer eꝍ for e, der hvor ꝍ i Udtalen er gaaet over til e. Paa Overgangen fra ð til r har man ogsaa Exempel i den østlandske Udtale af maðk som mark, og disse Bogstavers Slægtskab har jeg allerede tidligere paavist i det finske Sprog. (Nor 3dje Binds 4de H. S. 84.) At ð imellem 2 Vokaler, som af Forfatterne bemærket Side 6, ikkun har haft en meget svag Udtale, kan ogsaa sees af det i Sturlungasaga 4de Part, Cap. 62, Side 62 anførte Vers, hvor eyum og heiðum rime med hinanden. Men hvor let det endogsaa som en bestemt Konsonant bortfaldt mellem 2 Vokaler, følte man dog, hvor disse vare uensartede og Sammentrækning ikke kunde foregaa, en Trang til at bevare det i en mere ubestemt og svævende Form; deraf Sköjen for Skoðin (Side 4) og govun for goðun (Side 5), hvori j og v er et forvandlet ð[1], og ikke er fremgaaet af Vokalerne i og u, omendskjøndt disse afgjøre mellem Overgangen til j eller v.
Side 9 hedder det, at d eller ð i gamle Haandskrifter undertiden forhærdes til t. Dette er dog neppe rigtigt, da man ligesaa vel kan antage, at et oprindeligt t foran Maskulinendelsen r, eller hvor det kommer til at staa imellem tvende Vokaler, er gaaet over til ð[2]. At dette er Tilfældet, derfor taler ikke alene den Omstændighed, at dette t forekommer i gamle Haandskrifter, men ogsaa at Overgangen fra t til ð, som ogsaa af Forfatterne bemærket, ellers er den almindelige, ligesom den er den naturlige, og har en tilsvarende Analogi i Overgangen fra k til g.
Side 14 angives visse Konsonantforbindelser, nemlig af l med f, g, k, m, p og s at foraarsage den foregaaende Vokals Forlængelse. Dette er vistnok overeensstemmende med den i Udgaverne vedtagne Skrivemaade, og formodentlig ogsaa med den islandske Udtale. I Norge har derimod denne Vokalforlængelse sandsynligvis aldrig været almindelig, da Almuens Udtale ingensteds vedkjender sig den; noget som neppe modbevises ved den S. 7 ved Bogstavet l angivne sætersdalske og tellemarkske Udtale af kalf, ulf, folk, sjalv; ti Anmelderen erindrer med Bestemthed, at folk i de angivne Egne udtales fokk og mjolk–mjokk, og at man nøje skjelner imellem han sjâv og hu sjôv. I fokk og mjokk er Vokalen vedbleven at være kort, da l er assimileret med det følgende k; i sjav og sjov bliver den derimod lang, da l her er bortfaldet, og dette udkræver Kompensation ved den foregaaende Vokals Forlængelse. I ethvert Tilfælde er den Forlængelse, der skal foraarsages ved de angivne Konsonantsammenstillinger, væsentlig forskjellig fra den under b) strax foran omhandlede; ti af kálf bliver kelfa, af háls–helsi, men af áss bliver æsir og af gás–gæss. Mærkelig er dog her den østlandske Udtale af kalf, half, hals, som kælf, hælf, hæls, hvori æ synes at være en Forlængelse af det oprindelige a, saadan som den forekommer i det færøiske (Annaler for nord. Oldk. 1846 S. 364), ligesom ê ogsaa i det gotiske er en Forlængelse af a, og bær, tvær antages opstaaet af þaar, tvaar.
Et forbigaaet Tilfælde, hvori Vokalforlængelse finder Sted, er det af Prof. Munch selv i Norsk Litteraturtidende S. 331 fgg. omhandlede, hvor Aarsagen til den lange Vokal i fljúga, bjóða, fjár o. s. v. rigtigen er angiven. I Overensstemmelse hermed maa man ogsaa forklare Vokalforlængelsen i sjá, der ikke hidrører fra noget udfaldet h (Side 10. 25.)
