Det norske Folks Historie/7/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kongens hurtige Afreiſe fra Landet i April Maaned, uden at de vigtige politiſke Spørgsmaal endnu vare afgjorte, ſynes at have vakt megen Forbittrelſe. Denne Gang var det Hr. Ivar Agmundsſøn, der iſær ſtillede ſig i Spidſen for de Misfornøjede og udviklede ligeſaa megen Iver i Oppoſitionens, ſom forrige Gang i Kongemagtens Tjeneſte. Heri ligger dog ikke noget beſtemt Frafald eller nogen Mangel paa Loyalitet, thi om han end perſonligt var Kongen nok ſaa hengiven, maatte det dog være ham og enhver Fedrelandsven klart, at paa denne Maade kunde den norſke Regjering ej længer føres, naar ikke Forvirringen ſkulde blive uopløſelig; desuden var Kongen forrige Gang endnu næſten en Dreng, og ugift; nu havde han en Huſtru, hvis Indflydelſe, der i alle Fald med Henſyn til Rigernes Financer ej ſynes at have været den bedſte, maatte modarbeides. Hr. Ivar Agmundsſøn begav ſig ſtrax til Hr. Erling, der endnu opholdt ſig paa Øſtlandet, og forblev hos ham i nogle Dage, ganſke viſt for at aftale Forholdsregler. Erling modtog ham paa det venligſte, men ſynes fremdeles at have vægret ſig ved perſonlig at tage Deel i hvad man havde fore, derimod ſluttede hans Søn Bjarne ſig til de Misfornøjede, ſkjønt dog, ſom det ſynes, meſt for at varetage Kongens Tarv og anvende ſin Indflydelſe hos denne til Sagens Ordning paa bedſte og fredeligſte Maade. Det kan heller ikke ſlaa fejl, at Ivar har raadſlaaet med Hafthorsſønnerne, der begge deeltog i disſe Bevægelſer, fornemmelig Sigurd, der altid nævnes ved Siden af Ivar ſom Partiets anden Leder, og maaſkee endog har været dets egentlige Hoved. Derpaa drog Ivar til Bergen, hvor han ankom den 14de Mai, neppe uden at han og havde været inde paa Heſtbø hos ſin Broder Finn[1]. Hans Henſigt var viſtnok at raadſlaa med Biſkop Haakon og flere af de verdslige Stormænd paa disſe Kanter. Nogen Tid efter indtraf ogſaa Hr. Erling med hele ſin Familie, hvoriblandt, ſom det ſynes, den unge Bjarne, og det er nu at formode, at Biſkopen, han og hans Søn ſamt Hr. Ivar have haft alvorlige og langvarige Raadſlagninger om, hvad Bjarne ſkulde gjøre, thi Erling forblev i Bergen idetmindſte til henimod Midten af September. Men Enden blev dog, at de lod Bjarne ſejle øſtover for at indfinde ſig til et Møde, ſom de Misfornøjede ſynes at have berammet i Tunsberg, medens Erling drog nordefter, enten til Stovreim eller Giſke, og forblev her indtil Videre, maaſkee for at holde ſig ſaa langt afſides ſom muligt[2]. Da Bjarne paa Vejen øſtover kom til Tromøſund den 24de Auguſt, traf han Hr. Ivar, ſom ſaaledes fremdeles ſees at have været ivrig paa Ferde, hvad enten han nu ogſaa kom tilbage fra ſin Veſter-Reiſe, eller, hvad det var rimeligere, var dragen Bjarne imøde, efter allerede tidligere at være kommen hjem til Skien eller Tunsberg. Nu gik Reiſen til ſidſtnævnte Sted, hvor Bjarne ankom den 29de, og hvor ogſaa Sigurd Hafthorsſøn, Stig Haakonsſøn og flere andre gode Mænd indtraf, ſaa at altſaa, ſom nys nævnt, et Møde her tidligere ſynes at maatte have været aftalt[3]. Imidlertid havde neppe heller Sigurd Hafthorsſøn paa ſin Kant været.ledig, thi vi finde ham under de paafølgende Forhandlinger i Beſiddelſe af Akershuus, hvilket han endnu ved Paaſketider ikke havde, ſiden der da kunde være Tale om, at Kongen vilde overdrage det til Ulf Saxesſøn; han maa altſaa i Mellemtiden paa en eller anden Maade have vidſt at tilegne ſig det enten med Liſt eller Magt for at have et faſt Punkt at ſtøtte ſig til, ligeſom forrige Gang, da han tvang Biſkop Hallvard til at overlade ham ſit Slot paa Oplandene[4]. Dog kan man ikke ſee, om denne Beſiddelſestagelſe af Akershuus ſkete før eller efter Sammenkomſten i Tunsberg. Maaſkee den førſt ſkete ſenere, men ſaa meget er viſt, at allerede denne Sammenkomſt og de Skridt, den havde til Følge, højligt mishagede Kongen. De beſluttede nemlig at ſende Bjarne ſaavelſom en Gunnar Hviit paa alle de forſamlede Herrers Vegne til Kongen, der da endnu maaſkee opholdt ſig paa Baagahuus, eller Lindholmen, men Kongen lod, ſom man ſagde, Gunnar ſette faſt, og han blev i nogen Tid holdt fangen, indtil det endelig lykkedes Bjarne at faa ham fri[5]. Denne Maade at optage Sagen paa fra Kongens Side kan ikke andet end have forøget Misſtemningen hos de forbundne Herrer. Endog Biſkop Haakon med al ſin Hengivenhed for Kongen kunde ikke ligefrem misbillige deres Ferd. I et Brev til Bjarne Erlingsſøn, ſom han ſkrev den 3die December 1338, raadede han ham kun til Forſigtighed. „Vi erfarede“, ſkrev han, „af Eders ſidſte Brev, at der er Eet og Andet, ſom ikke ſynes Eder at gaa efter Ønſke. Men for Gud, der kan gjøre det Bedſte af det Verſte, er det dog en let Sag at lade det vende ſig til det Gode, hvilket han lade os ſaa ſnart ſom muligt erfare. Vi ſaa gjerne, at I ſom bedſt ſørgede for Eders og Eders Venners Ære, faa at I næſt Gud henvendte ſtørſt Kjærlighed til Eder ſelv og Eders Heder, ideligen havende for Øje den berømmelige Slægt, hvoraf I ſtammer, og hvorledes I efter bedſte Evne kan ære og pryde den, ſaa at det bliver Gud ſelv og alle Eders Venner, ſom derefter ſtunde, til Heder. Heller ikke tvivle vi om, at I jo med Guds Naade vil ſaa gjøre, og vi anbefale Eder idelig at have i Tankerne det Vers, I ſaa længe har kunnet: „quidquid agas, prudenter agas, et respice finem!