Det norske Folks Historie/1/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ragnar Lodbroks Sønner deelte, ifølge Sagaerne, hans Rige, ſaaledes at Bjørn Jernſide fik Herredømmet over Uppſala, hele Svithjod, Øſter- og Veſter-Gautland med tilliggende Lande; Sigurd Orm i Øje Sælund, Skaane og Halland, hele Viken og Agder til Lidandesnes, tilligemed en ſtor Deel af Oplandene, Hvitſerk Reidgotaland (Jylland) og Vindland (Slavernes Land), og Ivar Northumberland. Men Ivar henhører, ſom vi have ſeet, ikke til denne Tid. Om Hvitſerk nævnes der intet videre; Saxo lader ham dø før Faderen[1], og enten forholder dette ſig ſaaledes, eller han er død ſtrax efter Ragnar, eller er endog, naar alt kommer til alt, kun en opdigtet Sagnfigur, der i alle Fald kan lades ud af Betragtning, ſaavelſom de øvrige ved denne Deling ikke nævnte Sønner af Ragnar. Af dennes Rige dannede der ſig for det førſte kun tvende, nemlig Bjørn Jernſides, der nedarvedes i hans Æt, og fra denne Tid af ſtedſe kaldes Sviarike eller Sviavælde, medens Kongerne kaldes Sviakonger[2]; og Sigurd Orm i Øjes, der nedarvedes i hans Æt, og herefter kaldes Danmark, Danarike eller Danavælde, og Kongerne Danekonger. Man maa nemlig antage, at Sigurd, ligeſom hans Fader, havde ſit egentlige Hovedſæde i den Deel af den ſkandiſke Halvø, ſom var de ældre Daners oprindelige Hjem, og derfor fra førſt af kaldtes Danmark, men at de Mænd af nordgermaniſk Herkomſt, ſom omgave ham og ſtyrtede hans Herredømme over de forrige gotiſke Lande, nu ſelv, for nærmere at betegne ſig, kaldte ſig Daner efter Landet. Men disſe nyere, nordiſke Daner maa nøje adſkilles fra de ældre Daner af gautſk Herkomſt og med gotiſk Kultur. Det var de nyere Daner, der udſtrakte Navnet Danmark over Øerne og den jydſke Halvø. Fandtes her end tidligere Daner, ſaa var dette, ſom vi have ſeet, ikke nok til at bringe Navnet „Gotland“ til at vige for „Danmark“. Dette ſkede viſt heller ikke fuldſtændigt, førend den gotiſke Kultus i Hleidr var afſkaffet, og ſaaledes den gotiſke Nationalitets ſidſte Holdpunkt tilintetgjort, en Begivenhed, der, ſom vi ville faa at ſee, ikke fandt Sted førend under Sigurd Orm i Øjes Sønneſøn Gorm, der tillige var den førſte af Ætten, ſom gjorde ſig hele Riget virkelig og umiddelbart underdanigt. Førſt da maa Benævnelſen „Gotland“ aldeles være ophørt, og førſt da maa Benævnelſen „Daner“ være bleven betegnende for den hele, ſaavel nordiſke ſom gotiſke Befolkning af det egentlige Danevælde.

