Det norske Folks Historie/1/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Sigurd Ring, Sejerherre paa Braavoldene, var ved ſin Død Overherre over det nuværende Danmark og Sverige, en ſtor Deel af det ſøndenfjeldſke Norge, og en Deel af Øerne hiinſides Øſterſøen; men han lod, ſom vi have ſeet, de fleſte Dele af ſit Rige beſtyre ved Underkonger, hvis Afhængighed af Overherren ſynes at have været meget løs. Det heder endog, ſom ovenanført, udtrykkeligt, at hans Rige begyndte at formindſkes, da han blev gammel og tungfør, og at navnligt hans engelſke Beſiddelſer løsrev ſig. Vore Oldſkrifter ere alle enige om at tillægge Sigurd Sønnen Ragnar Lodbrok, og at omtale ham ſom Sigurds Efterfølger og ſom en mægtig Konge, der deels herſkede over det ſtore Rige i Norden, deels ſelv og ſiden i Forbindelſe med ſine Sønner drev Vikingelivet i det ſtore og ſaa at ſige organiſerede det. Men hvad der deels i norſke, deels i danſke Skrifter fortælles om Ragnar, er paa den ene Side heel mangelagtigt paa den anden Side ſaa forvirret og ſaa øjenſynlig blandet med fabelagtige og uvedkommende Tilſætninger, at der kun bliver ſaare lidet tilbage, ſom man kan fæſte Lid til og betragte ſom Bedrifter, virkelig udøvede af Ragnar ſelv. Det ſynes, ſom om man til Ragnar Lodbrok har henført Begivenheder, der hverken vedkom ham eller hans Levetid, at man har antaget andre Vikingehøvdinger af Navnet „Ragnar“ for ham ſelv, og alle ſaakaldte Lodbroks Sønner for hans Sønner[1]. Hertil kommer, at man tidligt begyndte at udfylde indenlandſke Sagn med fremmede Beretninger.

Disſe vide nemlig, ſom vi nedenfor nærmere ville faa at ſee, at fortælle baade om en Ragnar, der i Aaret 845 trængte opad Seinen, herjede Paris og Omegn, og aftvang Kong Karl den ſkaldede en ſtor Pengeſum, men døde efter ſin Hjemkomſt under de frygteligſte Pinſler, og om en Lodbrok, hvis Søn Bjørn Jernſide i Aaret 843 og 857 herjede Frankrige, og hvis øvrige Sønner mellem 866 og 878 voldſomt mishandlede England. Paalidelige Slægtregiſtre i vore egne Oldſkrifter ere eenſtemmige i at ſætte Ragnar Lodbrok tre Generationer tidligere end Islands Opdagelſe og førſte Bebyggelſe mellem 870 og 880[2]. At de fremmede Skribenters Ragnar og Lodbrok ej kunne være vore Oldſkrifters Ragnar Lodbrok, bliver ſaaledes indlyſende, medens paa den anden Side de ſaakaldte Lodbroks Sønner, der herjede England, gribe ſaa væſentligt ind i dette Lands Hiſtorie, og nævnes allerede ſaa kort efter deres Fremtræden, at de ligeſaa lidet kunne være hiin Ragnars Sønner. Man maa altſaa antage enten at Benævnelſen Lodbroks Sønner har været brugt ſom et Stammenavn, der og kunde udſtrække ſig til Ragnars Sønneſønner og følgende Deſcendenter, eller og, hvad der er det rimeligſte, at der to eller tre Generationer efter Ragnar enten i hans egen eller en dermed nøje forbunden Æt er fremſtaaet en efter ham opkaldt „Lodbrok“, der ej førte Regjeringen eller beherſkede noget Land i Norden, men hvis Sønner derimod udmerkede ſig ſom de mægtigſte og voldſomſte Vikingehøvdinger, England havde ſeet. Men naar nu vore ældre Hiſtorikere efter Chriſtendommens Indførelſe gjorde Bekjendtſkab med de franſke og engelſke Krøniker, og læſte baade om Vikingen Ragnar der herjede Paris, og om Lodbroks Sønner, kan man ikke forundre ſig over at de forvexlede den yngre Ragnar og den yngre Lodbrok med den ældre Ragnar Lodbrok. Allerede Are Frode kjendte, ſom vi have ſeet, de engelſke Beretninger, og tog ikke i Betænkning at anſee de Lodbrok-Sønner der i Aaret 870 dræbte Kong Eadmund den hellige i Øſtangeln, for Ragnars egne Sønner[3]. Da nu ingen af de to norſke Bearbejdelſer, vi nu beſidde af Ragnars Hiſtorie, er ældre end Are, har ogſaa Forvexlingen og Sammenblandingen indſneget ſig i dem begge. Den ene af dem, kaldt Ragnar Lodbroks Saga, er egentlig en Fortſættelſe af Vølſungaſaga, og dvæler iſær med Forkjærlighed ved Ragnars Huſtru Aslaugs foregivne Nedſtammelſe fra Sigurd Fafnersbane; den anden, ſkreven med Lagmanden Hr. Hauk Erlendsſøns egen Haand, ſynes egentlig at være et Brudſtykke af den ſamme ſtørre Saga om Harald Hildetand og hans Æt, i hvilken Ivar Vidfadmes Endeligt og Braavallaſlaget beſkrives[4]. Men ingen af disſe Bearbejdelſer er ældre end det 13de Aarhundrede, og de bære desuden mere Præget af at være kunſtigt ſammenſatte, end de have den rette Saga-Form. Der gives ogſaa et gammelt, temmelig vidtløftigt Kvad, der fører den beſynderlige Titel Krákumál, og ſom lægges Ragnar i Munden medens han lød ſit Liv i Ormegaarden hos Kong Ella[5]. I dette Kvad opregnes mange Bedrifter, der ellers ikke andenſteds omtales, baade i Øſterveg og Veſterviking; men ikke at tale om, at Kvadets Ælde er heel tvivlſom, ſynes det ogſaa her, ſom om begge Lodbrokers Bedrifter ere blevne formede til et Heelt.

Den danſke Skribent Saxo ſynes at have kjendt flere af de Beretninger, der ligge til Grund for Ragnars Saga, men han udſmykker tillige hans Hiſtorie med ſaa mange Bedrifter i Øſten, ja endog imod Bjarmeland og Finnerne, at man nødvendigviis maa antage at han ogſaa har benyttet Æventyrſagaer, hvis Helt tilfældigviis hed Ragnar. Ogſaa han ſynes at gjøre begge Lodbroker til een, men han forøger Forvirringen end mere ved uheldige Forſøg paa at forene de frankiſke Annaliſters Beretninger om Kongerne i Sønderjylland med Ragnars Hiſtorie, i det han gjør Sigurd Ring til den ſamme ſom Sigfred, Godfreds Frænde, der faldt i et Slag Aar 812, foruden at han bringer Tidsregningen aldeles i Vilderede[6].