“ (Alt hvad du gjør, det gjøre du klogt, og hav Enden for Øje!)[6]. Det er tydeligt at ſee, at Biſkopen har ſkrevet dette Brev med et bekymret Sind. Under disſe Omſtændigheder kunde der ikke være Tale om at holde noget Concilium i Nidaroos, ſom Erkebiſkopen førſt havde tænkt paa, idet han den 28de April, da det maatte være ham klart, at der ej vilde blive noget af Høvdingemødet, ſammenkaldte Biſkoperne til Laurentiidag den 10de Auguſt[7]. Men allerede den 25de Mai ſøgte Biſkop Haakon om Fritagelſe, paa Grund af den Sygdom, hvoraf han nu faa længe havde været plaget[8]; lignende Andragender ere viſt ogſaa indkomne fra flere af de andre Biſkoper, og Enden blev, at Erkebiſkopen i den allerſidſte Tid, ſom Biſkop Haakon udtrykte ſig „paa Grund af tilfeldige, der ſnarere kunde kaldes uheldige Omſtændigheder“, tilbagekaldte den hele Indkaldelſe[9]. Saaledes ſtod nu Sagerne uafgjorte hen lige til Aarets Udgang. Kongen var, ſom det allerede er nævnt, ved Midten af November Maaned i Skaane, og ſynes heller ikke der at have faaet bragt Alt, hvad han ønſkede, paa det Rene. Det var maaſkee for en ſtor Deel af Lede til alle disſe Ubehageligheder, at den gamle, anſeede Hr. Paal Eriksſøn, forhen Merkesmand, og ſom nylig havde faaet et ikke ringe Beviis paa Kongens Yndeſt og Gavmildhed, tænkte paa at lade ſig indklæde blandt Brødrene i Predikekloſtret i Oslo, og hans Huſtrue at lade ſig optage i Nonnekloſtret ſammeſteds[10]. I Begyndelſen af det følgende Aar (1339) maa Kongen have indſeet, at det ej nyttede ham at trodſe, men at han maatte prøve mindelige Underhandlinger. Sigurd Hafthorsſøn havde Akershuus, Ivar Agmundsſøn ſandſynligviis Tunsbergshuus, og endda lader det efter Indholdet af det Dagthingningsbrev, ſom nedenfor omtales, til at de eller deres Tilhængere ogſaa havde begyndt at opføre andre Befæſtninger[11]. De ſynes ligeledes at have lagt Beſlag paa Kongens Indtægter. Der var altſaa vigtige Grunde nok, ſom maatte kalde Kongen tilbage fra Skaane, og i Februar 1339 finde vi ham ſaaledes i Skara, omringet af ſit ſvenſke Raad, og underhandlende med flere forbundne Herrer, ſom formodentlig havde ſamlet ſig i Kongehelle, men hvilke dog ikke kunne have været alle de, der umiddelbart eller middelbart deeltog i Forbundet, efterſom der foruden Hr. Ivar og Sigurd alene omtales tre, og disſe endog temmelig obſcure, da de to af dem, Peter Olafsſøn og Alf Petersſøn ſlet ikke, og den tredie, Arne Andresſøn, kun en eneſte Gang findes nævnte i andre Breve[12]. De maa dog af en eller anden Grund have været anerkjendte ſom Partiets Ledere ved Siden af Ivar og Sigurd, ligeſom man af Forhandlingerne ſelv ſeer, at de var højbyrdige Mænd. Hvorledes Underhandlingerne indlededes, vides ikke. Det er ej uſandſynligt, at en eller flere af de ſvenſke Herrer kunne have optraadt ſom Meglere, og man kan anſee det for ganſke viſt, at disſe i Forening med Kongen havde beſeglet det i den Anledning nødvendige Sikkerheds- og Lejde-Brev. Hvad vi med Vished vide er, at Sigurd Hafthorsſøn paa de øvrige fire Herrers Vegne og i deres Navn indfandt ſig hos Kongen i Skara for at underhandle, og at der den 13de Februar blev taget en Dag, ſom det heed, det vil ſige, berammet endeligt Forliigsmøde, til førſtkommende 15de Auguſt paa Baagahuus Slot. Det herom af Kongen udferdigede Brev, dateret Skara, 13de Februar, indeholder følgende Hovedpunkter[13]:

1. Kongen lover for ſig, og Sigurd for Hr. Ivar og deres øvrige ovennævnte Forbundne, redeligt og oprigtigt, at der gjenſidigt ſkal være Fred og Stilſtand mellem dem, og faſt Sikkerhed ubrødeligt overholdes, indtil førſtkommende Mariemesſe ſidare (8de Sept.)

2. Paa førſtkommende Mariemesſe fyrre (15de Auguſt) ſkal Kongen komme til Baagahuus, og Hr. Ivar ſamt Sigurd til Kongehelle, for at dagthinge om og gjøre Ende paa de mellem begge Parter opſtaaede Uvenſkaber og Tviſtigheder, hvorhos Kongen paa ſin Side og Sigurd paa ſin Side, hver efter Evne, ſkulle bevirke, at Alle og Enhver af deres Raadgivere og andre mere fremragende blandt Norges Mænd, geiſtlige og verdslige, ſkal der indfinde ſig for at tage Deel i Dagthingningen.

3. Sigurd lover, at hverken han ſelv eller Hr. Ivar herefter ſkal opbygge eller opreiſe noget Slot, nogen Borg, Skandſe eller Befeſtning inden Riget, eller paa nogen Maade bemegtige ſig andre kongelige Indtægter i ſamme.

