Det norske Folks Historie/4/135
Allerede den samme Vaar, Kong Haakon havde givet Skule Hertugstitel, sporede man ubehagelige Følger af at begge Fyrsters Sysselmænd residerede tilsammen, eller i det mindste nær ved hinanden, i en og samme Syssel, og saa at sige bestyrede denne i Fællesskab. Til sine Sysselmænd paa Hedemarken havde Jarlen udnævnt en vis Haakon Duva saavel som før omtalte Baard Isaksbroder, der havde været hans Gesandt hos Kejser Frederik 11; den kongelige Sysselmand var Thord, en Søn af den gamle Frederik Slafse, der under Kongens Barndom og Ungdom havde viist ham saa megen Troskab og Hengivenhed[1]. Baard blev forelsket i Thords Hustru, og røvede hende med sin Kollega, Haakon Duvas Hjelp. Da denne frekke Handling kom Kongen for Øre, blev han yderst forbitret derover, som rimeligt var, og ikke engang Hertugen kunde andet end misbillige den, om han end i sit Hjerte holdt med Baard. Kongen sendte strax en af sine Mænd, ved Navn Jon Provstesøn, med et tilstrækkeligt Følge for at afstraffe Baard, og da Jon traf denne paa hans Fartøj i Mjøsen, lod han ham strax gribe og aflive. Om han havde Kongens Befaling til at gaa frem med en saadan Strenghed, eller handlede efter egen Indskydelse, siges ikke; det første synes dog rimeligst, da Fornærmelsen var saa stor, at den mellem Mænd af Ære vanskeligt kunde udsones uden med Blod, og ej længe efter faldt ogsaa Baards Medhjælper, Haakon Duva, for den fornærmede Egtemand, Thord Frederikssøns, egen Haand i Tunsberg, uden at der tales om, at han blev krævet til noget Regnskab derfor af Kongen. Derimod kunde Hertugen, skjønt han just ikke lod mange Ord falde derom, dog ikke skjule sin Misfornøjelse dermed. Og den Harme, han følte derover, men endnu ej vovede at give Luft, har vistnok bidraget sin Deel til at fremskynde hans aabenbare Frafald. Sommeren havde han og Kongen tilbragt i Bergen, hvor de begave sig hen kort efter at Jon var bleven afsendt til Hedemarken. Det lader ikke til, at der i Bergen var dem noget imellem. Deres Tid blev ogsaa, som det synes, for en stor Deel optagen ved en alvorlig Trætte, der fandt Sted mellem Byens Borgere og de tydske, fornemmelig, som man maa antage, lübeckske Kjøbmænd, der nu alt mere og mere begyndte at blive anmassende i de nordiske Havne og Farvande, isærdeleshed efter at deres Stad med Held havde trodset den danske Kong Valdemars og den holstenske Grev Adolfs forenede Angreb (1234 og 1235), og for sig selv erhvervet Rigs-Umiddelbarhed, hvilket omtrent kunde betragtes eenstydigt med fuldkommen Selvstændighed (24de Juni 1235)[2]. Tydskerne, heder det, havde lagt sine Kogger ved Bryggerne i Bergen, hvor Bymændene ej bilde have dem, ja endog beskadiget nogle Skibe, som laa der i Forvejen, idet de søgte at trænge dem bort. Bymændene vilde nu med væbnet Haand drive de uhøflige Gjester bort, og heraf opstod der et formeligt Slag, hvorved flere Tydskere deels faldt, deels bleve jagne ud i Vandet, og mange bleve saarede. Her havde man en Forsmag paa, hvad Lübeckerne senere hen, efter Hanseforbundets Oprettelse, vovede at byde Nordmændene, men hvad man da endnu vistnok var langt fra at ane. Alt dette var skeet førend Kongen og Hertugen kom til Bergen. De fik, berettes der, Sagen bilagt, men det tilføjes ikke hvorledes[3]. Sandsynligviis have dog nok Bergens Borgere maattet give Erstatning, thi, saa vidt man kan skjønne, var Handelen med Lübeck allerede bleven uundværlig for Norge, i det mindste for Bergen. Mod Sommerens Ende rejste Kongen og Hertugen tilsammen til Viken, hvor de tilbragte Vintren (1237–38) i Oslo. Her vare de samlede om Julen, siden