S. 16 § 15 siges, at den stærke Omlyd ved j forandrer a til e, io, o, iu og u til y, á til æ, ó til ꝍ, au til ey, ö til y, o til ö eller e. Her er forglemt, at ú bliver til ý, f. Ex. út til ýta, mús til mýss, og det at io, o, iu og u blive til y, ö til y, samt o til ö eller e, er mindre rigtigt fremsat. Ti u bliver vel til y, o til ꝍ (kort, eller om man vil ö, hvoraf igjen kan blive e) og y; men at ö bliver til y, kan neppe bevises, da ö for o ingenlunde er sikkert i de Tilfælde, hvor denne Omlyd synes at finde Sted, f. Ex. troll–trylla. Det anførte Exempel gylta af göltr passer aldeles ikke; thi goltr (gaultr) er selv en Omlydsform af Roden galt, og det maatte være Rodvokalen a, der skulde omlydes i gylta, om ellers dette Ord var et Derivatum af göltr. Dette er det dog neppe, da det i det mindste synes at staa i en nærmere Forbindelse med Formen gjalt, der forekommer i Talemaaden verda at gjalti f. Ex. Kongespl. S. 113. Fornm. Søg. V, 162. Ey forekommer ogsaa som Omlyd af o, der i disse Tilfælde maa være opstaaet af ey, omendskjøndt det synes kort, f. Ex. leyfa af lofr, lyptrar af loptr, háleygir af hálogi, neyrðri af norðr, freyða af froði. Mærkelige Omlyd ere spꝍnir (ikke spænir) af spánn og dꝍll af dalr, hvilke endnu forekomme hos Almuen. At iøvrigt Omlyden neppe er oprindelig i Sproget og først i en senere Periode er bleven almindelig, kan sluttes deraf, at den ofte udelades i Haandskrifterne og det navnligen endog i de bedste og ældste. Aldeles nøje har den heller ikke bundet sig til de angivne Regler; saaledes forekommer marar med Gjenomlyd af merr eller meri (af marr) Æ. Gul. 223, mꝍrni Dat. af morgin Æ. Gul. 122, og i Genitiverne axar, daggar, raggar o. desl. forekommer en ikke usædvanlig Forvexling af den stærke og svage Omlyd. Den dobbelte Omlyd i kolludum mangler nok almindelig i norske Haandskrifter. Endelig kan bemærkes, at Omlyd ikke alene indtræder ved Afledning og Bøjning, men ogsaa ved Sammensætning, f. Ex. andskote, men ondverðr, ofund (af af og unna, jevnf. oht. abunst) o. s. v.
At Forfatternes Behandling af Lydlæren efter Anmelderens Mening mangler den ønskelige Fuldstændighed, er allerede i det foregaaende antydet. Hvad han derved især savner, er 1) Angivelse af de ved Afledning forekommende Overgange af ei til i, f. Ex. deigr–digna, heitr–hiti jevnf. heilagr–helgi, af au til o f. Ex. blotna, af e til i f. Ex. veðr–illviðri, regn–rigna; 2) Fremstiling af de ved Konsonanterne for Vellydens Skyld foregaaende Forandringer, nemlig a) Forandring til en anden Konsonant af samme Klasse, b) Assimilation, c) Elision, d) Indskydning af en Hjælpekonsonant, af hvilke kun nogle enkelte ere omtalte, men de øvrige mindre rigtigen synes at være overseede som ortografiske Egenheder; 3) Omhandling af den i lexikalsk Henseende saa vigtige Anvendelse af s, h, g (v) og k som et Slags Forslagslyd eller Aspiration foran visse andre Begyndelseskonsonanter, f. Ex. skella–gella, sversa–hverfa, sveif–veif, skafl–gafl, greiði–reiði, gnógr–nógr, gnipa–nipa, o. m. fl.
