Det norske Folks Historie/7/36

Fra Wikikilden

Vi have i det Foregaaende betragtet de kirkelige Tilstande i Norge indtil de nærmeste Aar efter Paal Baardssøns Ophøjelse paa Erkestolen og hans Overeenskomst med Kongen ved Raadsmødet 1337 om Forholdet mellem den kongelige og den erkebiskopelige Jurisdiction i Christenretssager inden Nidaroos Diøcese. Det staar nu tilbage at gjennemgaa de vigtigste Begivenheder, som tildrog sig inden den norske Kirke samtidigt med de nys skildrede politiske Tildragelser.

Biskoperne i Nidaroos Provins ved 1337 var, foruden Metropolitanen Erkebiskop Paal, Hallvard paa Hamar, Salomon i Oslo, Haakon i Bergen, Erik i Stavanger, Jon Halldorssøn i Skaalholt, Egil paa Hole, Arne i Grønland, Signar paa Færøerne, Viljam paa Orknøerne og Thomas paa Syderøerne. Af dem tilhørte altsaa kun Erkebiskopen og de fire førstnævnte det egentlige Norge; om Islands, Færøernes og Grønlands Biskoper er der allerede i det foregaaende talt; Biskopen paa Syderøerne bar idetmindste i politisk Henseende Norge aldeles uvedkommende, og man veed desuden ikke mere om ham, end at han var skotsk af Fødsel, beklædte Biskopstolen i 18 Aar og døde den 20de Septbr. 1348[1]. Om han nogensinde var i Norge, nævnes ikke, skjønt man dog kunde formode, at han havde været der i 1330 for at indvies af Erkebiskop Eiliv, ihvorvel det rigtignok synes at være blevet temmelig sædvanligt, at den til Syderøerne udvalgte Biskop reiste ned til Avignon og modtog Indvielse der. At ellers det kirkelige Baand mellem Nidaroos og Øerne endnu ikke var opløst, eller alene i Navnet bestaaende, sees deraf, at Eiliv i Aaret 1320 brugte Cormac, Archidiaconus i Syderøerne, til at visitere paa Orknø og i Forening med den throndhjemske Geistlige Grim at undersøge Biskop Viljams Forhold, samt at den samme Cormac 19 Aar senere endog i Norge selv brugtes af Erkebiskop Paal i kirkelige Erinder[2]. Men svagt maa alligevel dette Baand have været, og i Virkeligheden kan man sige, at Syderøernes Biskop optraadte paa samme Maade som de øvrige skotske Biskoper, der alle lige indtil Ophøjelsen af St. Andrews til et Erkesæde hver for sig stod umiddelbart under Paven.

Medens saaledes den Synderlighed nu herskede for den throndhjemske Erkestols Vedkommende, at dens Omraade i Vesten strakte sig til Landskaber, der ikke længer tilhørte Norges Rige, opvejedes dette igjen paa den østlige Side deraf, at Jemteland fremdeles vedblev at lyde under Erkebiskopen i Uppsala. Dette gav dog nu mindre Anledning til Forviklinger, end tidligere, thi det var dog i alle Fald nu den samme Konge, som herskede i begge Riger, og Erkebiskopen af Uppsala havde idetmindste ikke i sine Forhold til den verdslige Myndighed med to Konger at bestille, hvilket derimod nu var Tilfældet med den tredie Erkebiskop inden Kong Magnus’s vidtstrakte Besiddelser, Erkebiskopen af Lund, der, uagtet hans hele Diøcese var afstaaet til Sverige, dog vedblev at være det danske Riges Metropolitan. Men overhovedet maa det erkjendes, at uagtet det altid maatte ansees ønskeligt, at den geistlige og verdslige Landskabs-Inddeling stemmede indbyrdes overeens, saa medførte en saadan Overgriben af den ene Jurisdiction inden den andens Grændser ingen videre Ulempe, da den verdslige og geistlige Jurisdiction overhoved var saa adskilte fra hinanden. Den misligste Side ved Sagen var egentlig den Indvirkning, et saadant Forhold kunde udøve paa Nationaliteten i det Landskab, som derved kom til at henhøre under en anden geistlig Over-Autoritet end den fedrelandske. Thi hvad nu f. Ex. Jemteland angaar, da er det let at begribe, at de fleste Geistlige, som ansattes der, sendtes fra Sverige, og nærmest fra Kathedralskolen i Uppsala; deres Sprog var altsaa svensk, og det er derfor umuligt andet, end at Landskabets Befolkning derved underkastes en Indvirkning i sproglig Retning, der omsider maatte gjøre sig gjeldende; ej at tale om, at disse Geistlige, som det faldt af sig selv, gik de ringere og mindre oplyste Almuesmænd til Haande ved Affattelsen af alle deres Breve og Skriftligheder, hvoraf vi derfor virkelig ogsaa i sprogligt Henseende finde sterke Spor i de fleste, af Bønder og Almuesmænd i Jemteland paa de Tider udstedte Breve; det er kun Sysselmændenes og Lagmændenes, der kunne siges at være reent norske. Hertil kommer nu og den Omstændighed, at i Tilfælde af uvenskabeligt Forhold mellem begge Riger maatte det være at befrygte, at Almuen i Jemteland af sin svenske Geistlighed paavirkedes i en for Fedrelandet mindre gunstig Retning. Men herom kunde der, som sagt, nu heldigviis ikke være Tale. Man erfarer ogsaa, at stundom idetmindste ogsaa norske Geistlige ansattes i Jemteland; saaledes sees det, at Biskop Audfinn i Bergen i Aaret 1324 paa den uppsalske Erkebiskop Olafs Anmodning løste den bergenske Diaconus Agmund Sæfinnssøn, der havde faaet Ansettelse i Jemteland, fra hans Ledighed under Bergens Biskopstol[3]. Af og til kunde det dog ikke vel undgaaes, at Nidaroos og Uppsalas Erkebiskoper kom i Strid med hinanden om visse Punkter, som vel fornemmelig udsprang af Jemtelands usedvanlige Stilling, men som og overhoved synes at have haft sin Rod i de særegne Omstændigheder, under hvilke de nordligste svenske Landskaber i sin Tid var omvendte til Christendommen. Dette var nemlig, som det tidligere er viist, skeet i Midten af og anden Halvdeel af det 11 Aarhundrede, fornemmelig ved den svenske Biskop Steenfinns Bestræbelser, hvilket og var Aarsagen til, at ogsaa Jemteland kom til at ligge under den Biskopstol, hvorfra de Predikanter var udgangne, der vandt dets Indbyggere for den sande Lære[4]. Men tillige havde dette fundet Sted paa en Tid, da Erindringen om St. Olafs Tog gjennem Jemteland var i frisk Minde, og da Sagnet om og Troen paa hans Helligdom netop var kaldt til Live, og Enthusiasmen for ham saaledes var saa meget sterkere og mere brendende, fornemmelig i de Egne, han havde gjennemreist, og hvor derved endog de ringe Skuur, hvor han oftere havde overnattet, nu under Navnet „Olafsboder“ næsten betragtedes som Helligdomme[5]. Derfor blev det meget almindeligt, at Indbyggerne af disse Egne isærdeleshed, ikke alene af Jemteland, men og af de tilstødende svenske Landskaber, Angermanland, Helsingeland, o. fl., gjorde Pilegrimsferd til Nidaroos og offrede Gaver til St. Olafs Skriin. Disse Gaver havde i Tidens Løb, ligesom paa saa mange Steder i Norge, antaget Charakteren af en aarlig Skat, kaldet Olafsskatten, hvad enten nu dette grundede sig paa en bestemt Forpligtelse, eller alene paa Sedvane, eller paa særskilte Løfter. Skatten ydedes deels i rede Penge, deels i Varer, som Pelsverk, Lerred, o. a. d. efter de forskjellige Landskabers Lejlighed. Men det var ej at undres over, om den uppsalske Geistlighed ej gjerne saa alle disse Rigdomme gaa ud af deres eget Diøcese og Fedreland for at komme en udenlandsk Kirke og Geistlighed til Bedste. I Uppsalas Kathedralkirke var der ogsaa et Altar for St. Olaf med egen Prest, og det kunde saaledes synes billigt, om en aarlig Skat til St. Olaf, der ikke nødvendigviis var forbunden med personlig Pilegrimsferd, kom dette Altar til Bedste. Paa Grund heraf havde derfor, efter hvad man maa antage, Uppsalas Erkebiskop og Capitel søgt at bringe hine Egnes Indbyggere til at ophøre med de regelmessige Indbetalinger til Nidaroos, og derimod tilholdt dem at sende altsammen til Uppsala. Foranstaltningerne i dette Øjemed synes især at være trufne, medens Erkebiskop Peter i Begyndelsen af Aaret 1335 visiterede i Jemteland[6] og formodentlig ogsaa de øvrige Landskaber paa den Kant, nemlig Angermanland, Helsingeland, m. m. Thi Erkebiskop Paal i Nidaroos, hvem vi allerede have lært at kjende som en paa sine og sin Kirkes Rettigheder meget skinsyg Mand, klagede netop til den nye Pave, Benedict XII., derover, og udvirkede fra denne en Advarselsskrivelse mod alle dem, der saaledes vovede at gaa Nidaroos Kirkes Rettigheder for nær. Af denne Skrivelse, der er dateret den 8de Januar 1336, seer man, at Paal havde forestillet Paven, hvorledes „nogle Personer, saavel geistlige som verdslige, optændte af Misundelse og Begjerlighed, ved Trusler og Skræmmeord og andre utilladelige Midler søgte skammeligen at hindre hine Indbyggere fra at gjøre Løfter og Indbetalinger paa sedvanlig Viis til Nidaroos Kirke og St. Olafs eget Skriin, hvorved deres egen Sjæl kom i Fare og Nidaroos Kirke leed stort Tab“. Det er vel muligt, ja heel sandsynligt, at de uppsalske Geistlige og deres Agenter ved denne Anledning ej have faret saa forsigtigt frem, som de burde, men i Hovedsagen havde de dog neppe Uret; derimod er det øjensynligt af det Uddrag af Erkebiskop Paals Klagebrev, der er indført i den pavelige Skrivelse, at han har udtalt sig med megen Bitterhed og Heftighed, hvortil det vel heller ikke bidrog saa lidet, at den daværende Erkebiskop i Uppsala, Broder Peter Philipssøn, var Dominicaner, ja endog havde været Predikebrødrenes Provincial i hele den danske Provinds, og Erkebiskop Paal med sit Capitel netop nu, som det nedenfor nærmere skal omtales, laa i Strid med Predikebrødrene i Nidaroos, der endog i den Anledning ligefrem henvendte sig til Erkebiskop Peter, deres forrige Foresatte, om Bistand. Paven, der ikke vel kunde indlade sig paa at foranstalte nogen nærmere Granskning af Sagen, saa længe Erkebiskop Paal selv ikke anførte bestemtere Facta, gav ogsaa kun en i almindelige Udtryk affattet Formaning til alle sande Christne i hvilkensomhelst Stilling, at de ikke maatte afholde nogensomhelst fra at bringe sit Offer eller betale sin Ydelse til den nævnte Helgen og Kirke efter Behag[7]. Men det er tydeligt nok, at en saadan Bulle ingen synderlig Virkning kunde gjøre, thi de, der varetog den uppsalske Kirkes Tarv, behøvede alene at paastaa, at de ikke forholdt Nidaroos Kirke noget af hvad der med Rette tilkom den. Sagen synes derfor en Tidlang at have staaet hen, idetmindste hører man ikke noget derom, førend efterat den driftige Heming, forhen Provst i Vesteraas, var bleven Erkebiskop i Uppsala (15de Nov. 1342) og med stor Iver havde begyndt at tage sig af sin Erkestols og sin Diøceses Anliggender. Omtrent et Aars Tid efter hans Tilbagekomst til Sverige tilskrev Erkebiskop Paal ham (d. 25de Marts 1344) et Brev om den samme Sag, i hvilket han vel udtrykte sig med al mulig Høflighed og i en langt mere maadeholden Tone, end han maa have skrevet til Paven, men dog saaledes, at han tydeligt gav sin Hensigt tilkjende at forsøge Rettergang, hvis man ej rettede paa, hvad han klagede over. Han begyndte med at tilkjendegive ham fin Glæde over hans Udnævnelse, siden han da ogsaa i alle Fald skriftligt kunde henvende sig til ham om Forholdsregler mod hvad flere uppsalske Geistlige og tillige nogle Lægfolk, ifølge nogle til Nidaroos ankomne Pilegrimers Forklaring, tog sig for til Skade for St. Olaf og