Det norske Folkesprogs Grammatik
Det norske Folkesprogs
Grammatik
af
Ivar Aasen.
Udgivet paa det kongelige norske Videnskabs - Selskabs
Bekostning.
Kristiania.
Trykt hos Werner & Comp.
1848.
Fortale.
Det Skrift, som herved forelægges Almeenheden, er at betragte som en Indledning eller Forberedelse til et større Værk, nemlig til en Ordbog over det norske Folkesprog, saa- ledes som dette forefindes i Dialekterne i Landets forskjellige Egne. Nærværende Deel af Arbeidet er altsaa et Forsøg paa at fremstille de forskjellige Egenheder i Sprogets Former eller at for= klare de Regler, som forefindes i Sproget; hvorimod alt det, som angaaer de enkelte Ord og ikke kan bringes under bestemte Regler, bliver at henføre til Ordbogen. Uagtet en saadan Ordbog maatte ansees som det vigtigste og væsentligste Udbytte af den foretagne Undersøgelse af Dialekterne, har man dog fundet det rigtigst at udgive Grammatiken først, da det syntes nødvendigt, at Læseren først maatte have en Oversigt af Di- alekternes Forhold saavel i de lerikalske som i de grammatiske Former. Det fulgte imidlertid af Sagens Natur, at Gram- matiken ikke kunde være ganske uafhængig af Ordbogen, og man har derfor paa en vis Maade maattet henvise Læseren til den sidste, især ved Forklaringen over Ordenes Betydning, som her for en stor Deel maatte udelades. Af Fremstillingen af Folkesprogets Former vil man see, at disse tildeels have en stor Forskjellighed i Dialekterne, og at de i Almindelighed lide af denne Forkortning eller Afslibning, der saa let vil indtrænge sig i et Talesprog, som ikke bliver dyrket eller anvendt i Skrift. Sprogets Former have altsaa ikke et saadant utvivlsomt Værd som dets Ordforraad; men alligevel have dog ogsaa Formerne en særdeles Interesse for Enhver, som vil betragte Sprogets Historie og sammenligne det med de beslægtede Sprog i ældre og nyere Tider. Det er at beklage, at der forhen har været arbeidet saa lidet paa denne Sag, og at Folket i saa lang Tid har været uvidende om det rette Forhold imellem Talesproget og Skriftsproget, saavel som om Forholdet imellem de forskjellige Dialekter og det Sprog, hvorfra disse ere udgangne. Denne Mangel paa Kundskab om Sagens rette Sammenhæng har nemlig foraar- saget, at Almuen selv ringeagter sit Sprog og undseer sig ved at bruge det iblandt Fremmede; thi det er under disse Om- stændigheder ganske naturligt, at Almuesmanden ikke anseer sin Dialekt for noget andet end en fordreiet Form af det herskende Skriftsprog, hvilket efter hans Tanker er det eneste rette norske Sprog. At Almuen alligevel vedbliver at bruge sine gamle Dialekter, kommer altsaa ikke af nogen Bevidsthed om disses Fortrin, men kun af Vanens Magt og af den Omstændighed, at det moderne Sprog er altfor fremmedt og vanskeligt at lære; man hører ellers overalt det Ønske, at Alle og Enhver skulde aflægge det gamle Maal og vænne sig til at tale efter Skriften. Denne feilagtige Mening om Sagen virker natur- ligviis skadeligt paa Sproget, da den forhindrer dettes udvik- ling og derimod aabner Veien for Indblanding af alskens frem- mede Ord og Former, hvorved Folkets Sprogsands forvirres og fordærves, saa at man tilsidst ikke længere kan skjelne imel- lem det Fremmede og det Nationale. Da nu en lang Erfaring har overbeviist mig om, hvor hinderlig en saadan almindelig Fordom er ei alene for enhver Bearbeidelse og Udvikling af Sproget, men endogsaa for selve Undersøgelsen deraf, saa finder jeg det ved denne Leilighed passende at forudskikke nogle Be- mærkninger om Sprogets ydre Forholde, idet jeg haaber, at enkelte oplyste Almuesmænd eller Andre, som have Anledning til at virke iblandt Almuen, kunde herved bringes til at tænke nærmere over Sagen og virke til at udbrede en rigtigere Me- ning om samme. Foreløbig maa det da bemærkes, at denne Bearbeidelse af Folkets Sprog er foretagen i det Haab, at den kunde blive til Nytte saavel for Folket selv som for de Sprogkyndige eller før Sprogkundskaben i Almindelighed, og at Folket altsaa ikke har Grund til at betragte et saadant Foretagende med Frygt og Mistænksomhed. Naar vi søge at faae Kundskab om Almuens Ord og Talemaader, da skeer dette ikke af en orkesløs Nys- gjerrighed, ikke derfor at vi ville have noget at lee ad og gjøre os lystige over; men det skeer derfor, at vi ville vide, hvor- ledes det staaer til med vort Fædrenesprog og hvorvidt det endnu findes i sin gamle og ægte Form; vi ville vide hvad der er norsk og unorsk, og hvorvidt det Norske kan sættes istedetfor det Unorske. At vore Bygdemaal ofte ere blevne spottede og beleede, er vel altfor sandt; men dette har for en stor Deel grundet sig derpaa, at Sproget var altfor lidet bekjendt, og at der ikke var mange, som havde nogen rigtig kundskab om, hvorledes Bygdemaalene skulde bedømmes. Det er vel en bekjendt Sag, at den, som flytter fra sin Fødebygd til et andet Sted, sædvanlig nødes til at vænne sig til det Maal, som bruges paa det fremmede Sted, for at han ikke skal udsætte sig for Spot og Latter af ukyndige Folk; men det er ogsaa en bekjendt Sag, at jo mere Vedkommendes Maal er kjendt paa det fremmede Sted, desmindre besynderligt finder man derved, og deslettere er det for den Indflyttede at beholde samme. Nu er det netop det, som vi arbeide for, at Folkets Sprog skal behandles med Alvor og Agtelse; og dertil vil det uden Tvivl hjælpe meget, at en grundig Kundskab om Sproget bliver udbredt; thi vi holde os forvissede om, at jo mere Sproget bliver bekjendt, desmere skal det ogsaa blive agtet og anseet af kyndige Folk; og om de Ukyndiges Dom bekymre vi os ikke. Forøvrigt kan man haabe, at en nærmere Forklaring af Forholdet imellem Folkets Sprog og Forfatternes Sprog vil være til Hjælp og Nytte for begge Parter, da Folket derved kan ledes til at forstaae Forfatterne bedre, og Forfatterne paa sin Side kunne blive opmærksomme paa, hvad Folket forstaaer eller ikke forstaaer, og derved sættes istand til at gjøre sine Skrifter mere fattelige og brugbare for Folket. Ved at betragte Sprogets Historie komme vi snart til den Erfaring, at vore nuværende Dialekter ikke udgaae fra det Bog- sprog, som nu bruges i Norge, men fra det gamle norske Sprog, som findes i de Bøger og Haandskrifter, der vare skrevne, før- end Norge blev forenet med Danmark. Vort Skriftsprog er derimod indkommet udenfra, og endskjønt det i lang Tid har været anvendt og udviklet af Norske og Danske i Fællesskab, er det alligevel ikke norsk, men kun sideordnet og nærbeslægtet med det Norske. Man maa nemlig erindre, at det Forenings- Forhold imellem Danmark og Norge, som begyndte i Slut- ningen af det fjortende Aarhundrede, efterhaanden forandrede sig derhen, at Norge blev ganske afhængigt af Danmark og be- tragtedes som en Deel af dette. Nordmændene havde saaledes ikke længere noget Foreningspunkt i sit eget Land; Folkets Læ- rere og Ledere bleve paa en Maade opdragne i Danmark; danske Bøger indførtes i Kirkerne og Skolerne; danske Familier bo- satte sig paa mange Steder i Landet og forskaffede sig tildeels et Herredømme over de Indfødte. Alt dette indtraf paa en Tid, som var meget vigtig for Sprogets Udvikling; det var nemlig den Tid, da en større Oplysning begyndte at udbrede sig, og Læsekyndighed blev mere og mere almindelig formedelst den nylig indførte Bogtrykkerkunst, hvorved det skriftlige Sprog fik en langt større Betydning, end det forhen havde havt. Det Bogsprog, som saaledes kom i Hævd i Norge, var altsaa dansk, dog desværre ikke reent eller ægte, men meget blandet med frem- mede Ord og Vendinger, især ved Efterligning af det Tydske, hvortil der var saa megen Anledning ved de mange Oversæt- telser af tydske Bøger. Paa saadan Maade have vi da faaet et Skriftsprog, som er meget afvigende fra det gamle norske, og som indeholder saa saare meget, som er uforstaaeligt for den norske Almue og uforeenligt med det norske Folkesprog. Uagtet de uheldige Omstændigheder saaledes hindrede Ud- viklingen af det norske Sprog i Bøger og offentlige Forhand= linger, skulde man dog kunne vente, at en norsk Sprogform kunde vedligeholde i sig adskillige Smaaskrifter, Breve, Fortæl- linger, Digte og deslige; men dette synes dog ikke at være Tilfældet. Man finder ingen Oplysning om Folkesprogets Til- stand før i det sidstforløbne Aarhundrede, da der udkom nogle smaa Dialekt-Ordsamlinger, i hvilke Sproget findes at være omtrent i samme Forfatning som nu. Der har altsaa hengaaet et meget langt Tidsrum, i hvilket man synes at have opgivet enhver Tanke om at anvende det norske Tungemaal paa Pa- piret. Hvad den simplere Almue angaaer, kan dette vel for= klares deraf, at Skrivekyndighed endnu var saa yderst sjelden; men mere uforklarligt er det, at de mere oplyste iblandt Folket kunde være saa enige om at bruge det Danske i alt, hvad de skreve. En besynderlig Ligegyldighed, eller Mangel paa Sands for Fædrenesproget, synes at have hersket iblandt Folket, og det er neppe rigtigt at skyde Skylden for Sprogets Forsøm- melse alene paa det fremmede Herredømme eller paa de poli- tiske Forholde. Lignende Forholde fandt jo ogsaa Sted paa Island; men alligevel vedbleve dog Islændingerne at skrive Bøger i sit eget Tungemaal, og dette blev dem da ogsaa et herligt Middel til at bevare Talesproget for den Fordærvelse, som Paavirkningen af et andet Sprog lettelig kunde for- aarsage. Det norske Sprog har saaledes kun vedligeholdt sig som Talesprog hos Almuen, og viser sig derfor under forskjellig Form i en Nække af Dialekter. Disse Dialekter, som maaskee grunde sig paa meget gamle Egenheder ved Talesproget i de forskjellige Egne, have nemlig ikke havt noget Foreningspunkt eller nogen. fælles Rettesnor at holde sig til under deres fremskridende Udvikling; thi det Sprog, som brugtes i Bøgerne, har forekom- met Almuen alt for fremmedt og vanskeligt til, at man i Dag- ligtalen kunde rette sig derefter, og noget andet Forbindelses- middel udenfor Bogsproget var her ikke forhaanden. Vore tyndt befolkede Landdistrikter ere saa afsondrede fra hinanden, at Folk fra Landets forskjellige Kanter ikke kunde have nogen betydelig Samfærsel eller Omgang. Paa de fleste Steder har man alene kjendt Talebrugen i Præstegjeldet og Nabosognene eller i det høieste i Fogderiet. At enkelte Personer flyttede til et andet Sted eller reiste igjennem flere Egne, kunde ikke have stor Indflydelse paa Sproget; thi den allerstørste Deel af Eg- nens Befolkning blev dog altid hjemme og forblev saaledes ganske ubekjendt saavel med Sproget som med Skikkene i de langtfra liggende Egne.
Under saadanne Omstændigheder er det ikke at undres over, at de norske Bygdemaal have megen indbyrdes For- skjellighed saavel i Formerne som i Ordenes Brug. Paa flere Steder i dette Skrift vil man see, at der gives mangfoldige Afændringer af samme Ord eller samme Form, og at den rig- tigste Form ikke altid er den almindeligste. Men man vil dog ved en noiere Undersøgelse finde, at Dialekternes Forskjel i Grunden ikke er saan stor, som den ved en løselig Betragt- ning synes at være. Forskjellen er nemlig størst. i de mindre væsentlige Dele, saasom i Udtalen, i enkelte Endelser og i Navnene pan enkelte ubetydelige Ting; - derimod er Forskjellen ikke saa stor i de mere væsentlige Punkter, saasom i Lydenes indbyrdes Forhold, i Orddannelsen, Ordføiningen og den egne Bøining ved de enkelte Slægter af Verberne og Substantiverne, samt i Benævnelsen af de mere betydelige og almindelig bekjendte Gjenstande. Ved Sammenligning med de Former, som findes i det gamle Sprog, vil man finde, at de nye Former overalt, kun i forskjellige Retninger, udgaae fra de gamle. Ved et nærmere Kjendskab til Ordforraadet kan man erfare, at Sproget endog i saadanne Egne, som ligge meget langt fra hinanden, har en større Lighed, end man skulde formode. De Ord, som ikke ere almindelige, findes ofte igjen paa et Sted, hvor man ikke ventede at finde dem; en Ord- slægt findes stundom adspredt saaledes, at Stamordet bruges paa det ene Sted, og de afledede Ord paa det andet; et Ord kan paa den ene kant af Landet have en meget indskrænket Betydning og paa den anden Kant en meget omfattende Be- tydning. Uagtet al tilsyneladende Forskjellighed viser der sig altsaa en saadan inderlig Forbindelse imellem Dialekterne, at den ene overalt kan oplyses og forklares af den anden, og at Sprogets Materiale først bliver fuldstændigt ved en Sammen- stilling af alle Dialekter.
At dette Sprog saaledes har kunnet holde sig uden at understøttes af et Skriftsprog, og at det, uagtet al fremmed Paavirkning, endnu bruges af den største Deel af Landets Befolkning, er et klart Beviis paa, at det er dette Sprog, ſom egentlig tilhører Folket, og at det er inderlig forbundet med Folket som en uundværlig Eiendom, der ikke kan erstattes ved nogensomhelst anden. Vel har denne Eiendom lidt Foran- dringer i Tidens Løb, saa at enkelte Dele ikke ere ganske i samme Stand som i gamle Dage; men disse Forandringer ere dog uvæsentlige; det er den udvendige Side, som har forandret sig, medens derimod den indre Deel er endnu tem= melig frisk og uskadt. Naar man veed, at den største Deel af det norske Ordforraad findes igjen i de islandske Ordbøger, og man saa erindrer sig, at det er omtrent et tusinde Aar siden de islandske Nybyggere flyttede over fra Norge, saa kan man deraf see, at dette Sprog har baade en Alder og en Ægthed, som fortjener at agtes. Man kan see, at det ikke er noget nyt og paatvunget, men maa erkjendes som en ægte Affødning af det Sprog, som herskede i Norge i den gamle Selvstændigheds Tid, og som altsaa har hersket i Landet lige fra den Tid, da Landet blev bebygget af vore Stamfædre.
At henvende sin Opmærksomhed paa dette Sprog og gjøre sig nøiere bekjendt med samme – skulde altsaa ikke betragtes som et unyttigt og unødvendigt Foretagende. Det vilde være besynderligt, at dette Maal skulde være os mere uvedkom- mende end de, som bruges i andre Lande, - at man skulde studere saa mange andre Sprog, men ikke det, som bruges i Fædrenelandet, at man skulde kjende bedre til de gamle græske Dialekter, end til de nuværende norske. Vel er det sandt, at det Norske bliver ubetydeligt ved siden af endeel andre Sprog; men for os maa det dog altid have nogen Betydenhed; i Europa er naturligviis baade Tydsk og Fransk af en langt større Vigtighed, men i Norge maa dog vel det Norske være det vigtigste. Vel er det ogsaa sandt, at dette Sprog bruges af en udannet Almue, hvis Tankekreds kunde formodes at være noget indskrænket, og hvis Sprog altsaa kunde ansees som udannet og ufuldkomment. Men man bør lægge Mærke til, at det netop er iblandt udannede Folk, at Sprogets Reen- hed bedst kan bevares, medens derimod den saakaldte Dannelse er temmelig farlig for Sproget, da nemlig den Dannede saa gjerne følger Fremmedes Erempel og optager fra disse, hvad han selv trver at have manglet. Det maa ogsaa erindres, at ethvert dannet Sprog maa fra først af have udviklet sig af et udannet Folkesprog, og at et fuldkomment Sprog først kan fremkomme ved en høiere Udvikling af det Stof, som findes i Folkesproget.
Naar det saaledes maa erkjendes, at vort Folkesprog for= tjener en omhyggelig Bearbeidelse, da er det ogsaa temmelig vist, at det nu er paa hoi Tid at indhente, hvad der i denne Henseende forhen har været forsømt. Paavirkningen af det moderne Sprog synes nemlig i denne Tid at være stærkere end nogensinde før. Det nyere Talesprog, som udgaaer fra Byerne, udbreder sig meget i de mest befolkede Distrikter; og endog i de indre Bygder hedder det sædvanlig, at adskillige gamle Ord ere i den sidste Mandsalder gaaede af Brug, og at de unge ikke tale saaledes som de Gamle. Aarsagen hertil maa søges i de nyere offentlige Forholde, saasom i den stør- re Samfærsel og jævnligere Omgang imellem de forskjellige Klasser af Folket, og især i den mere udbredte Kundskab, Læsning og Deeltagelse i offentlige Anliggender. En Stræben ester ydre Dannelse bliver mere og mere almindelig; gamle Sæder og Skikke blive aflagte; nye Begreber og dermed følgende nye Udtryksmaader blive udbredte iblandt Folket. Mange af de mere oplyste Almuesmænd vænne sig til et mere moderne Ta- lesprog og søge tildeels ogsaa at vænne Ungdommen dertil, fordi de ansee dette som et Hjælpemiddel til at erhverve Kund- skab og Dannelse. Paa mange Steder synes der saaledes at foregaae en Forandring i Talesproget, og man skulde kun ønske, at denne Forandring ikke vilde medføre en altfor stor Indblanding af unorske Ord og Former. En Forandring, hvorved en større Lighed og Eenhed i Talesproget blev op- naaet, kunde vel under andre Omstændigheder være ønskelig; men saalænge som Kundskaben om Folkesprogets Forhold ikke er klarere end hidtil, ville vi hellere ønske, at det maa blive ved det Gamle.
Hvorledes man ellers skulde benytte sig af det samlede Sprogstof, er et Spørgsmaal, hvortil der kan gives forskjellige Svar, men som ikke vel kan afgjøres, førend en Ordbog over Sproget er udkommen, og det hele Materiale saaledes kan overskues. Den Tanke ligger rigtignok meget nær, at man skulde forsøge at danne et Skriftsprog enten efter een af de fortrinligste Dialekter eller efter flere Dialekter i Forening. Men et saadant Foretagende vilde dog støde paa mange Van- skeligheder; Ordforraadet er kun tilstrækkeligt for Folkets al- mindelige simple Tankekreds, og enkelte Former ere saa for- skjellige i Dialekterne, at man vanskelig vilde blive enig om Valget imellem disse; især vilde man have en meget vanskelig Knude at løse, naar Substantivernes Bøiningsformer skulde be= stemmes. Alligevel troer jeg dog, at et Forsøg burde gjøres i saadanne Emner, hvortil vi have tilstrækkeligt Ordforraad, saasom Fortællinger, Naturbeskrivelser og deslige. Der gives endog adskillige Sager, hvortil et norsk Almeensprog synes ganske nødvendigt, saafremt den almindelige norske Karakteer i samme skal gjengives; dette er især Tilfældet med de mange betyd- ningsfulde Ordsprog, som bruges iblandt Almuen. Ved saa- danne Forsøg kunde man nemlig forberede en bestemt Sprog- form, og derved lægge en Grundvold, hvorpaa der siden kunde bygges. Men endog i disse simplere Sager maatte For- søget forberedes ved en grundig Prøvelse af det hele Stof i Sproget eller i alle Dialekter tilsammen; man maatte lige= saavel tage Hensyn til det Almindeligste som til det Bedste eller Fuldkomneste, og fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene islæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord; thi det gjelder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen. Det her anførte maa ellers kun ansees som foreløbige Antydninger til nærmere Overveielse af dem, som interessere sig for Sagen; en nærmere Udvikling heraf kan først finde Sted, naar en Ordbog over Sproget er udkommen.
Hvad ellers nærværende Skrift i Særdeleshed angaaer, da er det Stof, som heri er behandlet, ene og alene samlet ved Jagttagelse af Talesproget i de forskjellige Distrikter og ved enkelte Almuesmænds Beretninger om Dialekten i deres Fødeegn. Den Plan at tilveiebringe en Grammatik saavel- som en Ordbog paa denne Maade er først udgaaen fra det norske Videnskabs-Selskab i Trondhjem, ligesom ogsaa Arbeidet er foretaget og fortsat ved dette Selskabs Understøttelse. An- ledningen til, at jeg saaledes kom til at udføre dette Arbeide, var ellers følgende. Jeg havde for endeel Aar siden skrevet en liden Samling af Ordforklaringer tilligemed en kort Frem- stilling af de grammatiske Former i Dialekten i min Fødeegn, Sondmor, uden at have nogen Tanke om, at mit Arbeide skulde komme til at omfatte flere Dialekter. Dette Skrift, som jeg engang under et Ophold i Bergen foreviste for nu afdøde Biskop Neumann, blev af ham værdiget den Opmærksomhed, af han ei alene opmuntrede mig til at vedblive med et saadant Arbeide, men endogsaa omtalte bemeldte Skrift i en egen Op- sats i et af de offentlige Blade. Videnskabs-Selskabet havde imidlertid, som jeg senere erfarede, længe ønsket at formaae Nogen til at undersøge og beskrive nogle af vore mest ægte Dialekter, og da Selskabets Præses, Hr. Nektor Bugge, ved denne Leilighed var gjort opmærksom paa mit foranførte Arbeide, havde Selskabet heri seet en mulig Leilighed til at faae sin Plan udført, og havde derfor antaget Bugges For- slag om at tilbyde mig et Stipendium for det Tilfælde, at jeg vilde foretage en Undersøgelse af de øvrige Dialekter i Ber- gens Stift. Da jeg nu ved de foregaaende Undersøgelser havde fattet megen Interesse for Sagen, følte jeg mig na- turligviis opmuntret ved dette Tilbud, som jeg da ogsaa mod= tog, skjønt ikke uden Frygt for, at mine Evner maatte blive utilstrækkelige til at udføre et saadant Arbeide saaledes, at Selskabets Hensigt derved kunde opnaaes.
Planen for denne Undersøgelse var i Begyndelsen ikke saa omfattende, da der nærmest var tænkt paa de vestlige Di- strikter og især Bergens Stift; men senere er den dog bleven udvidet saaledes, at ogsaa Sprogarterne i de øftlige og nord- lige Distrikter skulde undersøges, for at Arbeidet saaledes kunde omfatte, om ikke alle, saa dog de fleste Dialekter. Paa Grund heraf er der ikke anvendt saa megen Tid til denne Undersø- gelse i de østlige og nordlige Distrikter som i de vestlige, og det er derfor at formode, at der paa flere Steder, især i de østlige Fjeldbygder, endnu kunde være meget at samle, som vilde have givet et godt Bidrag til dette Værk. En fuld- kommen Indsamling af alle de Ord og Former, som fore- findes i Landets forskjellige Egne, var imidlertid et Arbeide, som var umuligt for een Mand alene at fuldføre. Man kan blot haabe, at det Meste og Vigtigste er samlet, og at den Oversigt af Sproget, som man nu seer sig istand til at give, maa være saavidt omfattende, at Enhver, som senere kommer til at behandle Sagen, kan heri have en Veiledning, som vil gjøre hans Arbeide let og give ham Leilighed til at trænge dybere ind i Sagen.
Med Hensyn til Indretningen af denne Bog maa det bemærkes, at denne, som forhen anført, er anseet som en For- beredelse til Ordbogen, og at derfor en stor Deel af Erem- plerne ikke ere forklarede, ligesom ogsaa Dialektforholdet ved enkelte Ord ikke er angivet. Skjønt dette vel i Begyndelsen kan være noget ubeleiligt, syntes det dog at være nødvendigt, for at Bogen ikke skulde blive altfor stor; desuden har jeg troet, at en stor Deel af Eremplerne vilde forstaaes af dem, som enten kjende det gamle Sprog eller ere bekjendte med nogle af Dialekterne. Ved Neglernes Fremstilling har jeg for= nemmelig taget Hensyn til en vis Klasse af Læsere, nemlig oplyste og videlystne Almuesmænd, især saadanne, som kjende til de nu brugelige Skolegrammatiker; paa Grund heraf har jeg indført nogle korte Indledninger til at erindre om de al- mindelige Forholde i Grammatiken, og ligeledes endeel korte Forklaringer af de Forholde, som ikke findes udviklede i de sædvanlige Skolebøger, saasom Omlyd og Aflyd, stærk og svag Flerion, Kasus, Kjonsregler v. s. v. For ovennævnte Klasse, som nu lykkeligviis ikke er saa ganske liden, syntes det især magtpaaliggende at faae en Anledning til Kundskab om Dia- lekternes Forhold til hinanden og til Skriftsproget, da en saadan Kundskab forhaabentlig vilde virke til Vedligeholdelse af det ægte Sprogstof i Dialekterne og til Modstand mod den fremmede Paavirkning.
Paa Grund af de mangfoldige Neiser og Omflytninger, som efter dette Arbeides Plan maatte foretages, havde jeg i lang Tid ikke den Leilighed, som jeg ønskede, til at blive be- kjendt med lignende Arbeider i andre Sprog og især til at kjende de forskjellige nyere Planer i Behandlingen af Grammatiken. Flere af de vigtigste Hjælpemidler af denne Art ere saaledes først komne mig ihænde, efterat jeg allerede havde fuldført de betydelig= ste Forarbeider, og efterat jeg ved mangfoldige Sammenstillinger af de forskjellige Ordklasser havde søgt at udfinde de forskjellige Negler i Sproget. Under disse Omstændigheder har jeg ofte maattet foretage en Omarbeidelse af det, som forhen var skrevet, ligesom jeg ogsaa ofte har havt denne ydmygende Erfaring, som formodentlig mangen Anden i lignende Forholde har havt, nemlig at man først har udfundet noget, som man anseer for at være nyt og ubekjendt, men siden opdager, at det samme er allerede fundet af andre, og at Tingen altsaa er allerede bekjendt. Den nye og originale Deel af Arbeidet findes alt= saa tilsidst ikke at være saa stor, som man i Begyndelsen troede; og dette er da ogsaa en temmelig ligegyldig Sag, da det her ikke kommer an paa, hvem det er, som først har fundet Sandheden, naar kun Sandheden virkelig er funden.
Den Vanskelighed, som er forbunden med at bearbeide en saa betydelig Masse af Stof og at bringe saa mangfoldige Regler i Orden og indbyrdes Forbindelse, er ellers noget, som kun er bekjendt for dem, der have forsøgt noget lignende Arbeide. Uden Tvivl lader Værket endnu meget tilbage at ønske; og jeg maa tilstaae, at jeg ikke selv er rigtig tilfreds dermed; det forekommer mig, at Stoffet paa mange Steder ikke er tilstrækkelig bearbeidet, og at der findes adskilligt, som enten burde være mere udviklet eller ogsaa ganske udeladt; i Særdeleshed er dette Tilfældet i det Afsnit, som handler om Overgangsformerne, hvilket ogsaa er den nyeste og mindst be- arbeidede Deel af Værket. Det er langt lettere at finde Feil ved et Arbeide, naar det er færdigt, end medens det er under Behandling, og det slemmeste er, at Manglerne ved et saadant Skrift ville først rigtig kunne kjendes, naar det er udgivet og altsaa ikke mere kan rettes. Vel skulde jeg saaledes endnu ønske at foretage en Omarbeidelse af enkelte Dele, men da Arbeidet allerede har medtaget en temmelig lang Tid, og det ikke er let at vide, hvor snart man kunde blive færdig med alle disse Forbedringer, og da endelig det Selskab, som har foranstaltet dette Værk, naturligvis ikke kan ønske at udsætte Udgivelsen i en uvis Fremtid, saa bliver da Skriftet herved forelagt Almeenheden - til mulig Benyttelse og Bedømmelse. Dersom der senere gives mig Leilighed, kommer jeg maaskee til at udgive endeel Tillæg og nærmere Forklaringer over enkelte Forholde i Sproget, som endnu ikke ere tilstrækkelig undersøgte.
Indledning.
1. Det Tungemaal, som dette Skrift er bestemt til at omhandle, bruges med adskillige Forandringer som Talesprog af den største Deel af det norske Folk. Det adskiller sig i flere Henseender fra det Skriftsprog, som for nærværende Tid bruges i Norge, og som i alt det Væsentlige er det samme som Dansk. Imidlertid har dog Skriftsproget i den senere Tid havt kjendelig Indflydelse paa Folkets Talesprog, ligesom ogsaa en mindre Deel af Folket, fornemmelig udenfor Bondestanden, har antaget et Talesprog, som nærmer sig mere til Skrift- sproget. Til Forskfel fra dette nyere Sprog vil det Sprog, som tilhører den største Deel af Landets Befolkning, i det Følgende blive kaldet det norske Folkesprog eller Almue= sprog.
2. Det norske Folkesprog er beslægtet med det Islandske og tillige med det Svenske og Danske, saaledes at disse Sprog i Forening danne den nordiske eller skandinaviske Sprogstamme. Denne Sprogstamme udgjør atter et Led af den germaniske Sprogklasse og maa betragtes som fideordnet med de tydske Sprogforgreninger, saaledes at den ikke er udgaaen af disse, men har udviklet sig selvstændigt som en Spire af den samme Rod. Derimod maa det Norske adskilles fra de Sprogarter, som tilhøre Finnerne og Kvænerne i den nordligste Deel af Landet, da disse henhøre til en ganske anden Sprogfamilie og staae ikke i noget Slægtskabsforhold til det Norske. (Jævnfør:
1 Nask's samlede Afhandlinger I, S. 5. N. Keysers Afh. om Normændenes Herkomst, i Saml. til det norske Folks Sprog og Historie VI, 266 v. f.)
3. J Henseende til Ordforraadet og Ordenes Grund- former staaer det Norske meget nær ved det Islandske; men i Henseende til de Former, hvormed Ordenes indbyrdes Forhold betegnes, nærmer det Norske sig til det Svenske og Danske. Med Hensyn til Sprogets Forfatning i det Hele maa man lægge Mærke til, at det i de sidste Aarhundreder kun har ud- viklet sig som Talesprog iblandt Almuen og ikke er blevet an- vendt i Skrift eller offentligt Foredrag. Paa Grund heraf har det i sin nuværende Tilstand ikke den Fuldkommenhed, som det maa antages engang at have havt; Formdannelsen mangler Eenhed og Bestemthed, og det nationale Ordforraad er ved Mangel paa Udvikling blevet for fattigt til at udtrykke de Be- greber, som den mere udviklede Tænkning medfører, uagtet Sproget i sig selv hverken mangler Udtryk for de almindelige Begreber og eiheller mangler Bekvemhed til videre Uddannelse.
4. Det norske Folkesprog deler sig i flere Sprogarter (Dialekter), som tildeels afvige meget fra hinanden, men dog ikke saa meget, at de give Anledning til at antage mere end eet Sprog. Ved at sammenligne disse Sprogarter finder man, at de gaae ud fra et ældre Sprog, som har havt en stor Rigdom paa Former og Endelser, og at Sprogarterne overalt have bortkastet en Deel af disse Former og forkortet de længste og besværligste Endelser; de have altsaa fulgt den samme Plan som de fleste af de nyere Sprog, nemlig at antage en lettere og simplere Formdannelse. Forskjellen imellem vore Sprog- arter bestaaer altsaa fornemmelig deri, at nogle have bragt det videre end andre i at formindske Antallet af Formerne, og at enkelte have taget en særegen Netning ved Formernes Foran- dring. Hertil kommer ogsaa nogen Forskjellighed i Ordfor= raadet, som tildeels grunder sig paa Skriftsprogets Indflydelse, da nemlig de Sprogarter, som ere mest paavirkede af dette, have tabt en stor Deel gamle Ord, som derimod ere vedlige- holdte i andre Sprogarter.
5. Det Sprog, hvoraf vore Dialekter kunne ansees at være udsprungne, er det gamle Norske, hvis Beskaffenhed vi have Anledning til at kjende af adskillige Skrifter fra Middel- alderen, fornemmelig fra det trettende og fjortende Aarhundrede. Dette Sprog er altsaa af megen Vigtighed for os ved Un- dersøgelsen af vort Folkesprog, da det forestiller os den Form, hvorfra de forskjellige nyere Former ere udgangne, medens det tillige sætter os istand til at adskille det ægte Norske fra de fremmede Ord og Former, som i den senere Tid ere indkomne ved Skriftsproget. Men heraf følger dog ikke, at man skulde ansee alt det for unorsk og uægte, som ikke findes i de gamle Skrifter. Det er meget sandsynligt, at Folkesproget paa den Tid kunde have mange Ord og Former, som man ikke havde Anledning til at bruge i de Skrifter, hvoraf vi kjende det gamle Sprog; og der er ogsaa Grund til at antage, at man allerede dengang havde adskillige Dialekter med større eller mindre Afvigelse fra det Sprog, som anvendtes i Skrifterne. Med
6. Ved siden af det gamle. Norske er ogsaa det Js- landske af megen Vigtighed for os ved Betragtningen af de norske Ord og Former. Dette Sprog, som for omtrent et tu- sinde Aar siden blev overbragt til Island ved udvandrede Folk fra Norge, har lige til denne Tid beholdt en Formbygning, der er omtrent den samme som i det gamle Norske. Hensyn til Formerne staaer altsaa det Islandske over vort nu- værende Folkesprog, da Formerne i dette sidste hverken ere saa mange eller saa meget udviklede. Ligeledes staaer Islandsken langt over det nuværende Svenske og Danske, medens derimod de ældste Skrifter i Sverige og Danmark ere skrevne i et Sprog, som har megen Lighed med det gamle Norske eller Is- landske. Sproget synes saaledes engang at have været omtrent det samme i alle tre Riger; men de adskilte Sprog have siden dannet sig paa samme Maade som vore Dialekter, da nemlig enhver Sprogart for sig selv har antaget en lettere og sim- plere Formdannelse.
7. De Sprogarter, som have den største Lighed med Gam- melnorsk og Islandsk, kunne altsaa efter det Anførte ansees som de mest ægte. Imidlertid kan neppe nogen enkelt Dialekt siges at være den mest ægte eller mest fuldkomne, da enhver Sprogart ved siden af sine Fortrin ogsaa har adskillige Mangler, saa at altsaa den ene har noget forud for den anden, og den anden har noget forud for den første. Med Hensyn til For- mernes Regelmæssighed have Sprogarterne i Bergens Stift Fortrinet, og med Hensyn til Lighed med det gamle Sprog kunne maaskee Sprogarterne i søndre Bergenhuus Amt sættes øverst. Mest afvigende fra det gamle Sprog ere Dialekterne i Omegnen af Byerne, fornemmelig i det Søndenfjeldske. Nærværende Skrift indrettes saaledes, at Sprogarterne blive i den egentlige Grammatik behandlede under eet, med Sam- menligning og Angivelse af de enkelte Afvigelser; men ved Enden af Skriftet tilfoies et Afsnit, hvori Dialekterne beskrives/ særskilt og adskilles efter deres væsentligste Kjendemærker.
8. Formen for Sprogets enkelte Ord og Udtryksmaader støtter sig for det meste paa indbyrdes Lighed eller Analogie, og Lighed i Formen er sædvanlig forbunden med Lighed i Be- grebet, saaledes at de Ord, som have et Fællesskab i Betyd= ningen, have ogsaa et Fællesskab i Formen, og de Ord, som staae i samme Forhold til hinanden, forbindes med hinanden paa samme Maade. Der gives saaledes visse Regler, som have gjort sig gjældende i Sproget, og disse Regler er det, som Grammatiken har at fremstille og forklare. Med Hensyn til Ordningen af disse Regler maae de for det første adskilles i to Arter, da nogle blot angaae de enkelte Ords Dannelse og Form, hvorimod nogle angaae Ordenes Sammenstilling i Talen, eller den Maade hvorpaa man forbinder de Ord, som skulle udtrykke en Mening. Herved deler Grammatiken sig i to Ho- veddele, nemlig Ordlære (Etymologie) og Ordføiningslære (Syntar).
9. J Ordføiningen har dette Sprog det meste fælles med Svensk og Dansk, hvorfor ogsaa Behandlingen af dette Emne vil i nærværende Skrift blive temmelig kortfattet. I den første Hoveddeel eller Ordlæren, som her maa behandles udførligt, lade Reglerne sig adskille i flere Underafdelinger, og man kan saaledes for det første adskille de Former, som blive at be- handle, i to Arter. Den første Art, som kan kaldes den leri- kalske Form, fremstiller Ordet kun som Udtryk for et Begreb, uden Hentydning paa noget Forhold til andre Ord og uden Indskrænkning i Betydningen. Den anden Art, som kan kaldes den grammatiske Form, angiver Ordets Forhold i en Mening eller indskrænker dets Betydning til et bestemt Forhold i Ud- strækning, Antal, Tid eller Num. For Simpelheds Skyld skal den første Art her kaldes Ordformer eller Ordenes Grund- former, og den anden Art Boiningsformer.
10. Den Art, som her kaldes Ordformer, adskiller sig atter i to Arter, nemlig 1) Overgangsformer (Varia- tioner), hvorved Ordet faaer en anden Form uden Forandring i Betydningen, og 2) Afledningsformer, hvorved der frem- kommer et andet Ord med beslægtet Betydning. I et Sprog, som er dyrket ved Skrifter, og hvis Regler derved ere bragte til Eenhed og Bestemthed, ere Overgangsformerne af ubety= deligt Antal; men i et Folkesprog, som bestaaer af mange Di- alekter, ere disse Former derimod mange og forskjelligartede; de ville derfor kræve en udførlig Beskrivelse i nærværende Skrift. Foruden det her Anførte maa Grammatiken ogsaa indeholde en Fremstilling af Sprogets Lydforraad og Lydforholde. Som en Fremstilling af Sprogets simpleste Bestanddele eller Elementer maa denne Deel behandles først, idet den kan ansees som en Forberedelse til den egentlige Grammatik eller nærmest til Frem- stillingen af de lerikalske Former. Anm. Da endeel Distriktsnavne meget ofte ville blive anførte i det Følgende, har jeg fundet det fornødent at bruge Forkortninger ved de længste af disse Navne. Saaledes: Ag. (Agershuus Stift), Berg. (Bergenhuus, nl. Amt), Gbr. (Guldbrandsdalen), Hall. (Hallingdal), Hard. (Hardanger), Helg. (Helgeland), Jæd. (Jæderen), Kr. (Kristi- ansands, nl. Stift), Nft. (Nordfjord), Nhl. (Nordhordlehn), Rbg. (Raabygdelaget), Sdm. (Søndmør), Sff. (Søndfjord), Shl. (Sønd- hordlehn), Sæt. (Sætersdalen), Tell. (Tellemarken), Tr. (Trondhjems, nemlig: Stift), Drk. (Drkedalen), std. (Østerdalen).
Første Afdeling. Om Lydforholdet.
1. Dm Bogstaver og Udtale.
11. Lydene i vort Folkesprog kunne i Almindelighed be= tegnes ved det samme Forraad af Bogstaver, som anvendes i de nærmest beslægtede Sprog. Ved Vokalerne findes en større Overeensstemmelse med det gamle Sprog, saa at man ved en noiagtig Betegning af Lyden i Talesproget for det meste kommer til at følge den gamle norske Skrivemaade. Konsonanterne ere derimod ganske de samme som i det nuværende Svenske og Danske. Den for det gamle Sprog særegne Lyd th eller þ findes nu, saavidt vides, ikke i det Norske og kommer her altsaa iffe til nogen Anvendelse.
Dette gjælder imidlertid kun ved den almindelige Frem- stilling af Folkesproget og kan ikke anvendes paa ethvert enkelt Bygdemaal. Adskillige Dialekter, især i den nordlige og østlige Deel af Landet, have flere særegne Lyd, som ikke nøie kunne betegnes med de almindelige Bogstaver. Men disse afvigende Lyd maae vistnok kun betragtes som særegne Udtaleformer, hvis Betegning i Skriften man ikke videre kan indlade sig paa, da man her maa holde sig til den simple og almindelige Lyd, der ved Sammenligning med de beslægtede Sprog synes at være den ældste og rigtigste. Det Lydforraad, som her lægges til Grund, er det som hersker i Sprogarterne i den sydlige og vestlige Deel af Landet, især i Bergens Stift og i de østlige Fjeldegne fra Naabygdelaget til Valders. Man vil i det Føl- gende see, at Lydene i disse Sprogforgreninger staae i en re- gelmæssig indbyrdes Orden og Afstand, medens de ogsaa stemme nøie overeens med den gamle Skrivemaade.
A. Vokalerne.
12. Det norske Folkesprog har ni enkelte Vokaler, nemlig: a, aa, e, i, o, u, y, æ, ø, og tre Diftonger eller Tvelyd: au, ei, øy. Efter en vis Regel i Sproget, som senere ofte vil komme i Betragtning, kunne de inddeles i to Arter, hvilke vi (efter Nask's Maade) ville kalde den haarde og den bløde Art; til den første hører: a, aa, o, u (og au); til den anden hører: o, æ, e, i, v (ei og øy). Denne Adskillelse mærkes dog ikke saa meget ved Udtalen som ved Vokalernes Forbindelse med Konsonanterne og ved deres Forandringer i Afledningen og Bøiningen.
Vokalernes Udtale er for det meste ligedan som i Dansk og Svensk, medens den derimod i nogle Tilfælde er meget forskjellig fra den ny-islandske Udtale. Det bliver derfor nød- vendigt at give en nærmere Forklaring af den norske Udtale, da der uden Tvivl bør tages Hensyn til denne ved Læsningen af de gamle Skrifter eller ved Bestemmelsen af den gammelnorske 8 Udtale. Den islandske Udtale synes tildeels at være saa af= vigende fra det regelmæssige Lydforhold, at den neppe burde anvendes paa det gamle. Sprog.
13. Nogle af de enkelte Vokaler have to Slags Lyd, saa- ledes at de i endeel Ord udtales anderledes end i de øvrige Ord. For at danne sig et tydeligt Begreb om dette Forhold maa man foreløbig lægge Mærke til, at Vokalernes forskjellige Udtale berver deels paa en større eller mindre Fremskydning af Stødepunktet (o: den Deel af Munden, hvori Lyden dannes), deels paa en større eller mindre Indtrykning af Munden enten fra Siderne eller nedenfra. Med Hensyn til Fremskydningen dele Vokalerne sig i tre Arter, nemlig: 1) dybe eller mindst fremskudte: æ, e, i; 2) mere fremskudte: (a), o, v; 3) mest fremskudte: aa, o, u. Med Hensyn til Indtrykningen dele de sig ogsaa i tre Arter, nemlig: 1) brede eller mindst indtrykte: a, a, aa; 2) mere indtrykte: e, o, o; 3) mest indtrykte: i, v, u. Det er de to sidstnævnte Arter, som antage to Slags Lyd, hvoraf den ene kaldes den lukte, den anden kaldes den aabne. Den sidste nærmer sig til en bredere eller mindre indtrykt Vokal, men adskiller sig baade fra denne og fra den lukte Lyd ved en større Fremskydning; man sammenligne til Erempel det lukte o i det Ord Stol med det aabne o i Ordet stolen (næsten som: staalen) : stjaalen.
Den aabne Lyd, der saaledes adskiller sig fra den lukte, kunde i Almindelighed kaldes Mellemlyd; dog maa dette ikke forstaaes saaledes, at denne Lyd staaer midt imellem en bredere og en mere indtrykt Vokal, da den egentlig staaer udenfor begge og nærmest ved den bredere Vokal.
14. De Vokaler, ved hvilke der skjelnes imellem en luft og en aaben Lyd, ere altsaa følgende ser: e, i, o, u, v, v. Den lukte Lyd er den mest bekjendte og bestemte, da den altid bruges som Navn paa Vokalen, naar denne nævnes som Bogstav eller Stavelfedeel. Den aabne Lyd staaer ligesom ved siden af en bredere Vokal og er mere fremskudt; det vil sige: Udtalen fore- gaaer længere ude i Munden, saaledes at Lyden bliver afsluttet og ganske fri fra den Bilyd, som tildeels findes ved den lukte Lyd, f. Er. i (ii eller ij). Den aabne Lyd er altsaa bedst skikket for de korte Stavelser, hvorfor den ogsaa tildeels i nyere Grammatiker kaldes den korte Lyd, medens den lukte derimod kaldes den lange. Imidlertid bør man her adskille Vokalens Længde fra dens Lyd eller Udtale; den aabne Lyd bruges her meget hyppig i lange Stavelser, medens den lukte Lyd ogsaa, dog sjeldnere, bruges i kortere Stavelser.
Anm. De nyere Sprogforskere ansee den aabne Lyd som den ældste og oprindelige, saaledes at den lukte Lyd har senere dannet sig ved en Forlængelse eller ved Tilføielse af en Bilyd.
I gamle Haandskrifter har man tildeels adskilt de to Slags Lyd ved at sætte et Tegn (') over den lukte Vokal; denne Brug er siden vedtaget i Udgaverne af de gamle Skrifter og i det Islandske, saaledes at man til Erempel skriver: vík, sól, hús, dýr v. s. v., men derimod sætter den aabne Lyd uden Tegn, f. Er. vinr (Ven), bod (Bud), sumir (somme), dyr (Dør). En lignende Maade bruges ogsaa i de tydske sammenlignende Grammatiker, da man nemlig sætter et Tegn (^) over de lukte (eller saakaldte lange) Vokaler. I mine Samlinger til en norsk Ordbog har jeg imidlertid brugt en anden Maade, nemlig at sætte Tegn (') over den aabne Lyd i de lange Stavelser, da jeg nemlig ansaae det meest nødvendigt for de mindre Sprogkyndige at finde et Mærke paa den Lyd, som afviger fra den mest bestemte og bekjendte Udtale; hvilket er nærmere forklaret i min Plan for Ordbogen (indrykket i 4de Bind af det kgl. norske Videnskabs-Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede). Men uagtet jeg fremdeles maa ansee denne Betegning som bedst stikket til at befordre en rigtig Læsning, har jeg dog senere fundet mig nødsaget til at opgive samme, fordi den strider formeget imod den Be- tegning, som bruges ved Fremstillingen af det gamle Sprog, ligesom den ogsaa maatte blive besværlig ved Sammenligningen med andre be= slægtede Sprog. I nærværende Skrift vil ellers ikke nogen Betegnings- maade blive gjennemført, og for det Tilfælde, at et Tegn skulde bruges, bedes Læseren at erindre, at Akut (') betegner den lufte, men Gravis (') den aabne Udtale. 15. Vokalen a har i Almindelighed den samme Udtale som i de beslægtede Sprog; men i enkelte Dialekter findes dog ad- skillige Afvigelser, især en Tilnærmelse til Lyden af æ. I det Helgelandske findes saaledes en Mellemting af a og æ i adskillige Endestavelser (f. Er. lesa, el. lesæ; bera, el. beræ); paa andre Steder, især i Østerdalen, findes en saadan Mel- lemting af a og æ ogsaa i betonede Stavelser. I flere son- denffeldske Bygdemaal høres en Overgang til æ foran r (Er. Rar, Mark) og mere tydelig foran ! (Er. galen, Aln, Hals, udtalt: gælen, Æln, Hæls). I det Guldbrandsdalske høres en lignende Overgang forved Il og nn, dog med en vis Bilyd af i, f. Er. alle (ælle, æille), fallen (fæillen), kann, (kænn, Fæinn).
16. Vokalen aa, der synes at være egen for de nordiske Sprog, har i de fleste af vore Sprogarter den samme Udtale som det danske aa og det svenske å, altsaa som en enkelt og asluttet Lyd, der er beslægtet med o men meget bredere end dette (§ 13). En afvigende Udtale finder Sted i det Sognske, Vossiske og Hardangerske, hvor aa antager Formen af en Dif= tong eller sammensat Vokal og lyder som av eller aå (f. Ex. Aor, Maol). Denne Udtale nærmer sig altsaa til den, som bruges paa Island, hvor nemlig á lyder som au (eller efter Nask: av).
Anm. Da aa efter den almindelige Udtale er en enkelt Lyd, burde det ogsaa skrives med enkelt Tegn, hvilket især vilde være til Fordeel i de Ord, hvori aa og a støde sammen, f. Er. blaa-a, sjaa-ande, raa= aste v. s. v. Skrivemaaden á, som bruges i Islandsk og Gammelnorsk, synes dog ikke tilraadelig, da den giver Anledning til at ansee Lyden kun som en Forandring eller Forlængelse af a (i Lighed med é, í og flere); medens dog aa efter Udtalen er en ganske anden Vokal end det lange a og altsaa ikke bør forverles med dette. Med mere Grund kunde man antage den svenske Betegning (å), men ogsaa denne er noget ube- leilig, blandt andet derved, at Figuren dannes paa en anden Maade end alle de øvrige. Det rigtigste synes at være, at man her følger samme Plan som ved æ og saaledes antager et sammendraget Tegn: w eller a, hvilket ofte findes anvendt i de gamle norske Haandskrifter. (Om de øvrige gamle Skrivemaader see: Gislasons Bog um frumparta islenzkrar tungu i fornöld, S. 26. Munchs og Ungers Grammatik, S. 20).
17. e er efter det forhen anførte enten aabent eller lukt. Det aabne e er deels kort, f. Er. i: Bekk, Vegg, detta, fella, sleppa; deels langt, som i de Ord: leka, Veg, set, Tes, vera, spela, drep, heve, kjem. Lyden er i begge Tilfælde den samme, nemlig omtrent som det korte e i de Ord: Hest, net, neppe, — eller det korte æ i: Væg, sætte. Den nærmer sig altsaa til Lyden af æ, men adskiller sig fra denne Lyd derved, at den er mere fremskudt og mindre aaben (S 13). I nogle Sprogarter gaaer dette e tildeels over til æ, især foran r (Er. bæra, væra). At det altid antager Lyden af æ foran visse Konsonanter (ng, nd, mp 2c.), skal senere blive viist.
- Det lukte e (é) findes kun i et lidet Antal Ord og er oftest langt, f. Er. i: Fe, Ane, let, bles, fer, Zela, klen; sjeldnere kort, som i: fekk, lett, sedd (af sjaa). Udtalen er den samme som ved det lange e (ee) i Dansk og Svensk. I det Islandske er denne Lyd forvandlet til je eller jæ og skrives è.
I Enden af Ordene, hvor e svarer til det gamle i, ud- tales det næsten som et aabent i, f. Er. i Ande, Emne, Time. En lignende Lyd har det i Endelserne er og en, hvilke altsaa ikke bør læses som ær eller æn.
18. i er ligeledes deels lukt, deels aabent. Det aabne i udtales som den korte Vokal i de Ord: til, mit, disse; det nærmer sig altsaa til det lukte e, men er mere fremskudt end dette. Det bruges deels i korte Stavelser, f. Er. Fisk, List, viss, klippa v. s. v., deels i lange, som: Vika, Vit, Rise, Tile, Tin, Skip, liva. I nogle Egne gaaer det tildeels over til e. (Er. Zete, vesen), i Trondhjems Stift endog til æ (Er. Stræk, Læt, væta); paa andre Steder (Sogn, Tell. Sæt.) gaaer det stundom over til dette lukte i; dog er dette sjeld= nere.
Det lukte i (i) har den almindelige Lyd, som fremkommer ved Mundhulhedens største Indtrykning nedenfra. Det findes of- test i lange Stavelser, f. Er.: Vik, stiga, bita, Js, hine v. s. v. dog ogsaa ofte i korte, især foran tt og dd (Er. Kvitt, Vidd); sædvanlig ogsaa foran kk, gg, ll og nn, - hvorom senere. I nogle Egne (Sogn, Hard. Sæt.) udtales det meget bredt, saaledes at der næsten høres en Lyd af e foran samme (f. Er. Le-iv, for Liv).
19. o har ligeledes to Slags Lyd. Det aabne v ud- tales omtrent som det korte o i de Ord: Lod, Flok, ofte; det nærmer sig altsaa til aa, men adskilles fra denne Lyd ved en større Fremskydning ($ 13) og mindre Udvidelse af Munden. Det er deels kort, f. Er. i Vogga, Odd, oss, Bolle v. s. v., deels langt, som i: Lok, Tog, Skot, Bod, Mose, bora, Rol, Lov, koma. I nogle Sprogarter gaaer det tildeels over til aa; imidlertid findes ogsaa Overgang til lukt o, skjønt meget sjeldnere. Paa nogle Steder (Hall. Vald. Nhl.) lyder dette v tildeels som ø, f. Er. Følk, gødt, komen, brøten, vøren. At vort o i lexikalsk Henseende ofte svarer til Is- landsk ö, vil senere blive omtalt.
Det lukte o (ó) har i Almindelighed den samme Udtale som i de beslægtede Sprog; paa nogle faa Steder udtales det dog noget bredere, ligesom med et utydeligt Forslag af e. Det er sædvanlig langt, f. Er. i Ro, tok, drog, Rot, Os, Von; kortere foran tt og dd, som i: Sott, rodde, skodd.