Bøjningslæren have Forfatterne øjensynligen bestræbt sig for at give den størst mulige Fuldstændighed, og den Nøjagtighed, hvormed de have søgt at omfatte og oplyse de mange forskjellige Former, kan ikke andet end være tilfredsstillende, omendskjøndt Oversigten maaske vil vanskeliggjøres for Begynderen ved det meget, som her bydes ham, og hvoraf han har ondt ved at gjøre det rette Udvalg af det for ham fornødne og passende. Saa vel det ogsaa i Almindelighed har lykkes Forfatterne at opnaa den tilsigtede Fuldstændighed, er det dog mærkeligt, at Former ere forbigaaede, der ere saa interessante med Hensyn til den Oplysning, de give om Sprogets ældste Skikkelse og dets Forhold til de beslægtede, som Tilfældet er med de neutrale Pluraler mꝍdgin, fedgin, systkin (i Forbigaaende nævnte S. 91), hjón (ogsaa hjú), yxn, hꝍnsn, og med Pluralformen for Nom. og Akk. mánaðr (got. menoþs), der forekommer i mange af de bedste Haandskrifter.
Med Hensyn til dette Afsnit maa man iøvrigt indskrænke sig til følgende Bemærkninger. Den i norske Haandskrifter og navnligen i Biskop Haakons Breve (i Samlinger til n. Folks og Sp. Hist. V 95 ffg.), hvilke Professor Munch selv berømmer som udmærkede med Hensyn til Stil og Sprog, forekommende Form for Verbernes 2 Pers. Pl. – r er her forbigaaet. Det samme gjælder om Genitivformerne fylkna og þveitna (af fylki og þveiti) samt den i flere Feminina, især i de paa – ing og – ung ikke usædvanlige Akkusativform paa – u. – Mær (Gen. meyar) S. 47 er neppe rigtigt, da det vel bør hede mꝍr. – § 61. 2 synes Genitivformen nata (Æ. Frost. XIII, 11) at være overseet. I § 77 kunde været anført Folkenavnene Jamtr, Eistr o. fl., hvis Nom. pl. er dannet i Analogi med buenðer, Þrꝍnðr. – S. 64 er þeima neppe med rette anført som en ældre Form for þæim; ti Dativet þeima tilhører Pronomen þessi og har stedse dettes Betydning, f. Ex. Æ. Gulat. L. 3. Sverrissaga c. 69. 89 (Fornm. S. VIII, 173. 219) o. m. fl. St. Maaske staaer þeima for þeimna, og er saaledes dannet aldeles i Overeensstemmelse med þenna (af þann–na), for hvilket undertiden igjen forekommer þennan paa Grund af en lignende Mistydning, som den der har foranlediget Bøjning af Endelserne – si og – gi i þessi, eingi, hvárgi. Tvende Former þersi og þerna synes nemlig at have været anvendte til at supplere hinanden. Slutningsstavelsen – na gjenkjender man lettelig i den endnu i Almuedialekterne forekommende og af Forfatterne omtalte enklitiske Partikel – ne, der ogsaa i det gamle Sprog som – na forekommer tilhængt Adverbia f. Ex. herna, þarna (i Suldal endnu: herane, derane), i hvilken Forbindelse det mindre rigtigen Side 83 er opført som en Afledsenendelse. – Side 67 heder det, at vetna i hvatvetna kan udledes af vættr ɔ: Væsen; dette er dog ikke muligt, da vættr har i Genitiv vætta, der ogsaa forekommer forbundet med Pronomina, f. Ex. ekki vætta. – Side 69 er hvárrgi og hvárigr opført med Betydningen “ingen af to“, men ligesom hvergi og hverigr ere forbigaaede, saaledes have Forfatterne ogsaa undladt at angive den anden ikke nægtende men til det lat. qvicunqve o. desl. svarende Betydning, som tilhører disse Ordformer, samt oplyse det mærkelige Forhold, hvori disse Betydninger staa til hinanden (Jevnf. Grimms deutsche Gramm. III, 32–37.) I Ann. f. nord. Oldk. 1846 Side 265 fg. har Prof. Munch selv i Korthed omhandlet den, hvor det dog synes at have undgaaet hans Opmærksomhed, at den ældre og det gotiske nærmere staaende Form – gin er tilstede i aldri – gin, hvilken Form stundom forekommer i de ældste og bedste Haandskrifter[3]. Side 70 kunde været omtalt det meirr, der ofte hænges i Enden paa de adverbiale Komparativer, f. Ex. fyrrmeirr, utarmeirr.
