Det norske Folks Historie/4/50

Fra Wikikilden

Men allerede førend Kroningen fandt Sted, havde Paven udfærdiget de for omtalte Buller, hvorved Sverre erklæredes exkommuniceret, hvis han ikke i et og alt føjede sig efter Erkebiskop Erik, og da denne havde modtaget dem, lyste han hver Søndag Ban over Kong Sverre fra Høj-Choret i Lunds Kathedralkirke. Det er imidlertid, som allerede bemerket, meget tvivlsomt, og lader sig nu vanskeligt opklare, om den Bulle eller Skrivelse, hvorved Erik autoriseredes til at exkommunicere Kong Sverre, kom saa tidligt til Danmark, at Bansættelsen kunde forkyndes og Efterretningen derom komme til Norge, førend Kroningen skede, eller om Biskopperne, da de udførte denne Forretning, ikke endnu vidste af nogen saadan Bansættelse at sige. Sverres Saga omtaler rigtignok Bansættelsen, førend den beretter om hans Møde med Legaten i Kongehelle, og Paven selv satte siden Biskopperne i Ban, fordi de havde kronet ham, skjønt han var exkommuniceret. Men det er allerede oftere paapeget, at Sagaen i Beretningen om disse Forhandlinger ikke strengt følger Tidsordenen, og Paven anstillede vist ikke saa nøjagtige Beregninger over Tiden, naar Bansættelsen kunde blive bekjendt i Norge, især da det endog uden Hensyn til denne maatte fra hans Standpunkt betragtes som en utilladelig Handling af Biskopperne at krone Sverre under de Omstændigheder, paa hvilke man allerede havde gjort Legaten opmerksom. Vist er det, at blandt alle de Grunde, man opregnede for Legaten som Hindringer for Kroningen, nævnes ikke Exkommunikationen; og hvis den pavelige Skrivelse om Bansættelsen, forudsat at en saadan særskilt udstedtes, var samtidig med Privilegie-Bullen, hvilket dog altid bliver det sandsynligste, kunde den ej være afsendt fra Rom førend den 15de Juni, Bullens Udstedelsesdag, og det var da umuligt at den kunde naa Danmark tidligt nok til at Erkebiskop Erik kunde lyse Ban over Sverre, og de i Bergen samlede Biskopper faa Efterretning om denne Bansættelse, førend de den 29de Juni kronede Sverre[1]. Det er ogsaa næsten utroligt, at Biskopperne, hvor bange de end vare for Sverre, skulde have vovet et saa uhørt Skridt, som Abbed Villjam siden kaldte det[2], nemlig at krone en formelig efter Pavens Befaling exkommuniceret Mand, hvis de havde kjendt Befalingen eller Exkommunikationen. Det sandsynligste er derfor, at Efterretningen herom først indløb nogen Tid efter at Kroningen havde fundet Sted. Da Sverre erfarede det, talte han ofte derom paa Thingene og sagde at det Hele kun var et Opspind af Danerne, og slet ikke Pavens Befaling[3]. „Erik blinde kunde ikke lyve ham fra Kongedømmet, og den Banstraale, han nu slyngede mod ham, havde vendt sig mod hans egne Øjne, saa at han derfor nu var blind. Kun de ere med Rette i Ban,“ sagde han, „der gjøre Bans Verk, men jeg er Kongesøn og har med Rette erhvervet dette Land og Rige; jeg har havt for megen Modgang og Fare at overvinde, inden jeg bragte det saa vidt, til at jeg nu ved disse Trusler skulde lade mig skræmme til at give Slip derpaa. Erik maa gjerne vende tilbage til sin Biskopsstol, uagtet han er blind, naar han kun vil holde den Lov og Ret, som har at staa ved Magt her i Landet; men om han lige saa vist kunde see med begge Øjne, som han nu har mistet Synet paa dem begge, ja dertil med selve Viljen til at see det rette, saa bryder jeg dog ikke den hellige Kong Olafs Lov for hans Skyld, hvor meget han end bander og skjelder“[4].