4. Sigurd lover ærligt og oprigtigt, at han, inden han og Kongen til den Tid ſkilles ad, ſkal uden nogen Vanſkelighed eller Forhindring frit tilbagegive i Kongens Hænder Akershuus Slot, ſom han hidtil har haft og endnu har i ſin Vold, ſaaledes at han inden fjorten Dage fra ſamme Dagthingnings Afſlutning overgiver ſamme Slot til en indfød norſk Mand, ſom Kongen og hans Raadgivere eller Fleerheden deraf finder dertil pasſende, med Undtagelſe alene af Herrerne Finn og Ivar Agmundsſønner og Sigurd ſelv.

5. Sigurd lover, at hverken ved ham eller nogenſomhelſt anden, der kunde ønſke at gjøre eller undlade noget til Fordeel for dem ſelv eller en af dem, ſkal der med Henſyn til ſamme Slot inden en Maaned efter Overgivelſen begaaes nogen Svig eller Vold.

6. Forløfte for, at disſe Punkter fra Kongens Side ubrødeligt ſkulle overholdes, give følgende ti Medlemmer af hans ſvenſke Raad, nemlig Knut Jonsſøn, Lagmand i Øſtergøtland, Knut Magnusſøn, Lagmand i Veſtergøtland, Gøtſtav Tunesſøn, Lagmand i Vermeland, Ulf Gudmarsſøn, Lagmand i Nærike, Nikolas Arnbjørnsſøn, Knut Folkesſøn, Karl Neskonungsſøn. De beſegle derhos Brevet med ham. De ſamme Herrer udſtedte og i Forening med Kongen ſamme Dag et Lejdebrev[14] for Ivar og Sigurd, hver med tredive Mænd i ſit Følge, der tilſagde dem lige indtil Michelsdag fuldkommen Sikkerhed til, ſaa ofte, naar og hvor de vilde, at indfinde ſig hos Kongen, underhandle og dagthinge med ham, og frit begive ſig bort.

Vi ſee her, at Kongen og de forbundne Herrer underhandle med hinanden ganſke ſom de vare ſideordnede, ikke ſom en Konge maatte tænkes at forhandle med Underſaatter: et Tegn paa, at han har følt ſig meget afmægtig og tildeels ydmyget. Strax efter dette Stilſtandsmøde lod ſaavel han, ſom Herrerne ifølge Dagthingningens Artikel 2, Anmodning udgaa til de øvrige anſeede Mænd i Norge om at indfinde ſig til de beſtemte Underhandlinger i Baagahuus. Allerede den 15de Marts fik Biſkop Haakon i Bergen Brev derom baade fra Kongen og Hr. Ivar. Kongen ſkrev, at han havde gjort dette til Almuens Nytte og Gavn; han haabede derfor, at Biſkopen ikke vilde unddrage ſig fra at møde, men uden nogen Hinder indfinde ſig, ſaa ſandt han vilde gjøre noget for hans og Rigets Skyld. Ogſaa Hr. Ivar bad og raadede ham, at han endelig maatte komme[15]. Det faldt af ſig ſelv, at ogſaa Erkebiſkopen indkaldtes, ſamt formodentlig ogſaa de øvrige Biſkoper, ſaavelſom Hr. Erling og andre[16]. Bjarne Erlingsſøn drog allerede den 5te Marts til Kongen, der paa denne Tid maaſkee var i Stockholm, i alle Fald i Sverige[17]; Bjarnes Henſigt var ſikkert at benytte ſin Indflydelſe til at ſtyrke Kongen i hans gode og fredelige Henſigter og hindre ham fra at begaa Uforſigtigheder. Ogſaa han bad Biſkop Haakon i ſine Breve paa det indſtændigſte om at komme. Biſkopen ſvarede ham i et Brev af 11te April, „at han gjerne vilde være der, hvor han kunde ſtifte nogen Nytte, Bjarne til Behag og Norges Rige til Heder og Ære, hvorom han nærmere ſkulde give mundtlig Beſked, naar de fandt hinanden“[18]. Dette Svar var egentlig noget undvigende, og det lader til, hvad ogſaa det, ſom ſenere ſkete, bekræfter, at Biſkopen ikke har ventet ſig ſaa ſærdeles ſtore Reſultater af Underhandlingerne, og derfor helſt ikke vilde have noget med dem at gjøre, medens han dog for det førſte ikke vilde give noget beſtemt Afſlag, iſær da det er umiskjendeligt, at man netop har ventet ſig meget af Biſkop Haakons Nærværelſe paa det foreſtaaende Møde, da han ſtod ſig ſaa ſærdeles godt baade med Kongen og med de fornemſte misfornøjede Herrer.

Men imidlertid, og ſom det ſynes kort efter Mødet i Skara, var der i Kongens egen Familie indtruffet en glædelig Begivenhed, ſom vel kunde være ſkikket til at ſtyrke hans Mod og oprejſe hans Haab, medens den derimod maatte være et Tordenſlag for Hafthorsſønnerne. Dronning Blanche, med hvem han nu allerede havde været gift i over tre Aar uden at have haft Børn, fødte nemlig en Søn, der i Daaben fik Navnet Erik efter Kongens Fader. Dette ſynes at være ſkeet i Løbet af Marts Maaned, ſaaledes at Bjarne, ſom juſt da var hos Kongen, kunde underrette Biſkop Haakon derom i et Brev, hvilket denne modtog den 2den April: det ſamme Brev, hvori han meldte ſin Reiſe til Kongen og anmodede Biſkopen om at komme til Mødet[19]. Nu var altſaa Tronfølgen ſikkret i Kong Magnus’s egen Linje, og der var ſaaledes nu endnu mindre Udſigt til, at Agnes Haakonsdatters Linje ſkulde kunne komme paa Tronen, end hidtil: en Omſtændighed, der, hvor ſmaa end Hafthorsſønnernes Udſigter dertil ogſaa forhen kunne have været, iſær efter Euphemia Eriksdatters Giftermaal med Albrecht af Mecklenburg, dog neppe kan have undladt at ſmerte en ſaa ærgjerrig Mand, ſom Sigurd Hafthorsſøn aabenbart maa have været[20]. Hvorom alting er, maa man antage, at denne Begivenhed har givet Anledning til mange nye Forhandlinger, baade i Norge og Sverige, og for en Deel vel endog have afdraget Kongens Opmerkſomhed fra de vigtigere Anliggender. Det er ikke uſandſynligt, at Forventningen om en Arving ogſaa kan have været en væſentlig Bevæggrund hos Magnus til at ſøge pavelig Bekræftelſe paa ſin og ſine Efterkommeres beſtandige Ret til Skaane. Men i dette Stykke ſkulde han lide en Skuffelſe. Den forſigtige Pave Benedict ſvarede ham under 23de Januar, at ſaa højt han end ſatte Kongen og hans Arvinger i ſin apoſtoliſke Yndeſt formedelſt hans udmerkede Hengivenhed for Kirken og de fortjenſtfulde Beviſer, han havde givet derpaa, ſaa fordrede dog baade Retfærdighed og gammel Vedtegt ved den pavelige Curie, at man ej kunde ſkride til nogen Bekræftelſe af Beſiddelſesret til verdsligt Gods uden førſt at have underſøgt Forholdene og efter Indkaldelſe og Forhøring af alle rette Vedkommende erfaret Sandheden: han fandt ſaaledes, at han hverken kunde eller burde meddele den attraaede Bekræftelſe, medens han derimod var villig til, i alt andet, hvad der var Kongen kjært og nyttigt, at kunne gjøre ham til Behag. Imidlertid advarede han ham, hvorvel han haabede det var overflødigt, fra alt Forbund med dem, der var Kirken imod, og deres Tilhængere[21]. Dette Svar maa være kommet Magnus til Hænde omtrent paa den Tid, da hans Søn blev fød til Verden.

