Det norske Folks Historie/4/24
Da det led henimod Paaske, drog Orm Kongsbroder med Lendermændene fra Viken ned til Danmark, for at møde Kong Magnus og i Forening med ham drage mod Kong Sverre. Kun lidet senere, faa Dage efter Paaske (5te April), brød ogsaa denne op fra Bergen, rimeligviis for at komme sine Fiender i Forkjøbet. Han havde meget og vakkert Folk, Skibene vare store og tæt bemandede. Han fulgte Kysten syd og østefter, og hvor han kom, gik alt Folket, heder det, gladeligen under ham; dog var vel denne Venlighed temmelig forstilt. Han drog heelt øster til Viken, hvor han tog alle kongelige Indtægter, og alt hvad der for Resten kunde forlanges af Bønderne. Her fik han høre, at Magnus endnu, ikke skulde have forladt Danmark, og vovede sig derfor længer mod øst, lige til Hvaløerne, hvor han lagde sig i Saltø-Sund, ved Spjerøen. En Dag gik han op paa denne Ø til en Højde, hvor han havde sat Udkigsmænd; her bleve de alle var en heel Mængde Sejl, som kom sejlende østfra. Kongen saa øjeblikkelig at det var Krigsskibe, og lod strax blæse til Landgang og Krigsraad. Da alle vare samlede, talte han saaledes: „endnu engang seer det ud til at vi Birkebeiner faa med Overmagt at bestille, og skjønt jeg har saa meget og kjekt Folk, ønsker jeg dog at høre Raad af Eder forstandige Mænd, Haavard Jarlssøn, Ulf af Lauvnes, Ulf Fly[1] og andre, om vi skulle lægge til Kamp med Kong Magnus, eller undvige ham, og søge nordefter til de Dele af Landet, hvor vi have flere Venner, medens vi her ingen have; tager nu med Guds Hjelp en heldig og snar Bestemmelse.“ „Min Mening“, svarer Haavard Jarlssøn, „er snart fremsat; jeg raader til at vi tage Tjeldingerne ned, og ro ud af dette Hul, rejse derpaa Mastene og sejle nordefter, men indlade os ej paa at kjæmpe med Kong Magnus her, især saa længe han har Overmagt, thi miste vi vore Skibe, ere Indbyggerne af disse Egne værre at komme ud for, end de værste Hedninger; ingen af os kan vente at beholde Livet, om han falder i Heklungernes eller Vikverjernes Hænder“. Denne Mening vandt almindeligt Bifald, og de roede ud af Havnen. Men netop, som Birkebeinerne havde hejset Sejl, kom allerede Magnus’s Skibe østenfra imod dem. De forreste af disse, som vare Smaaskuder, vovede dog ikke at lægge til Siden af Birkebeinernes store Skibe, men holdt sig i Bueskuds Afstand; der vexledes endeel Skud, og flere saaredes paa begge Sider, men kun faa faldt, og det kom ej til noget ordentligt Slag, uagtet der hørtes nok af Luurblæst og Kampraab. Magnus’s store Skibe kom ikke engang i Skudvidde. Eyjulf Havlessøn, der styrede en Skude, kaldet Revan, gik med sine Folk over paa Ulf Fly’s Skib og lod Skuden slæbe efter. Men paa Ulf Flys Skib var den nys nævnte Paal Flida, Nikolas Kuvungs Søn, med sin Oppasser; denne benyttede sig af Lejligheden, tog Drengen i sine Arme, løb over i Skuden med ham, og hugg Slæbetouget over; Skuden drev henimod Magnus’s Flaade og blev tagen af hans Mænd: saaledes fik Nikolas Kuvung, der var med paa Flaaden, sin Søn tilbage. Der blev baade roet og sejlet, og Birkebeinerne havde vanskeligt ved at undslippe i det knappe Farvand. Sverre gik over paa en Skude og roede ved Siden af sine Skibe, for personligt at uddele Befalinger. Da de kom til et trangt Sund mellem Øerne, bød han at man i Hast skulde fire paa Skjødene, og styre derind; dette skede, uden at Magnus’s Mænd strax merkede det, men vedbleve at holde det almindelige Skibsløb[2]. Magnus havde et svært Skib paa 26 Rum, kaldet Skeggen. Da man paa dette endelig blev Fejltagelsen var, og vilde vende om igjen, tog det først Tid med at faa Sejlet ned, siden gik det endnu langsommere med at ro mod Vinden: imidlertid kom de øvrige Skibe til, der blev raadslaaet og talt frem og tilbage, og Enden blev, at man fortsatte Farten uden at ense Sverre. . Ved denne Lejlighed faldt to af Heklungernes bagerste Skibe i Birkebeinernes Vold, og de dræbte hver og een af Besætningen[3]. Sverre satte nu Kursen til Havs vest over Folden, og nordefter saa fort han kunde, indtil han kom til Bergen i Ugen næst for Pinds (17de til 23de Mai.) Magnus foor ogsaa i al Hast om Viken, hvor alle bleve glade ved hans Komme, og dvælede en ganske kort Stund i Tunsberg. Derpaa fortsatte han Rejsen i største Skynding vest over langs Kysten efter Sverre; han foor baade Nat og Dag, og lagde ikke ind i nogen Havn uden for Modvind. Han havde mange Skibe og en overvættes Mængde Folk.