Men om det end virkelig forholdt sig saaledes, som Sverre sagde, at Paven ikke havde givet Erik nogen udtrykkelig Befaling til at sætte ham i Ban, var det dog umuligt, at Biskoppernes dristige Handling, Erkebiskoppen uadspurgt at krone og indvie ham, kunde gaa upaatalt hen. Der manglede nu heller ikke paa dem, der kunde sætte deres og Sverres Færd i det værste Lys hos Paven, da Kong Knut just, som det synes, om Hoften 1194 sendte sin Kantsler, Andres Sunessøn, Absalons Frænde og Provst ved Domkirken i Roeskilde, saavel som den ærværdige Abbed Villjam af Ebelholt, som Gesandter til Rom i Anledning af at den franske Konge Philip August, der Aaret forud havde egtet hans Syster Ingeborg, strax efter Brylluppet uden skjellig Grund havde forskudt hende[5]. Man kan være sikker nok paa, at disse Gesandter, især Villjam, der allerede for havde laant Erkebiskop Erik sin Pen, nu under deres personlige Nærværelse ved Kurien paa det ivrigste talte hans Sag, og man kan vist betragte det som en Følge deraf, at Paven selv den 18de November 1194 i Peterskirken for en meget stor Forsamling lyste alle de fire Biskopper, der havde forrettet Kroningen, i Ban[6]. Man maa imidlertid i Betragtning af hvad der senere fandt Sted antage, at denne Bansættelse kun blev betingelsesviis forkyndt, saaledes at den skulde træde i Kraft, hvis Biskopperne ikke inden en vis Tidsfrist frasagde sig al Forbindelse med Kongen, ydmygede sig for Erkebiskoppen og modtoge hans Tilgivelse. Og herom var det vel, Erkebiskoppen tilskrev dem, da han, som Sagaen beretter, lod udgaa Breve til dem alle, hvori han paalagde dem at forlade Landet, og begive sig til ham. Men Sverre, der tilbragte Vintren (1194–1195) deels i Oslo, deels paa Oplandene, upaatvivlelig for at være nærmere ved Haanden og bedre at holde Øje med, hvad Erik foretog sig, sammenkaldte derimod Biskopperne til et Møde i Bergen førstkommende Vaar, for at overlægge om, hvad der i denne Anledning var at foretage. Under Sverres Ophold paa Oplandene indfandt sig hos ham noget efter Juul, den til Biskop i Skaalholt efter Thorlaks Død (23de Decbr. 1193) udvalgte Paal Jonssøn, (Søn af Jon Loftssøn) en af Islands ædleste Mænd, der Høsten forud var kommen til Norge for at lade sig indvie, men, da han fandt Erkebiskoppen borte, og, som man maa formode, ikke vovede at modtage Biskops-Indvielsen af de andre Biskoper, havde tilbragt den første Deel af Vintren i Nidaros og nu rejste over Fjeldet og Oplandene til Viken, for derfra at begive sig til Danmark og lade sig ordinere af Erkebiskop Erik[7]. Det er merkeligt nok, at han, uagtet han rejste i dette Erende, dog besøgte Kongen, og at de gjensidigt viste hinanden den største Venskabelighed. Kongen, siges der, tog lige saa godt imod ham, som om det var en Søn eller Broder, der havde besøgt ham, og viste ham saa stor Ære, som han selv eller hans Venner nogensinde kunde ønske[8]. Det er ligeledes merkeligt, at Paal, der kun havde Diakon-Vielse, og saaledes maatte indvies til Prest, førend han kunde indvies til Biskop, modtog denne Prest-Ordination af Biskop Thore i Hamar, skjønt Efterretningen om hans og de øvrige Biskoppers Bansættelse paa den Tid (25de Februar)[9] vistnok maa være kommen til Norge. Men vi maa derfor antage, hvad der ovenfor antydedes, at den endnu ikke var traadt i Kraft. Kong Sverre lod alle Biskopperne i Landet før Paals Afrejse, hvortil han selv skaffede ham alt det fornødne, medgive ham Breve under deres Indsegl; disse Breve have maaskee kun været Anbefalingsbreve til Erkebiskopperne Erik og Absalon, men det er heller ikke usandsynligt at de ved Siden deraf have indeholdt Opfordringer til Erik om at komme tilbage og ende den ubehagelige Strid i Mindelighed. Absalon, til hvem Paal Jonssøn kom første Paaskedag (2den April), tog, merkeligt nok, saare