Sigurd Orm i Øje, Ragnars Søn, kan neppe have været nogen ſynderligt mægtig Konge, eller have udført ſtore Bedrifter, thi man veed næſten intet om ham, og de Vikingetog, der i nogle af vore Oldſkrifter tillægges ham, tilhøre aabenbart en eller flere yngre Krigshøvdinger af dette Navn[3]. Saxo fortæller udtrykkeligt om ham, at han levede i Fred[4]; og vi ville nedenfor ſee, hvorledes de veſtfoldſke og ſønderjydſke Konger, der maa have været ſamtidige med ham, førte det ſtore Ord, uden at han engang nævnes. Den danſke Hiſtorieſkriver Sven Aageſøn ſiger, merkeligt nok, at Sigurd erobrede det danſke Rige, fældede dets Konge og egtede hans Datter[5]. Han kan forſaavidt heri have Ret, ſom det virkelig ogſaa af vore Oldſkrifter lader til at Ragnars Sønner i deres Faders Levetid med væbnet Haand undertvang de nuværende danſke Lande[6]. Det betegner idetmindſte ham og hans Mænd aldeles ſaaledes, ſom vi ovenfor have ſkildret Sigurd Rings Æt og dens Tilhængere: ſom en Koloni af Erobrere, der har ſat ſig ned paa gotiſk Grund. Sigurds Søn hed Knut, og kaldtes ſædvanligviis Hardeknut efter Hardeſysſel i Jylland, fordi han der havde været opfoſtret af en Underkonge, ved Navn Gorm, Søn af den ſaakaldte Fundne-Knut, om hvis Herkomſt der fortaltes et merkeligt Sagn[7]. Om Hardeknut veed man forreſten endnu mindre, end om Sigurd Orm i Øje. Han ſkal efter en Beretning kun have raadet over Halland, Skaane og Selund, medens det udtrukkeligt ſiges at han miſtede Herredømmet over Viken; efter en anden Beretning ſkal han ikke engang have beſiddet Halland, ligeſom det af flere Omſtændigheder ſynes viſt, at den ſvenſke Green af Ætten, eller Bjørn Jernſide og hans nærmeſte Efterfølgere, under hans Mindreaarighed optraadte ſom de egentlige Overkonger i Norden, og idetmindſte tiltoge ſig eller gjorde Fordring paa Viken og Overherredømmet over de veſtfoldſke Konger og deres Beſiddelſer ſaavel i ſom udenfor Norge. Han efterlod Sønnen Gorm, der ſiden er bleven ſaa bekjendt under Navnet „Gorm den gamle“[8].

Om de førſte ſvenſke Konger af Ragnars Æt veed man ikke ſtort mere end deres Navne. Bjørn Jernſide, Ragnars Søn, havde to Sønner, af hvilke den ene, Erik, blev hans Eftermand, men levede kun en kort Tid; den anden, Refil, var Hær- og Søkonge. Refils Søn Erik blev derefter Konge, var mægtig, og en ſtor Hærmand. Efter ham fulgte Brødrene Bjørn, ſædvanligviis kaldet Bjørn paa Hauge, og Anund eller Eimund; deres Fader var enten Erik Refilsſøn eller Erik Bjørnsſøn; Bjørn havde 829 og 831 ſit Sæde i Sigtuna, hvor der havde dannet ſig en Kjøbſtad, kaldet Birk; Anund (Eimund) herſkede i Uppſala, og laa i Fejde med Bjørn, eller dennes Søn Olaf, der nu for en Tid lang ſynes at have fordrevet ham fra Landet. Anunds Søn var den berømte Erik Anundsſøn eller Eimundsſøn, der, ſom der fortælles, ſkal have underkaſtet ſig hele Sverige[9].


  1. Saxo, 10de B. S. 456.
  2. Hvad den anden foregivne Søn af Ragnar angaar, der og ſkal være bleven Konge i Sverige, nemlig Erik Vedrhatt, da ſynes han ſnarere at have været en ældre fabelagtig Konge, der nød etſlags guddommelig Tilbedelſe, ſe Vita Ansgarii Cap. 26.
  3. Se Afhandl. om Skiringsſal og de veſtfoldſke Konger i Langes Tidsſkrift, 4. B. S. 169.
  4. Saxo, 9de B. S. 464: hic autem post editas late strages, domestica claritate contentus, toga quam armis illustris haberi maluit, omissoque castrorum cultu ex acerrimo tyranno exactissimum pacis custodem agere coepit.
  5. Svenonis Aggonis hist. rer. Dan. i Langebeks Scriptores Rer. D. I. S. 48: Post hæc Siwardus, filius Regneri Lothbroki, regnum invasit Daciæ, commissoque cum rege proelio, regem interfecit et regnum obtinuit; qui dum regno potiretur conquisito, regis interemti filiam toro sibi sociavit.