Sverre blev for det første liggende i Bergen. Det er vanskeligt at sige, om det virkelig var hans Hensigt at oppebie Magnus her, eller kun at skjenke sine Folk nogen Hvile, maaskee og at skaffe sig Forsterkning. Hans Skibe laa fuldt sejlfærdige og viggyrdlede[4] ved Bryggerne, og største Delen af Mandskabet havde Natteleje ombord, kun faa oppe i Byen. Paa Højderne stilledes Vagter, og Skuder sendtes ud i Leden for at holde Udkig. Trefoldigheds Søndag (31te Mai) stod Sverre op ved Solopgang, og gik først op til Olafskirken paa Bakke, siden til sine Vagter. Da saa de en Skude komme ind forbi Nordnes paa Vaagen, og lægge til ved Holmen, hvorpaa Folkene strax sprang i Land og løb op efter. Kongen gik dem imøde, det var hans Udkigsmænd, og de berettede, at de havde seet Kong Magnus’s Sejl, ikke færre end paa fjerde Ti, styre søndenfra over Hardsjø (Korsfjorden.) „De er noget vel nær os,“ sagde Kongen, kaldte paa Luursvenden, og bød ham blæse Allarm af alle Kræfter. Derpaa ilede han ombord paa Olafssuden, og befalede at tage Tjeldingerne ned og ro ud paa Vaagen med den hele Flaade. Da dette var skeet, talte han med sine Mænd, underrettede dem om at Magnus var i Opsejling med flere end 30 Skibe, mod hvilke de ikke havde at sætte flere end 16, og han bad dem derfor at ytre deres Mening, om de vilde stride med den Styrke de havde, eller fly undaf og længer Nord i Landet. Hvad ham selv angik, da troede han, det var det daarligste, man kunde gjøre, at flygte. Aldrig havde de været værre farne, end efter Flugten ved Hattehammeren, indtil de sejrede ved Hirtebro. De havde allerede vendt Magnus Ryggen øster i Viken, og flygtede de anden Gang uden Sverdslag, vilde der efterdags kun staa liden Skræk af dem. Hertil svarede mange, at de vistnok havde mest Lyst til at flygte bort, men at de vilde finde sig i hvad Kongen bestemte; Mandskabet begyndte imidlertid at knurre over at de skulde kjæmpe mod saa stor Overmagt. Da sagde Sverre: „Med Guds og den hellige Olafs Vilje agter jeg nu at stride med Kong Magnus, og ikke lade mig længer jage langs Landet. Vistnok er der stor Folkemon, men saa ere og vore Skibe saa store og vel bemandede, at Heklungerne nok skulle komme til at mindes, hvorledes Birkebeinerne kunne faa Sverdene til at bide. Lad dem end prøve det samme som før ved vore Møder, at de maa vige tilbage. Vel ere de hvasse til at hugge ind i Begyndelsen, men saa holde de ikke ud i Længden. I derimod ere saa meget ihærdigere og ivrigere, som Faren er større og langvarigere. Det kan jeg og sige Eder, at i deres Hær er det vist anden hver een, som strax bliver bange, naar han seer Eder byde Trods; flere ville længes efter at komme paa Flugt, end gaa imod Eders Vaaben. Jeg har det visse Haab at vi sejre over dem, og I veed, at det sjelden har slaaet fejl, hvad jeg har forudsagt om Udfaldet af de Slag, vi have havt at bestaa. Nu, som før, sætte vi vor Lid til Gud og hans hellige Mænd, ej til Folketallet. Jeg henskyder min Sag til den almægtige Gud, den hellige Kong Olaf og den hellige Sunniva: jeg beder om at dette Møde mellem Kong Magnus og mig maa løbe saaledes af, som Gud veed at han eller jeg har Ret at fare med!“ Denne Tale vakte stort Bifald, og man raabte: „Tak, ædle Konge, for dine Ord; det har aldrig slaaet fejl, naar du har lovet os Sejr; den være Niding, som ikke vil stride og falde med Ære, hvis der ej er andet for, heller end at flygte med Angst og Rædsel.