Det norske Folks Historie/4/11

Fra Wikikilden

Men det samme Rygte, som afskrækkede Sverre fra at vende tilbage til Norge, var imidlertid ogsaa kommet for de Levninger af Birkebeinernes Flok, der efter Slaget paa Ree havde taget Flugten til de svenske Grændseegne. De hørte, at den Søn af Kong Sigurd Mund, om hvem Rygtet fortalte, var kommen til Vermeland, og det var heel naturligt, at de strax i ham saa en Mand, der kunde træde i den faldne Eysteins Sted. De søgte derfor allesammen hen til ham, og bade ham om at blive deres Høvding. Men de vare i en elendig Forfatning, nogle haardt saarede, nogle uden Klæder, de fleste uden Vaaben: derhos vare de alle saa unge, at det ej tyktes raadeligt, med dem at begynde store Foretagender. Han afslog derfor deres Anmodning. „Det seer ikke ud til,“ sagde han, „at I og jeg tilsammen ville kunne udrette noget synderligt, thi I mangle alt, og jeg har heller ikke stort at fare med. Jeg har derhos nøje betragtet Eders Flok, og maa tilstaa, at I just ikke see mig ud til at kunne afgive synderlig dygtige eller paalidelige Følgesvende før den, der prøver et saa farligt Spil, som at sætte sig op mod Erling Jarl. En Mand som jeg, der kun er fød paa en Klippe ude i Havet, fjernt fra andre Lande, og som ikke har seet andre Folks Skikke førend nu, efterat jeg kom til Norge, er desuden lidet skikket til store Foretagender, og aller mindst til at styre en Hær eller lægge Planer til at vinde Land og Rige. Heller ikke er jeg kjendt af Nogen; over min Herkomst hviler der et Mørke, og ingen veed andet derom, end hvad jeg selv fortæller. Det kunde hænde, at hvis I siden bleve misfornøjede med mig, turde det stikke Eder at sige til mig, som til Eders forrige Høvding, at I ikke ret vide, hvad Mand I have taget til Høvding og tjene; thi netop dette bebrejdede jo som oftest Eders Fiender Eder. Det forekommer mig derfor virkelig, at I og jeg ikke have stort andet tilfælles, end Mangel og megen Vaande. Jeg har Bekymring nok før, om jeg ikke ogsaa dertil bærer Eders Nød og Elendighed. Men siden I nu engang have henvendt Eder til mig, vil jeg give Eder et godt Raad: Byrge Jarl, min Svoger, og Fru Brigida have tre Sønner, hvis Fødsel lige saa vel berettiger dem til Norges Krone, som Magnus Erlingssøn. Begiver Eder til ham og heder ham om at lade Eder faa en af dem til Høvding. Deres Herkomst er lige saa bekjendt for alle, som min er ubekjendt.“ Disse merkelige Ord, der i Sagaen selv lægges Sverre i Munden, og bære alt Præg af virkelig at have været udtalte – de hørtes ogsaa af saa mange, at de siden vanskelig kunde dølges eller glemmes – vise, hvor fuldstændigt Sverre nu havde slaaet det af sine Tanker at optræde som Kronprætendent, om det nogensinde havde været hans Alvor; ja de, der ere tilbøjelige til at ansee Sverre for en Bedrager, kunde heraf maaskee slutte, at han først efter at være kommen i Berørelse med Birkebeinerne fattede sin dristige Plan, og at Fortællingen om hvad han tidligere havde oplevet og foretaget sig, siden formedes derefter. I alle Fald lader det til, at han først efterat have besøgt Byrge Jarl aflagde sin gejstlige Dragt, thi Saxo fortæller at han da skulde have foræret sin Diakon-Stola og sin Alterbog[1] til en Prest, hos hvem han nød Gjestfrihed. Men alt dette lader sig nu ikke mere opklare. Ogsaa i Byrge Jarls og hans Sønners Interesse laa det siden at holde paa Sverre, og ikke fortælle andet om ham, end hvad der kunde være ham behageligt, eller ikke paa nogen Maade kunde holdes skjult. Derfor maa ogsaa Beretningen om Sverres Æventyr i Sverige, som saa meget andet i hans Historie, staa ved sit Værd. Hvad der taler for Sandheden af hans Foregivender i Hovedsagen, er ovenfor anført.