hans Kirke, men som han nok kunde begribe, at Erkebiskop Heming selv hverken vidste noget om, eller, om han vidste det, vilde bifalde, nemlig, at Yderne af den ovennævnte Olafsskat blev tvungne til at afgive den til nogle nys oprettede Altarer og Billeder i Uppsalas Kathedralkirke. Han bad ham at holde disse sine Undergivnes Havesyge i Tømme og ikke tillade, at de Svenske, der ønskede at valfarte eller skatte til St. Olafs Skriin i Nidaroos, hindredes heri af Klerker eller Lægmænd af hans Provinds; han haabede, at Heming vilde opfylde denne Anmodning, da han saa nødigt vilde gaa til Proces[8], o. s. v. Ogsaa Capitlet i Nidaroos tilskrev samtidigt det uppsalske Capitel om den samme Sag og formodentlig omtrent i de samme Udtryk[9]. Saavel Erkebiskop Heming som Capitlet svarede, det første den 22de og Capitlet den 21de April. Heming udviklede med megen Klarhed, at Erkebiskop Paal svævede i en Vildfarelse. Om Nogen erklærede, at han vilde hedre en vis navngiven Helgen med en Gave, saa fulgte jo ikke deraf, at Gaven endelig skulde bringes til denne Helgens Hvilested, med mindre Giveren udtrykkeligt fordrede det. Og saavel i det uppsalske Diøcese, som i hele Sverige overhoved, lod man enhver Gitter have sin frie Vilje og rettede sig nøie efter hans Bestemmelse. I Helsingeland, hvis Indbyggere fordetmeste var Jægere og Fiskere, havde det fra gammel Tid været brugeligt, at disse hvert Aar gav Erkebiskopen paa den uppsalske Kirkes Vegne en vis Deel af sine Udbytte; senere havde de eengang for alle forpligtet sig dertil under Haand og Segl, som til en vis Skat, og dette var bekræftet af flere Konger; men af denne Indkomst havde en af de foregaaende Erkebiskoper funderet en Præbende, hvis Indehaver skulde holde visse aarlige Messer for St. Olaf og St. Erik; men herved var det jo ingenlunde Helsingerne formeent udtrykkeligt at gjøre Løfter om Gaver til andre Helligdomme i eller udenfor Sverige. At nogen Skade saaledes ved denne Helsingernes Skat til Olafs og Eriks Altar i Uppsala Kirke tilføjedes St. Olafs Helligdom i Nidaroos, kunde ikke skjønnes; tvertimod vilde Heming endog driste sig til at give sin Collega i Nidaroos det venlige Raad, ikke mere at nævne noget om en Forpligtelse for Indbyggere af Sverige i saa Henseende, thi det kunde da netop stikke dem, at de, hvis de hørte det, ganske vilde afskrækkes fra sidenefter at gjøre Pilegrimsreiser eller Løfter til St. Olafs Skriin[10]. Capitlet svarede kortere, oplyste ligeledes, at Helsingerne og Angermændene frivilligt havde forbundet sig til at yde denne Skat til Uppsala Kirke, troede, at de selv vist aldrig havde brugt sin Sigd i Andres Korn, erklærede, at det tvertimod var dem yderst kjært, om nogen af deres Diøcese vilde besøge St. Olafs Helligdom i Nidaroos, og yttrede tilsidst, at man snarere burde vide dem Tak, fordi de søgte at udbrede St. Olafs Ære over al Verden udenfor Norges Grændser[11]. Det lader til, at Erkebiskop Paal og hans Capitel havde taget sig disse Forestillinger til Eftertanke, thi man finder ikke Spor af, at Paastanden fra Nidaroos Kirkes Side har været fornyet, eller at denne siden har modtaget nogen saadan Ydelse. Ellers lader det til, at Erkebiskop Peter ikke har været meget yndet af Jemterne, og at dette kan have givet Anledning til, at der indkom overdrevne Klagemaal over hans Ferd til Erkebiskop Paal; thi Breve og Retsforhandlinger oplyse os om, at da Erkebiskop Peter paa sin Visitatsreise 1335 havde ladet opføre et Laxevirke ved Fors i Ravund (nu Ragunda), hvor hans Forgænger Erkebiskop Olaf havde erhvervet Eneret til Fisket for Erkestolen[12], brød de omboende Bønder Virket ned igjen nogen Tid efter, uanseet at Erkebiskopen strax efter sin Hjemkomst til Uppsala havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa[13]. Derfor gik der nu en haard Dom over de stakkels Bønder, da Erkebiskopen atter, i Februar 1341, var paa Visitats i de Egne. Han gjorde Sagen anhængig for Sysselmanden Arne Gjavvaldssøn og Lagmanden Arne Helgessøn, der indstevnte de Skyldige til Kirkestuen paa Ravund for at underkastes Forhør og lide Dom. Her blev da først Kongens Vernebrev oplæst, siden blev de Skyldige tilspurte, om de kunde sige noget til sit Forsvar, men de svarede kun, at Nød og Sult havde drevet dem til, som det heed, at stevne Virket bort, det vil sige, at stevne Ejeren eller hans Fuldmegtig til at skaffe det bort under en vis Tid, og, naar han undlod at efterkomme denne Stevning, da at gjøre det selv. Men Erkebiskopen paastod, at hans Virke slet ikke havde skadet deres Fiske, og at de tidligere skulde have øvet samme Herverk mod Erkebiskop Olaf, som dog havde eftergivet dem fin Ret. Saamegetmere æskede han nu Dom over dem; Bønderne tabte Modet og gav Sagen i Kongens og hans Vold, og Arne Lagmand dømte nu enhver af de Skyldige til en Bod af 1 Mk. samt Avindsbod m. m.[14]. Af hele Forhandlingen faar man det Indtryk, at Erkebiskopen vel havde den strenge Ret paa fin Side, men at Bønderne dog var bleven noget haardt behandlede, ligesom han og overhoved synes at have været en skarp og trættekjær Mand, thi næsten hans hele Embedstid optoges af forskjellige Tretter, især med Minoriterne.

Om Biskop Hallvard i Hamar veed man ikke stort mere, end hvad der allerede er nævnt, fornemmelig hans Forhandlinger med Ulf Saxessøn, der lærer os ham at kjende som en streng og fordringsfuld Prælat. Det samme synes ogsaa at maatte kunne siges om Biskop Erik af Stavanger, idetmindste naar vi skal dømme efter hans Tvist med Abbeden paa Utstein, hvor han vel havde en haard Hals at strides med, men hvor ogsaa han selv gik meget heftigt og uforsonligt til Verks. Biskop Salomon i Oslo synes, efter alt, hvad man erfarer om ham, at dømme, at have været en stille, godmodig Mand, som ikke synderligt tog Deel i de politiske Begivenheder, og heller ikke betragtedes som videre duelig dertil, siden vi ikke finde, at han anvendtes.ved nogen af de vigtige Forhandlinger, som fandt Sted i de urolige Aar, der gik nærmest forud for Beslutningen om Rigernes Adskillelse. Derimod vedblev Biskop Haakon af Bergen, saalænge han levede, at være saaatsige Kongens og Magthavernes højre Haand og fornemste Raadgiver, medens han tillige udviklede stor Virksomhed i Bestyrelsen af sin Diøcese og Brevvexling med sine Venner. Nu er det vel muligt, at vi see flere Spor af hans Virksomhed, fordi vi tilfældigviis endnu have den Copibog, hvori hans Breve indførtes, medens de øvrige Biskopers Copibøger, om de havde nogen, ere tabte. Men om vi end kunde indrømme, at ogsaa disse vilde have været temmelig indholdsrige, om vi kun besad dem, er det dog aabenbart af selve de Sagers Natur, hvorom Biskop Haakons Breve handle, at han spillede en mere fremragende Rolle end sine Colleger, maaskee endog mere end selve Erkebiskopen. Vi have allerede seet Beviser derpaa i de af hans Breve, som ovenfor ere omtalte. Men foruden disse Breve findes der en Mængde andre, vidnende om hans nidkjære Embedsførsel, og hans Venskabsforbindelser med de bedste og mest anseede af sne Landsmænd. Om hans Nidkjærhed vidne f. Ex. hans alvorlige Fremferd mod de Prester, der holdt Følgekoner eller Friller. Saaledes afsatte han i Januar 1338 af denne Grund Erling, Prest til Birkeland[15]; i Juni samme Aar afsatte han af lignende Aarsag Peter, Prest til Oos, og indsatte en anden Prest i hans Sted. Erling af Birkeland blev dog allerede i Januar 1339 tagen til Naade; med Peter derimod synes Forholdet at have været mere ubehageligt, og det for Biskop Haakon selv, thi da Erkebiskopen om Sommeren 1339 kom til Bergen, tog han, som det synes, Thores Parti, idetmindste lod han ham ved egne Befuldmegtigede gjenindsette i Embedet, og da siden en Prest af Biskop Haakons Diøceser, maaskee paa dennes Befaling, desuagtet havde jaget Peter bort, bød Erkebiskopen Nabopresten, Sira Thore paa Fane, at indstevne hiin Prest for hans Domstol. Enden blev, at Striden mellem Biskop Haakon og Thore ganske bilagdes, og at Haakon selv i Skrivelse af 24de Novbr. underrettede Sognefolkene derom[15]. Den 7de August 1339 fandt Biskop Haakon sig foranlediget til at skrive et Formanings- og Straffebrev til Bergens Indbyggere formedelst alt det Fylderi og al den Ryggesløshed, som der gik i Svang, saa at endog „Lejepresten“ ved Korskirken, Thorgils,i et Slagsmaal var bleven saaret[16]. I Aaret 1338 havde ogsaa, som det synes, lignende Voldsomheder fundet Sted, thi under et Ophold i Bergen om Høsten dette Aar reconcilierede Biskop Erik af Stavanger paa Biskop Haakons Vegne (Haakon maa da formodentlig have været upasselig) Mariekirken, det vil sige, indviede den paany, efterat den ved Blodsudgydelse var bleven vanhelliget[17]. Det er ikke usandsynligt, at dette staar i Forbindelse med det spendte Forhold, der i den Tid herskede mellem Tydskerne og Nordmændene. Med Klostrenes Bestyrelse holdt han nøje Opsigt. Da saaledes Conventet i Halsna efter Abbed Arnalds Død 1338 ej havde baaret sig ordentlig ad ved det nye Valg, erklærede han Retten til at besette Embedet at være tilfalden ham og udnævnte Hallvard, Abbed ved Jonskirken i Bergen, til Abbed i Halsna[18]. Da nu som en Følge deraf Brødrene ved Jonskirken skulde skride til nyt Valg og eenstemmigt havde valgt Broder Bjarne, Munk i Halsna, men denne havde undslaaet sig for at modtage Valget paa Grund af Alderdomssvaghed, tilskrev Haakon ham et meget smukt og indtrængende Formanings- og Opmuntrings-Brev, hvori han bad ham i Tillid til Frelseren at paatage sig Byrden, og tilbød ham al sin Bistand, hvor det kunde behøves[19]. Bjarne lod sig dog ikke bevæge, og Brødrene valgte nu til Abbed Gyrd Ivarssøn, Munk i Elgeseter Kloster, efterat han først var bleven dimitteret fra dette. Da Haakon skulde bekræfte Valget, negtede han dette, da han fandt, at Brødrene havde tilsidesat flere af de bestemte Regler, men da han alligevel i og for sig fandt Broder Gyrd værdig til Embedet, udnævnte han ham dertil af sin egen Magtfuldkommenhed[20]. Det er allerede nævnt, hvorledes Abbed Jon Eindridessøn paa Sellø, førend han endnu blev Biskop paa Skaalholt, i 1338 indstevntes for Biskop Haakons Domstol i Anledning af de Klager, som Erlend Josteinssøn, Munk i Sellø Kloster, havde indgivet over hans utaalelige Overmod, samt tillige for at stande til Rette med Hensyn til de indkomne Klager over Klostergodsets daarlige Bestyrelse. Jon kom[21], men maa nogenledes have redet sig godt ud af Sagen, siden han Aaret efter blev valgt til Biskop paa Skaalholt, og siden fik nok faa venlige Breve fra Biskop Haakon. Da der nu skulde skrides til nyt Valg, tilsidesatte Munkene ogsaa her de bestemte Regler, hvorfor Haakon erklærede Valgretten at være hjemfalden ham, og besatte nu Embedet med Broder Orm i Munkelivs Kloster[22]. Men interessantest er Biskop Haakons private Brevvexling. Blandt de mange, til hvilke han pleiede at skrive, sees dog især Bjarne Erlingssøn, hans Fader Hr. Erling, og Chorsbroderen ved Christkirken i Nidaroos, Arne Einarssøn, at have været hans fortrolige Venner. Af hans Breve til Bjarne og Hr. Erling, de politiske Begivenheder angaaende, have vi allerede seet Prøver. Men desforuden havde han mange private Anliggender at afhandle med dem. Saaledes havde Hr. Erling, som vi erfare, anmodet ham om at tage sig af Kirken ved hans Ættegaard Stovreim, der havde taget Skade, maaskee var nedbrændt, men det lader ikke til at have lykkets ham at faa den Sag bragt paa det Rene[23]. Stundom anbefalede han Folk til Hr. Erling eller Bjarne, stundom omvendt; en af dem, han saaledes tog sig af, var Presten Gisbrikt til Laurentiikirken, der i 1339 blev Chorsbroder, og hvem Bjarne, formodentlig paa Haakons Anbefaling[24], havde gjort meget Godt. Med Arne Chorsbroder havde han mangt og meget at skaffe, han paatog sig forskjellige Commissioner for ham (Arne var nemlig ogsaa Chorsbroder i Bergen), henvendte sig igjen til ham med forskjellige Commissioner, som at skaffe Logis i Nidaroos ved hans forestaaende Ankomst til et paatænkt Concilium, at kjøbe Mastetræer, Jærn, en „Kjerreslæde“, m. m., overdrog ham at fremføre fin Undskyldning for Erkebiskopen, naar han ikke kunde komme til Conciliet, anbefalede ham den islandske Prest Sira Runulf, der reiste i samme Erende for den syge Biskop Jon, sendte ham Foræringer og meldte ham Nyheder m. m.