Ogsaa Afsnittet om Orddannelsen er temmelig fuldstændigt. Interessant er her navnligen den i §§ 91 og 92 meddelte Samling af Exempler paa Dannelse ved Lyd og Aflyd af stærke Verber; men adskillige af disse Exempler ere dog temmelig usikkre, og især for Begynderes Skyld havde det her været ønskeligt, om der med mere Omhu var skjelnet mellem hvad der er sikkert, og hvad der ikkun har en mere eller mindre grundet Formodning for sig. Ved de Side 76 opførte Afledsendelser – ga og – ka kan bemærkes, at i det mindste en stor Del af de med den sidste Endelse dannede Verber ikkun derved skille sig fra dem paa – ga, at den foregaaende Konsonant her foraarsager en Forhærdelse af g til k, ligesom oftere ved Partiklen – gi. Former paa – ga og – ka omvexle ogsaa stundom indbyrdes.
Side 78 ere uensartede Afledninger sammenblandede, naar alðr, galðr, hlátr stilles ved Siden af sigr o. desl. I de første er nemlig Afledsendelsen ikke blot r men dr eller tr. Med denne er derimod – str aldeles ensartet, da s ikkun for Vellydens Skyld er indkommet. Men saaledes er det uden Tvivl ogsaa med det s, der forekommer i beiðsla, fꝍrsla, geymsla o. deslige. Mellem t eller ð og l har dette indskudte s dog ikke været aldeles fornødent. Ligesom Konsonantforbindelserne sl og tl endnu ere karakteristiske for Østlandet og Vestlandet, og man paa Østlandet f. Ex. siger æsla, f. ætla (dog æslan allerede i et vestlandsk Brev fra 1341 i Diplom. Norv. I. 220), ferfösle f. færfꝍtla, Asle f. Atle, resleje f. retleiða o. s. v., men paa Vestlandet siger veitla (jevnf. Konr. Gislason, Um frumparta isl. tungu p. 94 og Íslendl. Sögur 2det Bind. Kbhvn 1847 p. 221 n. 8.), beitl f. beizl, götla f. gꝍðsla eller gꝍzla: saaledes finder man i Haandskrifterne almindelig Formerne litli, katla, og kun sjælden litsli, katzla som i Björgynjar Kalfskinn (Christiania 1843. Side 98 og 81), i hvilket Haandskrift Gratl og Grazl, Rutsl og Rutl omvexle med hinanden. – At det er en Fejl, naar det Slutnings r, der forekommer i rekstr, dapr v. desl., i Udgaverne gjengives med ur, er Side 87 Anm. rigtigen bemærket. At man i Udtalen ingen Forskjel har gjort imellem dette r og det, der forekommer i forskjellige Flexionsendelser, kan ogsaa sees deraf, at dette r i Substantiver som Harðangr, vetr har haft samme Skjæbne i Almuens Mund som det, der tilhører Bøjningen, nemlig at bortfalde. – I § 99 kunde ved Afledsendelsen – r ogsaa været anført her og þar for heðr og þaðr (jevnf. heðan og þaðan), hvoraf igjen dannes heðra og þaðra, hvilke Former med det enklitiske Tillæg – na ere blevne til Suldølens herane og derane. – Side 84 savnes en Bemærkning om den særegne Bindevokal u, der anvendes ved Substantivers Sammensætning med – nautr, f. Ex. motunautr, logunautr, bekkjunautr, o. s. v. jevnf. tiguligr, oguligr. – Side 85 kunde have været tilføjet hund – (hvoraf uden Tvivl hundrað) f. Ex. hundviss, hundheidinn, hundmargr o. m. fl. Side 88 heder det, at for er fremkommet af fyrir; men for eller fur er derimod et Stamord, hvoraf fyrir er afledet paa samme Maade som yfer af of og eptir af apt, der ved Elision af p er blevet til at, eller vel rettere át, saaledes som ogsaa denne Præposition udtales af Almuen og i Svensken (jevnf. åter–aptr).