Forholdene i Skaane kaldte Kong Magnus atter derned. Vi finde ham der allerede den 1ſte Mai, ſaa at han maa være reiſt fra Stockholm til Skaane næſten uden at ſtandſe undervejs. Hvad han udrettede dernede, vides ikke; det maa iſær have været Foranſtaltninger til Jens Offesſøns Betvingelſe, der beſkjeftigede ham. Men han udſtedte under ſit Ophold her, i Helſingborg (9de Mai), et Beſkyttelſesbrev for alle ſin Moders, Hertuginde Ingeborgs, Ejendomme inden Bergens Fehirdſle, med Gaarde, Møller, Fiſkevand, Skove, Udmarker, Selver og Udver, ſamt alt andet i løſt og faſt, idet han derhos bød alle dem, der ſkyldte hende noget, at have betalt dette inden en Maaned fra Brevets Forkyndelſe, alt under Brevebruds Straf for den, der handlede herimod[22]. Man maa heraf formode, at ogſaa Hertugindens Gods og Indtægter under de ſidſte Uroligheder have været i Fare, iſær da vi erfare, at hun ud paa Aaret ſelv tænkte paa at drage til Norge, ja endog lige til Throndhjem[23], viſtnok hovedſageligt for at have noget Tilſyn med ſine Ejendomme, om hun endog, hvad der ej er uſandſynligt, har foregivet at ville gjøre en Pilegrimsreiſe, og at hun med Henſyn hertil har ladet ſin Søn meddele ſig hiint Brev. Men ogſaa dette Brev er beſeglet i Kongens egen Nærværelſe og ſkrevet af Hallvard Agmundsſøn, ſaa at vi altſaa erfare, at Dagthingningen i Skara endnu ikke har gjort nogen Forandring i den Mislighed, at Kongen førte Rigsſeglet med ſig udenlands. Kongen forblev rimeligviis i Skaane lige til henimod den Tid, da han ſkulde ſamles med Herrerne paa Baagahuus. Han ſynes at have iagttaget Tiden ordentligt, idetmindſte finde vi ham den 23de Auguſt, kun 8Dage efter den beſtemte Dag, paa Baagahuus[24]. Dog maa Samlingstiden i Løbet af Sommeren have været udſat, thi Biſkop Haakon forlod ikke Bergen førend den 16de Auguſt[25], Dagen efter den, da man efter den førſte Beſtemmelſe allerede ſkulde have været paa Forſamlingsſtedet, og yttrede dog i et Brev til Kongen, ſom han ſenere ſkrev under Reiſen, at det var efter Kongens Befaling. Der ſiges ogſaa udtrykkeligt i de islandſke Annaler, at „Thingſtevne berammedes i Baagahuus fra Mariemesſe ſidare (8de September) til Michelsmesſe“[26]. Erkebiſkopen, der allerede tidligere paa Sommeren var kommen til Bergen[27] og her havde indviet en ny Biſkop til Skaalholt (hvorom ſidenefter), ſynes ogſaa at have forladt Bergen omtrent paa ſamme Tid ſom Biſkop Haakon.