[25]. Ogsaa hos Biskop Erik i Stavanger bestilte han i Oktober 1338 endeel Jærn. Alt dette behøvede han sikkert til den Istandsettelse af Kirken, som han havde forsømt, og som Paven saa strengt havde paalagt ham i sin Skrivelse af samme Aar. I et Brev til Biskop Salomon i Oslo, fra Aaret 1338, bad han denne om at skaffe ham en god Ridehest, som han behøvede for sin Bevægelses Skyld efter den langvarige Sygdom, han havde haft, og som gjorde ham det vanskeligt at gaa. Denne Bøn opfyldte Salomon strax til hans største Tilfredshed; i et Brev af October samme Aar takkede Haakon Salomon paa det hjerteligste for Hesten, „dette kostelige Stykke, der tjener os som en sand Læge;“ derimod lovede han at sende Salomon de netteste Smaarakker (Smaahunde), som han for Øjeblikket kunde skaffe: for saadant interesserede altsaa Salomon sig. Lidt forhen havde Haakon sendt fire andre slige Hunde til en Borger i Brügge, ved Navn Egidius Correnbiter, og dermed syv Hvalrostænder og et Iisbjørnsskind, værdifulde Gaver paa den Tid[26]. Han stod ogsaa i Brevvexling med den pavelige Pønitentiar[27] Peter Abo, der underrettede ham om vigtige Begivenheder i eller vedkommende Curien, og til hvem han igjen anbefalede en og anden Supplicant, deels fine gamle Venner, de oftere omtalte franske Kjøbmænd Raimund af Lamena og Peter af Linariis, der om Sommeren 1338 reiste til Curien, og hvem han havde givet flere Erinder at besørge; han sendte ham ogsaa ej ubetydelige Foræringer, for at han med desto større Iver skulde fremme hans Sag, nemlig ti florentinske Gylden, og et Hundrede Skreid[28]. Det sees ogsaa, at Peter Abo’s Forbøn maa have været virksom, thi ved Pavebrev af 3die December 1338 fik Biskop Haakon „paa Grund af den oprigtige Hengivenhed han nærede for Paven og den romerske Kirke“, den ansøgte Tilladelse hvad Confession og Absolution angaar; sandsynligviis fik han og de forlangte Indulgenser, især da Kirken nu trængte til Understøttelse, om end intet Brev derom nu er os opbevaret[29]. Desverre ophører denne private Brevvexling allerede med Aaret 1341, Aaret før hans Død[30], og fra de følgende Tider er der ingen Kilde til Fedrelandets Specialhistorie, som endog i fjerneste Maade kan settes i Liighed med denne.

Det er forhen nævnt, at Erkebiskop Paal om Vinteren 1337–38 havde indkaldt sine Lydbiskoper til et Provincialconcilium i Nidaroos, der skulde holdes tidligt om Vaaren, og, som det synes, forenes med et Høvdingemøde, hvor Kongen selv skulde være tilstede, men at denne Plan gik overstyr, og at Erkebiskopen derfor udsatte Conciliet til Laurentsvake den 10de August. I den Skrivelse af 28de April, hvorved han indkaldte Biskop Haakon, og formodentlig ogsaa de øvrige Biskoper, til Conciliet, yttrede han, at saadanne Concilier egentlig burde holdes hvert Aar, naar ikke uundgaaelige Hindringer forbød det[31]. Heri havde han ogsaa paa en vis Maade Ret, forsaavidt enhver af Lydbiskoperne strengt taget var forpligtet til engang om Aaret personligt eller ved Fuldmægtig at besøge Metropolen, ligesom ogsaa alle Biskoper i visse Mellemrum paa samme skulde besøge Curien, de fra Norden hvert andet eller tredie Aar[32]. Men det var ikke bestemt, at disse Besøg ved Metropolen eller Curien skulde være samtidige for alle Biskoper af een og samme Provins, og derfor var det altid nødvendigt for Erkebiskoperne, naar de vilde have et Concilium istand, ligefrem at sammenkalde dette. Biskop Haakon, der paaberaabte sig sin langvarige Sygdom, anholdt om Fritagelse, og gav tvende af sine Chorsbrødre, Haavard Jonssøn og Halldor Jonssøn, Fuldmagt til at møde i sit Sted (28de Juli)[33]. Men der er allerede nævnt, at Erkebiskopen selv „paa Grund af indtrufne Omstændigheder“ tilbagekaldte Indkaldelsen, saa at der altsaa ikke det Aar blev noget Møde. Vi have ligeledes seet, hvorledes der i 1339 sammenkaldtes et Høvdingemøde til Baagahuus først den 15de August, siden den 18de September, i hvilken Anledning Erkebiskopen allerede tidligt paa Sommeren kom til Bergen, og i Følge med Biskop Haakon begav sig paa Vejen østover, uden at dog noget Møde blev holdt, medens det dog ikke er usandsynligt, at Erkebiskopen siden deeltog i de Raadslagninger, som samme Høst holdtes i Tunsberg mellem de der forsamlede Herrer. Erkebiskopen tilbragte Vinteren i Bergen[34], hvor han havde sin egen Gaard, og fik her, som det ovenfor er viist, det Hverv i Forening med Raadet og andre at ordne enkelte offentlige Anliggender. Muligt at dette optog hans Tid i den meste Deel af Aaret 1340, thi man hører da intet videre enten til ham eller overhoved til Biskoperne, med Undtagelse af Biskop Haakon, hvis Breve ere os opbevarede. Sommeren 1341 tilbragte Erkebiskop Paal, som det lader, med at visitere Kirkerne paa Haalogaland, thi den 26de Juni befandt han sig paa Bruney (Brønø), hvorfra han udskrev et nyt Provincialconcilium, der skulde holdes i Nidaroos ved 1ste September[35]. Dette Møde blev ogsaa virkelig holdt, skjønt Biskop Haakon ikke personligt indfandt sig, men sendte sine Chorsbrødre Jon Arnessøn (Hviit) og Haavard Jonssøn paa sine Vegne, idet han undskyldte sig med den knappe Tid og den nærforestaaende haarde Aarstid, men lovede dog at gjøre sit Bedste, om han muligtviis kunde komme[36]. Hvad der forhandledes paa dette Møde, vides ikke med Vished; den eneste af Bestemmelserne, som er os opbevaret, er den, at Erkebiskopen med det første skulde visitere hele sin Provins[37]. I Forbindelse hermed stod det da vistnok ogsaa, at Erkebiskopen endnu i 134l sendte sin Chorsbroder Aslak (formodentlig Aslak Arnessøn) til Island for at visitere Øen paa hans Vegne[38]. Allerede den 20de Januar 1342 tilskrev Erkebiskopen Biskop Haakon om, at han til Vaaren agtede at tiltrede sin store Visitatsreise og begynde med Firdafylke, hvor han allerede vilde være den 1ste Mai. Tillige, eller rettere to Dage forud, meldte han ham, at han til 1ste August 1342 vilde holde Biskopsmøde i Bergen, hvorved og den til Biskop i Skaalholt udseede Broder Jon Sigurdssøn skulde indvies. Brevene var imidlertid længe undervejs, da det ikke lader til, at de kom i Biskop Haakons Hænder førend i Marts, og han skyndte sig strax at tilskrive Firdafylkes Indbyggere om, at de maatte holde alt beredt til Erkebiskopens Ankomst. Men kort efter fik han Brev fra Erkebiskopen om, at Mødet paa Kongens Anmodning var udsat til den 15de August, og Stedet forandret til Kongehelle istedetfor Nidaroos, som det ovenfor er omtalt[39]. Biskoperne tilsagdes at møde personligt, og Capitlerne ved sine Fuldmægtige, navnlig indskærpedes det dem, der havde besørget Indsamlingen af Rumaskatten, at komme tilstede for at aflegge Regnskab. Modet blev dog, som det synes, ikke holdt. Kongen var formodentlig optagen af Krigen, og derhos afgik saavel Biskop Haakon, som Biskop Erik af Stavanger, ved Døden; man kjender ikke deres Dødsdag, men veed kun, at de begge døde i 1342, og at den sidste Skrivelse, der endnu haves fra Haakons Haand, er dateret den 29de Mai[40]. Da nu tillige Færøernes Biskop Signar døde samme Aar eller kort forud, og de nye islandske Biskoper endnu ej var indviede, saa at altsaa ikke mindre end fem Biskopsstole nu stod ledige, kan man nok forstaa, at det paatænkte Møde alene herved maatte blive forhindret, om end ingen andre medvirkende Aarsager kom til. Heller ikke er det sandsynligt, at det blev noget af med Erkebiskop Paals paatænkte Visitation i Bergens Stenene. Derimod seer man, at han ved Vintrens Begyndelse visiterede i den sydlige Deel af sit eget Biskopsdømme, thi den første December var han med flere Chorsbrødre og en Notarius paa Bynesset, hvor han fermede Børn, og efter gammel Skik, som det heed, spurte de Bønder, der var komne til Kirken og havde bragt sine Børn til Ferming, om de havde noget at klage paa Provster, Prester, Klerker eller andre hans Tjenestemænd, da han i saa Fald vilde gjøre Ret og Skjel og refse den Skyldige andre til Advarsel; men Bønderne, saavel de, der om Sommeren havde været paa Frostathing, som de andre, erklærede, at de hverken havde klaget eller nu havde noget eller nogen at klage paa, men takkede Erkebiskopen og sagde, at hans Prester og Mænd var dem til Hjelp i alle gode Ting. Derhos oplyste de, paa Forespørgsel, at Tiende der alene pleiede at ydes af Jordens Afgrøde og af Fiskeri, samt at der nys var feldt to Bjørne, hvoraf Erkebiskopen og Sognepresten havde faaet hver sin Skudbov i Tiende[41]. Dette er det eneste Sted, hvoraf man oplyses om den her berørte Pligt, der efter gammel Sedvane paalaa Biskoperne ved deres Visitatser, nemlig at tilspørge Sognefolkene ved hver enkelt Kirke, om de havde noget at klage. Man erfarer tillige, at Erkebiskop Paal sandsynligviis har gjemt Visitationen af de nærmeste Kirker til Vintren, medens han derimod, som det og i og for sig var naturligt, valgte Sommeren til at befare de lange Kystlandskaber fra Nordmøre til Haalogalands Grændser. Formodentlig var Sommertiden ogsaa den, hvori Biskopen af Bergen og tildeels Biskopen af Stavanger helst foretog sine Visitatser, da de paa de fleste Steder maatte reise til Søs[42]. Derimod skulde man formode, at de øvrige Biskoper, der havde flere indre, fra Kysten bortliggende, Egne at gjennemreise, helst valgte Vintertiden for at kunne benytte Sledeføret. Saaledes see vi Biskoperne af Hamar at reise om ved Vintertid, ligesaa Erkebiskoperne af Uppsala at velge denne Tid til at besøge Jemteland[43].