Forsaavidt o bruges i Enden af Fleerstavelsesord (f. Er. Luko, Klokko), udtales det altid lukt. Lyden kan i dette Tilfælde gaae over til aa, men ikke til aabent o.
20. u er enten aabent eller lukt. Det aabne u lyder som i de Ord: Skum, Busk, plukke; det nærmer sig altsaa til det lukte o, men er mere fremskudt end dette. Det findes deels i korte Stavelser som: turr, full, stutt, Dusk; deels i lange, som: Bruk, Hug, Lut, Fura, Bul, Mun, Tume. I nogle Sprogarter gaaer det tildeels over til o (f. Er. Hog, Mon); dog findes ogsaa Overgang til lukt u, skjønt meget sjeldnere. Paa enkelte Steder (især i Østerdalen) findes en Overgang til det aabne y eller til ø (f. Er. tørt, for turt); men i Al- mindelighed findes dette kun som en Afændring ved enkelte Ord og ikke som en Udtaleform. I det Islandske udtales dette ut som v eller ø.
Det lukte u (ú) har den almindelige Lyd, som fremkommer ved Mundens største Indtrykning fra Siderne. Det er i Al- mindelighed langt, f. Er. i: bu, Duk, Hus, Tun, stupa; und- tagen foran tt og dd (f. Ex. butt, budde). I nogle Egne (Sogn, Hard. Sæt.) høres det noget bredt, ligesom med en forangaaende Lyd af e (f. Er. He-us).
21. y er ligesom de foranførte, deels lukt, deels aabent. Det aabne y udtales som den korte Vokal i de Ord: Byg, flytte; det nærmer sig altsaa meget til Lyden af ø, men er mere fremskudt. Det findes deels i kørte Stavelser f. Ex. 17ytte, yppe, Lyst, lyfte, myrk, fylgja; deels i lange som fyre, fyl, dyn, sym, yve, mykjen, skyna. Paa nogle Steder gaaer det tildeels over til ø, især foran r og l: saaledes blive f. Er. de Ord: Byr, fyre, RI (0: Varme) i Trondhjems Stift udtalte som: Bør, føre, Gl. Ellers gaaer denne Lyd ogsaa over til lukt y paa de samme Steder, hvor det aabne i bliver lukt; men i dette Tilfælde fraskilles den egentlige lukte Lyd ved en bredere Udtale (e-i, e-y, s. § 18). I en Deel af Hallingdal udtales y ofte som i, hvilket stemmer overeens med den islandske Udtale.
Det lukte y (y) faaer samme Udtale som i Dansk og Svensk (=Tydsk ü). Det findes sædvanlig i lange Stavelser som: By, fyk, flyg, byte, lyse, Myr, Dyna; - dog ogsaa i korte foran tt og dd (Er. nytt, flydde) og oftest foran **, gg, l, nn, hvorom senere. I nogle Egne (Sogn, Hard. Sæt.) udtales det noget bredt, ligesom med et Forslag af e el. ø (e-y). I Hallingdal gaaer det tildeels over til i (Er. nitt, dirt, lise), hvilket kan lignes med Udtalen paa Island, hvor nemlig ý altid lyder som i.
22. Vokalen æ udtales ligesom det lange æ i Dansk og Svensk (f. Er. i Hæl, lære, klæde), altsaa som en enkelt og afsluttet Lyd, der er beslægtet med e, men meget bredere end dette. J Afledningen udgaaer æ som Omlyd af aa, men i Lydforholdet ere begge sideordnede, da æ er den bredeste Lyd imellem a og i, ligesom aa er den bredeste imellem a og u. Som en afsluttet Lyd (uden Bilyd) adskiller vort æ sig fra det islandske æ, der udtales som ai eller æi. Det maa ellers bemærkes, at vort Folkesprog ofte har æ, hvor de gamle Skrifter have e (f. Er. tæk, dræg, væl, hær, Bær), og at Lyden æ altid træder istedetfor e foran visse Konsonantforbindelser saasom nk, ng, nd, mp og flere.
Anm. Den islandske Udtale af denne Vokal høres næsten aldrig i nogen af vore Dialekter, og jeg fjender for Dieblikket kun et eneste Ord, hvori æ overgaaer til at, nemlig: rædd (i Nordre Trondhjems Amt: raidd). Da endeel gamle Haandskrifter meget ofte have æ istedetfor e, synes ogsaa dette at vise, at Forskjellen imellem disse to Lyd ikke har været saa betydelig som imellem ai og e.
23. Lyden ø deler sig, ligesom flere af de foranførte, i to Slags; men Forholdet ved disse er lidt afvigende, da det aabne o ikke nærmer sig til nogen bredere Vokal, og det lukte er egentlig kun en mindre aaben Lyd, som ellers er ganske af= sluttet eller fri for enhver Bilyd. Det aabne eller mere frem- skudte ø udtales omtrent som det korte danske ø i de Ord: Søvn, Øre. Det findes kun i et lidet Antal af ægte Former og er da enten kort, f. Er. i høgg, gløgg, røkkja, Øks, Østja; - eller langt med et j foran, som: Kjøt, Mjød, fjøra, Fjøl, Mjøl. Ellers findes det meget ofte i Dialekterne som en Overgangsform, deels istedet for det aabne e og o (Er. sov, kjøm, gjøno; knøde, Løde el. Løa; komen v. s. v.); deels istedetfor lukt v efter i (f. Er. Sjø, Ljød, Ljøs, Tjør, skjøte, bjøde).
Det lukte (eller rettere: det mindst aabne) o udtales som det lange ø i Dansk og Svensk (f. Er. i føde, føre, kjøle); altsaa anderledes end i Islandsk, hvor denne Lyd falder sammen med æ (æi, ai). Dette o adskiller sig ellers i Afledningen fra det foregaaende; det aabne ø findes nemlig at være beslægtet med a, hvorimod det lukte findes som Omlyd af v. Det første skrives i Islandsk og tildeels i Gammelnorsk med ö, det sidste derimod med æ eller æ.
Anm. At en saadan Adskillelse af lukt og aaben Lyd, som i det Foregaaende er fremstillet, egentlig har fundet Sted i samtlige nordiske Sprog, synes klart af Skrivemaaden i det gamle Sprog og i det Is- landske. I det nuværende Danske og Svenske er derimod denne Forskjel bleven utydelig, deels derved at Lyden er bleven kortere (f. Er. i: vissen, for visen), og deels derved, at man i de lange Stavelser har vedtaget at sætte den beslægtede bredere Vokal i Stedet for Mellemlyden. Saa- ledes findes til Exempel 1) æ for e: Næs, væve; väg, skär, läsa; 2) e for i: Led, Kneb, Streg; sken, veta; 3) aa for o: taale, baaren; tåg, någon, skåda; 4) o for u: om, op, somme; lott, skola; 5) o for y: Bor, Fol, skjønne; öfver, spörja. Da nu en lignende Overgang findes i mange af vore Dialekter, er man ogsaa meget tilbøielig til at skrive norske Ord og Navne efter Skriftsprogets Regler, saaledes at man kun anvender den bredere Vokal og ikke erkjender nogen Mellemlyd; de Fleste ville altsaa, at man f. Ex. skal skrive: Næs, Leet, flaate; og iffe: Nes, Lit, Flote. Men de fleste og bedste Dialekter gjøre imidlertid en tydelig Forskjel paa disse Slags Lyd, og denne Forskjel passer noie til den gamle Skrivemaade, f. Er. i lesa og læsa, kol og kál, yl(r) og öl. Det er ogsaa at betænke, at Reglerne for Overgangen og Om- lyden maatte blive meget uklare og forvirrede, hvis man skulde sammen- blande Mellemlyden med den bredere Vokal. Forskjellen imellem disse er ellers almindelig erkjendt af de Sprogkyndige, hvilke, som forhen be- mærket, ansee Vokalens aabne eller korte Lyd for at være den oprindelige, og adskille denne noiagtig saavel fra den lukte Lyd som fra den nærmeste bredere Vokal. (If. Grimms d. Gram. 3die Udg., Nast's Veiledning til det oldnordiske Sprog. Gislasons: Um frumparta is- lenzkrar tungu. Munchs og Ungers oldnorske Grammatik).
24. Diftongen au er at ansee som et sammensmeltet a-u, hvoraf hverken a eller u høres særskilt, men begge tilsammen danne een Vokal; f. Er. i Hauk, Taut, laus, Aur, Saum. I Valders og enkelte mindre Distrikter høres Lyden af a temmelig klart; men efter den almindelige Udtale bliver a ved Foreningen med u ganske utydeligt, saa at man ogsaa kunde bruge ou, su, eller eu til Tegn for denne Lyd. (I norske Ord og Navne har man ogsaa ofte skrevet den med ou). I Guldalen og Østerdalen overgaaer au ofte til aabent v, hvilket kan ansees som en Tilnærmelse til det Svenske, hvori au bliver til v. - I det Islandske udtales au som si, altsaa ganske forskjelligt fra det Norske.
25. Den anden Tvelyd ei kan ligeledes betragtes som et sammensmeltet e-i eller æ-i, hvori ingen af Delene høres sær- stilt, men begge tilsammen danne een Vokal, f. Er. i de Ord: Eik, veit, heil, Bein, heim. I det Valderske og Vossiske faaer denne Lyd en større Aabenhed og høres som ai (vait, Stain, braidt). Forøvrigt er ai ikke nogen egentlig Vokal i Sproget, da den kun findes i denne Overgang fra ei, samt i nogle Dialekt-Former, hvori en Konsonant er vokaliseret, f. Er. aire (for adre), Sail (for Sadel), fair (for fager).
Anm. At den rigtige Form er ei, og ikke ai, skjønnes blandt andet deraf, at denne Lyd aldrig har haardt k eller g foran sig, men altid kj eller gi, f. Er. kjeik, (el. Fjaik), Gjeit, (el. Gjait). De bløde Vo- faler (§ 12) fræve nemlig altid et saadant i ved k og g.
26. Den tredie Diftong øy (eller øi) udtales ligeledes som en sammensat Lyd, saaledes at ingen af dens Dele høres særskilt, men begge udgjøre een Vokal, f. Er. i Høy, Øyk, Øyra, løyse, støpte. En afvigende Udtale findes i nogle Bygder (af Hall. og Guldbr.), hvor det lyder som ei (leise, steite) og altsaa faaer samme Lyd som det tilsvarende ey i det Islandske. I det gamle Norske skrives denne Lyd oftest med øy, hvilket man ansees som den rigtigste Form, da denne Vokal i Lydforholdet nærmer sig mest til ø og v, medens den i Afledningen udgaaer som Omlyd fra au (ved siden af den simplere Omlyd: v af u). En tilsvarende Omlyd af au skrives i det Tydske: äut.
Anm. I Brugen af Tvelydene stemmer vort Folkesprog ganske overeens med Gammel Norsk og Islandsk; det er altsaa meget forskjelligt fra Dansk og Svensk, hvor nemlig de ægte Tvelyd ere blevne til enkelt Lyd (v for au og øy; e for ei), medens derimod nogle uægte Diftonger ere fremkomne ved Vokalisering af Konsonanter; f. Er. veie (for vege), Veir (for Veder); Sv. höid (for høgd), möilig (for møglig). Skrive- maaden av, ej, oj, som nogle have anbefalet, kan for det Norskes Ved- kommende ikke bifaldes, da vi her have ægte Diftonger, som altsaa ikke indeholde nogen Konsonant. Desuden vilde denne Skrivemaade give Anledning til en feilagtig Læsning og lægge en alt for stor vægt paa den første Deel af Lyden, medens dog de grundigste Undersøgelser vise, at det er netop den sidste Deel af Diftongen, som er dens væsentligste Deel. (If. Bopp's vergl. Gr. S. 25 0. f.)
27. Med Hensyn til Vokalrækken i det Hele vil man ved Sammenligning med andre Sprog finde, at det norske Vokal- forraad er baade meget rigt og meget regelmæssigt. Naar man antager tre Vokalrækker efter de tre forskjellige Fremſkydnings- Grader (§ 13), da indbefatter hver enkelt Nække først en bred eller meget aaben Lyd, dernæst en Middelvokal, og tilsidst en meget indtrykt Vokal; - ved siden af de to sidste findes ellers en mere fremskudt Lyd eller Mellemlyd. Til hver Nække hører desuden en Diftong, der næsten kunde ansees som en Sammensmeltning af alle Vokaler i Nækken. Den eneste Uregelmæssighed er, at den brede Vokal mangler ved siden af ø, og at a ikke hører til nogen enkelt Nække men staaer ligesom udenfor de øvrige. Forholdet kan ellers overskues ved følgende Ordning:
2 Anm. Vokalerne a, i og u ansees af de nyere Sprogforskere som Grundvokaler, fra hvilke de øvrige kunne ansees at være udgangne. Man kan ogsaa af foranførte Ordning see, at disse Lyd danne derpunkterne eller Grændsen af vort Vokalsystem, saa at de øvrige kunne betragtes deels som Mellemvokaler og deels som udvidet eller sammensat Lyd. (Jævnfør: Grimms deutsche Gram. 3die Udgave, I, 33. Beckers ausf. d. Gram. S. 69, 75. Bopps vergl. Gram. S. 1. Gislason um frump. isl. S. 13).
Vokalernes Forhold i Orddannelsen eller Afledningen bliver her for- bigaaet og skal først udvikles under Afledningsformerne. Som en fore- løbig Oversigt kan dog anføres, at e udgaaer i Afledningen fra a, o fra a, y fra u og o, æ fra aa, o fra o, og øy fra au. Vokalerne a, aa, o, u og au kunne saaledes forandres ved Omlyd; de øvrige faae ikke Omlyd, men blive dog undertiden forandrede eller ombyttede med andre Vokaler.
B. Konsonanterne.
28. Det norske Sprog har følgende femten Konsonanter: b, d, f, g, h, j, k, l, m, n, p, r, s, t, v. Ved disse kan man endnu tydeligere end ved Vokalerne skjelne imellem tre forskjellige Stødepunkter; de Konsonanter, som høre til det indre Stedepunkt, kaldes Ganebogstaver eller ogsaa Stru= belyd (Gutturaler), de paa det andet eller mellemste Punkt kaldes Tungebogstaver (Lingvaler), og de paa det tredie eller yderste Punkt ere Læbebogstaver (Labialer). Ganebogstaver ere: k, g, i, h; Tungebogstaver: t, d, s, r, l, n; og Læbebogstaver: p, b, f, v, m. De to første i hver Række kaldes stumme (eller mute) og deles i haarde: t, t, p, og bløde: g, d, b. Fly- dende (eller likvide) Konsonanter ere: r, I, n, m. Anm. De fremmede Konsonanter c, q, r og z antages ikke i det Norske, fordi de ere overflødige. Den Nytte, som man kunde have af r og z som Dobbelttegn (for ks og ts) er ubetydelig, og da vi ikke have Dobbelttegn for de mest brugelige Sammensætninger (som kt, st, st, ng 2c.), kunne vi vel undvære dem i disse sjeldnere Tilfælde.
29. En dobbelt og ved visse Regler adskilt Udtale finder Sted ved Ganebogstaverne k og g. Naar disse stilles foran de haarde Vokaler, nemlig: a, aa, v, u eller au (§ 12, 27), have de den almindelige haardere Lyd; men foran de øvrige Vo- kaler (æ, e, i, ei; o, v, vy) antage de en tilføiet Lyd af j, som bliver noie forenet med Hovedlyden, saa at den ikke høres særskilt, omendskjønt den for Tydeligheds Skyld kan skrives med j, f. Er. i Gjær, gjera, gjøyma; Fjær, kjenne, kjøle. I dette Tilfælde bliver Udtalen af g enten meget svag eller ogsaa ganske utydelig; i nogle Sprogarter hører man rigtignok Lyden af g, men i de fleste lyder gj ganske som j; altsaa Gjeil som Jeil, gjæte som jæte. Efter i, y og øy falder gi sædvanlig sammen med Vokalens Bilyd; f. Er. Stie, drye, bøye (for: Stigje, drygje, bøygje); efter e og ø bliver det ofte vokaliseret, saaledes at det danner en Diftong med Vokalen; f. Er. teie, feie, løien (for: tegie, segje, løgjen). Mest tydelig høres Lyden af g i disse Tilfælde i Tellemarkens og Raabyg- delagets Sprogart (Er. Vegjen, dregjen, slegjen).
Anm. Den dobbelte Udtale af k og g kan sammenlignes med Ud-
talen af c og gi de romanske Sprog, hvor den ellers synes at være
meget forvansket. De forskjellige Undtagelser med haardt g og k foran
blød Vokal, og blød Kons. foran haard Vokal skulle omtales under
Lydforbindelsen. Dog maa her anmærkes, at naar gj og kj sættes
foran en haard Vokal (f. Er. gjosa, stjota, Skjaa, leggja, tykja),
da er Udtalen ganske den samme som ved gi og kf forved en blød Vokal.
Lyden j staaer altsaa her i et ganske andet Forhold end ved de øvrige
Konsonanter, og man maa ikke læse gj og kj paa samme Maade som tj, si,
rj, og flere, hvori nemlig enhver Lyd høres tydelig, som om den stod alene.
2* 30. Den haardere Lyd k bliver i dette Tilfælde ikke svækket
i den Grad som g, men dog noget formildet eller blødgjort
ved Forbindelsen med j; f. Ex. i Rjempa, Kjepp, kjøyra.
Lydene k og j ere her nøie forenede eller ligesom sammensmeltede,
og Forholdet er altsaa anderledes end ved kv, kn, kl, og ved
det danske k-j, f. Ex. i Kjole. – Naar Lyden kj følger paa f
(den eneste Konsonant som kan sættes foran k), bliver For
holdet tildeels anderledes. I Sprogarterne i Agershuus og
Trondhjems Stifter bliver nemlig k-Lyden i skj for det meste
saa svag eller utydelig, at man neppe kan adskille skj fra sj;
saaledes lyder f. Ex. skjær og skjelve omtrent font: sjær og
sjelve. I Bergens Stift er dette ikke Tilfældet; Lyden af k
høres her temmelig klart, og der gjøres tydelig Forskjel paa
skj og sj, f. Er. i skjer og sser. (Den Paastand, at skj overalt
skulde udtales som sj, er altsaa ugrundet).
Anm. Om Skrivemaaden i isfe Tilfælde kan der gives forskjellige Meninger. Det kunde synes rigtigst at skrive blot g og k foran de bløde Vokaler, da den særegne Udtale kunde bestemmes ved visse Regler, og da den ofte forekommer ved Omlyd fra haarde Vokaler (f. Ex. Gjæser af Gaas, Kjæte af kaat, Kjyr af Ku, skjøyta af skaut); i disse Forholde skrives g og k uden j baade i det Islandske og Svenske, saa velsom i det gamle Sprog (S. Gislasons foranførte Skrift, S. 58). Men ogsaa den anden Skrivemaade (nemlig gj og kj) har adskillige Grunde for sig, saasom at j udtales ligesaa tydelig ved de bløde som ved de haarde Vokaler (f. Er. i de Ord: gjort, Kjole, skjota 10, hvor det ikke kan udelades; ligeledes at Udeladelsen af j giver Anledning til en urigtig Udtale (lig den som ofte høres i Læsning, f. Ex. tilg-ive, usk-yldig), og endelig at der, som vi siden skulle see, gives en stor Deel Undtagelser fra Regelen i de ubetonede Stavelser, f. Er. like Cadv.), rikeleg, av Dage, Zaging, Lagelse o. s. v. Da de sidste Grunde bave syntes mig overveiende, har jeg vedtaget at skrive gj og kj (dog ikke hidtil foran i og y, hvor det dog maaske ogsaa burde anvendes).
31. En dobbelt Udtale finder Sted ved d, men kun i et Par Sprogarter, nemlig i Nordfjord og søndre Søndmør. Naar d begynder et Ord eller staaer foran en betonet Vokal, f. Er. i Dag, duge, drage, – har det den almindelige Udtale; derimod faaer det en afvigende Udtale, naar det staar eenligt efter en Vokal eller imellem to Vokaler, f. Er. i Blad, Stad, Leid, Tid, stød, Skade, kvide, lydast; ligesaa om et j eller n føies til d, som i gledje, stydje, lodne, raudna. I disse Tilfælde udtales d med en stærkere Beaanding (Aſpiration) og med et meget svagere Tungeslag; det ligner saaledes det bløde d, som tildeels bruges af de Danske, og er uden Tvivl det samme som det islandske d.
I de øvrige Sprogarter er denne Udtale ubekjendt, da d i denne Stilling sædvanlig bortfalder (f. Er. Sta, Ti, kvie); i de faa Tilfælde, hvor det bruges, har det den almindelige Udtale.
32. Ved r kan mærkes, at dets almindelige Udtale fore- gaaer ved Tungespidsen, idet denne stodes imod den forreste Deel af Ganen. En afvigende Udtale finder Sted i en Deel af Mandals Amt, i en Deel af Hardanger og i Bergen, hvor r udtales med den bagere Deel af Tungen og saaledes nærmer sig til Ganebogstaverne, ligesom hos de Danske. Ellers gives der ogsaa en anden Afvigelse ved r, men denne har saa megen Lighed med en Afvigelse ved I, at den maa betragtes under eet med denne.
33. Ved I forekommer i en stor Deel af Landet en sær=- egen vanskelig Udtale, som bevirkes ved en Tilbagetrækning af Tungen, forenet med en egen Bevægelse eller Rystelse, næsten som ved r. En lignende Udtale finder tildeels ogsaa Sted ved r, saa at Lyden i begge Tilfælde kan ansees som en Mel- lemting af I og r. Ved I forekommer denne Udtale især efter lange Vokaler, f. Ex. i Aal, stal, væl, fæl, men ogsaa i flere Slags Forbindelser med andre Konsonanter, f. Er. i bli, gløymt, Folk ic. Ved r findes den fornemmelig i de Ord, som i det gamle Sprog have rd, som Ar, Gar, Or, Bor, Byra, færug (næsten Al, Gal, Ol v. s. v. En lignende Udtale høres ogsaa ofte i Forbindelsen rt (Er. Erter, kort) og i flere Tilfælde, som for Dieblikket ikke kunne angives med Bestemthed. Denne Udtale bruges i Agershuus og Trondhjems Stifter samt paa Helgeland (længere nord skal den ikke fore- komme); dog er den ikke allesteds lige stærk eller lige tydelig adskilt fra den simple Lyd; mest fraskilt synes den at være i de inderste Egne (Namdalen, Inderøen; Valders, Hallingdal). I Bergens og Kristianssands Stifter forekommer den aldrig; og Indbyggerne af disse Stifter have meget vanskeligt for at efterligne samme.
Anm. Overgangspunkter imellem den simple og den afvigende Udtale er Hjerdal i Tell., Vang i Valders, Grytten i Romsdalen. - Ved saa- danne Ord, som ikke findes i de beslægtede Sprog, foraarsager den af- vigende Udtale nogen Vanskelighed, da man ikke kan vide, om disse Ord skulle skrives med r eller I.
34. Det skjærpede eller fordoblede I, - f. Er. i Fall, Fjell, Ull, Voll, alle, faaer i alle Distrikter norden for Sogn og Guldbrandsdalen en egen Udtale, idet en Bilyd af j bliver ligesom sammensmeltet med samme, saa at U derved bliver til et Slags Ganebogstav. J Egnene fra Sogn til Lister overgaaer det derimod ofte til de eller döl (Fjedt, Gudl, adle), i Sætersdalen endog til dd (Fjedd, Gudd, adde); i de øvrige Distrikter udtales det reent. Naar en anden Kon- sonant føies til en Nod, som ender med Ul, indtræder overalt den simple almindelige Lyd, f. Er. alt, stilt, te fjels. Anm. Man har forsøgt at skrive det nordenfjeldske ll deels med il, deels med lj; men ingen af Delene er ganske betegnende, da Lyden af i hverken høres foran eller efter 1, men ganske indmænget i samme. (Jævnf. L. K. Daa's Afhandl. om de norske Dialekters Bogstavsystem i Nor", III B. 1 H.)
35. Det skjærpede eller fordoblede n, f. Ex. i Mann, Sinn, kjenne, finna, kunna, faaer ligeledes i de nordlige Distrikter (fra Sogn og Guldbr.) en egen Udtale, da ogsaa her en Bilyd af i løber sammen med nn, saa at dette bliver til et Slags Ganebogstav (et svagt eller ført ngj). I Egnene fra Sogn til Lister lyder det deels reent, deels som dn (Gradne, Kadna, kjedna); i de øvrige Distrikter udtales det altid reent. Naar en anden Konsonant føies til nn, indtræder altid den simplere almindelige Lød, f. Ex. kjend, sant, te Mans.
Den samme Udtale finder Sted ved det nn, som træder istedetfor det gamle rn, f. Er. i *onn, Konn, Bjønn (altsaa: Hoinn eller Hongj og Hodn). I dette Tilfælde er Over gangen til dn gjennemført i alle Ord; derimod gaaer det egentlige nn ikke altid over til dn, ikke heller gaaer ll altid over til dl og dd; men de nærmere Regler for disse Afvigelser ere endnu ikke bekjendte.
Anm. Den færegne nordenfjeldske Udtale af nn bruges ogsaa i adskillige Ord og Former, som neppe bør skrives med dobbelt n. Saa ledes i: han (hann), den, ein, hin, min, din, sin; ligesaa i Endel fent en (inn), f. Ex. komen (kominn), faren, liten; Enden, Ti men; Baaten, Heften o. s. v.
36. Den sammensatte Lyd tl og sl, – f. Er. i etla, fatla, litle; Gjætsla, Reidsla, afl, – faaer i samtlige Di strikter nordenfor Sogn og Guldbrandsdalen en egen Udtale, som er vanskelig at betegne med Bogstaver, og som ellers nærmer sig til ltj, lsj, eller lsch; f. Ex. Gjeltje eller Gjelsje for Gjætsla. Begge de anførte Lyd blive ellers overalt ud talte eens eller som een og samme Lyd; i det vestlige Norge fra Sogn til Lister gaae de begge under Formen tl Reitla, Breitla, Øatl); i det Østenfjeldske findes kun Formen sl (esla, fasla).
37. Endelig kan anmærkes, at n faaer her som i de be slægtede Sprog en noget afvigende Lyd, naar at g eller k foies til samme, da n antager noget af Ganebogstavens Natur for at lette Sammenføiningen med denne; f. Ex. i Ring, Lyng, minka, dunka. Ved ng findes i nogle Sprogarter (Trondhjems Stift, Nhl v. fl.) en Afvigelse, idet Lyden af g bliver utydelig, saa at man kun hører et under Ganen tilba- getrængt nn; - naar et j føies hertil, bliver Udtalen omtrent ligedan som ved det nordenfjeldske nn (S 35); saaledes ud- tales i Nordre Trondhjems Amt de Ord Ungje (en Unge) og unne (at unde) omtrent paa samme Maade.
Ved b, f, h, j, m, p, s, t og v bliver intet særegent at mærke, da Udtalen er overalt eens og lige med Udtalen i de beslægtede Sprog. Ved s kunde dog anmærkes, at det i en Deel af Ag. og Trondhj. Stifter er blødere eller svagere be= aandet end i de øvrige Sprogarter.
Anm. Forandringer som g for k, ki for tj, bn for vn 2c. blive her forbigaaede, da de nærmest høre til Overgangsformerne og skulle an- føres under disse.
II. Om Bogstavernes Forbindelse.
38. J Henseende til Lydenes Sammenføining i Ord og Sta- velser har vort Folkesprog rigtignok det meste fælles med de beslægtede Sprog, især med Modersproget, det gamle Norske; men adskillige Forholde ved denne Sammenføining give dog Anledning til en nærmere Forklaring, som vil være til Hjælp ved den videre Betragtning af Sprogets Regler. Man finder. saaledes Spor af en mere eller mindre gjensidig Indflydelse imellem Nod og Endelse, imellem Vokaler og Konsonanter, og imellem de sidste indbyrdes. Med Hensyn til Konsonanterne mærker man en Forskjel i Forbindelsen, eftersom de stilles foran eller efter en betonet Vokal; de Konsonanter, som staae i den første Stilling (f. Er. b i bita, tr i traa), skulle her kaldes Forlyd; hvorimod de, som staae efter Vokalen (f. Er. ti bita, Ik i folk), skulle kaldes Efterlyd.
Anm. Af nogle Forfattere deles baade Konsonanter og Vokaler efter deres forskjellige Stilling i tre Slags; nemlig: Forlyd (T. Anlaut), Indlyd eller Midlyd (Inlaut) og Udlyd (Auslaut). Imidlertid maa en saadan Adskillelse, som ovenfor er anført, ansees mere nødvendig for vort nuværende Sprog.
39. Som Forlyd anvendes alle de enkelte Konsonanter, og samtlige disse kunne ogsaa sammensættes med en anden Medlyd. Lydene g, h, d, s, b, f kunne ikke have nogen Konsonant foran sig i Forlyden; - k, t, p og m kunne blot have s foran sig; derimod kan v forbindes med et foranstillet k, t, d, s og sk. Af de flydende Konsonanter (S 28) kan r antage Lyden k, g, t, d, p, b, f, st, st og sp foran sig; I antager f, g, s, p, b, f, ſp; -n antager k, g og s. Samtlige enkelte Forlyd kunne faae et j efter sig; dog er vj ubrugeligt, og hj udtales blot som f. Ogsaa de fleste sammensatte Forlyd kunne forbindes med et j, og herved dannes adskillige besværlige Former, som dog kun bruges i endeel Sprogarter, saasom: Grjot, Skrjona, strjuka, gljaa, bljug, fljota, Snjo, Rnjost.
Anm. Dette j er oftest at ansee som en uægte Konsonant, der har
dannet sig af Vokalen i. Man antager nemlig, at denne Lyd har
egentlig været et kort eller aabent i, og at dette har havt omtrent samme
Vægt eller Betoning som den paafølgende Vokal. Efter den nuværende
Udtale maa imidlertid denne Lyd betragtes som en Konsonant. Vel kan
man høre et i (med Bilyd af j) i endeel vanskelige Former, f. Er. dri-
upa, fli-uga, Bri-ost v. s. v., men Tonen falder dog ganske paa den
følgende Vokal. I saadanne Former bortfalder j i en stor Deel af Dialek-
terne; men derimod bortfalder det sjelden efter en enkelt Konsonant (f. Er.
rote, for rjota).
Naars sættes foran g, d eller b, bliver dette haardt, altsaa k, t, p; saaledes: gryla, skryla; dumpa, stumpa; Brakje, Sprakje. -En- kelte Sammenstillinger, som findes i beslægtede Sprog, ere her ubruge- lige; saaledes hr, hl, hn; fn, vl., Forlyden vr findes kun i faa Dia- lekter (Tell. Nbg.), f. Er. i vrang (mest alm. rang).
40. Som Efterlyd bruges alle Konsonanter undtagen h; dog er herved at mærke, at 6 og f ikke bruges som simpel Efterlyd, men kun skjærpet eller fordoblet (bb, ff), og at de Former, hvori j bruges som eenlig Efterlyd, ere sædvanlig uægte. Alle de Konsonanter, der bruges som Efterlyd, kunne ogsaa sammensættes med andre; dog er Sammensætning mest anvendelig ved Tungebogstaverne (S 28), som forbindes i mange Stillinger saavel indbyrdes som med de andre Arter. Ganebogstav og Læbebogstav forbindes ikke gjerne med hinanden (Undtagelser ere pj, vj, mj); ikke heller forbindes de gjerne indbyrdes (Undtagelserne kj, gi; mp, mb ere mere at ansee som enkelt end som sammensat Lyd). Flere af de sammensatte Efterlyd kunne forøges med et tilføiet t, s, r, I (nkt, ngs, mpD), og allermest kan Efterlyden udvides ved at indskyde et ſ, f. Er. Hængsla, yngst, vingstre.
Anm. I det Stavangerske og Mandalske bruges enkelt b som Ef- terlyd, f. Er. roba, lauba; men dette er kun en svækket Form af p. Det dobbelte f findes kun i nyere Ord (treffe, skaffe, Skuffe o. fl.)
41. En egen Art af Efterlyd er de saakaldte dobbelte Konsonanter, som fremkomme ved en skjærpet eller forstærket Udtale af Konsonanten, i Forening med en kort Udtale af Vo- kalen; f. Er. i Egg, Stokk, Hatt, Odd, oss. Uagtet denne Skjærpelse passer bedst ved de aabnere Vokaler, findes den dog ogsaa ofte ved de lukte; f. Er. i fekk, fretta, lett, Otta, kryssa. Naar der foies en anden Konsonant til denne Ef- terlyd, bliver Fordoblingen eller Skjærpelsen utydelig, og en- hver særegen Udtale ved den skjærpede Lyd bortfalder; f. Er. bygde, bygt, rykte, stilt, kjend, finst, kvast. (If. § 34.35).
Anm. Med Hensyn til Skrivemaaden synes det klart, at man bør anvende Fordoblingen ei alene i Fleerstavelsesord som i det Danske, men ogsaa i Eenstavelsesformer ligesom i det Islandske og Svenske. Om der end ikke kan lægges megen Vægt paa, at den dobbelte Konso- nant tildeels faaer en egen Udtale, maa man dog altid lægge Vægt paa den Regel, at Ordets Rod bør have den samme Skikkelse i Eenstavel- sesformen som i de øvrige Former. Dette kan opnaaes derved, at man gjennemfører Konsonantfordoblingen i de betonede Stavelser og derimod udelukker Vokalfordoblingen saaledes som i Islandsk og Svensk. Imid- lertid troer jeg, at man bør gjøre en Undtagelse ved nogle Ord paa n (han, den, ein, min, hin) og ved nogle eller maaskee ved alle Ord paa m (um, fram, som), deels fordi at Stavelsens Længde i disse Ord er tvivlsom, deels fordi de enten ikke forlænges ved Endelser eller ogsaa faae en uregelmæssig Forlængelse (som i hinn, hine), deels endelig derfor, at disse Ord bruges saa hyppig, at Fordoblingen ved samme vilde blive til meget Besvær ved Skrivningen.
42. De fleste Vokaler kunne være baade lange og korte. Kun Lydene au, ei, øy, aa, æ og ø ere sædvanlig lange, idet de kun forkortes, naar et fordoblet t eller d (tt, dd) føies til, f. Er. autt (audt), leidde, nøydd, vaatt, glætt, mødde. I de Ord, som ende med Rodvokalen (de som ikke have Efterlyd), er Vokalen naturligviis altid lang, f. Er. Fe, fri, ro, bu, ly. I de Ord, som have en sammensat Efterlyd, har Vokalen en middelmaadig Længde (den saakaldte Positionslængde); dog maa Vokalen her i Almindelighed ansees som kort, f. Er. i Berg, folk, Land, Aks, fast v. s. v. medens derimod de Former, hvori et t eller d foies til en lang Stavelse, tildeels vedblive at være lange; f. Er. fin-t, haal-t, vis-te, var-de, Øv-de.
Anm. De Ord, som ende med Nodvokalen, have ikke nogen Mel- lemlyd (§ 27), undtagen i forkortede Former, f. Ex. he (heve), Bo (Bod). Naar altsaa Roden ender med et betonet e, i, o, u, eller v, da har dette den lukte Lyd; f. Er. Tre, Mo, Bru v. s. v.
43. Naar en Konsonant enten ved Afledning eller Bøi- ning lægges til et Ord, som ender med Rodvokalen, bliver Vokalen sædvanlig kort, og den tillagte Konsonant altsaa for- doblet; f. Er. tre-tti, ni-tti, ny-tt, blaa-tt, snu-dde, ro-dde; ly:kkast (0: varmes), Mjaa-kkje (0: Smalhed), smækka (0: formindskes); graa-nna, ly-nna; færre, smærre; Rne-ss-bot (Knæhase), Gny-ssel, Tru-ssel v. s. v.
Anm. Det er et Spørgsmaal, om Konsonanten i ethvert af disse Tilfælde skal skrives dobbelt. Jalfald synes det klart, at n ikke bør for- dobles i disse Ord, da dette n aldrig faaer den særegne Udtale, som i visse Sprogarter tilhører det dobbelte n (§ 35).
44. En lignende Forandring af Vokalens Længde finder ofte Sted i de Former, hvori et j føies til Efterlyden; f. Er. dylja, symja, skilja, selja, setja, (jævnfør de langtonede For- mer: dyl, sym, skil eller endog: skjel, v. s. v. I nogle saadanne Tilfælde bliver Vokalen selv forandret; dette skeer nemlig med de Ord, som have aabent e, da dette i den langtonede Form gaaer ganske over til æ; saaledes: Hæs, hesja; Skjæl, Skjelja; svær, sverja; Bær, Berjalyng; Væv, Vevja; Tæv, tevja; Stæv, stevjast. – Ogsaa ved Ganebogstaverne g og
- finder Forkortning Sted i nogle Tilfælde; saaledes: hyggje
St. af Hug, spekkje af spak, Lykkja af luka, tekkja af Tak, vekkja af vaka. Det maa ellers erindres, at Forholdet ved gj og kj ikke er ligedant som ved lj, rj, si 2c. (s. § 29, 30).
Undertiden kan ogsaa en anden tilføiet Konsonant foraar- sage en Forandring ved Vokalen, især ved en Tvelyd. Er- empler herpaa ere: laus losna, blaut blotna; heit hitna, bleik blikna; heil Helsa, bein benka. If. heilag Helg.
45. Paa Ganebogstaverne g og * have nogle Vokaler en mærkelig Indflydelse, som allerede er omtalt i Reglerne for Ud- talen (§ 29). Naar nemlig et g eller k stilles foran æ, e, i, ei, v, y, øy (Vokalerne paa de to første Stødepunkter § 27), bliver det forbundet med en Lyd af j (hvorom s. § 29), hvor- imod det beholder sin simplere Lyd foran de haardere Vokaler a, aa, o, u, au ($ 12, 27). Denne Regel gjælder fornem- melig ved de betonede Stavelser og er ellers forbunden med adskillige Undtagelser. Saaledes gives her som i de beslægtede Sprog enkelte Ord, hvori gj og kj forbindes med en haard Vokal; f. Er. Gjor(d), gjort, Rjaft, kjosa, Skjaa, stjota, Skjul. I de ubetonede Stavelser skeer dette langt oftere; saaledes ikke blot i Bøiningsformer (f. Er. Drengjom, Øy- kjom), men ogsaa i simplere Former, f. Er. liggja, syngja, tykja, tenkja; Ringja, Lykkja, Einkja v. fl. hvori Lyden j synes at støtte sig til den foregaaende bløde Vokal. Imellem to haarde Vokaler taales derimod ikke j, hvilket blandt andet kan sees af de Ord: vaka, duga, huka, da disse faae ; i de Former, som have e (vakje, dugje, hukje), men ellers ikke. Imidlertid afvige nogle Dialekter ogsaa fra denne Regel.
Naar en anden Konsonant foies til Ordets Nod, bort- falder Lyden af i aldeles; f. Er. vigje, vigde; søkje, søkte. Ligeledes bortfalder j, naar Noden blottes, saaledes at ingen Vokal paafølger; f. Er. syngja syng! segja (el. seia) seg!
I Overgangsformerne bliver Konsonantens egentlige Lyd sædvanlig beholdt, om end Vokalen forandres. I de betonede Stavelser beholdes saaledes haardt g og k, hvor a udtales som æ, og o som ø (S 15, 19), f. Er. gælen, kæld, godt, komen. Ligesaa beholdes blødt g og hvor e gaaer over til a, og ei til ai, f. Er. gjara, skjara; Gjait, Rjaim. I de ubetonede Stavelser beholdes haardt g og k, hvor e kommer istedetfor a og u; f. Er. Tunge, Luke, drage; (Luker for Lukur), toke, droge c. Ligesaa beholdes gi og kf, hvor a staaer istedet for e (i), f. Er. Bokj'a, Markj'a, ma Dagj'a o. s. v. Der- imod bliver j i nogle Sprogarter bortkastet foran det ægte e, f. Ex. Hage, Bakke, tiken, dregen. Overalt have de enkelte Bygdemaal en Mængde Undtagelser fra denne Regel; de mest regelmæssige Dialekter i dette Tilfælde ere den hardangerske og vossiske.
46. De øvrige Konsonanter lide ingen mærkelig Indfly- delse af Vokalerne; derimod have de tildeels Indflydelse paa Vokalen, naar de følge efter samme. De Stillinger, hvori alle Vokaler kunne have Sted, ere 1) foran enhver enkelt Kon- sonant, 2) foran kj og gj, der mane betragtes som enkelt Lyd, og 3) foran tt og dd, der bruges som Boiningsendelser og saaledes kunne føies ligesaavel til de lange som til de korte Vokaler (§ 42). Af de øvrige fordoblede Konsonanter mærkes først ss, rr, pp, bb, ff og mm, som have det tilfælles, at de kun forbindes med nogle af de kortere Vokaler, især med a og det aabne e, i, o, u og v; f. Er. Lass, lesse, misse, oss, mysse v. s. v. Ved en stor Deel af de sammensatte Konso- nanter findes det samme Forhold; saaledes ved sk, st, lk, lg, Iv, pl, pr, fs, ft, og ved alle lignende Sammenstillinger, forsaavidt disse ikke høre til de afvigende Nækker, som nedenfor skulle anføres. Herved er at bemærke, at Lydene m, n og r tildeels have en egen Indvirkning paa en foregaaende Vokal, især paa e og v. Saaledes overgaaer e i Talesproget altid til æ foran mm, mr, ml, nk, nt, nd; medens o i lignende Tilfælde bliver til aa, hvorom nedenfor. Ligeledes bliver e altid til æ foran rr og rm (Er. værre, værme) og tildeels foran rk og rg, men ikke foran rj. Ved rt bliver e til æ, f. Er. Snært, arta (Undtag: verta) og det aabne v bliver lukt (ó), f. Ex. Fort, forta, fvorta (Undtag: vorten). Ved det r, som svarer til det gamle rò (§ 33), findes samme Forhold, dog med længere Vokal; f. Er. Fær, Svær, gjære (Jsl. ferð, sverð, gerða); Or (1.0or), Bor, nor; Jor, Fjor (Isl. ord, bord, norðr, jörð, fjörðr). Fremdeles findes samme Forhold ved rn, naar dette læses eller udtales tydelig, f. Er. gjærne, Kjærne; Torn (toorn), Horn; men almindelig bliver dette rn til nn (§ 35), og da beholdes den simple eller forte Vokal (Er. Kvenn, Kjenne; Honn, Konn). Hertil kan endnu foies, at det aabne e og o ikke gjerne taales foran et enkelt n eller m, da man her sæd- vanlig bruger æ og aa, f. Er. væn (o: vænner), Spæne (Isl. speni), Saan (G. N. sonr), maan (Isl. mön); tæm, dæma, Traam (Isl. prömr). Undtagelser ere: kjem og koma.
Et andet Forhold, som her kommer i Betragtning, er, at man kun sjelden finder det aabne i foran r, men derimod sædvanlig y istedetfor det gamle i; saaledes: vyrk (G. virkr), Byrkja (af Bjørk), byrta (af bjart), gyra (f. girda), vyra (f. virda).
Den islandske Maade at bruge lukt u og o samt aa (a) foran lk, Ig, Iv (lf) og lm, er fremmed for vort Folkesprog, som her bruger aabent u, o og a, f. Er. Ulv, Golv, folk; Halm, halv (Isl. úlfr, gólf, fólk, hálmr, hálfr).
47. De øvrige fordoblede Konsonanter, nemlig: FF, gg, ll og nn, adskille sig fra de foranførte ved den Egenhed, at de ikke taale det aabne i og y foran sig, men kun den lukte Lyd í og ý; f. Er. tigga (l. tiigga), liggja, drikka, Stykkje (styykkje), ill (üill), still; Hyll, fylla, inn, finna, tynnast. Det samme Forhold findes ogsaa oftest ved kt, gd, kr, gr, kl, gl; samt ved It og ld; f. Er. Jkt, brigda, blikra, sigla; gild, skyld, mylde (Jævnfør Boiningsformerne: tikje og tikte, vil og vilde). Imidlertid gives der dog adskillige Und- tagelser ved v, da dette har den aabne Lyd i endeel Ord, som: stygg, trygg, Rkt, Lykt, Bygd, Dygd, Ryld, skyl-de. Anm. En mindre mærkelig Forandring finder Sted ved i og v i de Ord, hvor et paafølgende gi og dj bortfalder, da nemlig den forkor- tede Form altid faaer lukt i og y; saaledes: Stie, Tyel, (istedetfor Stigje, Tygiel); Smia, (for Smidja). Men denne Overgang kan dog kun for en Deel sættes i Forbindelse med ovenanførte Regel, nemlig forsaavidt et fi Efterstavelsen virker tilbage paa Vokalen. Den nor- denfjeldske Udtale af ll og nn (med Bilyd af i) kan her ikke komme i synderlig Betragtning, da den ovenanførte Brug af lukt i og y synes at være herskende over hele Landet. (Saavidt jeg erindrer, gives der imidlertid flere Undtagelser i de sydligste Distrikter, hvor den simplere Udtale af ll og nn finder Sted).
48. En egen Indvirkning paa flere af Vokalerne findes endelig ved nk, ng, nt, nd, ns, mp, mb (mr og ml). Foran en saadan Lyd overgaaer e i Udtalen altid til æ, f. Er. Hængja, lænda, kjæmba, som i Lighed med andre ord, der dannes paa samme Maade, skulde hedde: hengja, lenda, kjemba. (Jævn- før Overgangen i: kjenne og kjend, renne og rent). I samme Stilling bliver o altid til aa, f. Er. Vaant, Baand, Laamb (egentlig Vont, Bond, Lomb). Lydene i, u og y faae i denne Stilling en Udtale, som er lidt afvigende fra den sædvan= lige aabne eller korte Lyd; i nogle Sprogarter blive i og y næsten lukte, men paa andre Steder faae de en bred Udtale, næsten som e og v (f. Er. Re-ing, for Ning, Lo-ing for Lyng). Ved u nærmer Lyden sig almindelig til det lukte v, og dette er Grunden til, at man ofte har skrevet o i denne Stilling, f. Er. ong, sondt, Bomba (for: ung, sundt, Bumba). I det Islandske findes lukt Vokal foran ng, f. Er. úngr, hringr.
Anm. Det er tvivlsomt, om man i disse Tilfælde skal skrive e eller æ. Det Islandske og gamle Norske har sædvanlig e; det Svenske har æ (Er. äng, ände, vända); det Danske vakler imellem begge (Er. Eng, vende; Lænke, slænge). Hvad Oprindelsen angaaer, da kan Vo- kalen i de fleste af disse Ord betragtes enten som en Omlyd af a eller som en Udvidelse af i; og i begge Tilfælde bliver den rigtigste Form e og iffe æ (§ 27). Da nu Oprindelsen ikke altid kan betegnes saa note i Skriften, kunde det imidlertid synes rigtigst at følge Udtalen og saa-. ledes blot skrive æ. Men der gives dog ogsaa vigtige Grunde for det modsatte. Det er ei alene Oprindelsen og Ligheden med de øvrige Former, som bør haves for Øie; man bør ogsaa føge at bevare den simpleste og smukkeste Form i Sproget, saavidt dette lader sig gjøre. I de tvivlsomme Tilfælde burde man derfor altid foretrække den simplere Lyd for den brede eller udvidede (saaledes e for æ, og o for aa), og man burde ikke give efter for denne Tilbøielighed til at give Vokalen en bredere Form, som saa ofte mærkes i Talesproget og saa ofte vansirer samme (If. 0 23, A). Naar Lydens Overgang er bestemt og regel mæssig (som i de ovenanførte Stillinger og ved det føromtalte rr, rn, rm), synes det altsaa rettest at bebolde den simplere Vokal (e), men naar dette ikke er Tilfældet (saasom ved enkelt r, n og m), maa man derimod skrive efter Udtalen.
49. Med Hensyn til den gjensidige Paavirkning imellem Rodvokalen og Endelsen – har vort Folkesprog ikke saa be stemte Regler som det gamle Norske, hvilket vel kan grunde sig derpaa, at en Deel af de gamle Endelser ere bortfaldne. Den mest anvendelige Regel er, at de Ord, som have en haardere Vokal i Roden (a, aa, o, it, au), helst antage En delser med a, f. Ex. laga, maala, huga; hvorimod de Ord, som have en blødere Vokal (8 12), helst antage Endelser med e (i) og forbindes umiddelbart (ø: uden Bindevokal) med En delsens Konsonant; f. Ex. mæle (el. mæler) mælt; kjøle, kjølt; lyse, lyste; gløyme, gløymo. Som Exempler paa Ord med begge Slags Former mærkes: laagare og lægre, tungaste og tyngst, fota og føtt, husa og hyst, einauga og einøygd. At en blød Rodvokal kan give Anledning til, at et j indskydes foran Endelsen, er forhen bemærket (8 45 jf. 44 og 46).
Den Overgang i det gamle Sprog, at a bliver til ô (o) foran Endelser med u (o), findes her kun i en Deel af Sprog arterne og ved nogle faa Former, f. Ex. Bakkje, Bokkom; Dal, Dolom. Derimod have nogle Sprogarter antaget en besynderlig Overgang, hvorved Rodvokalen omdannes ganske efter Endevokalen, eller denne efter hiin; f. Ex. vata (vita), Øaga (Hagje), Skoro (Skora), saavaa (sova) o. s. v. 50. Ved Forbindelsen af Rodens og Endelsens Konso nanter følger Sproget den Regel, at en haard Lyd føies til en haard, og en blød til en blød, saafremt der nemlig er An ledning til en saadan Ombytning. Saaledes føies d til g, d, v,m;–mentaltidtilk,t,s,p, – ogoftestogsaatilr, l, n; f. Er. leigd, mødd, livd, gjøynto; øøgd, Vidd, Rømd; trykt, bytt, løyst, kjøpt; Dypt, Tjukt. Naar der imod en haard Endelse (t eller s) ikke kan undgaaes, og derfor ogsaa maa føies til de bløde Konsonanter, antage disse en lidt haardere Form i Udtalen; saaledes i: bygt, lagt, hugsa; audt, blidt, leidt, grovt, havt, Tavse o. f. v. hvor Udtalen bliver omtrent som: bykt, huksa; blitt, leitt, groft, v. s. v.
Anm. Om Skrivemaaden i disse Tilfælde kan der være forskjel lige Meninger. Det gamle Sprog beholder g foran t (sagt, langt &c.) derimod antager det t istedetfor d (rautt, breitt af raudr, breidr); ifte detfor v har det f saavel med som uden t (f. Ex. hafa, haft; lifa, lift), hvilket altsaa ikke vedkommer denne Sag. Uagtet Nogle paastaae, at man ikke bør skrive g, d eller v foran t, synes det dog rigtigst at be holde Rodens Konsonant, da Forskjellen i Udtalen ikke er af den Bety denhed, at den kræver nogen særegen Forholdsregel.
51. De haarde Endelser med t og s virke desuden ofte svækkende paa de Konsonanter, som ikke ere bekvemme til en let Forbindelse med samme. Saaledes bliver t og d foran s ganske utydeligt eller paa en Maade ligedannet (assimileret) med s; f. Ex. i: skyssa (skytsa), te Mafs (o: Mats), te Mofs (Mots), bryst, læst, slist (for brytst, lætst, slitst); vassa (for vadsa), te Raass (o: Raads), byst, sist, (0: bydst, sidst). Det samme er ofte ogsaa Tilfældet med r, f. Ex. i skøst, fyst, Toste, fæsk, koss (0: størst, fyrst, Torste, fersk, korso). Naar t føies til en sammensat Efterlyd, bortfalder tildeels den nærmeste Konsonant, især af rk, lv, mn; –f. Er. fjelt, bjelte (0: fjelgt, hjelpte); myrt, stært, mært, yrt, (0: myrkt, sterkt c.); halt, Tylt, tolte, turte (0: halvt, Tylvt 1.); jamt næmit, stemt (o: jamnt, nemnt, stemnt). – At dobbelte Konsø 3 nanter blive som enkelte foran t og s, bortfalder foran t, er forhen bemærket. og at Lyden i altid ($ 34, 41, 45).
Anm. Hærdelsen af g, d og v foran t og smaa henregnes til den ufuldkomne Assimilation, hvorimod Udjævningen af t, d og v foran s kan henføres til den fuldkomne Assimilation. Den sidste finder ogsaa Sted foran ti nogle Former, saasom: aatte, Draatt, totte; hvorom skal tales ved Afledningsformerne.
52. At Konsonanter indskydes for Vellydens Skyld, kan her ansees som en Sjeldenhed. Imidlertid finder dette Sted, naar n og I støder sammen med et tilføiet r, da nemlig et d indskydes imellem disse. Saaledes: an-d-re, indre, dundra, lindra, mindre (Jævnfør: annar, inn, duna, lin, min-fa af Roden: min); ligeledes: gnel-d-ra, sildra, Mældr, Spildra (If. gnella, silla, mala, Spile). I nogle Sprogarter (Nordre Berg. v. fl.) indskydes altid et b imellem m-l og m―r; f.. Er. gamble, dæmbla, sambla; hambra, Sumbra, svimbra (If. gamall, dæma, sam, Hamar, Sumar, Svim). At et s ind- skydes foran en Endelse (f. Ex. blyg-s-leg, godsleg, rein-s-ka, Haalska) maa vel nærmest henføres til Overgangsformerne.