Men intet Møde blev holdt. Den 8de Sept., ſamme Dag, da Herrerne ſkulde være kommen ſammen, befandt Kong Magnus ſig i Helſingborg[28]. Viſtnok lader det til, at hans Nærværelſe var temmelig nødvendig i Skaane, og der ſiges endog udtrykkeligt, at han drog med Leding til Danmark[29]; men ikke deſto mindre ſynes han dog heel uforſvarligt og letſindigt at have draget afſted uden at give de Herrer, der imidlertid var undervejs, betimeligt Varſel derom, ſaa at de kunde ſpare ſig den overflødige Reiſe. Thi Erkebiſkopen og Biſkop Haakon ankom den 24de Auguſt, efterat have haft Modvind og haarde Storme at kæmpe med, til Udhavne ſyd paa Agder, Erkebiſkopen nemlig til Seløerne ſtrax veſtenfor Lindesnes og Biſkopen til Ulvøſund ved Indløbet til Kvaaſefjorden. Her blev de liggende i nogle Dage vejrfaſte; imidlertid maa de vel allerede have tænkt lig Muligheden af, at nye Beſtemmelſer kunde være trufne, thi efterat have modtaget Brev fra Erkebiſkopen den 28de Auguſt ſendte Biſkop Haakon endnu ſamme Dag Bud og Brev, formodentlig over Land, til Hr. Erling, der rimeligviis opholdt ſig i Tunsberg, for af ham at faa vide, hvad han havde hørt øſtenfra, og om de ſkulde ſøge ind til Tunsberg, faa ſnart de kunde komme videre, eller ſejle udenom, det vil ſige lige til Elven[30]. Han ſynes altſaa at have tænkt ſig Muligheden af at faa Svar fra Erling, inden de drog videre, eller og har han beſtemt en Havn længer øſterpaa, hvor Budet ſkulde møde ham. Hvorledes nu end dette forholder ſig, ſaa maa han faa Dage efter have faaet Bud fra Erling om, at det beſtemte Møde ej vilde finde Sted, og at det ikke var Umagen verd for ham at drage til Elven, thi allerede den 21de September kom han til Bergen og maa ſaaledes have vendt om i de førſte Dage af denne Maaned. Undervejs ſkrev han den 9de September, fra Laagøerne, et Brev til Kongen, hvori han udtrykkeligt gjorde denne opmerkſom paa, at han trods ſin ſvagelige Helbred havde efterfulgt hans Befaling og begivet ſig paa Reiſen: han var vel for høflig til at gjøre Kongen nogen Bebrejdelſe, ja nævnte ikke engang noget om, hvad der havde bevæget ham til at gjøre Vendereiſe, idet han vel forudſatte dette ſom bekjendt; men Sagen ſelv maatte vel indeholde en Bebrejdelſe nok[31]. Erling havde, ſom man af ſenere Breve erfarer, bedet ham om, ſiden han nu engang var kommen ſaa langt, at ſejle ind til Tunsberg for der at ſamles med ham og andre Herrer, men deels Upasſelighed, deels Frygt for at blive overraſket af Vinterſtormene, deels vel ogſaa Utilbøjelighed til at tage aabenbart Deel i de misfornøjede Stormænds Raadſlagninger beſtemte Haakon til ej at efterkomme Anmodningen. Formodentlig havde ogſaa Erkebiſkopen faaet en lignende Anmodning, men man kan ikke ſee, om han har fundet ſig foranlediget til at efterkomme den. Muligt, at han har opſøgt Kongen, men om ſaa er, maa han dog ſnart have forladt ham, thi ſaavidt man kan ſee, opholdt han ſig om Vintren i Bergen[32]. Derimod er det viſt, at en af hans fornemſte Chorsbrødre, Arne Einarsſøn, der ſiden blev hans Efterfølger, en fortrolig Ven af Biſkop Haakon, i denne Tid havde været hos Kongen i vigtige Forretninger; formodentlig var han hos ham allerede under hans ſidſte Ophold paa Baagahuus, thi det Brev, hvoraf vi erfare, at Kongen var her den 23de Auguſt, er netop et nyt Beſkyttelſesbrev for Nidaroos Kirkes Chorsbrødre: det er altſaa ſandſynligt, at det var Arne, der paa ſine Collegers Vegne udvirkede det. Efter hans Hjemkomſt tilſkrev Biſkop Haakon ham og bad ham paa det indſtændigſte om at fortælle, hvorledes han havde det hos Kongen, og hvorledes han ſkiltes fra ham, „thi her fortælles mangt og meget, ſom man ikke kan feſte Tro til“[33].

Til Kongens Undſkyldning kan det maaſkee ſiges, at de Omſtændigheder, der krævede hans perſonlige Nærværelſe i Skaane, var uforudſeede og forbød enhver Opſettelſe, thi det lader virkelig til, at han havde ſtort Haſtverk, ſaaſom han endnu den 6te September var enten i Ljodhuus eller paa Lindholmen[34], og allerede den 8de i Helſingborg. Her fik han dog denne Gang udrettet noget klekkeligt, thi Jens Offesſøn maatte omſider falde til Fode. Formodentlig har Magnus bragt en ſaa ſtor Styrke med, at hiin Ridder, hvor mægtig han end var, mistvivlede om at kunne holde ham Stangen; i alle Fald ſee vi, at Magnus ledſagedes af mange mægtige ſvenſke Herrer. Da Kongen den Sorø September holdt Retterthing paa Helſingborg Slot, fremſtillede Jens Offesſøn ſig for ham, erkjendte ſig, efterat flere Klagemaal over ham vare fremſatte, at have forbrudt ſig i adſkillige Stykker mod Kongen og hans Underſaatter, og bad om hans Tilgivelſe og Naade; ogſaa hans Frænder og Venner lagde godt Ord ind for ham, og ſaaledes blev det da dertil, at han Dagen efter indgik en Dagthingning, hvorved han forbandt ſig til allerede førſtkommende 5te October at overgive ſit Taarn paa Lindholm til Kongen, eller paa dennes Vegne til Hr. Johan Haſenberg, ſom i Kongens Navn havde frie Hænder til at ødelegge og raſere førſt Udenverkerne, ſiden ſelve Taarnet. Endvidere ſkulde han ſtrax afſtaa de to Hereder, han havde i Beſiddelſe, til Kongen, og den 7de October fremſtille ſig for Kongen, naar denne holdt Retterthing i Malmø, for der at underkaſte ſig Kongens Dom med Henſyn til alt, hvad han havde forbrudt ſig mod ham eller hans Underſaatter o. ſ. v. I Norge fulgte man alle disſe Begivenheder med ſpendt Opmerkſoinhed. Erling Vidkunnsſøn ſendte Biſkop Haakon en Afſkrift af Dagthingningen, med