I Biskop Haakons Sted valgtes til Biskop i Bergen en Magister Thorstein, formodentlig Chorsbroder sammesteds, og, som man af Titelen Magister eller Mester kan see, oplært ved et fremmed Universitet. I Biskop Eriks Sted valgtes til Biskop i Stavanger den føromtalte Magister Capellarum, Guthorm Paalssøn. Da nu de lange Vacancer hidtil havde gjort det umuligt eller idetmindste vanskeligt at faa de allerede forhen udvalgte Biskoper, nemlig de islandske, indviede, og deres Indvielse saaledes var bleven udsat, skete den nu samtidigt med de tvende sidstnævnte Biskopers, i Aaret 1353, og i samme Aar indviedes tillige saavel den til Færøernes Biskopsstol efter Signar udvalgte Haavard, som Broder Jon Erikssøn Skalle, hvilken, saaledes som det allerede ovenfor er berørt, Throndhjems Capitel valgte til Biskop paa Grønland i den urigtige Forestilling, at den grønlandske Biskop Arne var død. Der var saaledes ikke færre end sex Biskoper, som indviedes i dette ene Aar 1343, og det er stor Sandsynlighed for, at de alle indviedes paa en Gang eller idetmindste med faa Dages Mellemrum„ ligesom og, at det skete i August Maaned, og etsteds paa Østlandet, samtidigt med Raadsmødet paa Vardberg, hvorved det bestemtes, at Kongesønnen Haakon skulde blive Norges Konge. Thi for det første var Biskoperne Salomon i Oslo og Hallvard paa Hamar de eneste indviede Biskoper, der nu kunde bistaa ved Indvielsen, saaledes som Ritualet fordrede, og, da den første nu visselig var for gammel og svag til at gjøre nogen lang Reise[44], var det rimeligst, at Erkebiskopen og de udvalgte Biskoper kom til Oslo eller en anden By paa Østlandet, hvorhen man fra Oslo med Bekvemhed kunde reise; for det andet seer man, som det allerede er viist, at der maa have været holdt en Sammenkomst af Rigets Prælater omtrent paa samme Tid, som hiint Raadsmøde holdtes paa Vardberg, eller umiddelbart forud, siden Raadsherrerne i sin Erklæring af 15de August paaberaabe sig Prælaternes Brev; endelig seer man, at Biskop Orm paa Hole kom tilbage til Island den 17de September, og Biskop Jon i Skaalholt efter en langvarig Reise den 20de September, hvilket viser, at deres Afreise fra Norge maa have fundet Sted i den anden Halvdeel af August; men efter at Island saa længe havde undværet Biskoper, er det ej sandsynligt, at de ikke snarest gjørligt efter Indvielsen skulde have begivet sig hver til sin Biskopsstol[45]. Det er ogsaa muligt, at de nye Biskoper først ere blevne indviede i Oslo tidligt i August Maaned, og at Erkebiskopen strax derpaa med de egentlig norske Lydbiskoper eller de fleste af dem har begivet sig til Kongehelle eller Vardberg for at raadslaa om Kongeudnævnelsen og udstede sit Forpligtelsesbrev. – Disse Indvielser var de sidste, som Erkebiskop Paal havde Anledning til at foretage i sin Embedstid.

Mellem Tiggermunke-Ordenerne og den sekulære Geistlighed var Forholdet paa denne Tid atter, eller rettere fremdeles, meget misligt. Spørgsmaalet drejede sig fremdeles om den nærgaaende Maade, paa hvilken disse Tigger-Ordeners Medlemmer trængte sig ind i de rette Sjælesørgeres Virksomhed og derved anrettede alskens Forvirring. Nogen Tid efter Benedict den 12tes Ophøjelse paa Pavestolen sendte han, d. 28de April 1337, en Skrivelse vedkommende dem til Erkebiskop Paal, som denne sikkert selv havde fremkaldt[46]. Paven yttrede her, hvorledes han fra en sikker Kilde var bleven underrettet om, at Brødrene af Tigger-Ordenerne i hans Provins, altsaa i hele Norge med tilliggende Lande, i en altfor ung Alder antoges til Preste-Embedet, og at de ej alene predikede for Folket, men ogsaa dristede sig til frisktvek at tilsige Indulgenser, saaledes endog paa 40 Dage, for alle dem, der hørte deres Prediken; og skjønt de tilbørligt var advarede derimod, afholdt de sig ikke derfra, men vovede endog til Trods for pavelige Decretaler at meddele den sidste Olje eller Communionen uden vedkommende Sogneprests Tilladelse. I den Anledning bød Paven ham, naar samme Brødre, behørigt advarede af ham, ikke kunde opvise noget dem tilstaaet Privilegium til slige hellige Handlingers Udførelse, eller nogen Fritagelse fra at adlyde hine Decretaler, da ved kirkelige Tvangsmidler at bringe dem til at afstaa derfra. Der nævnes ikke, hvad Virkning dette Brev gjorde, men man kan dog nok betragte det som en umiddelbar Følge deraf, naar Erkebiskop Paal i et almindeligt Edict eller Forskrifts-Brev for sin hele Provins, hvis Udstedelsesdag man ej kjender, rettede særskilt til Brødrene eller Tiggermunkene følgende Advarsel: „Det forbyder Paven alle Brødre under evig Forbandelses Trusel, at de tale ilde om den hellige Kirkes Forstandere i sine Predikener, eller bringe Sognefolkene fra at søge sine Sognekirker for at gaa til deres, eller lyse utilbørlige Indulgenser, mere end det er dem tilladt, eller at de, naar de ere tilstede ved at Nogen gjør sit Testament, da snakke Vedkommende af med at skjenke noget til andre Kirker; at de søge at skaffe sig eller sit Convent Gaver, andre til Skade; at de tiltage sig at høre Skriftemaal videre, end det er tilladt Sognepresterne i Loven, eller at dette skeer af andre end dem, for hvem Predikerernes Provincialpriorer, eller Minoriternes Ministre, eller hines Vicarier eller disses Custoder personligt hos Biskopen have udvirket Tilladelse, saaledes at de ydmygst bede om, at de Brødre, som i deres Stæder eller Biskopsdømme dertil udvelges, maa høre Skriftemaal af dem, der ønske det, og sette de men passende Skrift. Derhos skulle Predikerernes Provincialpriorer og Minoriternes Ministre velge dygtige, passende, og med Hensyn til sit Levnet prøvede og forstandige Mænd til dette Embede, og saaledes vise sig Biskoperne underdanige“ o. s. v.[47]. Af alle disse Forbud see vi da tydeligt nok, hvori Brødrenes Misligheder bestod. Formodentlig var netop Erkebiskop Paal beskjeftiget med paa denne Viis at holde de betlende Brødre i Tømme, og paa Grund af de Skridt, han i saa Henseende foretog, var det vel, at Predikebrødrene i Nidaroos fandt for godt at beklage sig for Erkebiskop Peter i Uppsala og bede ham om Bistand. Peter havde nemlig tidligere været Predikebrødrenes Provincialprior for hele Provinsen Dacia. De underrettede ham nemlig[48] ved to Brødre, en Prest og en –Novice, som reiste over Jemteland, hvor Sysselmanden Harald havde været særdeles venlig imod dem[49], at Erkebiskopen i Nidaroos og hans Capitel havde et ondt Øje til dem og tilføjede dem alle mulige Krænkelser, navnlig med Hensyn til Fjerdedelen af alle Liigferdsindtægter, skjønt Sognekirkerne fik sine Portioner ubeskaarne; at han negtede dem at predike i Byen og paa Landet, eller at høre Skriftemaal, og forbød Sognepresterne under Embeds Fortabelse at gjøre dem godt eller vise dem Gjestfrihed, medens han derimod begunstigede Minoriterne og tilstod dem alt, hvad han negtede hine; ja han tillod endog Cistercienserne at tigge, og gav dem Myndighed til at meddele Communionen, formedelst i Smug modtagne Gaver. Dette meddeelte de i Haab om, at Erkebiskop Peter vilde finde paa et Raad. De befandt sig nu i den største Nød. Deres Kirke og andre Husebygninger trængte til kostbare Reparationer. De bad derfor, at han vilde betænke deres Convent med milde Gaver og opfordre Andre dertil, at han vilde naadigst modtage de nævnte Brødre, der som Terminarier[50] havde gjennemvandret Jemteland, og at han vilde meddele en af hine Brødre, Arne, Tilladelse til at predike, høre Skriftemaal og paalegge Pønitenser. Der kan ingen Tvivl være om, at de Klagende hos Erkebiskop Peter opnaaede hvad de ønskede, især da de antydede, at Erkebiskop Paal begunstigede Minoriterne, thi Erkebiskop Peter var ligesaa fjendtligt stemt imod disse, som Erkebiskop Paal mod Predikererne. Provincialministeren for Provinsen Dacia klagede i 1338 til Paven selv over, at Peter forfulgte Minoriterne, at han forbød at yde milde Gaver til dem, at han hindrede, at Kongens og Dronningens Kroning foregik i deres Kirke i Stockholm, at han lod en dem tilhørende Bygning i Uppsala nedrive, og at han bifaldt et af hans Prester udstedt Forbud mod at skrifte for dem o. s. v. Paven overdrog i denne Anledning ved Skrivelse af 1ste September 1338[51] Erkebiskop Paal at kalde Parterne for sig, og efterat have hørt hvad de havde at forebringe, i al Stilhed at dømme mellem Parterne. Hvad Udfald denne Sag fik, vides ikke, dog er det snarere sandsynligt, at Erkebiskop Paal derved er kommen til kort, end Erkebiskop Peter, hvorvel det rigtignok heder om ham kort efter hans Død 1341, at han havde meget at udstaa af Minoriterne, thi vi see af et Brev, som Pave Benedicts Eftermand Clemens den 6te udstedte den 24de Juli 1343, at Predikebrødrene i Sverige paa den Tid stod højt baade i hans og Kong Magnus’s Gunst; dette Brev er nemlig en efter Kongens egen Ansøgning meddeelt Tilladelse for ham til at oprette et Predikerkloster i Stockholm af sit eget Gods[52]. Det heder her, at Kongen havde dette i Sinde paa Grund af den særdeles Hengivenhed, han nærede for Ordenen, og Paven siger, at han med faderlig Ømhed elsker Ordenen som en i Herrens Huus plantet frodig Have, og ønsker af Hjertet, at dens Skud maa udbrede sig over hele Jorden. Under disse Omstændigheder maa man formode, at Predikebrødrene have fundet for megtig Understøttelse ovenfra, til at Erkebiskop Paal kunde udrette noget imod dem.