Birkebeinerne, eller udvalgte Sendebud af deres Flok, begave sig efter Sverres Raad til Byrge Jarl, og fremførte deres Erende; men Byrge Jarl undskyldte sig med at hans Sønner vare altfor unge, og sagde tillige at Nordmændene aldrig vilde finde sig i at see en gautsk Hær rykke ind i Landet. Men, sagde han, „en Søn af Kong Sigurd var hos os i Julen, og skal nu være i Vermeland: tag ham til Høvding, han har Alder dertil og seer ud til en forstandig Mand.“ De svarede at de allerede havde henvendt sig til ham, men at han havde viist dem fra sig. „Jeg tvivler dog paa,“ sagde Jarlen, „at I ville kunne faa nogen Fremgang, hvis den ikke skulde komme fra ham; følger mit Raad, opsøger ham paany og hilser ham fra mig, at jeg lover ham alt det Venskab, jeg kan give, og at han og hans Folk skulle have Fredland her, naar som helst han kommer til Sverige. Sætter ham to Vilkaar, enten at opfylde Eders Bøn, eller at miste Livet.“ Han skal endog have medgivet dem et Brev til Sverre, hvori han opfordrede ham til at stille sig i Spidsen for dem, og lovede ham sin kraftige Bistand. Ja hvad mere er, de skulle endog fra Kong Knut i Sverige have faaet et Brev af lignende Indhold. Det er vist nok, at Knut fremdeles laa i Strid med Kong Valdemar i Danmark[2], og derfor nu ogsaa maatte betragte Erling, hans Vasall, som sin Fiende, skjønt han tidligere havde fundet Beskyttelse i Norge. Med disse Breve og Hilsener kom Birkebeinerne tilbage til Sverre, hvilken de imidlertid forsigtigviis havde stillet under Opsigt, at han ej skulde undlode: han havde nemlig besluttet at drage til det hellige Land. Dog blev han døv for alle deres Bønner og Overtalelser, indtil de, efter Borge Jarls Raad, satte ham tvende Vilkaar, enten at føje dem, eller miste Livet. „Vi have“ sagde de, „længe tjent Eders Frænder, mistet vore Fædre og Brødre, ja næsten alle vore Frænder, og vor Fred i Landet, for din Faders Skyld: nu tilbyde vi end at vove vort Liv for dig, og dog vil du baade forsage os og din egen Hæder. Vid derfor, at hvis du ej føjer os, ville vi dræbe dig og dine Frænder, for dermed at kjøbe os Fred med Kong Magnus, og vi, som forhen vare Eder alle de huldeste Venner, ville nu blive Eder de værste Fiender.“ Her var altsaa intet andet for, end at efterkomme deres Ønske, skjønt under lidet lovende Omstændigheder, thi deres Flok var ikke mere end 70 Mand sterk, og de fleste af dem, som sagt, i den usleste Forfatning[3]. Fastelavns Søndag, den 6te Marts 1177, indgik han Forbund med dem, og Dagen efter gik alle 70 ham til Haande, deels som hans Hirdmænd, deels som Gjester, deels som Huuskarle. Dette skede paa Gaarden Hamar i Vermeland, hvor Cecilie rimeligviis havde sin Bopæl[4]. Om Natten havde Sverre, fortælles der, en ny Drøm. Det forekom ham, som om han var i Sarpsborg, paa samme Tid som Kong Magnus og Erling Jarl med deres Krigsfolk, at der i Byen opstod nogen Hvisken om at en Kongesøn befandt sig der, og at alle Folk søgte efter denne; men det syntes som om Efterspørgelsen gjaldt ham selv, hvorfor han hemmelig