Anmodning om, at han ſtrax vilde ſende den videre til Erkebiſkopen, og Haakon, ſom rigtignok ikke fik den førend den 3die Februar, (den havde nemlig, ſom det ſynes, førſt gjort Omvejen om Giſke eller Stovreim, efterkom hans Anmodning, idet han allerede Dagen efter ſendte den til Erkebiſkopen, der da befandt ſig i Bergen. Her gik paa den Tid det Rygte, at det var Sigvid Ribbing, en Frænde af Knut Porſe og Befalingsmand over Søndrehalland i dennes Sønners, Kong Magnus’s Halvbrødres, Mindreaarighed, ſom egentlig havde dagthinget paa Jens Offesſøns Vegne og faaet ham til at underkaſte ſig[35]. Kong Magnus blev temmelig længe i Skaane, og ſøgte nu vel at bringe alle de Anliggender i Orden, ſom Feider hidtil havde hindret ham fra at befatte ſig med. Imidlertid ſee vi, at han ogſaa har maattet underhandle med ſin Syſter Euphemia og nogle mecklenburgſke Sendebud, der var komne over til Skaane, om Medgiften, ſom det lader til, at Albrecht nu ej længer har villet give Henſtand med, og ſom derfor paa en eller anden Maade maatte ſkaffes til Veje. Den 18de November indgik han i Helſingborg en Forpligtelſe, hvorved han lovede førſtkommende Jakobsmesſe (25de Juli 1340) at betale Fyrſt Albrecht eller dennes Fuldmægtig i Skanør 2000 Mk., uden Hinder eller Udflugter, eller i manglende Fald erſtatte hvad Tab Fyrſten derved kunde lide, ſamt pantſatte for det øvrige Markedspladſerne ved Skanør og Falſterbod med alle der faldende Indtægter, og fik ſyv ſvenſke Herrer til at medbeſegle Brevet ſom Forlovere, udtrykkeligt bekræftende den tidligere Overeenskomſt paa Lindholmen[36]. Der tales i de islandſke Annaler om Feſtligheder, Dyſtriden o. ſ. v., der paa denne Tid ſkulde have fundet Sted, og navnlig om at en Hr. Bjarne, hvorved der upaatvivlelig menes Bjarne Erlingsſøn, ſkjønt han da endnu ikke var bleven Ridder, ſkal have udmerket ſig i Dyſtrenden, men der er al Sandſynlighed for, at Annalerne her har henført Begivenheder, der forefaldt ved Kongens Tog til Danmark 1343 (hvorom nedenfor), til 1339[37]; thi ſaavidt man af Biſkop Haakons Breve kan ſee, var ikke engang Bjarne hos Kongen den hele Tid under dennes Ophold i Danmark, ja ſtod maaſkee endog paa en noget ſpendt Fod med ham. Af Hertugindens paatænkte Reiſe til Norge ſynes der ej at være blevet noget, thi var hun reiſt, vilde hun vel have tilbragt Vintren i Norge, men af et Brev, hun udſtedte den 26de Januar, ſynes det at fremgaa, at hun da var i Danmark[38].

  1. At Ivar kom til Bergen d. 14de Mai ſiges udtrykkeligt i Biſkop Haakons Brev til Erling af 15de Mai (Samll. V. 118); „Hr. Ivar“, heder det her, „ſagde os, hvor længe og med hvor megen Glæde han var hos Eder“; altſaa fremgaar det heraf tydeligt, at Ivar, førend han kom til Bergen, havde været i et længere Beſøg hos Erling, medens denne endnu opholdt ſig øſter.
  2. Af Biſkop Haakons Brev til Erling, formodentlig af ſidſte November (Samll. V. 132) ſees det, at Erling i November og maaſkee allerede October var „nordpaa“, altſaa vel paa Giſke eller Stovreim, og at Brevet derfor var meget længe undervejs. Ligeledes ſees det, ſaavel af dette Brev, ſom Bjarnes af 3die Decbr. (Samll. V. 133), at Bjarne havde været i Bergen og der taget Afſked med Biſkopen, hvilket ifølge et tidligere Brev fra denne til Bjarne maa have fundet Sted noget før den 24de Auguſt (Samll. V. 129). Nu ſeer man af Dipl. Norv. I. 253, at Erling ſaavelſom hans Huſtru, Fru Elin, endnu den 11te Septbr. var i Bergen, medens Biſkopens Brev af 15de Mai viſer, at han allerede da ſnart ventedes did. Altſaa have formodentlig Erling, Fru Elin og Bjarne opholdt ſig i Bergen hele Juni og Juli Maaned.
  3. See Biſkop Haakons Brev til Erling, Samll. V. 129.
  4. At Sigurd havde faaet Akershuus Slot i ſin Magt ſees af Dagthingningen i Skara, der ſtrax nedenfor vil blive omtalt. Det er forhen omtalt, at Annalerne henføre Biſkoperne Salomons og Hallvards Paagribelſe af Ivar, Sigurd og Ulf til denne ſenere Urolighedstid, eller rettere til 1339, men det er ligeledes viiſt, hvorledes denne Begivenhed tilhører 1333.
  5. Alt dette fremgaar ligeledes af det nysomtalte Brev fra Biſkop Haakon til Erling, Samll. V. 129.
  6. Samll. V. 133.
  7. Indkaldelſesbrevet findes i Bartholiniana E. 418, jfr. Biſkop Haakons Brev af 15de Mai, Smll. V. 1338.
  8. Samll. V. 119.
  9. Endnu den 28de Juli ſendte Biſkop Haakon Befuldmægtigede, Dipl. N. IV. 235, og Samll. V. 125; altſaa maa Tilbagekaldelſen fra Erkebiſkopen førſt efter denne Tid være indløben. Det Brev til ham, hvori Biſkop Haakon erkjender at have faaet den, er udateret, Samll. V. 126.
  10. Dette anføres udtrykkeligt, ſkjønt rigtignok kun ſom et Rygte, i Biſkop Haakons Brev til Hr. Erling, ſkrevet ſidſt i Novbr. eller førſt i December 1338 (Samll. V. 133); hans Ord ere: „der ſiges ogſaa — dog ej i Breve, men blot mundtligt, paa Grund af en Yttring af Hr. Hallkell, hvis Sven nylig kom fra Viken —, at Hr. Paal har ladet ſig indklæde ſom Predikebroder i Oslo, og at hans Kone ſkal være Nonne ſammeſteds“. Imidlertid finde vi endnu af 6te Mai 1339 et Brev fra Paal, hvori han bortgiver en Deel af Gaarden Reykholt i Doraalen i Eidsvold (Dipl. Norv. I. 257), og tvende Breve til ham fra Biſkop Haakon, ſkrevne i 1340, der endnu ikke antyde nogen Forandring (Samll. V. 154, 155).
  11. Hvor disſe kunne have ligget, vides ej. I Brev af 1ſte April 1339 (Dipl. Norv. IV. 236) omtales et „Dyngjuhuus“, altſaa paa Dyngø i Ranafylke, der ej før eller ſenere nævnes.