Det er, ſom vi ovenfor bemerkede, kun ſaare lidet, der med hiſtoriſk Vished kan berettes om Ragnar Lodbrok. Han var, ſom vi have ſeet, en Søn, og ſom det ſynes, eneſte Søn, af Sigurd Ring, og Arving til hans Beſiddelſer. Hans egentlige Hjem eller Hovedlandſkab ſynes at have været Gautland; de øvrige Dele af Riget beherſkedes ved Underkonger, af hvilke de veſtfoldſke allerede ere omtalte. Da det beder, at Riget i Sigurd Rings ſidſte Dage begyndte at formindſkes, og at mange Konger i hans egne tidligere Ungdomsdage begyndte at rive Stykker fra Riget, hvilket neppe kan forklares om andre end Underkonger, — maa hans tidligſte Bedrifter have beſtaaet i, ſaavidt muligt, at bringe dem til Lydighed, forſaavidt ikke Vikingetog optoge hans Tid. Men det ſynes næſten, ſom om han for en ſtor Deel har ladet ſig nøje med det blotte Navn af Overherre, for uhindret at kunne ſværme om paa Tog i fremmede Lande. Disſe Tog have dog neppe, ſaameget end baade Sagaerne og Saxo tale derom, gjeldt de britiſke Øer, eller i alle Fald kan han neppe have gjeſtet dem ofte. De engelſke og irſke Beretninger ere, ſom vi allerede have nævnt, enige i, udtrykkeligt at benegte nordiſke Vikingers Ankomſt førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, og i denne førſte Tid omtale de dem kun faa Gange. I Aaret 787, eller i Kong Beorhtries Tid, heder det, kom de førſte Nordmænd paa tre Skibe fra „Heredhaland“ til England[7]. Efter en Forfatter ſkulle de førſte „Daner“ være ankomne i 791, for ligeſom førſt at underſøge Landets Beſkaffenhed[8]. I Aaret 793 kom de førſt med en ſtørre Flaade og Hær til England, hvor de herjede paa forſkjellige Steder, og i Særdeleshed mishandlede Kirken og Konventet paa Lindisfarena-Øen (nu Holy Island) i Northumberland; de fortſatte Ødelæggelſerne Aaret efter, og plyndrede Ceferths Kloſter ved Wearmouth, hvor de dog tilſidſt vare uheldige, idet en af deres Anførere faldt, og flere af deres Skibe ødelagdes ved Storm, ſaa at mange druknede, og de faa, der kom i Havn, ſtrax bleve overmandede og dræbte[9]. Fra den Tid, heder det udtrykkeligt, ſaa man ikke til dem i England paa 88 Aar[10]. Paa Irland og Skotland begyndte de allerførſt at herje 794 eller 795, og fortſatte her deres Angreb i 797, 801 og i flere af de paafølgende Aar[11]. Det er i ſig ſelv ikke umuligt at Ragnar kan have deeltaget i disſe Tog, men i ſaa Fald kan han igjen ikke have været den Høvding, der faldt ved Wearmouth i 794, og da der efter den Tid ligetil 832 ikke engang nævnes nogen Anledning, ved hvilken han kan være bleven fangen og dræbt i Northumberland, maa man enten antage, at Ragnars Tog til Britannien indſkrænker ſig til det ene i 793 og 794, eller at han ſlet ikke har været der, idetmindſte ikke i England, og at Fortællingen om hans Fangenſkab og Død hos Kong Ella er laant fra den yngre Lodbroks Hiſtorie. Dette ſidſte er ſaa meget ſandſynligere, ſom Fortællingen om Ella lige ſaameget knytter ſig til den foregivne Lodbroks-Søn Ivar den beenløſe, ſom til Ragnar ſelv, og Ivar, der efter Sagaerne og Saxo udfører ſtore Bedrifter i England, er umiskjendeligt ingen anden end de engelſke Chroniſters Ingvar, Lodbroks Søn, der i 870 tog den hellige Kong Eadmund af Dage[12]. Men bortfalder førſt Ragnars foregivne Dog til Northumberland og Aflivelſe hos Ella, bliver det rimeligſt at antage, at han overhoved ikke har herjet i Veſterleden, og at hans Tog fornemmelig have indſkrænket ſig til de øſterſøiſke Farvande. Hvad der fortælles om hans Tog paa disſe Kanter, bliver ſaaledes i det Hele taget at henføre til ham, medens omvendt alt hvad der berettes om hans Tog i Øſten, bliver at henføre enten til den yngre Lodbrok eller til en anden anſeet Vikingehøvding i Midten af det 9de Aarhundrede. Man vil ogſaa, ved at underſøge Krákumál, finde at dette førſt opregner Bedrifter, udførte i de øſterſøiſke Farvande og Lande og dernæſt omtaler Sejervindinger og Krigstog i Veſten. Bedrifterne i Øſt og Veſt ere ej blandede mellem hinanden. Det er næſten at tage og føle paa, at vi her have en Sammenſætning af tvende Heltes Krigerbaner for os[13].

Ragnars førſte Bedrift var ifølge Saxo et Tog mod den ſvenſke Konge Frø eller Frey, der havde dræbt den norſke Konge Sigurd, og lod hans Venners og Frænders Huſtruer offentligen vanære[14]. Ragnar vilde hevne eller frelſe dem, og flere af dem indfandt ſig ogſaa bevæbnede og i Mandsdragt hos ham, for ſelv at deeltage i Kampen. En af dem, Skjoldmøen Hladgerd fra Gauldalen, udmerkede ſig ſaaledes ved ſin Tapperhed, at Ragnar ſelv, efter at have overvundet og fældet ſin Modſtander, maatte tilſtaa at han ſkyldte hende Sejren. Han bejlede til hende, men fik, heder det, ikke hendes Haand, førend han havde dræbt en Bjørn og en Hund, ſom hun ſatte til at pasſe ſit Kammer. Han havde med hende to Døttre og en Søn, Fridleif. Indblandingen af Frey og hele Fortællingens Charakteer viſer nokſom, at den er et Æventyr. Den er heller ikke optagen i vore Sagaer.

Disſe lade Ragnar begynde ſin Krigerbane med en ikke mindre æventyrlig Bedrift. Herrød Jarl i Gautland, fortælle de, havde en dejlig Datter ved Navn Thora, der blev kaldet Borgarhjort, fordi hun var ſaa meget ſmukkere end andre Kvinder, ſom Hjorten er ſmukkere end andre Dyr. Hendes Fader gav hende engang en liden, meget fager Lyngorm, hvilken hun forvarede i en Eſke og lagde Guld under den. Den voxede og voxede ſaa længe indtil den ej mere fik Rum i Eſken eller ſiden i Kamret, men laa i en Ring udenomkring hendes Skemme[15] og bed i ſin Hale; den var ſaa bidſk og olm, at den ej vilde tillade nogen at komme ind, uden den, der gav den Mad, og hver Dag aad den en heel Oxe. Guldet, ſom den laa paa, voxede tilligemed den. Jarlen aflagde nu ved Bragebægeret det Løfte, at den, der kunde dræbe Ormen, ſkulde faa hans Datter til Egte, og Guldet, den rugede over, i Medgift. Men ingen vovede at binde an med Ormen, førend Ragnar, ſom da endnu kun var femten Aar gammel, indfandt ſig[16]. Han havde ladet ſig gjøre en heel Dragt, baade Kappe og Buxer (brók) af loddent eller ragget Klæde, og tovet dem ind med Tjære, Beg og Sand, for at holde Ormens Edder ude; det lykkedes ham ogſaa uſkadt at gjennembore Ormen, ſaa at den døde. Han havde taget Geirnaglen af Spydet, ſaa at Odden blev ſiddende tilbage; ſelv gik han ubemerket bort, og gav ſig førſt ſenere tilkjende, da Jarlen havde ladet ſammenkalde et Thing for at den, der var i Beſiddelſe af det til Spydodden pasſende Skaft, kunde melde ſig ſom Ormens Betvinger[17]. Han egtede nu Thora og havde med hende Sønnerne Erik og Agnar. Den Dragt, han havde iført ſig, ſkaffede ham Tilnavnet „Lodbrok“.