Af hvad der ellers paa denne Tid tildrog sig i og med de forskjellige Klostre og Conventer i Norge, vides ikke stort mere, end hvad der ovenfor allerede lejlighedsviis er berettet. Vi have saaledes seet om Biskop Eriks Strid med Abbeden i Utstein, og Biskop Haakons Indskriden i Abbedvalgene ved Korskirken i Bergen og Halsnø Kloster, saavelsom mod Abbed Jon i Selja, ligeledes det sørgelige Endeligt, Abbed Arne af Lysekloster fik 1336 eller 1337. Hans Eftermand, Andres[53], sees at have staaet i nærmere Forbindelse med Hertuginde Ingeborg og modtaget Penge og Kostbarheder paa hendes Vegne efter hendes Ombudsmand i Bergen, Hr. Henriks Død (1342)[54]. Lysekloster synes at have været et af de rigeste og mest begunstigede Klostre, navnlig see vi, at det i 1344 fik et Varnadarbrev af Kong Magnus, dateret fra Vardberg den 14de Februar[55]. Klostrene have formodentlig overhoved paa denne Tid været ved deres højeste Velmagt; de fleste fik hyppige Gaver af Jordegods og gjorde derhos fordeelagtige Erhvervelser ved Kjøb eller Laan mod Pant i faste Ejendomme, der siden forblev i Klostrets Besiddelse. Formodentlig var der dog faa Klostre, hvis Besiddelser var i saa jevnt Tiltagende, som Munkelivs i Bergen[56], og maaskee Nonneklostret i Oslo. Dette var saa rigt paa alskens Løsøre, at da Kong Magnus holdt sit Bryllup med Dronning Blanche, laante han derfra til Festlighederne endeel Bordtøj, formodentlig Duge, Sølvtøj m. m., imod en Kjendelse, som det synes baade i Penge og Jordegods[57]. Men af alle gejstlige Stiftelser i Norge var der ingen, som fremdeles nød saadan Begunstigelse, som Mariekirken i Oslo med dens Provst og Chorsbrødre. Vi have allerede lejlighedsviis omtalt enkelte af de Bekræftelser og Udvidelser af deres Friheder, som efter Kong Magnus’s Regjeringstiltrædelse blev dem til Deel. Kongen begyndte, strax efter at han var bleven myndig, med at stadfeste i almindelige Udtryk alle de Privilegier og andre Frelsesbreve, som hans Moderfader Kong Haakon og andre hans Forfedre, Norges Konger, havde tilstaaet Kirken, (Brev, dateret Oslo den 30te December 1332). I 1335 stadfestede han fra Tunsberg, den 25de September, de Bestemmelser til Bedste for samme Kirke, som Moderfaderen Haakon havde gjort, og isærdeleshed hans Gave af Sysler i vestre Bergeim, Lomedal og Margretedal (Maridalen) med Visøre og Leding og alle andre Gaver, større og mindre, af hvilketsomhelst Slags, under Straf af Brevebrud (13 Mk. og 8 Ertoger) samt dobbelt Erstatning af Skaden for den, som gjorde noget Brud paa disse Bestemmelser. Den 8de September 1337 udstedte Kongen fra Stockholm det ovenfor omtalte Brev, hvori han atter stadfestede denne Gave af Sysler i hine Hereder, med al den Leding, som Kongen plejede at tage til sin Gaard og Sagøre, samt alt det Løsøre, der erlagdes i Alejemaaal, Landraadesager, Fredkjøb og Thegngilde, hvortil og føjedes alle de Skove, der tilhørte Kronen i hine Sysler, med Undtagelse af hvad der allerede var skjenket andre; disse Skove med Herligheder udgjorde, som det ovenfor er viist, Størstedelen af Nordmarken med de vestenfor liggende Strøg, idet nemlig Enemerkerne angives saaledes: hele Almenningen mellem Grefsenskoven og Sognsskoven, heelt nord til Sandungevandene og Vandene med, og lige syd til Dynjande (Sandvikselven) med alle andre i samme Almenning liggende Vande; altsammen for dermed at bestride det Brændsel, der behøvedes til den for Kirkens Vedligeholdelse nødvendige Kalkovn og Teglovn. Den 29de September 1337 stadfestede Kong Magnus paany, i Oslo, sin Moderfaders Gaver, fornemmelig Sysselen paa Follo, Nesodden, vestre Bergeim, Lomedal og Margretedal, Leding og Visøre o. s. v., og med det udtrykkelige Tillæg, at hvis han forøvrigt tilbagekaldte sine Sysler, Jordegods eller andre Veitsler, hvormed han havde forlenet Mænd i Landet, saa skulde dog alle disse Ting og alt andet, hvad der var forundt Mariekirken, ikke regnes under denne Tilbagekaldelse. Da Provsten ved Kirken, Hr. Erling Gullessøn[58], i dette Brev udtrykkeligt nævnes, er det formodentlig givet paa dennes Anmodning kort efter hans Tiltrædelse til Embedet. Man hører nu en Stund ikke videre om nye Gaver, førend i 1343, da Kong Magnus fra Vardberg bekjendtgjorde for Indbyggerne af Varne og Vaale Skibrede, at han havde givet Chorsbrødrene i Oslo alt hvad der i disse Districter faldt af den saakaldte Bordleding. Og samme Aar, den 28de September, fremdeles paa Vardberg, gav han Chorsbrødrene og Klerkerne ved Mariekirken i Oslo Ret til at stevne alle dem, som de havde lovlig Tiltale imod, til Lagmanden i Oslo (altsaa uanseet Indstevntes egentlige rette Vernething), mod en Frist efter Afstandens Længde, og bød Lagmanden at sige Lov i disse Sager ligesaa fuldt, som om Stevningen var skeet overeensstemmende med Loven. Endvidere gav han dem i samme Brev Ret til selv at søge sig til Haande og oppeberge de Brevebrudsbøder, som kunde falde for Krænkelsen af de Privilegier, Kong Haakon eller han selv havde givet samme Chorsbrødre og Klerker[59]. Da Provsten, Hr. Erling Gullessøn, ikke nævnes i disse to sidste Breve, maa man formode, at han paa den Tid var død. Hans Eftermand blev, hvorvel ikke umiddelbar derefter, Chorsbroderen ved samme Kirke Arne Aslakssøn, en af Kongens højest betroede Klerker, der allerede før sin Ophøjelse til Provsteværdigheden fungerede som etslags Vice-Cantsler, idet han beseglede flere Breve[60], navnlig dette sidste, i hvis Udvirkelse han derfor sikkert ej har haft ringe Deel, og hvem vi fra 1345 af ville finde som virkelig Cantsler, saa at begge Embeder, der i Erling Gullessøns Tid havde været adskilte, eller rettest af hvilke det ene, nemlig Cantsler-Embedet, var ubesat, nu igjen forenedes ifølge Kong Haakons Bestemmelse.

Det er allerede tidligere lejlighedsviis nævnt, at Kong Magnus overhoved stod sig ganske godt med Kirken, hvortil ogsaa hans Gavmildhed mod Kirken og geistlige Stiftelser noksom gjorde ham fortjent. Det forstaaer sig, at den Iver, der i hans Mindreaarighed lagdes for Dagen i at bekæmpe Russer og Hedninger, her ogsaa kom i Betragtning, hvor lidet end Fortjenesten tilkom ham selv. Allerede førend han endnu var bleven myndig, tilstod Pave Johannes ham ved Bulle af 21de Juli 1331 paa Grund af hans velbekjendte oprigtige Hengivenhed for det apostoliske Sæde, den Udmærkelse, at naarsomhelst der holdtes Gudstjeneste og predikedes i hans Capeller i hans egen Nærværelse, kunde I den forrettende Geistlige tilstaa baade ham selv og enhver af de forsamlede Tilhørere, efter aflagt Skriftemaal og tilkjendegiven Anger, et vist Antal Dages Fritagelse fra de dem paalagte Pønitentser, saaledes nemlig, at hvis det var en Erkebiskop eller Biskop, som forrettede, bestemtes Tiden til eet Aar, eller til 60 Dage[61]. At det samtidigt bevilgedes, at Nordhalland ei skulde regnes som en Deel af Danmark med Hensyn til Interdictet, er forhen nævnt. Benedict den 12te maa .i Førstningen have haft besynderlige Forestillinger om Kongens Familieforhold; thi af den Bulle af 9de Januar 1335, hvori han anmelder sin Tiltrædelse, og som i en Mængde, i Hovedsagen ligelydende, Exemplarer blev sendt omkring til alle romersk katholske Fyrster, Biskoper, m. fl., sees ogsaa et Exemplar at være sendt til „Norges Dronning“, et andet til „Sveriges Dronning“[62]. Da der paa den Tid ingen Dronning var enten i Sverige eller Norge, maa man formode, at der har foresvævet ham eller rettere hans Cantsler en uklar Forestilling om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborg, og hendes Cousine af samme Navn. Hvorledes det ikke lykkedes Kongen af den samvittighedsfulde Benedict XII at faa officiel Bekræftelse paa sin Erhvervelse af Skaane, er allerede viist, skjønt Erhvervelsen eller Landskabets Forening med Sverige forøvrigt i Gjerningen erkjendtes[63]. Men efter Benedict, der døde 25de April 1342, fremstod (7de Mai) den mindre nøjeregnende, verdenskloge Clemens den 6te (egentlig Peter Roger, Erkebiskop af Rouen, siden Cardinalpresbyter til St. Nereus og Achilleus): han var, som vi i det følgende ville see, mere rede til at imødekomme Kongens Ønsker i dette Stykke end Formanden, og han viste ham overhoved ligefra sin Ophøjelse af megen Yndest, hvilken rigtignok ogsaa Magnus ærligt fortjente ved sin – efter de Tiders Begreber – udmerkede kirkelige Iver. Vi finde saaledes, at Paven allerede strax Aaret efter sin Ophøielse, da Biskop Peter i Linkøping, som havde været ved Curien, skulde drage hjem, medgav denne flere Breve, daterede 24de Juli 1343, nemlig et, hvorved han bevilgede Indulgenser for Kongens Capel i Stockholm Slot[64], og paa Kong Magnus’s og Dronning Blanches Ansøgning fastsatte hundrede Dages Pønitens-Aflad for alle dem, der indfandt sig ved Gudstjeneste og Prediken i deres Nærværelse[65], et andet, hvorved han, som det allerede ovenfor er berettet, bekræftede Kongens Stiftelse af Predikerklostret i Stockholm, og et tredie, indeholdende faderlige Formaninger til altid at have Gud for Øje, altid at overholde Ret og Retfærdighed, hindre Vold og Uret, og fremfor Alt at hedte Kirker og Geistlige og beskytte dem mod Overlast. Paven yttrede ogsaa, at der tidligere ved Curien havde været nogen Indsigelse mod de af Kongen brugte Indsegl (formodentlig fordi man ej kunde begribe, hvorfor Kongen brugte to forskjellige Segl, et for Sverige og et for Norge), men at Paven selv var fuldkommen underrettet om Sammenhængen og fandt alt i sin Orden[66]. Kongen synes især med stor Iver at have omfattet den svenske Nationalhelgen St. Eriks Minde. Blandt de Helgener, paa hvis Dage hiin Indulgens til Bedste for Kongens Capel i Stockholm fastsattes, nævnes næstefter Jomfru Maria og Johannes den Døber allerførst St. Erik, derpaa St. Olaf; og i Mariekirken i Oslo, der nu vel kunde betragtes som Kongens fornemste Capel i Norge, paabød han fra Kalmar den 18de Januar 1343 udtrykkeligt Høitideligholdelsen af St. Eriks-Dagen, den 18de Mai, som dobbelt Festdag, befalende Præsten i Oslo den Dag at afgive tre Tønder godt Tydsk-Øl (Bjor) til Capellets Commune[67].