venskabeligt imod ham, og beholdt ham hos sig hele Paaskeugen. Erik viste ham ligeledes megen Agtelse, og hans Indvielse blev, heder det, aftalt, men imidlertid var der dog først Tale om at udsætte den, upaatvivlelig paa Grund af den Splittelse, der nu fandt Sted i den norske Kirke, saavel som det uvenskabelige Forhold, hvori Erik stod til Kong Sverre, og det var kun efter den danske Kong Knuts udtrykkelige Anmodning, i Betragtning af Paals egen og hans fjerne Menigheders Tarv, at Indvielsen allerede fandt Sted den 3die Søndag efter Paaske (23de April)[10]. Den forrettedes af Absalon, da Eriks Blindhed hindrede ham fra at deeltage i Forretningen anderledes end som Medhjelper. Heraf seer man dog saameget, at Paals prestelige Ordination ej betragtedes som ugyldig, skjønt den var forrettet af Biskop Thore, og dette viser ligeledes, at Bansættelsen endnu ej kan være traadt i Kraft. Da Biskop Paal efter modtagen Indvielse vendte tilbage til Norge, besøgte han atter Kong Sverre, som han traf i Viken, og fulgte med ham til Biskopsmødet i Bergen. Her fremmødte ej alene de fire norske Biskopper, men ogsaa Biskop Bjarne Kolbeinssøn i Kirkevaag, saavel som Harald Jarl selv og alle de bedste Mænd fra Orknøerne, for at bringe et Forlig i Stand med Kongen, der havde truet med at ville sende en Krigsflaade til Orknøerne og lade Indbyggerne undgjelde for den Deel, de havde taget i det sidste Oprør. Der var saaledes ikke færre end sex Biskopper tilstede ved dette Møde. Her blev der nu først og fremst raadslaaet om Exkommunikations-Sagen, og det besluttedes at sende et Gesandtskab til Paven selv, med Breve saavel under Kongens som Biskoppernes Segl, hvori Sagen fremstilledes i et andet Lys end det, hvori Erkebiskoppen havde skildret den, og med Bebrejdelser mod denne, sandsynligviis fordi han gik frem med alt for stor Heftighed og Paastaaelighed[11]. Idet Biskopperne saaledes gik Erkebiskoppen ganske forbi, lagde de og for Dagen, at de ikke agtede at tage hans Opfordring til Følge. Til Gesandter udsaa man Biskop Thore i Hamar, og en Magister Richard, kaldet „Sorte-Mester,“ uvist af hvad Grund, efter Navnet at dømme en Englænder, og efter Titelen en lærd Mand, hvilket nok til saadanne Underhandlinger kunde behøves. Derpaa forhandledes Sagen mellem Kongen og Harald Jarl, der aldeles faldt til Fode, saaledes som det i det Følgende skal berettes[12]. Inden Mødet hævedes, talte Sverre disse advarende og beroligende Ord til Biskopperne: „Det er mit Raad til eder, gode Høvdinger, at I med Forstand udøve den Magt, som Gud har forlenet eder, og betænker stedse, at det ikke er eders Arv eller Fædrenegods. Hvis Erik blinde jager eder derfra, skaffer han eder vist ikke noget godt i Stedet, saa meget mindre som han ikke engang har kunnet skaffe sig noget selv, thi han har jo nu ikke flere end ni eller ti Mænd hos sig, og selv dem paa andens Mands Bekostning. Men holder I eder kun fast til mig, skal jeg nok tage Stødet for eder og ordne det Hele paa det bedste.“ De gave allesammen de bedste Løfter, og forsikrede, at de ej skulde svigte ham[13]. Biskop Paal, som hele Tiden var Kongens Gjest, drog kort efter tilbage til Island[14]. Naar man veed, hvor strengt det overholdtes, at hver den, der plejede Samkvem med en bansat Mand, derved selv faldt i Ban, maa man slutte, at i det mindste Paal ej betragtede Sverres Bansættelse som gyldig.

  1. Det maa her ogsaa erindres, at de to sidste Søndage i Juni 1194 falde paa den 19de og 26de. Men det indsees let, at selv i vore Dage vilde det næsten ikke være tænkeligt, at en den 15de eller 16de Juni fra Rom afsendt Skrivelse skulde komme til Danmark saa tidligt, at dens Indhold kunde bekjendtgjøres den 26de, ej at tale om, at Efterretningen om hvad der oplæstes den 26de i Lund ej kunde komme til Bergen paa tre Dage.