En Stund efter døde Thora, og Ragnar drog paa ny i Viking for at kvæle ſin Sorg. En Sommer ſtyrede han til Norge, og lagde nu ſine Skibe ind ved Spangereid, der forener Lindesnes med Faſtlandet. Om Morgenen ſkulde Madſvendene gaa i Land og tage Brød. De ſaa et lidet Huus i Nærheden, og gik ind for at bede om Tilladelſe til at bage der. Her traf de en gammel hæslig Kvinde, der kaldte ſig Grima. De ſagde, hvo de vare, og hade hende hjelpe dem. Mine Hænder ere nu ſtive, ſagde Kerlingen, ſkjønt der nok har været den Tid, da jeg godt kunde udføre min Dont, men jeg har en Datter ved Navn Kraaka, der paa Øjeblikket kommer hjem; hun ſkal gaa eder til Haande. Rigtignok er hun nu voxet mig ſaaledes over Hovedet, at jeg neppe kan faa Bugt med hende. Kraaka var gaaet ud om Morgenen at ſee til Fæet. Da hun ſaa, at endeel ſtore Skibe havde lagt ind i Havnen, ſkyndte hun ſig at vaſke ſig, hvilket Kerlingen ſtrengeligen havde forbudt hende, for at ingen ſkulde opdage hvor ſmuk hun var. Hendes Haar var ſaa langt, at det naaede til Jorden, og ſaa fagert ſom den dejligſte Silke. Hun var nemlig ikke Grimas og hendes Mand Aakes Datter, men hendes rette Navn var Aslaug, og hun var, heder det, en Datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild. Hendes Foſterfader Heime havde ved Efterretningen om Sigurds Død flygtet bort med hende ſom et tre Aars Barn, og for at hun kunde undgaa Efterſtræbelſe ſkjult hende tilligemed mange Koſtbarheder i Sangbunden paa en Harpe, han førte med ſig. Paa ſin Vandring var han endelig kommen til Spangereid, hvor han fik Huusly hos Grima og hendes Mand Aake. Men disſe, der gjennem en Sprække i Harpen havde opdaget koſtbare Klædningsſtykker inden i, myrdede lumſkeligen Heime om Natten, og toge Koſtbarhederne, men nænnede dog ej at dræbe Barnet; de kaldte hende Kraaka, udgave hende for deres Datter, klædte hende i ſlette Klæder og lode hende forrette de ringeſte Syſler. — Da Kraaka kom hjem, havde Madſvendene gjort op Ild. De ſpurgte Grima om den vakkre Pige var hendes Datter. Visſelig, ſagde Grima. De forundrede ſig over at hun, ſom var ſaa ſtyg, kunde have ſaa ſmuk en Datter; hun ſvarede dertil, at hun ſelv havde ſeet bedre ud i ſine yngre Dage, men at Aarene havde forandret hendes Udſeende. Kraaka blev nu ſat til at rulle Brødene ud, medens de bagede dem. De kunde dog ikke lade være idelig at ſee paa hende, ſaa at Brødet blev brændt. Da de kom ned til Skibet med Brødet, og alle klagede over at det var ſaa daarligt, ſpurgte Ragnar hvad Aarſagen kunde være dertil. De tilſtode, at Kraakas Skjønhed havde forſtyrret dem, og erklærede paa hans Spørgsmaal, at hun i Skjønhed endog kunde maale ſig med hans afdøde Huſtru Thora. Ragnar ſagde at han vilde ſende paalidelige Mænd op for at ſee, om dette var ſandt; gav disſe dem Ret, ſkulde de ſlippe for al Straf. Han gav Sendemændene den Befaling, at derſom Pigen virkelig var ſaa dejlig, ſom Madſvendene havde ſagt, ſkulde de bede hende komme til ham, hverken klædt eller uklædt, hverken mæt eller umæt, hverken ene eller ledſaget af noget Menneſke. De gik op, fandt at hendes Skjønhed ſvarede til Beſkrivelſen, og fremførte Kongens Anmodning. Grima meente at Kongen ikke maatte være rigtigt forvaret, men Kraaka ſagde at han kun havde villet ſætte hende paa Prøve, hvorvidt hun forſtod hvad han meente, og lovede at komme næſte Morgen. Hun tog nu et Ørred-Net, ſvøbte ſig ind deri, og lod ſit Haar hænge ned: ſaaledes var hun hverken nogen eller klædt; hun bed i en Løg, ſaa at man ej kunde negte at hun havde ſmagt Mad, uden dog at være mæt; hun medtog en Hund, altſaa var hun ikke ene, ſkjønt intet Menneſke fulgte. Hun kom til Skibet, og var fager at ſee til, thi hendes Haar var blankt ſom Guld. Ragnar ſpurgte hvo hun var. Hun ſagde det, og lagde til, at hun bogſtaveligt havde opfyldt hans Anmodning. Han bad hende komme ombord. Herpaa vilde hun dog ikke indlade ſig, førend Kongen havde tilſagt hende og hendes Følgeſvend Sikkerhed. Dette Tilſagn blev kun daarligt holdt, thi da hun kom til Forrummet, og Kongen gik hende i Møde, bed Hunden ham i Haanden og blev ſtrax dræbt af hans Folk. Han lod hende ſætte ſig hos ham, ſamtalede med hende og ſyntes godt om hende, men kunde ej bevæge hende til at forblive der paa Skibet om Natten. Om Giftermaal vilde hun intet høre, førend han kom tilbage fra ſin Rejſe, og endnu ikke havde forandret Sind. Heller ikke var hun at formaa til at modtage en guldſømmet Serk, Thora Borgarhjort havde ejet; ſlige prægtige Klæder, ſagde hun, ſkikkede ſig ikke for den ringe Kraaka, ſaa længe hun opholdt ſig hos Aake og Grima, og vogtede Geder ved Søen. Hun gik nu hjem, og Ragnar fortſatte ſit Tog. Paa Tilbagevejen lagde han ind til Spangereid, og ſendte ſtrax Bud efter Kraaka, thi han havde ikke forandret ſit Sind. Kraaka traadte den følgende Morgen for Aakes og Grimas Seng, og ſagde at hun nu vilde drage bort, at hun meget vel vidſte at de havde myrdet hendes Foſterfader, men at hun dog ikke vilde tage nogen Hevn derover, fordi hun ſaa længe havde været hos dem. Hun gik til Ragnars Skib og blev vel modtagen, men var dog ej at formaa til at ſkjenke ham noget yderligere Kjærlighedsbeviis, førend han var kommen hjem, og havde holdt ordentligt Bryllup med hende. De fik flere Børn. Den ældſte, ved Navn Ivar, havde, ſom det fortælles, ikke Been men kun Bruſk i ſit Legeme, ſaa at han ej kunde gaa, men maatte bæres; derimod var han overmaade viis[18]. Deres øvrige Sønner hed Bjørn, Hvitſerk, Ragnvald og Sigurd; den ſidſte fik Tilnavnet „Orm i Øje“, fordi det ſaa ud, ſom om der laa en Orm omkring hver af hans Øjeſtene[19].