Allerede fra Pave Johannes den 22des Tid var den Skik bleven almindelig, at Paven ved de saakaldte Reservationsdecreter forbeholdt sig Besettelsen af geistlige Embeder, baade højere og lavere, hvilket ellers efter Regelen skulde besettes ved Valg, eller ved Biskopernes Foranstaltning. En saadan Ret kunde vel Paverne strengt taget siges altid at besidde, forsaavidt deres kirkelige Myndighed var uindskrænket, men saavel Klogskabs- som Billigheds-Hensyn maatte tilsige dem, ej at gjøre Brug af den, saalænge det kunde undgaaes, for ej at gribe forstyrrende ind i Biskopernes og de øvrige Local-Auctoriteters Embedsvirksomhed, svække deres Anseelse og afstedkomme alskens Forvirring, tildeels endog Skade, eftersom det ej var at vente, at Paven og hans Omgivelser kunde have saa nøje Kjendskab til de locale Forhold i ethvert Land, især de fjernere, at de ikke ofte ved slige egenmegtige Besiddelser skulde være udsatte for at treffe uheldige Valg. Paverne indtil Johan den 22de havde derfor og yderst sparsomt grebet ind paa den Maade. Det var i sin Orden, at de bekræftede Erkebiskopsvalgene og selv overdrog eller lod overdrage de nysvalgte Erkebiskoper Pallium; men sedvanligviis overlod de dog vedkommende Capitel fri Valgret, uden at blande sig i Valget, og de udøvede kun sin Cassations- og Provisions-Myndighed i Tilfælde af Utilbørlighed eller Mangler ved Valgene, som de, naar der var Tale om Erkebiskoper, lod prøve af et Par Cardinaler, der da siden afgav sin Betænkning, om Valget var canonisk eller ej[68]. Men fra Johannes den 22des Tid begyndte Reservationerne at skee i Masse. Dette skete først alene paa den Maade, at Paven under Indehaverens Levetid reserverede sig Besettelsen af hans Embede ved næste Vacance, idetmindste skete det saaledes med Biskopsstolene, eller ved at give en eller anden ringere Geistlig Exspectance paa et endnu ikke ledigt Beneficium, og hertil synes endnu Johannes den 22de at have indskrænket sig. Men Benedict den 12te. udgav et Reservationsdecret, hvorved han forbeholdt sig alene Besettelsen af alle, som det heed, ved det apostoliske Sæde ledigblivende geistlige Embeder, hvad enten det var Biskopsdømmer, Prælaturer eller ringere Embeder, og ligemeget om det i Regelen skulde skee ved Valg, eller tilkom Biskopperne, erklærende enhver anden Dispositionsmaade end den pavelige Provision, saaledes og Capitlernes lovlige Biskopsvalg og Erkebiskopernes Confirmation derpaa, ugyldige; og under Kategorien af „ledigværende ved det apostoliske Sæde“ henførtes alle Embeder, hvis Indehavere enten døde eller afsattes eller befordredes til andre Embeder ved selve Curien eller inden en Omkreds af to Dagsreiser derfra[69]. Naar saaledes en valgt Erkebiskop eller Biskop, der sedvanligviis var Indehaver af flere Prælaturer eller Canonicater, blev indviet ved Curien, hjemfaldt alle disse Beneficier, de være sig i Norge, Spanien eller England, eller hvorsomhelst, til Pavens Forføjning. Desuden vedblev han og særskilt at forbeholde sig mange enkelte Embeders Besættelse ved næste Vacance, især Biskopsstoles, og at meddele Exspectance paa ringere Beneficier. Stundom decreteredes Reservation ogsaa efter Vacancens Indtrædelse, saaledes ved den uppsalske Biskop Peters Død 1341, da Benedict erklærede, at han reserverede sig selv Besættelsen, forbydende Capitlet at befatte sig med Valget[70]. Benedicts Eftermand Clemens den 6te bekræftede først strax efter sin Ophøjelse hiin Forfatning af Benedict med Hensyn til de Embeder, der under denne var blevne ledige, men endnu ej besatte, men siden lod han og for sit eget Vedkommende en lignende Generalreservation udgaa. Der skete saaledes to Slags Reservationer, de særskilte, der vedkom enkelte Embeder, hvortil og Exspectancebreve kunne regnes, og de almindelige, der vedkom alle ved det apostoliske Sæde ledigblivende Embeder. I første Tilfælde gjaldt endnu den lovlige Disposition, saalænge ingen Reservation havde fundet Sted, i sidste derimod var det aldeles forbudt de lovlige Autoriteter at befatte sig med Embedernes Besettelse. Alt dette skete deels for at svække og indskrænke Erkebiskopernes og Biskopernes Myndighed, paa hvilken Paverne altid var skinsyge, deels ogsaa for at skaffe Curien og dens talrige Hær af Embeds- og Hofmænd afse de Gebyrer og andre Fordele, som naturligviis flød deraf, at Beneficierne bortgaves af Curien selv. Men det er let at skjønne, til hvilke Misligheder dette uheldige System maatte give Anledning. Hvad der i og for sig var meget sørgeligt, nemlig at nu mangt et uverdigt og slet Subject, der kun ved Bestikkelser til de formaaende Mænd ved Curien eller paa anden Maade havde vidst at sætte sig i Gunst, kunde faa en Post, hvor det netop kom an paa at vise Duelighed og Retskaffenhed, eller at Udlændinger, der ej engang kunde Landets Sprog, trængtes ind, til Skade for Landets egne Børn: dette maatte endog regnes iblandt de mindre Onder; verre var det, at der blandt den hele underordnede Geistlighed selv maatte opstaa en for ukjendt, og for Charakteren fordærvelig, Higen efter at naa Forfremmelse og Anseelse ved Kryben, Bestikkelser og andre slette Midler, – en Higen, der omsider maatte lede til hele Standens Demoralisation; samt dertil, at der ofte kunde indtræde de forargeligste Forvirringer, ja aabenbare Stridigheder, naar en saadan af Curien begunstiget Candidat med eet fremstod med sit pavelige Beskikkelsesbrev i Haanden, efterat Biskopen, eller den retmæssige Autoritet, maaskee forlængst havde besat det samme Embede paa lovlig Viis[71]. Thi ej nok med, at Paverne bortgav bestemte, navngivne Beneficier, der egentlig stod under Biskopernes Raadighed, naar de blev ledige: overdrog de endog allerede paa Forhaand begunstigede Candidater Exspectance derpaa, førend de var ledige; ja, det gik endog saa vidt, at de i Mængdeviis bortlovede unavngivne, endnu ikke ledige Beneficier, idet de i Provisions-Bullen kun betegnede dem som „det første ledigblivende Beneficium, i N. N. Biskopsdømme af N. N. Indtægt.“ Og dermed gik man heel skjødesløst til Verks; man undersøgte neppe, om der virkelig fandtes saa mange Beneficier, som man bortgav, og stundom forekomme Exempler paa, at eet og samme Beneficium bortlovedes til to forskjellige Personer, som saaledes kom op at strides derom. Alt dette tjente, som det let vil indsees, i Længden kun til at nedsette den hele Geistlighed i Folkenes Øjne, og til at vække Uvilje mod Curien selv, da det var naturligt, at de braveste og retskafneste Geistlige, som mest afholdt sig fra al slig Kryben og Daarlighed, men som derfor ogsaa tilsidesattes for mindre verdige Subjekter, havde størst Indflydelse paa deres Omgivelser og Sognefolk, hos hvilke derved mere og mere etslags Oppositions-Aand mod Curien og dens Indflydelse maatte fremavles. Det er derfor ogsaa aabenbart, at Spirerne til den Uvilje mod Pavedømmet, der ved Reformationen pludseligt gav sig saa almindeligt tilkjende, og uden hvilken Reformationsverket ej vilde kunne haft Fremgang, allerede var lagte ved de første avignonske Pavers ukloge Indgriben i de rette Diøcesaners og geistlige Local-Autoriteters Virksomhed.

Det faldt da af sig selv, at Curien fra hiin Tid bestormedes med Ansøgninger om Beneficier og andre Fordele, deels af Vedkommende selv, som ønskede dem, deels af deres Beskyttere og Velyndere. Der søgtes saaledes ej alene om at faa Beneficier eller Exspectancer paa bestemte eller ubestemte Embeder, men om Tilladelse til at combinere flere, om de endog var langt fraliggende fra hinanden, om at kunne hæve Indtægterne, uagtet fraværende, o. s. v. Men det maa overhoved ansees som et godt Tegn paa den norske Geistligheds Bravhed, at man i det Hele taget finder saa Ansøgninger fra og Provisioner for dens underordnede Medlemmer, medens man derimod finder temmelig mange vedkommende den svenske og danske Geistlighed. Herved kommer det dog vel noget i Betragtning, at de norske Beneficier neppe attraaedes meget af Fremmede[72], især da man finder, at den Forkjærlighed for Modersmaalet, der altid har udmerket Nordmanna-Stammen, og som har frembragt baade de norsk-islandske Sagaer og den overvettes Masse af norske Diplomer, der endnu findes i Landet – at den ogsaa i hine Tider med Hensyn til Besættelsen af geistlige Embeder har gjort sig gjeldende med en Magt, som ikke engang Curien vovede at trodse, idet den idetmindste enkelte Gange, og maaskee endog sedvanligviis, gjorde det til Betingelse for de Fremmede, der fik geistlige Beneficier i Norge, at de skulde kunne tale Landets Sprog[73]. Men hvor liden Beskeed man ved Curien ofte vidste om Norge og dets Anliggender, derom vidner iøjnefaldende og paa en næsten løjerlig Maade, hvad Pave Clemens den 6te selv tilføjede sin Bevilgelse af den ovenfor omtalte Ansøgning fra Presten Ivar Baardssøn om et Beneficium i Bergens By eller Biskopsdømme; han tilføjede nemlig: „det skee efter Mark eller Gylden eller Pund, saaledes som Skik og Brug er i det Biskopsdømme, hvilket vi ellers ikke have hørt omtale“. Brevet er dateret den 8de Marts 1344, ikke fuldt to Aar efterat Clemens var bleven Pave, altsaa vidste han indtil da intet om, at et Biskopsdømme af Navnet „Bergen“ var til! Kong Magnus selv ansøgte temmelig flittigt om Beneficier for sine geistlige Yndlinger, og det ej alene inden sine egne Besiddelser, men ogsaa udenfor disse. Saaledes anholdt han i 1344 om, at en Prest.i Lund maatte faa et Canonicat i Roeskilde, og dette bevilgedes, som det synes, uden Vanskelighed. De norske Geistlige, der i Løbet af Aarene 1323–1345 vides at have faaet slige overordentlige Provisionsbreve paa ringere Beneficier, var Erkepresten Thorkell Mattul i Oslo, der paa Grund af hans Embeds ringe Indtægter (kun 10 Mark Sølv aarligt) fik Exspectance paa Haugs Kirke paa Eker, Klerken Thore Breid, der samtidigt fik Exspectance paa et Canonicat i Oslo; Chorsbroderen sammesteds, Thore Hallvardsfrænde, som i 1329 fik Exspectance paa første ledigtblivende Sognekald i Oslo’s Diøcese, den føromtalte orknøiske Chorsbroder Engelbert Lyning, der samtidigt fik et Canonicat og en Præbende i Katanes Diøcese; den osloiske Chorsbroder Thorstein Kunpe, Prest ved Laurentii Kirke i Oslo, som paa Erkebiskop Paals Anbefaling fik et Canonicat i Nidaroos; Brynjulf Haraldssøn, Biskop Hallvards Frænde, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, der i 1342, da han af Biskopen var sendt til Curien, fik et Canonicat og en Præbende i Nidaroos; Thore Guthormssøn, Chorsbroder i Oslo, der ligeledes i 1342 fik det orknøiske Canonicat, som Erkebiskop Paal havde haft, og den føromtalte Ivar Baardssøn, der i 1344 fik Exspectance paa et eller andet Beneficium, som ellers skulde bortgives af Biskopen. Dette var visselig ikke meget i Sammenligning med de ødsle Uddelinger af Beneficier og Exspectance paa Beneficier, der skete paa andre Steder, og som have givet Anledning til, at de pavelige Regester fra Johannes den 22de af svulme op til en uendelig Masse, idet Indholdet hovedsageligt er Provisionsbuller.

Vi have ovenfor seet saavel de overordentlige, som de regelmæssige Afgifter, hvilke deels det hele Land, deels Geistligheden havde at udrede til Pavestolen. Til de første høre de til forskjellige Tider paalagte Tiender af geistlige Embedsindtægter, som Sexaarstienden, Treaarstienden, Jorsalahjelpen o. s. v.; til de sidste fornemmelig Rumaskatten eller Peterspeningen, der rammede det hele Land, og for Geistlighedens Vedkommende Annaterne, og ved en Erkebiskops Udnævnelse Palliehjelpen, hvis Størrelse for Norge ikke kjendes, men som man veed var overmaade stor og betyngende. Desforuden var den Forpligtelse, som Erkebiskoperne og, efter at Provisionen blev sedvanlig, ogsaa Biskoperne havde til i visse Mellemrum at besøge Curien personligt eller ved Fuldmegtig, i og for sig en Skatlægning, hvortil kom, at det var temmelig sedvanligt, at der ved den Lejlighed gaves en frivillig Oblation eller Gave, og at denne ej var ubetydelig, sees deraf, at den samlede Indtægt deraf fra hele den romersk-katholske Christenhed i et paveligt Kammer-Regnskab for 1356 ansattes til over 19140 Guldgylden for det forløbne Aar alene[74]. Endelig kom hertil de saakaldte Servits-Afgifter deels til det pavelige Kammer, deels til Cardinalcollegiet, deels til de pavelige Prælater og Hofpersonale, hvilke i alle Fald Erkebiskoperne og de af Paven selv udnævnte Biskoper ved Udnævnelsen maatte forpligte sig til at erlægge, og som synes at have udgjort til Kammeret alene 250 til 260 Guldgylden, foruden hvad der ydedes til Cardinalerne, Prælaterne og Officianterne, altsaa en temmelig drøj Skat[75]. At disse Summer gav Paven en ikke ringe aarlig Indtægt, sees deraf, at Regnskabet af 1356 alene paa denne Indtægtspost opfører over 39174 Gylden. Om Biskoperne og de højere Prælater saaledes end havde store Indtægter, saa blev og paa den anden Side disse Indtægter ved slige Skatlægninger betydeligt beklippede. De ringere Geistliges saavelsom de egent lige residerende Sognepresters Indtægter synes i det Hele taget ei at have været store. Mange Kald, og vist især de bedre, blev fordetmeste bortgivne til Chorsbrødre ved Kathedralkirkerne, eller andre Prælater, der lod dem bestyre ved Vicarier, som fik den mindste Deel af Indkomsterne. Naar, som vi ovenfor have seet, Erkepresten i Oslo ej havde mere som saadan end 10 Mk. Sølv aarligt, hvor lidet maa da ikke Sogneprester i de mindre befolkede Egne have Duft? Men formodentlig har man dog ikke saa nøje beregnet, hvad Præsterne fik in natura, og hvad de avlede paa sine sedvanligviis gode Prestegaarde. Thi dette kan ikke have været saa lidet, ellers kunde Presterne ej have formaaet at bestride det svære Kosthold, som fordredes af dem ved Biskopernes aarlige Visitationer, og som var nøje bestemt. Man har endnu en Optegnelse fra 1322 om, hvor stort Kosthold Presterne i Fjordene og Sogn skulde svare, og hvor længe Biskopen var berettiget til at opholde sig paa ethvert Sted. Man seer saaledes, at Biskopen under Visitatsen i den vestlige Deel af Nordfjord skulde ligge fire Nætter paa Eyge (Eid), og at Presterne tilsammen skulde yde ham til hver Nat fire Tønder tydskt Øl, 6 Tønder Mungaat (tyndt Øl) med tilsvarende Kost og Specerier samt for den hele Tid en Tønde Viin. Naar han visiterede det østlige Nordfjord, skulde han ligge tre Nætter paa Venreid i Gloppen, og fik, lader det, ligesaa meget. I det nordlige Søndfjord skulde han ligge to Nætter i Ben, og fik i Alt 8 Tønder tydsk Øl, 12 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Kost og Specerier i Forhold. I det sydlige Søndfjord skulde han ligge tre Nætter paa Askevoll, og fik i Alt 12 Tønder tydsk Øl, 24 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Kost og Specerier i Forhold, saaledes at idetmindste 1 Pund Bakstebrød leveredes til hver Nat foruden Hvedebrød. I Sogn skulde Biskopen ligge fire Nætter paa Stedje, 4 paa Tunjum, 2 paa Aurland, og 2 i Viik. Paa Stedje skulde Presten selv skaffe 8 Tønder tydsk Øl, en Lest Mungaat, 2 Pund Brød, foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og Specerier og anden Kost i Forhold, og tre andre Prester tilsammen 8 Tønder tydsk Øl, 4 Tønder Mungaat, Tønde Viin, Brød m. m. i Forhold; paa Aurland 8 Tønder tydsk Øl, 1 Lest Mungaat, 2 Pund Brød foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og anden Kost m. m.; paa Vik 8 Tdr. tydsk Øl, 1 Lest Mungaat, 2 Pund Brød, Tønde Viin, Smør og anden Kost m. m.[76]. Hvad man her mest maa studse over, er de uhyre Masser af Drikkevarer, som fordredes. Men Sagen var den, at Biskoperne i de Tider reiste med mange Folk, og at der behøvedes utroligt meget til disses Underholdning. Dog seer man af Drikkevarernes Mængde i Forhold til Brødet, at Drikken fremdeles udgjorde Hovedsagen ved Maaltiderne, en Omstændighed, som vist ikke vidner fordeelagtigt om Folkets Ædruelighed.