Af Ordføjningslæren er ikkun meddelt det vigtigste, som dette Afsnits Overskrift ogsaa tilkjendegiver, og her at ville gaa i Rette med Forfatterne om Hensigtsmæssigheden af det trufne Udvalg, vilde være utilbørligt. Ved det meddelte skal man ikkun tillade sig et Par Bemærkninger. – § 127 kunde saaledes været tilføjet, at det sk, der tilhænges i Enden af Verba for at give dem reflexiv eller reciprok Betydning, ikke alene udtrykker Akk. sik, men ogsaa Dat. ser, f. Ex. eignast e–t. Ligesaa fortjener det Opmærksomhed, at dette sk ofte udtrykker et Akkusativ, der vel er Objekt for Verbet, men dog ikkun ved en Attraction er blevet det, og efter den almindelige Udtryksmaade er Subjekt i en infinitiv Sætning, noget der noksom viser, hvor lidet dette sk endog i Sprogets senere Periode var sammenvoxet med Verbet. Analog med denne Inclination af Reflexivet til Verbum er vistnok de slaviske Sprogs Brug, men det kan dog ikke oversees, at det reflexive Pronomen i disse Sprog tilhører og anvendes om alle tre Personer. At 1 Perf. Sing. har Formen skjotumk, dꝍmumk hidrører neppe fra en for denne Person egen Dannelse af Reflexiv ved Pronomen mik, men maa hellere forklares deraf, at den ældgamle Personalendelse paa m, der jo ofte forekommer i em, her er bibeholdt foran den reflexive Endelse sk, og at s i skjotumsk, dꝍmumsk for Vellydens Skyld er bortfaldet som den mellemste af tre umiddelbar paa hinanden følgende Konsonanter. At Vokalen u her er bleven herskende, forklares let af det følgende m’s Indflydelse. Naar der Side 102 siges, at um styrer alene Akkusativ, da er dette mindre rigtigt. Hvor um bruges til at udtrykke en Tidsangivelse, forekommer det nemlig baade med Dativ og Akkusativ: med Akkusativ, hvor noget angives at foregaa en Gang paa en bestemt Tid, men med Dativ, hvor der angives at foregaa til flere i visse Mellemrum tilbagevendende Tider, f. Ex. um sumrum; og denne Sprogbrug har endnu tildels vedligeholdt sig hos Almuen.
Med en kort Verslære, og som Anhang en “Oversigt over Vokalernes Forandringer, Qvantitet og Udtale“ sluttes nærværende Grammatik, hvis Udgivelse under den tiltagende Interesse for vort gamle Sprogs Studium forhaabentlig ikke vil være uden gavnlig Indflydelse, navnligen ved Forfatternes Iver før at behandle Sproget “ikke som noget fremmedt og ubekjendt, men kun som den normale og oprindelige Form for det almenbekjendte Folkesprog;“ og om end mange ikke uden Grund ville finde de i Fortalen Side VI brugte Yttringer altfor stærke, vil den sikkerlig afgive en god Vejledning, skjøndt Begyndere ved dens Anvendelse vistnok vanskeligen ville kunne undvære en duelig Lærers Anvisning.
Johan Fritzner.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Saaledes er Sagen ogsaa opfattet af Hammershaimb i Ann. for nord. Oldk. 1846 S. 363; ligesom dette ogsaa stemmer overens med hvad der er Tilfælde i det kvænske, se E. Lønnrot i Suomi 1841, I. S. 14. Selv i vort Skriftsprog have vi Exempel paa denne Overgang: Møje af mꝍða.
- ↑ Saaledes forekommer i Sagan af Viga-Styr ok heiðarvigum (Islend. søgur. 2det Bind Kbhvn. 1847) herat stadigen som Nom. medens Gen. og Dat. hede heraðs og heraði.
- ↑ I det svenske forekommer en til det gotiske hun aldeles svarende enklitisk Partikel gen (kvænsk kaan).