Saxo veed ogſaa at fortælle om Thora, Herrøds Datter, og Ragnars Slange-Kamp. Men førend han beſtod denne Strid, lader han ham kæmpe med Skaaninger og Jyder, der havde angrebet Sjæland, og ſlaa de førſte ved Hvitaby, de ſidſte ved Limfjorden. Derpaa, heder det, drog han til Sverige forat vinde Thoras Haand. Men Herrød kaldes her Konge; Ragnar har to Orme at kæmpe med, og ſine lodne Broger valker han ikke ind med Beg, men han ſtiger i Vandet med dem, og lader dem ſtivfryſe. Hans Sønner med Thora kaldes Radbard — dette Navn minder om Ragnars Nedſtammelſe fra Kong Radbard i Gardarike, hvorom Saxo forreſten intet veed —, og Dunvat[20]. Giftermaalet med Aslaug kjender Saxo intet til; han nævner i hendes Sted en Svanlaug, med hvilken Ragnar havde Sønnerne Ragnvald, Hvitſerk og Erik[21]; derforuden havde han, heder det, de naturlige Sønner Sigurd, Bjørn, Ivar og endelig Ubbe. Aarſagen til Sigurds Tilnavn „Orm i Øje“ fortælles langt anderledes, end i Sagaen. Haardt ſaaret i et Slag blev han, ſiges der, helbredet af en gammel Mand af overnaturlig Størrelſe, der kaldte ſig Roſtar, og til Løn alene fordrede at Sigurd ſkulde ſkjenke ham alle dem, han fældede med Vaaben. Da han var helbredet, ſtrøede Oldingen, i hvilken vi nokſom gjenkjende Odin, Støv i hans Øjne og gik bort. Fra den Tid af var der en Mængde Pletter i hans Øjne, af Udſeende ſom Ormer[22].

Vore Sagaer fortælle, at der paa Ragnars Tid var en Konge i Svithjod, ved Navn Eyſtein Belje. Den vidtløftigere Saga veed intet om, at han er Ragnars Underkonge, den kortere Fortælling ſiger dog, og viſtnok med Rette, at Ragnar havde indſat ham til ſin Underkonge over Opſviarne. Fortællingen efter Ragnar Lodbroks Saga lyder i Korthed ſaaledes: Eyſtein boede i Uppſala, han var en mægtig Konge, men meget hengiven til Blot og Troldſkab; iſær troede man der paa en Ko, ved Navn Sibelja, hvis blotte Brøl var nok til at faa enhver Fiendehær til at vende ſine Vaaben mod ſig ſelv. Ragnar var en Gang til Gilde hos Eyſtein, hvis ſmukke Datter Ingebjørg rakte ham Bægeret. Hans Mænd overtalte ham til at bejle til hende og ikke længer beholde den fattige Bondes Datter Kraaka. Ingebjørg blev ham virkelig fæſtet, og han paalagde ſine Mænd ſtrengeligt ej at nævne et Ord derom ved Hjemkomſten. Kraaka fik det dog at vide; hun havde, ſagde hun, hørt nogle Fugle ſynge derom; hun greb denne Anledning til at aabenbare Ragnar ſit rette Navn og Herkomſt, at hun hed Aslaug, og var Sigurd Fafnersbanes Datter. Kort efter fødte hun Sigurd, i hvis Øjne hiint Mærke mindede om hans Herkomſt paa mødrene Side, og af Giftermaalet mellem Ragnar og Ingebjørg blev der intet. Deraf opſtod Uvenſkab mellem Eyſtein og Ragnar, hvis ældſte Sønner, Erik og Agnar, paaførte Eyſtein Krig, men maatte uagtet al Tapperhed bukke under for Troldkoens Overmagt; Agnar faldt, og Erik blev fangen, men vilde ikke tage mod Fred, og blev efter eget Ønſke dræbt ved at løftes op paa Spydodder. Da Efterretningen herom kom til Aslaug, var Ragnar borte i Kongeſtevne og hendes egne Sønner ude paa Vikingetog. Dog kom de hjem førend Faderen, og Aslaug overtalte dem ved de indſtændigſte Foreſtillinger til ſtrax at bekrige Eyſtein for at hevne deres Broders Død. Hun ſelv drog med dem, og det lykkedes dem baade at fælde Troldkoen, og overvinde Eyſtein, der faldt i Slaget[23]. — Den kortere Bearbejdelſe fortæller dette noget anderledes, og paa en langt rimeligere Maade. Ragnars to Sønner af førſte Egteſkab, heder det, droge i Viking for ſig, Ivar og de yngre Brødre for ſig; de underkaſtede ſig Sælund, Reidgotaland, Øgotaland og Øland, og nedſatte ſig i Hleidr paa Sælund, meget imod Ragnars Vilje. Han gav ſelv Eyſtein Belje, ſin Skattekonge over Opſviarne, den Befaling at forſvare ſig, om det end var mod hans egne Sønner. En Sommer, da Ragnar var dragen i Øſterveg, ſejlede Erik og Agnar til Sverige, fordrede at Eyſtein ſkulde underkaſte ſig dem, og give Erik ſin Datter Borghild til Egte; da han vægrede ſig derved, kom det til en Kamp, i hvilken Agnar faldt, Erik blev fangen, og ſiden efter ſit eget Ønſke dræbt paa foranførte Maade; ſiden hevnede Aslaug og hendes Sønner hans og Agnars Død, ſaaledes ſom det ovenfor er fortalt[24].

Vi have tidligere haft Anledning til at omtale denne Eyſtein Belje, Ragnars Underkonge i Svithjod, hos hvem Brage Skald, dennes Svigerfader Erp Lutande, og Skalden Flejn Hjørsſøn opholdt ſig[25]. Vi have ſeet, hvorledes han paa et Sted kaldes „Konge i Danmark“, og paa et andet forvexles med den oplandſke Konge Eyſtein ildraade. Et enkelt Saga-Haandſkrift kalder ham en Søn af Harald Hildetand, hvilket vel for Chronologiens Skyld nogenledes lader ſig høre, men ſom forreſten, af Mangel paa yderligere Bekræftelſe, maa ſtaa ved ſit Værd[26]. Der ſigtes ogſaa til denne Begivenhed i Kraakumaal, hvor det heder at Kampen var haard, inden Kong Eyſtein faldt paa Ulleraker[27]. Saxo har ligeledes en forvirret Beretning derom. Han fortæller at Jyder og Skaaninger gjorde Oprør paany, og udraabte en vis Harald til Konge, at Ragnar ſendte Bud til Norge efter Hjelpetropper, og at Hladgerd, ſom imidlertid var bleven gift, for gammel Kjærligheds Skyld kom ham til Hjelp med Mand og Søn og 120 Skibe; at Slaget ſtod paa Ulleraker, og at Hladgerds Tapperhed og Klogſkab omſider ſkaffede Ragnar Sejren og nødte Harald til at flygte. Det lægges til, at Hladgerd ſiden, overmodig af Sejren, dræbte ſin Mand og ſelv tog Herredømmet over hans Rige[28]. I dette Slag, heder det ogſaa, fik Sigurd, Ragnars Søn, det Saar, for hvilket Roſtar helbredede ham, efterladende Orme-Pletterne i hans Øjne; Harald, fortælles der endvidere, viſte ſig en Stund efter paany i Spidſen for en Oprørshær, men blev ſlagen af Ragnar og maatte flygte til Tydſkland[29]. Endnu engang gjorde Harald et Forſøg, men blev ſlagen paany, og flygtede til Kejſer Ludvig i Mainz, der tilſagde ham ſin Hjelp, hvis han vilde lade ſig døbe. Paa denne Betingelſe gik Harald ind, blev døbt, og fik ſaa kraftig Hjelp af Kejſeren, at han kunde ſætte ſig faſt i det Slesvigſke, bygge en Kirke, og indføre den chriſtelige Gudsdyrkelſe. Men det varede dog ikke længe, da Ragnar ſnart angreb og forjog ham, ødelagde Kirken og gjenoprettede Hedendommen[30].