  2. Se nedenfor S. 284.
  3. Dette tyder visselig sterkt paa, at der ej har været udstedt nogen særskilt Skrivelse fra Paven herom.
  4. Sverres Saga, Cap. 121.
  5. Man er ikke ganske vis paa, naar de her nævnte Gesandter rejste fra Danmark, og nogle have endog villet henføre deres Reise til 1195; men ved nøje at følge Begivenhedernes Gang, og iagttage samt sammenligne de Antydninger, der findes i Abbed Villjams egne Breve, bliver det utvivlsomt, at de have forladt Danmark omtrent sidst i August 1194, og at Kantsleren er kommen hjem over Frankrige om Vaaren eller Sommeren 1195. I det af Villjam i Knuts Navn forfattede Brev til Kardinalerne, hvori han anbefaler Gesandterne (præsentes nuncios nostros) til deres gode Modtagelse og Understøttelse, staar der udtrykkeligt, at Kong Philip et fuldt Aar forud (anno jam exacto) havde egtet hans Syster. (Langebek Scr. VI. 45.) Da nu Philips og Ingeborgs Bryllup blev holdt 14de August 1193, bliver Tiden for dette Brev og Gesandternes Afsendelse saaledes omkring de sidste Dage af August 1194. At Andres og Villjam paa Tilbagerejsen fra Rom allerede efter i 6 Uger at have siddet fangne i det Burgundiske, vare komne til Paris før 2den Søndag efter Paaske (16de April 1195), sees af Brevet II. 25 (Langebeks Scr. VI. 59), hvor denne Dag omtales som tilkommende, og at dette ej var i 1196, sees deraf at Andres Sunessøn allerede 18de Marts i dette Aar underskrev et af Kong Knut udstedt Gavebrev (Suhm VIII, 369, 370), hvilket viser at han da allerede var kommen hjem. Han maa saaledes have forladt Rom i det aller seneste først i Februar 1195, og Gesandternes Ophold i Rom falder saaledes omtrent fra Oktober 1194 til Februar 1195. Det lader ogsaa af Maaden, hvorpaa Villjam i det Brev, der strax nedenfor paaberaabes, omtaler Biskoppernes Bansættelse, som om han selv havde været Øje- og Ørevidne dertil.
  6. Se det (defekte) Brev til Paven, som er skrevet af Abbed Villjam, maaskee i hans eget, maaskee og i Absalons Navn, aftrykt hos Langebek VI. 34. „I veed bedst selv,“ heder det her, „hvorledes I ifjor, Aattendedagen efter St. Martinsdag, i den fornemste af alle Apostlers Kirke fængslede dem i Exkominunikationens Baand, i Overvær af en utallig Mængde.“ Disse Udtryk bære umiskjendeligt Præget af at Brevskriveren selv har været en af denne „utallige Mængde.“
  7. Paal Biskops Saga Cap. 4, jvfr. Sverres Saga Cap. 224. Kongen (han kaldes her Sverre Magnus), heder det i Paal Biskops Saga, var øster i Viken, men rejste derfra til Oplandene, og efter Juul rejste Paal fra Throndhjem, hvor man havde gjort meget af ham, til Kongen med sit Følge, og traf ham, omgiven af en Mængde Kongsmænd.
  8. Paal var desuden en Frænde af Kongen, som ovenfor viist, idet nemlig Jon Loftssøns Moder Thora var en Datter af Kong Magnus Barfod.
  9. Dagen angives nøjagtigt i Biskop Paals Saga, nemlig „Dagen efter St. Matthiæ-Dag, i Kvatemberdagene i Langefasten“. Der staar udtrykkeligt, at Thore indviede ham til Prest i Hamar-Kaupang, men at Paal fremdeles var Kongens Gjest, indtil han fortsatte Rejsen til Danmark.
  10. Dagen angives i Paal Biskops Saga, nemlig Jon Biskops Dag, 8 Nætter før Philips og Jakobs Dag (d. e. 1ste Mai).
  11. Dette sees af Abbed Villjams Brev til Paven, se nedenfor.
  12. Se nedenfor S. 288, 289.
  13. Sverres Saga, Cap. 124, 126. Af det ovenfor om Biskop Paal berettede, sees det, at dette Møde holdtes i Mai eller Begyndelsen af Juni; det kan ogsaa skjønnes af Harald Jarls Nærværelse, thi da Sverre havde truet med at bekrige ham om Sommeren, maatte han for denne see til at afvende Uvejret.
  14. Paal Biskops Saga, Cap 4.