53. Blandt andre Tillæmpninger, som skee for Vellydens Skyld, kan endnu mærkes, at Afledningsformer med l og r omverle saaledes, at r lægges til, naar Forlyden har I og omvendt; f. Er. blakra, klivra, slingra; dropla, ringla, rugla, trivla. Ved Omsætning i Dialekterne iagttages det samme Forhold; saaledes: rutla og lutra, kratla og klatra, Frukle og Flukre. - Forøvrigt have de fleste Sprogarter flere saadanne Tillæmpninger, deels ved Omdannelse af Kon- sonanter, deels ved Udstødelse af Vokaler, hvilket nærmere skal udvikles under Overgangsformerne.
III. Om Stavelser og Betoning.
54. Med Hensyn til Stavelsernes Beskaffenhed kunne disse i Fleerstavelsesord inddeles i stærke og svage, hvilket ikke har nogen Forbindelse med Stavelsernes Længde eller Korthed. I ethvert Ord, som ikke er sammensat, og som har mere end een Stavelse, lægges Vægten eller Tonen i Almindelighed paa den første Stavelse. De tilføiede svagere Stavelser, der sædvanlig ere at ansee som Endelser, lide ofte Indskrænkning eller For= andring i Talesproget paa Grund af dettes Stræben efter at undgaae enhver Forlængelse, som ikke er aldeles nødvendig. Af denne Grund ere nogle af de gamle Endelser bortfaldne i alle vore Sprogarter, ligesom ogsaa nogle af de endnu be- staaende bortfalde i visse Forholde.
55. Under de svage Stavelser støder man paa en afvi- gende Art, som kan kaldes Halvstavelser eller uægte Sta velser, og som synes at fremkomme ved Adskillelse af en sam- mensat Efterlyd. De dannes altsaa ved at indskyde en uty= delig Vokal, der sædvanlig forsvinder, saasnart en anden Vokal fvies til Enden af Ordet; f. Ex. Sæter eller Sæt'r, for= længet: Sætra, Sætre. Den utydelige Vokal indskydes for- nemmelig foran r, I og n, naar dette følger efter en Konso- nant, som i denne Stilling ikke lettelig forbindes med samme; saaledes i: fager (fag'r), diger, Finger, Døger, Myrker, Hulder, Vokster, Bakster; Kvakkel (Kvakl), Vingel (Vingl), Bygsel, Høyrsel, Rjensel; Vaapen, Erken, Tolken, Fælsen, v. s. v. - I nogle Dialekter udtales saadanne Ord som et Slags Eenstavelsesord (saaledes i Som. Timbr, Aldr, Fingr, Vakstr, Begsl, Rensl, Erkn, Myrkn), men i de fleste hersker den mere magelige Udtale med indskudt Vokallyd. I det Har- dangerske lyder denne foran r som u, altsaa Aakur, fingur.
Anm. Ordene paa r, som ere de mangfoldigste, kunne sammen- islands lignes med de islandske Former: dagr, hestr, fiskr o. f. v. hvilke ogsaa antage en indskudt Vokallyd, som Rask benævner Halvlyd og betegner med Apostrof, f. Ex. dag'r. - S. Veiledn. til det oldn. Sprog (Kbh. 1832), § 29, 78, 79. I Henseende til Skrivemaaden er det tvivlsomt, om man her skal 3* skrive eller udelade den indskudte Vokal. At udelade den kunde ansees som det rigtigste, da den giver Anledning til en feilagtig Betoning, og der ikke findes nogen tilstrækkelig Grund til at ansee den som en ægte Vokal. Imidlertid vil dog Eenstavelsesformen ansees alt for tung for Udtalen, især ved de haardere Efterlyd, som myrkr, Festr v. s. v.
56. Naar en betonet Stavelse efterfølges af to eller flere ubetonede, ansees den Stavelse for den svageste, som staaer nærmest ved den betonede. Herved skeer det, at endeel Ord lide Sammentrækning, naar en ny Stavelse tilføies, da nemlig den tillagte Stavelse fortrænger den nærmeste. Dette finder sædvanlig Sted ved de foranførte Ord paa r, 1, n, forsaavidt disse skulle betragtes som Tostavelsesord; men det findes ogsaa ved endeel Ord, som have en tydelig og ægte Vokal føran r, I, n, og altsaa ere virkelige Tostavelsesord; f. Er. Hamar, Tavar, Apall, Bendel; faren, doven v. s. v. i forlængede Former: Hamra, Zavra, Apla, Bendla; farne, dovne, dovnaste. I nogle Former beholdes imidlertid den anden Vokal foran r og l; saaledes: Hamaren, Bendelen v. fl.
Ordene af denne Art maa ikke forverles med de i forrige Stykke omtalte, fra hvilke de ogsaa adskilles ved en svagere Betoning paa Hovedstavelsen.
57. Sammensatte Ord lide Sammentrækning, naar den sidste Deel begynder med en Vokal, og den første ender med e, da nemlig dette e altid bortfalder i Udtalen, saa at der bliver en Mie Stavelſe mindre; f. Er. Havr(e)aaker, Lomm(e)ur, Trøy(e)- fumine emne (Tvi til en Troie), Inn(e)arbeid, Lær(e)aar, Fyr(e)or, (0: Forord). En ganske lignende Udeladelse finder Sted, naar to adskilte Ord i dette Forhold støde sammen, f. Ex. tak(e) av, ber(e) inn, leggj(e) ut, gang(e) ute. Naar derimod Endevo- kalen af det første Ord er en haardere Vokal (a, aa c. § 12) eller har en stærk Bilyd (i, y), bliver den ikke udeladt; f. Er. taka inn, bera ut; jf. Dialektformerne: faaraa ut, dei foro ut, firi-aat, fyryaat. At Endevokaler ofte bortfalde uden noget saadant Sam- menstød, vil sees under Overgangsformerne.
58. Den almindelige Regel for Betoningen i Fleerstavel- sesord er, at Hovedtonen falder paa første Stavelse, forsaavidt Ordet ikke er sammensat. Den anden Stavelse er, som forhen bemærket, altid svag; den tredie er ogsaa svag, men bliver dog lidt stærkere betonet end den anden, saa at den kan siges at være halvbetonet; f. Er. i Fiskaren, lettare, farande, Fiska- ranne, Rekninganne. Naar derimod Ordet er sammensat, blive de enkelte Dele af samme betonede som selvstændige Ord, dog med adskillige smaa Forandringer, efter som de sammen- satte Dele bestaae af een eller flere Stavelser, og efter som den første eller sidste af disse Dele skal betegnes som den vig- tigste.
Anm. At den tredie Stavelse ofte bortfalder i Sprogarterne (f. Er. Hestann', lettar', komand'), viser ikke, at den er svagere end den anden, men kun at den er bleven anseet som mere uvæsentlig eller unødvendig.
59. Hovedstavelsens Betoning er imidlertid ikke altid af samme Beskaffenhed. Der skjelnes saaledes imellem en almin- delig Betoning, f. Er. i: slagen, ingen, givet v. s. v. og en stærkere Betoning, f. Er. Dagen, Tingen, Livet. Denne sidste Betoningsart maa man lægge nøie Mærke til, da den ofte kommer i Betragtning ved de grammatiske Former. Den er i Grunden ikke andet end Eenstavelsesordets Betoning, som er bleven overført paa Fleerstavelsesord. Den findes saaledes i en stor Deel af de Former, hvori et Eenstavelsesord for= længes ved tillagte Stavelser; f. Er. Hest'en, Baat'en, Sol'e eller Sol'a, i Solenne. Ligesaa findes den altid i de Ord, som (efter § 55) have en Halvstavelse i Enden, f. Er. Aaker, Klyver, Foster; thi forsaavidt denne Stavelſe virkelig fremtræder, faaer naturligviis Hovedstavelsen altid den stærke Betoning. Fremdeles have mange Dialekter den samme Be toning i en stor Deel Former, som fordum havde et r i Enden, men som nu kun have den medfølgende utydelige Vokal (Halv lyden) tilbage; f. Ex. sit'e, flyt'e, kjem'e, finn'e, tæk'e; lett'e, fast'e, tung'e, sterk'e; – Bøk'e, Føt'e, Menn'e; – Dag'e, geft'e (Isl. dagr, hestr). – I de Sprogarter, hvor dette iffe finder Sted, ere disse Former sædvanlig eenstavede (flyt, tæk); kun i nogle Tilfælde tilføies r (Bøk'er, Føt'er, Hend'er).
Anm. Maærkeligt er det, at man overalt hos os er saa tilbøielig til at bruge den stærke Betoning, naar man læser saadanne Ord og Navne, som ikke tilhøre det sædvanlige Talesprog, f. Ex. Datum, Fo rum; Roma, Sparta; Cato, Nero; Judas, Annas, Moses o. s. v. Samme Betoning bruges endog ved nordiske Navne, som Freya, Saga, Vala, Gyda, Tora o. fl. hvor den uden Tvivl er urigtig.
60. Fra Stavelsernes Betoning maa man adskille Ordenes Betoning, hvorved nemlig et vist Ord i en Mening udmærkes ved en stærkere Tone fra de medfølgende Ord. Regelen herfor er naturligviis den almindelige, at Tonen falder paa det Ord, som mest behøver at fremhæves, enten formedelst dets almin delige Vigtighed eller formedelst en tilfældig (temporær) Vig tighed, naar nemlig et vist Begreb skal skilles fra, sættes imod eller sammenlignes med et andet.
Endnu gives der en anden Betoningsart, som kunde kaldes Talens Betoning, nemlig den saakaldte Accent, som falder paa Talen i det Hele, og som tildeels er meget for skjellig i forskjellige Sprogarter. Uagtet denne Betoning af de mindre Kyndige ansees som et vigtigt og væsentligt Kjende mærke ved Sproget, er den dog i Grunden af saare liden Betydenhed, hvorfor den heller ikke vil kvmme i synderlig Be
tragtning i nærværende Skrift.Anden Afdeling. Om Overgangs-formerne.
61. Ved at sammenligne forskjellige Sprogarter, saavel som enkelte beslægtede Sprog, finder man ofte en Vexling eller Ombytning af Bogstaverne, idet en vis Lyd i den ene Sprog art svarer til en anden Lyd i en anden Sprogart, saaledes som f. Er. au i de Ord: Saum og Straum, svarer til ø i: Søm, Strøm. Af saadanne Forandringer findes saare mange i de norske Sprogarter; dog maa herved bemærkes, at de al lerfleste ere indskrænkede til et lidet Antal Ord, saa at Foran dringen sjelden er gjennemført eller gjældende for alle Ord med samme Lyd. Disse Forandringer, som kunne kaldes Over gangsformer (Afændringer, Variativner), maae ansees som tilfældige Omskiftninger af Ordenes Form, hvorved Ordenes Betydning og Forhold ikke bliver i mindste Maade forandret. De maae altsaa nøie adskilles fra de Lydforandringer, som til høre Aflednings- og Bøiningsformerne (hvorom senere); des uden adskille de sig ogsaa fra de mere almindelige og nødven dige Tillæmpninger af Lydene, font ere omtalte i forrige Afsnit.
Anm. Lydenes Omverling i Sprogets Dialekter kunde kaldes den indre Overgang, hvorimod Omverlingen imellem dette og de beslæg tede Sprog kunde kaldes den ydre Overgang. Da den indre Over gang finder Sted i langt flere Tilfælde, og tillige er af megen Vigtighed saavel for Ordbogen som for Grammatiken, ville vi her betragte denne som Hovedsagen og saaledes kun tilføie nogle Bemærkninger om den ydre Overgang som et Tillæg til dette Afsnit.
1. Vokal-Overgang.
62. At en Vokal bortfalder (eller tillægges), finder sæd vanlig kun Sted i Enden af Ordene; imidlertid skeer det sjelden med nogen anden Vokal end e. Denne Lyd bortfalder blandt andet i nogle Endelser, nemlig 1) leikje og else, fom i det Øst- og Nordenfjeldske hedde leik og els (Storleik, Hendels); - 2) are og ingje (Hard. Voss), som i de fleste Sprogarter hedde ar og ing (Maalar, Erving); 3) Boiningsformerne anne og enne (Isl. arnir, irnar), som i de østlige og nord- lige Egne hedde ann og enn (gestann, Fjølenn); foruden ad- skillige andre. — Men ogsaa i nogle af de kortere Ord have nogle Sprogarter en Endevokal, som andre ikke have; saaledes: Reina, Myra, Holme, Laskje, Ore, Stare, Robbe, Galte, som i forskjellige Sprogarter hedder: Rein, Myr, Lask v. s. v. I det Trondhjemske har imidlertid dette Slags Forkortning faaet en langt større Anvendelse, saa at et Par meget store Ordklasser sædvanlig tabe det e, som de skulde have i Enden; f. Er. kast, bryt, finn, kjenn, snakk; Huv (f. Huve), Gryt, Klokk, Luk, 2c.
Anm. Denne Forkortning findes sædvanlig i de Ord, som i det gamle Sprog endte paa a, men som i de nærmeste Sprogarter have e (Infinitiver og Femin. af Subst.) En lignende Forkortning findes i det jydske Folkesprog samt tildeels i Hollandsk og Engelsk. Det er derfor mærkeligt, at den findes i det nordlige Norge og ikke i de sydlige Egne.
En Vokal, som tillægges eller bortfalder, er ogsaa den føromtalte Halvlyd (§ 59), f. Er. fast'e, tung'e (andre Steder fast, tung). Men herved findes mange Forskjelligheder, og disse staae i en saadan For- bindelse med Bøiningsformerne, at den nærmere Forklaring maa hen- føres til et følgende Afsnit.
63. Af de forskjellige Forandringer i Sprogarterne maa man først anføre den, som finder Sted ved Tostavelsesordenes Endevokaler e og a. I de sydvestlige Egne fra Lister til Sogn bruges disse Vokaler regelmæssig i samme Tilfælde som e (eller i) og a i det gamle Sprog; f. Er. Flote, Hane, Makje (Hanksons Substantiver); Fura, Stova, Skjæra (Hunkjøns Subst.); laga, fara, lesa (Infinitiv). Nogle Sprogarter (Sogn til Romsdalen) have altid e istedetfor dette a; altsaa Fure, Skjære; fare, lage (i nogle Egne bortkastes Vokalen, hvorom er talt i forrige §). Men de fleste Sprogarter i det Østenfjeldske og i Trondhjems Stift ere i dette Tilfælde ure- gelmæssige; de have nemlig endeel Ord paa u eller o istedetfor a (e), og endeel Ord paa a istedetfor e; f. Ex. Furu, Skjæru, Legu; Hoko, Skoro; Bita, Flota, Fola. Denne Overgang findes i saadanne Ord, som have en lang Mellemlyd i Noden og altsaa en enkelt Konsonant efter samme; dog findes u ogsaa efter Konsonanter, som ere forbundne med j, f. Er. Evju, Silju. Den lange Mellemlyd faaer sædvanlig en afvigende Udtale, nemlig mere lukt foran u og o som Hólo for Hola), og mere aaben foran a (Beta el. Bæta for Bite, Faala for fole).
Anm. Endelsen u (0) findes sædvanlig kun naar Rodvokalen er et aabent e, i, o, u (fieldnere efter æ, o og a; som: Skjæru, Lo'u, Raku). Endelsen a indtræder efter e, i, o og a. Disse Endelser paa u og å kunne lettest forklares saaledes, at en gammel Bøiningsform er traadt istedet for den egentlige Nævneform; thi det gamle Sprog har nemlig flere Former paa u (o) af de Ord, som ende paa a (Er. furu af fura), og ligeledes Former paa a af de Ord, som ende paa i (e), f. Ex. flota af floti. Grunden til, at disse Former ere fastholdte, er maaskee kun deres større Lethed eller Magelighed for Udtalen.
64. I Forbindelse med denne Overgang staaer den før- omtalte Ligedannelse ($ 49), som tildeels finder Sted i To- stavelsesordene og bestaaer deri, at den ene Vokal forandres saaledes, at den bliver ganske lig den anden; f. Ex. saavaa el. sovaa, for sova. I nogle faa Ord findes rigtignok en saadan Overgang i forskjellige Sprogarter; saaledes: Fana (Helgeland, for Fenad), mada (Sdm. for medan), aavaa (Nhl. for aavan); imidlertid er dette meget sjeldent i det Ve- stenfjeldske. Mere hyppig findes en saadan Forandring i Agers- huus Stift, fornemmelig ved de Ord, som have u, o eller a, hvilket sidste ogsaa gaaer over til aa (som Haga og Haagaa, for Hagje). Men allermest findes denne Overgang i den indre Deel af Trondhjems Stift, hvor en stor Deel af Ordene derved blive saa godt som ukjendelige; f. Er. Sutu og Soto for Seta; Bata og Baataa for Bite. De Ord, som skulde ende paa e (Maskul.), faae saaledes a eller aa; de som skulde ende paa a (Femin.), faae u eller o. 65. Ligedannelse med a finder Sted i det Namdalske og i nogle agershusiske Sprogarter (i de mellemliggende Egne bliver dette a til aa). Saaledes findes a: 1) i Enden for e: Øara, Klava, Haga, Maka (Namd. Hedemk. o. fl.); – 2) i Roden for aabent e og i: bara, lasa, vaga; lava, vata (Namd. for: bera, lesa, vega; liva, vita); 3) i begge Stavelser for e eller i: TNava, Sala, Spana (Namd. Nordmør, for Neve, Sele, Spæne Isl. speni); Bata, Øata, Staga (Namd. for Bite, Hite, Stigje).
Den hertil svarende Ligedannelse med aa tilhører det In derøiske, Ørkedalske og Guldbrandsdalske, og er for det meste en Overgang fra a, men findes dog ogsaa i Ord, hvis Rod vokal er o (som i dette Tilfælde udtales meget aabent). Saa ledes har man aa: 1) i Enden før a (efter aabent o): ko maa (el. kaamaa), lovaa, sovaa; og ligedes for e: Folaa, Mosaa, Bogaa (el. Baagaa); – 2) i begge Stavelser iste detfor a: draagaa, faaraa, smaakaa, Øaamaar; ligesaa i: Øaaraa ((. Jare), Maagaa, Maakaa o. s. v. (Trvndhj. og Guldbr); – 3) istedetfor det ovenanførte a, som fremkommer ved Overgang fra e og i: baaraa Cbera), draapaa, laasaa; raavaa (Neve), Saalaa (Sele), vaataa (vita), laavaa; Baataa, Staagaa (Inderøen og ØOrkd. men ikke Guldbr.)
Former som: draagaa, faaraa . (M 2), findes ogsaa i Nedre Tellemarken. I det Guldbrandsdalske og fl. findes ogsaa aa for u i nogle Ord, nemlig Braanaa (f. Brune), Spaanga (Spune), Saa maar (Sumar; paa Hedmk. Samar). Dette kan jævnføres med det anførte aa for o (Baagaa), da nemlig o bliver i saadanne Ord meget aabent, omtrent fom aa. Men mærkværdigt er det, at Endelyden al drig bliver aa, naar Rodvokalen er et ægte aa, f. Ex. blaase, laane, vaage; Daafe, Laave, maate (ikke blaafaa eller laanaa).
66. Ligedannelse med u forekommer i de samme Egne, men er mere udbredt i Agershuus Stift. Saaledes findes u 1) i Enden for a: Furu (§ 63), Kumur (f. Kumar o: Knopper); 2) i Noden for aabent o: Huku, Hulu, Svulu, Turu, Huvu (for: Hoka, Hola, Svola, Tvora, Hovud); 3) i Roden for det aabne e og i: Lugu, Sutu, Ruku (for Lega, Seta, Neka); Vuku for Vika, Vudu for Vida (Inderøen, Guldalen v. fl.) - Det her indtraadte u er altid lukt.
Den hertil svarende Ligedannelse med o er for det meste kun en Afændring af u. Saaledes findes o 1) i Enden iste- detfor a (eller e, § 63), naar Roden skulde have aabent o, f. Er. Hoko, Holo, Hoso, Skoro, Loko (Guldbr. og fl.); 2) i Roden for e og i: Roko (Ag. Stift, for Neka), Logo, Soto, Voko (Namdalen). Til denne Ligedannelse henhører ogsaa nogle Former, hvori det Hallingdalske og Valderske har o for aa: oto (f. aato, o: spiste), logo (laae), fogo (saae), boro, voro v. s. v.
Anm. I flere af de nævnte Sprogarter udtales Vokalen ganske
fort, f. Er. Svadda (Svide), vagga (vega), laassaa eller lossaa,
Haattaa ell. Hottaa; men i Grunden er det blot lange Vokaler, som
antage Ligedannelse. Saaledes kan til Er. de Ord kalla og kasta
aldrig blive til kaallaa eller kaastaa. Saasnart Vokalen i en vis
Form bliver forkortet, indtræder atter den rette Lyd; saaledes: Haa-
maar, Hamra; Naavaar, Navra. Det samme sfeer, naar den sidste
Stavelse bortfalder f. Er. svaaraa Svar, laagaa Lag, laasaa les!
baaraa ber!
Til Oversigt af de her omhandlede Forholde mærkes følgende Er- empler (Inf. og Maskul. med a, aa; - Femin. med u, o): Bogie (Boge), Baaga, Baagaa. Hakje (Hake), Haka, Haakaa. Fura (Fure), Fúrú, Foro. Hoka (Hoke, u), Huku, Hoko. stela (stæla, e), stala, staalaa. Neve (Næva), Nava,. Naavaa. Hite (Hata), Hata, Haataa. Neka (Næke, u), Nuku, Roko. Vika (Væke, u), Vuku, Voko.
Ombytning.
67. Ved at betragte Overgangen ved de enkelte Vokaler findes det rigtigst at følge den før angivne Orden i Lydsystemet ($ 27), dog saa at man begynder med de haarde eller stærke Vokaler, da de øvrige synes i flere Tilfælde at udgaae fra disse. Vi sætte altsaa Vokalerne i følgende Orden: a, aa, v, u, au; o, y, øy; æ, e, i, ei.
a omverler i Sprogarterne 1) med aa, hvilket er en af de oftest forekommende Overgange. Saaledes: a) ved Lige- dannelse, f. Er. Haamaar, taakaa (ſ. S 65). b) i Endesta- velser med r, l, n; f. Er. innaar, Sumaar (i Rbg. og Tell. for: innar, Sumar); frostaal, vindaalt (Tell.); noraan, utaan, fjortaan (Nhl. for: noran 2c.) c) foran nk og ng (see næste §). d) i nogle Ord, hvis Vokal forlænges ved det at den nærmeste Konsonant bortfalder: Aam, Haam, Raav (Nbg. for: Alm, Halm, Kalv); Baan, Gaan (Ag. for: Barn, Garn). Desuden i forskjellige Ord, som: aav, Graan, Kraam, Plaata. Undertiden er Formen med aa den mest udbredte eller herskende; saaledes ved: aat (0: til), laak (ɔ: slet, svag), Aare (0: Ildsted), som kun paa faa Steder hedder: at (Nbg.) lak (Nhl.), Are (Lister).
Dernæst omverler 2) a med det aabne o: Tott, Svol, Trost, kvor, Snora, Fosta v. s. v. (Mest i søndre Berg. og Tell. for: Natt, Sval, Trast, kvar 2c.) Omvendt kan siges, at o gaaer over til a i Ord som: Akst, Asp, Balk, skara v. fl. som almindeligst have o (Oks, Oſp, Bolk, ſkora). — En- delig ombyttes 3) a med æ og e: dæ, dær, kvær, Svæd, Æftan; denn, Hjell, Skjerv (for: da, dar, kvar, Svad, Af- tan, dann, Hjall, Skarv). Paa nogle Steder er dette ellers en Udtaleform (s. § 15). Som en omvendt Overgang kunde man ansee: Far, Var, vart (Helg. for: Færd, Værd, værdt), bare (f. bære), Marg (f. Merg), tvart, Halg, Gjalk, Kvaks; og fornemmelig det a som indtræder ved Ligedannelse: bara, spala (s. § 65).
68. Ved aa findes følgende Omverlinger: 1) aa med a i de forhen anførte Stillinger, samt foran nk og ng, f. Er. blaank, faanga, laang, maange, raang, Straangje, Taankje. De fleste Sprogarter i Bergens Stift have her aa, men de øvrige have a (lang, Tankje, blank, fanga v. s. v.) En lignende Ombytning findes i nogle Ord med nd: Aand, Haand, Straand, hvor aa staaer iste= detfor et gammelt o (S 48) og gaaer over til ø i det Val- derske: Ond, Hønd, Strønd (ligesom i det Islandske).
2) aa med o (luft), f. Er. Ho (f. Haa), mjo, doe, ifjor, trotta (Jf. oto, logo, soto S 66). Dog kan denne Overgang oftere ansees som omvendt, nemlig aa for o; saa- ledes: Flaa, Kraa, naa, Ljaare, Aarsak, Alatte (paa andre Steder: Flo, Kro, Ljore 2c.) Nogle Ord, som egentlig skulle have aabent o (so, open, Okje), have deels lukt o, deels aa- bent o, og deels aa (saa, aapen, Aakje); hermed jævnføres: Saan, Raana (nogle Steder med lukt o: Son, Kona); nor, Mor, Fjor (nogle St. naar, Maar, Fjaar; Jst. norðr, mörðr, fjörðr). If. § 46. - At det lukte o ombyttes med aa i nogle Boiningsformer (Er. Huso, Husaa), vil senere blive viist; at det aabne o tildeels udtales som aa, er forhen anmærket.
Sjeldne Overgange ere: aa til ø, som i: høg, Mon, Grøtte; og aa til æ: nær, Sæl, Træm (Andre St. naar, Saal, Traam).
Anm. Omverlingen af a og aa i de Ord, som have nk eller ng giver Anledning til Tvivl, om hvilken af disse Former der skulde fore- trækkes ved Sprogets lerikalske Behandling. Man kunde formode, at aa er det rigtigste, da dette bruges baade i det Jslandske og i det Svenske, og findes hos os just i de Sprogarter, som ellers sædvanlig have det rigtigste Vokalforhold. Imidlertid gives der dog flere Grunde for det Modsatte. Brugen af a er herskende i en større Deel af Landet; i Sprogarterne udenfor Bergens Stift findes aa kun i nogle faa Ord, som i det Islandske have ö eller au (aank, Spaang, Staang, Taang, traang); i det Hardangerske og Vossiske findes aa som en Omlyd ved Siden af a, f. Er. lang'u (masc.), laang (femin.); hvorved man maa erindre, at Cmlyden o altid bliver til aa i denne Stilling (f. § 48). Hertil kommer, at alle Sprogarter have a i de Former, hvor ng bliver til kk; altsaa: gakk (gaange), sprakk (spraang) Man maa saaledes antage, at den simpleste Lyd, nemlig a, er ogsaa den mest ægte, og at det her omtalte aa er enten en Omlyd eller en Udvidelse af a, altsaa en Asændring, der ligesaavel findes i andre Former som i disse.
69. Ved det lukte o findes følgenne Omverlinger: 1) o med aa, s. forrige $s. 2) v med u: hu (for ho), ur (or), Skjur, Gjure, Jul, Skjul, Tjuv. – o for u findes meget ofte i Ag. Stift, f. Ex. Don (for Dun), Ton, bron, one, Bona (f. Bunad), Or (f. Urd), otor (f. ut-vr). Her mærkes ogsaa Partikelen u, som i alle Distrikter nordenfor Sogn, Val ders og Hedemarken – hedder o, f. Ex. Odyr, Ogras, olik, okjend (ligesom i Isl. og Svensk) – 3) o med ø. Lyden jo bliver til jø eller ø i Hall. Vald. Sfj. Sdm. og det Nordenfjeldske; saaledes: skjøte, bjøde el. bjø, njøse, jøs, Fjøs, Ljøre (for skjota, bjoda, njosa c.); Grøn, Grøt, Knøsk (for Grjon, Grjot, Knjosk) I nogle Ord er Formen med ø den herskende eller mest almindelige; saaledes: Sjø, Snø, Brøst (f. Sjo, Snjo, Brjost). Paa nogle Steder bliver denne Vokal til p (altid uden j)); saaledes: Ryme (f. Rjome), Sy, Sny (Hlg.), bryta, frysa (Shl.) Det aabne o gaaer over 1) til aa (s. forrige 9). ?) til u: Udd, uss, Klukka, dutten, sluppen (mest i Ag. Stift); jf. Huku, Hulu (8 66). 3) til au (s. nedenfor). 4) til ø; f. Ex. Enøde el. fnø (f. knoda); dog er dette oftest en Ud talefornt (s. 9 19.
Anm. Nogle faa Ord som efter det gamle Sprog skulde have a eller Omlyden o, have her næsten almindelig: ø, nemlig: sjølv, Fjøra, Tjøra, Løde. Det maa erindres, at dette Overgangs-ø er sædvanlig aabent ($ 23), især naar det har et j foran sig, som i Ljøs, Rjøme o. s. v.70. Det lukte u gaaer over til 1) o, s. forrige . 2) ø, i samme Tilfælde som o, f. Ex. fjøke (f. fjuka), krjøpe el. krøpe (f. krjupa). Ellers ombyttes dette u almindeligst med y, f. Er. Type (f. Njupa), Rype (f. Njupa), blyg (bljug) v. s. v.
Det aabne u omverler 1) med aa: Maan, saamt (Trondhj. for: Mun, sumt). Jævnf. Endelsen: aar, og aatt, f. Er. Huvaar (f. Huvur), bakkaatt (f. bakkutt). 2) med o (aabent): Floga (f. Fluga), Fora, Lot, Skot (Jævnf. Ud- taleformen o for u; § 20). 3) med au, s. nedenfor. 4) med aabent y, en meget hyppig Overgang især i de nordlige Egne, f. Er. stytt (for stutt), Lykka, tyrka, Dyn, Stynd, Tynna. J Sdm. og Romsdalen har man ogsaa: Tyft (f. Tuft), Ryst, Brynn, tynn, syndt, Synd (o: Sund). Om- vendt findes i det Valderske: burg, murk, Vurt (for: byrg, myrk, Vyrt). Anm. Den sidste Overgang kan lignes med de danske Former: tør (Isl. þurr), Tonde, Brønd, tynd, Skygge, Lykke o. fl. I det Is- landske gaaer u i Udtalen over til y eller ø, som forhen er bemærket.
71. Ved au findes sølgende Omverlinger: 1) au med aabent o, f. Er. bauka og boka, Draug og Drog. Jf. Laug, Taug, Bau (for Log, Tog, Bod). I det Østerdalske overgaaer au ofte til o (f. Er. Host, Lov); hvilket kan an- sees som en Tilnærmelse til det Svenske, hvor au bliver til ø (höst, löf). Sjeldnere ombyttes au med lukt o og med aa, som i: Tom f. Taum, Aume f. Aama, Raure f. Kaare. -
2) au med u: sju, tvu, Ugur (f. sjau, tvau, Augur). — 3) au med ø: Død (f. Daude), 17ød, Brød, Løk, Røv. Denne Overgang findes dog kun ved nogle faa Ord, medens derimod de to andre Diftonger sædvanlig gaae over til en enkelt Lyd i det Guldalske og Østerdalske (ligesom i Dansk og Svensk).
72. Vokalerne af den mellemste Nække (o, y, øy) gaae sfelden over til en anden Lyd, men findes ofte som en Afæn- dring af andre Vokaler.
ø ombyttes i nogle Ord 1) med u: Jutul (Jøtel), slug (sløg). 2) med y: Lyu (f. Lode), Rjyru (f. Tjøra). If. Sy og Sjø ($ 69). 3) med æ: Fræ (Fro), Æla (Ola, ɔ: Øgle), ær (=ør, Isl. yðr). Forholdet til o og aa er før omtalt.
y omverler 1) med øy: møykje (for mykja), skrøyte (skryta). 2) med i: klipe (klypa), Tise (i Hard. Nysa). I Hallingdal findes denne Overgang saa ofte, at den maa ansees som en Udtaleform (S 21). Det aabne v omverler med u ($ 70) og med ø som Udtaleform (§ 21).
øy gaaer over til ø, f. Er. Høre (for høyra), kjøre, Rør, Øra, Søle, støta. Denne Overgang forekommer meget ofte i Guldalen og endnu mere i Østerdalen, hvor Lyden øy synes at være indskrænket til de Ord, som ende med Vokalen (Øy, Høy, Møy). Paa disse Steder gaaer ogsaa ei over til e ligesom i Svensk. I en Deel af Hallingdal og Guldbr. bliver øy ved en Udtaleform til ei, ligesom i det Islandske (ſ. § 26).
73. æ omverler 1) med ø, en Overgang som er meget hyppig i de sydligste Egne, f. Er. Vov (f. Væv), ſvøva, strøma, hør (f. hær), høre (0: hærde), Bløra, Vorme v. fl. (If. ø i forrige S). - 2) med det lukte e: 2ling (Eling), Fæna (f. Fenad). If. æg, mæg, dæg (=eg, meg, deg).- Istedetfor det aabne e høres æ deels som en Udtaleform (S 17), deels som en Lydforandring, der grunder sig paa en For- længelse af Stavelsen, f. Er. Hæg (i Tell. for: Helg); jævnf.
§ 44. Om Forholdet til a og aa er førhen talt. Anm. Ved nogle Ord findes en Omverling af baade e, æ og ø, tildeels ogsaa o eller aa. Saaledes: rangsøles, rangsæles, raangseles (o: imod Solen); Brev, Bræv, Brøv (G. N. bref); dæm, døm, dom (G. N. þeim); Fro, Frø, Fræ, Fre (o: Frø); Skjor, Skjør, Skjær, Skjer (: Skade, Fugl); Traam, Trøm, Træm (: Kant).
74. Det lukte e ombyttes med æ og undertiden med i (see forrige og næste §). Det e som finder Sted i Endestavelserne, og som i det gamle Sprog ofte strives med i (endi, greinir), lider adskillige Forandringer i Formerne; deels bliver det til lukt i, f. Er. Taalir, Tistill, valinn; - deels om- verler det med en haard Vokal, f. Er. Eitaal (Eitel), Humull (Hummel). Om dets Omverling med a, og dets Overgang ved Ligedannelsen er forhen talt (S 63 og følg.)
Det aabne e ombyttes meget ofte med andre Vokaler. Dets Overgang ved Ligedannelsen til a, aa, o, u, — og ellers til a, er forhen forklaret ($ 65-67). Desuden ombyttes 1) e med o: hjolpa, Evolve, Mjolk, Olv, tzosle (f. Netla). 2) e med det aabne s (en meget hyppig og udbredt Over- gang) f. Er. Bjølla (=Bjella), hjølpe Chjelpa), gjøno (gjenom), Kjønn (Tjenn), Føt, love, sov, Løvsa, Omne. (If. æ og ø i forrige §). 3) e med y: Hylla, Hylde (Trondhj. for: Hella og Helde), byrga, bylja, Sylma, Hyvel. 4) e med i (ogsaa en meget hyppig Overgang): spila (spela), Silju (Selja), brinne (brenna), dinne (denne), itte (ette, Isl. eftir) Tiste (Neste), Hivel, Ivju c. Hertil hører: sigja, tigja (for: ſegja, tegja), ligje, sligje (f. legje, ſlegje); roli, maateli (f. roleg, maateleg). Jævnfør: rigna, Rjing, fingje med: regne, Kjeng, fengje (hvor e lyder som æ).
75. Det lukte i omverler med e i nogle faa Ord, som Rve (f. Kvi), tre (tri), teden (tien). - Det aabne i om- verler meget hyppig med andre Vokaler. Dets Overgang ved Ligedannelsen til a, aa, o, u, — er forhen omtalt; forøvrigt om- byttes det ogsaa med aabent o: dokker (dikko), Spole (Spila), Frota (frita). Med u ombyttes det oftest i Endelserne ung, ug (og ut), f. Er. Aaring og Aarung, minnig og minnug, steinitte (steinet) og steinut; - sjelden i Nodsta- velsen, som: dum (dim), sumla (svimra). — Iblandt de bløde Vokaler ombyttes 1) i med y (en meget hyppig Over- gang), f. Er. Drykk (Drikk), spyta, Ryse, myssa (misse), 50 Mystru, Byl, Style, Syll (f. Svill), myllo (millom),
- lyppa, Tymbr (D. Tømmer). Omvendt: tikje (for tykja); ive
(for yve), Kirkja (Kyrkja); ſ. 72. — 2) ombyttes i med æ (ofte i Trondhj. Guldbr. og fl.), f. Er. Bæk (f. Bik), kvæk, Stræk, væta, Skjæn, Dræv, læva. Jævnf. det næsten al- mindelige fæm, Rægn, Vægt (= fim, i Sæt. Rign, Vigt i Sogn v. fl.) - Til e overgaaer det som Udtaleform, f. Er. Ve (f. Vid), S 18.
Anm. De sletteste Dialekter forvanske sædvanlig Mellemlydene ved at give dem en bred Udtale f. Ex. i som e, u som o. Ved de her an- førte Vokaler gaaer man tildeels endog over til den bredeste Lyd i Vo- kalrækken (æ, aa), f. Er. Lit, Let, Læt; Mun, mon, maan. Saa- danne brede Former have ogsaa fundet Indgang i det moderne Talesprog, f. Er. Vænn, Lemm (egentl. Vin, Lim); aam, Saammer (eg. um, Sumar). I Skriftsproget findes denne Overgang ved de Ord: Sæder (f. Sider), kvæge (f. kvika) og formeentlig ved: Bræe (o: Sneemasse), da dette Ord, som kun bruges i den nordlige Deel af Landet, hedder i Nordfjord og Søndmør: Bride, men overgaaer i de nordligere Egne til Brée og Bræe.
76. ei omverler i Sprogarterne 1) med øy; saaledes Bløye (Bleia), Løyte, løyve, røyse, svøype. (Omvendt som Udtaleform, S 72). 2) med e: Sten, Ben, Ler, hel, vet (i Guldalen og Østerdalen for: Stein, Bein, Leir v. s. v. i de fleste Ord, som ellers overalt have ei). Man jævnføre det Svenske e, der svarer til G. N. vg Jsl. ei. 3) med i: di (f. dei), Gjil (Gjeil), Im, him, Spis, Rist. Omvendt: Skrei, Snei (Skrid, Snid). At der ofte findes ei for egj og ægi, skal siden blive forklaret under den blandede Overgang.
Anm. Skjønt man maaskee kunde synes, at saadanne Overgange som de hidtil anførte ikke ere af synderlig Vigtighed, er det alligevel nødvendigt at have Kundskab om samme for at kunne bedømme Sprog- arternes Former og adskille disse fra den Form, som egentlig skulde tilhøre Sproget. Ved at lægge Mærke til disse Overgange kan man tildeels slutte sig til, hvilken Form et Ord egentlig skulde have; hvilket her kan oplyses ved nogle Exempler. Ved de Ord: Være (o: Værdie), Værkje (Materiale), kværkja (kvæle) - findes Overgangen æ til y (Vyre, Vyrkje, kyrkje); da man nu ikke i andre Forholde finder y istedet for æ, men derimod ofte istedetfor e, maa man antage, at det nævnte æ er kun en bred Udtaleform af det aabne e, som (efter § 46) bevirkes af det paafølgende r (If. Isl. verò, verk, kverk). Det gamle Ord: speni (: Patte) hedder hos os almindelig: Spæne; men naar man veed, at det gaaer over til Spana og Spaanaa, maa man slutte, at Vokalen egentlig er e og ikke æ (§ 65). Ordet Hamar udtales al- mindelig som Hammar; men hvis dette var rigtigt, kunde det ikke gaae over til Haamaar (f. § 66, A); det bør altsaa have lang Vokal lige- som det Isl. hamarr. Det Ord: Tiur hedder i Voss: Ter (Teer), men i Indersen: Tudur; disse forskjellige Former kunne (efter Overgangen i § 66 og 75) alene forklares af en Grundform: Tidur eller Ted'r, hvilket ganske stemmer med Isl. þidr.
II. Konsonant Overgang.
77. Ligesom Forandringen ved Vokalerne deler sig i to Slags, idet en Lyd enten bortfalder eller ombyttes med en anden, saaledes kan ogsaa Forandringen ved Konsonanterne betragtes enten som et Bortfald (f. Er. Sei for Seid) eller som en Ombytning (f. Ex. esla for etla). Men da Konso- nanterne kunne sættes i meget forskjellige Stillinger, kan et Bortfald eller en Tilføielse her langt oftere finde Sted end ved Vokalerne. Det maa herved bemærkes, at Bortfald og Tilføielse blive at betragte som een og samme Overgang, da nemlig det, der ansees som tilføiet i den ene Sprogart, kan ansees som bortfaldet i den anden, og det desuden ofte er tvivlsomt, om den rigtigste Form er den, hvori en vis Lyd finder Sted, eller den, hvori den mangler.
Da de Bogstaver, som høre til samme Klasse i Lydsy- stemet, have megen Lighed i Overgangen, ville vi her først be- tragte Ganebogstaverne, dernæst Tungebogst. og endelig Læ- bebogstaverne.
a) Bortfald.
78. Ganebogstaverne k og g bortfalde tildeels foran ni For- lyden; saaledes bortfalder k i det Sætersdalske: Tapp (f. Knapp), 4* 17e, neggja, iv, 27ut, noa (f. knoda); - og andre Steder i: Tatt (Knatt), neppa, Tesbot. (Hermed kan jævnføres den islandske Form: hn for kn). Ligesaa bortfalder g i det Sønd- mørske: nelle (gnella), niste, nure; og andre Steder: Teiste, nika, Tue, nyggja. Sjeldnere bortfalder k eller g foran r (og H): Rape, Ro, raala (f. Krape, Kro, kraala); Kring (Ring), gryla, grysja, Klagde (Lagde), Glym (Ljom). For at lette Udtalen bortkastes ofte g imellem r, I og en anden Kons.: syr-de (o: syrgde), fylde (fylgde), Dvermaal (Dverg- maal), fjelsle (fjelgsleg), Fjelde (f. Fjelgde), Hel-dag (Helgdag). Jævnf. stært for; sterkt (S 51). Om det indskudte st skal tales ved s.
g bortfalder ofte, naar det skulde staae eenligt efter Vo- kalen. Saaledes i Endelsen leg, som næsten overalt bliver til le (role, lagle, maatele), og i Eenstavelsesordene: eg (e), meg (me), seg (se). - Efter u og au bortfalder g i de fleste Kystegne i Bergens og Trondhjems Stifter; saaledes: due (for duga), kjue (f. tjuge), Aua (Auga), Hau, laua. I en- kelte Ord tillægge nogle Sprogarter et g, som ellers mangler: saaledes: mjaa-g, Mo-g, sjau-g, tvau-g, try-g, fru-ga. Om Vokalisering af g skal senere tales.
79. j findes indskudt i nogle Ord foran e og æ: ljett, ſljett, tjett (Nordre Trondhf.); sjette, sjer, Sjæl, je, jær. Det er imidlertid kun faa Sprogarter og meget faa Ord, som have dette indskudte j (undtagen ved g og k); her findes altsaa i Almindelighed intet saadant Indskud af i som i det Ny-Is- landske (mjer, sjer, hjela) og tildeels i det Danske (Fjed, hjem, ihjel, stjæle). - Undertiden indskydes et i foran a og aa, saasom: Tjagl (for Tagl), fjatla, Rjaa, fljaa, Pjaak v. fl. Jævnf. jorta (=urta), joie (eia), Melk (Mjelk). - Der= imod bortfalder j i mange Sprogarter foran o, u, v; for Er. blug (bljug), Lun (Ljun), drupa, Gron (Grion), Grot, Rome og Røme (f. Njome), flote (fljota), Brøst (Brjost), Rno (Snjo). Ligesaa i Efterlyden, f. Er. seta, spøra, vile (for: ſetja, spyrja, vilja).
Med Hensyn til Brugen af i ved k og gi de ubetonede Stavelser have Sprogarterne en stor Forskjellighed og en Mængde Undtagelser fra den Hovedregel, som følges ved de betonede Stavelser (S 45). De vig- tigste Undtagelser maa her angives.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Anm. Formerne under 3 og 4 skulde ogsaa have j, dersom det paafølgende e var ægte; det samme skulde ogsaa gjælde ved A 5 (med Halvlyd), men det maa herved mærkes, at denne Halvlyd ofte findes t saadanne Former, som efter Omlydens Regler netop skulde have e, f. Er. Bøker af Bok (hvorom senere). I nogle Former ere samtlige Sprogarter uregelmæssige, f. Er. Skikkelse, Lagelse; rikeleg, bru= keleg o. fl. hvori et e synes indskudt blot for at lette Udtalen. I nogle andre Tilfælde er den regelmæssige Form saa sfelden og lidet bekjendt, at det er tvivlsomt, hvorvidt den kan foretrækkes eller sættes i Spidsen ved Ordenes Anførelse i Ordbogen. Undtagelserne have i flere Tilfælde saa megen Grund for sig, at man neppe kan tænke paa at gjennemføre Regelen i det hele.
80. h findes ved enkelte Ord kun i en Deel af Sprog- arterne; saaledes bruges i forskjellige Egne: Hasall (f. Afall), helder (f. elder), hellest (ellest), eite (mange Dial. for: heite), Uldr, øle, yla (f. Huldr, hola, hyla) v. s. v. Men den mærkeligste Forandring ved denne Lyd finder Sted i nogle Kyst- egne af Søndmør, Sondfjord og Nordhordlehn, hvor den meget ofte bortfalder, f. Er. alde, øyre, Av, Est, Us (for: halda, høyra, Hav, Hest, Hus). Det er dog ikke Tilfældet, at H- Lyden ganske mangler; men Brugen af samme er skjødesløs, saa at den deels bortfalder, deels bruges og tildeels endog føies til saadanne Ord, som den ikke tilhører, f. Er. Helv, Høyk, hause. (At den, som nogle have paastaaet, altid bort- falder, hvor den skulde være, og tillægges, hvor den ikke skulde være, er derimod urigtigt).
Anm. Det h, som findes i det gamle Sprog forved r, I og n, mangler ganske i Folkesproget. Hvad der ellers er at mærke ved h i hi og hv, skal anføres under Ombytningen.
81. Tungebogstaverne t og d findes tilføiede ved nogle Ord, som ellers ende med Rodvokalen, nemlig: My-tt, Kne-tt, Kjøtt (Sogn); Bu-tt, Tre-tt (Rbg.); Straa-d, Tre-d, Frø-d, Tjø:d (Sdm.) Det er uden Tvivl kun Boiningsformen med t (kne-et, bu-et), som er bleven forenet med disse Ord; det maa ellers bemærkes, at denne Form almindelig bortfalder i Tostavelsesformerne, f. Er. Hus'e (o: Huset), Belte, kome, lite v. s. v. ligesom ogsaa baade t og d bortfalder i afledede Former paa at og ad, f. Er. maala, laga, kalla.
> bortfalder i de fleste Sprogarter, naar det skulde staae eenligt efter Vokalen (§ 31), f. Er. Bla, Sta, Skae, Raa, Bu, Li, bau, Klæe, Føa v. s. v. Kun i Nordfjord og en Deel af Søndmør findes den fuldkomne Form (Blad, Stad, Raad, Bud, leid, kvide 2c.); i andre Sprogarter findes den kun som en sjelden Undtagelse, saaledes i: bidig, tidig, bod-før, Saad-kodn (Søndre Berg.), og især i de Ord, som have ligedannede Vokaler, som: laadaa, vaadaa (Orkd), Jaa- daar, Spudu, Vudu (Indr.), Svada, Lodo (Namdalen). Undertiden findes d kun i de forlængede Former; saaledes: Hovu(d), i Hovde (Nbg.); Bro'r, Brode-lut; Ve'r, Vede- skifte (Sdm.) I Efterlyden dl (del) bortfalder d ogsaa i Søndmør, men findes igjen i det Sognske o. fl.: Ad's, Sad'l, Stød'l. At et d indskydes ved det dobbelte I og n (Er. Udl, redna, § 34, 35), kan ansees som en Udtaleform; men mere mærkeligt er det, at et d indskydes foran I og n efter en lang Vokal; saaledes (i Søndfjord og Stavanger): Aadl (0: Aal), Stodl, Sydl, Steion, Teidn. (Man jævnføre den islandske Udtale af áll, stóll, steinn).
Ved d mærkes fremdeles, at det næsten overalt bortfalder af dj, altsaa: jup, jerv (djup, djerv, Sdm.), rya (rydje, Sdm.), Via (Vidja, Hlg.) I ld og nd udtales det i flere Sprogarter utydeligt; i rd bortfalder det næsten overalt, f. Er. Or (0: Ord). Om Vokalisering af d skal tales under: Blandet Overgang.
82. s findes undertiden tilskudt foran et Ord; saaledes: slape (f. lape), flute, smelta, snautt, Strut, Stut (f. Tut), sEvellen (kvell), skryle (gryla, ryla), Sprakje (Brakje). Jævn- før: Rorpa (Skorpa), Veiv (Sveiv), Peis (Speis). I mange Ord indskydes s foran Endelsen leg: mansleg, reinsleg, fælsleg, ilsleg, blygsleg, godsleg (Mest i de sydlige Egne). I Naabygdelaget og Tellemarken indskydes ogsaa et k, altsaa sf: reinstleg, ilskleg, goskleg, leiskleg, auskleg. Ellers findes s ogsaa indskudt foran andre Endelser, f. Er. rein-s-ka, Haalskje, Raaskje, Jaksle (Jakle), faangsla, stansna (stadna). Jævnfør: hargjængst (Sdm. for: har-gjengd), Fostr (Fodr).
Som tilskudt foran Forlyden r findes desuden: st: Skrabb (= Nabb), skrata, Skrei, Skryde, skrubba. st: strak (rak), Strind (= Naand), stripla, Strod.
83. r bortfalder 1) af Endelserne ar, er, ur; f. Er.
Hesta(r), Elva, kasta, jaga, Eina (Mandsnavn); Skaale, Greine, kvile, styre; Huvo, Luko (f. Lukor). Kun nogle faa Sprogarter have r i disse Tilfælde. - 2) i Enden efter en Konsonant: Fing (Fing'r), Klung, Huld, Vet (Better), Runst, Vokst v. fl. (derimod have nogle Dial. Master Tust-r, Myker v. fl.)-3) undertiden efter en lang Vokal: æ (f. ær), va (var), fæ, naa, o og u (for: or, ur. Ved nogle Ord, som ellers ende med Rodvokalen, tillægges et r (i Hard. og Sæt.): Ljaar, Skor, Snjo-r; men dette er egentlig en gammel Bøinings- eller Kjønsform. I de Ord, som egentlig skulde ende paa dr (el. der), bortfalder deels r, deels d, og deels begge tilsammen; saaledes: Aad, Brud, fod, Reid, Led (Søndm.); Brur, Fo'r, Reir, Ler, Ver, Lur (Sydlige Egne); Lu, Ro, Læ, Væ, Rei (for Ludr, Nodr, Ledr, Vedr, Reidr). Af enkelte Ord, hvori et r bliver indskudt, mærkes: Spruns (Spuns), Dryn, drysja.
84. I bortfalder i Forlyden foran j; saaledes: Jaa (Ljaa), joa (for: ljoda), Jom, Jos, jot, juga. (Tildeels i Kri- stiansands og Trondhjems Stifter, samt i Guldbr.) Jævnf. Trondhj. Jøs og Løs for Ljos. En mærkelig Udeladelse af I finder Sted i det Sætersdalske og en Deel af Tellemarken, da nemlig I bortfalder i Efterlyden foran k, g, v, m; saaledes: fokk, Mjokk, Kjokkje (for Folk, Mjolk, Kjolkje); Bæg, Hæg, Taag, fygje (for Belg, Helg, Tolg, fylgja); haav'e, Raav (f. halv, Kalv), Rov, tov, sjav (f. Kolv, tolv, sjalv), Aam, Haam (for: Alm, Halm). Paa andre Steder er dette meget sjeldent; man jævnføre: Mjøk (Ndm. f. Mjølk); Tokn (Nordre Berg. Tolkn, Nhl.), Rjakje (i Nhl. Kjelkje).
Af enkelte Bortfald eller Tilskydelser mærkes: ska, te, ve (f. skal, til, vil), Fløyra (Foyra), klakka (kakka). 85. n bortfalder af Endelsen an, f. Er. Afta(n), Fanga, Gama (Tell.), sama, sia (Isl. sidan), inna, heima; tretta, fjorta (i forskjellige Dialekter). Almindelig bortfalder n af den gamle Endelse in (med enkelt n), f. Er. Sol'i (Sol'e Sola v. s. v. for det gamle sólin). I nogle Ord bortfalder nafns: hass (f. hans), Vass (Vatns), Barsol (f. Barnsøl). Ligesaa af mn: Jamaldre, jamt, næmt (§ 51). At n assi- mileres med k, skal senere blive omtalt. Af Ord med indskudt n mærkes: Knart (Kart), Knoll (Koll); herved mærkes ogsaa en Boiningsform af nogle Ord, som ende med Nodvokalen, f. Er. Bru-n-a, Klo-n-a.
86. Af Læbebogstaverne (p, b, f, v, m) er det især v, ſom her kommer i Betragtning. v bortfalder nemlig ofte i Forlyden forved o og u; saaledes: ondt (for: vondt), Uku (Vika), Rode (eg. Kvoda), kolve, For, Forkje, Rost (i Gbr. Rvost); solla (svalla), Solo, folten, sorta; subba (svabba), Sulu (f. Svola), sumlug (svimrug); to (f. tvo), tort, Tugu, Turu (f. Tvora), o. fl. Ogsaa foran y og ø, som: yrk (vyrk), Rrkje, kyrkje (kverkja), Syll (Svill), Sømn (Svevn), Tyrel (Tvirel). Hertil hører ogfaa nogle Ord med h for hs (hu): haa, hor, holva (=kva, kvar, kvolve).