Det vil nedenfor[31] ſees, at denne Harald, ſom Saxo lader blive døbt i Mainz, er den bekjendte ſønderjydſke Konge Harald, der allerførſt af alle bekjendte nordiſke Konger antog Chriſtendommen 826, og hvis Daab gav Anledning til at Ansgar drog til Norden for at prædike Evangelium. Denne Harald havde nogle Stridigheder med en anden Konge ved Navn Ragnfred. Det er her tydeligt nok at Saxo bar benyttet ſig af denne Navnlighed til at gjøre Ragnfred og Ragnar til een og ſamme Mand, og at han paa den vilkaarligſte Maade har tillagt Harald, hvad endogſaa hans egne Kilder have fortalt om en ſvenſk Konge, efterſom han udtrykkeligt ſiger, at Slaget mellem Ragnar og Harald ſtod paa Ulleraker, det ſamme Sted i Svithjod, hvor Eyſtein ifølge Kraakumaal faldt. Det er muligt, at den Kilde, Saxo her har fulgt, ej udtrykkeligt har nævnt Eyſtein ved Navn, men om den end havde nævnt ham, vilde det lige ſaa lidet have afholdt Saxo fra at ombytte Navnet Eyſtein med Harald, ſom han har taget i Betænkning at henføre det bekjendte ſvenſke Ulleraker (i Nærheden af Uppſala), til Skaane eller Jylland[32]. I Hladgerds Tog for at underſtøtte Ragnar ſpore vi umiskjendelige Reminiſcenſer af Aslaugs Tog til Sverige i Forening med hendes Sønner.

Denne Strid med Kong Eyſtein i Svithjod ſynes ſaaledes at være en virkelig hiſtoriſk Begivenhed, og en af de meeſt fremragende i Ragnars Hiſtorie. Saxo veed endnu at fortælle om en Krig, han førte med Herrøds Efterfølger Sørle, der vilde tilvende ſig Thoras Sønners Mødrenearv; i denne, heder det, beſtod Ragnar med tre af ſine Sønner en Kamp med Berſerken Skarde og hans 7 Sønner, der trods deres ſtørre Antal bleve overvundne. Bjørn, Ragnars Søn, ſkal ved denne Lejlighed have faaet Tilnavnet Jernſide, fordi han ikke var bleven ſaaret i Striden[33]. Saxo fortæller ligeledes, hvorledes Ragnar efter at have indſat Bjørn til Konge i Sverige, blev indtagen i Æsberns, en ſimpel Mands Datter, beſøgte hende forklædt ſom Fruentimmer, og havde med hende Sønnen Ubbe[34]. Han har derpaa vidtløftige Beretninger om Ragnars Tog til Helleſponten (Øſterleden). Førſt bekrigede og overvandt han Helleſpontens Konge Dian, der ſelv faldt, ſiden dennes Sønner Dian og Daxon, der havde den rusſiſke Konges Døttre til Egte, og derfor underſtøttedes af ham. Dian faldt, og Daxon flygtede til Skytherne, der ligeledes bleve overvundne, hvorefter Ragnar ſatte ſin Søn Hvitſerk til Konge i Helleſponten. Han overvandt derpaa og fældte Bjarmernes Konge, fordrev hans Ven, Finnekongen Mattull, der havde hjulpet ham, og modtog Kurers og Sembers Hylding. Siden heder det at Daxon overrumplede og fangede Hvitſerk, der herſkede over Sverige. Dette Navn tages her i Betydningen „det kolde eller øſtlige Sverige“ eller Rusland. Af Beundring over den Tapperhed, hvormed Hvitſerk havde forſvaret ſig, tilbød Daxon ham Livet og ſin Datter til Egte med Halvdelen af Riget i Medgift, men Hvitſerk foretrak at dø, og lod ſig brænde med ſine Staldbrødre[35]. Her gjenkjendes atter et Træk af Sagaens Fortælling om Eriks Kamp med Kong Eyſtein Ved Efterretningen om hans Endeligt blev Ragnar førſt ſaa bedrøvet at han lagde ſig til Sengs for at dø, men hans Huſtru fik ham til at opmande ſig og bekrige Daxon for at hevne Hvitſerks Drab. Han drog over til Rusland, fangede Daxon, og ſendte ham i Forvaring til Utgard; ſiden ſkjenkede han ham hans Rige tilbage mod en aarlig Tribut Derpaa, ſiger Saxo, der ſynes at have glemt, hvad han forud har berettet, udnævnte han ſin Søn Erik Vedrhatt til Konge i Sverige, og Bjørn til Konge i Norge[36].

Iſtedetfor disſe Begivenheder omtaler Ragnars Saga et ſtort Tog, hans Sønner foretoge i Syden, og paa hvilket de førſt underkaſtede ſig Wiflisburg i Helvetien[37], ſiden Luna i Italien[38]. Dette omtaler den kortere Bearbejdelſe førſt efter Ragnars Død[39]. Dette Tog er øjenſynligt det ſamme, ſom frankiſke Skribenter tillægge Nordmannahøvdingen Haſting i Aaret 857 (859), og vi have ſaaledes her et fortrinligt Exempel paa hvorledes vore Oldſkrifter henføre Begivenheder fra forſkjellige Generationer og udførte af forſkjellige Mænd, til Ragnar og hans Sønner[40]. Blandt disſe, den egentlige Ragnar Lodbrok uvedkommende, Bedrifter regne vi derfor ogſaa alt hvad Saxo fortæller om hans Tog til Skotland, Pettland[41], Suderøerne, Orknøerne og Island[42]; og endelig den baade hos Saxo og i Oldſkrifter forekommende, bekjendte Fortælling om hans ſidſte Tog til England og heltemodige Død. Det er ſandſynligt nok, at Ragnar har foretaget et lignende Tog og er omkommen paa dette, og at Udruſtningerne dertil virkelig have fundet Sted paa den i vore Beretninger om ham beſkrevne Maade, nemlig ſaaledes at han i al Hemmelighed lod bygge to Knerrer i Lier paa Veſtfold i Norge, for dermed at overrumple ſin Fiende. Men Toget kan neppe have gjeldt England, og i alle Fald maa, ſom vi have ſeet alt, hvad der fortælles om Ella, Ivar Beenløſe og dennes Bedrifter, henføres til den yngre Lodbroks og de yngre eller egentlige Lodbroksſønners Tid.