  1. See Chron. regg. Manniæ S. 30.
  2. Bartholin. E. 134, jfr. ovf. S. 31. See endvidere Bartholin. E. 415, Dipl. Norv. IV. 237. Erkebiskop Paal skriver her fra Bergen den 9de Juni 1339 til Thore, Prest paa Fane, at Peter, Presten til Oos, havde klaget til ham over, at uagtet han var bleven gjenindsat i Besiddelsen af sin Kirke ved Erkebiskopens Delegerede, Cormac, Archidiaconus af Skye, Svein Erikssøn, Chorsbroder i Nidaroos, og Aude, Prest til Mariekirken i Bergen, saa havde dog en Prest af Bergens Diøcese, Jon, med Vold og væbnet Haand berøvet ham den og fordrevet ham, hvorfor Erkebiskopen nu paalagde Sira Thore at indstevne ham for Erkebiskopen til næste Søgnedag efter St. Hans. – Det er underligt nok, at Cormac, som tidligere kaldtes Archidiacon af Øerne, her nu kaldes Archidiacon af Skye. Men formodentlig var hans Hovedresidens paa denne Ø.
  3. Dipl. Norv. V. 70.
  4. See ovf. II. S. 603, 604, Not. 2. Det er der viist, at Jemteland netop christnedes paa den Tid, da Biskop Steenfinn, ifølge Mag. Adam af Bremens Beretning IV. 24, sendtes af Erkebiskop Adalbert „til Helsingeland paa Svearnes og Nordmændenes Grændser“.
  5. See ovf. I. 2. S. 778.
  6. At Erkebiskop Peter paa den Tid visiterede i Jemteland og maaskee havde været der allerede Julen over, sees af hans Brev af 11te Marts 1335, udstedt fra Fors i Jemteland (Dipl. Sv. 3124). I det saakaldte Registrum Upsalense, hvor Fortegnelser findes over hvad de enkelte, til Diøcesen hørende, Landskaber, Kirker og Geistlighed havde at udrede til Sexaarstienden og Palliehjelpen, alt Kirkesognsviis, forekommer ogsaa Jemteland. I Sexaarstiende skulde der i Alt udredes 1072 anf. Penninger, hvilket efter Coursen, som 5:1 (thi her synes overalt at regnes efter svenske Penge) bliver 2710 Mk. brendt, hvad der efter Vegten alene paa det nærmeste svarer til 17 Spdlr., og efter Pengenes daværende Verdi til henved 170 Syd. nuomstunder. I Palliehjelp ydedes 38¼ Mk., hvilket i brendt Sølv er 71315 Mk. eller 69 Spdlr., svarende til det Tidobbelte nuomstunder.
  7. Dipl. N. I. 235. Dipl. Sv. 3183.
  8. Dipl. N. III. 222. Dipl. Sv. 3769.
  9. Dette sees deraf, at det uppsalske Capitel i sit Svar omtaler Skrivelsen.
  10. Dipl. Norv. III. 224. Dipl. Sv. 3773.
  11. Dipl. N. III. 223. Dipl. Sv. 3772.
  12. I Brev af 7de Marts 1331 (Dipl. Sv. 2835) bekjendtgjør først Erkebiskop Olaf, at han paa egne og Medejer Johan Ingemarssøns Vegne er kommen overeens med Naboen Thorvalde paa Fors om, at han skal have Halvparten med dem af den gamle Fiskebygning, og Fjerdedelen af den nye. Siden udstedte Johan Ingemarssøn et Brev af 23de Mai s. A., hvorved han aldeles overlod Erkebiskopen hele Fiskeriet i Ravund med ¼ i Fors imod andre Godtgjørelsen (Dipl. Sv. 2050).
  13. Dipl. Sv. 3148.
  14. Dipl. Norv. III. 205. Dipl. Sv. 3542.
  15. 15,0 15,1 Barthol. E. S. 422–425, 426, 440, 415, 452. Skrivelsen, hvorved Presten til Birkeland gjenindsattes i sit Embede, er dat. 4de Jan. 1339. Erkebiskop Paals Skrivelse til Sira Thore paa Fane er dat. den 9de Juni 1339; det er den samme, hvori han, som ovenfor nævnt, omtaler Cormac, Archidiaconen paa Skye, som en af sine Fuldmægtige til at gjenindsette Peter. Denne Sag lader forresten ane, hvad ogsaa andre Omstændigheder tildeels bestyrke, at der mellem Biskop Haakon og Erkebiskopen just ikke herskede noget varmt Venskab. (Samst. S. 440).
  16. Barthol. E. S. 447–450.
  17. Samll. V. 131.
  18. Barthol. E. S. 427–429.
  19. Brevet er aftrykt i Samll. V. S. 127.
  20. Brev af 1339 Dipl. Norv. IV. 241 efter Barthol. E. 442. Der findes her ogsaa S. 713 et Brev fra Biskop Haakon til Abbeden i Halsna om en Broder Herman, der havde søgt om Orlov fra Klostret, hvilket Biskopen ubetinget erklærer sig imod.
  21. Dette kan sees deraf, at han i 1338 den 4de August i Bergen var Vidne ved Salget af noget Jordegods til Munkelivs Kloster. (Mklb. S. 163).
  22. Barthol. E. S. 455.
  23. Samll. V. S. 116. Vi have i Vinter, siger Haakon i Brev til Erling Vidkunnssøn af 17de April 1338, faaet to Breve fra Eder, et om Stovreim, at vi skulde skaffe Ret angaaende Kirkens Bøger og Messeklæder, hvilket ei er saa hurtigt gjort som sagt, fornemmelig hvad Kirken selv og dens Skade betræffer. Bønderne var ikke anderledes sindede, da vi kom did, end at de hviskende sagde os, at den og den nok var Skyld i Kirkens Skade; I kan da nok selv vide, hvad vi efter saadant er istand til at gjøre“.
  24. Samll. V. 113, 141.
  25. Smsts. S. 110, 114, 120, 125, 134, 138, 143.
  26. Smst. S. 128, 130.
  27. Ved Pønitentiarier forstaaes, som bekjendt, beskikkede Skriftefedre, der høre de tilreisende Pilegrimes eller andre Bodfærdiges Confession, vil saaledes var der ogsaa ved hver af de norske Biskopstole ansat en Pønitentiar (see N. gl. Love III. S. 288); og dette Embede indehavdes i sin Tid af Laurentius Kalfssøn, førend han blev Biskop paa Hole (s. o. V. 2. S. 389). Men ved Curien var der og er der endnu flere slige Pønitentiarier, og efter den uppsalske Chorsbroder Nicolas Sigfastssøns Forslag (Dipl. Svec Vol. IV.) blev der omkring 1322 ogsaa indsat en for de nordiske Folk eller Provincia de Dacia. I en Fortegnelse over Curiens Embedsmænd fra Pave Gregor d. 11tes Tider (c. 1370) angives der at være ti Pønitentiarier for de ikke-italienske Nationer, nemlig for Francia, Anglia, Lingua Occitana, Flandria, Britannia, Allamannia, Boemia, Polonia, Dacia, Ungaria, hver een; for Hispania, Catalonia, Aragonia, Portogalia, Navara (altsaa Spanien) een tilsammen.
  28. Saml. V. S. 124. I Brevet siges der, at disse Gaver sendes med Biskopens Tjener, ved Navn „Flescha“. Om Fisken heder det „unum centenarium piscium, qui vulgo Skreid sive Stokfisk appellantur“.
  29. Regest. Benedict. XII. Commun. an. IV. p. I. ep. 157, No. 63.
  30. Man kjender intet Brev fra Biskop Haakon yngre end 28de Mai 1342, og til dette Aar henføres hans Død i de isl. Annaler. Formodentlig indtraf den da om Høsten, see nedenfor.
  31. See Barthol. E. 418.
  32. Forpligtelsen hertil plejede at indføres i Biskops-Eeden. Man erfarer af andre Skrivelser, at de nordiske Biskoper vare pligtige at besøge Curien hvert andet Aar, naar Paven havde sin Residens nordenfor Alperne, men hvert tredie Aar, naar han residerede søndenfor.
  33. Dipl. Norv. IV. 235.
  34. At han i denne Vinter var fraværende fra Nidaroos, sees ogsaa deraf, at den forhen omtalte Sag angaaende Islandsfarernes Tiende paakjendtes den 22de Febr. 1340 paa Erkebiskopens Vegne af tvende Chorsbrødre som hans Commissarier; han har altsaa i sin Fraværelse beskikket dem. Dipl. Norv. IV. 235.
  35. Barthol. E. 496, jfr. Suhm, XIII. 45.
  36. See B. Haakons Breve af 13de, 18de, og 20de Aug. 1341, til Fuldmegtigerne og til Erkebiskopen. Barthol. E. 481–484, Samll. V. 163, 164.
  37. Barthol. E. 490.
  38. See ovf. S. 308. Sira Aslak Arnessøn, Chorsbroder i Nidaroos, fremmødte paa Erkebiskopens Vegne paa Stevne for den throndhjemske Lagmand Harald Nikolassøn den 24 Novbr. 1337 i en Sag mod Vigleik paa Lyng i Anledning af Chorsbroderen Sigurd Krafs’s Testamente. Dipl. Norv. III. 193.
  39. Barthol. E. 487–492.
  40. At Biskop Erik allerede var død for 30te Mai, kunde maaskee sluttes deraf, at Stavangers Domscapitel i et Brev af denne Datum optræder handlende paa egen Haand, nemlig ved at give en Mand Livsophold hos lig mod en Pengesum (Dipl. Norv. IV. 263), skjønt det rigtignok kunde synes, som om denne Transaction kunde indgaaes af Chorsbrødrene uden Biskopens Mellemkomst. Den sidste Skrivelse fra Biskop Haakon, dateret den 20 Mai, er netop den, hvorved han meddelte Erkebiskopens Skr. af 4de Mai om, at Conciliet skulde holdes i Kongehelle 15de Aug. Barthol. E. 493.
  41. Dipl. Norv. IV. 268.
  42. At Biskop Haakon helst holdt sig hjemme om Vinteren, sees alene af hans Brevvexling. At Biskop Guthorm af Stavanger om Sommeren, den 30te August, visiterede i den sydlige Deel af sin Diøcese, sees af, at han denne Dag paa Sygne, paa Agder, stadfestede et Jordeskiste. Dipl. Norv. I. 291. Hvad Tid Biskopen af Stavanger pleiede at bereise Valdres og Haddingdal, er vanskeligt at sige. Formodentlig var dog ogsaa det om Sommeren, for Fjeldreisens Skyld fra Eidfjord over til Haddingdal. Vejen gik her fra Stødlerne ovenfor Maabødalen lige over Haddingskarven gjennem Passet Kirkedøren til Hools-Bygden.