vilde forlade Byen, men med et stod han foran Mariekirken, og gik ind for at høre Messe. Da, syntes han, kom en ældgammel Mand med snehvidt, kort Haar, rødt Ansigt, og ærefrygtsbydende at see til, hen til ham, tog ham i Haanden, og ledede ham hen til et Kapel ved Nordsiden af Sanghuusdøren med de Ord: følg mig, min Broder, jeg har noget hemmeligt at tale med dig. Han grundede paa, hvad denne Mand kunde ville ham, og Manden, som merkede det, sagde: ræddes ikke for mig, Broder, thi Gud har sendt mig. Da tyktes han neje sig for ham til Jorden, og spørge: hvo er du, Herre, at jeg vist kan vide at Gud bar sendt dig. Den Gamle bad ham anden Gang ikke ræddes, og sagde at Gud visselig havde sendt ham. Men hans Banghed tiltog endnu mere. Da tog den Gamle ham ved Haanden, rejste ham op, og sagde tredie Gang: ræddes ikke, Broder, Fred være med dig, jeg er Samuel, den Guds Prest, og har Guds Erende til dig at udrette. Med disse Ord, forekom det ham, tog Oldingen et Horn, fyldt med Salve, fra en Skreppe, han havde om Halsen, og bad Sverre række sine Hænder frem: han gjorde saa, og nu salvede Oldingen begge hans Hænder, idet han sagde: disse Hænder helliges herved og styrkes til Had mod dine Fiender og Modstandere, og til at store mange Mennesker. Derpaa kyssede han Sverre, tog ham ved den højre Haand og sagde: kom nu ud fra denne Trængsel her øster, thi du skal være Konge. Anden Gang kyssede han ham, og sagde: vær sterk og kjek, thi Gud vil hjelpe dig. Derpaa vaagnede Sverre. Denne Drøm skal han strax have fortalt de 12 Mænd, der sov i samme Herberge som han, og af hvilke de tvende vare Prester. Alle fandt den merkelig, og hans Mænd bleve glade derover; dog vilde ingen indlade sig paa at udtyde den. Han bad dem da ikke tale videre derom. Men alle, heder det, tyktes efter denne Drøm at spore en stor Forandring i hans Sind[5].

  1. Saxo, S. 895. Dette synes altsaa at vise, hvad der ovenfor er ytret, at Sverres gejstlige Indvielse i alle Fald kun var Diakonat-Vielsen.
  2. Om Kong Knut og hans Fejde med Danmark 1170 er der ovenfor talt. I Aaret 1182 gjenfinde vi ham atter i Fejde med Danmark, idet han og Byrge Jarl understøttede Kronprætendenten Harald Skreng. Til Byrge Brosa toge Erkebiskop Æskils Dattersønner, Knut og Karl, i 1176 deres Tilflugt, da de havde stiftet en Sammensværgelse mod Kong Valdemars Liv. Dette viser noksom, hvorledes der den hele Tid herskede uvenskabeligt Forhold mellem Danmark og Sverige.
  3. Roger Hoveden, l. c. siger at det var 1100 stridbare Mænd, der vare undkomne fra Ree og sluttede sig til Sverre. Men her sigtes vel kun til Flygtningernes Antal i det Hele taget, og dette er enda angivet for lidet.
  4. Gaarden Hamar ligger paa Hamarø, nordligst i Veneren, nær ved det nuværende Karlsstad.
  5. Sverres Saga Cap. 10. Da Sverre drømte, eller i det mindste fortalte at han drømte om at være i Sarpsborg, skulde man maaskee slutte, at han ogsaa havde opholdt sig der; hvilket i saa Fald vilde bestyrke at hans Rejse varede meget længer, end Sagaerne angive.