For Beretningen om hans Giftermaal med Aslaug ſynes et ældgammelt Sagn at ligge til Grund. Endnu den Dag idag fortælle Beboerne af Spangereids Omegn, at i fordums Dage en Guldharpe, hvori der laa et Pigebarn, drev ind paa et Skjær ikke langt fra Gaarden øvre Svenevik; at hendes Navn var Aslaug eller, ſom det paa de Kanter udtales, Aadlov; at hun tillige kaldtes Kraaka, og af ſine Foſterforældre paa Svenevik ſattes til at vogte Geder og Faar, men at hun ſiden blev Dronning; at det inderſte af Bugten ved Svenevik har faaet Navnet Guldvigen efter Guldharpen; at den Høj, paa hvilken hun plejede at ſidde, efter hende er kaldet Aadlovhaugen, og at en Bæk i Nærheden — rimeligviis den i hvilken hun vaſkede ſig — ligeledes efter hende har faaet Navnet Kraakubekken. Dette Sagn veed imidlertid intet at fortælle om Ragnar, endnu mindre om Heime og Sigurd Fafnersbane, og det viſer ſig derved ſaa uafhængigt af Ragnars Saga, at man ej vel kan antage at det hidrører fra denne, men derimod fra umindelige Tider har været i Folkemunde ſom et til Spangereid knyttet Lokalſagn[43]. Den Slutning ligger derfor nær, enten at det ſenere er blevet anvendt til at forherlige Ragnars Hiſtorie, eller idetmindſte at den hele Fortælling om at hun ſkulde være en Datter af Fabelhelten Sigurd Fafnersbane og paa en ſaa vidunderlig Maade frelſt til Spangereid, er en Opdigtning eller Tillempning, iſtandbragt for at ſmigre Ragnar ſelv eller hans og hendes Sønner. Ja, forudſat at man ej ſkal drage hendes Tilværelſe i Tvivl, er det meget rimeligt, at hendes temmelig ſildige Aabenbarelſe af ſin foregivne Herkomſt var et ſnildt Paafund af hende ſelv for derved at opfriſke Ragnars Interesſe for hende, da han ſtod i Begreb med at tage ſig en anden Huſtru[44].

Ved Ragnars Hof opholdt ſig, ſom vi ovenfor have nævnt, Skalden Brage den gamle, og digtede Kvad om ham, hvoraf enkelte Brudſtykker endnu ere opbevarede[45]. Af Omkvædet ſeer man, at Ragnar havde foræret ham et Skjold, paa hvilket berømte Sagnheltes Bedrifter vare afbildede, og disſe Bedrifter ſynes han i ſit Kvad at have beſunget. De opbevarede Brudſtykker handle nemlig deels om Jarmunreks og Jonakrs Sønners Drab, deels om den ſaakaldte Hjadningekamp, og ved hver af disſe Lejligheder forekommer hiint Omkvæd, i hvilket Brage paaberaaber ſig Skjoldets Afbildninger. Af Verſemaalet at dømme lader det og til, at det Vers, hvori han omtaler Gefjon og Danmarks Forøgelſe ved hendes Pløjning, er en Deel af hans Kvad om Ragnar, og at følgelig denne Pløjning har været foreſtillet paa Skjoldet[46]. Det er ikke uſandſynligt, at Ragnar paa dette Skjold nærmeſt har ladet ſine egne virkelige eller foregivne Forfædres Bedrifter fremſtille, og at Vølſungernes Optagelſe deriblandt maaſkee kunde anſees ſom et Beviis paa at han allerede ſelv gjorde Fordring paa at betragtes ſom beſlægtet eller beſvogret med dem. Imidlertid maa det her merkes, at man af de gamle Eddadigte, der beſynge Vølſungernes Bedrifter, kan tydeligt paapege enkelte, der ere aldeles uvidende om Aslaug og Heime, og ikke engang røbe den mindſte Foreſtilling om at Sigurd Fafnersbane og Brynhild ſkulde have haft nogen Datter ſammen eller at Brynhild ſkulde være den ſamme ſom Skjoldmøen Sigrdrifa, medens derimod andre tydeligt give at forſtaa, at Sigrdrifa og Brynhild ere een og den ſamme, og at Sigurd med hende havde Datteren Aslaug, førend hun blev gift med Gunnar Gjukeſøn. Da nu hine Kvad ſaaledes maa hidrøre fra en Tid, da Aslaugſagnet endnu ikke var ſat i Forbindelſe med Vølſungerne, og de andre Kvad derimod maa være yngre, kunde man, hvis Kvadenes Affattelſestid lod ſig beſtemme, ogſaa nogenlunde angive, paa hvad Tid hiin Kombination kom iſtand[47]. Men desværre kan man her neppe derom ſige andet, end at ogſaa de yngre Kvad i alle Fald lade til at være ældre end det 10de Aarhundredes Slutning. Vi ville nedenfor faa at ſee, at Kong Harald Haarfagre og hans Efterkommere ſatte ſin Ære i at nedſtamme fra Ragnar; det er ſaaledes muligt, at Kombinationen førſt i hans Tid er bleven indrettet, og at den maaſkee ikke engang førend langt ned i Tiden har faaet nogen ſtørre Udbredelſe. Saxos Taushed derom er her af ſtor Betydning. De i Kraakumaal opregnede Bedrifter, der ikke vedkomme de britiſke Øer, og ſom ſaaledes med nogenlunde Rimelighed kunne tillægges Ragnar, ere, foruden Kampen med Lindormen, et Slag i Øreſund, et ved Dünamünde, et mod Helſingerne, et hvori Herrød Jarl (Thoras Fader?) faldt, et mod en Kong Rafn ved Skarpaſker (rimeligviis paa Sveriges Kyſt), dernæſt det paa Ulleraker, hvor Kong Eyſtein faldt, derefter et udenfor Einderis-Øerne (uviſt hvor), og endelig et ved Bornholm. De derpaa følgende ere ved Flæmingeland eller Flandern, og alle de øvrige henføres til England, Skotland, Irland eller Syderøerne[48].

Vi beholde ſaaledes, naar alt uvedkommende bortfjernes, den Foreſtilling om Ragnar tilbage, at han var den mægtigſte Konge i Norden paa ſin Tid, og idetmindſte af Navn Overhoved over et ſtort Rige, der indbefattede Gautland tilligemed Svithjod og det ſydøſtlige Norge, tilligemed Danmark eller Stykker af Danmark; at han ſøgte at holde Underkongerne over de forſkjellige Dele af Riget i Lydighed, men at dette ikke overalt lykkedes; at han derhos tilbragte en ſtor Deel af ſit Liv paa Krigstog, fornemmelig til Øſterleden, og at han maa have udført mange om perſonlig Tapperhed og Styrke vidnende Bedrifter, der ſiden udſmykkedes af Sagnet, i hvilket han blev en Perſonifikation af Vikingelivet, ligeſom Starkad tidligere var bleven en Perſonifikation af den nordiſke med Snedighed forenede Kraft. At hans Magt i Virkeligheden ej kan have været ſaa ſtor, ſom de ſildigere ſagnmæsſige Beretninger angive, viſer ſig allerede deraf at de veſtfoldſke Konger omtales omtrent ſom uafhængige, uagtet det udtrykkeligt heder at Ragnars Rige omfattede Raumarike og Veſtfold, ja efter en enkelt Beretning endog hele det ſøndenfjeldſke Norge[49], ligeſom vi ogſaa nedenfor ville ſaa at ſee, at Jylland omtrent nød den ſamme Uafhængighed, og at hans Sønner ej ſpillede nogen ſynderligt indgribende Rolle. Hans Levetid beſtemmes ved de føromtalte Slægtregiſtre til Slutningen af det 8de og Begyndelſen af det 9de Aarhundrede. Han bliver altſaa ſamtidig med Karl den Store[50].

I ſit Vers om Gefjon bruger Brage den gamle, Ragnars Samtidige, Benævnelſen „Danmark“. Det er førſte Gang, vi ſtode paa dette Navn, thi at det af ſildigere Skribenter, da det allerede var blevet almindeligt, henføres til ældre Tider, har naturligviis intet at betyde. Hvor Delingen af Ragnars Beſiddelſer mellem hans Sønner omtales, bruges ikke Navnet Danmark, men endnu de gamle gotiſke Navne Sælund, Reidgotland og Øgotland[51]. Og vi have ovenfor viiſt, hvorledes ogſaa Brage ved at kalde Sælund „Danmarks Tilvæxt“, ſynes at lægge Danmark ſelv udenfor Sælund, eller at Danmark“ endnu paa hans Tid er at ſøge paa den ſkandiſke Halvø[52].