“ Kongen takkede dem for deres kjekke Svar, og gav Befaling til at ro ud mod Fienden; han vilde ikke at Skibene skulle tenges eller bindes sammen, men at enhver skulde lægge sit Skib frem, som han var Mand til. De roede frem foran Nordnes, og det varede ikke længe førend de saa Magnus’s Skibe komme frem om Hvarven og stevne hen mod Vaagen, idet de firede Sejlene ned saa hurtigt som muligt. Ogsaa Magnus lod nu blæse til Samtale, og ytrede følgende Ord: „Endelig see vi da Birkebeinernes Skibe, og Lykken er vel os nu saa gunstig at vi komme til at slaas med dem, skjønt de længe have ladet sig jage af os i Vaar. Jeg behøver neppe at egge Eder til at søge kjekt frem mod Birkebeinerne, da der er faa blandt Eder, som ikke have Frænders Drab eller andre Mishandlinger at hevne. Nu synes Øjeblikket at være kommet til at de lide den samme Spot og Skade, som vi have maattet døje af dem. Vistnok ere Vilkaarene ulige paa begge Sider, da de, som vi stille imod dem, ere gjæve Mænd og gode Drenge, medens deres Skare kun bestaar af Tyve, Ransmænd og Røvere, dem Gud forbande; og om vi dræbe dem alle, er dette dog ikke Hevn nok for vore gjæve Frænder, men man har dog i det mindste ikke længer noget at bebrejde os. Jeg gjør derfor min Vilje vitterlig for Eder, at Ingen skal understaa sig at give en eneste af dem Grid. Vi have vakkert Folk og overflødig Styrke, lader os gjøre det første Angreb saa eftertrykkeligt, at et andet ej behøves. De have lidet Folk, og nu er vel, Gud være lovet, deres Dages Ende kommen. Vi ville lægge Skibene saa tykt om Olafssuden, som de kunne faa Rum; naar den først er ryddet, tror jeg nok at de øvrige tabe Modet, men vore Skuder og lette Skibe skulle omringe dem og ikke lade et eneste Fartøj slippe bort.“ Orm Kongsbroder meente, at Birkebeinerne, trods deres mindre Folkestyrke, dog vist vilde værge sig med den største Tapperhed, og at det derfor var bedst, først at angribe og rydde deres mindre Skibe; han var vis paa, sagde han, at de alligevel ikke vilde søge bort med de større Skibe. Dette Raad blev dog ikke fulgt, men det blev ved, hvad Kongen havde sagt.
Heklungernes Flaade bestod i Alt af 32 Skibe. Kong Magnus selv styrede „Skeggen,“ paa 26 Rum, Orm Kongsbroder „Graagaasen,“ Narve af Saastad, en Søn af Lendermanden Hallvard, og hans Frænde Steinfinn styrede „Høvdebussen,“ disse tre Skibe tilligemed fire andre, vare bestemte til at lægge sig omkring Olafssuden. Blandt andre Skibsstyrere nævnes Nikolas Kuvung, Asbjørn Jonssøn fra Thjørn i Viken, Paul Smaattauga, Jon og Munan, Sønner af Gaut paa Ænes i Kvinnhered. Sverre havde, som sagt, kun 16 Skive, men mange af dem store, Olafssuden, hans eget, var paa 25 Rum, og ypperligt bemandet; i hvert Halvrum var der tre Mand, altsaa i alle Rum 150 Mand, foruden dem, der havde sin Plads i Stavnen og Løftingen, den hele Besætning var saaledes neppe langt fra 200. Lendermanden Gudlaug Vale styrede „Garnen,“ ligeledes paa 25 Rum; paa „Haarkniven,“ 23 Rum, vare Gjesterne, under Anførsel af deres Høvding Audbjørn; Huuskarlene havde „Fjordekollen“ og den styredes af Asgeir Hamarskalle. Andre Lendermænd, der førte Skibe i Slaget, vare Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Haavard Jarlssøn, Ivar Silke og Baard Gnthormssøn fra Rein[5], der nu for første Gang nævnes blandt Sverres Mænd. Antager man, at der af Birkebeinernes 16 Skibe var to større, og hvert af disse med en Besætning, gjennemsnitlig regnet, af 150 Mand, udgjør dette tilsammen 1500, hvortil ogsaa kommer Besætningen paa de sex mindre Fartøjer, der dog neppe kan have oversteget 300 Mand. Sverres hele Styrke var altsaa neppe over 2000. Da det synes som om Heklungerne ej havde saa mange Storskibe i Forhold til de mindre, som Birkebeinerne, har deres Folketal neppe heller været det dobbelte af disses, men da det dog er vist, at de havde en betydelig Overmagt, kommer man vel Sandheden temmelig nær, ved at regne deres Folkestyrke til 3000 Mand.