holdt de hver sin Huusholdning, men tilbragte sædvanlig Aftenerne med hinanden. Om Vaaren, i Fasten, tiltraadte Hertugen en Rejse til Throndhjem, formodentlig for at ordne flere Anliggender med Hensyn til det nys stiftede Reins Kloster, maaskee endog for at være tilstede ved den højtidelige Indvielse af hans Syster Fru Sigrid til Abbedisse, hvilken Akt først nu synes at have fundet Sted[4]. Ved Afskeden skiltes han og Kongen nok saa venligt ad, og de aftalte at de næste Sommer atter skulde mødes i Bergen „da de skjønnede at det altid var bedre .mellem dem, naar de vare sammen“. I Følge med Hertugen var Urøkja Snorressøn, der Høsten forud var kommen tilbage fra Rom, og havde tilbragt Vintren hos Hertugen i Oslo. I Nidaros traf Urøkja sin Fader saavel som de fleste øvrige Høvdinger fra Island, der Høsten forud vare dragne derfra. Snorre, den fornemste af dem alle, havde om Vintren været Peters, Hertugens Søns, Gjest, og derved noksom lagt for Dagen, til hvilket Parti han heldede[5]. Det var ogsaa naturligt, at han skulde føle sig mest dragen til ham, thi deels havde der allerede længe været et særdeles Venskab mellem dem, deels.kunde Snorre og hans Venner nu være intet mindre end vel stemte mod Kongen, da man enten vidste eller i alle Fald kunde ane at Sturla for en stor Deel havde handlet efter Kongens Opfordring og til Bedste for hans dynastiske Planer. Derimod var dette netop en Grund for Thord Kakale til at søge Kongen, og han havde derfor, som det synes, strax begivet sig til Bergen for at oppebie ham[6]. Kongen drog, efter at have sagt Skule Farvel, til Tunsberg, ledsaget af Dronningen og hendes Moder Fru Ragnhild, der sandsynligviis af den Aarsag ej blev i Følge med sin Mand, at hun vilde være tilstede ved Datterens nær forestaaende Nedkomst, der kort efter fandt Sted i Tunsberg, Philippi og Jacobi Dag eller 1ste Mai[7]. Hun fødte en Søn, der to Dage efter i Daaben fik Navnet Magnus[8], og som, skjønt kun den tredie af Kongens egtefødde Sønner, dog i Tidens Løb blev sin Faders umiddelbare Eftermand paa Norges Trone. Siden vendte Kongen tilbage til Bergen[9].
- ↑ Alt Thord var Sysselmand efter sin Fader, siges ikke udtrykkeligt, men det synes aabenbart at være forudsat som bekjendt.
- ↑ Se Detmars Chronicon, ved 1234, 35.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 193.
- ↑ Først ved denne Tid kaldes hun nemlig Abbedisse. Vel omtales hun ej i den nærmest foregaaende Tid, saa at hun gjerne kan være bleven Abbedisse noget for, men det er ovenfor viist, at Skules Ophold paa Rein om Paasken 1237 synes at antyde, at Klostret da endnu ikke var kommet ganske i Stand. Af Hertugens paafølgende matte med Aasulf paa Austraat sees det ogsaa tydeligt, at en Ordning af Klosterets Anliggender paa denne Tid maa have fundet Sted.
- ↑ Sturlungasaga VI. 5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 194.
- ↑ Aron Hjørleifssøns Saga Cap. 24, jvfr. Sturlunga-Saga VI. 23. Aron Hjørleifssøns Saga siger udtrykkeligt at Thord opholdt sig i Bergen Sommeren førend han henimod Vintren erfarede sin Faders og Broders Drab (21de August), og det synes at ligge i Ordene, at han ogsaa den foregaaende Vinter havde været paa samme Sted. Vel tales her om to Vintre, men det er aabenbart urigtigt.
- ↑ Sturlungasaga VI. 5. Hertuginden var vel neppe synderlig kjærligt stemt mod sin Mand, efter at hans Forhold til Bastarden Peter var blevet bekjendt, og han kastede al sin Kjærlighed paa ham.
- ↑ Magnus døbtes Korsmesse, 3die Mai, se Sturlungasaga l. c. og Haakon Haakonssøns Saga Cap. 194.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, sammesteds.