  1. Disſe ſaakaldte Lodbroks Sønner ville blive nærmere omtalte nedenfor.
  2. Nemlig a) Ragnar — Bjørn Jernſide — Roald Rygg — Bjørn Byrduſmjør — Høfda-Thord, Landnamsmand i Begyndelſen af 10de Aarhundrede (Landn. III. 10). b) Ragnar H Sigurd Orm i Øje — Hardeknut — Gorm den Gamle, død henved 100 Aar gammel ved 935. Det maa derhos erindres, at engelſke Kilder omtale en Søn af Hardeknut ſom voxen ved 882. c) Ragnar — Bjørn Jernſide — Erik — Eimund — Erik Eimundsſøn, lidt ældre end Harald Haarfagre. Man har endnu et Slægtregiſter (Landn. III. 1), der lader Landnamsmanden Audun Skøkul være en Sønneſøns Søn af Aaluf, Ragnar Lodbroks Datter, gift med en engelſk Jarl. Men da Audun var en af de ſildigſte Landnamsmænd (hans Sønneſøns Datter Dalla, Biſkop Isleifs Huſtru, døde henved 1090), kan Aaluf ikke have levet tidligere end omkring 860, og hendes Fader — hvad ogſaa hendes engelſke Giftermaal antyder — bliver den yngre Lodbrok.
  3. Are lægger dette Aarstal til Grund for ſin Chronologi, og paaberaaber ſig Kong Eadmunds Saga, d. e. den engelſke Legende om ham.
  4. Alle de her anvendte Sagaer ere udgivne i Fornaldar Sögur Norðrlanda, 1ſte Bind. Vølſungaſaga og Ragnars Saga have i ſin Charakteer meget, der ſmager af den i de norſke Roman-Overſættelſer i det 13de Aarhundrede brugelige Skrivemaade. Hr. Hauk Erlendsſøn ſynes at have kjendt Ragnars Saga.
  5. Kraakumaal har ofte været udgivet, ſeneſt i Fornaldar Sögur Norðrl. 1ſte Deel.
  6. Efterat han nemlig (S. 439) har omtalt Godfrids eller Gotriks Strid med Karl den Store, og hans Efterfølger Hemmings Fredsſlutning med Ludvig den Fromme, lader han dog ſenere Ragnar ſelv (S. 448) ſtride med Karl den Store.
  7. Chron. Sax. o. fl.
  8. Matthæus af Weſtminſter ved 791.
  9. Chron. Sax. o. fl.
  10. Henrik af Huntingdon, i Monum. hist. Brit. I. S. 733.
  11. Se de forſkjellige irſke Annaler i O’Connor: Rerum Hibernicarum Scriptores, jevnfør nedenfor, § 7.
  12. De engelſke Skribenter nævne udtrykkeligt Ingvar og Ubbe, Lodbroks Sønner, ſom Hovedmænd ved dette Drab. Og da vore egne Sagn ikke egentlig kjende nogen Søn af Lodbrok, der fejdede i England, uden af Navnet Ivar, er det tydeligt, at Ingvar og Ivar maa være een og ſamme Mand. Hauk Erlendsſøn har ſøgt at hjelpe ſig ved at gjøre Ingvar og Ubbe til Ivars Halvbrødre, og lade dem efter Ivars Befaling dræbe St. Eadmund. At Ivar er nøje knyttet til Sagnet om Ella, og at denne ſaaledes tilhører den yngre Lodbroks Periode, viſer og et Brudſtykke af Sighvat Skalds Knutsdraapa, 1026, hvor det heder at Ivar lod riſte en Ørn paa Ellas Ryg.
  13. Kortheden af det ovenfor meddeelte Slægtregiſter fra Aaluf, Ragnar Lodbroks foregivne Datter, der gjør det nødvendigt at antage hendes Fader for den yngre Lodbrok, beſtyrker i høj Grad, at alt, hvad der tillægges Ragnar af Bedrifter, udøvede i England eller hvori overhoved hans Navn ſættes i Forbindelſe med England, tilhører den ſidſte.
  14. Saxo, 9de B. S. 411. Saxo latiniſerer Navnet Hlaðgerðr til Lathgertha.
  15. Skemme kaldtes det til Kvindernes Bolig ſærſkilt indrettede Huus paa en ſtørre Gaard.
  16. Denne hele Fortælling er ikke alene i ſig ſelv fabelagtig, men den er derhos kun en Modifikation af et i Norden temmelig hyppigt Æventyr om en Kongedatter, der opføder et eller andet lidet Inſekt eller Krybdyr indtil det opnaar en overnaturlig Størrelſe.
  17. Her gjenkjende vi atter en i vore Folkeæventyr ſærdeles hyppig Vending. En Ungerſvend befrir en Kongedatter ved at dræbe en Lyngorm eller Drage, hvis Drabsmand hendes Fader har lovet baade hendes Haand og det halve Rige. Han giver ſig desuagtet ej tilkjende, men nøjer ſig med enten at lade Spydodden ſtaa i Saaret, eller at afſkære Dyrets Tunge og gjemme den hos ſig; førſt ſenere fremtræder han med disſe Legitimationer, ſædvanligviis efterat en eller anden Ridder Rød har forſøgt at tilvende ſig Æren af at have udført Heltegjerningen.
  18. Den foregivne Aarſag til at Ivar ej havde Been i ſit Legeme, nævnes i Ragnars Saga Cap. 5, 6.
  19. Ragnars Saga, Cap. 8. Denne Saga fortæller i Cap. 7 om et Tog, Ragnars og Aslaugs Sønner, den endnu ikke føde Sigurd undtagen, foretoge til et Sted, kaldet Hvitaby, hvorfra Ragnar tidligere havde maattet vende tilbage med uforrettet Sag, men ſom de ved Ivars Klogſkab betvang, dog førſt efterat Ragnvald var falden. Saxo lader Ragnar, endnu førend han fælder Ormen, overvinde de oprørſke Skaaninger ved Hvitaby (S. 442, 443).
  20. Saxo, 9de Bog, S. 443, 444.
  21. S. 454, 458. Det ſynes dog, ſom om „Svanlaug“ ſkal minde om „Aslaug“, ligeſom og Fortællingen om Hladgerds Tog til Sverige, og Ragnars Beſøg hos Asbern (ſe nedenfor) ſynes at indeholde ſvage Reminiſcenſer af hvad vore Sagaer fortælle om Aslaug. Saxo lader Svanlaug dø før Ragnar, medens vore Sagaer lade hende overleve ham. Erik faar hos Saxo Tilnavnet ventosus pileus, og viſer ſig ſaaledes at være den i de ſvenſke Kongerækker omtalte Erik Vedrhatt.
  22. S. 446. Allerede tidligere, hvor der handles om Odins Forſøg paa at beſnære Rind, lader Saxo ham kalde ſig Roſter. (1ſte B. S. 12).
  23. Ragnar Lodbr. Saga, Cap. 8, 9.
  24. Om Ragnars Sønner, Cap. 2.
  25. Se ovenfor, S. 309.
  26. Herv. Saga, Cap. 20.
  27. Kraakumaal, Str. 7.
  28. Saxo, 9de B. S. 444, 445.