  6. Se ovenfor S. 366.
  7. Olaf den engelſke, heder det, den ſamme, ſom af Sigurd Ring blev ſat til Underkonge i Jylland (ſe ovenfor S. 294), havde en Søn ved Navn Grim graae, der tog Kongedømmet efter ham; Grims Søn og Eftermand var Audulf den ſterke, der var Skattekonge i Jylland paa Ragnars Tids. Audulfs Søn var Gorm, med Tilnavnet den heimſke (ɔ: eenfoldige). Nogle af denne Gorms Trælle kom engang tilbage fra Holſten, hvor de havde kjøbt Viin, gjennem Skoven Mørkved, og fandt her et ſpædt Drenge-Barn, indſvøbt i en Liindug der var ſammenknyttet foran paa dets Bryſt, og hvori tre Guldringe vare fæſtede; udenom Liindugen var en Silkedug. De bragte Drengen til Gorm, der kaldte ham Knut efter den Knude, hvori Liindugen var knyttet, og antog ham ſom ſin egen Søn, da han ſelv var ſønneløs. Knut blev hans Eftermand, og kaldtes deels Fundne-Knut, deels Trælle-Knuts han opdagede ſiden, at hans Fader var en vis Arnfinn Jarl i Holſten. Han levede ikke længe, men efterlod Riget til ſin Søn, der hed Gorm efter hans Foſterfader. Gorm var en ſtor Ven af Ragnars Sønner, og opfoſtrede Sigurd Orm i Øjes Søn, hvilken han kaldte Knut efter ſin Fader. Denne Knut blev ſiden kaldet Hardeknut, fordi han opfoſtredes i Hardeſysſel i Jylland. Man ſeer heraf at disſe Underkongers Rige var i den nordre Deel af Jylland. (Ol. Tr. S. Cap. 62. Om Ragnars Sønner Cap. 13). Ifølge Sven Aageſøn (Cap. 2) var Hardeknut den førſte, der hed „Knut“, og ſkal have faaet dette Navn, fordi Faderen, forinden han var fød, bad hans Moder, da hun ſpurgte ham hvad deres tilkommende Barn ſkulde hede, at tænke paa ſit ſammenknyttede Belte. Baade Saxo og Sven Aageſøn ere enige med vore Sagaer i at Hardeknut var mindreaarig, da hans Fader døde, men de nævne ſom hans Formynder en ſjællandſk Bonde, ved Navn Ennignup; Saxo ſætter desuden den ſønderjydſke Konge Erik den unge ind mellem Sigurd og Knut ſom dennes Fader. — Det ſynes forreſten ſom om Gorm den heimſke ogſaa har været kaldet Harde-Gorm, og hans Fader Trælleknut „Sven“, ſe Afh. i Langes Tidsſkr. 4de B. S. 175.
  8. Indledn. til Jomsv. Saga forvexler Gorm den gamle med Gorm Trælleknutsſøn og kalder ham derfor den heimſke; viſt er det, at Gorm virkelig ogſaa kaldtes ſaaledes, f. Ex. i Hist. Norvegiæ Fol. 7. b., ligeſom de tre Slægtled mellem Audulf, Ragnars Underkonge, og Gorm Trælleknutsſøn, lidet ſtemmer med at denne ſkulde kunne være en god Ven af Ragnars Sønner, og opfoſtre Sigurd Orm i Øjes Søn. Her opſtaar ſaaledes en ſterk Formodning om, enten at Sagnet om Fundne-Knut er en ſildigere Digtning, og at ſaavel han ſom Gorm den yngre maa falde bort, ſaaledes at Gorm heimſke bliver Hardeknuts Foſterfader, eller og at Hardeknut virkelig ikke har været en Søn af Sigurd Orm i Øje, men af en jydſk Underkonge, og at hans Ætlinger ſiden, ligeſom Ynglingekongerne i Norge, have foregivet en Nedſtammelſe fra Ragnar. Thi ſaa meget ſynes viſt, at Navnet „Knut“ førſt paa denne Tid er opſtaaet, og at vi fra denne Tid, eller fra Sigurds Død, ſe lutter nye Navne, Knut, Sven, Gorm, Harald, i den ſaakaldte ragnarſke Kongeæt i Danmark, hvorhos det altid bliver merkeligt, at Jomsvikingaſaga ved at gjøre Gorm den gamle til Fundneknuts Søn, aldeles ſlaar en Streg over hans Nedſtammelſe fra Ragnar; ligeſom Sven Aageſøn, uagtet han kalder ham en Søn af Sigurd Ragnarsſøn, dog tillige ſiger at han var den førſte danſke Konge med Navnet Knut, og at de esromſke Annaler, der kalde Gorm Gamle „den engelſke“, intet vide enten om Ragnar eller hans Nedſtammelſe fra denne. Mere herom nedenfor.
  9. Om disſe ſvenſke Konger, ſe Langfedgatal og Herv. Saga Cap. 20, ſammenholdt med Afh. i Langes Tidsſk. 4 B. S. 173, flg., hvor Fejlene i Herv. S. ere paaviſte og berigtigede.