I Efterlyden bortfalder v efter u og au (i mange Di- alekter, især vestenfjeldske), f. Er. Stu (f. Stuv), Skru, Hua, Tua, dau, Lau, Klau (f. Klauv). Sjeldnere bort- falder det efter a og aa: - a (for: av), ga (gav), asta (f. avstad), Aabyr (f. Ovbyr). Undertiden bortfalder v efter r og l: tar (for tarv), hal (halv), sjøl (sfølv), Alskot (f. Alv- skot). Jævnf. § 51.
I Efterlyden tilskydes et v foran r i nogle Ord: Vrak, vrang, vrei, vrie, Vrist. Dette finder Sted i Tell. og Bu- skerud m. fl. men er ubekjendt i det Vest- og Nordenfjeldske. Denne Lyd mangler ogsaa i det Islandske, men gjenfindes i Svensk og andre Sprog.
87. De øvrige Bogstaver (p, b, f, m) bortfalde sfelden. Det kan nærmest ansees som en Udtaleform, at b bortfalder efter m: Lam', Ram', kjæmma (Nhl. Jæd.), og at det ind- skydes imellem m-l og mer (see $ 52). Af enkelte Bortfald eller Tilskud mærkes: prina (=rina), Brosa (Rosa), reste (bresta), floggast (lauggast). m bortfalder i Endelser efter o (u), saaledes: Haano (f. honom), ollo(m), i Huso(m) v. s. v. I nogle faa Ord ud- gaaer det imellem to Konsonanter: vart (f. varmt) og Vær'de, Al(m)bork, Hal(m)straa. Som bortfaldt eller assimileret kunde det ansees i nogle Ord som Rubb (Kumb), duppa (dumpa) 0. fl. hvorom senere.'
Anm. Det var høilig at ønske, at de norske Ord, som optages i Skriftsproget, maatte skrives i den fuldkomneste Form som de have i Folkesproget, og ikke med et eensidigt Hensyn til en enkelt Dialekt. Ad- skillige af de hidtil optagne Ord have nemlig faaet en mindre fuldkom- men Form, deels derved, at en Konsonant mangler, deels derved, at en Overgangs- eller Udtaleform af en vis Lyd er bleven foretrukken for den rette Lyd. Til Erempler herpaa kan anføres: Hei, Li, Hie, stø, kvie (istedetfor: Heid, Lid, Hide, stød, kvide); Kvæl, Snelle, Gran (iſte= detfor: Kveld, Snelde, Grand); Uver for Auger, æsle for etle, Kjærn f. Tjern, Al f. Ar eller Ard, Lia f. Ljaa, Boigd f. Bygd, Multe f. Molte, Aan f. Onn, Aarfugl f. Orrefugl, med mange flere.
b) Ombytning.
88. Ganebogstaverne k og g omverle med hinanden, deels i Forlyden, deels i Efterlyden. Saaledes: Kleffe, knaga, Knue (for gleffa, gnaga, Gnue) v. s. v. Ligesaa: Bunk, Flukka, Rokla (andre Steder: Bung, Flogga, Kogla. Det k, som staaer eenligt efter Vokalen, udtales som g i Stavanger og Man- dals Amter: altsaa Tag, baga, koga, bleig, raug (for: Tak, baka v. s. v.
Desuden omverler 1) k med t, saasom: inte, itte, stumt, tryste (for: inkje, ikkje, skumt, kroste). Overgangen tj til kj skal omtales nedenfor. - 2) k med p: snerpa, hyrpa, kveppa, Knope, Stropp (=snerka, herka, kvekka, Knok, Strokk), Hertil hører: Vaakn-hus (Vaapnhus), Juksaang (Djupsaagn). - 3) k eller g med f og v: Rveks (kvefs), gleksa (glessa), Krakse (Kravse), Lukt (Luft), Lykt-ur (Loftur). Hertil hører den ofte forekommende Overgang: g til v Celler om vendt), saasom Drauv, Dovning, Gyvr, Korv, Torv (Andre Steder: Draug, Dugning, Gygr, Korg, Torg); ligesaa Stoga, Øugu, Øagre, Sugl, Ogn, ogofor (ved Siden af: Stova, Hovu, Havre, Suvl, Ovn, aavafor). Omverlinger af mindre Betydenhed ere: k med s: snapt (knapt), slæmma (klæma), maakje (Maase), bosna (bokna). – Et j for g findes tildeels i Ag. Stift ved Ord som: Berj, elj, Sorj istedetfor Berg o. s. v.) I nogle Ord omverle kn, gn og n: saaledes gnika, knika og nika m. fl. ($ 78).
89. h ombyttes med k i de Ord: kauka, kaua C( hauka, hua). Jævnf. kaa, kor, koss, kolve, – som i nogle Egne hedder: haa, hor, hoss, holva (9 86). Ide sidste Ord svarer h til et gammelt hv (hu). I stedetfor dette hv finder man tildeels kun v (Vefs, Veite, verken); men den almindelige norske Form for hv er kv, f. Ex. RKval, kvit, kvile, kvar, kvem. Maærkeligt er det, at dette kv i en Deel af Tellemarken lyder som gv (gvit, gvor, gverve), og adskilles fra det al mindelige kv, f. Er. i Kveld, Rvist, kveikje v. s. v. Istedetfor det gamle hj (hi) høres almindelig blot j; men ved nogle Ord findes dog Overgang til h (uden j), nemlig: ÂØylla og gille C Hjell), Zøring (Hjuring), helpa (hjelpa). – I nogle Ord gaaer hj over til kj: Rjell, Kjun, Bjupa (Shl. Stavang. for: Hjell, Hjun, Hjupa); Rjelm, Kjul (Orkd. for Hjelm, Hjul). Paa nogle andre Steder finder man fi for hj: Sjærne, Sjell, Sjon-skylna' (Guldbr. for Hjerne, Hjell, Hjonskilnad); sjaa (i Gbr.) og isjaa (i Stav.) iste detfor hjaa (Isl. hia).
Anm. Disse Overgange bevise, at h i denne Forbindelse maa an sees som en væsentlig Konsonant og altsaa ikke udelades i Skrivningen, om den end bortfalder i Udtalen. I de beslægtede Sprog udenfor Norden have saadanne Ord blot h (Ang. helm, helpan. Holl. hart). Den uvæfentlige Deel af Lyden er altsaa ikke h, men heller j, bvilke sidste i de nordiske Sprog ofte findes i Ord, som det egentlig ikke til hører (f. Ex. Isl. rjettr, pjer, hjela. D. Fjed, stjæle o. fl.) Forøvrigt maa man erindre, at dette j er kun en uægte Konsonant', som har dannet sig af Vokalen i f. Ex. ØZjelm, Øjort for Hielm, Hiort (If. $ 39).
90. Tungebogstaverne t og d ombyttes med hinanden i Efterlyden; saaledes gaaer det eenlige t over til d (i Stavang. og Lister), f. Ex. veid, skaud, Bod, støyda o. s. v. Om vendt findes: baate (baade), Mot (Mod), nit-i (nid-i), fængt (fengd). Sjeldnere skeer en saadan Omvexling i Forlyden, f. Ex. Tur og Dur, Taankar og Dankar.
Desuden ombyttes t i nogle Ord med k (see 88), ligesaa d med g: Meg og mMeid, Spugu og Spudu, Raudn og Raagn. Regelmæssigt bliver tj til kj i de fleste Sprogarter; saaledes: Kjeld, Kjenn, Kjor, Kjuv, kjuge, kjukt; vikja, akjan, nikjan o. s. v. i hvilket Tilfælde kj har den samme almindelige Udtale, som forhen er forklaret (530). Den rette Form (Tjeld, Tjor, tjukt, sitja o. s. v.) findes kun tildeels i Hardanger og Søndmør (imidlertid synes det dog at være klart, at den bør foretrækkes ved Ordenes Indførelse i Ord bogen). – Undertiden bliver ogsaa dj til gj; dog er dette sjeldent (Smiggja for Smidja, Viggja f. Vidja); alminde ligst bortfalder dj, f. Ex. rya el. røa (rydje), glea (gledje).
Fremdeles omverler t med s, hvorom i næste s. I nogle faa Ord ombyttes d med st (hvilket egentlig er at ansee som et Indskud af s): Rast (Rad), lasta (lada), ØIyste (– Noa, eg. Noda), Ayft ( Ryde. Jævnf. Fostr, kvistra, lystra, brigste.
91. f ombyttes i nogle Ord med t; saaledes: tilla (silla), rikta (riksa), hæmsa (hæmta). Regelmæssigt bliver sl til tl i det sydvestlige Norge, f. Ex. Kvitl, vetle, Vetlingje (for Kvisl, vesle, Vesling); Breitla (f. Breidsla), Reitla, Gjøtla, Øytla (f. Øydsla). Jævnfør: Gjetla for Gjætsla, Veitla for Veitsla. I Modsætning hertil bliver tl til sl i det Osten fjeldske; altsaa: esla (f. etla), brusla, Fesling, lisle, vrefle (If. det sammensatte Ord: resleie f. rett-leide) At disse Lyd nordenfjelds falde sammen ved en egen Udtale, er før be mærket ($ 36); den samme Udtale faae ogsaa nogle Ord med rsl: Skisl, Smisl, Aabysl (eg. Skirsl, Smyrsl, Aabyrgsl). Om et Ord egentlig skal have tl eller sl, er undertiden van skeligt at vide, da disse Former ikke adskilles.
I nogle Ord ombyttes s med r: Fork (Fosk), moskjen (morkjen), glire (glise), gnura (Enufa), Om s og ksee 88. 92. r ombyttes med l og n, tildeels ogsaa med d. Altsaa 1) r med I: blagda (f. bragda), blækte, flak, Flisme, glisen; nokle, ingle (ingre). Eller omvendt: grytte (f. glytta), tora, fingra o. fl. En Overgang til l findes ellers ved de Ord, som fordum have havt rô, f. Ex. Al (Ard), Bol, Fæl, Bøl O: Byrde), hæle (o: hærde). Den hertil hørende Udtale er forhen omtalt (6 33). 2) r med n: Knakk (Krakk), knasa, knapp, nykkja; Flein (Fleir), flina. If. arp (f. Hamp, eg. Hanp), marg-lia (manglia). I nogle Ord synes n at svare til et gammelt rn: dæn (f. dær), hæn (hær), vonn (vor), dikkon (dokker). 3) Omverling af r og d findes i nogle faa Ord, som bydja (for byrja), Mark (f. Makk, eg. Madk), Mjærm (Mjødm); herved mærkes r for dr: ner (nid), sør (syd) s. § 83; og dn for rn (nedenfor).
Af Konsonanter, som ere sammensatte med r, mærkes: 1) rd bliver almindelig til r med forlænget Vokal, G. s 46), f. Ex. Gar (for Gard), Bor, nor, Fjor, Ur, vær, spure (f. spurde); dog siger man i Tellemarken: Urd, Grde, spurd o. fl. 2) rl bliver i de fleste Egne til ll (som Rall, Elling o. fl.) men i de sydvestlige Distrikter til dl (ddl): Kadl (fordum Karl), hadla, Kydlag, lidla, Madlauk (f. Marlauk). 3) rn bliver almindeligst til nn, f. Ex. Bjønn, gonn, Jenn; men i de sydvestlige Egne fra Sogn til Lister, samt i Hall. og Vald. – til dn (ddn), altsaa Badn (o: Barn), Gadn, godn, Kodn, Kjødn (f. Tjern), gjedna, Skjedna : Stjerna). De Tilfælde, hvori rn udtales reent, ere kun faa, saasom: Jarn, gjærne, Stjærne (Trondhj.), Ørn (alm.); hvor et n tillægges som Endelse, lyder r ogsaa tydeligt, f. Ex. farne, vorne, klaarna, surna; dog undtages Ordet: turna, som hedder: tonna og todna.
93. l og n lide omtrent samme Forandringer; de om byttes begge med r (s. forrige ), og de omvexle desuden ind byrdes; saaledes: fxykjel (f. Lykjel), Øykle (Lykle), Tat klauv (og Latklauv), Skaanorm (Skolorm), vatlast (vatnast). – Af de med l og n sammensatte Lyd mærkes, foruden det føromtalte lj (8 84): 1) ld og nd, der i nogle Sprogarter (især Trondhj.) lyde som ll og nn, f. Ex. Ell : Eld), gill, balle, Hann (o: Hand), Sunn, Vinn. 2) ll gaaer ofte over til dl (i Sprogarterne fra Sogn til Lister): adle (0: alle), Fadl, Fjedl, idla, Stadl, Udl, vodl (Jævnf. Øævedl, Lykjedl, meitedl). I Sætersdalen og en Deel af Tellemarken bliver ll ganske til dd; saaledes: adde (alle), Fjedd, edde, djed, idde, kadda, Udd, Vodd. – 3) nn bliver undertiden til dn (i de samme Egne, hvor ll bliver til dl): badna (0: banna), Kadna, Fodn, Todn, kjedna (Jævnf. & 34, 35).
Anm. Den Omverling af nn og d, som findes i det gamleSprog (f. Ex. Finnr og Fidr), er her saa godt som ukjendt (det maa ogsaa erin dres, at d i denne Stilling oftest bortfalder); dog kan anføres: andre (eg. ann-re) og are (eg. ad-re), syd og synn (el. su' og sunn), Vad maal og Vannmaal.
94. Læbebogstaverne p og b omvexle med hinanden i Forlyden; saaledes: Punt C Bunt), Purre, Pyskje, Prim, plitta, plystra. I Efterlyden findes b for p (f. Ex. taba, roba, lauba, Reib o. s. v.) i det Stavangerske og Mandalske, hvor en lignende Svækkelse finder Sted ved k (5 8) og ved t (§ 91). Om Verlingen af p og * er før talt ($ 89); el= lers overgaaer p i de nordlige Egne til f foran t og s, for Er. djuft (for djupt), knaft; klifte, slefte, kjøfte; hvormed kan jævnføres: skifte (best. med skipa), glefse (besl. med glupa). Omvendt bliver f og v til p i de sydvestlige Egne (især i Sogn og Nhl.); saaledes: Dupt (for Duft), Tupt, Lopt, Skapt, gipta, Opse, Lepsa, Kveps. Ogsaa i eenlig Stilling omverler p undertiden med v; saaledes: grop, skryp (Trondhj. for: grov, skryv), krapa, lape, skraapa. Jævnf. Gauvn (f. Gaupn), Sovl (f. Sopt).
95. f og v ombyttes med k eller g (efter § 89) og med p (efter forrige S). Desuden ombyttes 1) v med bb: Tubba (f. Tuva), Bobbe (Buv), dribba, Ribbe, Tobb, skubba, Stubbe. Hermed kau jævnføres: bibra (bivra), Fibreld (f. Fivreld), 17abn for Navn, hvorom nedenfor. - 2) v med m: aama (f. aava), tamsa, Lemsa, Tomt, kvamt (i Sdm. kovt), Omled (Ovlid), Helming (beslægtet med halv). Hertil hører Lyden vn, som i de fleste Sprogarter bliver til mn, f. Er. Famn, Hamn, Omn, Sømn, hemne, limna. I det Sognske, Hardangerske og Jæderske findes ogsaa Formen bn, som: jabn, Tabn, sobna, næbna, Ebne; -i Tell. og tildeels i Hard. høres derimod tydeligt vn (javn, Ovn). Tilsvarende er fn i Islandsk, vn i Dansk, mn i Svensk. Et Par sjeldne og tvivlsomme Overgange findes desuden ved f, nemlig 1) f-t: Traust, Trums, Tramlag (Andre Steder: Frauſt, Frums, Framlag). 2) f-s: Dust (=Duft), Flygjel (= Sligiel).
96. m ombyttes med n foran en anden Konsonant: sanka (af sam), sundla (svimra), svint (svimt), hænta, Skunt, Fruns. Jævnf. Klina (=kleima), innrømt (f. inn- rønt), Sturm (Skurn). Undertiden findes m for ng: Bræm bær (Bring), vimla (vingla); - ogm for n som Udtaleform foran b eller p, f. Er. Rimbein (Kinnbein), ampusten (andpusten). I nogle faa Ord ombyttes m med p: glaape (glaama), hopa (homa), Kræming (= Griping). for
Anm. Det kan til Slutning bemærkes, at man paa enkelte Steder finder en Ombytning, der synes at være fremkommen ved en Misfor- staaelse, idet man nemlig har søgt at berigtige en Form, som i Grunden ikke var urigtig. I det Sondmørske, hvor d og tj ellers bruges rig- tigt, har man saaledes ogsaa et urigtigt d og tj i et Par Ord, nemlig: Naadeljes (for Naaljes, o: Dødninglys), Sud (eg. Su, : en So), Tjakje (for Rjakje, : Kjæve), Tjuke (: Klump, Kogle; Kjuka, som formodentlig er rettere). Ved siden af den Listerske Sprogart, hvor k ofte bliver til g ($ 88), finder man i en afsides Egn baade det rigtige k og tillige k for g, f. Er. Dak, draka. J Mandal har man Ordet: Skoll (for Skodda), og i Tellemarken: Holla (for Hodda), hvilket formodentlig grunder sig derpaa, at man har anseet Skodda og Hodda kun som sætersdalske Former, i Lighed med Vodd for Voll 2c. (§ 93).
III. Blandet Overgang.
Sammentrækning.
97. Til den blandede Overgang henregne vi adskillige Forandringer, som foregaae ved en vis Klasse af Bogstaver, og fornemmelig saadanne, som foregaae ved Vokal og Konso- nant tilsammen. Til denne Afdeling henhører altsaa Sam- mentrækning, Vokalisering, Assimilation og Omsætning.
En simpel Sammentrækning af to Stavelser til cen finder ofte Sted, naar en Vokal staaer imellem to lige Kon- sonanter, da nemlig Vokalen falder bort, og Konsonanterne altsaa forenes. Saaledes: nærre for nærare, holle for hol- leleg, fulla for fullelega, Kling (Klining), Pæng (Pæning), Rungie (ford. Konung). Regelmæssigt skeer dette i en stor Deel af Sprogarterne, naar Endelsen - en lægges til et Ord, som ender paa n; f. Er. Saan' (for Saanen), Svein', Stein'; Ma'n (med lang Vokal, for: Mannen), Grunn', Munn'. - Ligesaa: Maa'n (0: Maanen), Gra'n (Grannen), a'n eller aen (for annen). Hvor nd lyder som nn, gaaer det ind under samme Negel: Vi'nn (Vinden), Bra'nn (Branden).
Af andre Ord, som sammendrages ved at indskyde en Vokal, mærkes følgende med s: Faster (Farsyster), Forst (Forset), gangans (-ndes). 98. Nogle faa Forkortninger fremkomme derved, at den første Stavelse bortfalder; saaledes: paa (f. upp-aa), pi (upp-i), pum (upp-um), ta (ut-av), ti (ut-i), ne (henne), sa (dessa). Men langt oftere forkortes Ordene ved at tabe den sidste Vokal tilligemed Efterlyden; f. Er. sku, istedetfor: skulde. De Konsonanter, som saaledes lettest bortfalde, ere g, d og v; dog kan ogsaa en sammensat Efterlyd bortfalde.
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Anm. Den Vokalovergang som findes i: staa for: standa (jævnf. gaa, ganga; faa, fanga), viser sig ogsaa i et Par Ord med eenligt g: plaa, tvaa (f. plagar, tvaga). Egentlig høre de Ord: flaa, klaa, maa, slaa, ogsaa hertil; thi endskjønt disse Ord ogsaa i det gamle Sprog have aa, finder man dog Spor til, at dette aa indeholder et vokaliseret g, og at det egentlig skulde hedde: flaga, klaga, maga, slaga. Dette sees ei alene af de beslægtede Sprog, men ogsaa af vore egne afledede Ord og Former. Vi have 'nemlig ved siden af klaa og flaa: klegjen, flegjen (i Sogn: flegen, flegen), flagar, Mara-flagar (: Hesteflaaer). Af maa (o: kan) have vi: Magt, Umagje, moge= leg; af slaa: Slag, slegjen, har-slog. Man jævnføre desuden: braa (: lyne) med braga (: flamme); hqa (o: huske) med huga (i samme Betydning).
99. I de Ord, hvis anden Stavelse sluttes med en Kon- sonant, bortfalder undertiden den Konsonant, som staaer imel- lem Vokalerne, og begge disse blive derved sammendragne til 5 en enkelt lang Vokal. Det samme skeer ogsaa med nogle Ord som have en Halvlyd eller uægte Vokallyd, og kan forsaavidt betragtes som en Vokalisering. Saaledes bortfalder 1) g, f. Er. Dagar Dar, Dugur Dur, Laugardag Laurdag, mogeleg mole. 2) d: Fader Far, Moder Mor, Jadar Jar, Kadel Ral, Stødel Støl. Jævnf. Gring for Gridung, Mjurt f. Mjødurt, tess f. te dess, ni for nid-i, Vér og Lér for Vedr, Ledr. 3) v: Juver Jur, Kuvung Kung, sovoren forn, Suvl Sul, Hovud Haud, maavita maata. Af andre Sammendrag- ninger mærkes: naan, daar (for nokon, dokkor), Rjél, bére (f. Kjetel, betre), Daur (f. Dagvord), lel (f. likevel), Meke: dag (f. Midvikudag), Olsoke (f. Olavsvoka).
Anm. Det er mærkeligt, at de Sprogarter, som have Ligedannelſe i Vokalerne (§ 64), beholde den derved fremkomne Vokal, naar Ordet forkortes, f. Er. haa (for haavaa), laa (laadaa), Svaa, Jaar, Ur (Ugur), Vu (f. Vudu). Dette viser, at Konsonantens Bortfald ikke er saa gammelt som Vokalernes Ligedannelse; hvilket ogsaa be- styrkes derved, at et Par Ord netop her have en Konsonant, som de ellers overalt mangle, nemlig: Jaadaar og Tudur (Inderøen); ellers: Jar (Jaar) og Tiur eller Teer. Vokalisering.
100. Ved adskillige Ord findes desuden den Forandring, at der indtræder en egen Vokallyd istedetfør den bortfaldne Konsonant, eller at Konsonanten bliver vokaliseret, saaledes at den danner en Diftong med den foregaaende Vokal. Denne Overgang findes i nøgle Sprogarter ved g og d, sjeldnere ved v.
g forandres undertiden til en Lyd af u, naar det staaer bagved en haard Vokal. Saaledes findes Diftongen au iste= detfor ug: Hau for Hug, Flaue for Fluga; tolau, minnau, vetau (Trondhj. for tolug, minnug, vitug). Det maa herved erindres, at g ofte bortfalder ved ut og au ($ 78); imidlertid findes dog ogsaa aug for ug, f. Er. minnaug, lystaug (i Diterdalen). Ligeledes findes au for og: nau, Skau (for nog, Skog, med lukt o); au (for og, o: ogsaa), Tau (f. Tog), Trau (f. Trog), maule, Gaun, Saun (for mogleg, Gogn, Sogn); jf. Bauna og Bogne, Raun og Raagn, jau og jog. Endelig findes ogsaa au for ag i de øostligste Egne, især i Øster dalen; saaledes: Dau (for Dag), Lau, Slau, jaue, saue (for Lag, Slag, jaga, saga). Forskjellig herfra er Forandringen af ag til aa, som er omtalt ved s 98.
101. g bliver derimod til en Lyd af i, naar det har en blød Vokal foran sig, og et j efter sig. Saaledes findes Dif tongen øi el. øy for øgj: Aøie (for Nøgje, af Nog), løien, pløia, øiele, løile (f. løgjeleg). Ligeledes ei for ægj: beien (for bægjen, af baag), Teia (for Tægja), Leie (for Lægje); dog oftest for egj, som: seie, teie (for segje og tegje), Veien (af Veg), feien; dreien, leie (for legje). Denne Overgang er meget udbredt, saa at kun faa Sprogarter have en rigtig Form. I det Sognske og Valderske finder man oftest g uden j, altsaa: løgen, øgen, fegen, dregen, lege. I Tell. og Rbg. bliver Lyden egj tydelig udtalt, f. Ex. Vegjen, Spegjel, legje. Derimod have mange Dialekter i for e, hvorved ogsaa Lyden af g bortfalder, f. Ex. slien (f. sligjen, slegjen), fie, tie, . segje, tegje) c.
Anm. Overgang fra g til i uden Paavirkning af j – findes i det Søndmørske i de Ord; fair, slaira, for fagr, slagra. Men en saa dan Overgang er ellers fremmed for Folkesproget, og de allerfleste af vore Dialekter ere i denne Hønseende bedre end det moderne Talesprog, hvor man ofte sætter i istedetfor g, uden at have mindste Grund dertil, f. Ex. jei, mei, sei; Tein, reine, Løin, Nøile. Af saadanne Forvansk ninger har ogsaa en Mængde fundet Indpas i Skriftsproget; saaledes: høire (for høgre), Tøile, seile, seire, speile; Vei, høi, løi, fløi.
102. Ved d findes en lignende Overgang, naar det staaer forved et r, l eller n, hvilket maa ansees som adskilt fra d ved en indskudt Vokal eller Halvlyd. Ved denne Overgang, 5* som kun findes i fan Dialekter, kommer deels u, deels i iste- detfor d, hvilket kan grunde sig paa en forskjellig Udtale af den indskudte Halvlyd. Saaledes høres paa enkelte Steder: Vaur (0: Ve'ur, for Vedur, Vedr), Rjaur for Tjødr, auro for odro (aduro; Jsl. ödru), Staul (0: Stø'ul, f. Stødul, Stødl), Vaul, for Vadel. Derimod findes i et Par Sprog- arter (Sæterdalsk og Søndmorsk) oftere i for d; saaledes: Jair for Jadar (Jadr), Leir, Veir, Fjøir, aire (for Ledr, Vedr, Fjødr, adre), Ail, Rail, Sail (for Adl, Kadt eller Kadal, Sadl), Støil, Haine (for Stødel, Hadna). Jævnf. Sætersd. Fair, Moir (Jsl. fadir, modir). I et Par Ord indtræder den samme Lyd for t: Kjeil (Kjetel), beire (betre).
Ved v findes en saadan Overgang kun i meget faa Ord, som Staue for Stova, Haud for Hovud.
Anm. At en lignende Vokalisering af d ogsaa har fundet Sted i det Danske, kan sees af de Former: Toir (f. Toder), Møie, Veir, beile, - som have nydt den ufortjente Ære at optages i Skriftsproget.
Forlængelse og Assimilation.
103. Ved Sammentrækning af to Stavelser bliver den betonede Vokal forlænget, forsaavidt den egentlig er kort; f. Er. Ma'en (f. Mannen), Bjø'en (Bjønnen), daar (dokker). - Det samme skeer ogsaa ofte, naar kun den nærmeste Kon- sonant bortfalder; f. Er. sjav for sjalv, Ra'l (i Sdm.) for Karl, Ba'n for Barn. Men i dette Tilfælde skee ogsaa andre Forandringer med Vokalen; saaledes gaaer en Mellemlyd sæd- vanlig over enten til en mere lukt eller en mere aaben Vokal, saasom: Lér og Lær for Led'r, Vér og Vær f. Ved'r; Bæg, Hæg for Belg, Helg; nér for nid'r; fygje (fye) for fylgje, tóv for tolv, Taag for Tolg. I nogle saadanne Ord bliver a udvidet til aa: Raav (Kalv), Haam (Halm), $ 84; Baan og Gaan (for Barn, Garn); jævnfør: plaa, staa (§ 98). - Denne Forlængelse findes imidlertid kun i en liden Deel af de Ord, hvori den første Bogstav af Efterlyden bortfalder; ved en større Deel af disse Ord er Forholdet anderledes, som i de følgende Stykker skal udvikles.
Her kan anmærkes, at nogle Sprogarter ofte have en fordoblet Konsonant, hvor andre have en enkelt. Saadan Fordobling skeer især med f, g, t, d; f. Er. frakk, slakk (andre Steder: fra'k, sla'k), Blegg (Bløyg), nokk, vekk (hærdet for: nog, veg), butta (buta), Sodd, ladda (f. Sod, lada). Ved m findes en lignende Skjærpelse meget ofte i de sydlige Egne, f. Ex. klemma (f. klæma), Damm, Romm, Skumm, Tumme, dømma. - Om en lignende Udtale i Ord med ligedannede Vokaler er forhen talt (§ 66).
104. I det Tilfælde, at den første af de to Konsonanter i Efterlyden bortfalder, bliver undertiden den sidste Konsonant fordoblet, idet Nodstavelsen bliver kort, f. Er. i ætt før Ægt. Den bortfaldne Konsonant ansees i dette Tilfælde som lige= dannet eller assimileret med den følgende. Denne saakaldte Assimilation eller Samlyd findes ikke alene i nogle Overgangs- former men ogsaa i Aflednings- og Boiningsformer. Foreløbig betragtes her endeel simplere Tillæmpninger, hvorved to ulige Bogstaver sammensmeltes for at lette Ud- talen. Til denne Art henregnes:
kk før dk og gg for dg: blikka (f. blid-ka), vikka, frik: kast, Blokka (Jsl. bladka); blogga (f. blod-ga), stagga (f. stadga), Bruggum (f. Brudgum). ll for dl og rl: Rilling (Kidling), Brullaup; Ryllag (Kyrlag), mulla (murla), lilla (lirla). nn for dn: Minnette (f. Midnette), vinna (for vid-na). Hertil hører ogsaa: nn for rn, f. Er. Ronn (Korn), tonna 2c. (§ 92). Den omvendte Form nr bliver til nn (i Rbg. Dialekt): seinne (for seinre, seinare), beinne, reinne, finne, venne (i Tell. venre).
Her mærkes desuden de sætersdalske Former: Fokk, Hokk, mokka (f. Folk, Holk, molka); desuden: vetta for verta, Foss for Fors, vassa for vadsa. Om ss for ts, ds og rs er el- lers forhen talt (§ 51). 105. En mere mærkelig Forandring finder Sted ved n med et paafølgende k, g, t eller d. Et n bliver saaledes as- simileret med * til ** i de Ord: Akkjer (for Ankjer), Bekk (Benk), Lekkja (Lenkja), Ekkja (Einkja), ikkje (inkje). I nogle Bøiningsformer findes ogsaa ** for ng: fekk, gjekk, hekk (egentl. fing, ging, hing), stakk (for stang), gakk (for gang). Jævnf. sprekka, stikka (med springa, stinga), fakka, prakka, Stekkje (=fanga, pranga, Stengje). Nogle Ord med kk have i beslægtede Sprog nk, nemlig: takka, drikka, sekka, Rukka, tykkja.
Derimod bliver n ligedannet med et paafølgende t eller d til tt; saaledes: satt (i Sætersd. for sant), Vetter (i Nhl. for Vinter), bitte, vitte, vutten (for binde, vinde, vunden). Hertil høre ogsaa nogle Bøiningsformer: batt, vatt (f. band, vand), bitt, vitt, statt (af binda, vinda, standa). Jævnf. bratt (Sv. brant), Vott (D. Vante), Stett (af standa), mitt, hitt (af min, hin) c. - De Ord; fletta, sletta, spretta, som ere eenstydige med flengja, slengja, sprengja - kunne for- flares af en Mellemform enten med kk (flekka) eller med t (flengta).
106. Et eller g bliver assimileret med t til tt; saa- ledes: totte, har-sott, Ætt, Trætt, som i andre Sprog- arter hedder: tokte, harsoft, Ægt, Trægt. Hertil høre adskillige Former, som afledes af Ord, der have k eller g, saasom: Draatt (af draga), Laatt (af log, lægja), Otta el. Aatte (jf. Ogje), Tvaatt (af tvaga), fretta (frega), smatta (smaka),
- netta (knaka) v. fl. - Jævnfør: sette (i Sogn: sekste), Mot-
ting (nogle St. Mokdungje). Fremdeles hører hertil nogle Ord, som kun i de nordiske Sprog have tt, medens de i andre Sprog have kt (ct, cht, ght, ht): 17att (eg. Nakt), Dotter, Sott, aatte, fletta; lett, rett, slett, tett.
Et Par Ord som i det gamle Sprog have ft, have hos os overalt - tt, nemlig: att, ette (itte), forhen: aftr, eftir. Til Assimileringen kan det maaskee ogsaa henregnes, at nogle Ord have deels mp eller mb, deels pp eller bb; saaledes: dumpa duppa, Hump Hupp, Lamp Labb, Kumb Kubb, trampa trappa (S 87).
Omsætning.
107. En Overgang, som ikke hidtil er anført, er Om- sætningen (Inversionen), hvorved et Ords Konsonanter flyttes forbi hinanden eller til en anden Side af Vokalen. Af saa- danne Forandringer ved de sammensatte Konsonanter mærkes: se til ks foran t: beikst, frikst, treikst (f. treifft) v. fl.
Denne Omsætning findes i de fleste Sprogarter og er antagen for at undgaae den høist besværlige Form skt. Nogle Steder høres blot st. gn til ng: te Gangs (f. Gagns), gangle, Vangstjerna, Angkista, Angstei, Foring (Foreign). vr til rv, og vi til lv: Hyrve (f. Hyvre), Fyrveld; Rjelve, Handylve, Alv, Solv. nl (ndl) til nl: halna (f. handla), Bælna (Bendlar) Alnit (f. Andlit). I Hard. og Shl. Af de enkelte Konsonanter er det r og l, som oftest blive
omsatte. Saaledes: Rors (Kross), Rurle (Krull), Frykle Fyrklæde, Aabrygsla Aabyrgsla, kaltra klatra, pilka pliffa, Kringla Klingre, Tarve Trave v. m. fl. - Af andre Bog- stavers Omsætning mærkes: ovugt augut, kroppa prokka, stjegl sjaalg (sjaag, i Tell.), Gimling Gylming, knipsa knispe.
Anm. Som en Omsætning kunde det ogsaa ansees, at man i det Trondhjemske har Former som: anger, handel, - istedetfor angre, handle; - men dette kommer deraf, at man borkaster e i Enden (§ 62), hvorfor altsaa den sammensatte Efterlyd antager en indskudt Vokal (§ 55).
Fremmede Ords Tillæmpning.
108. Fremmede Ord, som ere optagne i Sproget, have for en stor Deel faaet en forandret Form, da nemlig Bogstav- forbindelsen, Stavelsemaalet eller Betoningen har antaget et saadant Forhold, som kunde passe bedre til det nationale Sprog. Af de saaledes fremkomne Tillæmpninger mærkes:
Betoningen henføres ofte til første Stavelse, f. Er. i Krætur, Tattur, papir, plaseer, Baron.o. fl. Ulige Vo- kaler blive ligedannede: reſenera (ræsonnere), dispetera, spe= Kelera. Fremmede Konsonanter ombyttes med norske: Overst (Oberst), Gjevær, Gjenral, Justis, Tassion, Skjæv (Chef), Mars (Marsch), lossera (logere), menesera (menagere), Gasi (Gage), Passasi, Fostasi. Enkelte Forstavelser bortfalde: Vangjilje (Evangelium), Tasi (Etage), Pirkum (Hyperikum), Spital (Hospital), Tate (nogle St. f. Potatos). Korte Sta- velser bortfalde efter Hovedstavelsen: Perm (Pergament), Alnak (Almanak), Rakjisme (Katechismus), preika (prædike), eksera (exercere). Ved de Ord som ende paa ent og ant, tillægges ofte et r (er): Studenter, Skribenter, Musikanter. detfor Endelsen ia eller ie bruges blot i, f. Ex. Materi, Fa= mili, Histori, Romedi. (Jævnfør: Travali, Kanali; kon- trari). Af enkelte Vokalforandringer mærkes: Armei, Speiſi (ei for e); Agusti, Aksion (a for au). I det Hele synes de norske Former at nærme sig mest til de engelske.
Tillæg. Om den ydre Overgang
(eller Forholdet til de beslægtede Sprog).
109. Overgangen imellem det norske og de beslægtede Sprog er, forsaavidt Ordformerne angaaer, af samme Art som de indre Forandringer i Sproget og kan derfor behandles i Korthed. Det danske og det svenske Skriftsprog kan her be= handles under eet, da Afvigelserne fra det Norske for en stor Deel ere de samme i begge Sprog.
De norske Diftonger svare til enkelte Vokaler i Svensk og Dansk, nemlig au og øy til ø, ei til e, for Er. laus, blaut, Auga; Høy, Røyk, støyta; Eik, Stein, Leir (Sv. lös, hö, ek, sten &c.) At en norsk Mellemlyd ofte svarer til en mere aaben Vokal i disse Sprog, er forhen forklaret (S 23, jf. 75). Vort aabne o svarer ofte til u i Dansk og Sv. f. Er. Hol (D. Hul), Mold, Golv, Dogg, Vogga; Bod (Sv. bud), frosen, storen v. s. v. Derimod svarer vort lukte u undertiden til o; saaledes: bu (boe), tru, Bru, Ku, Bud (o: en Bod). Vort jo og ju (jo) svarer oftest til v, f. Er. Ljos (Lys), Ljod, skjota; sjuk, krjupa (dog har det Svenske ogsaa ju for vort jo, som: ljus, bjuda, njuta). I nogle Ord svarer a til dansk o og aa: Ball (D. Bold), Fald, halda, kvar (0: hvor), svart (sort); Gar' (Gaard), har (haard); undertiden til æ: Star (D. Stær), Gras, tase, Stad (D. Sted), halla (hælde).
110. En enkelt Konsonant svarer ofte til en dobbelt i Svensk og Dansk; saaledes; byte (bytter), set (sætter), Vit (Sv. vett), føter, loden, frosen, bora (Sv. borra), spela, stina, løna, koma, toma, skræma. Istedet for vort log nn har Dansken ld og nd (fuld, ilde, Mand, kjende); istedetfor k, t, p efter Vokalen har Dansken g, d, b (f. Er. tage, liden, tabe), hvilket ogsaa findes i et Par Sprogarter hos os og er før omtalt ($ 88, 91, 94). Istedet for vort g har Dansken ofte v, f. Er. lave (N. laga), gnave, Gavn, Skov, Plov, lyve, flyve; eller bortfalden Konsonant: Hu, Flue, Bue. Des- uden har baade Dansken og Svensken ofte i (f) for vort g; saaledes: Vei, veie, Leie, hoi, loi, Die; Sv. höjd, nöjd, omöjlig (see § 101); efter r og I har Dansken derimod g for vort j: spørge (N. spyrja), værge, vælge, sælge. Vort j ved k og gi Efterlyden - mangler i Svensk og Dansk; f. Er. Sv. hage (N. Sagje), make, bakke, ikke, ligga, lägga. Derimod findes stundom baade i Svensk og Dansk et indskudt i foran e og æ; saaledes: Sjæl, stjæle, ihjel (N. i hæl), hjem (N. heim), Fjed, jeg, sjette.
I de her opregnede Tilfælde stemmer den norske Form overeens med den gamle nordiske, og er forsaavidt at ansee som den rigtigste. Derimod have endog vore bedste Sprog- arter nogle Afvigelser fra den Form, som findes baade i det svenske og danske Skriftsprog og tillige i det gamle Sprog. Disse ere de forhen omtalte kv for hy ($ 89), r for rd og nn for rn (92), samt det bortfaldne t og di Enden af Boi- ningsformerne (S 81). Om vn og mn see § 95.
111. Med det Islandske og gamle Norske (hvilket vi her betragte som eet efter den Form som Sproget har i de gamle Skrifter) har vort Folkesprog en stor Lighed i flere Henseender; især gjælder dette ved Vokalerne. Blandt Afvigelser mærkes, at vort aabne o sædvanlig svarer til Islandsk ö, forsaavidt som dette er en Omlyd af a, – at o i nogle Ord svarer til a (Om- lydsform), at vort lange o svarer til Isl. æ, vort øy til ey, vort æ og aa i nogle Ord til Isl. e og o (eller ö). Er- empler ere
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Anm. Flere af disse Afvigelser ere kun at ansee som Udtaleformer. Det viser sig ogsaa af de senest udgivne gammelnorske Skrifter, at det Norske tildeels har adskilt sig fra det Islandske; saaledes har det iffe altid ö, æ, og ey, men derimod o, o og öy ligesom det nuværende Fol- kesprog.
112. J Konsonanterne findes lidt mere Forskjellighed, især i Forlyden. Saaledes mangle vi ganske det islandske h foran r, I, n, for Er. i: hreinn, hrópa, hlid, hlaupa, hnefi (=7eve) hnakki (=7akkje). At h ikke høres foran j og v, er før omtalt, ligesom Overgangen af hv til kv, hvorved de forskjellige Former hv og qv blive ganske lige. Af den særegne Forlyd þ (porn) findes intet Spor; istedet for samme have vi i de fleste Ord t, f. Er. Tak, takka, Ting, tola, tung (Jsl. þak, þakka, þing, pola, þungr); i nogle Ord (nemlig Pronomener og Adverbier) have vi derimod d; saa- ledes: du, dann (eller den), da (i Berg. Stift for dat), dar, daa (hvilke Ord i det gamle Sprog hedde: þú, þann, þat, par, pà).
I Efterlyden svarer vort v til f i det Islandske (f. Er. haf, lif, erfa), vort mm (bn, vn), til fn (Isl. jafn, svefn, lifna, s. § 95). For rd have vi blot r, for rn have vinn eller dn; saaledes: Fær, Bor, Jor (Jsl. ferð, borð, jörð), Honn, Kvenn (Isl. horn, qvörn. If. § 92). Iblandt En- delserne mærkes især det gamle r (f. Er. skógr, bátr), som er ganske bortfaldet i Folkesproget; adskillige andre bortfaldne Endelser ville komme i Betragtning ved Bøiningsformerne.
113. Ved Sammenligning med andre Sprog af den ger- maniske Stamine finder man adskillige Overgange, hvori den Form, som findes i de tydske Sprogarter, synes at være fuld- kommere end den, som findes i vort Sprog. Da imidlertid disse Overgange ogsaa gjælde ved de andre nordiske Sprog, skal her kun anføres nogle af de mærkeligste.
1) En Konsonant mangler undertiden efter Rodvokalen; saaledes: Fe, Tre, Bru, Høy, Straa (Angelsachsisk: feh, trev, brigge, hoeg, streov). Herved mærkes det vokaliserede g i: maa, slaa (T. mag, schlagen), og det manglende ni Infinitiv, f. Er. binda, bita (Ang. bindan, bitan). 2) Et v mangler som Forlyd: Or(d), Orm, Ull, Uw, undra (Ang. vord, vorm, vulle, vulf, vundran). If. $ 86. - 3) Et j findes indskudt: Hjelm (Ang. helm), Hjarta, hjelpa, Jor(d), javn, sjølv. Herved mærkes, at j har egentlig været en Vokal (t), hvis Lyd har forandret sig derved, at Betonin- gen er overgaaet paa den følgende Vokal (§ 39). - 4) Et nk er assimilileret til **: okke (o: 08), sekka, drikka, takka (Ang. unc, sincan, drincan, pancian.) If. § 105. - 5) Et kt eller gt er blevet til tt: Tatt, aatte, rett, tett, bergutt (T. Nacht, acht, recht, dicht, bergicht). If. § 106.
114. Almindelige Regler for samtlige Overgange i Sproget ere vanskelige at finde eller fremstille; imidlertid kan følgende ansees at gjælde, for saavidt som Lyden ikke paavirkes af en nærstaaende Lyd eller Stavelse. Haarde Vokaler ombyttes med haarde, og bløde med bløde; sjeldnere omverle haarde med bløde. Aaben Vokal gaaer over til en aaben, men ikke til en indtrykt Vokal; derimod overgaae de indtrykte Vokaler meget ofte til en bredere Lyd. Af Konsonanterne ombyttes Gane- bogstav med Ganebogstav; ligeledes ombyttes Tungebogstaver og Læbebogstaver med andre af samme Art; kun sjelden ombyttes Ganebogstav med Læbebogstav, og næsten aldrig Tungebogstav med Læbebogstav. En haard Konsonant kan omverle med en blød af dens egen Art, men ellers alene med haarde Konsonanter.
Til Oversigt, af de vigtigste i dette Afſnit omhandlede Forholde anføres her en alfabetisk Ordning af de Bogstaver, som ved Overgang indtræde istedetfor andre.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Tredie Afdeling. Om Orddannelsen.
Indledning.
115. Ordene kunne inddeles i følgende Hovedarter: 1)
Substantiver (eller Navneord), 2) Verber (Gjerningsord), 3)
Adjektiver (Beskaffenhedsord), 4) Pronomener, 5) Partikler.
De tre første Arter ere af overveiende Vigtighed, da de ud-
gjøre den største og væsentligste Deel af Ordforraadet, og til-
lige have særegne Former og Endelser, hvorved Ordets Be-
tydning bliver nærmere bestemt eller begrændset. Desuden er
det disse tre Arter, som fornemmelig komme i Betragtning ved
Orddannelsen, da de enkelte Ord af disse Arter staae i før-
skjellige Slægtskabs-Forhold til hinanden. Ved forskjellige Ord,
f. Er. et Verbum og et Substantiv, findes nemlig en saadan
Lighed i Form og Betydning, at det ene maa ansees som ud-
gaaet af det andet; undertiden findes ogsaa en betydelig Række
af Ord, som kunne ansees at udgaae fra samme Nod eller
dannes af et fælles Stamord.
116. Substantiverne dele sig i to Arter: 1) Konkreter, som betegne virkelige eller sandselige Ting, og 2) Abstrakter, som betegne Handlinger eller Omstændigheder, der blot forestilles som Ting eller Gjenstande. Den første Art deles i a) Sernavne (Proprier), f. Er. Voss, Mandal, Hans c. og b) Fællesnavne (Appellativer), f. Er. Hest, Baat, Hus. - Ab- strakterne blive i Almindelighed dannede af andre Ord (Verber, Adjektiver) og betegne saaledes: a) en Gjerning, f. Er. Rykk, Rast, Rasting; b) en Tilstand: Liv, Kvild, Vokstr; c) en Beskaffenhed: Høgd, Kulde, Stilla.
Substantiverne adskille sig ellers i tre Kjøn, nemlig: Hankjøn (Maskulinum), Hunkjøn (Femininum) og Intetkjøn (Neutrum), hvilke i Ordbøgerne betegnes ved m. f. n. Denne Inddeling staaer ikke i nogen Forbindelse med de oven- anførte Forholde, og Reglerne for samme ere dunkle og ube- stemte. Da Kjønsinddelingen ellers har megen Indflydelse paa Bøiningsformerne, vil den blive nærmere udviklet i det føl- gende Afsnit. .
117. Verberne deles i to Arter, nemlig transitive (0: overgaaende) og intransitive (o: ikke overgaaende). De transi- tive betegne en Gjerning, hvorved en Ting bliver paavirket eller behandlet, f. Er. taka, leggja, kasta. De intransitive be- tegne en Tilstand eller Begivenhed, hvorved der ikke tænkes paa nogen paavirket eller behandlet Ting, f. Er. vaka, liggja, fara. Den første Art betegnes i Ordbøgerne ved v. a. (ɔ: verbum activum), den anden ved v. n. (verbum neutrum). Der gives imidlertid adskillige Verber, som i en vis Betydning ere transitive, og i en anden Betydning intransitive; undertiden er der ogsaa dannet et Verbum med en egen Form for den transitive Betydning, f. Er. Løypa (0: sætte i Gang), af laupa (0: gaae, løbe).
Anm. Den Ting eller Person, hvis Virksomhed betegnes ved Verbet, kaldes Subjektet; den Gjenstand, som bliver paavirket af den ved et Verbum betegnede Handling, kaldes Objektet. Alle Verber kunne saaledes have Subjekt, men kun de transitive kunne have Objekt. Et saadant dobbelt Forhold viser sig ofte i de Ord, som dannes af transitive Verber. 118. Adjektiverne kunne deles i to Arter: de beskrivende, f. Er. stor, tung, ny 2c. og de bestemmende, f. Ex. same, indre, fremste. Til denne sidste og mindre omfattende Art kan man henføre endeel Ord, der ansees som en Mellemart af Adjektiv og Pronomen. De egentlige Pronomener, som have substantivist. Betydning, ere kun faa; f. Er. eg, han, kvem, som. — De Ord som henhøre til den omtalte Mellemart, ere: Possessiver (min, din v. fl.), Demonstrativer Chin, denne), Indefiniter (nokon, ingjen v. s. v.), Talord (ein, tvo 2c.) og Artikler (ein, den).
Anm. De hidtil omtalte Ordklasser have, som før bemærket, ad- skillige Boiningsformer, der afvige fra den Form, som almindelig bruges, naar Ordene nævnes eller opregnes, og som i Modsætning til disse kan kaldes Nævneformen. Ved Verberne mærke vi to af de saakaldte Tidsformer, som tildeels komme i Betragtning ved Orddannelsen, nemlig (Indikativ) Præsens, f. Er. ber, dræg, flyt, og Imperfektum, f. Er. bar, drog, flaut. Af Substantivernes Former mærkes Fleer- tallet, f. Er. Bøker, Menner.
119. Partiklerne deles i tre Arter, nemlig 1) Adverbier (Omstændighedsord), hvilke ellers deles i flere Underarter, saasom Steds-Adverbier (f. Er. Hær, ut, uppe), Tids-Adver- bier (fyrr, lengje) og flere. 2) Præpositioner (Forholdsord), f. Er. aat, fraa, fyre. 3) Konjunktioner (Bindeord), f. Er. og (almind!. aa), men, anten. De to sidste Arter indbefatte kun et lidet Antal Ord. Forøvrigt gives der nogle Partikler, som ikke vel kunne henføres til nogen bestemt Art; saadanne ere Nægtelsesordene: inkje (ikje), ei; Svarsordene: ja, nei; samt adskillige Udraabsyrd, der deels bruges som en egen Til- taleform, f. Ex. Hut! hyst! deels som udbrud af en Sinds- bevægelse (de saakaldte Interjektioner), f. Er. au! ha! Hei!
Anm. En stor Deel Adverbier dannes af andre Ord; men forøv- rigt komme Partiklerne saavelsom Pronomenerne ikke i Betragtning ved den almindelige Fremstilling af Orddannelsen, da deres Slægtskabsfor- hold for det meste er utydeligt eller uregelmæssigt. Disse to Klasser blive af Nogle kaldede Formord til Forskjel fra de tre første Klasser, som kaldes Begrebsord. Rødderne eller Stammeformerne af denne Art kaldes Verbalrødder; ved de saakaldte Formord benævnes de Pronomi- nalrødder.
120. Ordene kunne gaae over fra den ene Klasse til den anden, naar de nemlig faae en forandret Betydning tilligemed en dertil svarende Forandring i Formen eller Forholdet. Ved Partiklerne skeer en saadan Overgang blot ved en Forandring i Forholdet; saaledes blive Præpositioner ofte til Adverbier blot ved at sættes i en anden Stilling. Ved de mere vigtige Ordklasser er derimod en saadan Overførelse sædvanlig før- bunden med en Forandring i Ordets Form, da nemlig det overførte Ord antager en saadan Tillæmpning, at det bliver skikket for den Klasse, hvori det indføres, og modtageligt for Klassens særegne Bøiningsformer. De øvrige Forandringer, som herved finde Sted, skulle i det Følgende blive forklarede.
Anm. I de Grammatiker, som indeholde Regler for Orddannelsen, blive disse sædvanlig anførte efter Boiningsformerne. Maaskee kan dette ogsaa være nødvendigt ved et Sprog, som har mange og meget udviklede Boiningsformer; men i dette Sprog er ikke nogen saadan Grund til Hinder for at sætte Orddannelsen imellem Lydlæren og Flerio- nen, hvilket synes at være den naturligste Orden. Vel gives der en- kelte Tilfælde, hvori Orddannelsen kan oplyses ved Flexionen (især i de Ord, som dannes af Verber); men der gives ogsaa Tilfælde, hvori Flerio- nen kan oplyses ved Orddannelsen. Paa de Steder, hvor det er nød- vendigt, kan ellers Forholdet til Flexionen i Korthed antydes, hvilket ialfald ikke kan være til Uleilighed i et Skrift, som ikke er bestemt til at læres, men kun til at læses, og hvorved man altsaa ikke behøver at følge den samme Plan som i Skolebøgerne.
1. Orddannelsen i Almindelighed.
(Afledningsformerne.)
121. Orddannelsen er at betragte enten som Afledning,
hvorved der af et vist Ord dannes et andet med en beslægtet
Betydning og med nogen Forskjel i Formen, eller som
Sammensætning, hvorved to (eller flere) Ord føies til
hinanden, saaledes at de kunne bruges som et enkelt Ord. Ved Afledningen, som her kommer mest i Betragtning bliver Ordet
enten overført i en anden Klasse, f. Er. Subst. Drag af
Verbet draga, Verbet hamra af Subst. Hamar, eller
ogsaa antager det kun en egen Form for at betegne et nær-
beslægtet Begreb, f. Ex. Leira (Leergrund) af Leir (Leer).
Denne Overgang er tildeels forbunden med større Forandringer
i Formen; undertiden bliver Ordets Vokal forandret f. Er.
Helma af Halm; undertiden antager Ordet en tilføiet En-
delse, f. Er. Høg-d, Lys-ing.
Anm. Afledningens Formaal er i Almindelighed enten at danne Udtryk for de abstrakte eller ikke-sandselige Begreber, som gaae ud fra et simpelt og naturligt Begreb, eller ogsaa at danne Udtryk for de nær- mere begrændsede (individualiserede) Begreber, som gaae ud fra et al- mindeligt og omfattende Begreb. Stamordet maa saaledes i Alminde- lighed antages at have enten et mere naturligt eller ogsaa et mere om- fattende Begreb end det afledede Ord. Nogle tilsyneladende Undtagelser Herved skulle omtales i det Følgende.
a) Omlyd.