  29. Saxo, S. 448, 449. Det er ved denne Lejlighed, at Saxo lader Ragnar komme i Konflikt med Karl, „totius pene Europæ domitor“. Det ſynes forreſten at være en Begivenhed paa et ſenere Normannertog, hvori maaſkee en eller anden Ragnar har deeltaget, enten paa Karl den tykkes eller Karl den enfoldiges Tid, ſom Saxo uretteligen har henført til Ragnar Lodbrok, thi det heder, at da Ragnar paa et hængende Haar havde overfaldt Kejſeren, blev denne advaret ved en fremſynet Kvindes Advarſel, at „Sigurds Flaade“ var landet ved Seinemundingerne.
  30. Saxo, S. 459, 460.
  31. Se nedenfor § 5.
  32. Saxo omtaler virkelig (S. 464) en „Oſtenus“ i Sverige, ved hvis Ondſkab Erik Vedrhatt blev dræbt, og ſom tillige fældte Agnar, der vilde hevne ſin Broder, men han ſynes ikke at antage Øſten for Konge, og henfører disſe Begivenheder til Tiden efter Ragnars Død.
  33. Saxo, 9de B. S. 450.
  34. S. 451.
  35. S. 451 fgg.
  36. S. 456—458. Navnene Dian og Daxon have en beſynderlig Form, der have en ſterk Lighed i Klang med de i Sagaerne opbevarede oldlettiſke Navne Klerkon og Reas. Ogſaa Hervararſaga nævner, at Hvitſerk ved Delingen af Ragnars Lande fik „Auſtrriki“.
  37. Wiflisburg (Avenche) laa i den nuværende Kanten Vaud, hvis Diſtrikt derfor og kaldtes Wiflisburgergau. At en nordiſk Vikingeſkare ſkulde kunne komme did, er en Urimelighed; men rimeligviis ſigtes her til Tog, ſom Nordmændene i 859 og 860 foretoge i Middelhavet og til den franſke og italienſke Kyſt, hvorved de og ſejlede opad Rhonefloden, og maaſkee længere end til Valence. Se nedenf. § 7.
  38. Ragnars Saga, Cap. 12, 13.
  39. Fortæll. om Ragnars Sønner, Cap. 3.
  40. Dudo, hos Duchêne Script. rer. Norm. S. 64, 65.
  41. Ved Péttland (Pikternes Land) forſtod man næſten ligetil 10de Aarhundrede det nordlige, af Pikter beboede, Skotland, medens Skotland egentlig var den ſydveſtlige Deel, beboet af Skotter fra Irland, der ogſaa undertiden kaldtes Skotland.
  42. Saxo fortæller, (S. 448), at Ragnar efter Thoras Død bekrigede Britannien (Bretland), dræbte dets Konge Hama, Ellas Fader, fældte Høvdingerne over Skotland, Pettland og Syderøerne, og ſatte ſine Sønner Sigurd og Radbard til Konger derover, medens hans og Hladgerds Søn Fridleif blev Konge i Norge og paa Orknø. Et nyt Tog til Bretland, og derfra til Irland omtales S. 458, 459.
  43. Se Fayes norſke Sagn, S. 157, jvfr. Torfæi Hist. I. c. 46.
  44. Det maa tillige erindres, at der endnu, baade i Norge og Tydſkland, fortælles Æventyr om Kvinder af ringe Herkomſt, der ere blevne gifte med Konger efterat have løſt den af dem fremſatte Opgave paa ſamme Maade ſom Aslaug. Ved ſlige Overeensſtemmelſer er det altid rimeligere, at Æventyret er blevet benyttet til at forſkjønne det hiſtoriſke Sagn, end at dette ſkulde have givet Anledning til Æventyret. Se f. Ex. Æventyret „die kluge Bauerntochter“, Grimms Märchen No. 94.
  45. Nemlig i Skálda, ſe den arnamagnæanſke udg. af Snorra-Edda, Cap. 42, 50.
  46. Der ſtaar nemlig (Cap. 42): „dette Mandfald og en Mængde Sagn ſeer jeg paa den fagre Skjoldbund; Ragnar gav mig Skjoldet til Foræring“. Og nedenfor (Cap. 50): „den Kamp (Hjadningerne), og en Mængde Sagn ſeer jeg paa Odins Salpenning (Skjoldet). Ragnar gav mig Skjoldet til Foræring“. Ligeledes anføres nogle Linjer, hvor Brage amnoder Sigurds Søn (Ragnar) om at modtage et Erkjendtlighedsbeviis (Kvadet) for det Skjold, han havde givet ham, (Cap. 49).
  47. De Kvad, der mere eller mindre tydeligt pege hen til denne Kombination, ere Sigurdarkviða I. (iſær Cap. 27—31), Brynhilðarkvida (Cap. 2.), og Helreið Brynhildar. Derimod kjender det ældgamle Sigrdrifumál intet dertil.
  48. Krákumál nævner i v. 1, Kampen med Lindormen, v. 2, Slaget i Øreſund, v. 3, Slaget ved Dünamünde (Dynumynni), v. 4, Slaget i en Elv mod Helſingerne, v. 5, Herrød Jarls Fald; det ſynes ellers ſom Herrød har kæmpet imod, ikke med Ragnar; v. 6, Slaget ved Skarpaſker, v. 7, Slaget paa Ulleraker, hvor Eystein faldt, v. 8, Slaget ved Einderisøerne, v. 9, Slaget ved Bornholm, v. 10, Slaget mod en Kong Frey i Flemingaland, her ſynes et eller andet ældre Kvads Udtryk Freyr Flæmingja, Flæmingernes Herre, at have været misforſtaaet af Kraakumaals Digtets v. 11, et Slag ved England mod en vis Balthjof, v. 12, et Slag i Bardafjord, v. 13, et Slag ved Hedningavaag, v. 14, et Slag i Northumberland, v. 15, et Slag med en Herthjof i Syderøerne, hvorved Ragnars Mænd tabte og Ragnvald faldt, v. 16, et Slag i Vedrefjord i Irland mod en Kong Marſtein, v. 17, Agnars Drab ved en vis Egil, v. 18, Slag paa Vikaſkerd, v. 19, Slag ved Lindisøre, v. 20, Slag i Aaleſund mod en Kong Ørn, v. 21, Slag ved Angelſey, v. 22, Slag ved Skotland.
  49. Fortællingen om Ragnars Sønner Cap. 2. Her heder det, at Ragnar havde ladet de tvende Knerrer bygge i Lier paa Veſtfold, fordi hans Rige ſtrakte ſig ligefra Dovrefjeld til Lindesnes.
  50. At Ragnar, hvad flere have antaget, ſkulde være den hedenſke Konge, ſom de angelſaxiſke Beretninger lade blive dræbt ved Wearmouth 794, er, ſom vi allerede ovenfor have nævnt, umuligt af den Grund, at de Bedrifter i Skotland og Irland, ſom i ſaa Fald ogſaa maa tillægges ham, førſt kunne være udførte efter 794—795, i hvilke Aar de nordiſke Vikinger allerførſt kom til disſe Lande. Men forreſten bliver det umuligt at afgjøre, om Ragnar døde før eller efter Aar 800. Det ſynes viſt, at Gorm den Gamle ved ſin Død 935 var omtrent hundredaarig: hans Fader Hardeknut maa ſaaledes ved 840 idetmindſte have været tyveaarig; de engelſke Annaler omtale ogſaa en voxen Søn af ham ved 882. Sigurd Orm i Øjes Fødſel falder følgelig omkring 790.
  51. Ol. Tryggv. Saga, Cap. 63. Fortæll. om Ragnars Sønner, i Fornald. S. l. S. 355.
  52. Se ovenfor, S. 247.