Begge Flaader roede nu imod hinanden, og stødte sammen lige udenfor Nordnes. Under Fremroningen indtog Olafssuden den yderste Plads til Højre, og blev derfor strax paa denne Side kringsat af de fiendtlige Skibe, der kun ventede paa at den kom nær nok, for at lægge til. Foruden de oven nævnte 7 Skibe var der endnu to til, altsaa tilsammen 9, der satte ind paa den, men da de, for alle at faa Plads, ej vendte Siderne, men Forstavnene til, kom det i Førstningen ej til noget egentligt Haandgemæng: der stredes kun med Stene, Pile og Kastespyd. Kampen var desuagtet blodig og langvarig; af de tre Mand i hvert Halvrum paa Olafssuden stod snart kun een oppe, i enkelte Rum ingen. Da Magnus’s Mænd havde opbrugt sine Stene og Skudvaaben, og beredede sig til at entre, grebe ogsaa Birkebeinerne til deres Haandvaaben for at tage imod dem, idet de gjensidigt opmuntrede hinanden; da rejste mangen En sig op, som før var falden i Svime formedelst et Steenkast eller Skud, og Kampen blev overhaands heftig. Kong Sverre sprang op paa Skandseklædningen, og opmuntrede sine Mænd paa det bedste; hans Dragt var temmelig iøjnefaldende, thi han havde en hvid Kuvl, med en god Brynje under, og et rødt Skjold. Ved at vende lig mod Bagbord saa han, at Stallaren, Gudlaug Vale, ikke havde lagt sit Skib „Garnen“ længer frem end til det agterste Øserum. Han raabte da over til ham, og sagde at han skulde faa en Ulykke, som ikke lagde bedre frem med et Femogtyverums Skib. Gudlaug svarede at han ej kunde raade med det. Da tog Kongen en Paalstav, stemmede den mod Siden af Garnen og bed sine Mænd hale den frem; de gjorde saa, og fik den halet frem til det forreste Øserum; faa Øjeblik efter var der ikke en eneste Mand fremmenfor Masten paa Garnen, som ikke blødede. Audbjørn Gjestehøvding paa „Haarkniven“ lagde mod Kong Magnus’s Gjesteskib, og der opstod nu mellem dem en langvarig og haardnakket Kamp, der vakte Alles Beundring. Det varede længe, førend man kunde skjelne, hvo der tilsidst vilde faa Overhaand. Der fortælles om en af Sverres Mænd ombord paa Olafssuden, en Vikværing ved Navn Hallvard Gæla, og berømt som en ypperlig Bueskytte, at han skød tre Skud efter hinanden mod Magnus’s Skib, alle lige uheldige, det ene ovenfor Skibet, det andet i Sideplankerne, det tredie under Kjølen; en af de omstaaende forundrede sig herover, og sagde: „du skød vissere ifjor Sommer, da der blev skudt til Maals og der var sat en Priis for det bedste Skud, da var der Penge at vinde, og da viste du din Færdighed, nu synes det mig dog langt mere magtpaaliggende, da det gjelder at forsvare vor Konges Liv.“ „Synes du ikke,“ spurte Hallvard, „at jeg skyder vist nok:’“ „Nej,“ svarede den anden, „der er neppe nogen paa vort Skib, som skyder daarligere.“ Da tog Hallvard en Tylft Pile, og stod den ene efter den anden mod Magnus’s Skib; hver Piil rammede sin Mand, og da Tylften var opskudt, satte han Foden paa Buen og brød den itu. „Hvad skal det betyde,“ spurte Kongen, „vi trænge lige saa vel til Folkehjelp nu som før?“ „Jeg har nu,“ svarede Hallvard, „gjort nok for mig med Skud, men skal fremdeles værge mit Rum saa godt som enhver anden,“ tog derpaa Sverd og Skjold, gik ud paa Skibsbordet, og stred mandeligen.