122. En stor Deel af de afledede Ord dannes ved en Vokalforandring, da de nemlig faae en anden Nodvokal end de tilsvarende Stamord. Denne Forandring, som kaldes Om- lyd, findes ei alene i afledede Ord, f. Er. løysa af laus, men ogsaa i endeel Bøiningsformer, f. Er. Røter af Rot. Omly- den findes oftest i Tostavelsesord, som dannes af Eenstavelsesord, og fornemmelig, naar Endestavelsen indeholder et e; f. Er. Velde af Vald, Drætte af Draatt, Snøre af Snor. Dog findes den ogsaa ofte i Ord som ende paa a, saasom Ækra af Aakr, Gryn- na af grunn; undertiden ogsaa i Former med r (eller er), som: Menn'er af Mann, føt'er af fot; - og i Eenstavelsesord med eller uden r, saasom: Klør, Tær, Ryr (af Klo, Taa, Ru), skjær (af skar eller skaaro), tøk af tok eller taka).
Anm. Den regelmæssige Brug af Omlyden er et Mærke paa Sprogets sunde og kraftige Tilstand, som det har beholdt fra den Tid, da det ægte nordiske Sprog var i Velmagt. I det Danske og Svenske findes Omlyden langt sjeldnere, og er desuden vanskelig at kjende, da Vokalforraadet i disse Sprog er blevet indskrænket og tildeels forvansket.
123. Den vigtigste og mest omfattende Negel ved Om- lyden er, at en haard Vokal forandres til en blød, nemlig a til e, aa til æ, o til ø, u til y, og au til øy. De haarde Vokaler kunne saaledes oftest ansees kom Stammevokaler, hvor- imod enkelte af de bløde, især æ, o, y, oy, ere at ansee som Afledningsvokaler.
Exempler paa de anførte Overgange ere følgende: 1) a til e (aabent): fast feste, kvass kvesse, Famn femne, Skaft skjefte, Ratt Rjetta, Mann Menne, lat Lete, glad Glede. 2) aa til æ: Maal male, Laas læse, haas hæse, vaat væte, baag bægje, kaat Rjæta, laata Læta, Daam Dæme. If. Flaa Flær, blaasa blæs. 3) o til ø (lukt); Bot bøte, mod (adj.) møde, Glod gløde, Krok krøkje, plog pløgje, Blom bløme, tom tøme. If. Klo Klør, Bok Bøker. 4) u til y (luft): Hus hyse, Knut knyte, Stuv styve, ut ytre, sur Syra, Dun Dyna. If. Bru Bryr, Mus Myser. 5) au til øy: blaut bløyte, and øyde, laus løyse, dauv, døyve, Straum strøyme, laupa løype. Jævnf. staup støype.
Anm. Verberne ere her anførte med Endelsen e, hvorved der nær- mest er tænkt paa Præsens-Formen (S 118), som ved de saaledes afle= dede Verber altid har e, men i nogle Sprogarter (Tell. og fl.) har: er (ir), f. Ex. fester. - Nævneformen (Infinitiv) har deels a deels e efter § 63.
124. Til den regelrette Omlyd fra haard til blød Vokal henhøre ogsaa følgende Overgange: o til y (aabent): Odd ydde, Topp typpe, Ost yste, Sorg syrgje, Orm Rrme, olm ylmest, Mold mylde, Tog Tygjel. Denne Omlyd staaer nærmest ved: u til y (aabent), f. Er. Butt Bytta, upp yppe, tung tyngje, Munn Mynne, full fylle. (Herved erindres, at v bliver lukt forved log nn; s. § 47). jo til y (lukt): Ijot Lyte, fljot flyte, Ljo(d) lyde, Ljos lyse, Skjol style, Tjon tyne (If. njota nyt). Saaledes ogsaa: ju til y, saasom: mjuk mykje, sjuk Sykje, djup dypest (If. fjuka fyk.
Desuden gives der nogle Overgange, der kunne ansees som en Afændring af de foranførte. Ved siden af Omlyden a-e findes saaledes: 1) a til æ, foran m, n og r (efter S 46), f. Er. Dam dæme, kram kræme, Graner grænja, har hære (eg. hard, herda); især findes dette æ istedetfor e foran mb, mp, ng, nk ic. (S 48). 2) o til e (aabent): Bork berkje, fonn fenne (If. Tonn Tenner, Lot Teter). Dette o synes at staae i Stedet for et a, og undertiden findes ogsaa virkelig en tredie Form med a (Er. Logg Legger lagga), hvorom nedenfor. Som en Afændring af en anden Omlyd kan man ogsaa betragte de sjeldne Overgange: a til y (Tagle Nygle, Halm Sylma; if. Hagl higla); a til ø (Dag Døger, Dal Døling); aa til ø (graata grøte) og o til øy (Lov løyve).
Anm. Omlyden fra haard til blød Vokal ansees at være foraar- saget ved en Lyd af i eller i (e) i Endestavelsen, da denne Lyd, som nu for en stor Deel er bortfalden, har havt en vis Indflydelse paa Nod- vokalen eller paa en Maade forenet sig, med denne. 125. Til en anden Art Omlyd, hvorved en haard Vokal gaaer over til en anden af de haarde, henhører den ofte fo= rekommende Overgang: a til o (aabent), f. Er. Tapp Toppa, halv Holva, kald Rolda, flat flota, vaka Voka, draga Droga. Denne Overgang findes oftest i Bøiningsformerne, hvor den svarer til Isl. a-ö, f. Er. Lass Loss, Skaft Skoft, Vatn Votn, varm' vorm, kald' kold, gamall gomol. 6* 84 I de Forbindelser, hvor det aabne o (efter § 48) iffe taales, træder aa istedet for o; saaledes: Land Laand, Lamb Laamb, rang raang, Hand Haandom.
Anm. I nogle Ord kunde denne Omlyd synes at være omvendt, saasom i: Bork barka, Logg lagga, Ogn Agner, fonn fanner; men man kan dog sikkert antage, at den Form, som har a, er den mest ægte, og at det ikke gjør noget til Sagen, om denne Form synes at staae i et underordnet Forhold. Ved nogle Ord findes en dobbelt Omlyd o-a-e (aabent), saasom: Fonn Fanne(r) fenne, Tonn Tenner Tann-gar, Not Neter Nata-skog (If. Haand Hænder Handa-legg). I disse Tilfælde maa baade o og e (aa, æ) ansees ſom udgaaet fra a. Nogle Afvigelser finde Sted ved o foran rt og rd (nu: r), da o i denne Stilling bliver lukt (§ 46); saaledes: svorta af svart, Vor (eg. Vord, ɔ: Skytsaand) af var-de (verja). Jævnf. Omlyden o (lukt) til y (aabent) i de Ord: Gjor(d) gyra, Bor(d) utbyres (: udenbords). Omlyden o af a strives i det gamle Sprog deels med o, deels med ō (Ex. born og börn af barn); i det Islandske hedder den altid ö og indtræder regelmæssig foran alle de Endelser, som have u; f. Er. vaka vöku, gata götur. Man antager ogsaa, at det overalt har været et u eller vi Endelsen, som har foraarsaget denne Lydforandring. Denne sidste kaldes derfor u-Omlyd, medens derimod den foranførte (S 123, 124) kaldes t-Omlyd.
126. Der gives desuden nogle Vokalforandringer, der vel ansees som en Aflednings-Overgang, men dog ikke hen- regnes til den egentlige Omlyd. Af disse Forandringer, som deels foregaae ved de haarde og deels ved de bløde Vokaler, mærkes følgende: 1) a til aa, f. Er. gat Gaata, gav Gaava. 2) a til u (aabent): kald Kulde, skar Skur(d). 3) au til o (aab.): laus losa, raud Rode (If. au-u: flaug Fluga, staut Skutel. 4) ei til i (aab.): heit Hite, steikja Stikje. 5) e til i og y (aab.): Segl sigle, sterk styrkje. — Nogle af disse Overgange staae i Forbindelse med en Forandring, som finder Sted i Verbernes Bøiningsformer og kaldes Aflyd; andre nærme sig derimod til den egentlige Omlyd. Til disse kan man endnu føie Overgangen af ja, jo, je til y (aabent), saasom: bjart byrte, Bjørk Byrkja (Jf. Bjønn Binna), Mjelk mylkje. Anm. Af det føromtalte Forhold, at Stamordet betegner et mere sandseligt eller mere omfattende Begreb end det afledede Ord, kunde man undertiden falde paa at antage en omvendt Omlyd, saasom: v til o t de Ord døma og Dom, hova (passe) og Hov (Maadelighed), tova (valke) og Tov (Valkning). Men man bør her lægge Mærke til, at Ordets nuværende Form og Betydning ikke altid er den oprindelige, og at vi have enkelte afledede Ord, hvis rette Stamord ere ganske gaaede af Brug. Stamordene i de anførte Exempler skulde efter Reglerne hedde: doma, hova og tova; og de to sidste findes virkelig endnu, men kun i faa Dialekter og i en meget indskrænket Betydning.
127. Den forhen omtalte Aflyd i Verbernes Former kommer ogsaa tildeels i Betragtning ved Afledningen, da de af= ledede Ord udgaae fra forskjellige Former af Verbet. Det maa derfor bemærkes, at de fleste af de Verber, som have Aflyd, kunne deles i fem Nækker med følgende Vokalforandring:
1) e-a-aa-o; Er. stjera, star (skaare), skoren. Her udgaae de afledede Ord fra forskjellige Former, f. Er. Skar, n. Skaare, m. skjær, adj. Skora, f.
2) a-o (lukt); Er. draga, drog. Afledningen udgaaer deels fra den første Form som: dregjen, Draatt; deels fra den anden, som: Drag, f. Drøgje, n.
3) aa-e (luft); Er. blaasa, bles. Afledningen udgaaer fra første Form.
4) jo (ju)-au-u-o; Er. skjota, skaut (skute), stoten. Ved denne Række er at mærke, at de afledede transitive Verber (S 117) udgaae fra den anden Form (Imperfektum); saaledes: fløyta, frøysa, drøypa, føykja, smøygja (ved Omlyd af: flaut, fraus, draup, fauk, smaug).
5) i-ei-i (det sidste aabent); Er. riva, reiv, riven. Og= saa her udgaae Transitiverne fra den anden Form (Imperf.); saaledes: beita, reisa, sveiva, reide, streide (af beit, reis, sveiv, reid, skreid). Anm. I nogle af Verbernes Former falder Vokalforandringen ganske sammen med den før omhandlede Omlyd (f. Ex. skyt af skjota, blæs af blaasa), men i endeel andre Former kan den ansees som en Afændring af Grundvokalerne a, u og i, eller tildeels som en Ombyt- ning af disse. En saadan Forandring findes i alle beslægtede Sprog og ansees som meget ældre end den egentlige Omlyd (If. Munchs og Un- gers oldn. Gram. S. 19, 22). Hvad Afledningen angaaer, da er det vist, at de Ord, som dannes af disse Verber, maae ikke altid udledes af den første Form (Infinitiv), men meget ofte af de øvrige Former og især af den anden Form (Imperfektum), hvilket fornemmelig gjælder ved den første og den fjerde af de ovenanførte Rækker. (If. Rask's Veiledning til det oldnordiske Sprog § 161 o. f. samt Fortalen til den medfølgende Læsebog).
Til en Oversigt af Omlyden saavelsom de øvrige Aflednings-Over- gange tjener følgende Sammenstilling.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
b) Endelser. 128. Med Hensyn til de Endelser, som de afledede Ord antage, kunne disse deles i korte og forlængede Afledninger. Til de korte henregne vi for det første de Ord, som ikke egentlig faae nogen Endelse, nemlig de afledede Ord, som antage Een- stavelsesform og saaledes kun beholde Noden af Ordet i et forandret Forhold. Denne Art bestaaer for det meste af Sub- stantiver, som dannes af Verber, f. Er. Hald, Rast, Hogg, Laup, Spel, Leik, Støyt, Brest. Forsaavidt disse Ord dannes af de Verber, som have den føromtalte Aflyd, udgaae de tildeels fra Verbets Tidsformer, f. Er. Val (velja), Tam (tæmja), Aat, Braut, Klauv, Brot, Klov; Beit, Skreid, Bit, Stig, Skin.
Til denne Art høre desuden nogle Adjektiver, som udgaae deels fra Verbets Nævneform, f. Er. stam, skjot, kverv; deels fra Tidsformerne, som: svæv (sova, svav), bær (bera, bar), tøk (taka, tok), før, stød, drøg v. fl. Anm. Ved Nod forstaaer man i Almindelighed den Form, som et Ord har, naar enhver Endelse borttages fra samme; men i en strængere Forstand bruges Benævnelsen Rod om den Grundform, hvorfra et Ord eller en Ordslægt er udgaaet. Saaledes ansees f. Er. alle de Ord, som ere beslægtede med det Ord: draga, at udgaae af en Nod: drag, eller dr-g (med foranderlig Vokal).
129. Til de korte Afledninger maa man ogsaa henføre de Ord, som kun faae en tillagt Vokal, nemlig a eller e. Hertil kunne de afledede Verber henregnes, da en saadan Vokalen- delse i Almindelighed er nødvendig ved disse Ord, f. Er. blada (af Blad), hausta, sola, vatna; letta, korta c. og med Omlyd fra Stamordet: bøta, knyta, festa, brøyta v. s. v. (S 127). Imidlertid er det de afledede Substantiver, som her komme mest i Betragtning. Saadanne dannes enten med eller uden Omlyd, deels af andre Substantiver, som: Leira, Slima, Ækra, Lyse, Mynne; - deels af Adjektiver, som: Lette, Tungje, Sletta, Stilla, flota (af flat), Væta, Helta v. s. v. Desuden blive mangfoldige Ord af denne Art dan- nede af Verber, f. Er. Leiga, Verja, Velta, Rjola, Renn a. Forsaavidt de dannes af Verber, som have Aflyd, udgaae de tildeels fra Tidsformerne; saaledes: Aata (eta), Gaata (gita), Gaava, Gova, Skora, Soga; flote, Drope, Bite, Gripe 2c.
Naar et Substantiv paa e dannes af en Rod paa k eller g, faaer det altid et tilføiet i CS 45), f. Er. Aukje, Lekje, Tregje, Stigje; Likje, Haankje, Byskje.
130. De forlængede Afledninger ere altsaa de, som have en Endelse, der indeholder en eller flere Konsonanter. De en- kelte Konsonanter, som saaledes føies til Ordene, ere fornem- melig Tungebogstaver, sjeldnere Ganebogstaver.
Endelser med Ganebogstav (k, g) findes ved følgende Af= ledninger: 1) Substantiver paa ka og kje (eller ska, skje), saasom: Haal-ka, Brun-kje, Mjaa-kkje ($ 43), Ør-ska, Van-skje. 2) Verber pad ka, f. Ex. bein-ka, smal-ka, tur-ka. 3) Verber paa ga: lauv-ga, blogga (eg. blodga), røyr-ga. 4) Adjektiver paa ug eller ig: vitug, nyttug, hastug.
Der findes ogsaa nogle afledede Ord med j, som: Ferja, Fylja, Tilja, Netja; men disse ere kun faa og af forskjellig Art, hvorfor de ikke videre komme i Betragtning.
131. Endelser med stum eller mut Tungebogstav (t, d) findes ved følgende Afledninger: 1) Substantiver paa t: Dypt, Flug-t, Driv-t ($ 50). 2) Subst. paa d: Leng-d, Dygd, Grend. 3) Adjektiver paa t: hendt, hært (: haaret), tenkt v. s. v. (En af de mest anvendte Endelser). 4) Adj. paa d: klædd, kvild, sumd. Hertil hører ogsaa en Nække, som ender paa a, istedetfor ad: huga, saka, fostra v. s. v. 5) Verber paa ta: van-ta, lengta, ja-tta (S 43). - Fra disse Nækker adskilles nogle, som ende med et dobbelt t (tt), hvilket ved nøiere Be- tragtning findes at staae istedetfor kt eller gt (S 106, 113). Hertil høre: a) Subst. paa tt: Draatt (af draga), Laatt, Slaatt. (Et Par Ord paa aatte, - Vidaatte, Veraatte høre ogsaa hertil). b) Adjektiver paa utt eller et: bakkut, steinut, moldut. Det Nærmere angaaende Brugen af denne og de forrige Endelser skal siden anføres.
Næst efter Formerne med tog d maa man anføre de En- delser med s, som findes i 1) Verber paa sa: hugsa, dragsa, helsa, munsa, kulsa; 2) Subst. paa s, se, sa: Ham-s, Guv-s; Ofse (ov-se), Tafse; Helsa, Lengsa v. fl.
132. Endelser med flydende (likvid) Konsonant findes ved følgende Klasser:
Med r. 1) Substantiver paa ar (are): Bakar, Bindar, Eigar o. s. v. Sjelden med er eller blot r: Auger, Klyver, Døger; Ror, Tøyr. 2) Verber paa ra: attra, ytra, klivra.
Med 1. 3) Subst. paa el (ill, ull, aal): Hævel, Spin- nel, Bendel. Sjelden paa la, som: Ridla, Rrmla, Fjor= føtla. (Jævnf. ling, nedenfor). 4) Adj. paa all (oll, aal): blaasall, hugall, tagall. 5) Verber paa la: damla, dropla, samla, skutla, trivla. Med n. 6) Subst. paa an, n (sjelden): Fangan, Bun: dan; Eign, Lygn, Løysn. 7) Adj. paa en (inn): auren, senden, kjølen; fallen, faren v. s. v. 8) Verber paa na: vakna, livna, spakna 2c.
133. Af Endelser med sammensatte Konsonanter haves følgende:
1) ng, som findes ved en stor Række af Substantiver, hvoriblandt a) Femininer paa ing: Maaling, Rekning, Vin- ning; b) Maskuliner paa ing (ingje): Aaring, Kjenning, Erving. En mindre Nække ender paa ung (Fjorung, Aatt- ung, Vetrung) nogle faa Ord paa ang (Farang, Havang). c) Nogle Maskul. paa ling: Ridling, Stikling, Tumling. d) Nogle faa Femin. paa ning: Degning.
2) nd, ved en stor Nække af Adjektiver paa ande (and, andes, ans): buande, farande, agtande. Desuden nogle faa Subst. paa ende: Likjende, Lunnende v. fl.
3) st, ved nogle faa Adj. paa sk eller ist: dansk, finsk, russisk. Jævnfør Subst. Finska, Fyrska.
4) st, ved nogle Subst. og oftest med tilføiet r: Fyllest, Tenesta; Runstr, Bakstr. Endelsen ast (as, es) ved Ver- berne (f. Er. finnast, takast) nærmer sig til Bøiningsfor- merne.
5) st, ved Subst. paa st, sel, sla: Høyrst (eller Høyrsel) Rædsel, Hengsla, Gjøymsla. Som en Forandring eller Om- sætning heraf mærkes Endelsen else (els): Rettelse, Hendelse 2c.
134. Ved Substantiverne findes desuden en Endelse, som maaskee staaer i Forbindelse med det foranførte an eller ende, nemlig: nad (na), f. Er. Bunad, Hugnad, Lovnad. Endvidere findes nogle Former, der kunne ansees som tilføiede Ord, nemlig: dom, stap, leikje (leik), f. Er. Ungdom, Lærdom; Kjennskap, Buskap; Storleikje, Beinleik. Et Par En- delser ere i Grunden fremmede og tilkomne i den senere Tid, nemlig: heit (Friheit, Stillheit) og ri (Brenneri).
Ved Adjektiverne mærkes Endelsen leg (lege, le, li) f. Er. livleg, varleg, sømeleg. Desuden mærkes et Par Former, der kunne ansees som tilføiede Ord, nemlig: sam og laus, f. Er. hugsam, sparsam; meinlaus, skamlaus. Af saadanne Ord dannes Subst. paa semd og løysa (f. Er. Langsemd; Mein- løysa) dog er den første Form meget sjelden.
Anm. Af andre Ord, der bruges som Endelser ved Adjektiverne, mærkes: voren, laaten, lynt, fengt (fingjen), leitt, dæmt (f. Er. seinvoren, varlaaten, vondlynt, harfengt, liosleitt, ljosdæmt).
135. De afledede Substantiver ere saaledes enten korte (S 128) eller forlængede ved Endelserne: ar, ing, sla (sel, else), nad, — sjeldnere: n, d, t, str, sa, ka, el, ende (Jf. stap, dom, leik, løysa, ri, heit). De afledede Adjektiver ere sjelden korte; deres Endelser ere: ande, en, utt, ug, leg, sam; t, d, ad (a), all, st, laus. De afledede Verber ere sædvanlig korte; undertiden fane de et tilføiet g, k, s, t, r, I, n. Med Hensyn til Anvendelsen er der ikke betydelig Forskjel imellem de korte og de forlængede Former, da begge Arter ofte bruges islæng til at betegne de samme Begrebs-Forholde. Imid- lertid mærkes dog undertiden en Forskjel, som skal blive nær- mere forklaret i den følgende Fremstilling af de Begreber, som sædvanlig forbindes med de enkelte Afledningsformer.
Anm. En Forklaring af de forskjellige Afledningsformers Anven- delse burde ikke savnes i nærværende Skrift; ialfald fortjente denne Sag et alvorligt Forsøg, om end dette skulde blive ufuldkomment. Emnet kræver imidlertid en saadan Udførlighed, at det hidtil Anførte kun maa betragtes som en Indledning til den egentlige Fremstilling af Afledningen. Jeg har troet, at Sagen kunde bedst oplyses ved at følge Begrebernes Or- den, altsaa ved først at fremstille de Begrebs-Forholde, som betegnes ved visse Ordformer, og dernæst anføre disse Former med deres indbyrdes Forhold. Denne Maade synes bedst at lede til Kundskab om Spro- gets indre Forfatning, om dets Mangler og Fortrin i Udviklingen, og om dets Dannelighed eller Bekvemhed til videre Udvikling. Det maa dog bemærkes, at man ved denne Fremstilling kun vil holde sig til de simple og tydelige Regler i Sproget og ikke befatte sig med de sjeldne eller dunkle Aflednings-Forholde. De Begreber, som blive lagte til Grund, ere altsaa kun saadanne, som indeholdes i en Række af Ord, der have samme Form og samme Afledningsforhold.
II. Om Afledningen.
(Afledningsformernes Anvendelse).
136. De forskjellige Afledningsformer anvendes til at be- tegne visse afledede og nærmere bestemte Begreber, som gaae ud fra et almindeligt og omfattende Begreb (S 121); desuden tjene de ogsaa til at betegne de afledede Begrebers Forhold til det Grundbegreb, hvorfra disse udgaae. De afledede Ord henhøre fornemmelig til de tre store Klasser: Substantiver, Adjektiver og Verber, og enhver af disse Arter deler sig atter i tre Arter, efter som Afledningen gaaer ud fra et Substantiv, Adjektiv eller Verbum. De Afledninger, som gaae ud fra Verberne, ere de mangfoldigste og mest udviklede, og de andre Arter synes tildeels at rette sig efter disse; det er derfor bedst, at man først betragter den Art, som dannes af Verber. — De faa Ordslægter, som staae udenfor de tre store Klasser, skulle omtales i et Tillæg til dette Afsnit.
A. Afledede Substantiver.
1) Af Verber.
137. En stor Mængde Substantiver dannes af Verber, idet Begrebet af en Gjerning eller Begivenhed gaaer over til et Begreb om en Ting (Gjenstand), som staaer i Forbindelse med Begivenheden. Efter Betydningen og Forholdet til Stam- ordet kunne disse Afledninger inddeles i fem Arter.
Som første Art betragte vi de Substantiver, der betegne selve Handlingen eller Begivenheden som en Ting for sig selv. Denne Art bestaaer saaledes alene af Abstrakter (S 116), i hvilke Verbets Begreb er ligefrem overført i substantivist Form; og da en saadan Overførelse kan skee ved de fleste Verber, ud- gjøre de saaledes dannede Ord et meget stort Antal. Hertil hører en stor Deel af de korte Afledninger, f. Er. Fall, Tak, Slæp, Tap, Tvil, Smell, Spel, Mote, Byte, Lega (3: Liggen) v. s. v. Det største Antal bestaaer imidlertid af for= længede Ord paa ing, sla (else), nad, str, t, d, n (og ri), altsaa med meget forskjellige Former, som deels bruges i samme Betydning, deels tjene til at forestille en vis Forandring i Begrebet, hvilket her maa blive noget nærmere forklaret.
138. Den mest anvendte af disse Former er Endelsen ing, der omtrent svarer til den i Dansken antagne Form med - en, f. Er. Gjering (Gjøren), Bering (Bæren), Føring, Gra: ving, Finning, Lesing, Binding, Kviling, Renning, Spyr: jing (0: Spørgen). Den udtrykker saaledes en Begivenhed i Almindelighed, men den kan ogsaa betegne en vis Varighed ved denne, eller endog en Gjentagen og Fortsættelse af samme. Herved adskiller den sig fra de korte Afledninger, der sædvan- lig betegne Begivenheden som enkelt og forbigaaende. Til Ex- empler paa dette Forhold mærkes: Støyt (et Stød) og Støy- ting (Støden, gjentagne Stød), Rast og Rasting, Rykk Rykkjing, Byte Byting, Rjøp Rjøping, Smell Smelling, Rop Roping, Graat Graating.
Anm. Formen ing hedder ogsaa i det Isl. ing (Tydsk: ung), i Betydningen svarer den ogsaa til Isl. an, Svensk an, ande. (Jævnf. T. en). – Det maa bemærkes, at Endelsen an er hos os yderst sjelden eller næsten ubrugelig.
139. Næst efter de foranførte komme Formerne sel, sla vg else i Betragtning. Den første Endelse (som ogsaa kan skrives sl) er lidet brugelig, f. Er. Tyngsel (af tyngja), Blygsel (blygjast), Rensel eller Renst (efter § 55). Formen sla eller sle (Isl. sla) er mere anvendt, f. Er. Brensla (af brenna), Hærsla, Førsla, Rjøyrsla, Gjødsla. Men allermest brugelig er Formen else (øst- og nordenfjelds: els), f. Er. Høyrelse, Rettelse, Drygjelse. J Betydningen har den ingen mærkelig Forskjel fra Formen ing; imidlertid bruges den helst til at betegne Tilstande eller passive Begreber og saadanne Be- givenheder, som ere udenfor Menneskets Virksomhed, f. Er. Hendelse, Aukelse, Trivelse, Friskelse, Lettelse, Hyggjelse v. s. v.
Anm. At den sidste Form har faaet en større Anvendelse end Formen sla (sle), der stemmer mere overens med det gamle Sprog, kan forklares af dens større Bekvemhed til at forbindes med Ordets Rod, da den nemlig begynder med en Vokal, og en saadan Form tildeels er nødvendig, f. Er. Freistelse for Freistsla (§ 133). Den synes at passe bedst ved Afledning af de Verber, som ende paa ast (som friskast, tri= vast), da man i dette Tilfælde ikke gjerne bruger Endelsen ing. - (Med else jævnføres T. sal; Nordtydsk: else; Ang. els).
140. Den vigtigste af de øvrige Former er Endelsen nad (na). I Anvendelsen har den ingen mærkelig Forskjel fra ing (138); dog bruges den helst til at betegne alvorlige og vigtige Begivenheder; saaledes: Lovnad (Løfte), Vaagnad (0: Risiko), Lagnad (Skjæbne), Saknad (af sakna), Skilnad, Hugnad, Givnad.
De øvrige Former ere af mindre Vigtighed. Endeel Af- ledninger med d, t og n hører til denne Art, saasom: Dygd (0: Kraft, af duga), Kvild, Livd, Drift, Flugt, Spurn (af spyrja, spur-de), Vyrn (af vyra el. vyrja). De Ord, som ende paa str (ster), anvendes paa Begivenheder, som have nogen Varighed; saaledes: Vokser (af veksa), Vakser (af vaka), Bakstr, Hogstr, Rakstr, Lestr (af lesa). Den nyere En- delse ri tillægges undertiden et Begreb af Ningeagt, f. Er. i Skriveri, Tiggeri, fylleri. En anden Betydning skal senere anføres.
Anm. Formen nad hedder almindeligst: na (efter § 81), paa enkelte Steder: nar; jævns. Isl. nadr, og Sv. nad. Den kunde jævn- føres med T. niß (Eng. ness), men synes hellere at være en Omsætning af an eller ande (§ 134). - Formen str (Isl. str) hedder paa enkelte Steder st (Vokst, Kunst), hvilket ogsaa har god Gründ, da det tilføiede r synes kun at være en gammel Boinings-Endelse, som i andre Tilfælde er bortfalden.
141. Som den anden Art af de Substantiver, der udgaae fra Verberne, betragte vi de Ord, som betegne den handlende Person eller Ting, altsaa den Gjenstand, som er i en vis Virksomhed eller ogsaa i en vis Tilstand, og saaledes tænkes som Subjekt (S 117) for det Verbum, hvoraf Ordet er dannet. Forsaavidt disse Ord betegne Personer, have de en bestemt og almindelig Endelse, nemligar, f. Er. Maalar (0: en Maler) Fiskar, Spelar, Bakar, Lesar, Skrivar, Eigar, Kjøpar v. s. v. Naar de betegne andre Ting, dannes de ogsaa som korte Afledninger, saasom: Føyk (0: noget som syger), Rull, Turk, Aat, Kjøla, Fluga, flote, fylgje. Jævnf. Visar, Standar, Laupar. Nogle faa Ord af denne Art ende paa ing (ingje), som: Erving, Myting, Renning.
Anm. Endelsen ar hedder i det Hardangerske og Vossiske are (Visare). Saaledes ogsaa Svensk: are, Isl. ari; jævnf. T. er (for- dum: ari).
142. Den tredie Art bestaaer af de Ord, som betegne den Ting, der bliver behandlet eller paavirket; altsaa den Gfen- stand, der tænkes som Objekt for det Verbum, hvoraf Ordet er dannet (S 117). Disse Ord udgaae saaledes kun af tran- sitive Verber. En stor Deel af dem hører til de korte Afled= ninger, f. Er. Lyfte (o: det som man løfter), Byra (0: Byrde), Velta, Gaava, Gaata, Bruk, Steik, Beit, Skjenk. Nogle have derimod Endelsen ing, som: Festing (3: En som er fæstet), Rjenning, Byting, Femning, Bunding, Teming (0: en Hest som skal tæmmes).
Adskillige Ord af denne Art betegne en Portion eller en vis Deel, som paa een Gang tages til Behandling; saaledes: Brygg, Turka, Rasta, Dryfta, Drikk, Sup, Bite.
143. Som en afvigende Række af den tredie Art, eller. maaskee som en egen Art, kan man betragte de Ord, som be- tegne Virkningen af en vis Handling, altsaa det, som frem- kommer eller bliver til ved samme. De fleste af disse Ord ere kørte Afledninger, som: Hogg (o: Hug, Skaar), Brot, Klov, Skar og Skora, Gnag, Skav, Sod, Røra v. fl. Nogle af de Ord, som have et tilføiet t, d eller n, høre ogsaa hertil; saaledes: Græft, Kluft, Skrift, Legd, Bygd; Segn, Lygn Chvilke sidste kunne jævnføres med: Soga, Snakk, Svar, Raad, Bod). Desuden har Folkesproget nogle (formeentlig nyere) Ord med Endelsen ning, som henhøre hertil, saa- som: Bygning, Setning, Skjøytning.
Anm. De Ord, som ende med ning, synes at være dannede efter Skriftsproget, hvori denne Form hyppig anvendes for den abstrakte Be- tydning, f. Er. Rivning, Trykning, Syning (i Folkesproget: Riving, Trykkjing, Sying). Undertiden findes en Form med ning for det ob- jektive Begreb (efter § 142) og en anden med ing for Handlingsbegrebet (§ 137), saaledes: Rokning (det som koges), Strekning (det ud- strakte), Helsning (Budskab, Hilsen),- forskjelligt fra Roking, Strek- kjing, Helsing, der blot betegne selve Handlingen.
144. Til den fjerde Art henføres de Ord, som betegne det, hvori eller hvorpaa noget foregaaer, altsaa Stedet eller Nummet, tildeels ogsaa Tiden for en Begivenhed. De fleste af disse Ord ere korte Afledninger, som: Vad (o: Vadested), Lega (Liggeſted), Renna, Laup, Smog, Drag, Rast, Kvile. Nogle faa Ord ende paa sla: Gjøymsla, Hengsla. Endeel nyere Ord, især Værkstedsnavne, have Endelsen ri, som Bryg- gjeri, Brenneri, Fargeri.
De Ord, som betegne Tiden for en Begivenhed, ere sæd- vanlig overgaaede fra en anden Betydning; saaledes: Lysing, Skymring, Skur, Slaatt, Fiskje.
Anm. Endelsen ri (egentl. i) er fremmed for Sproget og optagen i den senere Tid. I det Tydske (hvor den ogsaa er fremmed) hedder den ei (rei, lei 2c.); at den hos os overalt har antaget r (ri for t), grunder sig maaskee derpaa, at den er bleven sat i Forbindelse med de Ord, som ende paa ar (§ 141). 145. Endelig kan man opstille en femte Art af de Ord, som betegne Redskabet eller Middelet, hvorved en Handling udføres. Hertil hører en Deel korte Afledninger, der have megen Lighed med Verbets Nævneform, f. Er. Ausa, Hakka, Skrapa, Verja, Skjæra, Stigje, Mæle, Styre, Kveikje v. s. v. Nogle Ord paa el kunne ogsaa foies hertil, som: Hævel (0: Hank at bære eller løfte med), Byrel, Lykjel, Skutel, Spinnel.
2) Af Substantiver.
146. Endeel Substantiver dannes af andre Substantiver til at betegne en Gjenstand, som hører til samme Art, eller som staaer i en vis Forbindelse med det, som Stamordet be= nævner. Med Hensyn til Afledningsforholdet have de for det meste Begrebet om en Artforandring eller en Tilhøren eller en Besiddelse, og de kunne saaledes deles i tre Arter.
De Ord, som her komme først i Betragtning, ere nogle, som betegne det ene Kjøn af en Dyreart, og dannes af Artens almindelige Navn. Det afledede Navn betegner sædvanlig Hunkjønnet og ender paa a (e); saaledes: Bjønna (el. Binna) af Bjønn, Reva (0: Hunræv), Rjetta (Hunkat), Fylja (Hop- peføl; jf. Fole), Rrma eller Orma (Hunslange med Unger). De ere ellers meget faa, da Kjønnet sædvanlig betegnes enten ved et selvstændigt Ord (som Gjeit, Ru, Mær), eller ved en Sammensætning, f. Er. Ørne-mor, Anda-stegg (0: Han- And), Hare-gjeit, (0: Hunhare).
Kvindenavne, som dannes af et mandligt Fællesnavn, ere meget sjeldne, ſaaſom: Fenta af Fant, Rokka af Kokk. For- saavidt det kvindelige Navn ikke er et eget selvstændigt Ord, bliver det enten ganske ligt det mandlige, f. Er. Vin (Veninde), Tenar, Tiggar (Betlerske), Hushaldar (Huusholderske), Fy= restandar v. s. v. - eller ogsaa dannes det ved Sammensætning, f. Er. Grann-kaana, Vevar-kaana. (Omvendt: Einkje-mann, Huldre-kall)..
Anm. De fremmede Endelser inde og ske bruges ikke uden som en Efterligning af det moderne Sprog. Saadanne Ord som Finska (: Finnekvinde) og Fyrsta (Fjordboerske) komme egentlig af Adjektiver og høre saaledes ikke hertil. Mærkeligt er det, at afledede Navne for Hunkjønnet ere her langt sjeldnere end i de moderne Sprog. Vort Folk synes at have fundet det upassende at udlede det ene Kjøns Navn af det andet og saaledes betegne et underordnet Forhold, som ikke har Grund i Naturen.
147. Næst efter Kjønsnavnene mærkes endeel Ord, som betegne Gjenstande af en noget afvigende Art, f. Er. Helma (: Halmstub, af Halm), Mynne (0: Aabning, af Munn), Bytta (af Butt), 2kra (o: Hvileland, af Aakr), Skinna (0: Hinde, af Skinn), Bendel af Band, Trygjel af Trog. Nogle faa Ord paa el og ling kunne ansees som Formindskelsesord (Diminuti- ver); saaledes: Ristel (af Kista), Tygjel (af Tog), Rjetling (af Katt), Ridling, Sopling. Men disse Ord ere meget faa og bruges kun i enkelte Sprogarter. Begrebet af Lidenhed bliver sæd- vanlig udtrykt ved et eget Ord (liten), og forsaavidt Or- dene have Begrebet af en Fleerhed eller Mængde (Kollektiv), blive de sammensatte med: smaa, f. Er. Emaasist, Smaafe. Det modsatte Begreb udtrykkes ved stor (Storfugl, Stor: fenad v. s. v.)
Anm. Ordet smaa hører egentlig kun til Fleertalsord og. Kol- lektiver, men anvendes ogsaa stundom paa eenlige Gjenstande, f. Er. ein Smaastein. Aarsagen til denne Brug er, at smaa er saa bekvemt til Sammensætning, medens derimod Ordet liten er upassende hertil. Det maa ansees som en Mangel ved vort Sprog, at det ikke har nogen Diminutiv-Endelse; den mest passende Form Hertil er Endelsen - el, da denne findes ved endeel Ord, som betegne smaa Ting uden egentlig at være Diminutiver, f. Er. Beygjel, Hævel, Lykjel.
148. En anden Art af disse Afledninger indeholder Be- grebet om en Tilhøren eller Herkomst. Hertil hører blandt andet en stor Nække af Persons- eller Folkenavne, som dannes af Navnet paa Personens Hjem eller Fødeegn. Disse Navne 7 have en egen Form for hvert Kjøn; de kvindelige ere korte og ende paa a (e), f. Er. Vossa, Jølstra, Leirdøla, Lomværa, Normøra; - dog blive de ofte dannede ved Sammensætning f. Er. Norlands-kaana v. s. v. De mandlige Navne ende sædvanlig paa ing (ingje); saaledes: Sogning, Strinding, Upplending, Torfjoring, Sundaling, Leirdøling. Ved en Deel af disse Navne findes det tilføiede Ord: væring, f. Er. Radværing (af Nad-ven), Stadsværing (af Staden, o: Stadtlandet), Selsværing, Lesjaværing, hiterværing, Ran- væring. Undertiden hedder det blot: vær (Lomvær), i Har- danger: vør (Odd-vør).
Af Landskabsnavne paa bu dannes Personsnavne paa bygg (Fl. byggjer), som: Ringebygg (af Ringebu), Rennebygg, Selbygg, Sparbygg. Personsnavne paa bu (Isl. búi) findes i Stavanger Amt, som: Jær-bu (af Jæderen), Etnes-bu (fra Etne). Af andre sjeldne Former mærkes de forte Navne: Fyr (eg. Fyrd) af Fjor, Dol (i Ag. Stift) af Dal, Nor af Norerne (oradne) i Sogn, Kvæm af Kvam i Hardanger. If. Voss, m, og Vossa, f. Valdres, m. og Valdresa, f.
149. En tredie Art indeholder Begrebet om en Besiddelse (det at Tingen har eller er forsynet med noget), f. Er. Tamne (som har samme Navn), Rjenga (Skaal med Hank), Rygna (Nognfisk). De fleste af disse Ord ere sammensatte og ende paa ing: Seks:æring (seraaret Band), Tvibytning (Kar med dobbelt Bund), Beinstjefting (Kniv med Beenskaft). Hertil kan man ogsaa henføre de Ord, som indeholde Begrebet om en Alder eller en Størrelse; f. Er. Aaring, Triæring, Ve= trung, Ti-alning, Trimæling.
150. Foruden de anførte Klasser gives der nogle smaa Nækker af Ord, som have et eget Begreb i Afledningsforholdet. Saaledes bruges nogle korte Afledninger til at betegne 1) en Afgivelse eller Tillavning, som: Byrkja (o: Birkesaft) af Bjørk, Hæra (3: Dækken af Haar). 2) en Samling som: Byskje af Busk, Leira af Leir. Derimod bruges Sammensætning med dom og skap til at betegne en Egenskab eller Forfatning, f. Er. Manndom, Alderdom, Mannskap, Gledskap. Ellers er Sammensætning mest anvendelig i de her anførte Tilfælde, hvorimod Afledning er meget sjelden.
Adskillige Begrebsforandringer ved Substantiverne blive desuden be- tegnede ved Partikler, som sammensættes med Ordene; f. Er. Ov-kulde (meget stærk Kulde), Van-lukka (Mangel paa Lykke), U-gras (slette, skadelige Verter), Uro, Ugagn v. s. v.
3) Af Adjektiver.
151. De Substantiver, som dannes af Adjektiver, betegne enten den Beskaffenhed, som nævnes ved Adjektivet, eller den Ting, som har en saadan Beskaffenhed. De dele sig saaledes efter Betydningen i to Arter.
Den første og mest udviklede Art indbefatter blot Abstrakter, da nemlig Adjektivets Begreb her bliver overført i substanti- visk Form, og Beskaffenheden altsaa bliver betragtet som en Ting for sig selv. Dette Forhold betegnes ved følgende For- mer: 1) Korte Afledninger, f. Er. Lette (0: Lethed), Jamne, Vande, Kulde, Vissa (0: Vished), Stilla, Sæla, Kjæta, Helta (0: Halthed). Hertil hører en stor Række af Ord med Formen: løysa (Isl. leysi), da disse dannes af Adj. paa laus (§ 134), f. Er. Maalloysa, Gagnløysa, Endeløysa, Magtløysa. 2) Endelsen t og d, f. Er. Dypt, Tjukt, Høgd, Lengd, Feigd, Breidd, Vidd, Sidd. Hertil høre nogle Ord paa - semd (af Adj. paa sam, § 134): Ann: semd, Leidsemd, Langsemd. 3) Endelsen leik eller leikje; f. Er. Storleik, Harleik, Grovleik, Grannleik, Beinleik, Godleik. 4) den nyere Endelse heit; f. Er. Stillheit, Ha- stigheit.
Sjeldnere Former ere - dom: Ungdom, Rikdom, - skap: Klokskap, Truskap; - samt Endelsen kje, ka, ska: Haalkje (o: Glathed), Saarkje, Ljoskje, Læka, Jlska, Vond- 7* ska. Af Adj. paa - en dannes Subst. paa na (ne), som: Hækna, Ripna; men disse ere ikke almindelige.
152. Forholdet mellem disse forskjellige Former er van- steligt at bestemme. Substantiver paa a og e dannes især af de korte Adjektiver; Formen med d bruges naar Roden ender med g eller d; Formen leik bruges især efter r og n; imid= lertid er denne Form noget sjelden, og bliver ofte fortrængt af Formen heit. Denne Endelse bruges nu almindelig ved Afledning af Adjektiver paa ig og leg (f. Er. Lystigheit, No- le(g)heit) og for det meste ved Adj. paa - sam (Langsam- heit), da den ægte Endelse send er meget sjelden. Derimod bruges altid en fort Afledning af de Ord, som ende med laus (som Somnløysa). De Adjektiver, som ende med - en, ande, utt, t og d, blive sjelden eller aldrig overførte i Substantiv- Form, da man i disse Tilfælde betegner Beskaffenheden ved andre Ord eller ved en Omskrivning.
Anm. Endelsen leik (eller leikje i B. Stift) hedder ogsaa i det gamle Sprog leikr og leiki, og bruges omtrent ligesom i Folkesproget. Endelsen heit findes ikke i det gamle Sprog og er først i de senere Aar- hundreder indkommet ved Skriftsproget fra det Tydske. At denne Form har vundet en saadan Hævd, kan forklares deels deraf, at man har troet at mangle en Afledningsform ved de forlængede Adjektiver (især paa ig og leg), deels deraf, at denne Form (ligesom flere tydske Ord) let kunde ansees som national og ægte, da man sandsynligviis har villet sætte den i Forbindelse med Ordet heita (: hedde, kaldes).
153. Den anden Art af dette Slags Substantiver betegner selve Tingen, som har den Beskaffenhed, der nævnes ved Stam- ordet. Disse Ord ere tildeels forte Afledninger, som: Bratta (en brat Strækning), Sletta, Flota, Grynna, Laanga, Retta, Likje, Kvite, Raude. - Nogle af dem have Endelsen ing (ingje), som: Rviting, Jamning, Blinding, Dauding, Arming.
Anm. Hertil høre nogle almindelige Benævnelser paa Heste og andet Kvæg, hvorved sammes Farve betegnes, f. Er. Svart'en, Graa'en, Raud'en; og om Hundyr: Svarta, Bruna, Blakka v. s. v. 101 Med Hensyn til Endelsen ing, der bruges i saa mange forskjellige Tilfælde, kan bemærkes, at de Ord, som antage samme, ere deels Femi- niner, deels Maskuliner, (§ 116), og at den i sidste Tilfælde hedder ingje i et Par Sprogarter, ligesom Isl. ingi (§ 62). Maskuliner ere de allerfleste Ord paa ing, som dannes af Subst. og Adi. ligesom de al- lerfleste Tings- og Personsnavne, som dannes af Verber. Femininer ere derimod de Ord paa ing, som betyde en Handling (§ 138).
B. Afledede Adjektiver.
1) Af Verber.
154. En stor Mængde Adjektiver dannes af Verberne, da nemlig Begrebet af en Gjerning eller Begivenhed meget ofte gaaer over til et Beskaffenhedsbegreb. En Deel af disse Ord bliver sædvanlig anseet som Former af Verberne (Participier), men i Henseende til Afledningen kunne disse ikke vel adskilles fra de andre verbalske Adjektiver. Det Begivenhedsbegreb, som indeholdes i disse Ord, er deels subjektivt, da det gaaer ud fra den Gjenstand, som Adjektivet tillægges, deels objektivt, da det gaaer ud fra en anden Gjenstand. Med Hensyn til de øvrige Forholde kunne disse Adjektiver deles i ser Arter, hvoraf tre høre til Participierne.
Den første Art betegner en fuldendt Forandring, hvorved Tingen er kommen i en vis Stilling eller Tilstand. De Ord, som høre hertil, udgaae fra intransitive Verber og ansees som en Form af disse (Participium perfectum). Deres Endelse er en (inn), f. Er. fallen, faren, komen, vaksen, brosten, frosen, sloppen, stigjen. Sjeldnere t, d, a (ad), som: reist, rømd, flødd, sovna, slokna.
155. Den anden Art har Begrebet af en verblivente For- andring, Tilstand eller Virksomhed. Den udgaaer fra forſkjel- lige Verber, dog især fra de intransitive, og ansees som en Form af samme (Participium præsens). Den har en almindelig Endelse, nemlig ande (and, andes), f. Er. farande, ko= mande, vakande, livande, buande, gangande. Anm. Participier paa ande med paavirkende eller ganske aktivt Begreb ere temmelig sjeldne, f. Er. bitande, rivande. J Brugen af disse Ord adskiller Folkesproget sig altsaa betydelig fra Skriftsproget, som nemlig overalt bruger Ordene paa ende for det aktive Begreb, me- dens Folkesproget bruger Formen ande for et passivt Begreb, hvorom nedenfor. Endeel Ord paa ande bruges derimod i aktiv Betydning som Adverbier, f. Er. koma dragande, støytande o. fl.
Endelsen ande hedder i mange Sprogarter andes, i Tell. ans (ands), i de nordlige Egne and. Paa mange Steder bruges ande og andes iflæng; den sidste Form synes mest passende for Adverbierne..
156. Den tredie Art har Begrebet: skikket, vant eller til- bøielig til at gjøre noget (til at være i en vis Virksomhed eller Tilstand). Denne Art har forskjellige Former, nemlig: 1) en, f. Er. fengjen (letfængende), biten (o: bids), fiskjen (be- kvem til at fiske med), liven (skaansom), sleppen, stræven, truen v. s. v. 2) ug eller ig som: tolug (taalsom), skynug, kunnig, lydig (el. Iyug). 3) all, saasom: tagall (som gjerne tier), tøvall, blaasall, skakall, lekall, grinall. 4) Kort Afledning, f. Er. gjæv (gavmild), tøk (som let tager eller fatter noget), stød (o: stadig, af standa, stod), før, tung- før, hardrøg, tungſvæv. Nogle Ord have ogsaa en Form med t eller d; saaledes: tenkt (o: tænksom), snartenkt, kjend, ſumd (ɔ: som kan svømme), tunghøyrd, sannspaadd og flere.
Anm. Formen ug (ig) er sjelden i denne Betydning, og Formen all er ikke almindelig. Mest anvendelig er Endelsen en, der især bruges hyppig i det sydlige Norge. Den udgaaer i denne Betydning fra Verbets Nævneform, og adskiller sig derved fra Participierne, som for det meste udgaae fra andre Former.
157. Den fjerde Art (eller den første med objektivt Be- greb), har Betydningen: behandlet, paavirket. Den udgaaer saaledes kun fra transitive Verber og indbefatter de Participier, hvorved den lidende eller passive Betydning udtrykkes (Partic. perf. pass.) Disse Ord have folgende Endelser: 1) en (inn), f. Er. malen, stolen, broten, bunden, funnen, dregjen. 2) t og d, saasom: laant, mælt, løyst, trykt, klipt (af klippa); bygd, fødd, trudd, gjøymd. 2) a (for ad): laga, blanda, maala, fletta, falda v. s. v. Anm. Endelsen en (Isl. inn) lyder i flere Sprogarter som: in eller inn. Formen a hedder i det gamle Sprog: adr, Svenst: ad. For- holdet imellem t og d er det samme som er omtalt i Lydlæren (§ 50, if. 49). En nærmere Udvikling vil findes under Bøiningsformerne.
158. Den femte Art har Betydningen: paavirkelig, som man kan behandle eller gjøre noget ved. De hertil hørende Ord indslutte altsaa Begrebet om en Mulighed, men dette gaaer ofte over til Begrebet om en Bekvemhed, tildeels ogsaa en Værdighed. Formerne for disse Ord ere følgende: 1) ande (Jst. andi), f. Er. takande (som kan tages), drikkande (drik- kelig), etande, haldande, ventande. Jævnfør: sjaa-ande (0: seeværdig), agtande (værd at agtes), havande, gjerande 2c. 2) leg (le), som: brukeleg, vinneleg, leseleg, venteleg, truleg (Maaskee en Efterligning af Skriftsproget). 3) Kort Asledning, saasom: skjær (o: som kan stjæres), hæv (af hava), tøk, har-sløg. Nogle dannes ligesom Participierne i forrige Stykke; saaledes: har-læst (0: haard at tillaase), har-gjengd, beinkløyvd, lettrodd v. fl. Anm. Den mest anvendelige Form er Endelsen ande, der næsten kunde ansees som en Form for et Participium futurum. Den har imid- lertid ikke noget Tidsbegreb, men svarer mere til den fremmede Form bel (bilis, ble), f. Er. Honorabel (=agtande).
159. Endelig gives der en sjette Art, som indeholder Be- grebet: foraarsagende eller forbundet med en vis Begivenhed. De Ord, sonk høre hertil, nærme sig meget til de Ord, som dannes af Substantiv, og det er tildeels tvivlsomt, om de skulle udledes ligefrem af Verbet. Deres Former ere: 1) leg (le), f. Er. syrgjeleg, tregeleg, hyggjeleg, løgjeleg, grøteleg. 2) sam (samt), f. Er. Kostasam (bekostelig), vaagsam (eller vaagasam), heftasam, stravasamt. Anm. Nogle Ord, som have lignende Form, nærme sig til den Art, som er omtalt i § 156, f. Er. Hoveleg, semeleg, tenleg, spar= sam, snakksam. Her som i mange andre Tilfælde er Formen ikke bun- det til en eneste Betydning, men den samme Form kan anvendes for flere Begreber, ligesom ogsaa et Begreb kan udtrykkes ved flere Former.
2) Af Substantiver.
160. De Adjektiver, som utgaae fra Substantiverne, indeholde Begrebet om en Besiddelse, en Tilhøren eller en Forbindelse med det, som Stamordet betegner. De kunne saa- ledes deles i tre Arter.
Ved den første Art betegnes, at Gjenstanden er forsynet eller beheftet med noget. De Former, hvorved dette Forhold betegnes, lade sig henføre til tre Underarter, eftersom Stam- ordets Begreb skal forestilles som enkelte Ting eller som en Mængde eller som en Omstændighed. I det første Tilfælde antager Adjektivet de samme Former som Participierne (i S 157), nemlig t, d og a, sjeldnere en; f. Er. Hært (af Haar), følt (af Sol), øygd (af Auga), trædd (af Traad), ringa (eg. ringad), lita eller litt (: farvet), senden (af Sand), auren v. fl. Disse Ord bruges kun sjelden eenlige, men der= imod oftest i Sammensætning, f. Er. Høgmælt, lethendt, stor- føtt, storbrynt, blaasygd, bær-arma, tunn-skya, laagfjella (el. fjelt) v. s. v.
Anm. Forholdet imellem disse Former er omtrent ligedan som ved Participierne. Endelsen a (ad) bruges ved de Ord, som have en haard Vokal; derimod sættes t og d sædvanlig efter en Afledningsvokal (efter § 49, if. 123). Der gives tildeels ogsaa en dobbelt Form, f. Er. stor- aksa og stor-ekst, tvi-knappa og tvi-knept.