  12. Det er kun disſe tre Herrer tilligemed Hr. Ivar og Sigurd, ſom nævnes i Dagthingningen. Arne Andresſøn er uden al Tvivl den Arne Andresſøn paa Skardeberg, der den 30te Decbr. 1328 paa Tunsbergshuus ſolgte Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn en Deel af Gaarden Undreim, Dipl. Norv. III. 150. Da ſaavel Undreim (i Sæms Sogn) ſom Skardaberg (nu udtalt Skalleberg, i Thjodlings Sogn) begge ligge paa Veſtfolden, var Arne ſaaledes en Nabo af Hr. Ivar og formodentlig en god Ven af ham.
  13. Dagthingningen er aftrykt ſaavel i Samll. V. 564 fg., ſom i Dipl. Sv. 3412.
  14. Lejdebrevet er aftrykt ſammeſteds i Samll., i Dipl. Sv. No. 3413.
  15. Biſkop Haakons Brev til Hr. Erling, Samll. V. 136.
  16. Dette ſiges udtrykkelig i nysomtalte Brev, desuden ſee vi ſiden, at Erkebiſkopen virkelig drog afſted.
  17. Bjarnes Reiſe til Kongen omtales i B. Haakons Brev af 11te April, Samll. V. 137. Den 9de April idetmindſte var Kongen i Stockholm, Dipl. Sv. 3417.
  18. Samll. V. 137. 138.
  19. Dette ſees af Biſkop Haakons oftere omtalte Svarſkrivelſe af 11te April paa ſamme Brev (Samll. V. 137); der ſtaar: „Vi erfarede ogſaa det om vor Fru Dronning Blanche og hendes Søn Junker Erik, hvortil Gud give god Lykke“. Disſe Udtryk ere af det Slags, at de umuligt kunne andet end henpege til en Meddelelſe i Bjarnes Brev om, at Dronningen havde faaet en Søn, og at Moder og Barn befandt ſig vel, iſær da der aldrig i Biſkop Haakons tidligere Breve er Tale om Erik. I det Brev, ſom Biſkop Haakon ſkrev til Erling, Bjarnes Fader, den 21de Marts, og hvori han melder, at han den 12te fik Brev fra Kongen, veed han endnu intet om Kongeſønnens Fødſel, og klager derimod over, at han ej paa lang Tid havde hørt noget fra Bjarne, altſaa er det klart, at han fik hiin vigtige Efterretning med Bjarnes Brev den 2den April, og Eriks Fødſel har ſaaledes vel fundet Sted i Begyndelſen af Marts 1339. Dette pasſer ogſaa dermed, at der ifølge Olaus Petri’s formodentlig paa eldre Kilder grundede Udſagn ſkal have været et Aar eller deromkring imellem Brødrene; men Haakon var endnu ikke fød d. 28de Juni 1340, hvad man kan ſee af Dipl. Sv. 3500, hvor der tales om „Junker Erik og de Børn, Kongen og Dronningen herefter kunne faa“. Er altſaa Haakon, hvad man med Henſyn til hans Myndighedserklæring maa antage, fød om Efterſommeren eller om Høſten 1340 (ved Midten af Auguſt), kan Erik ej være fød tidligere end 1339. Hvor Erik er fød, vides ikke, thi om vi end ſinde Kongen om Julen 1338 i Skaane, i Febr. 1339 i Skara, og i April derefter i Stockholm, er det ej derfor ſagt, ja ej engang ſandſynligt, at Dronningen i ſin nærværende Forfatning fulgte med paa alle disſe Steder. Det rimeligſte er, at hun den hele Tid er forbleven paa eet Sted, og da vel i Stockholm.
  20. Herved kommer det nu viſtnok meget an paa, om Albrechts og Euphemias Sønner, hvis Fødſelsaar man ej kjender, allerede paa den Tid var fødte.
  21. Dipl. Sv. 3410. Naar Paven her advarede Kongen mod at pleje Venſkab med de indevoti, var dette maaſkee kun meent ſom en almindelig Advarſel, hvilken det ved ſamme Lejlighed kunde være nyttigt at give; dog ſigtede han maaſkee ogſaa ſærſkilt til enkelte Perſoner, hvorom vi nu ingen Beſkeed have.
  22. Dipl. N. II. 233. Dipl. Sv. 3423.
  23. I et Brev til Erling af 15de Decbr. 1339 ſiger nemlig B. Haakon: „her heed det ſaa i Stilhed, at min Frue, Hr. Kongens Moder, ſkulde have ſendt Eder og Fru min det Bud, at I ſkulle oppebie hende i Tunsberg eller Oslo, da hun vilde drage over Land til Throndhjem“, Samll. V. 143.
  24. Dipl. N. III. 199. Brevet er beſeglet „i Kongens Nærværelſe“.
  25. Dette ſiges udtrykkeligt i Biſkopens Brev til Kongen af 9de September, Samll. V. 14. Der haves et Brev fra ham, udſtedt i Bergen d. 10de Aug. Dipl. N. III. 198.
  26. Her ſiges det udtrykkeligt i Flatø-Annalerne, at Thingſtevnen var „berammet“ (lagin), men der tales ikke om, at den blev holdt. I et Membranfragment af lidet Verd (423 qv.) heder det vel, at K. Magnus „havde Stevne“ (átti stefnu) med alt ſit ypperſte Raad i Norge; men foruden at ogſaa dette godt kan forklares alene, ſom om Indkaldelſe eller Indſtevning udgik, ej ſom om Mødet virkelig holdtes, viſer dette Brudſtykke ſig i det Hele taget ſaa upaalideligt, at man ej kan legge ſynderlig Vegt paa dets Ord.
  27. Erkebiſkopen var i Bergen allerede d. 19de Juni, ſom hans Brev af denne Dag til Preſten Thore paa Fane (Dipl. N. IV. 273) udviſer.
  28. See Kongens Brev af denne Dag, Dipl. Sv. 3442, hvor der endydermere ſtaar: Datum Helsingbogh in presencia nostra.
  29. Saaledes de islandſke Annaler (rigtignok kun Membranfragmentet), med Tillæg: „thi der var Uenighed mellem Kongen og Danerne“. Ved Danerne forſtaaes da vel her Jens Offesſøns Tilhængere.