Da Striden rasede paa det heftigste, og det var meget tvivlsomt, til hvilken Side Sejren vilde helde, gik Kong Sverre frem paa Dækket, løftede Hænderne mod Himlen, og sang Sekventsen „Alma chorus Dei“ (rettere Domini), lige til Enden, uden i al den Tid at have noget Skjold for sig[6]. Magnus gik ligeledes frem paa sit Skib i største Iver; han gik Fienden saa nær, at han endog satte Foden ud paa Skibsbordet, for at naa en af Birkebeinerne med sit Sverd. Men de kjendte ham paa hans Vaaben og Klæder, og satte tæt ind paa ham. Da fik han et Stik af et Sverd tvers igjennem Vristen, og trak sig i Hast tilbage, men da det var glat paa Dækket af Blod, gled han, og faldt baglængs ned. Ved dette Syn istemte Birkebeinerne strax Sejrsraab. Orm Kongsbroder hørte det, og spurte, hvad det skulde betyde. En af hans Mænd raabte: „just nu faldt Kong Magnus“! „Da er Rigets Skjæbne afgjort“, sagde Orm. „lad os hugge Tengslerne over og ro bort af alle Kræfter“. Det skede, strax derpaa flygtede Asbjørn Jonssøn, og saa den ene efter den anden. Magnus rejste sig hurtigt op, raabte paa dem, og bad dem ikke at fly, da der intet festede ham, men ingen hørte eller vilde høre ham længer, og han maatte derfor selv lade Skeggen løse fra Olafssuden og ro afsted. Høvdebussen fik Birkebeinerne holdt fast med Stavnljaaer, og ryddede den fra Stavn til Stavn. Narve flygtede. Tilsidst stod Steinfinn selv ene tilbage, og forsvarede sig med urokkeligt Mod. Man fik ikke Bugt med ham, førend man tog en Aas fremme i Stavnen og slog ham ned med den: da faldt han med stor Hæder. Ogsaa mange andre Skibe bleve ryddede. Ellers toge de, der kunde, Flugten ved at see Kongen fly bort. Det viste sig nu, at Orms Forslag havde været bedst at følge, thi hele Striden havde formeget drejet sig om Olafssuden, og denne synes at være bleven bedre understøttet af de øvrige Skibe, end man havde gjort Regning paa; havde man begyndt med Smaaskibene, vilde den største Deel af Kampen have været udfegtet, og rimeligviis til Heklungernes Fordeel, inden Storskibene kom sammen; men hvad Magnus tilsigtede mod Sverre, ved først at angribe Kongeskibet, nemlig at dette skulde blive overvældet og almindelig Forfærdelse udbrede sig over hele Hæren, rammede nu ham selv ved hans uheldige Fald. Man kan heller ikke paa nogen Maade sige at Birkebeinerne vandt denne Sejr ved nogen overlegen Krigsdygtighed eller Tapperhed, lige saa lidet som den var afgjørende. Slaget var endnu ikke halvt udkjæmpet, da Orm Kongsbroders Fejltagelse og overilede Flugt gav det en uformodet Ende. Hvis det ikke var blevet saa pludseligt afbrudt, vilde Sejren upaatvivlelig have erklæret sig for Heklungerne, og disse vare allerede paa Forhaand saa meget vissere paa Sejren, som de siden den forrige Sø-Fegtning, de havde havt med Birkebeinerne ved Hattehamren, havde dannet sig den Mening om dem, at de ikke duede til at kjæmpe til Søs. Dette Slag nævnes imidlertid med Rette som det heftigste og haardeste, Sverre indtil da havde havt. Rigtignok regnede man Antallet af de paa begge Sider faldne ikke større end 360 Mand, men da de, som man maa antage, alle sammen faldt paa Kongeskibene og dem, der laa disse nærmest, medens de øvrige neppe engang kom til at deeltage i Kampen, bliver dette Antal forholdsviis betydeligt.