161. Naar Stamordets Begreb forestilles som en Fleer- hed eller Mængde, faaer det afledede Adjektiv Endelsen ut (utt) eller et; f. Er. bergut (opfyldt af Klipper), bakkut, steinut, tuvut, rukkut, flekkut, rosut, kvistut. Hertil høre de Ord, som dannes af Kollektiver, saasom: moldut (beheftet med Muld), kolut, skjeggjut. Anm. Denne Endelse lyder forskjellig i Sprogarterne; saaledes ett'e eller itte (i Bergens og tildeels i Ag. Stift), utte eller utt (Rbg. Tell. Hall.), aatt (Guldbr. og Trondhj. Stift), att (ved Trondhj.); f. Er. sandette, sandutt(e), sandaatt, sandatt. I det gamle Sprog hedder den ótt'r (sandóttr); men det dobbelte ti samme synes egentlig at staae istedetfor ft (§ 106); i Tydsken hedder den nemlig: icht (f. Er. bergicht) og synes altsaa beslægtet med Endelsen ig (ug), som man har udledet af Ordet eiga (Goth. aigan, ǝ: have).
162. Af Abstrakterne, og især af de Ord, som betegne en Evne, Tilstand eller Omstændighed, dannes Adjektiver med En- delsen ug eller ig, f. Er. minnug (0: som har god Hukom- melse), vitug, nyttug, lystug, svevnug (el. søvnug), dygdig (0: kraftig). Jævnf. § 156. Derimod har Folkesproget ikke saadanne Ord som Skriftsprogets: vandig, stenig, sandig v. fl. Anm. Ogsaa denne Form er forskjellig i Sprogarterne; den hedder saaledes ig'e (i Bergens Stift), uge og ug (i det Søndenfjeldske), aug og au (i Trondhjems Stift); f. Er. skuldige, skuldug(e), skul= daug, skuldau. I det gamle Sprog hedder den ugr og igr. (Jævnf. Tydsk ig).
163. Den anden Art af disse Afledninger, nemlig den som indeholder Begrebet om en Tilhøren eller Herkomst, indbefatter kun et lidet Antal Ord og synes at lide Mangel paa passende Former. Til denne Art hører endeel Adjektiver paa - se (eller ist), som: finsk, dansk, engelsk, rysk (el. russisk), spansk, - og flere som dannes af Landes og Nationers Navne, samt nogle som dannes af fremmede Ord, f. Er. Historisk. — Det Begreb, at noget tilhører, passer eller skikker sig for en Person (eller Ting), bliver undertiden udtrykt ved Adjektiver paa leg, som: folkeleg, manneleg, meisterleg, farsleg, bansleg (eg. barnsleg). Dog er ogsaa denne Form kun lidet anvendt.
Anm. Uagtet Formen med se har været meget brugt i det gamle Sprog, synes den dog ikke at være rigtig populær, og man søger gjerne at undgaae den, idet man foretrækker Substantivet i Sammensætnings- form, f. Er. Norlands (nordlandsk), Trandeims (trondhjemsk), Sogne eller Saugna (sognst). Ligeledes bruges Sammensætning meget ofte istedet for Adj. paa leg, da denne Form langt fra iffe er saa meget an- vendt som i Skriftsproget. 164. En tredie Art indeholder det Begreb: forbunden med eller ledsaget af en vis Omstændighed, og udgaaer saa ledes kun af Abstrakter. De hertil hørende Ord ende paa 1) leg, f. Ex. faarleg, harmeleg, gagnleg, roleg, lukkeleg; – 2) sam, f. Ex. brysam, mødesam, aalvorsam, morosam, annsam (At jævnføre med & 159). Hertil høore ogsaa nogle Ord paa – all (i Tell. aal), som: hugall, sorgall, mødall, froftall.
Endelig kan bemærkes, at Begrebet om en Mangel, eller vet at en Ting ikke er forhaanden, bliver betegnet ved et Adjektiv laus, der føies til Ordene som en Endelse; f. Ex. tann-laus, maal-laus, gagnlaus, lytelaus, endelaus. Af disse Ord dannes atter Subst. paa løysa (Tannløysa), 8 151.
3) Af Adjektiver.
165. Endeel Adjektiver dannes af andre Adjektiver, og anvendes til at betegne en vis Forandring ved Stamordets Begreb, saasom en vis Varighed ved Beskaffenheden, eller en vis Grad af samme. Disse Forandringer ere imidlertid noget ubestemte og vanskelige at adskille, da de Former, der skulde betegne samme, anvendes iflæng snart for det ene og snart for det andet Begreb.
De vigtigste af disse Former ere: 1) leg (og sleg), f. Ex. veikleg (svagelig), sjukleg, tungleg, visleg, kjærleg, letleg. Endeel af disse Ord antage Formen fleg (& 82): reinsleg, ilsleg, godsleg, audsleg; – hvilket i Raabygdelaget og Tel lemarken bliver til skleg, f. Er. bliskleg (for blidsleg), leisk leg (af leid), vondskleg, gildskleg. 2) sam, f. Er. vand sam (0o: kræsen), varsam, reinsam, tungsam, langsam. – Det Begreb, som almindeligst forbindes med disse Former, er en vis Varighed, nemlig at Gjenstanden jævnlig er (eller pleier at være) saaledes beskaffen; imidlertid bruges de dog ofte for en ringere Grad af Beskaffenheden. P Anm. Endelsen leg, der bruges i forskjellige Forholde (§ 159, 164), udtales mest almindelig som le (ved Trondhj. li); i Sdm. og Rbg. hedder den leg'e, i Nff. ogsaa legien. I det gamle Sprog hedder den legr og ligr. Den findes ellers under forskjellig Form i alle beslægtede Sprog og forklares sædvanlig af det Ord: lig, hvilket dog synes at være tvivlsomt. Vel kunde maaskee den tellemarkiske Form: skleg - synes at minde om det gamle: glikr (likr); men forøvrigt seer det ud til, at man hertillands ikke har sat Endelsen leg i nogen Forbindelse med Ordet: lik, men heller med et andet Ord, maaskee: Lag (o: Art, Natur) af Roden i leggja eller liggja. - Formen sam hedder i Isl. samr; Sv. sam; den synes beslægtet med Verbet sama (o: passe, somme).
166. En anden almindelig og meget anvendt Form er voren (egentl. et Adj. som betyder: beskaffen, af vera, var), f. Er. seinvoren, stillvoren, særvoren, harvoren, blygvoren. Denne anvendes sædvanlig til at betegne en vis ringere Grad af Beskaffenheden, dog bruges den ofte i samme Betydning som de foranførte; ved Betegnelse af et Udseende svarer den til det danske — agtig, f. Er. grønvoren (grønagtig), kvitvoren, blaavoren.
Paa samme Maade, men meget sjeldnere, bruges: laaten og fengt (eller fingien), f. Er. var-laaten (o: varsom), blidlaaten; har-fengt (: haardfør), spakfengt (Trondhj.), turrfingjen o. fl. (i Sdm.) En- deel lignende Ord bruges blot til at betegne Ansigtets Udseende; disse Ord gaae ud paa leitt, og nogle Steder: dæmt (af Daam), f. Er. breidleitt, langleitt, rundleitt; ljosdæmt, bleikdæmt o. s. v. Endelig er at mærke, at adskillige Forandringer af Adjektivets Be- greb betegnes ved Partikler, der sættes foran Ordet, f. Er. ovstor (over- maade stor), van-for, mis-jamn. Modsætningen betegnes ved u (eller o), som: ujamn, urædd, utru (el. otru). Denne Partikel anvendes ved alle de Adjektiver, som ikke have en Modsætning i et selvstændigt Ord, f. Ex. ljos myrk, tung lett.
C. Afledede Verber.
1) Af Verber.
167. Endeel Verber dannes af andre Verber, idet de fane en forandret Betydning tilligemed andre Former. Den vigtigste Art af de hertil hørende Ord er endeel transitive Verber, som dannes af intransitive, og have den Betydning: lade gjøre, eller fane noget til at gjøre det, som Stamordet betegner. Saadanne Ord ere: løypa (0: faae til at løbe) af laupa, hengja (ophænge) af hanga, vekkja (opvække) af vaka, grøta (faae til at græde) af graata. Mange af disse Ord dannes af Verber, som have Aflyd (S 127), og utgaae da for det meste fra en Tidsform, nemlig Imperfektum; f. Er. svæva (ǝ: søvndysse), af svav sova; - støypa (nedstode), af staup stupa (0: styrte); trøyta (bringe til Ende) af traut trjota (0: fane Ende); reisa (opreise) af reis risa (: stane op); sveiva (omdreie) af sveiv sviva (: dreie sig). Nogle afledede Verber have samme Nævneform som Stamordet, men frastille sig i de øvrige Former; saaledes: sleppa slepte (: give Slip paa) af sleppa slapp (: slippe, blive fri). Denne sidste Aflednings- maade er egen for Transitiverne af de Verber, som have Af- lyden e-a (S 127), saasom: fella, velta, svelta, renna, brenna, kverva, skvetta v. fl.
Anm. Denne Maade at danne Transitiver anvendes dog ikke i alle de Tilfælde, hvor det kunde synes nødvendigt. Saaledes have vi ikke noget tilsvarende aktivt Verbum af de Ord: ganga, standa, koma, faa, lægja, og i flere Tilfælde, hvor et saadant Ord vilde være til megen Hjælp. Undertiden findes der dog Tegn til, at man har havt eller forestillet sig et saadant Crd; saaledes til Er. de Ord: logjen, løgleg, andlegd, som forudsætte et aktivt Verbum løgja med Betyd- ning: faae til at lee.
168. En anden Art er de saakaldte reciproke Verker der forudsætte flere Subjekter og bemærke at gjøre noget gjensidig eller imod hinanden. Disse Ord 'ende paa ast (as), f. Er. fylgjast, hjelpast, finnast, møtast, takast v. s. v.
Den samme Form findes ved nogle Ord, som have tilba- gevirkende (refleriv) Betydning; saaledes tykjast (tykkes, synes om sig selv), sezjet el. sest (siger om sig selv), lastest eller læst (anstille sig, Lade), ſkjæmmast (skamme sig). Ligeledes ved nogle Ord med lidende eller passiv Betydning, som: to= last (taales), slitast, alast, spyrjast, høyrast. Anm. Denne Form, der i Skriftsproget er antagen som en almin- delig Boiningsform (es; Sv. as), har i Folkesproget kun sielden en ganske passiv Betydning, hvilket siden skal nærmere forklares. I endeel Sprogarter (i det stenfieldske og i Trondhj. Stift) siges ikke ast men as (s), ligesom i Svensk, f. Er. finnas, fins. I det gamle Sprog bruges Formen st (ast), dog findes i de ældste Skrifter ogsaa sk (ask), saaledes i Gulethingsloven skiliasc, finnasc, mötesc, v. s. v. Den sidste Form ansees som den oprindelige og forklares af det reflexive Prono- men seg (sek, sik). Adskillige Ord i Folkesproget bruges ogsaa baade med seg og med Formen ast i samme Betydning f. Er. bryast og bry seg, kvilast og kvila seg, livast og liva seg.
169. Desuden gives der adskillige afledede Verber, som adskille sig fra Stamordet ved et tilføiet n, I, r, & ($ 132). De som faae et tilfviet n, betegne en Begyndelse til en Til- stand eller Begivenhed; saaledes: vakna (af vaka), sovna, livna, tagna (af tag-de, tegja), flotna, stikna, v. fl. De øvrige betegne en Gjentagelse eller Vedbliven, eller ogsaa have de en forringende Betydning; dog ere disse Begreber dunkle og sjelden adskilte fra hinanden. Exempler ere: dropla (dryppe smaat), trivla (: famle, af triva), ringla, sangra, klivra, valtra, dragsa, glepsa.
En Forstærkelse i Verbets Begreb bliver ofte betegnet ved stor, li- gesom en Formindskelse ved smaa, f. Er. storspringa, storlægja, stor- frika, smaaregna, smaaropa. Ellers blive adskillige Forandringer betegnede ved tilføiede Partikler, f. Er. mis-lika, vanvyrja, forgjøy- ma, fortaka seg.
2) Af Substantiver.
170. De Verber, som dannes af Substantiver, have ingen betydelig Forskjel i Formen, og de kunne derfor behandles i Korthed. Efter deres forskjellige Forhold til Stamordet antage de imidlertid forskjellige Betydninger, nemlig: 1) faae, for= synes eller beheftes med, f. Er. bløma (: blomstre), eksa (faae Ar), erv: (arve). Ogsan: blive el. være, som: hausta, skuma, regna. Denne Art faaer ofte Formen ast, f. Er. kveldast, vaarast, mannast; lukkast, magtast. 2) gjøre, afgive, som: husa, vega, gjæra (af Gar); - eller skaffe, tilveiebringe, f. Ex. fiska, mjelka, elda. - 3) give, forsyne eller behefte med noget (Transitivt): mata, vatna, skjefta, Fryna, sanda.-4) behandle eller bearbeide med noget (Tran- sitiv Art): saga, hamra, horva, pløgja, kjemba. Ogsaa bruge eller behandle noget (Intransitivt): sigla, høya, blada, klykkja (af Klokka). Samtlige Transitiver dannes altsaa ved simpel Overførelse eller med Omlyd; kun nogle af de in- transitive faae Endelsen ast.
Der gives desuden adskillige Verber med den særegne Betydning: fratage eller berøve, f. Er. Kvista (tage Kvistene af), skala, lima (: sønderlemne), kolla, kaala v. fl. Men disse Ord ere temmelig ube- kvemme, da de ofte blive tvetydige ved at støde sammen med Verberne af den anførte tredie Art, som have en modsat Betydning, f. Ex. skinna, der kan betyde baade at sætte Skind paa og at tage Skindet af. Disse Ord burde derfor sammensættes med av (f. Er. avkvista) i Lighed med mange andre Ord, saasom: avsko, avklæde, avberkje v. fl.
3) Af Adjektiver.
171. De Verber, som dannes af Adjektiver, ere mere for- skjellige i Formen. De ere deels intransitive med Betydning af at faae (eller ogsaa at have) en Beskaffenhed, deels tran- sitive i Betydningen at give noget en vis Beskaffenhed.
Af den intransitive Art mærkes først endeel Ord, som be- tyde at have, vise eller fremstille en vis Beskaffenhed, og som saaledes udgaae fra de Adjektiver, der betegne et Udseende. Hertil hører: kvite (o: see hvidt ud, være hvidt at see til); ligeledes: svorte, lyse, myrkje, blenkje, graae, blaae v. fl. De bruges sædvanlig i Forbindelse med det Ord: paa (eller i Sdm. i, ut-i), f. Er. De kvite paa Kirkja (0: man seer Kirken som en hvid Plet). De blaar paa Fjell'e (i Sdm.: Da blaa-a burt-i Fjelle) : Fjeldet viser sig blanligt. Dæ myrkje ti Skogjen (Sdm.) – Dæ grøna paa Sjøen (Ndm.) Dæ raue paa Mark'a (Orkd.) o: Marken har et rødligt Udseende.Anm. Disse Ord bruges meget byppig i det Nordenfjeldske; de fo rekomme ogsaa ofte i Midten af Landet, men derimod sjelden i de syd ligere Egne. Da det Udtryk, som ligger i disse Ord, er vanskeligt at gjengive ved andre Ord, og de tillige ere lette at forstaae, vilde de med Fordeel kunne anvendes i den beskrivende og poetiske Stiil.
172. Til den Art, som indeholder Begrebet om at faae en Beskaffenhed eller at blive , høre de saakaldte Inchoativer (Begyndelses- eller Forandringsord). Formen for disse Ord er følgende: 1) na (eller tilføiet n), f. Ex. lettna Co: blive lettere), ljosna, klaarna, spakna, myrkna, raudna, blaana o. s. v. Af Adj. paa en dannes Verber uden Tilføining, som: bogna, klovna, rotna. – 2) Endelsen ast (as, es), især hvor Velklangen kræver en Vokalform, f. Ex. friskast (blive friskere), jammast, stillast, tyngjast, grynnast, blygjast. 3) Nogle faa Ord faae ka, som lin-ka, min-ka; men oftere faaer Ordet det tilføiede k tilligemed Endelsen ast; saaledes: bærkast (0: blive bar), grøn-kast (grønnes), dyr-kast (blive dyrere), smalkast, klinkast (for klen-kast af klen o: smal).
173. Den transitive Art indeholder Begrebet om at give en Ting en vis Beskaffenhed, eller gjøre at noget bliver. – Dens almindeligste Form er en simpel Overførelse fra Stam ordet med eller uden Omlyd; f. Ex. letta, friska, jamna, bleikja; festa, løysa, bløyta, fylla. En anden Form er det tilføiede k (ka), som findes ved en Række af Ord, saasom: beinka : rette, af bein adj.), seinka, turka, vikka (for vidka, o: udvide), blikka (for blitfai). Nogle Ord faae et tilføiet r (ra), som: lindra (af lin, o: mild), stivra, skymra (af skum 0: mork), vakra (befrie for Søvn).
Anm. De anførte Former med ast, na og ka – bruges ligeledes i det gamle Sprog. Den sidstomtalte Form med r er sjelden, men fortjente en større Anvendelse, da den, formedelst Ligheden med Komparativet, vilde være særdeles tjenlig til at betegne en Forstærkelse eller høiere Grad af Beskaffenheden.
Tillæg. Om Adverbier.
174. Af de øvrige Ordklasser er det kun Adverbierne, som komme i Betragtning ved Afledningen, forsaavidt denne indskrænker sig til de tydelige og regelmæssige Slægtskabs-For- holde. En stor Deel Adverbier dannes af andre Ord, vg nogle af de saakaldte Stedsadverbier ere ogsaa Stamord for adskillige Afledninger. Blandt disse kan man først anføre en- deel Adjektiver, som tjene til Bestemmelse af en vis Belig- genhed. De antage Endelsen re eller are (Komparativform) vg ste eller aste (Superlativform); saaledes: ytre (af ut), indre, øvre; attare, burtare; inste, øvste, nedste, burtaste, fremste v. fl.
Af disse Stedsord dannes ogsaa nogle Verber med den Betydning at flytte eller bevæge noget i en vis Netning. Saaledes: attra (: flytte tilbage), ytra, aavra, indra. (Jævnf. nøra og søra seg, om Vinden). Uden r: yppa (af upp), yta (af ut).
Her kan desuden mærkes, at der ofte dannes Verber af Udraabsord og andre Partikler til at betegne, at Ordet bliver ofte sagt eller nævnt. Saaledes: Heia (raabe hei!) uffa (sige uff!), hyssa, huta, neia, soa, kva'a. Jævnfør: jatta, negta, kjæra.
175. Derimod blive Adverbier meget ofte dannede af andre Ord og antage da sædvanlig en vis Endelse. Saaledes dannes Adverbier paa es (s) og om af Substantiver og kunne tildeels ansees som fraskilte Boiningsformer af disse. De ere sædvanlig sammensatte, f. Er. midfjors, utbyres, innhyses, uttabeins; batlestom, firafatom. - Af nogle Substantiver dannes Adverbier paa - ende til at betegne en Lighed med en vis Egenskab ved Tingen; f. Er. isende kaldt, steinende hart; saaledes: kolende, blodende, haarende, snøende (eller fannende), eitrende v. fl.
Anm. Endelsen om gaaer over til o og aa i nogle af de Sprog- arter, hvor den mest bruges; saaledes: stundaa, ollaastodaa (Sdm.). bærfettaa, raangaugaa. Endelsen es (s) foies til mange Ord, som ikke kunne have Beiningsformer med s (nemlig Femininer); saa- ledes: samstundes, tvihendes, rettsoles, jamsides, bakeggjes, ut= tasoknes, beinleides, soleis. - De Ord, som ellers ende med leis (leides), have i Hallingdal og Valders: lein (allelein, mangelein).
176. En stor Deel Adverbier dannes af Adjektiver og kan tildeels ansees som Bøiningsformer af disse. Endelsen ved disse Ord er: 1) e eller a, som: lengje, bære, ille, like (el. lika), mesta. Mange Sprogarter have ogsaa Adv. paa aa, deels istedetfor om, deels for a eller an; saaledes: sto= raa, jamnaa, sjøldaa, vidaa, oftaa. 2) t, meget hyppig, f. Er. snart, langt, hart, beint, stødt, radt. 3) lege (mest alm. le); varlege, storle, rettele, visle, rikele v. s. v. Denne Form bruges ogsaa ved nogle Ord, som dannes af Stedsad- verbier, nemlig: innalege (o: i det Indre, langt inde), utale, frammale, burtale, nedale, aavale (Gam. N. ofarla, ofar- lega), og flere.
De Adverbier, som dannes af Verber, have megen Lighed med Adjektiverne af samme Nod. Den Endelse, som mest bruges, er ande (eller andes), f. Er. skinnande, svidande, rennande. (If. § 155).
Anm. Endelsen lege har kun sfelden denne Form i Sprogarterne; den hedder almindeligst le, nogle Steder: la (visla, maatela), men skulde egentlig hedde lega (som i det gamle Sprog). See § 165. - Skrift- sproget har man tildeels antaget Formen ligen (istedet for det ældre: lige), og man har, besynderlig nok, ogsaa anvendt dette en ved de Ord, som ende paa ig (=ug), og som have intet at bestille med Endelsen lig, f. Er. modigen, bastigen, værdigen. En dansk Forfatter skriver endogsaa: seierrigen! 00 177. Nogle Adverbier dannes af andre Adverbier, og iblandt disse ere nogle Steds-Betegnelser mærkelige derved, at de antage to afledede Former med en regelmæssig tilsvarende Betydning. Af den korte Form, som betegner Netningen til et Sted, dannes nemlig en anden Form paa e, som betyder: paa Stedet, og en tredie paa a (egentlig an), som bemærker: fra Stedet. Saaledes: inn, inne, inna(n); ut, ute, utta; heim, heime, heima; fram, framme, framma; burt, burte, burta; - ned, ne(d)re, neda; upp, uppe, aava. Svagere adskilte ere: att, att(e), atta; unde(r), unda; nor (nøre), nora; sud (søre), sunna. Ganske afvigende ere: hidt, hær, heda (Sdm.); didt, dær, deda (Sdm.); kvart, kvar, kvada (Jsl. hvadan).
Anm. Nogle faa Partikler antage Tillægget ende: ovende, ørende, fystende. Desuden faae adskillige Ord ofte et tillagt ne eller n (som i Isl. na), hvilket ikke synes at have nogen Betydning. Saaledes: hæra-ne (hæran, hæn), dærane (daran, dan), so-ne (sosson), soleisne, endaa-ne; detta-ne, dessa-ne.
Exempler paa Ordslægter.
178. Som en Slutning af Reglerne for Afletningsfor- merne anføres her endeel Exempler paa, hvorledes en Slægt af flere forskjellige Ord udgaaer af en fælles Rod. De største Ordslægter ere de som udgaae fra Verberne, og nogle af disse indeholde et betydeligt Antal Ord, saasom følgende: skjera (skar) v. a. skjerande (§ 158), Efjering, Efferar, Stjere, m. Stjæra, ffjær (adj). ffjærna; Skar, starut, Skare, stara (v. a), Skaare; skoren, Skor, Skora, skora (v. a); Skur.
springa (sprang) v. n. springande, Springing, Springar; Sprang; sprungjen, Sprunga; sprengja v. a. sprengd, Spreng, Spren- gjing. Hermed jævnføres: sprekka og spretta, med de derfra udgaa- ende Ordslægter. liggja, laag (egentl. ligja, lag) v. n. liggjande, Liggiing, Liggjar; Lag, laga (v. a), lagast, Lagar, Laging (Lagelse), Lagnad, lagleg; legjen, Leg, Lega; - leggja (lag-de) v. a. Legg, n. leggjast, leggjande, Leggiing, Leggiar; Legd, Legde.
fara (fær, for) v. n. Far, n. farande, Faring (eg Fart), faren; vid- foroll (vidforug); Fær, færast, Færsla (if. færa, v. a. og færug); fora, v. a. Fora, f. (Fornskap); fora, v. a. Chertil: forande, ført, Forar, Foring, Forsla), før (tung-før, seinfør), Føre, førug, førleg v. fl.
draga (dræg, drog) v. a. dragande, Drag, Draging, Dragar, dragajt, dragna, dragsa, Dragstr; Draatt, Drætte, Drægt; dregjen, Dregse; Drag, Droga; - Drog f. Drøgje, drog (langdrøg, hardrøg) v. fl.
bryta eller brjota (bryt, braut) v. a. Bryt, m. Bryting, Brytar (s. S 69); Braut, brøyta (v. a), brøyten, Brøyting, Brøyte; broten, Brot, Brota, Brote, brotna; bruta, Brut v. fl.
klyva for kljuva (klyv, klauv) V. a. klyvande, Klyving o. fl. - Klauv, klauva; kløyva (v. a), kløyvd, Kløyving, Kløyvar; kloven, Klov, Klove, klovna, Klovning; Klust; Klyv, klyvja
bita (beit) v. a. og n. — bitande, biten (§ 156), bitast, Biting, Bitar, Bit, m. Beit, f. beita (v. a), Beita, Beite, n. beitande, beitt, Beiting; — biten, Bit, n. Bite. m.
vaka v. n. — vakande, vak og vakjen, Vaking, Vakar, Vakstr (og Vakt), vakna, vakra seg, vakrug; Voka, Aar-voka; vekkja, V. a. vekkjast, Vekkjing, Vekkjar o. fl.
skapa v. a. -stapad, Skap, Skaping, Skapnad (Skapning og Skapelse), Skapar, skapast, skapleg. 179. Af Ordslægter, som udgaae fra Substantiver, mærkes.
følgende:
Mann, - Menne, n. Tri-menning, ment (faa-ment); mannast, man neleg, Manndom, Mannskap o. fl.
Gar(d), - Gare, gjæra V. a. Gjæring, Gjærsla; Gjære, innagjæres.
Hus, — husa, hysa (v. a), byst, hysande, Hysing, inn-hyses.
Land - , landa v. n. lenda, Lending, f. Ut-lending, ut-lendsk, laaglendt, Ny-lenda; Landskap, landleg.
Dal, - dala, dalut, Daling Dola, Doling; dæla v. n. Dæld.
Sol, - sola, solt, solt, Av-sola, rang-søles.
Dag, - dagast, av-daga, dagleg; Degning, Doger.
Sand, - sanda V. a. sandut, sanden og senden, Kvik-senda.
Mold, - molda v. a. moldut; mylda v. a. Mylde, laus-myldt.
Hug, ― huga v. n. huga(d), hugast, hugsa, bugsam, hugall, hugleg, Hugnad, hugga v. a. byggja (hvoraf Hyggie, Hyggielse, hyggieleg). 180. Af de Ordslægter, som udgane fra Adjektiver, an= føres følgende som Erempler: vaat, -vaatna v. n. vaatleg, vaatsam, vaatvoren; Vaatleik; væta v. a. Væta, Væting. fast, fastna v. n. fastra (sjelden); Faſtleik; festa v. a. Festing f. Fe- - star, Festing m. Feste, Festr, festra. - laus, lausna (el. losna) v. n. Lausing m. lausleg; losa, Los; løysa v. a. Løysa f. løysande, Løysing, Løysn. har(d), harna v. n. hart adv. Harlege, harvoren, Haring, Harleik; hæra v. a. Hærast, Hæring, Hærsla, hæren, hærug. myrk, myrkna, myrkja v. a. Myrkjing, Myrkje, Myrkr og Myrkn, Myrk- leik (sjelden), i-myrk, ov-myrk o. fl. lang, — lengja v. a. lengjast v. n. Lengjing, Lengd, Lengsa; Lang m. Laanga, langt, lengje; langa v. n. lengta, Lengting, Lengsel; langsam, Langsemd, langleg v. fl. tung, - tyngia v. a. tyngjast v. n. Tyngjing, tyngjen, Tyngsel, Tyngd; Tungie, tungleg, tungsam, tungvoren. full, fylla v. a. fyllast v. n. Fylla, Fylling, Fyll, fyllug, Fyllest, Fullnad, fulla adv. fult. smal, turr, smalna, smalka (v. a), smalkast, Smalleik. turna (alm. tonna), turka, turkast, Turk, Turka, Turking; Turrleik, turrfingjen. (Jævnf. Terre, Torste, tyrst, - der, ligesom tonna, forudsætte Formen torr).
III. Om Sammensætningen.
181. Forskjellig fra Afledningen er Sammensætningen, hvorved to eller flere selvstændige Ord blive saaledes sammen- føiede, at de kunne bruges som et enkelt Ord. I et saadant Ord er den sidste Deel at betragte som Hovedordet, hvis Be- tydning kun bliver nærmere bestemt eller begrændset ved det første Ord. Det sammensatte Ord beholder saaledes det samme Kjøns- eller Klasseforhold og faner den samme Bøining som det sidste Ord, naar dette staaer alene. Det første Ord faaer i Almindelighed ikke nogen Boining, men beholder kun den Form, som det har antaget ved Sammensætningen. Denne Form er tildeels noget forskjellig fra Ordets Nævneform, og kan forsaavidt kaldes Sammensætningsformen eller (for at bruge et kortere Navn) Bindeformen. Anm. Hvorvidt Ordene i Talesproget ere sammensatte eller ad- stilte, maa skjønnes deels af Betoningen, deels af Sætningsforholdet. Adskilte ere til Er. de Ord: Livs Von, Manna minne, Helse Dag 0. fl. Ligeledes ere de Ord i og vera adskilte i det Udtryk: Laast inkje i vera (: lad som om der ikke er noget i det). Derimod gives der enkelte Sammenstillinger med Partikler, hvori det er tvivlsomt, om Ordene skulle skrives adskilt eller ikke; f. Er. fyre-di, til-meins, i-hop, ut-faren o. s. v.
Substantiver.
182. Den Ordklasse, som her kommer mest i Betragtning er Substantiverne, da disse Ord have forskjellige Sammensæt- ningsformer. Man maa her for det første gjøre Forskjel paa to Arter af Substantiver, nemlig 1) de stærke eller lukte ɔ: de hvis Nævneform ender med en Konsonant, eller ogsaa med Nodvokalen, og 2) de svage eller aabne, som ende med en ubetonet Vokal. Den første Art faaer i Sammensætnin- gen deels et tilføiet s, deels en tilføiet Vokal; den anden Art faaer sjelden noget Tillæg men ofte en Forandring af Ende- vokalen. Desuden maa man erindre sig den føranførte Ind- deling i Maskuliner, Femininer og Neutrer (§ 116), da det ene af disse Kjøn tildeels har andre Former end det andet. En stor Deel af Bindeformerne staaer nemlig i Forbindelse med en gammel Boiningsform (Genitiv), som nu ikke længere bruges i Folkesproget; dersom denne Form endnu var i Brug, kunde en Deel af dette Afsnit henføres til Boiningsformerne.
Anm. De Forholde, hvori Subst. kan sammensættes, ere saare mange. Det sidste Begreb kan forholde sig til det første som: tilbørende og besiddende, givet og afgivende, en Paavirkning, en Bestemmelse, en Art v. s. v. En videre Udvikling heraf synes unødvendig, da Forholdet sjelden har nogen Indflydelse paa Formen.
183. En Deel Subst. af den stærke Art faaer saaledes i Sammensætningen et tilføiet s. Denne Form finder Sted ved nogle Maskuliner, f. Er. Dags:ljos, Kveldsmaal, Sals: glas; og ligeledes med nogle Neutrer, som Aars-tal, Maals-mann, Lands-folk. Ved Femininer skulde den egentlig ikke finde Sted; imidlertid findes den, skjønt kun sjelden og som en Undtagelse, ved enkelte Ord, som: Mors-maal, Tids- rekning; og især ved afledede Ord pan ing (S 153): Fø= rings-mann, Finnings-løn; dog have disse i de bergenske Sprogarter ogsaa a (e), som: Bøtinga-traa(d), Føinga-ri (Jsl. fædingarhrid).
Anm. Denne Form, saavelsem de to følgende, stemmer overeens ved Genitivet i det gamle Sprog. Denne Form havde nemlig 1) s, med Neutrerne og endeel Maskuliner; 2) ar, ved Femininerne og de øvrige Maskul. (af den stærke Art); 3) a i Fleertallet af alle Klasser. Det sidste anvendes som Bindeform, naar Tingen forestilles som almin- delig og ubestemt, altsaa som en heel Art eller Slægt.
184. En anden Klasse faaer i dette Tilfælde en tilføict Vokal, nemlig a eller e. Formen med a er ikke ganske almin- delig; dog er den meget udbredt ved de Ord, som i det gamle Sprog have Formen ar. Til disse Ord hører en stor Deel Femininer, som Elv, Jor, Sol, Hand, Bygd, Sokn, Aar, Ull (saaledes: Elva-fisk, Bygda-folk, Soknafolk). Ligeledes endeel Maskuliner, som Saan, Gut, Rett, Skog, Vid, Ratt, Den Bjønn (Er. Saana-saan, Nettabot, Skogateig c.) fuldkomnere Form ar findes kun som en Sjeldenhed i nogle faa Ord; saaledes: Rostar-helde (Sdm.), Sjoar-is (Hard.); jævnfør de vossiske Stedsnavne: Bøjar-moen, Liar-aasen, Soknar-elvæ. Man maa erindre, at r ofte bortfalder i lig- nende Endelser (§ 83).
185. Ved siden af denne Ordrække gives der en anden, som i de fleste Sprogarter har e, men som i de sydvestlige Egne fra Sogn til Lister - har a, ligesom i det gamle Sprog, hvor denne Form adskilles fra den foregaaende (med ar). Hertil hører en Deel Maskuliner, som: Baat, Fot, Dal, Fugl, Fisk, Kukk, Hest, Kvist v. s. v. (saaledes: Baatelag el. Baa- ta-lag, Dalefolk el. Dalafolk). Sjeldnere findes denne Form ved Neutrer (f. Er. Folke- eller Folka-slag); heller ikke er den meget hyppig ved Femininer (saasom: Bone- el. Bonabok). Den staaer i Forbindelse med det gamle Genitiv i Fleertallet, og grunder sig tildeels paa en vis Egenhed i Betydningen, hvorom nedenfor.
De Ord, som ende paa k eller g og have en blød Vokal i Noden, faae i denne Form ki og gi; saaledes: Sekk (Seffje- el. Sekkja-ty); Hegg (Heggiebær); ligesaa Oyk, Benk, Vegg, Streng. Af Neutrer mærkes: Egg (Eggieskal), Skjegg (Skjeggjerot). Et Par Femin. faa a i nogle Sprogarter, hvori de andre Ord have e, nemlig: Eng (Engja- gras), Seng (Sengjastokk). Det samme er Tilfældet med Maskuli- nerne: Rygg (Ryggjabyre), Treng (Drengjakall).
186. Endelig er der en stor Mængde Ord, som sammen- sættes uden nogen Forandring. Hertil høre de fleste Stof- navne og Samlingsord (Kollektiver), f. Er. Staal-ring, Lin- ty, Sand-jor, Dogg-fall, Regn-dag v. s. v. Med Hensyn til Formen kunne de Ord, som ende med Nodvokalen, henføres hertil; f. Er. Klo-dyr, Sjø-folk, By-mann. De hertil hø= rende Forbindelser kunne betragtes som ægte eller egentlig Sammensætning, da de ikke vise noget Spor til en Boinings- form; men imidlertid have vistnok mange af disse Ord forhen havt en Vokal, som siden er bortfalden; ved adskillige Ord findes ogsaa en tilføiet Vokal i nogle Sprogarter, men ikke i andre. Det maa nemlig bemærkes, at Bindeformen ikke altid retter sig efter den gamle Boining, men ofte bliver læmpet efter Velklangen eller den lettere Udtale.
Anm. Blandt Undtagelser af Stofnavne mærkes: Vatn, som altid bliver til Vass. Blandt de Ord som ende med Vokalen undtages: Ljaa(ss-emne), Saa(ss-band), Rne(ss-bot). En dobbelt Konso- nant bliver utydelig, naar den støder sammen med en anden af samme Art, f. Er. Vass-sig, fjell-lid, Grunn-naal (en Art Fisk).
187. Undertiden har et Ord to forskjellige Bindeformer. Saaledes er der enkelte Ord, som i nogle Tilfælde faa s, men ellers e eller a. Dette findes at grunde sig paa den førnævnte Forskjel i Begrebet, da nemlig e (eller a) bruges, naar Tingen forestilles i Almindelighed og ubestemt, men den anden Form, naar Tingen tænkes som eenlig og afsondret. Saaledes: Dags: arbeid og Dage-tal (eller Dagatal); Manns-lut (: een Mands Lod) og Manne-magt (Menneske-Kræfter); Baats: lengd og Baate-naust, Knivs-odd og Knive-jarn (: Jern til Knive). Af Neutrer mærkes: Barn, Bans-fostra (0: Bar- nepige) og Baane-maal el. Badnamaal (0: Børnestemme); Berg, Bergsnæv og Berge-troll. Af Femin. (som ikke have s, men a) mærkes i nogle Sprogarter: Handa:legg (: Arm- pibe) og Hande-magt; Jora-dreng (0: odelsbaaren Søn) vg Jore-bok (Jordebog).
Anm. Det er i Grunden Eenheds- og Fleerhedsbegrebet, som her adskilles, og den ene Form udgaaer altsaa fra Eentallets Genitiv, den anden fra Fleertallets (§ 183). Som Exempler paa en saadan Adskil- lelse kan endnu tillægges, at man i Søndmør siger: Dals-folkje og Oya-folkje om Beboerne af en enkelt Dal eller De, men derimod: Dalefolk og Øyefolk om Daleboere eller Deboere i Almindelighed.
188. Blandt de Afvigelser, som finde Sted ved enkelte Ord, mærkes først en Aflyd eller Vokalforandring, som er mærkelig derved, at kun Bindeformen har den Vokal, der maa anſees ſom Ordets oprindelige Lyd eller Stammevokalen. Saa- ledes blive de Crd: Tonn, Logg, Ogn, Tos, Lov, tot, - i Sammensætning til: Tanne (eller Tanna), Lagge, Agne, 17ase, Tave, Tate; f. Er. Tanneverk, Nate- eller Nata-skog (ɔ: Noddeskov, Hasselskov). Jævnfør: Haand, Handa-bak; Jor, Jarafær (Sogn); Mær, Mara-fyl (0: Hoppefol). Nogle af disse Ord have dog i enkelte Dialekter ogsaa a i Nævneformen, og tildeels i Fleertallet; saaledes: Agn, Tase, Hand; Jare(r), Mara(r).
189. Konsonantforandringer i Bindeformen ere følgende: 1) Et j findes tilskudt i nogle faa Ord (ligesom i det gamle Sprog): Tes Tesjetaanga (Sdm.), Hæs Hesjastad (§ 44), Skjæl Sjeljasand, Bær Berjahang (Nhl.); 2) Et d, som ellers er bortfaldet, indtræder i denne Form: Bror Bro- de-lut, Far Fade-gar (Nfj. Sdm.); Saa' Saadkodn (Nhl.) Omvendt bortfalder d ofte i denne Form (i det Nordfjordske og Søndmorske): Flod Flo-mund, Brød Brø-leiv; - dog ikke naar en Vokal tilfvies, f. Er. Flodamaal, Buda-vegg. 3) r bortfalder undertiden; f. Er. Fa-bror, Syste-mann. Dette skeer oftest i de Ord paa str: saaledes: Bakstr Bakste= hella, fostr foste-saan ($ 140). Jævnf. Vokstra-veer, Lestrabok (Nhl.) - 4) el bliver til le eller la; saaledes: Lykjel Lyklahaank (Sogn), Aangel Aanglehald.
Anm. Enkelte Bortfald af Konsonanter findes i disse Former, saa- som: Hal-straa (Halm), Syl-ring (Sylv), Jar-band (Jarn), og det førnævnte Vass eller Vats for Vatns (Jævnfør § 50-52). I det Hele bliver der taget særdeles Hensyn til Udtalens Lethed ved disse Former, og Folkesproget vilde ikke taale saadanne Sammenstillinger som: Lyststed, Kunststykke, Markskriger, Fragtgods, Frugtknude v. s. v.
190. Ved de svage eller aabne Substantiver (§ 182) cr Forholdet anderledes, da Ordet her ender med en Vokal og altsaa lettere kan forbindes med et følgende Ord. Nogle Sprogarter, hvori samtlige disse Ord ende paa e (Sff. Stm. og fl.), beholde ogsaa den samme Vokal i Sammensætningen. Men adskillige andre Maalarter have et andet Forhold, der maa anſees ſom mere ægte og stemmer mere overeens med Formerne i det gamle Sprog.
Femininerne af denne Art, som i de vestlige Sprogarter fra Sogn til Lister - altid ende paa a (§ 63), fane i Sam- mensætningen altid e, f..Er. Fura Fureskog, Visa Visebok. I det Hardangerske faae de o eller aabent u, f. Er. Rista Ristu-lok, Stova Stovu-glas, hvilket netop er den ældste og ægteste Form (Jf. G. N. stofudyr &c. Sv. kyrkogång &c.
I de Sprogarter, hvor disse Ord have e, u eller o i Nævneformen, beholdes samme Vokal i Sammensætningen (Er. Silju, Siljuskog). I det Trondhjemske bortfalder e sædvanlig i Nævneformen (§ 62) og tildeels i Bindeformen, f. Er. Klokkhus, Visbok. (Det sidste skeer ogsaa ofte i det Svenske).
191. Maskulinerne, som regelmæssig ende paa e, faae i Sammensætningen a. Dette finder Sted i Sprogarterne fra Sogn til Lister, samt i Naabygdelaget og Tellemarken (og) maaskee flere), altsaa i nogle Dialekter, som meget sjelden have a ved de stærke Subst. (§ 185). Exempler ere: Time Ti- ma-tal, Tume Tumastokk, Hare Harafot, Teve Tevatak. I de øvrige Sprogarter beholdes e (Nevetak, Timetal :c.), og forsaavidt det gaaer over til a eller an (S 64) beholdes dette, f. Er. Haaraafot. - Naar Ordet har kj eller gj foran e, bortfalder Lyden af j altid i Bindeformen saavel ved e som ved den haarde Vokal; saaledes: Kragje Kragablom (Tell.), Hagje Haga: eller Hage-mur (iffe Hagiemur), Takkje Zakka: eller Takke-bein.
Anm. Det sidstanførte viser, at Bindeformen her skal have en baard Vokal og ikke e (§ 79); ligesaa antyder det haarde k og g ved Femi- ninerne (f. Er. Luke, Lukefjel), at den bløde Vokal er uægte, Det gamle Sprog har samme Forhold som de sydvestlige Sprogarter (især Hard.), nemlig a ved Maskul. paa e (i), og u (eller o) ved Femin. paa Nogle faa Ord, som nu have e, men fordum e: (eller ir) dannes efter andre Regler; saaledes: Terre (Isl. þerrir) Terresdag, Eine (Jsl. einir) Einekvist.
192. De Neutrer, som ende paa e, beholde sædvanlig sam- me Form, f. Er. Eple-tre, Belte-ring; dog kunne de ogsaa antage et s; saaledes: Skiftes-gar(d), Vitnes-maal, Mones: aas. Nogle faa Neutrer, som i de fleste Sprogarter ende paa a, adskille sig fra andre Ord ved at antage et tilføict n, altsaa na (Sondre Berg.) eller ne, som Augnastein, Øyrna-haar, Myrna-talg. Denne Form er dog sjelden, undtagen ved Ordet Auga. I det gamle Sprog findes en saadan Form baade ved disse Ord og tildeels ved de svage Femininer, men til dette sidste findes, saavidt vides, intet Spor i Folkesproget.
Som en almindelig Regel ved alle de Ort, som fanc Bindeform med e, maa tilsidst mærkes, at dette e bortfalder, naar det støder sammen med en Vokal, f. Er. Skjær'odd, Sekkj'emme v. s. v. (§ 57).
193. Ved Sammensætning med et paafølgende Adjektiv retter Substantivet sig kun tildeels efter de foregaaende Regler, da det oftest sammensættes uden nogen Forandring, f. Er. mann-vond, jor-fast, fotsid. Formen med s er her meget sjelden (som: aars-gamall, vass-full); lidt oftere forekommer a (Er. skoga-rædd, botna-laus) og ligeledes e (Er. hande- sterk, folke-vand). De svage Subst. have derimod sædvanlig samme Form som i Forbindelsen med Substantiv; saaledes: maka (el. make-)laus, tanka (eller tanke-)full.
Sammensætningen med Verber skeer sædvanlig uden For- andring, f. Er. hand-fara, hug-leggja. Dog faae de svage Subst. sin sædvanlige Bindeform, saasom: Makje, maka-skifta; Hella, helle-leggja. Af stærke Subst. mærkes: Baat baat-s-ro, Botn botna-setja.
Verber, Adjektiver, Partikler.
194. Verber, som sammensættes med Subst. og Adj. an- tage e som Endevokal, f. Er. Kvile-stad, Kjøpre-veg; gange= Ijos, reise-før. I de Ord, som ende med sam (§ 159), findes dog ofte a, f. Er. kosta-sam, slæpa-samt. Den samme Form findes ved nogle Ord, som forbindes med Substantiv, f. Er. Roka-mund, Venta-døger. Imidlertid er det uvist, om det første Ord her er et Verbum eller et deraf dannet Ad- jektiv eller Substantiv. Det sidste er uden Tvivl Tilfældet med endeel Ord, som fane Formen ar, f. Er. Dragar-fisk, Dansar-natt, Sovardag, Kvilarmund, Rennarplass. Jævn- før: Festar-ol, Giftarmaal, Laugardag (§ 184).
195. Adjektiver, som forbindes med et paafolgende Sub- stantiv, ere noget forskjellige i Sprogarterne. I det Østenfjeldske og Nordenfjeldske sammensættes de oftest uden nogen Forlængelse, f. Er. Ung-hest, Stor-baat. J Bergens Stift faae de derimod ofte et tilføiet e, f. Er. Store-baat, Rvi- teblad, Grønehavre v. s. v. (Man maa her fraskille de Ord, som egentlig ikke ere sammensatte, f. Er. Gamle-folkje).
Anm. I de Adjektiver, som ende paa en, forandres dette under- tiden til ne; saaledes: Lodne-gras, mogne-smak. Det er ellers meget sjelden, at disse Ord blive sammensatte eller faae noget Tillæg; man lider ikke saadanne Former som: Hedenskab (Heidningskap), Drukkenskab (Drikk, fylla), Raaddenhed (Rot, Rotning).
196. Adjektiver, som forbindes med Adjektiv, blive iffe forlængede, f. Ex. kvit-blakk, ljosgraa. (Former som: mor= kerød, lyserød, ere fremmede for Folkesproget). Af enkelte af- vigende Ord mærkes: jamn og halv, som i de fleste Sam- mensætninger bliver jam og hal, f. Er. jam-aldra, hal-eten. Af de Ord, som ende paa en, bortfalder tildeels Endelsen; val-hendt (jf. valen), gis-tent, gal-laaten.
Anm. Blandt de bestemmende Adjektiver (§ 118) er der nogle faa, som antage Boiningsformer, naar de forbindes ined hinanden. Saa- ledes: ein-kvar (o: en eller anden), ei-kor, eit-kvart; annen-kvar (: hver anden), onnor-kvar (el. for), anna-kvart; mang-ein, mang-ei, mangt-eit. Ved andre Adjektiver er et saadant Forhold sjel- dent, saasom ved det Ord: sund, f. Er. sund(e)-broten, sundtbrote, sundebrotne.
197. Endeel Adjektiver bruges i Sammensætningen ganske som Partikler, idet de antage en adverbialsk Betydning uden dog at faae nogen af Adverbiets Endelser. Især dannes mange særdeles bekvemme Ord ved Sammensætning af saa- danne Adjektiver (eller Adv.) med verbalske Adjektiver. San- ledes: ny-komen, ny-fødd; snartenkt, snargjort; feinfør, sein-eten; ſtor-tsk (0: som tager meget); smaa-nøyten, lang- trøytt, stutt-hugsen, traasøkjen v. s. v. (Om Brugen af stor og smaa ved andre ord er forhen talt, § 147, 169).
Her mærkes i Særdeleshed nogle Ort, som betegne Mængde eller Omfang, og som tildeels faae en egen Form: aal (al, ganske): aal-grøn, aal-ljos, aalsveitt, aalvakjen. Jævnf. Aalmugje, Aalmenning. Denne Form (af all) bruges næsten overalt i Sammensætninger.
faa (lidet): faafengd, faamælt, faatenkt, faakunnug 2c.
mang (If. mangt): mang-ment, mangmaalug. Eenstydigt hermed er fjølg (Isl. fiöl) i fjølgment (Nordre Trondhj.)
ein (af Talord: einn, ei, eitt): einsynt, eintrædt, einbølt.
tvi (af Talord: tveir, cl. tvo): tvibolt, tvitrædt, tvihaka c. Jævnfør: tri-lagd; fjørføtt (el. firføtt), Firmenning.
198. Paa en lignende Maade bruges nogle Ord af for- ſkjellige andre Arter, da de nemlig antage en vis Egenhed
enten i Formen eller i Betydningen. Hertil hører:
mid (et Subst.): Midvika, Middag; midfjors, midbergs.
bak (et Subst.): Bakfot, Bakstamn. En Modsætning er:
fram (Adv.): Fram-tonn, Framfot, Framskut.
sunn, el. synn (Afændring af sud, syt): Sunnfjor, Sunn mør v. fl.
gjenom (i gjenom): gjenom-turr, gjenomvaat o. fl.
millom (i m.): Millom-maal, Millom-lag.
hope (i hop): Hope-mark, Hope-teig, Hope-eign.
sam (Adv. saman, Verbum sæmja, sam-de): Samlag; Sam- eiga, Samfiskje; samraade v. s. v. Som Modsætning mærkes ein (Ein-eiga) og ser (ser-skilt); men disse ere sjeldne.
kapp (i Kapp, kappast): kapp-ro, kappspringa, kapp-eta.
naud, el. nau (et Subst.); nau-kalla (0: kalde uophørlig), naubea (f. beda), nau-trua. Nogle Steder: ni (nid), f. Er. ni-stira, ni-lokka (o: lokke idelig).
mein (Subst.): meinstira (stirre uophørlig), meinhalda.
stam (Subst.): skamslaa, skamriva, skamfara. Ogsaa ved Adj. skamstor, skamfeit. Jævnf. nau-go(d), nau-vakker. Anm. Til en Efterligning af Skriftsproget har man begyndt at bruge de Ord: dær (dar) og kor (kvor) med substantivist Betyd- ning i nogle faa Sammensætninger, som: der-me(d), dær-fyre, kor= fyre. Men denne Brug, som ikke har nogen Grund i vort Sprog, er endnu sjelden i de bedre Dialekter, hvor man bruger de mere rigtige Ud- tryk: mæ di, fyre di (eller di-fyre), kvi-fyre (eller kva fyre).
199. Af Partiklerne mærkes følgende, som deels antage en vis Egenhed ved Sammensætningen, deels ikke bruges udenfor Sammensætning.
u, eller o (§ 68), 1) benegtende: ulik, urædd; Uro, Ulukka (eller Olykka); 2) med slet Betydning: Ugras, Udyr.
van (en Mangel): van-før, vantakka, Vanhelsa.
mis, eller myss (en Feil): Misminne, misbytt, mishugsa.
for (Overdrivelse): for-kjøyra, forstrekkja, fortaka sig (If. for sterk, for stør). Ogsaa med slet Betydning: For-veer, forvilja.
ov (overmaade): ovstor, ovrik, Ovkar, Ovkulde. Nogle Ste- der: av (Avverk), aav (Aavrikje), aa (Aa-byr).
ør (forstærkende): ørliten, orgamall (Voss v. fl.) Norden- fjelds: ur og aar (urliten, aar-ung). Denne Partikel bru- ges kun i disse Ord.
or (ud, af): or-saka (0: undskylde), vr-minnast, or-ventes. Ogsaa ør og aar: ormegta, aarmegta (: vansmægte).
aa (0: paa): Aaklæde, Aafall, Aalit.
i (ved Adj.): i-grøn (grønagtig), imyrk, isvart. (Ligesaa i Isl.)
and (imod): Andvind, Andror, Andnes, andføttes, andsoles.
att (ved Partikler): att-aat (: nær til), att-mæ (ved Siden af), attpaa (ovenpaa), attfyre, attyve.
und (If. unda, Adv.): undgaa, undskylde, undsjaa seg. Synes at være dannet efter Skriftsproget.
si (overalt, eller altid): si-fent (: ganske sneedækket, af Fonn), si-vaat; si-sinna (0: altid vred), si-regna v. fl. Mest i de sydlige Egne. Et andet Ord er si (Isl. sid, o: silde) i: Si-gro, Sirunna. Meget sjeldne ere følgende: - aud (let): audkjend, aud= sedd. - tor (vanskeligt): tornem (Sdm.) - sjeld (af Adv. ſjelda): sjeldfengt (Tellemarken). - aar (tidligt): Aar-voka; jf. aarleg.
Anm. De Partikler, som bruges blot i Sammensætning ere: and, aud, mis, ov, si, tor, u (eller v), van, or; - hvortil kan lægges For- merne: aal, tvi, sam, sield, und. Desuden har Folkesproget i den senere Tid optaget nogle Ord, som have en fremmed og for os aldeles betyd- ningsløs For-Partikel; saasom: betenkja, bestaa; anføra, anstendig; er- faren, erkjenna. Det er naturligviis den idelige Brug af disse Ord i Skriftsproget, som har skaffet dem Indgang i Folkesproget, hvor enkelte af dem (som: betale og begynde) have ganske fortrængt de tilsvarende norske Ord.