  30. Om alt dette ſee Biſkop Haakons Brev af 28de Auguſt 1339, Samll. V. 140.
  31. Samll. V. 141. Hvilke Øer der menes med disſe Laagøer (í Lágom) er vanſkeligt at beſtemme med Sikkerhed. Der findes en „Laagø“ lige ved Algerøen paa Veſtſiden af Stor-Soteren (Sartor), en anden omtrent een Miils Vej nordligere, men det ſynes ej at kunne have været nogen af disſe, deels fordi de ligge for nordligt, til at Biſkopen ſkulde have lagt Vejen om dem, deels fordi de ere Bergen ſaa nær, at han ikke kan tænkes at have brugt 12 Dage mellem dem og Bergen, hvor han ankom den 21de, ſee Samll. V. 142.
  32. See iſær Biſkop Haakons Brev af 11te Febr. 1340, hvis Udtryk umiskjendeligt vidne om, at Erkebiſkopen da var i Bergen, og iſaafald har han vel og været der ſiden Heſten.
  33. Samll. V. 143.
  34. Dette ſees af Dateringen af Fredsſlutningen med Rusſerne 1339 (hvorom nedenfor), ſammenholdt med de novgorodſke Annaler for 6847 (Sept. 1338 til 1339). Her heder det nemlig, at der fra Rusland ſendtes Geſandter til den ſvenſke Konge, hvilke kom til Nordmændenes (Murmanskoj) Land i Byen Lüdovli ſamt der ſluttede Freden: Karamſin har antaget Lüdovli (egentlig Liodovli) at ſkulle betegne Lund, men der kan ej være Tvivl om, at ogſaa han, om han havde vidſt noget om Tilværelſen af Ljodhuus og Lindholmen, ſnarere havde gjettet paa et af disſe Steder. Hvis „Liodovli“ kunde antages for Skrivfejl iſtedetfor Liodovsi, da havde man næſten ligefrem „Ljodhuus“; men da det udtrykkeligt ſiges, at Geſandterne kom til Nordmændenes Land, maa man formode, at de i alle Fald ſatte over Elven, og ſaaledes bliver Lindholmen at foretrække. Vel laa heller ikke det i Norge, men det hørte dog til Hiſingen, hvoraf den ſtørſte Deel var norſk, og de fremmede Geſandter, ſom formodentlig havde hørt, at Elven dannede Grændſen mellem begge Riger, kunde her ſaaledes let komme paa den Tanke, at ogſaa Lindholmen hørte til Norge. Det var en Egenhed ved den rusſiſke Udtale paa den Tid, at man ej ligefrem kunde gjengive Lyden ing, ind, int, men i dets Sted brugte iag, iad, iat; „Lindholm“ vilde følgelig blive „Liadolm“, og dette kunde vel i Tidens Løb blive forvanſket til Liodovli. Under alle Omſtændigheder viſer dog den udtrykkelige Omtale af „Nordmændenes Land“, at Stedet har været i Nærheden af Norge.
  35. Om alt dette ſee Biſkop Haakons Brev til Erling af 11te Febr. 1340, Samll. V. 145. Man ſeer, at Biſkop Haakon endog lod Dagthingningen indføre i Biſkopsſtolens Copibog, thi det er alene gjennem denne, eller Afſkriften deraf i Bartholiniana (E. 757), at vi nu kjende Dagthingningen, hvis ſidſte Deel desverre er borte, formodentlig fordi et Blad her har været udrevet af Copibogen. Efter denne Afſkrift er den aftrykt i Samll. V. 568, og i Dipl. Sv. 3447, 3448.
  36. Styffe, Bidrag &c. S. 13.
  37. Der findes nemlig herom i de islandſke Hole-Annaler følgende beſynderlige Beretning: „Hr. Bjarne overvandt en Tydſker i Dyſtriden, en ypperlig Ridder: da gav Kongen ham Sæm med alle tilliggende Herligheder, ſaa længe de begge endnu levede; dermed gav han ham en Frue, fin rigeſte Frændkone, og kan jeg ikke ſige, hvor ſtor Medgift han gav hende; endvidere gav Kongen ham Ors (Heſt) og al Ruſtning ſamt Indſatſen, 100 Mkr., thi han udruſtede ham fuldſtændigt til Dyſtridtet“. Men Bjarne Erlingsſøn var ikke engang Ridder i 1347, ſee Samll. V. 587, ligeſom man af Biſkop Haakons Breve kan ſee, at han i alle Fald ej var gift i Begyndelſen af 1340. Nu er det jo rigtignok ej alene muligt, men endog heel rimeligt, at Annalernes Nedſkriver, der levede en god Tid efter Bjarnes Død, kan have nævnt ham med Ridderstitelen, ſom han ſiden fik, og med hvilken han vel var vant til at benævne ham, ligeſom det heller ikke behøver at antages, al det omtalte Giftermaal juſt øjeblikkelig fandt Sted; men ſaa meget er viſt, at Biſkop Haakons Brev til Bjarne af 19de Januar 1340 (Samll. V. 144) ſaa langt fra at ſigte til nogen glædelig Begivenhed i Bjarnes Liv, tvertimod vidner om, at denne paa den Tid maa have befundet ſig i en meget nedtrykt Stemning, ligeſom det i alle Fald er viſt, at Bjarne ikke i September 1339 var fulgt med Kongen til Skaane, men derimod endnu den 18de November var med ſin Fader i Tunsberg og ſiden fulgte ham hjem til Giſke eller Stovreim hvor han maaſkee forblev om Vinteren. Men da dog Beretningen i ſig ſelv ikke ſynes at ſavne Grund, bliver det ſandſynligſt, at Annaliſten har henført den til et urigtigt Aar, ſom ſaa mange andre Begivenheder, og intet er da rimeligere, end at han her har forvexlet Kong Magnus’s Tog til Danmark i 1339 med det i 1343.
  38. Ved dette Brev (Dipl. Sv. 3468) lægger hun nemlig Asminderøds Kirkeſogn paa Sjæland (der udgjorde endeel af hendes Beſiddelſer) under Capitlet i Kjøbenhavn ſom Præbende for Skolen, imod at hendes Mand Hertug Knuts Aartid ſkulde holdes den 30te Mai mane Dødsdag), ſaavelſom ſenere hendes egen og hendes Børns, med visſe Mesſer. En ſaadan Foranſtaltning har hun neppe gjort uden at være paa Stedet eller i Nærheden deraf.