  43. Vi finde Biskop Hallvard af Hamar paa Bygdøen eller Storøen i Tyrifjorden paa Ringerike d. 20de Novbr. 1339, Dipl. Norv. V. 131. At Erkebiskopen i Uppsala visiterede Jemteland ved Vintertid, sees af det foregaaende.
  44. Vi have i det Foregaaende seet, at Salomon var en ret anseet Chorsbroder allerede i den Tid, da Biskop Laurentius som ung Klerk opholdt sig i Throndhjem eller omkring 1300 var Salomon, som man maa antage, da mindst 30–35 Aar, maatte han ved 1343 være 73–78 Aar gammel.
  45. Jfr. ovf. S. 290, 291, især Not. De islandske Biskopers Ankomst til Island erfares af Annalerne, S. 260.
  46. Regest. Benedicti XII. Commun. an. III. p. 1. ep. 350. Naar det her heder, at Paven af en fidedigna relatio havde erfaret, hvad han i Brevet anker over og søger at hindre, kan det neppe slaa fejl, at denne Relation middelbart eller umiddelbart er kommen fra Erkebiskop Paal selv.
  47. Norges gl. Love, III. S. 290. Om dette Brev af Erkebiskop Paal vil der blive talt nærmere nedenfor; men foreløbigt ville vi bemerke, at man maaskee netop af de her anførte Yttringer mod Brødrene kan slutte sig nogenledes til dets Udstedelses-Aar, nemlig 1337, strax efter Modtagelsen af hiint Pavebrev.
  48. Brevet, der mangler Datum, er aftrykt i Langes Klosterhistorie, 1ste Udgave S. 774 og Dipl. Sv. No. 3405.
  49. Denne Harald siges endog i Brevet at være de throndhjemske Predikeres „Confrater“. Han har altsaa været etslags Convers og formodentlig testamenteret det Meste af hvad han ejede til Klostret for efter fin Død at begraves der.
  50. Terminarier kaldes de Brødre, der drog om paa Predikning og Tiggeri inden et vist dem tildeelt District.
  51. Dipl. Sv. 3380.
  52. Regest. Clemens. VI. Commum an. II. lib. 3. fol. 208, ep. 1068.
  53. Mellem Arne og Andres nævner Listen i Scr. R. D. IV. 412 en Rodolf, der ej kan have været længe i Embedet.
  54. See Fuldmagten, dateret Falkenberg 28de November 1341, Dipl. N. IV. 255, og Abbed Andres’s Qvittering, Bergen 5te Februar 1342, Dipl. N. II. 247.
  55. Et Uddrag paa Latin af Brevet findes hos Suhm, XIII. 799.
  56. Om Munkelivs Tilvext og Maaden, hvorpaa den skete, er allerede talt ovenfor, IV. 2. S. 660 fg., og paa samme Maade gik det, som man af Munkelivsbrevbogen seer, fremdeles, uden at det her er Umagen verd, nøjere at gjennemgaa disse nyere Erhvervelser.
  57. Brev af dette Aar i Registret paa de Breve, der 1622 fandtes paa Akershuus Slot. Det bestyrkes heraf, hvad der ovenfor, S. 187, er antydet, at. Bryllupet har staaet paa et af de fire Steder, Oslo, Tunsberg, Ljodhuus eller Baagahuus; men man kunde endog fristes til at antage, at Oslo var Stedet, saasom det altid er rimeligere, at hine Sager udlaantes i samme By, end at de sendtes længere bort.
  58. Hr. Erling Gullessøn, Provst ved Mariekirken efter Hr. Paal Baardsøn ved dennes. Befordring til Erkestolen, er ovenfor omtalt S. 148.
  59. De her anførte Breve findes i Dipl. Norv. II. 198, II. 214, I. 141, II. 224, II. 253, V. 165.
  60. F. Ex. Brev af 18de Jan. 1342, angaaende Høitideligholdelsen af St. Eriks Dag, hvorom nedenfor: Arne var da hos Kongen under dennes Ophold i Stockholm; ligesaa Br. af 4de Juli 1343, da han var hos Kongen i Helsingborg; Dipl. N. 277. III. 220.
  61. Dipl. Sv. 2863.
  62. Regest. Bened. XII. Commun. An. I. p. 1. ep. 1. See Raynaldi Annales eccl. ved Benedict den 12tes 1ste Aar.
  63. Nemlig idet Paverne henvendte sig til Magnus i Anliggender, vedkommende Lunds Erkestol, f. Ex. ved Erkebiskops-Udnævnelsen o. a. d.
  64. Regest. Clemens VI. Commun. an. II. l. 3. f. 265 ep. 1271.
  65. Sammesteds, f. 208 ep. 1064.
  66. Brev af 24de Juli 1343, Rg. Clemens VI. an. II. fol. 367, ep. 206.
  67. Dipl. Norv. I. 277.
  68. See f. Ex. ovenfor, IV. 1. S. 139, om Udnævnelsen af Biskop Peter i Hamar. Kun ved de skotske Biskopsdømmer, der, som det heed, stod umiddelbart under Paven, bekræftede denne særskilt de valgte Biskoper, eller udnævnte af sin egen Magtfuldkommenhed andre.
  69. See Clemens den 6tes Bekræftelse af Benedicts Decret i Reg. Clemens VI. Comm. An. I. (trykt i Theiners Polonia Sacra I. 454). Sedvanligviis pleier man at tage Ordene apud sedem apostolicam vacare som en Ordvending uden anden Betydning, end at Embedet var ledigt, men utallige Buller vise det modsatte. Derfor finde vi ogsaa i Bekræftelses- eller Provisions-Buller vedkommende Biskopsstole fra Benedict den 12tes Tid nøjagtigt anført, om den forrige Indehaver døde apud sedem, eller andensteds, medens tidligere intet derom anmerkedes, da det ikke gjorde noget til Sagen. Vi finde saaledes i Clemens den 4des Bekræftelse af Erkebiskop Jons Valg, dat. Viterbo 24de Juni 1268, kun „Sane Nidrosiensi ecclesia pastoris solutio destituta; i Honorius d. 4des Bekræftelse af Jørunds Valg, dat. Rom 15de Febr. 1287, kun: Nidr. Ecclesia per obitum bonæ memoriæ Johannis archiepiscopi Nidrosiensis vacante; i Johannes d. 22des af Erkebiskop Eilivs Valg, dat. Avignon 4de Decbr. 1310: ecclesia Nidr. per oditum bon. m. Jerundi &c. sol. pastoris destituta; men derimod allerede i samme Paves Bekræftelse af Paal Baardssøns Valg tilføjes, hvor Eilivs Død omtales: „qui in partibus illis diem clausit extremum“, hvilket viser, at denne Skjelnen mellem Embedernes Ledighed ved eller udenfor Sædet allerede var forberedet af Johannes. I et Brev fra Urban den 5te af 10de Jan. 1364 (Chron. r. Mann. S. 175) sees endog med Hensyn til Abbed- og Prior-Embeder at være bestemt, at Besettelsen skulde ansees som tilkommende Paven, naar Indehaveren døde inden to Dagsreiser fra Curien.
  70. Pavebrev af 3die Oct. 1341. Regest. Bened. XII. Comm. an. ep. 421.
  71. Herom haves flere udtrykkelige Vidnesbyrd deels i Pavebreve, deels i særskilte Optegnelser om de mellem de colliderende Candidater opstaaede Processer. En af de merkelige blandt disse er en, som i 1360 forefaldt om Decanatet i Dorpat hvortil den franske Geistlige Johan Guilbert, om hvilken der i det Følgende vil blive megen Tale, havde faaet Reservation, men som Biskopen og Capitlet paa sedvanlig Maade overdrog til tre Personer efter hinanden: saa længe varede Striden. Undertiden hændte det, naar en Biskopsstol blev ledig, at Capitlet, uvidende om, at Paven havde reserveret sig Besettelsen, paa lovlig Viis valgte en ny Biskop, og at denne blev baade indviet og bekræftet af Erkebiskopen, men at Paven desuagtet erklærede Valget ugyldigt og udnævnte en anden, saa at den lovligt Valgte, hvis Værdighed, erhvervet ved Indvielsen, man ei længer kunde betage ham, nu derved kun blev Titulærbiskop. Dette skete f. Ex. ved Gyrds Valg til Biskop i Oslo 1352, hvorom nedenfor. Sedvanligviis maatte Paven ved slig Leilighed, forat undgaa Scandal og Ulempe, ved Provision udnævne den valgte Candidat.
  72. Hertil kommer nu vistnok ogsaa, at da Norge laa saa langt borte fra Pavens Sæde, hændte det sjeldnere, at norske Geistlige døde ved Curien, hvoraf da igjen fulgte, at Paven sjeldnere havde norske Beneficier at bortgive.
  73. Nødvendigheden af, at de ved norske Parochialkirker ansatte Prester skulde kunne tale Landets Sprog, udtales allerede temmeligt sterkt i Laurentius’s Saga, (Cap. 11) hvor Jon Flæming, Erkebiskop Jørunds højre Haand (s. o. IV. 2. S. 304) anmodede Laurentius Kalfssøn om at bede Erkebiskopen overdrage ham den ledige Mariekirke i Nidaroos. Laurentius svarede dertil: „hvorledes skulde det kunne skee, da I ej kan Norskt“ „Jeg kan saameget jeg behøver“, sagde Jon, „og som det paaligger mig at tale“. „Lad os da probere“, siger L., „og antage, at Faste-Indgangen var kommen, da har I jo at tale for Eders Sognefolk om, hvorledes Langefasten skal holdes“. „Paa denne Maade“, siger I.: „nú er komin lentin, hvern mann kristin komi til kirkju, geri sína skrifin, kasta burt konu sinni, maki engin sukk, nonne sufficit domine?“ (ɔ: Nu er Langefasten kommen, hver Christen komme til Kirke, gjøre fin Skrift, afholde sig fra sin Kone, gjøre ingen Ustyr – er det ikke tilstrækkeligt, min Herre?) Men Altsammen vrimler af Sprogfejl; lentin, det endnu i England brugelige lent, kjendes ej i Norsk; istedetfor hverr maðr sagde J. hvern mann, istedetfor skript sagde han skrifin, Talemaaden kasta burt konu sinni, bortkaste sin Kone, røber ligeledes Udlændingen. Laurentius lo og sagde: „ikke skjønner Folket, hvad Lentin er“. I de pavelige Regester findes blandt Provisionsbrevene til norske Beneficier idetmindste to, hvorved det udtrykkelig er gjort til Betingelse, at Candidaten kan Landets Sprog, en Betingelse, som aldrig vides at have været opstillet i Provisioner til Beneficier i andre Lande, og som derfor maa være en Indrømmelse, gjort det norske Folks Fordringer og den i Landet herskende Opinion. Det ene Brev er af 18de Januar 1375, hvorved en Geistlig fra Camins Diøcese i Pomern faar et Canonicat og en Præbende i Nidaroos (Reg. Chartac. Gregor. XI. T. 26. ann. V. f. 199), det andet af 28de August 1376, hvorved en Geistlig fra Hamar faar et Canonicat og en Præbende i Oslo, og hvor Betingelsen egentlig synes at være overflødig, saaat den Omstændighed, at den dog er kommen ind, vidner om, at man har anseet den for courant i norske Provisionsbreve. (Bull. divers. Gregor. XI. ann. VI. T. I. f. 344).
  74. Regnskab, aflagt af den pavelige Skatmester Reginald, Biskop af Palentia, med pavelig Approbation af 29de Mai 1356, i Archetyp. epistol. Innoc. VI. an. 4. 515.
  75. I 1333 betalte saaledes Erkebiskopen i Uppsala i Afdrag paa Servitspenge til Pavens Kammer 250 Gylden, og paa de saakaldte fire mindre Servitser 43 Gylden m. m. samt til Cardinalerne ligesaa 250 Gylden og deres Tjenere 10 Gylden m. m. (Dipl. Sv. 2971. 2972). I 1354 betalte Biskop Sigfrid af Oslo i hele sit Servitsgebyr til Kammeret 250, og i Afdrag paa de fire mindre Servitser 37 Gylden 10 Pen. Samme Aar betalte Biskopen af Syderøerne i Afdrag paa Servitset til Kammeret 215 Guldgylden og i Afdrag paa de fire mindre Servitser 48 Gylden 16 Pen.; i 1357 betalte han Resten af det store Servits med 45 Gylden og af de smaa med 16 Gylden 2 sol. 8 Pen. Innocent. VI. lib. quitanciarum, jfr. Chron. R. Manniæ, S. 171.
  76. See Bergens Kalvskind, udg. 1843, S. 88, 89. Den egentlige Suvl eller Kost foruden Brød kaldes her fordetmeste Búðarvörðr, Madbodsager, som Skinke, salt Kjød, Skreid, Ost o. a. d.