200. De Adverbier, som betegne Retning og Beliggenhed ved forskjellige Former, f. Er. ut og ute (§ 177), bruges til- deels paa en noget afvigende Maade i Sammensætningen. Den korte Form, som egentlig betegner Bevægelsen til et Sted, anvendes ogsaa undertiden ved en Forbliven eller Beliggenhed paa Stedet (altsaa istedetfor den anden Form), f. Er. Ut-hus, Utmark, Inn-bu, Upp-lut. Dette skeer næsten altid, naar Ordet sammensættes med en Partikel, f. Er. ut-paa (før ute paa), ut-mæ(d), utfyre; inn-mæ, inn-fyre; burt-paa; upp- mæ, uppfyre. Den tredie Form paa a (an), som betegner en Bevægelse eller Nærmelse fra et Sted, bliver oftest sam- mensat med en anden Partikel, f. Er. inna-fraa (innan-ifraa, Hard. Voss), inna-ette eller inna-til (innan-te), burta(n)fraa, nora(n)te, aava(n)-fraa. Men denne Form bruges ogsaa til at betegne en Forbliven eller Væren udenfor Stedet; f. Er. inna-fyre (innan-fy, Hard.) utta(n)-fyre, burta(n)paa, aa- va(n)-fyre, framma-paa (framman-uppaa, Hard.) Hermed jævnføres: inna-til (0: indvendig), framman-til (: i den forreste Deel), aavan-til v. s. v.
Til Slutning kan bemærkes, at Folkesproget ikke bruger Sammen- sætning af Partikler med Verber i en saadan Udstrækning som Skriftsproget. De mere uvæsentlige Partikler mangle som oftest i Folkesproget, f. Er. Kosta (bekoste), friska (forfriske), lengja (forlænge). De mere væsentlige Partikler sættes derimod sædvanlig adskilte og efter Verbet, f. Er. draga fraa (fradrage), leggja av (aflægge), setja ihop (sam- mensætte), standa fyre (forestaae), taka mot (modtage). Naar der= imod Verbet gaaer over i den adjektiviske Form (Participium), sættes Partikelen først og forenes med Verbet, f. Er. fraa-dregjen, avlage, mot-tikjen.
Fjerde Afdeling. Om Boiningsformerne.
201. Forskjellig fra de hidtil forklarede Forandringer er
den saakaldte Bøining eller Flexion, hvorved et Ord an- tager særegne Former til at betegne de forskjellige Forholde, hvori Ordet bruges, f. Er. Talforholdet ved Substantiverne, eller Tidsforholdet ved Verberne. Disse Former dannes ved en Forandring i Ordets Endelse og tildels ved en Omskiftning af Nodvokalen; de have altsaa en udvortes Lighed med Af- ledningsformerne, men de fraſkille sig dog ogsaa i det ydre ved en større Bestemthed og Regelmæssighed, da der sæd= vanlig kun gives en enkelt Form for et enkelt Forhold, og denne Form er fælles for alle Ord af en vis Klasse. Ved nogle af disse Forholde har man dog ikke altid fundet det fornødent at have en egen Form; og paa Grund heraf er Formernes Antal noget forskjelligt i Dialekterne, da nogle af disse have flere Bøiningsformer end andre. Den største Mængde af Flexionsformer findes i Sprogarterne i Bergens Stift og paa Oplandene; imidlertid udgjøre Formerne i enhver Sprogart et langt ringere Antal end i det gamle Sprog.
1. Substantivernes Bøining.
Indledning. Kjønsregler.
202. Substantivernes Bøiningsformer ere meget forskjel= lige i Sprogarterne, hvis største Ulighed netop finder Sted i disse Former. For at finde Rede i de forskjellige Regler ved Formerne, maa man for det første lægge Mærke til Ordenes Kjøn, da ethvert Kjøn antager en særegen Art af Boinings- former. Det er imidlertid vanskeligt at finde nogen omfattende Regel, hvorefter Ordenes Kjon kan bestemmes; de Ord som ikke ere afledede eller have nogen bestemt Endelse, ere i denne Henseende meget vanskelige at bringe under Negler, medens derimod de Ord, som have en Aflednings-Endelse, ere tem= melig regelmæssige, da Ordene af den samme Endelse sæd= vanlig have det samme Kjøn.
Substantiverne adskille sig i tre Kjøn, nemlig 1) Han- kjønsord eller Maskuliner (m.), som forbindes med Artikelen ein og kunne ombyttes med det Ord: han; 2) Hunkjønsord eller Femininer (f.), som kunne forbindes med det Ord ei og ombyttes med ho eller hu (ǝ: hun); 3) Intetkjønsord eller Neutrer (n.), som kunne forbindes med eit (ett) og ombyttes med da eller dæ (3: det).
Anm. Det er kun et Beviis paa Ukyndighed om Sprogets ydre Forhold, at denne Kjonsinddeling betragtes af Mange som en besynderlig Egenhed ved Almuesproget. Vi behøve ikke engang at gaae saa langt som til Tydsken for at finde noget lignende; det gamle Norske, det Js- landske, det Svenske, ja endog det danske Almuesprog har sine tre Kjøn. Det er kun vort Skriftsprog, som har den underlige Ting, der kaldes Fælleskjon, hvilket kun grunder sig derpaa, at Han- og Hunkjøn have faaet fælles Artikel og fælles Endelse. Dersom man kun fandt et eneste Kion, ligesom i det Engelske, vilde man have Grund til at tale om et Fælleskjøn; men at danne et saadant af de to naturlige Kjøn og ved Siden deraf antage et Intetfion - er noget som hører til Forfatternes Sprog og ikke til Folkesproget.
203. Menneskers Fællesnavne rette sig i Almindelighed efter det naturlige Kjøn. Benævnelser paa Mandfolk ere saa- ledes Maskuliner, f. Er. Dreng, Svein, Saan, Maag, Smid, Skrivar v. s. v. Benævnelser paa Kvindfolk ere Femininer, f. Er. Brud(r), Syster, Dotter, Einkja, Gjenta, Ama.. Navne, som ere fælles for begge Kjøn, ere sædvanlig Masku- 9 liner; saaledes: Tenar, Tiggar, Umagje, Likje, Makje, Vin (Jf. § 146). Neutrer ere: Barn, Menne (Godmenne) og Menneskje (i nogle Dial. Femin.), Folk, foreldre, Syst- kjen. Ligeledes: Mannfolk og Kvinnfolk, medens derimod Rar-mann og Kvinn-mann ere Maskuliner. Femininer med
maskulinsk Betydning ere: Kjempa, Lagverja, Landverja. Aanders Navne ere oftest Maskul. som: Alv, Dverg, Draug, 17ykk, Vor. Femin. ere Huldr og Gygr.
204. Navne paa Dyrearter, Fugle, Fiske v. s. v. ere for det meste Hankjonsord; f. Er. Hund, Ulv, Otr, Hare, Ramn,
Stare, Sporv, Laks, Aal, Krabbe, Maur, Klegg. Undtagelserne ere imidlertid saa mange, at de forholde sig til Regelen, som 1 til 3. Saaledes ere følgende Ord Femi- niner: 1) de som betegne Hunkjønnet alene, f. Er. Mær, Ru, Gjeit, Rjetta, Bjønna (S. § 146); 2) nogle som ende paa a, som: Duva, Kraaka, Fluga, Laanga, tisa 2c. 3) de Ord: Gaas, And, Skjor, Mus, Røyr, Sild. - Neutrer ere: Fyl, Rid, Lamb, Svin, taut, Jkonn (i Nordland: Jorre, m.), Lemende, Fivreld, Troll.
Anm. Hankjonsord med Betydning af Hunkion ere: Saud (al- mindeligt) og Oyk (i det Trondhjemske). Det sidste bruges dog i de fleste Egne som Artsnavn (altsaa baade om Han og Hun); det første er ogsaa uden Tvivl et Artsnavn, da man endnu i mange Egne bruger Navnet Søya (f. Soyda) om Hunkjønnet.
205. Ved Benævnelser paa Træer mærkes, at de store Træers Navne sædvanlig ere Femin. - saaledes: Graan, Fura, Bjørk, Lind, Eik, Osp. Navnene paa de mindre Træarter ere derimod Hankjønsord, som Hegg, Apall, Hasl, Syll, Eine, Klungr, Vier. Frugters Navne ere som oftest Hunkjønsord: 17ot, Erter, Para, Hjupa, Molta. - Neutrum er Bær, Ronn, Frø, Eple.
Anm. Meget store Gjenstande blive ogsaa i andre Tilfælde an- seede som Hunkion, hvorom nedenfor. Den Forestilling, som ligger til Grund herfor, er maaskee en Ligbed med Forholdet imellem Moder og Afkom, altsaa Begrebet om en omfattende og beskyttende, eller afvigende og nærende Gjenstand i Forhold til noget, som bliver omfattet eller af- givet. Antager man, at Folkene i den gamle Tid have bestemt de liv- løse Tings Kjøn efter en vis Lighed med levende Væsener, da maa man slutte, at de fornemmelig have taget Hensyn til den mærkeligste Egenhed ved Hunkjønnet, nemlig Fødselen eller Afkommets Frembringelse og Cp- fostring. Forestillingen om Moder og yngel kunde saaledes let anvendes paa enhver større Gjenstand som er omgiven af forskjellige mindre.
206. Stofnavne og Samlingsnavne henføres sædvanlig til Neutrum. Saaledes antages dette Kjøn for Navne paa Toi, Metal eller Materie, hvoraf noget bestaaer, f. Er. Rjøt, Bein, Berg, Jarn, Sylv, Staal, Lin, Silkje, Lereft. Ligeledes ved saadanne Ting, som udgjøre en Mængde eller Fleerhed (Kollektiver), som: Dun, Haar, Gras, Lauv, Lyng,
Tang; Rim, Sot, Mast, Flus. Undtagelser ere: 1) Maskul. Malm, Massing, Ropar,
Sand, Aur, Snø, Skog. 2) Femin. Mold, Oska, Hela;
Dogg, Dumba, Ull, Kjørr.
Anm. Ved de Ord, som have flere Betydninger, maa man under- søge, hvilken af disse, der er den oprindelige. Saaledes hører til Er. det Ord Jor(d) neppe til denne Regel, da den oprindelige Betydning sandsynligvis er Land.
207. Af Benævnelser paa Gjenstande, som have nogen Lighed i Beskaffenhed eller udseende, kunne følgende mærkes.
Navne paa Ting, som have en betydelig Udstrækning i Længden eller Vidden, ere for det meste Hunkjonsord, f. Er. Aa, Elv, Veita, Lina, Staang, Rad, Raand; Sky, Mark, Myr, Lid, Strand, Øy, Urd. Smaa og korte Gjenstande ansees derimod helst som Hankson, især er dette Tilfældet med de fleste cylindriske eller støtteformige Gjenstande, f. Er. Rjepp, Stokk, Rubbe, Tagle, Skruv, Stav, Stilk, Bolt, Stolpe. Navne paa topformige og ophøiede (konvere) Gjenstande høre og- saa oftest til Hankjønnet, som: Haug, Roll, Ruv, Topp, Rnatt, Hump, Rabb, Alas, Bakkje, Skalle. Derimod blive Navne
9* paa fordybede og hule Gjenstande oftest henførte til Femini- num, som: Dokk, Grov, Skor, Gjota, Rupa.
Anm. De Undtagelser, som findes ved disse Nækker, blive her for- bigaaede, da Reglerne alligevel ikke kunne bringes til nogen Bestemthed. De synes at antyde, at det som kan omfatte eller indslutte noget, maa henføres til Femin. (Begrebet om Moderligbed), men det som ikke synes at indslutte noget, benlægges til de andre Kjøn.
208. Blandt andre Nækker af Ord, som have Lighed i Kjon og Betydning, mærkes følgende. 1) Ders Navne ere oftest Femin. (underforstaaet Øy), f. Er. Leka, Vikn'a, fosn'a, Hitr'a, Sul'a, Holsa. 2) Navne paa Parter eller Dele ere Maskul. fom: Lut, Deil, Bolk, Teig, Mole, Helming, Triung, Fjorung. 3) Aarstiders, Maaneders og Dages Navne ere Maskul. - dog ere de Ord: Haust, Vaar, Sumar - i nogle faa Dial. Neutra (ligesom i Islandsk). 4) Alle Bogstavers Navne ere Maskul. f. Er. ein A, ein O.
Anm. To Gjenstande, som ere hinanden lige eller ogsaa modsatte, betragtes undertiden som et Par; saaledes: Sol f. og Maane m. Jor(d) f. og Himmel m. Natt f. og Dag m. Ellers gives der ofte forskjelligt Kjon ved Navne, som ere enten ganske eller næsten eens- tydige, f. Er. Skog m. og Mork f. Tre n. og Vid m. Vik f. Naar men Vaag og fjor m. - Land n. Øy f. og Holm m. - Rask anfører, at de Gamle bave blandt andet benregnet „det yndige, glimrende og skjønne" - til Hunkjønnet (Samlede Afhandl. I. p. 194), da synes dette ikke at have mange Exempler for sig. Det synes ogsaa mindre rimeligt, at en saa tvivlsom Egenskab som Skjønheden skulde have havt nogen Indflydelse paa Bestemmelsen af Tingenes Kjøn.
209. Eenstavelses-Substantiver, som dannes af Verber og betyde en Begivenhed eller Handling (abstrakt), ere for det meste Neutrer, f. Er. Drag, Fall, Tak, Rop, Stell, Bruk, Rjøp, Slæp, Spel, Brot, Draap (S. 137). Men herved ere mangfoldige Undtagelser, da en stor Deel af disse Ord hen- føres til Hankjon. Dette er især Tilfældet med de Ord, som betegne en kortvarig eller snart forbigaaende Begivenhed som: Brest, Smell, pust, Sukk, Rykk, Sleng, Støpt, Trykk v. fl. altsaa: ein Sukk, ein Rykk v. s. v. Kun faa af disse Ord ere Femin. som: Hjelp, Takk, Tvil.
210. De Ord, som ende med en ubetonet Vokal (de svage Subst.), dele sig imellem alle tre Kjøn, dog saa at den mindste Deel hører til Intetkjøn, og den største til Hunksøn. I de sydvestlige Egnes Sprogarter, hvor Endelsen er mest ægte, gjælder samme Regel som i det gamle Sprog, at nemlig de Ord, som ende paa a, ere Femin., men de som ende paa e, høre til de andre kjøn; altsaa: Baara, Gata, Hella v. s. v. til Hunksøn, men: Ende, Maate, Laave til Hankjon (§ 63). Herfra adskilles dog nogle faa Ord paa a, som ere Neutrer, nemlig Auga, Øyra, Hjarta, Okla, Tyra, Tysta. Ligesaa maa man fraskille Maskul. paa na istedet for nad, som Lagna, Skapna (§ 140).
Anm. I de Sprogarter, som have Subst. paa u og o (som Furu, Holo), ere disse Ord altid Femin. (§ 66). I de Dialekter, som have e i alle Kjøn, kan mærkes, at de Ord, som ende paa ke og ge (uden j), ere Hunkjonsord, da Ordene af de andre Kjøn have fje og gje; saaledes: Luke, Klokke, Tunge - til Femin.; derimod: Ungje, m. Likje, m. Stykkje, n. Dette grunder sig paa de Regler, som ere anførte i § 45 og 79, da nemlig Vokalen e ved Hunkjonsordene er en Overgangsform istedet for a.
211. De Ord, som have en virkelig Forlængelse eller Af- lednings-Endelse, ere langt mere regelmæssige, og henhøre for det meste uden Undtagelse til et bestemt Kjøn. Til Maskulinum henhøre de Ord, som ende paa ar, el, nad, ung, str (dom, leik), f. Er. Hamar, Tistel, Bunad, Aarung, Vokstr, Ung- dom, Storleik (Jf. $ 140 og følg.) Ligeledes høre de al- lerfleste Konkreter paa ing Celler ingje) til Hankjøn, som Rvelving, Renning, Eksing (Jf. § 153, 142 v. f. Om de øvrige see næste S). Fremdeles høre alle fremmede Ord paa on til Hankson, f. Er. Million, Session, Kommission (i andre Sprog Femin.) - Det maa ellers bemærkes, at de frem- mede Ord, som ikke høre til Intetkjøn, blive sædvanlig Maskuliner. Aarsagen er formodentlig den, at de ere optagne af Skriftsproget med Fællesendelsen en, som i Folkesproget kun tilhører Hankjonsordene. Anm. Ved de Ord paa el ere nogle Undtagelser. Nogle som ende paa sel (for sl) ere Femin. som: Bygsel, Heyrsel, Blygsel; og nogle fremmede Ord ere Neutrer (Svaavel, Kvartel, Rapittel). - Det kan endnu tilføies, at Subst. paa m, især Im og rm, ere oftest Maskul. (ligesom i Tydsken), f. Er. Halm, Hjelm, Arm, Barm. Aarsagen hertil er ubekjendt.
212. Hunkjonsord ere alle de, som ende paa ing og be- tyde en Handling eller Tilstand (abstrakt), f. Er. Binding, Leiting, Lysing (s. § 138); de som betegne en virkelig Ting eller Person, ere oftest Maskul. efter forrige S. Femininer ere ogsaa de som ende paa sta (eller sle), løysa og heit; f. Er. Zengsla, Hærsla, Meinløysa (Isl. leysi, n.), Hastig: heit v. s. v. — Ligeledes de som have et tilføiet d, t eller n, f. Er. Høgd, Vidd, Dypt, Eign, Lygn (Jf. S 140 og følg.)
Anm. De fleste Ord paa kt og ft ere Femin. (ligesom i Tydsken), f. Er. Vakt, Lykt, Luft. Derimod ere de Ord paa tt oftest Maskul. som Draatt, Slaatt. Af Undtagelser mærkes: Loft, Skaft, n.! Kjæft, m. Gaatt, Sott, f.
213. Jntetkjønsord ere de, som ende paa else og ri, f. Er. Trivelse, Freistelſe; Slaveri. De Ord, som ende (eller sammensættes) med skap, vakle imellem Neutrum og Maskul.; saa- ledes høre Buskap, Klokskap, Kunnskap til Maskul. men Land- skap, Grendskap o. fl. til Jntetkjøn. Det retteste er at hen- føre Abstrakterne til Hankjønnet.
Ved sammensatte Ord beholdes altid det sidste Ords Kjøn. Naar et nyt eller sjeldent Ords Kjøn er tvivlsomt, henfører man det helst til Maskulinum.
Anm. Sprogarterne ere meget lige i Henseende til Ordenes Kjøn, og der gives kun et lidet Antal Ord, som have afvigende Kion i nogle Dialekter. Af saadanne Ord mærkes: Auga n. f. Ast f. m. Fingr m. n. Gaang m. f. Grand m. n. Hamn f. m. Haust m. n. Klyv f. n. Kveld m. n. Læte f. n. Neit m. f. Sumar m. n. Dyra n. f. Os m.
n. Fios (og Fies) n. m. Plass m. n. Menneskje n. f.Tal: og Forholdsformer.
214. Substantiverne have to Talformer, nemlig Eental (Singularis) og Fleertal (Pluralis). Ved hvert af disse Tal gjøres Forskjel imellem den ubestemte og den bestemte Form. I den ubestemte eller oprindelige Form kan Artikelen ein (m.), ei (k.), eit (n.) sættes foran Ordet i Eentallet; derimod betegnes Fleertallet af de to naturlige Kjøn ved en Endelse (ar, er og ur). I den bestemte Form, som finder Sted, naar man vil betegne en Ting som adskilt fra andre Ting af den samme Art, faaer Ordet sædvanlig en tilføiet Endelse f. Ex. Staven, Stavanne. Denne Endelse er for skjellig for hvert Kjøn og desuden meget foranderlig i de for skjellige Sprogarter.
Anm. Den Endelse, som saaledes føies til Ordene i den bestemte Form, har egentlig været et selvstændigt Ord (hin, in, en). Dette Ord findes i det gamle Sprog undertiden særskilt, men oftest tilføiet med en ubetydelig Forandring, f. Ex. hestr-inn, sl-in, his-it. Men i det nuværende Folkesprog er det tilføiede Ord gaaet ganske over til en En delse, der lider saa mange Forandringer i Dialekterne, at man tildeels taber ethvert Spor af den oprindelige Form. Det er, til Exempel, ikke let at gjenkjende de Ord: bok hin (eller bok hina) i de Former: Bokji, Bokjæ, Bokja, Bokjaa, Boka. Denne Sammensætning af Subst. med en tilføiet Artikel er særegen for de nordifte Sprog og maa ansees som en uheldig Egenbed, da den giver Anledning til mange Afvigelser, som ellers ikke vilde finde Sted, og til en høist besværlig Forskjellighed i Sprogarterne.
215. Foruden de her anførte Former findes i mange Sprogarter ogsaa en Adskillelse af Forholdsformer eller Kasus. Disse Former ere egentlig trey nemlig 1) Nominativ, Sub jektets Kasus; 2) Akkusativ eller Objektets Kasus (If. I 142); 3) Dativ, som anvendes til at betegne den Gjenstand, som man sigter til eller gjør noget for. (Rask kalder det Hen synsformen). Nominativ og Akkusativ ere imidlertid altid lige, f. Er. geften kjem (Nom.), og: dan tok geften (Akkus.); man behøver saaledes ikke at anføre mere end een af disse Former. Dativet har derimod i flere Dialekter en egen En- delse, f. Er. Han gav Hest'e Høy. Dette finder dog kun Sted i den bestemte Form, da den ubestemte, saavidt vides, ikke faaer nogen Forandring i de enkelte Kasus. Dativet, som altsaa er den eneste Form, der afviger fra Nominativ, bruges kun sjelden i Forbindelse med et Verbum, men er derimod ofte forbundet med en Præposition, og antager da tildeels en af= vigende ablativisk Betydning, f. Er. mæ Hest'e, i Baat'e. Det bruges mest regelmæssig i den nordligste Deel af Bergens og Agerhuus, og den sydligste Deel af Trondhjems Stift. I mange Sprogarter bortfalder det ganske.
Anm. Det gamle Sprog havde fire Kasus saavel i den ubestemte som i den bestemte Form, nemlig de tre ovenanførte og desuden Genitiv (: Formen for Eiendomsforholdet), f. Er. sonar (Sons), sona (Son- ners). Genitivformen findes hos os kun i endeel Sammensætninger (S 183 og følg.) og i enkelte Talemaader; men den bruges ikke som regel- mæssig Kasus og kan derfor ikke opføres i den almindelige Flexion. De forskjellige Maader, hvorpaa Genitivets Begreb udtrykkes, maae anføres under Ordføiningen.
216. Ved hvert Kjøn gjøres Forskjel paa to Arter af Sub- stantiverne, nemlig de som ende med en Konsonant, og de som ende med ubetonet Vokal (S 210). Den første Art kaldes den stærke (hos Rask den lukte) Art, den anden kaldes den svage (eller aabne) Art. De Ord, som ende med Nodvokalen, maae henføres til den stærke Art, som saaledes indbefatter alle Een- stavelses-Substantiver. Disse to Arter adskilles især i Beto- ningen, da nemlig Eenstavelsesordene beholde den stærke Betv- ning ($ 59) i nogle af de forlængede Former. Ved Femin. adskilles de to Arter i de fleste Boiningsformer; ved Maskul. er Adskillelsen mindre mærkelig, og ved Neutrerne allermindst.
De Former, som komme i Betragtning ved Flerionen, ere efter det Anførte følgende ser: 1) det ubestemte Eental (Ordets Nævneform eller Grundform), 2) det bestemte Eental (Nominativ og Akkusativ), 3) Da- tiv af samme; 4) det ubestemte Fleertal, 5) det bestemte Fleertal (Nom. og Akk.), 6 Fleertallets Dativ. I de ubestemte Former indbefattes No137 minativ, Dativ og Akkusativ. Fleertallets Dativ er den eneste Form, som er ligedan i alle tre Kjøn; de øvrige Former have flere Forskjellig- heder. Ordene af hvert enkelt Kjøn stemme ellers overeens med hinanden i de fleste Former, og vi antage derfor tre Boiningsmaader eller Dekli- nationer, nemlig een for hvert Kjøn. Anm. Den stærke Betoning i Eenstavelsesordenes Former (§ 59) betegnes i det Følgende ved Apostrof (). Forholdet imellem Dialek- terne skal blive nærmere udviklet i et andet Afsnit, og bliver derfor paa dette Sted kun antydet i største Korthed.
A. Maskulinernes Bøining.
217. Beiningen af de regelmæssige Hankjonsord kan fo= restilles ved følgende Exempler.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Hatt, Hest, Hæl, Knapp, Mur, Odd, Stav, Stol. – Af den svage Art: Bolle, Daase, Laave, Granne, Herre, Klave, Love, Maate, Nagle, Sole, Straale, Time.
De tilsvarende Former i Gammel-Norsk og Islandsk ere:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
218. Stærke og svage Maskuliner ere saaledes ganske lige
i Fleertallet, men adskille sig i Eentallet især i Dativ. Dog er
denne Adskillelse ikke almindelig, da mange Sprogarter antage
samme Dativ-Endelse ved de stærke svm ved de svage Ord
(nemlig a). Dativet af de stærke eller eenstavede Maskuliner
retter sig sædvanlig efter Femininernes Nominativ, hvorom se
nere. Forøvrigt bortfalder Dativet ganske i endeel Sprog
arter (Fosen, Shl. Stav. østre Rbg. og de fleste nyere Dia
lekter); paa nogle Steder findes det kun som forældet og ind
skrænket til enkelte Bygder (dette er Tilfældet i Indresogn,
Hard. og Tell.); paa andre Steder bruges det kun ved en
kelte Klasser af Ord (Helg. Namd.)
Anm. Den gamle Nominativform med r (som hestr, fiskr) findes ikke; derimod maa den tilføiede Halvlyd, f. Ex. Baat'e, Dag'e (Rbg. Skfj. og Nfj.) ansees som en Levning af samme; den bruges imidlertid ogsaa i Akkusativ. Endelsen en maa ikke læses med den falske Udtale: æn (som ofte høres i Læsning), men med dunkelt e, ligesom i Enden af: Laave, Time . c. Paa nogle Steder lyder den ganske som in (især ved de svage Ord); i de nordlige Egne udtales ogsaa inn med Ganelyd (8 35), næsten fom ingj. Naar Roden ender med n, bliver Endelsen tildeels utydelig, f. Er. Stein'n, Ma'n eller Mann' (see 8 97). Fleertalsformen anne skulde egentlig hedde arne (Hestarne), men dette rn bliver efter den sædvanlige Regel deels til dn, deels til nn (efter 92).
Den sjeldne Dativendelse am og om (eller aam) i Eentallet af det andet Maskul. staaer i Forbindelse med det gamle anom (f. Er. i en danom); fra dette om udgaaer det helgelandske o (f. Er. i Kjolo, i Hago), og det aa, som høres i nogle Egne paa Sondmør, f. Er. i Bagaa, i Skulaa, paa Laavaa. Ved det første eller stærke Mastu- linum findes Endelsen om (aam) langt sjeldnere, og udgaaer da fra det gamle inum (Er. arminum). Disse Former maa ikke forverles med Fleertalleis Dativ, som har samme Endelse.
219. Blandt de svage (eller tostavede) Maskuliner ere de, som have k eller g foran Endelsen, noget afvigende i adskillige Dialekter. Det regelmæssige Forhold i disse Ords Former er, at Ganebogstaven forbindes med i foran e, men ikke foran a og o ($ 45), og dette Forhold iagttages noie i endeel Sprog- arter (nemlig Voss, Sæt. Hall. Guldbr. kk.3; f. Er. Ent. ubest.: Bakkje; bestemt: Bakkjen; Dativ: Bakka Fl. Bakkanne - Bakko(m) Bakka(r) Men i endeel andre Sprogarter beholdes i ogsaa i Een- tallets Dativ, f. Er. paa Bakkja, i Skuggja, i Hagja (Sfi. Nfj. Sdm. Ndm. v. fl.) Paa andre Steder bortfalder i endogsaa foran e; altsan: Bakke og Bakken, Skugge og Skuggen (Indresogn, Valders, Namd. Helg.). Fleertallet af disse Ord er derimod overalt regelmæssigt og faaer intet i, om endog Endevokalen a gaaer over til e (Bakker, Bakkenne). If. $ 45 og 79.
Naar Maskulinets Endevokal i Eentallet er overgaaet til a eller aa (som: Haga el. Haagaa, fola el. Faalaa, § 63), bliver denne Vokal uforandret i de øvrige Former. Saaledes: Hagan, Folan (Hedm. Namd.), eller Haagaan, Faalaan (Gbr. Ørke. Indr.) I Dativ og Fleertal foies undertiden a til aa, saasom: Haagaa-a, Haagaa-ann.
220. I de stærke Maskuliner paa k og g indskydes et j foran e (i, æ), men ikke foran de haarde Vokaler, f. Er. Ent. Duk. Skog. Bestemt F. Dukjen. Dativ Dukji (e, æ) Fl. Duka(r) Skoga(r) Bestemt F. Dukanne. Dativ Duko(m). Skogjen Skogji (e, æ) Skoganne, Skogo(m). Men nogle Sprogarter, som antage a i Dativ, beholde ogsaa i foran samme, saaledes: mæ Dukj'a, i Skogja (Nor- dre Berg. Som. Ndm. og fl.) I nogle bortfalder i ganske, altsaa: Duken, Skogen (Ork. Vald. Sogn), i Duk'a, i Skog'a (Ørk. Hedm. v. fl.) I Guldbr. og Hall. indskydes j foran det bløtte e, men ikke foran en, altsaa: Skog'en, men: i Skogj'e. Aarsagen hertil maa være, at man har anseet e foran n som en Halvlyd (i Lighed med: Regn, Sokn v. s. v.), da Halvlydene, som før bemærket, ikke have nogen Indflydelse paa Ganebogstaverne ($ 59, 79).
221. Nogle Hankjonsord antage i Fleertallet samme For- mer som Femininerne, nemlig: er (ir, e) og enne (enna, inn); f. Er. Kvist, i Fl. Kvister (Kvistir, Kviste) og i bestemt Form: Rvistenne (- enna, inn). Naar disse Ord ende paa k eller g, antage de Lyden af j i alle Fleertallets Former; saaledes: Eental. ub. Øyk. Best. F. Øykj'en. Dativ: Øykj'i, e, æ, a. Fleert. ub. Øykjer (ir, e). Bestemt. F. Øykjenne, inn. Dativ: Øykjom, o, aa.
Anm. Til denne Art hører omtrent 40 Ord, hvoraf de fleste ere saadanne som ende med k eller g, og bave en blod Rodvokal, saasom: Bekk, Belg, Benk, Dreng, Flekk, Hegg, Rygg, Vegg. Af de øvrige mærkes: Gris, Kvist, Leiv, Lest, Lim, Lut, Saud, Lit, Vin. Denne Fleertalsform bruges ogsaa ved de korte Mandsnavne som dannes af Landskabsnavne (efter § 148), hvilke for det meste kun bruges i Fleertal, saasom: Døler, Egder (Rbg), Vesse (af Voss), Nore, Kvæme, Ei(d)fyre. Hertil høre de Navne, som ende paa bygg (af bu), som: Selbyggje(r), Sparbyggje, Ringebyggje.
222. Nogle faa Hankjonsord, som have en haard Vokal i Noden, antage Omlyd i Fleertallet og faae da tillige de samme Endelser som Femininerne. De fleste af disse Ord faae ogsaa den saakaldte Halvlyd, som skal nærmere forklares ved Hun- kjønsordene, hvor den findes mere regelmæssig. Saaledes: Fot føt'er (Fot'ur, Fot'ar, Fot'a, Fot'e, Fot), - Mann. Menn'er, Nagl tegl'er, Bog (: Bov) Bog'er (i Sdm. Bøgre), Bror Brør' (i Nbg. Brør'a, og Brø'a). Halvlyden mangler i: Saan (og Son) Søne(r), Taatt Tætte(r), Vott Vette(r). Ganske uregelmæssigt er: Morgon, Fl. Mønnar (Tell.), Mennar og Medna (Berg. St.), Morgje (Nhl.). Aflyd findes i: Rjetel, Fl. Ratlar som udtales: Kaslar (Tell.)
Nogle Ord, hvis Nodvokal er a, faae Omlyden o i Fleer- tallets Dativ (dog kun i faa Dial.); saaledes: Dal, i Dolo; Ralv, aat Rolvo; Gar, i Goro; Bakkje, paa Bokko (Voss, Leirdal). I Sdm. hedder det: Dolaa, Kolvaa; ligesaa: um Dogaa (Dag), aat Monnaa (Mann), i Haambraa (Hamar). I det gamle Sprog bruges denne Omlyd regelmæssig, f. Er. stafr, med stöfum; hagi, i högum.
223. De Ord, som ende med Nodvokalen, have beholdt adskillige gamle Endelser, som de andre Ord have tabt, og ere derfor tildeels noget afvigende. Nogle Maskul. af denne Art antage i det Hardangerske r i den bestemte Form, saaledes: Sko Sko'ren; Ljaa Ljaa'ren. I det Sætersdalske tillægges r i alle Eentallets Former: Sko're, Sko'ren, i Sko'ræ; Snjo're, Snjoren, i Snjora (0: Sneen.) Nogle af de ber= genske Dialekter tillægge et ni Dativ; saaledes: mæ Ljaa'no, paa Bo'no, paa Sjo'no (Voss, Hard.), eller: Ljaanaa, Bø= naa, Sjønaa, Skonaa, Saa'naa (Nordre Berg. Sdm.) Fleertallet er regelmæssigt undtagen ved de Ord Ljaa og Sko, hvis Fleertal er: ub. Ljaa, Sko; best. Ljaa'ne, Sko'ne (el. Sto'na); Dativ Ljaanaa, Skonaa (Nordre Berg.)
Anm. Man jævnføre det Jsl. sko'r, skó'rinn, i skó'num; ligesom: hestr, hestrinn, hestinum.
224. Blandt de enkelte Afvigelser i Fleertallet mærkes, at nogle Tostavelsesord paa r og l udskyde den sidste Vokal; saa- ledes: Hamar Hamra(r), Tavar Lavra(r), Sumar Sumra(r), Apall Aplar (og Apalla), Lykjel Lyklar, Snigjel Sniglar, (If. § 189). Ved disse Ord findes enkelte Afvigelser, som grunde sig paa den afvigende Udtale i Dialekterne: saaledes: Eiltja, Rviltja (i de nordlige Egne, for: Eitlar, Kvitlar), Seslar, Raslar (Tell. af Setel, Kjetel), Tavra as Naavaar (Guldbr.) efter § 66.. Anm. De Ord, som ellers ende paa el, have i det Hardangerske oftest le, som: Aangle, Jukle, Meitle. Adskillige Afvigelser, som ogsaa findes ved de andre Kjøn, skulle se- nere hen anføres.
B. Femininernes Bøining.
225. Boiningen af de regelmæssige Hunkjonsord kan fo- restilles ved følgende Erempler:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Naal, Nad, Snor, Tid, Tuft. Af den svage Art: Baara, Bila, Dyna, Gaata, Gjenta, Hella, Huva, Kaapa, Kista, Lina, Luka, Ruta. De tilsvarende Former i Gammel-Norsk og Islandsk ere
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
226. Stærke og svage Hunksønsord blive saaledes adskilte i de fleste Former; dog er denne Adskillelse ikke almindelig, da man i nogle Sprogarter ogsaa anvender de svage Ords For- mer ved de stærke Ord (eller omvendt). De Sprogarter, som have a i Nævneformen af de svage Ord (f. Er. Klokka), antage ikke a i den bestemte Form, altsaa: Klokkaa eller Klokko, hvilket maa jævnføres med det gamle Akkusativ paa u (v) og una (ona), f. Er. tungo, lungona. Fleertallets be= stemte Form skulde egentlig have rn (Skaalerna, Visurna), men denne Lyd bliver som sædvanlig til dn eller nn (Jævnf. $ 218). Dativ-Endelsen enne (en) bliver tildeels utydelig ved de Ord, som ende med n, f. Er. paa Grei'ne eller Grei'n (for Greinenne, en), jf. 218.
Anm. I Eentallets bestemte Form afviger vort Folkesprog baade fra det gamle norske og fra de beslægtede Sprog, da nemlig denne Form altid ender med Vokalen og saaledes taber det n, som egentlig skulde tilføies; f. Er. Sol'e (Isl. sólin; Sv. solen); Gata (Isl. og Sv. gatan). Et saadant Bortfald af n findes ogsaa i Hunkjonsformen af Adjektiver og Pronomener, som siden skal vises.
227. De svage Femininer, hvis Nod ender med k eller g, beholde overalt samme Lyd som i Nævneformen; de ere altsaa forskjellige fra Maskul. af denne Art (S 219) hvilket grunder sig derpaa, at den oprindelige Endevokal altid er haard (a og o). Saaledes beholdes k og g uden j ogsaa foran e, f. Er. Stikke, Stikkene; Voggenne. Ligesaa beholdes det kj og gj, som findes i nogle Ord med blød Rodvokal; f. Ex. Lykkja, Lykkjunne o. s. v. CS 45).
I de østlige og nordlige Egne findes, som før er sagt, endeel Hunkjønsord paa u og o (S 63), og ved disse findes en noget afvigende Bøining (If. 86219). Til Exempel tjener: Furu (Foro Namd. Foraa Ndm.), som hedder i den bestemte Form: Furo (Tell. Hall. Gbr.), Furu (Ork.), Furu-a (Hedm.)
- Dativ: Furun.
228. Eenstavelsesvrd paa k og g have ogsaa i dette Kjøn adskillige Afvigelser fra disse Ords Hovedregel . 220). Til Ex.
Eental, ub. Bjørk. - bestemt: Bjørkj'i, e, æ; - eller Bjørk'a (Ork. Hedm. Ring. og fl.) Uregelmæssigt: Bjørkj'a (Flere Dial. i Berg. og Trondhj.), Bjørkj'aa, o (Stav. Shl.), Bjørk'i, e (Sogn og Valders). – Dativ: Bjørkj'enne, en. Uregelm. Bjørk'en (Gbr. o. fl.)
Fleert. ub. Bjørkjer, e, i (Altid med j). Bestemt: Bjør kjenna, c. Dativ: Bjørkom, o, aa. Dog findes ogsaa Bjørkjo, - aa.
I det Hallingdalske og Guldbrandsdalske findes den Egenhed, som er omtalt ved det forrige Kjøn (220), at j-Lyden finder Sted foran e, men ikke foran en, f. Ex. Sagj'e, paa Sag'en, Rekningje, paa Rekningen o. s. v.
229. Endeel Hunkjønsord antage i Fleertallet samme For
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Hertil høre samtlige Hunkjønsord paa ing, forsaavidt disse bruges i Fleertal, saasom: Rekning, Samling, Dæming, Føring. De korte Ord, som høre hertil, ere i nogle Dia lekter henimod 40, hvoraf mærkes: Elv, Gjeil, Grind, Helg, Hær(d), Myr, Neim, Nøvr, Nøvs, Sætr, Vik, Øy. — Nogle Ord have Fleertallet med a kun i en Deel af Dialekterne. De Ord, som ende med k eller g, faae i dette Tilfælde regelmæssig Form (uden s), f. Er. Helg-ar, Vikar, Spika(r). Undta- gelser ere: Engja(r), Sengja(r), Eggjar; men disse kunde ogsaa føies til de Ord, som faae et tilskudt i, hvorom senere.
230. Nogle af de Hunkjonsord, som have en haard Vokal faae i Fleertallet Omlyd, og have da ogsaa adskillige andre Egenheder. De, som ende med en Konsonant, faae nemlig altid den saakaldte Halvlyd,($ 59), og denne er saa forskjellig i Sprogarterne, at den her maa oplyses med et fuldstændigt Erempel.
Eent. ub. Rot. Bestemt: Rot'i (e, a, a, o, aa). — Dativ: Rot'enne (en).
Fl. ub. Røt'er (Nordre Trondhj. Helg. og fl.), Rot'ur (Hard.) Røt'ar (Tell. Nbg.), Rot'a (Sæt. Hall. Vald.), Røt'e (Berg.), Røt (Guldbr. Ørk. Ndm. Nomsd.) -Isl. rætr.
bestemt: Røt'enna (Søndre Berg.), Røt'enne (fleste Dial.), Røt'anne, - adn (Nbg. Tell. Hall. Vald.), Røt'era (Indr.). Jsl. rætrnar.
Dativ: Rotom og Røtom (Ørk. Gbr.), Rotaa (Sdm.), Røterom (Inderøen). Ellers ligt Nominativ.
Flere Erempler ere: Bok Boker, Bot Boter, Taag Tæger,
Gaas Gjæser, Mus Myser, Tonn Tenner, Not Neter (§ 125), Mork Merker, Staang Stænger. '(De Ord, som ende med Voka- len, betragtes nedenfor). Mærkeligst er den Inderøiske Form (som Bo- Fera, og masc. fetera, Mennera), der synes at have tabt et nn, li- gesom det Agershusiske: Hesta, for Hestanne. Et vedblivende r findes ellers i nogle Ord i det Søndmørske, som: Aand Ænd're (bst. Æn= d'rinne, Dativ: Ændraa), Vaamb Vemb're, Blokk Blekk're, Logg Legg're. I nogle faa Dialekter kommer Stammevokalen atter frem i Fleertallets Dativ (dog ikke altid), f. Er. Bek', Bokom (Drk). I det Søndmørske er dette meget sædvanligt, f. Er. Merk'e, i morkaa; 10 Tenn'e, i Tonnaa; Grov'e, i Grovaa. Afvigende ere: Natt, Næt'e, Nottaa (Sdm.); Hand, Hend'e, Haandaa; Strand, Strend'e,
Straandaa (for Strondom). Fra de Ord, som have Omlyd, Aflyd eller haardere Vokal i Fleertal. Nase (Berg. St.), fonn fanne, Gonn (Isl. görn) Ganne (Sdm.), Ros Rasir, for farir, Skor Skarir (Tell.), Jor Jare (Yttre- sogn). Hertil: Mær(r) Mara el. Marar (hele Berg. Stift). Disse Ord kunne iffe faae Halvlyd. (If. § 188). adskilles nogle Ord, som have en Saaledes: Ogn Agne(r); Nos. Halvlyd uden Omlyd findes kun i et Par Ord, nemlig Gjeit, Fl. Geit'er (ar, a, e) og det Tellemarkiske Reit, Fl. Reit'ar.
231. De Hunkjonsord, som ende med Nodvokalen, høre for det meste til Omlydsordene og have derhos adskillige Af- vigelser. Til Erempel anføres:
Ecnt. ub. Klo. - Bestemt: Klo'næ (Sæt. Hard. Nhl.), Klo'na (Nbg. og fl.), Klo'naa (Stav., Sogn, Sdm.), Klo'no (Shl.). Ellers: Klo'i, e, a. - Dativ: Klo'ne (nne, med Ganelyd) og Klo'en.
Fleert. ub. Klør (sydlige D.), Klø (mange Dial.) - Bestemt: Klø'na (Sondre Berg.), Klo'ne (eller nne med Ga- nelyd) og Kløn. - Dativ: Kloom og Kloom (Ørk. Gbr.), Klo'naa og Klo'naa (Sdm. og fl.) Ellers ligt Nominativ (Klø'ne).
Flere Erempler ere: Taa Tær (og Tæ), Raa Rær, Kraa Krær (eller Kro Krør), Flo fler, Ku Kyr. Nogle Ord have Omlyd kun i enkelte Dialekter, som: Aa Ær (), Bru Bryr; ellers Aae, Brue(r). I Fleertallets bestemte Form er Vokalen sædvanlig langtonet, uagtet Konsonanten ansees som dobbelt (nn) og faaer i de nordlige Egne den Ganelyd, som ellers tilhører det dobbelte n; dette grunder sig derpaa, at det staaer istedet for rn, f. Er. Tæ'ne (Ta-nje) for Tær'na. En Und- tagelse gjør Ordet Ru, hvoraf Ryn'ne (fort) og Rydna eller Aydn. (Dette Ord hedder ogsaa Kyr i Eentallet i mange Dialekter). If § 103.
Anm. Det tilsendte ni Eentallet (f. Er. Bru'næ, Taa'næ, Gy'na eller Oynaa) kommer enten af en Indlemmelse af den gamle Form paa n (öyin eller öyn) eller ogsaa af det gamle Akkusativ (öyna). Det sjeldnere tilskudte ni Fleertallets Dativ (f. Er. i Klo'naa, paa Tænaa) udgaaer derimod fra den gamle Form paa unum eller num
(klo-num), da Endelsen um bliver i mange Dial. til aa. (See § 223).C. Neutrernes Bøining.
232. Boiningen af de regelmæssige Intekkjonsord kan fo= restilles ved følgende Exempler:
| Hus | Eple | |
| Sufe (for: dufet) | Eple (for: Eplet). | |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
Fleertal, ud
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
Bestemt, Nom. og Akk.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. | |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
Husom, Huso, Husaa, ligesom Eplom Eplo, Eplea (ſ. S
ved de andre Kjøn. 217).
Flere Erempler ere: Aar, Bein, Bur, Dyr, Fat, Fiell, Haar, Laas, Loft, Maal, Or, Skip. Af den anden Art: Belte, Emne, Kjerve, Knippe, Mone, Snøre, Nikje, Stykkje.
De tilsvarende Former i Gammel-Norsk og Islandsk ere:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. | |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
233. De Ord, som ende paa e, have fuldkommen Lighed med Eenstavelsesordene, undtagen i Betoningen. (Den stærke Betoning er her, som ved de andre Kjøn, betegnet med Apo- strof). Derimod gives der nogle faa Neutrer, som i mange Sprogarter ende paa a, og disse have den Egenhed, at de i Fleertallet bøies ganske som Femininer. Et Erempel er: 10* Eent. ub. Gyra. Best. Gyrae (Tell. Valt.), Øyra, Gyre. Dativ: Øyra(e).
Fl. Øyrur, u, o, aar, a, e. Best. Øyrunna, unne, unn, udn; enne, aan, an. Dativ: Øyrom, o, aa. Hertil høre kun de Ord: Auga, Hjarta, Nyra, Øyra,
Okla, Eista, Nysta (Noa og Nykla). Den angivne Boining er imidlertid ikke almindelig; i de nordlige Egne bøies disse Ord enten ganske som Neutrer paa e (Bjarte, Okle, Tyste), eller ogsaa blive de ganske til Femin.; saaledes: ei Aue, ei Øyre (Sdm. vg fl.), ei Hjart' (Ork.)
Anm. I det gamle Sprog have disse Ord en egen Formdannelse og ende i Eentallet paa a, i Fleertallet paa u (0). De opstilles i Gram- matikken som den egentlige svage Art af Neutrerne (den første Bøiningsart hos Nask). De hertil hørende Sammensætningsformer (som Augna, Øyrna) ere før anførte (§ 192).
234. De Ord, som ende paa k og g, ere ogsaa i dette Kjøn noget afvigende. Til Exempel anføres:
Eent. Ting (et Thing). Best. Tingj'e (Nogle Dial. Ting'e). Dativ: Tingje, a.
Fl. Ting. Best. Tingj'i, e, æ; a, o, aa. Dat. Tingom, o, aa.
Mange Sprogarter antage imidlertid intet Tillæg af i (Jf. 220, 228); undertiden ere de samme Ord endog vaklende i samme Sprogart; f. Er. Folkj'e og Folk'e, Lagj'e og Lag'e (Shl. Hall. Guldbr.) De Ord, som ende paa e, have kj og
gi i samtlige Former, f. Er. Rikje, Merkje, Stykkje, Hengje. Det man bemærkes, at de Ord paa rg og lg, faae i nogle Sprogarter rj og lj ogsaa i Grundformen. Saaledes: neutr. Berj (eller Bergi); masc. Merj, Varj; femin. Sorj, Helj (Ørk. Herm. Ning.)
235. De Neutrer, hvis Nodvokal er a, kunne faae Om- lyd i Fleertallet, da nemlig a bliver til aabent o (§ 125). I nogle Sprogarter finder dette Sted ved alle eller de fleste af disse Ord, f. Er. Fat Fot, Glas Glos, Lag Log, Par Por, Tal Tol (Sogn, Voss, Hard. Sæt.); i andre Dialekter kun ved nogle faa Ord, som: Lass Loss, Skaft Skoft, Vatn Votn (I Hall. og Vald. Skøft, Vøtn). Omlyden bliver til aa foran nt, nd, mb (efter § 48); saaledes: Vant Vaant, Band Baand, Lamb Laamb. I det gamle Sprog bruges
denne Omlyd regelmæssig, i Form af ö (eller o). Ved de Ord, som ende med Nodvokalen, findes ogsaa i dette Kjøn enkelte Egenheder, men dog kun som en Undtagelse. Et tilføiet t eller d forekommer som Overgangsform, f. Er. Kne Knett(e), Straa-d, Tre-d (s. § 81). Andre Afvigelser findes ved det Ord Rne, som: Rne'na (best. Fl. i Sdm. v. fl.); paa Rne'naa (Sdm.), paa Knjo'naa (Sogn), paa Rnoom (Gbr.), aa 17joo (Sæt.)
Almindelige Bemærkninger.
236. Hovedregelen for det ubestemte Fleertal er, at Or- dene af Intetkjønnet faa ingen Forlængelse (undt. nogle paa a), men Ordene af de to første Kjøn faae en tilføiet Vokal med r (som dog i de fleste Dial. bortfalder). Den samme Regel følges i det gamle Sprog, hvilket kan sees af følgende
Sammenstilling af Endelserne:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
Foruden de forhen anførte Afvigelser i Fleertal kan endnu anmærkes, at nogle faa Ord faae 'et tilføiet i foran Endelsen. Saaledes 1) Maskul. Væv Vevja (Nordre Berg.), Hyl Hylja, Bø Bø-ja (Voss); 2) Femin. Klyv Klyvja(r), Hæs Hesja, Skjæl Skjelja, - r (see $ 44); 3) Neutr. Tes, paa Liesjaa, Skjer, paa Skjerjaa (Sdm.) - Nogle Ord af de to første Kjøn bruges i Fleertal uden forlænget Form, neml. Maskul. Ting, Skjeling, Dalar; Femin. Mil, Mark, Ort. Anm. Den uregelmæssige Brug af e og er, som finder Sted i vort Skriftsprog, har ikke Sted i Folkesproget. De Dialekter, som til Er. Have: Greine, Fjole, Saale, - have ogsaa: Bone (o: Bønner), Markje (Marker). Der hvor man siger: Skattar, Kantar, Maatar, - siger man ogsaa: Dagar, Stolar, Steinar v. s. v.
237. De bestemte Former i Eentallet have en betydelig Afvigelse fra det gamle Sprog, da nemlig den Konsonant, som Huntjons- og Jntetkjønsordene skulde have i Enden, er aldeles bortfalden i alle Sprogarter, f. Er. Sol'e (Jsl. sólin), Aar'e (Isl. árit). Det samme finder Sted i Fleertallet af Intetkjønsordene. Denne Form stemmer i de fleste Sprogarter ganske overeens med Eentallet af de stærke Hunkjonsord, saa at man til Er. finder Formerne Huse og Bonn'e (0: Bør- nene) paa samme Steder som: Sol'æ og Tatt'æ, og ligeledes: Hus'a, Bonn'a - paa samme Sted som Sol'a, Tatt'a v. s. v. Forholdet til de bestemte Former i det gamle Sprog kan ellers sees af følgende Sammenstilling.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
(idna, idn). udn, enne. adne, adn. adne
Anm. Fleertallet af Neutrerne har altsaa i det Jslandske og gamle Norske den samme Form som Eentallet af det første Femininum, f. Er. húsin, börnin, ligesom sólin, náttin. Vokalen af denne Endelse findes i vore Former paa i, e og æ (eg. aabent i). En større Deel af Sprogar- terne har imidlertid en haard Vokal i disse Former, nemlig a (o, aa.) Dette grunder sig uden Tvivl derpaa; at man har villet have eens En- delse ved stærke og svage Ord og derfor har overført de svage Femini- ners Form (neml. a, o, aa) paa de stærke, ligesom man ogsaa, efter den vedtagne Plan, anvendte samme Form i Fleertallet af Intetkjons- ordene. Formerne paa o og aa (f. Er. Klokko, Klokkaa) udgane formodentlig fra det gamle Akkusativ paa una, el. ona (f. Er. klokkona) og bruges i de Sprogarter, hvor Grundformen har a (§ 226); medens derimod en større Deel af Sprogarterne kun har a i den bestemte Form (f. Ex. Rlokka; Isl. og Sv. klokkan). Denne sidste Form er ogsaa bleven den mest almindelige ved den stærke eller eenstavede Hunkjønsord (Ex. Sol'a, Jor'a) og i Fleertallet af Intetkjønsordene (Ex. Zus'a, Epla). Den har ogsaa en betydelig Overvægt over de andre Former derved, at den er herskende i de fleste nyere Dialekter og foretrækkes sæd vanlig i de Konditioneredes Talesprog saavel i Byerne som paa Landet.