Birkebeinerne forfulgte de Flygtende, dog ikke meget langt, da de dertil selv havde for mange saarede og udmattede. Kong Magnus selv undslap ud ad Leden, men Orm Kongsbroder, der var den første til at tage Flugten, blev allerede indhentet ved Gravdal, da hans Skib var stort og tungt under Aarerne. Her løb han i Land med alle sine Mænd, efterladende Skibet med alt hvad derpaa, i Birkebeinernes Vold. De satte efter ham, og vare nær ved at indhente ham, da han var tung til Fods, saa at han endog maatte lade sig fore op ad Fjeldet af en Mand ved hver Arm. Da sprettede han af sig en diger Pengekat, som han bar om Livet, og lod Sølvpengene trille ned. De af Birkebeinerne, der vare ham nærmest – nogle af Gjesteskaren – kunde ikke bare sig for at samle Pengene op, og dermed spildte de Tiden, saa at han undkom. Sverre var meget ærgerlig derover, og satte Gjesterne haardt til Rette fordi de havde krøbet om mellem Riis og Krat efter nogle Sølvpenge, men ladet Orm slippe bort. Sandsynligviis har Orm faaet sig en Baad nede ved Albuen eller Hetleviken, hvormed han har fortsat Rejsen sydover, thi Almuen paa denne Kant var overalt Kong Magnus ivrigt hengiven. Birkebeinerne erobrede i Alt l8 af Magnus’s Skibe, som de bragte ind til Byen. De gjorde ogsaa i det Hele ei rigt Bytte, thi Magnus havde været vel forsynet med Penge og andet Løsøre[7].
- ↑ Hvo denne „Jarl“ var, som var Fader til Haavard, nævnes ikke; efter det i den orknøiske Jarlefamilie stundom forekommende„Navn „Haavard“ at dømme, skulde man tro at han hørte til den. Om Ulf af Lauvnes er nys talt. Ulf Fly var, som ovenfor viist, en Søn af Peter Burdarsvein, der igjen var Næstsyskendebarn til Erkebiskoppen.
- ↑ Da man nu ikke med Bestemthed veed, hvor Saltøsund er, bliver det vanskeligt at gjette, hvorledes Sverres Kurs har gaaet. Det synes nu for det første, som om dette saakaldte Sund neppe kan have været et virkeligt Sund, gjennem hvilket man kunde komme ud til begge Sider, thi i saa Fald havde Sverre ikke behøvet først at ro ud, og udsætte sig for at møde Magnus’s Flaade, førend han kunde sætte Sejl til. Haavard kaldte det desuden en þaularvåg (cul de sac). Det kan altsaa hverken have været Skjelgsbodsundet eller Asmalsundet, men maa heller efter al Sandsynlighed have været Sundet eller Bugten mellem Gaardene Spjer og Holm. Magnus er da kommen sejlende inden om Agerøen, og Sverre er sluppen ud enten gjennem Skjelgsbodsundet eller inden om Stangholmen og ud forbi Saudholmen.
- ↑ Ifølge en Læsemaade i en enkelt Kodex, der dog ej er af de bedste, skulde det være Heklungerne, der toge to af Birkebeinernes Skibe.
- ↑ D. e. forsynede med Viggyrdler eller løse Skandseklædninger, se ovenfor II. Side 244.
- ↑ Om Baard, se ovenfor S. 4, 109.
- ↑ Denne Sekvents (versificeret Psalme eller Hymne, der plejede at synges umiddelbart efter „Halleluja“ mellem Epistlen og Evangeliet) indeholder en Opregnelse i Hexameter af alle Guds Navne, og lyder efter Missale ecclesiæ Sarisburiensis, London 1557, saaledes.
Alma chorus domini nunc pangat nomina summi:
Messias, Soter, Emanuel, Sabaoth, Adonai,
Est unigenitus, via, vita, manus, omousion,
Principium primogenitus, sapientia, virtus,
Alpha, caput finisque simul vocitatur et est O;
Fons et origo boni, paraclitus et mediator,
Agnus, ovis, vitulus, serpens, aries, leo, vermis,
Os, verbum, splendor, sol, gloria, lux et imago,
Panis, flos, vitis, mons, janua, petra, lapisque,
Angelus et sponsus, pastorque propheta, sacerdos,
Athanatos kyrios, theôn pantocrator et ysus (?),
Salvificet nos, sit cui secla per omnia doxa. - ↑ Sverres Saga Cap. 53.