238. Dativet er to Slags i Eentallet af Han- og Hun kjønsord, da de svage Ord her adskilles fra de stærke; derimod er der kun een Dativform ved Intetkjønsordene i Eental og ved alle Klasser i Fleertal. Dativet af Maskul. og Neutrum har atter en stor Lighed med Nominativ af det første Femini num, saaledes at man kun finder Dativer paa æ (som: Zest'æ, Skogj'æ) paa de Steder, hvor Hunkjønsordet har æ (som: Sol'æ, Jor'æ) ov. s. v. Dativer paa a, som egentlig tilhøre de svage Maskuliner, anvendes ogsaa ved de stærke (f. Ex. aat Øest'a) i de Egne, hvor det første Femininum faaer a (f. Ex. Sol'a). Neutrets Dativ retter sig efter Maskulinets, men er sjeldnere end dette, da det ofte falder sammen med Nomi nativ. – Hunkjønsordenes Dativ er mere selvstændigt, og det synes kun at være tilfældigt, at det paa nogle Steder bliver ligt Nominativet af Hankjønsordene (f. Ex. i Elv'en, paa Markj'en). Fleertallets Dativ er ogsaa en enestaaende Form; imidlertid bliver den dog i det Vestenfjeldske altid lig Nomi nativet af de svage Hunkjønsord, f. Ex. i Baato, eller Baa taa (ligt: Klokko, Klokkaa). Forholdet til de gamle Former sees af Følgende:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. | |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. | |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. | |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
Anm. De gamle Former med num og nu (eller no), ere altsaa bortfaldne, hvorimod man har antaget korte Former paa e (i, æ) a og om (o). Formen e (æ, a) ved Maskul. er forbunden med stærk Betoning (Halvlyds-Tone), hvilket allerede antyder en Forkortning i Formen. Levninger af den længere Form (num) findes ved de Ord, som ende med Rodvokalen (s. 223. 235). Det er ellers mærkeligt, at Dativformen har kunnet holde sig i saa mange endog mindre ægte Sprogarter, medens derimod saa ægte Dialekter som den tellemarkiske og hardangerske har tabt samme. Det er imidlertid kun som en Levning af det gamle Sprog at denne Form har nogen Betydenbed; - i Henseende til dens Virkning eller Nytte i Sproget maa den derimod ansees som temmelig overflødig, - og man burde derfor, efter mine Tanker, ikke forsøge at optage den i et norsk Skriftsprog.
239. Den Plan, som saaledes almindeligst viser sig i den nyere Formdannelse, er at Endelserne skulle blive saa korte og lette, som Tydeligheden kan tillade, og at de længste og mest afvigende Former bortfalde. Forskjellen imellem stærke og svage Ord ophæves derved, at de svage Ords Former anvendes ved alle Ord af det samme Kjøn; derimod maa hvert Kjøn have sine egne Former, saa at det ene ikke bliver ligt med det andet. Forøvrigt søges en let og bekvem Boiningsmaade opnaaet ved at tilveiebringe en Lighed imellem saadanne Former, som ere saavidt adskilte i Betydningen, at de ikke kunne falde sammen, saasom Eental af det ene Kjøn og Fleertal af det andet (f. sing. og n. plur.), eller Dativ af det ene Kjøn og Nominativ af det andet.
Anm. Til en Oversigt af Bøiningen i de vigtigste Klasser opstil- les her samtlige Bøinings-Endelser i den Orden, hvori de bedst kunne op- lyses af hinanden.
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
| Fiske-lad, Hage-mur 2c. | Fiske-lad, Hage-mur 2c. |
| 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) | 4. Luke(r), Vogge(r) (Fleertal) |
| toke, droge, finge (Fleertal) | toke, droge, finge (Fleertal) |
| 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) | 5. tæk'e, dræg'e, ligg'e (§ 59) |
| Aaker, Finger, mager (§ 59) | Aaker, Finger, mager (§ 59) |
Gamle Former.
240. Ved enkelte Ord findes undertiden en Forholdsform, som er ganske afvigende fra de sædvanlige Former og lader sig kun forklare af en ældre Bøiningsmaade. Det maa erindres, at vort Folkesprog ikke har regelmæssige Kasus i den ubestemte Form, men kun i den bestemte, hvor Endelserne egentlig have dannet sig af det tilføiede Ord hin eller en. Det gamle Sprog havde derimod regelmæssige Kasus i den ubestemte Form, og denne Form anvendtes i mangfoldige Tilfælde, hvor vi nu bruge den bestemte Form. Dette Forhold har givet An ledning til at beholde enkelte Former af en forældet Deklination, som her maa nærmere omtales.
De forekommende Levninger af Hankjønsordenes gamle Nominativ paa r (som: jaazr, Sko-r), eller blot med Halvlyd (som: Dag'e Øest'e), ere forhen omtalte, og kunne neppe be tragtes som Kasus, da de, saavidt bekjendt, bruges ligesaavel i Akkusativ som Nominativ. De andre Kasus, som her komme i Betragtning, have i det gamle Sprog følgende Former: Dativ. Mask. i, e. Svagt: a. Fem.: (Roden). Svagt: u. Neutr. i. Fl. um. Genitiv–s,ar. – a;–ar, – u;s;-a.
241. De hertil hørende Dativer ende paa e, men de maae ikke forverles med de bestemte Dativer paa e (238) da de ad skille sig fra disse ved deres ubestemte (indefinite) Betydning, og derved at de bruges i mange Sprogarter, hvor de bestemte Dativer paa e ikke findes. I Maskul. adskilles de desuden ved den svagere Betoning (& 59). Do findes ved enkelte Han kjons- og Intetkjonsord; saaledes: Mask. av Gare (: ud af en Gaard), av Sumre, i Makje, aa Gaangje, aa Vokstre, mæ Loste. (I de tellemarkiske Kjæmpeviser ogsaa: av Øeste, av Mmunne, aat Veggje). Af Neutrer mærkes: mot Aare, av gufe, i Live, i Sinne, i Fatle, av Lagje (Lag), i *ovde (Hovud). Anm. Til denne Form høre ogsaa mange Steds- eller Gaards- navne, som ende paa e. Disse ere blot enestaaende Kasus, som natur- ligvis ikke kunne faae nogen Forandring, og som grunde sig paa den forudsatte Præposition i eller aa (o: paa). Saadanne ere: 1) af Ma- sful. Aakre, Aase, Aure, Dale, Hamre, Hole, mele, Ose, Strau- me, Vaagje. 2) af Neutrer: Bergje, Eide, Fjelle, Lyngje, Vatne.
242. De gamle Genitiver, som efter det Foregaaende endte paas, ar, a og u, gjenkjendes i adskillige Talemaader, især i For- bindelse med det Ord til (te), som nemlig styrer Genitiv i det gamle Sprog. At de ellers findes meget ofte i Sammensæt- ning, er allerede forklaret (i § 183 v. fl.). Det maa her er= indres, at den gamle Form ar bliver sædvanlig til a, og at a og u bliver i de fleste Sprogarter til e (See § 140). De hertil hørende Former ere saaledes flere Slags.
1) Med s. a) ved Partikler, f. Ex. te Dals, te Gars, te Manns (M.); te Aars, te Beltes, te Havs, te Ors (N.) og mange flere. Jævnfør: inna-beins, inna-stoks, utta-lands. - b) i Sammensætning: Dags-arbeid, Aars-løn v. s. v. (S 183). Jævnfør: ein Dags Tid, eit Aars Foring, Him- mels høgt.
2) Med ar og a (Gen. sing). I søndre Bergenhuus Amt: te 17ottar (o: til Natten), te Ti(d)ar (F.), te Botnar, te Bakar, te Sta(d)ar (M.) - Jævnfør: Sjoar-isen, Rvit- lar-aattungjen (Voss) s. $ 184. Andre Steder blot med a, som: te Tia (f. Tidar), te Vega, te Kvenna.
3) Med a og e (Gen. plur.) I de sydvestlige Egne a: te Husa, te Manna; - Manna Minne, Badna Hug (Isl. barna hugr), paa Rara Vis (ogs. i Som.) - Ellers sæd- vanlig med e, som: te Zande, te Jole (Jsl. til jóla), Manne høgst, Vege Mot, ein Augne Grand. Jævnfør: Augnalag, Tata-skog c. (S 185, 189). Adskilte Ord med e istedetfor u ere meget sjeldne, som: ein Helse Dag, eit Ulukke Veer. Ved siden af disse Former findes nogle faa Levninger af Genitivet i den bestemte Form, hvis gamle Endelse er: sins, ans, arins, arinnar, unnar, anna. Hertil høre nogle Former med sens: Dagsens, Mannsens, Heimsens, Hussens, Land: sens, Aarsens. Ligeledes nogle faa Ord med anne (Gen. plur.): te Maalanne, te Husanne, Susanne millom. Nogle lignende Former have Eentals-Betydning, saasom: te Hau- stanne, te Vaaranne, te Kveldanne, te Tattanne.
Anm. At den regelmæssige Brug af Genitiv er ganske bortfalden, har formodentlig sin Grund deri, at den store Forskjellighed i de gamle Genitiver gjorde det altfor vanskeligt at beholde samme, medens de øvrige Kasus antage en lettere og simplere Form. Ligesaa kan det grunde sig derpaa, at denne Form er bleven anseet som mindre nødvendig, da den nemlig ikke er til saa megen Hjælp i Dagligtalen som i det mere sam- mentrængte og strængere ordnede Skriftsprog.
II. Bøining af Adjektiv og Pronomen.
1) Adjektiv.
243. Adjektiverne have nogen Lighet med Substantiverne i Henseende til de Former, som de antage ved Boiningen. Ogsaa ved disse Ord findes en stærk og en svag Flerion, men begge disse bruges ved samme Ord, saaledes at den stærke Boining hører til den ubestemte Form og den svage til den bestemte Form. Foruden den bestemte Form kan Adjektivet ogsaa antage en egen Form for hvert Kjøn og Tal; dog er denne Formforandring ikke altid tilstede, da nemlig en stor Deel af disse Ord have fælles Endelse i Han- og Huntjon, og nogle endog ere lige i alle Kjøn. Intetkjønnet betegnes i Eenstavel- velsesordene ved et tilføiet t, men Fleertal og den bestemte Form ved en tilfoiet Vokal, som almindeligst er e, men i nogle Sprogarter dee's a og deels e. Forholdsformer eller Kasus findes i Almindelighed ikke ved Adjektiverne.
244. De korte eller eenstavede Adjektiver bøies som føl- gende Exempel:
| Afvigende Former. | Afvigende Former. |
| 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. | 1. Bokja, Markja, Sagja 2c. |
| 2. Baffe, Skugge; vaken c. | 2. Baffe, Skugge; vaken c. |
| Baking, Draging, c. | Baking, Draging, c. |
| stærke, unge, lange (Fleertal) | stærke, unge, lange (Fleertal) |
| Duken, Skogen, Folk'e | Duken, Skogen, Folk'e |
| 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) | 3. take, drage; Luke 2c. (§ 63) |
Anm. Den tilføiede Halvlyd C'e) findes i de fleste Sprogarter i Bergens og Kristiansands Stifter m. fl. og lyder almindeligst som et dunkelt e (§ 59), men i Hard. og Voss som o eller u, f. Er. fast'u, lett'u, sterk'u. Den svarer til det gamle r eller det nyere Islandske ur (f. Ex. sterkr, el. sterkur). I det gamle Sprog hører denne Form kun til Maskulinum, men i vore Sprogarter er den fælles for Maskul. og Femin. Kun i det Hardangerske bemærkes en Forskjel, da Halvlyden bortfalder i Hunkion f. Er. ho a rik, - han æ rik'u. (Den tilsvarende Form „er" i det svenske Folkesprog synes ogsaa at være fælles for begge Kjøn, f. Er. en riker enka, en svensker flicka, en varmer stuga).
245. Ved de Nødder som ende med k og g, findes nogen Forskjel, da de i nogle Sprogarter antage et j i de Former, som egentlig ende med e (Fl. af Mask. og N. og bestemt M.), hvorimod de fleste Dialekter beholde reent k og g i alle Former. Saaledes i Hardangersk:
Eent. rik'u, rik, rikt; Fl. rikje, rika, rikje. Best. M. rikje ung'u, ung, ungt - ungje, unga, ungje. ungje. Denne Forbindelse med i findes kun i Voss, Hard. og
Sæt. - dog tildeels i Vald. Nomsd. og Ndm.
Herved maa bemærkes, at de anførte Former paa a fun findes i en Deel af Sprogarterne. Fleertallets Feminin paa a (f. Er. kvita Tenn'er, stora Hend'er) findes kun regelret i Søndre Berg. og Sogn og tildeels i Sæt. Vald. Sdm. og Ndm. De bestemte Former paa a (f. Er. dan stora Stovo, da stora Huse) findes i Stavanger Amt, søndre Berg. og Sogn. Formerne paa e og a bruges saaledes rigtigst i søndre Bergenhuus Amt og ere ber mere regelmæssige end i Svenst, hvor nemlig e og a bruges islæng ved Han- og Huntjon. Det gamle Norske har i Fleertal Mask. ir, Fem. ar, og Neutrum fort (f. Er. stór hús); i den bestemte Form: M. i, F. a, N. a (Fleertal kun u).
246. J Intetkjønnet findes endeel Afvigelser, som grunde sig derpaa, at Nodens Forbindelse med Endelsen t giver til- deels Anledning til Mislyd (Jf. § 51). Fordoblede Kons. tabe sin særegne Lyd, f. Er. ilt (ill), fult, tunt, sant. I Parti- cipier paad træder t istedet for d, som: gjengt, gjøymt, havt, lagt. Ved et enkelt t tilføies Endelsen som en Fordobling (Er. vaatt, flatt), men ved et sammensat eller impurt t bliver Endelsen ganske ukjendelig, f. Er. fast (for fastt), kort, svart, lett, bratt. Ved haardere Sammensætninger bortfalder til- deels en Konsonant; saaledes: myrrt (af myrk), fjelt (fjelg), halt (halv), jamt (jamn). I mange Sprogarter bliver sk omsat foran t; altsaa frikst (frist), rakst (rast), treikst (treist). I nogle Sprogarter bliver p til f: djuft (djup), sleift (sleip), Fnaft (knapp).
247. Ved de Ord, hvis Nodvokal er a, findes Omlyd i Femin. i nogle Sprogarter (Voss, Hard. Sæt.), da nemlig a bliver til aabent o, eller (foran nd, ng, nk) til aa. Saa- ledes i Hard. smalu smol, kaldu kold, fast'u fost, svart'u svort, varm'u vorm, lang'u laang, blank'u blaank; han æ vandsamu - ho æ vaandsom (S 48). I andre Sprog- arter findes denne Forandring kun som en sjelden Undtagelse, som: all'e oll'e, gamall gomol.
Denne Omlyd findes regelmæssig i det gamle Sprog, f.
Er. fastr föst (el. fost), gladr glöd, hardr hörd.
248. De Ord, som ende med Nodvokalen, have ogsaa her adskillige Afvigelser. Den saakaldte Halvlyd høres kun efter i, v og u (f. Er. fri'e, ny'e, true); men bortfalder ved de andre Vokaler; saaledes: raa, blaa, mjo. I det Sæters= dalske beholdes Halvlyden med et indskudt r: raa're, blaa're, graa're (Jsl. hrár, blár, grár); jf. Subst. S 223. Neutrum faaer altid dobbelt t: smaatt, fritt, trutt (S 43). I Fleer- tallet og den bestemte Form høres Boinings-Vokalen kun i nøgle Sprogarter (graa-e, graa-a; smaa-e 2c.), medens den ellers bortfalder (dog sjelden efter i, y og u). Anm. De Ord, som skulde ende med d, faae almindeligst samme Form, f. Er. gla, ra, go, au'e, lei'e (§ 81); men i Nfi. og Sdm. glad'e, aud'e, leid'e, god'e.
249. De Adjektiver, som ende paa en, have den største Forskjellighed i Dialekterne, da de sædvanlig faae samme En- delser som Subst. i den bestemte Form, og altsaa have de ſamme Afændringer i Femininum (i, c, æ; a, o, aa) efter $
225. J Neutrum bortfalder altid t ligesom ved Subst. (S 232). De forlængede Former dannes af Maskulinum, saaledes at n beholdes, og e bortfalder. Et Erempel er: - Maskul. faren (in, inn). G. N. og Jst. farinn Fem. fari (Sogn, Vald. Tell.), fare (Guldbr.), fare (Hard. Voss, Nhl.), fara (fleste Dial.), faro (Shl.), faraa (Jæd.) Derimod: farin (Hall.), faren (Helg. og fl.) G. N. farin.
Neutr. fare (egentl. faret). G. N. farit. Fleertal farne v. s. v. – Jævnf. liten, vaksen, open, doven. Naar et kj eller gi gaaer foran Endelsen, bortfalder j altid i de forlængede Former, f. Er. tekjen tekne, nakjen nakne, eigjen eigne, slegjen (sleien) slegne.
250. Derimod gives der endeel Adj. som ikke faae nogen- somhelst Forandring. Disse ere de Ord, som ende paa a (for ad) og ande (andes), f. Er. laga, skikka, huga, farande, rennande (§ 158). I de fleste Sprogarter høre ogsaa de Ord, som ende paa leg (lege, le) hertil, da en Intetkjønsform paa t (legt) kun findes paa nogle Steder i Kristiansands Stift. De Ord paa ut (et) ere ogsaa uboielige i de fleste af de Sprogarter, som have Halvlyden, da nemlig det tilfviede e ogsaa beholdes i Neutrum, f. Er. bakkutte, steinutte (§ 161).
Nogle Adj. bruges kun i enkelte Former. Kun i Neutrum bruges: hætt, kovt, ulendt v. fl. Kun i Neutrum og Fleertal bruges de Ord: snaa, faa, sum, mang (mangje); dog findes de tre første ogsaa i Mask. og F. Eental med kollektiv Be tydning. Nogle af de bestemmende Adj. bruges kun i den svage eller bestemte Form, f. Er. eine, same, fyrre, aat tande c.
Totalsordet baade hedder i det Vossiske: baae, m. baasa, f. og bæe, n. (Isl. bådir, bådar, bædi).
251. Foruden de hidtil omtalte Forandringer have Adj. et Par Sammenligningsformer, nemlig den høiere Grad eller Komparativ, og den høieste Grad eller Superlativ. Disse Grader betegnes ved Endelserne are (ar) og aste (ast), eller ogsaa ved at sætte de Ord meir og mest foran. Det sidste finder Sted ved de Ord, som (efter forrige H) ikke antage
Kjøns- eller Talformer. Exempler ere: Positiv: smal(e) raa. fegjen (feien). huga Kompar. smalare. raa-are. fegnare meir huga Superl. smalast(e) raa-aste. fegnaste mest huga.
Begge disse Maader bruges tildeels iflæng; saaledes ved de Ord, som haye et tilføiet t eller d, og de som ende paa leg; f. Ex. høgmæltare og meir høgmælt, lettroddare og meir lettrodd o. s. v. Af Endelsen leg beholdes g i Kom parationen, om det end bortfalder i Positiv; f. Ex. høvele', høvelegare. Ved Adj. paa all og ut (utt) sættes sædvanlig: meir og mest, f. Ex. meir tagall(e), meir bakkut.
252. Ved enkelte Ord findes en lidt afvigende Kompa ration. Nogle Ord, som have haard Vokal, faae Omlyd og Sammensætning; f. Ex. lang, lengre (el. lenger), lengst; ung yngre yngst, stor større stø(r)st, snaa smærre smæst. Dette skeer almindelig med: lang, ung, tung, stor, smaa, faa; - og i nogle Dialefter ogsaa ved: laag (lægre), traang (trængre), grov (grøvre), fagr (fegre, fegst) Kun Sam mentrækning findes ved: høg (høgre), og i Tellemarken ved: bein, sein, rein, fin, ven; altsaa: beinre, seinre 2c.; i Sæ- tersdalen assimileret (ligesom i Jsl.): beinne, finne, venne. Nogle af de bestemmende Adj., som dannes af Steds-Adverbier (§ 174), findes kun i Komparativ og Superlativ; saaledes:
indre, ytre, øvre, attare, burtare; Superl. inste, øvste, at- taste. — Ved nogle faa Ord dannes Komparativ og Superl. af en ganske anden Rod; saaledes:
god (go), betre (bere), best. vond, værr, væst (vest). elst. liten, mindre, minst gamall, eldre mykjen, . meir
mest. mange, fleire, fleste (frestalle). De Ord, som kun have – re og st uden a, kunne antage Forandringer i Fleertallet og den bestemte Form (f. Er. yngra, yngsta og yngste, høgsta og høgste), - hvilket ikke sfeer, naar Endelsen er are og aste.
253. Adjektiverne have, som før bemærket, ingen Kasus. I det gamle Sprog fandtes imidlertid saadanne Former, og af disse findes enkelte Levninger i visse Sprogarter. Saaledes kan det gamle Akkusativ paa an (af Maskul.) gjenkjendes i nogle faa Talemaader, som: eta sæg leian (Ørkd. for: leidan), ro tveran fjor (Sogn), paa bæran Botn (Sdm.). Et Par Ord paa ande, som bruges i Bergens Stift, ere maaskee en Afændring heraf, nemlig: laangande Vegjen, paa vidande Vegg (Andre St. paa vie Veggjen).
Af de gamle Dativer paa u (Neutr.) og um (Fl. og Mask.) findes enkelte Levninger, dog yderst sjelden i de Dialekter, som bruge Endelsen om, men oftere paa de Steder, hvor man har Endelsen o og aa. Saaledes i det Søndmørske: mæ godaa (: med det gode), mæ rettaa, i drygaa, ta nyaa (0: af nyt), ta ollaa obyttaa (0: af alt det uskiftede). Jævnfør: sumaa-stodaa (sommesteds), heilaa-beinaa, firaa-fotaa (i Drkd. firafotom, i Sogn: fjoro-foto). Denne Form findes ogsaa tildeels ved Femininum; saaledes: aapnaa Stovenne (Sdm.) Af Genitiver paa s mærkes: te te vondes, mæ gods Manns 9j Det søndhordlehnske: te go ar, te v det gamle Gen. plur. paa ra. paa slettaa Markjenne, i fulles, te halves, te godes, elp, i kvars Manns »us. ondar, - hører maaske til 2) Pronomen. a) Substantivist Pronomen. 254. De personlige Pronomener af første og anden Person have følgende Former i Sprogarte Nom.eg(æg,æ,e;-je) Dat. )Akk.meg (mæg, mæ, me) FleertalNom. mid, mi, me (mest alm.); vi. - oss. Dat. g)Akk.okke, okko, aako; okkon, kon; kan (mest i Kr. St.) - ofs (meft alm.), uss(Hall.) Gen. okka, aakan; okkons, (kons, kans) vaar (Adj.) Anm. Disse Former maae samme rne: du deg (dæg, dæ, de) did, di, de (mest alm.); i; dokke, døkk. dikke, deke, dikko, dikkon, dikk, dykke (sydl. Distr.), dokke (mest alm.), dokker, dokko, døkk. - ør, ær (Helg.); jær; dere. dikka, dikan, deka, dikkons; dokka (mest alm.), dokkers, døkkor, dokkor, daar. -- ørg, ærs; jærs; deres. nlignes med de tilsvarende i det Gammelnorske og Islandske, bvilke ere følgende: Eental Total Fleert. Eental Total Fleert. Nom. ek (eg) viö (mis). ver(mvu pii (is) per Akk. mik (mig) okkr oss pik (big) ykkr vr Dativ mer per - - Gen. (min) okkar (var) (pin) ykkar yöar Dualis (eller Totallet) har imidlertiid hos os ikke nogen egen Form; 11 162 men adskillige af vore Fleertalsformer have dannet sig af den gamle Totalsform; dette er især Tilfældet ved den anden Person, hvor de Former, som udgaae fra ydr (ør, ær) ere sjeldne, medens de, som ud gaae fra ykkr (dikke, dokke c.), ere de herskende. I det Nordhord lehnske hedder Akkusativet: dike, og Dativ: dikaa; men ellers gjøres, saavidt jeg veed, ingen Forskjel paa disse Kasus. I bemeldte Sprogart skal desuden de gamle Dativer: mer og der forekomme som forældede; ligesaa Genitivet min, f. Ex. Rom til min! - De Ord min og din bruges ellers overalt i Genitivets Sted, men de have adjektiviste Former. 255. De personlige Pronomener af tredie Person hedde: Nominativ. han (hann, n en) lho (mest almind.); da(for: dat) dei(Fleert.); hu (ha, a) dæ(mest al.) di; dæm Dat. og Akk. honom (om,o, ho) henne (hinne, ne) da. dæ. dei, di haanom, (haano, henn (en), hæna dæm (døm haanaa, naa); c(hæ, æ) ha, a; o. dom). han (an, en). (Dativ: di) Genitiv. hans, hass, (as) henna (hinna, na) (dess) deira (dei hennars. ras) Anm. Det gamle Sprog havde egne Former for Dativ (honum, henni) og Akk. (hann, hana); men bisfe ere her sammenblandede, und tagen ved Neutrum, hvor Dativformen di bruges regelmæssig i de nord lige Distrikter. Det tilsvarende Genitiv: dess bruges kun i nogle Taa lemaader, som: te dess (o: dertil) Den nærmere Bestemmelse af de enkelte Afvigelser og de Steder, hvor de forekomme, maa henføres til Ordbogen. 256. Som spørgende og uvist (dubitativt) Pronomen bruges: kvem (M. og F.), kva (N.) At det første har engang havt forskjellige Kasus, viser sig af Dialektformerne, nemlig 1) kvær, kvæ (Nhl. Sæt.); 2) Evann, kvenn, ken; 3) kveim, kvem (mest alm.); keim, kem. De kunne jævnføres med det gamle: hverr (Nom.), hvern (Akk.), hveim (Dat.) Eenstydigt med kvem el. kvenn er: hokken (Tell. v. fl.). – Neutralformen: kva (kaa, haa, haatt) bruges ogsaa som Adjektiv med Betydning: hvilken, og Ordet er i dette Tilfælde ligt i alle Kjøn, f. Ex. Kva Mann, kva Tid o. s. v. Som Relativ bruges kun eet Ord, nemlig: som (so, saa), hvilket ikke faaer nogensomhelst Bøining.
b) Adjektiviske Pronomener.
257. Blandt de adjektiviskte Pronomener (der kunne hen regnes til de bestemmende Adjektiver) mærkes først Possessi verne: min, din, sin, - hvilke i Femininum almindelig hedde: mi, di, si, - i Neutrum: mitt, ditt, sitt (med aabent i), i Fleertallet: mine, dine, sine e). De have i mange Sprogarter en egen Dativform; - i Sdm. hedder det til Ex. minaa i hvert Kjøn og Tal; i Guldbr. mine i hvert Kjøn (det samme synes ogsaa at finde Sted i Nhl. og fl.); i ØOrkd. min (i Eentallet)) Den gamle Form er: minum (M.), minni (F.), minu (N.), minum (Fl.) Dette Dativ bruges kun naar Ordet staaer efter Substantivet eller fraskilt (absolut).
258. Som Demonstrativ bruges: hin (hinn), der bøies aldeles som de forrige (altsaa hin, hi, hitt; hine; Dat. hinaa eller hino). De øvrige ere: dan (dann, denn), M. F. - da (dæ), N. - og danna eller danne, hvilket hedder i Mask. og Femin. danna (denna, denne, dinne), i Neutr. datta (detta, ditte), i Fl. dassa (dessa, disse). I Eentallet findes ogsaa en Dativform: dessa, el. dissa (Sæt. Vald. Nfj.) Ved Bort fald af den første Stavelse blive disfe Former i en Deel af Trondhj. Stift til: na, ta og sa.
I nogle Sprogarter bruges disse Ord i to Former, saa ledes at den ene Form betegner det, som er nærmest ved den Talende, og den anden det, som er længere borte. Saaledes siges: om den nærmeste: denna (Sogn), dinne (Sdm.), denne (Helg.), om den fjerneste: danna – dinna – danna – 11* 259. Af de saakaldte ubestemte Pronomener mærkes følgende:
| Maskul. | Femin. | Neutr. | Fleertal. |
|---|---|---|---|
| kvar (kvær, kvor,
kor; haar). |
For
Cel.ligt Mast.) |
Fvart (fvært)
kvort, fort). |
(mangler) |
| nokon (noken, no-
gon, naan, noen). |
nokor (nogor,
noka, noke). |
moko, note,
naa, noe |
nokre
(nogre, nokle, naar). |
| annen (an), an
nan, onnor. |
onnor, onnaa
annor, anna |
anna | andre, are, aire |
| ingjen (ingjein) | ingji (e, a, a,
o, aa), ingor |
inkje, inte, int' | ingje (e, o), in-
ga, ingre, ingle |
Dativer findes kun i faa Sprogarter; saaledes: kverjo og koraa; nokraa, auraa og auro (Jsl. ödru). De fleste af de herskende Former ere forvanskede, formodentlig ved en Efterligning af Skriftsproget; i sit rette Forhold til det gamle Sprog skal Maskul. hedde: kvar, nokor, annar, eingje. Det fidste Ord indeholder en benegtende Partikel: gje eller kje som ogsaa findes i andre Ord, nemlig: For-gje (ɔ: ingen af to), kor-kje (o: hverken), aldre-gje (0: aldrig), ei-gje (o: iffe). Men de to sidste hedde almindeligst: aldre (alder, alli) og ei, og det negtende Element gaaer saaledes ganske tabt.
Talordene.
260. De fleste af Talordene ere uboielige og høre saaledes ikke egentlig til dette Afsnit. De tre første have Kjønsformer i de fleste Sprogarter; det fjerde bøies kun i een af Sprog- arterne. Deres Former ere:
| Maskul. | Femin. | Neutr. |
|---|---|---|
| ein (einn) | ei (Jsl. ein). | eit (eitt, ett). |
| tvo, to; tveir, tvei | tvo; tvær, tvæ | tvau; tvaug, tvu |
| tri, tre; trir, tryaa | tri, trjaa, tryaa | try, tryg; trju |
| fire, fjore | fire, fjora (Sæt.) | fire(alm.)fjogo(Sæt.) |
ledes i Maskul. tvei, tri, fjore; i Femin. tvæ, trjaa, fjora; i Neutr. tvau, trju, fjogo. De tilsvarende Former i det gamle Sprog er: Mask. tveir, prir, fjorir; F. tvær, prjar, fjorar; N. tvau, prju, fjögur. De følgende Tal hedde: fem (fim), seks, sjau, aatte, nie, tie (tio), elleve, tolv, trettan (- aan, aa, a), fiortan, femtan, sekstan, sjautan (sjaukja, saukja), attan (akjan, aakja, aukjaa), nittan (nikja c.), tjuge (kjuge). Titallene hedde i Berg. og Trondhj. Stift: tretti, fyrti, femti, seksti, sjautti (sytti), aatteti, nitti; - men i det søndenfjeldske har man andre Former: trædeve, fyrrekjuge, hal-tress, tress o. s. v. ligesom i Dansk.
Fra Talordet ein udgaaer Artikelen: ein, ei, eit, som forhen er omtalt. Den adskiller sig fra Talordet kun derved, at den ikke faaer nogen Betoning, og at den færegne Udtale af Maskulinets n (nn efter $ 35) tildeels bortfalder.
II. Verbernes Bøining.
Indledning.
261. Verberne have en særegen Bøiningsmaade, som tjener til at betegne de forskjellige Forandringer i Begrebet om en Handling eller Begivenhed, saasom dens Tidsforhold, dens Virkelighed eller Mulighed, med flere. Nogle af disse For holde blive imidlertid betegnede ved at tilføie et andet Verbum (Hjælpeverbum), og undertiden bliver det samme Forhold be tegnet baade ved et saadant Hjælpeverb og ved Bøiningsformer. Disse Former dannes enten ved Tillæg af en vis Endelse eller ved en Forandring af Rodvokalen (Aflyd, s 127). Den sidste Maade anvendes kun ved en mindre Deel af Verberne, men er tildeels meget stærkt udviklet, saa at Vokalen i et Ord un dertiden kan antage fire eller fem forskjellige Former.
Ogsaa Verbernes Flexionsformer have tildels nogen Ulighed i Sprogarterne, men denne er dog ikke betydelig, og man bliver her ikke besværet af en saadan Dialektforskjel som ved adskillige andre Bøiningsformer. Fra det gamle Sprogs Former adftille de sig ved en større Simpelhed og Eensformighed, me dens de dog i Grunden have megen Lighed med samme.
262. De transitive Verber, hvis Betydning altid er hand lende eller aktiv CS 117), kunne ogsaa antage en egen Form for den lidende eller passive Betydning. Dette Forhold be tegnes i Almindelighed ved et Hjælpeverbum i Forbindelse med de forhen omtalte passive Participier (0 157). I nogle faa Tilfælde kan Passivet ogsaa betegnes ved Endelsen st (ast, est; as, es), f. Ex. høyrest (o: bliver hørt); dog maa man vogte sig for at ansee denne Form som en Passivform i Fol kesproget, da nemlig denne Endelse for det meste har andre Betydninger, hvorom forhen er talt (6 168). Som den op rindelige Betydning ansees den reflexive, hvori Endelsen st er traadt istedet for Pronomenet: seg (sek); vi ville derfor i det Følgende kalde de hertil hørende Verber de reflexivformede.
263. Fremstillingsmaaden (Modus) skulle efter det gamle Sprog være tre Slags, nemlig 1) den fremsættende eller for tællende Maade (Indikativ), 2) den betingende Maade (Kon junktiv), og 3) den befalende eller bedende Maade (Imperativ). Men Konjunktiv bruges ikke som en egen Bøiningsform, da dets Betydning udtrykkes enten ved Hjælpeverber eller ved Indikativets Form. Derimod findes i nogle Tilfælde en øn skende Modus (Optativ), som har Lighed med det gamle Kon junktiv.
Ved Siden af disse Maader mærkes de saakaldte Middel former: Infinitiv, Participium og Supinum. Infinitivet (som er Verbets Nævneform, & 118) kjendes derpaa, at Partikelen: te, tilzaa eller: aa (G. N. at) kan sættes foran samme. Det har megen Lighed med Grundformen af de tostavede Femininer ($ 226) og ender saaledes i de sydvestlige Distrikter (Sogn til Lister) altid paa a, men ellers almindeligst paa e, hvilket i det Trondhjemske oftest bortfalder (8 62). Participierne ere afledede Adjektiver og saaledes forhen forklarede. Det aktive Particip paa - ande (f. Er. komande) dannes sædvanlig kun af intransitive Verber (S 155) og maa iffe forverles med de ligelydende Ord, som dannes af Transitiver og have passiv Betydning, f. Er. takande (S 158). Det passive Par- ticip ender paa en, d, t, a (§ 157). Supinum er egentlig et Neutrum af dette Particip, men bruges almindelig til at betegne et par aktive Tidsformer og findes saaledes ved en stor Deel Verber, som ikke have noget passivt Participium.
264. Tidsformen (Tempus) er tre Slags, nemlig: den forgangne Tid (Præteritum), den nærværende (Præsens) og den tilkommende (Futurum). Den sidste dannes sædvanlig ved Hjælpeverber (skal, vil). Præteritum deler sig i Imperfektum, Perfektum og Plusqvamperfektum; men det er kun den første af disse Former, som dannes ved Boining; de to andre dannes derimod ved Hjælpeverber (heve el. har, og hadde).
De Tidsformer, som her komme mest i Betragtning, ere saaledes Præsens og Imperfektum (af Indikativets Modus). Dernæst maa Supiņum anføres som den Form, hvorved Per- fektum dannes.
265. Endelig maa anmærkes, at der i mange Sprogarter (ligesom i det gamle Sprog) ogsaa findes en egen Form for Fleertallet. Denne Form finder Sted i Præsens af Indikativ, hvor den altid er lig Infinitivet; i Imperfektum findes den kun ved en Deel af Verberne og har da særegne Former, som maae anføres ved de forskjellige Klasser. Disse Former ere ellers bortfaldne i en stor Deel af Dialekterne, saa at kun Eentalsformen anvendes i alle Forholde. Derimod er en Fleertalsform af Imperativet mere almindelig; denne ender sædvanlig med e og dannes af Roden i Infinitiv.
Foruden disse Former havde det gamle Sprog ogsaa Per- sonal-Endelser; men disse unorventige Former ere overalt bortfaldne, saa at der kun findes enkelte Levninger af samme, der dog ere meget sjeldne.
266. Efter samtlige Formers Beskaffenhed og især efter Imperfektets Form kunne Verberne inddeles i to Hovedklasser eller Konjugativner. I den ene Klasse foregaaer Bøiningen fornemmelig ved Forandring af Rodvokalen (Aflyd, Omlyd), og Imperfektet faaer ikke nogen Forlængelse; denne Foran dringsmaade kaldes den stærke Konjugation. I den anden og største Klasse foregaaer Bøiningen ved Endelser, og Im perfektum ender saaledes paa de, te eller a (egentl. ade); denne Maade kaldes den svage Konjugation. En liden Række af Verber antager baade Aflyd og Endelser og kan saaledes ansees som en Mellemting af begge Konjugationer eller som en afvigende Art af de svage Verber.
De Ord, som henhøre til den stærke Konjugation, udgjøre et Antal af henved 150, altsaa kun en liden Deel af Verbernes store Mængde; men denne Deel indbefatter de vigtigste og mest brugelige Verber. De hertil hørende Ord ere i Almindelighed Stamord, hvorimod de afledede Verber henhøre til den svage Konjugatiovn. Da de stærke Verber desuden have de mest ud viklede Former, synes det rigtigst, at disse blive først afhandlede.
A. Den stærke Konjugation.
267. De fælles Kjendemærker paa Verberne af den stærke Konjugation ere følgende. Præsens (Indik.) er Eenstavelses form, dog saaledes at det i mange Sprogarter ender med en Halvlyd (et uvæsentligt e, ligesom ved Adjektiverne). Imper fektum er reen Eenstavelsesform og har en anden Vokal end Præsens. Supinum ender paa e (egentlig: et) og er at ansee som et Neutrum af Participiet, der ender paa en og deklineres som de Adjektiver, der have denne Form ( 249).
De hertil hørende Verber kunne inddeles i fem Slægter, eftersom Imperfektets Vokal er a, o, e; au eller ei: Man kunde ellers ordne dem i tre Klasser efter de tre Grundvokaler a, u og i; de tre første Slægter have nemlig saadanne Vo kaler, som ere beslægtede med a (Aflyd: o, aa; Omlyd: e, æ), den fjerde Slægt hører til U-Klassen (Aflyd: au, o; Omlyd: y), den femte til I-Klassen (ei, i). De tre første Slægter dele sig i forskjellige Arter og have mange afvigende Ord; de to sidste Slægter ere derimod meget regelmæssige.
268. Den første Slægt, hvis Rodvokal er a i Imperf. indbefatter over 50 Verber, der dele sig i to Arter med lidt forskjellige Former. I den første Art er den sidste Konsonant fordoblet eller sammensat, og Vokalen er altsaa kort; i den anden Art er Konsonanten enkelt og altsaa Vokalen lang. For skjellen imellem begge Arter findes i Supinum og Imperfektets Fleertal.De fleste Verber af første Art bøies som følgende Ex. Inf. Præs. Imperf. Supin.
detta (e). dett' (e). datt (Fl. dotto). dotte (dutte). verta (e). vert' ('e). vart (- vorto). vorte.
Hertil høre: 1) bresta, detta, gleppa, knetta, skvetta, sleppa, smella, smetta, spretta, svella, svelta o. fl. (regelmæssige); brenna, renna (nogle St. i Præs. brinn, rinn); 2) kverva, skjelva, veksa, rekka, sekka (som tildeels ere afvigende, hvorom nedenfor); 3) fella (tildeels: Inf. falla, Ipf. falt og fill), gjelda (tildeels Inf. galda, og altid i Imperf. galdt).
I Supinum have nogle Sprogarter (Guldbr. Trondhj.) u for o, f. Ex. bruste, sluppe, svulte. – Fleertal af Imperf. er her som ved de følgende Slægter fuldkomnest i Hall. og Vald. hvor det ender paa o (sloppo, svolto, sprotto); andre Steder ender det paa e, forsaavidt det bruges. Halvlyden i Præs. høres altid i de bergenske og kristiansandske Dialekter (f. Ex. brest'e, slepp'e), i Hard. lyder den som u (slepp'u). 269. Nogle Verber (med nn, nd eller ng) adskille sig derved, at Vokalen i Inf. og Præs. bliver i eller y, og i Su pinum altid u. Exempler ere:
Inf. Præs. Impf. Sup. finna (e). finn' (e). fann (Fl. funno, e). funne. syngja fyng fang (- sungo) fungje.
De hertil hørende Ord ere 1) vinna, spinna (som finna); 2) binda, vinda, stinga. Disse have i Imperf. batt, vatt, stakk (Fl. bundo, vundo, stungo); og i Imperativ: bitt, vitt, stikk (Fl. binde, vinde, stingje). 3) springa, klinga Cel. klyngja), syngja, slyngja. Disse have i nogle Sprogarter (B. Stift) altid aa i Imperf. (spraang, klaang, saang, slaang). H drikka (drikk'», drakk, drukkje); saaledes ogsaa: stikka, sprekka (el. sprikka), bitta, vitta, - som ere regelmæssige Variationer af stinga, springa, binda, vinda (If. & 105). De Ord brenna og renna høre i nogle Dial. ogsaa hertil, og saaledes omfatter denne Række samtlige Ord, som have n efter Vokalen.
Ved Rødder paa k og g indskydes altid j foran e i Su pium (og Particip), f. Ex. sprungje og sprungjen.
270. Den anden Art, som har langt a i Imperf., faaer i Supinum deels o, deels e (aabent); Imperfektets Fleertal faaer aa eller o (lukt). Exempler ere:
Inf. Præs. Imperf. Sup. bera. ber'. bar (Fl. baare, boro). bore drepa drep' drap (- draape, dropo) drepe (drope) sitja sit' sat (– saate, soto) sete (sote) Hertil hører 1) skjera, stela (som bera); 2) lesa, leka, reka (som drepa); 3) gita, giva, sitja, bidja (bie el. bea).
I flere Sprogarter mærkes en Stræben efter Lighed i Supi nets Form; saaledes hedder det i Ørkd. o. fl. bere, stele (iste detfor: bore, stole); derimod hedder det i nordre Berg.: drope, lose, lokje, rofjey og i søndre Berg. gote, gove, sote, boe (i Lighed med første Række). – I Fleertal af Imperf. faae disse Ord nogen Forskjel i Dialekterne; saaledes: draape, laase, gaave, saate (i Sæt. og tildeels Tell.); boro, skoro, stolv, dropo, govo (Hall. Vald.); bore, gove, sote (Nhl.); bure, luse, guve, sute (foræld. i Sdm.) – If. Isl. båru, dråpu Cc.
Til denne Art hører Ordet vera, som er noget afvigende. Det har to Arter Præsens: 1) ær (mest alm. æ), o: er; 2) ver' (i Sæt. var'e), som bruges paa flere Steder i den fu turiske Betydning: skal være, kommer til at være. Imperf. hedder: var (va), i Fl. vaare, voro, vore. Supin. vore (vere). Imperativ: ver.
271. Under denne Slægt maa man ogsaa anføre nogle Verber, der have aa eller aabent o i Imperf. hvilket er at anfee fom en Afændring af a. Saadanne ere:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Mange Sprogarter have ogsaa o i Imperf. af de Ord: leka, reka; kverva, skjelva, kveppa, verpa, veksa (altsaa: lek», lok lokje; skjelv', skolv, skolve c.) Ligeledes ved: rekka, sekka, skrekka og stekka. Disse Ord have i nogle Dial. (søndre Berg. v. fl.) en egen Form: røkkja, sokkja, skrøkkja, støokkja (Præs. røkk'e, Ipf. rokk, S. rokkje c.) Hermed jævnføres: sløngja, sløng', slaang, og hængja, hæng', haang, - som høres paa enkelte Steder.
Overgang til en anden Slægt dannes af de Ord: tyggja, nyggja, byksa, - som i Præs. hedde: tygg', nygg', byks'; i Imperf. togg, nogg, boks; i Supin. toggje, noggje, bokse.
272. Den anden Slægt af den stærke Flexion, har langt o i Imperf. og omfatter lidt over 20 Verber. De fleste have haard Vokal i Infinitiv, men Omlyd i Præsens. Supinum har deels Stammevokalen, deels e eller i (nemlig foran g og k). Exempler ere:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Saaledes bøies: 1) ala, fara, gala, grava, skava, vade (som mala); 2) gnaga, taka (som draga). Vaklende i Supin. ere: aka, skaka (deels: skakje, deels stjekje).. 3) flaa, klaa, tvaa (som slaa). Den første Række har tildeels samme Vokal i Supinum som den anden; saaledes i Sdm. fire (el. fere), grive, skjive; ved Trondhjem: fære, græve, æle, mæle. --Supinum af de Ord, som ende med g (gi), har i det Sognske haardt g (drege eller drige, flige, klige, flige), men ellers almindeligst et vokaliseret g: dreie, fleie, kleie, sleie, eller (i mange Dial.) drie, klie, slie (If. § 101). Saaledes udtales ogsaa Parti- cipiet: dreien, sleien 2c. men i Fleertal: dregne, slegne. Ordene af den tredie Nække skulde egentlig hedde: flaga, klaga, slaga, tvaga (s. $ 98); heraf kommer deres Form med gi Particip og Supinum.
273. De øvrige Verber af denne Slægt ere mere afvi- gende og anføres her fuldstændig:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
gaae, som forældet (Stm.). - Ordet laupa synes at have tabt den gamle Form ljop; i de Egne, hvor Lyden jo ikke bliver til sø ($ 69), hedder det: laupte.
Præsens Fleertal er i denne som i de øvrige Slægter ligt Infinitiv; f. Ex. dei fara, dei draga (Andre Dial. dei fær, dei dræg, s. 265). Imperativ dannes som sædvanlig af Infinitivets Rod, f. Ex. far! drag! slaa! vev, læg! Afvigende er: statt! (Fleertal stande!). 'If. 269.
274. Den tredie Slægt har i Imperfektum et lukt e, men har ellers megen Lighed med anden Slægt. Den indbefatter kun faa Verber, og da disse tildeels ere uregelmæssige, blive de her fuldstændig anførte.
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Ordet faa er at ansee som en gammel Forkortning af fanga (el. faanga); i Lighed hermed bliver ganga (el. gaange) ofte til gaa (nogle St. ga), ligesom standa (af forrige Slægt) bliver til staa (og sta). De ægte Præsensformer: stend og gjeng bruges kun i nogle Dialekter (Nbg. Tell. Sdm. - i Sdm. hedder det ogsaa: stæ, og gjæ); den almindeligste Form er derimod: staar og gaar, ligesom faar. Hertil svarer Su- pinum: gaatt, faatt (sjeldnere: staatt). Imperativ af ganga hedder gakk (Fl. gangje), af halda: haldt! (Fl. halde). Nogle Ord, som ellers henhøre til første Slægt, antage i mange Sprogarter et Imperf. med e eller i. Disse Ord ere: fella, lesa, leka, reka; de findes saaledes (i Sogn, Shl. v. fl.) med Imperf. fill, les (og lis), lek, rek (langt e); Sup. fille, lese, lekje, rekje. - Det første har i det gamle Sprog Imperf. féll.
Anm. Det gamle Sprog havde nogle Imperfekter med é og lige- ledes med jó (io), som nu ikke findes i Folkesproget, hvor de hertil Hø- rende Ord (leika, ráda, auka, búa v. fl.) have svag Flerion. Den særegne Aflyd i denne Slægt (hvor nemlig den haarde Vokal mangler i Imperf.) bliver forklaret deraf, at disse Ord engang have havt et Imperf. med Reduplikation (d. e. den Egenhed, at den første Konsonant bliver til to, hvoraf den ene adskilles fra Noden ved en indskudt (Vokal, f. Er. i Lat. fefelli af fallo). Denne Form skal findes ved nogle Verber i det Gothiske, f. Er. haihald (o: holdt), og den nyere Form (f. Er. Tydsk: hielt) ansees som fremkommen ved en Sammentrækning af de to Stavelser i den gamle Form (If. § 103). S. Bopps vergl. Gram. p. 836. Oldnorsk Gram. af Munch og Unger p. 29.
275. Som den fjerde Slægt betragte vi de Verber, der have au i Imperfektum (den forhen nævnte U-klasse). Disse Ord have meget regelrette Former; Nodvokalen er overalt i Præs. y (som Omlyd af ju og jo i Infin.), i Imperf. au (Fl. u, i Hall. og Vald.), Supinum o (aabent). Exempler ere:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Hertil hører: bjo(d)a, brjota, drjupa, fjuka, fljota, fljuga, friosa, giosa, glupe, grjupe, gyve (for gjuva), kjosa, kluva, krjupa, ljøta, ljuga, njosa, njota, rjo(d)a, rjota, rjuka, sio(d)a, stjota, smjuga, strjuka, stupa, suga, supa, tjota, trjota. Infi- nitivets Form er meget forskjellig i Sprogarterne. Den gamle Form med ju (foran f, g, p, v) og jo (foran t, d, s) er her= skende i de sydvestlige Egne (Sogn til Lister) og tillige (dog tildeels uden j) i Nbg. Tell. og Guldbr. hvor Endevokalen er e, f. Er. sjuke, skjote; i de øvrige Sprogarter gaaer u og v over til ø (aabent) eller y (lukt), saaledes: fjøke, skjøte (Hall. Vald. Sfj. Sdm. og fl.), fyka, bryta (Shl.), fyk', bryt', (Trondhj.) - If. § 69, 70. Paa de fleste Steder bortfalder i efter de sammensatte Konsonanter f. Er. brota, frosa, struka (el. struke); drøpe, fløte, stroke; - derimod beholdes i efter den enkelte Kons. f. Er. bjoa (=bjøde), fjuka, njosa; und- tagen naar Vokalen er y, thi da bortfalder altid i (fyka, ny- ta), hvis ikke en Ganebogstav gaaer foran (givsa, stivta). Almindelig bortfalder j i de Ord: stupa, suga, supa; de øvrige som ovenfor ere anførte uden j, ere saadanne som ikke bruges i alle Sprogarter. Den fuldkomne Form mangler ved de Nødder, som ende paa d: bjoa, sjoa; i Sdm. med forandret Vokal: bjøde, sjøde (§ 81).
276. Den femte og sidste Slægt af den stærke Flerion - har i Imperf. ei (J-Klassen). Formerne ere meget simple og regelrette; Præsens har samme Vokal som Infinitiv, nemlig i (luft); Supinum har aabent i (e). Erempler ere:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Hertil hører: driva, gripa, kliva, knipa, kvina, lide, ride, risa, riva, siga, skina, skride, skrika, slita, sviva, triva - med flere af mindre Vigtighed. Formerne ere meget lige i Dialek- terne, uden forsaavidt Udtalen af det aabne i i Supinum er noget vakkende (S 18); foran gi bliver dette i lukt (altsaa: stiigje el. stie).
277. Det er saaledes kun den sidstanførte Slægt, som har blød Vokal i alle Former. De andre Slægter have derimod det Forhold, at Præsens har blød Vokal (Omlyd), men Im- perfektum har haard Vokal, undtagen ved de faa Verber i den tredie Slægt. Infinitiv har samme Vokal som Præsens i første og femte Slægt, men derimod ikke i de tre mellemste Slægter. Den største Deel af de stærke Verber har lang Vokal og eenlig s t i Enden (Undtagelser findes kun i første og tredie Slægt). Nogle faa Ord ende med Rodvokalen; men denne Form er vistnok fremkommen ved en Forkortning ligesom Dialektformerne: staa, gaa, læ (& 98). Ved disse Ord har Præsens sædvanlig et r (ser, klær, slær), medens det ellers ender med Roden eller (i nogle Dial.) med Halvlyd. For stærkelse af Endekonsonanten findes i Imperativ og Imperf. af nogle Rødder paa ng, nd, ld (f. Ex. gakk, statt, haldt) hvorom forhen er talt.
Anm. Ved Rodder paa g og k findes den regelmæssige Foran dring, at et j indskydes foran Endelser med e. Saaledes i Supinum (og Particip); f. Ex. sokkje, tekje, strokje, stigje (af sekka, taka, strjuka, stiga). Ligeledes i Imperativ Fleertal: drikkje! takje! gangje; - dog findes dette kun i nogle Dialekter (Sæt. Tell. Hall. Guldbr.) Derimod indskydes intet j i Imperfektets Fleertal (toke, droge), da den egent lige Vokal i denne Form er haard (Ex. toko, drogo, i Hall. og Vald.) 278. De reflexivformede Verber af denne Konjugation (5
262) dannes simpelthen derved, at Endelsen st (nogle St. s) føies til den almindelige eller korte Form; f. Er.
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
I den reciproke Betydning (H 168) bruges sædvanlig en Fleertalsform, f. Er. dei finnast, dei takast. Supinum skulde vel egentlig hedde: funnetst, tekjetst; men en saadan Form vilde ikke taales, saa meget mere som dette t endog mangler i den korte Form. Naar Roden ender med t eller d, bøortfalder denne Lyd ved Sammenstødet med st; saaledes: læst, bryst, slist (for lætst, brytst, slitst), byst og baust (for bydst, baudst). If.
g51.:B. Den svage Konjugation.
279. Verberne af den svage Konjugation kjendes derpaa, at Imperfektet har en Forlængelse og saaledes ender med de, te eller a (egentl. ade). Den første Endelse ansees som den oprindelige Form. Forskjellen imellem de og te grunder sig kun paa Vellyden; naar nemlig Roden af et Ord ender med en haard Konsonant, kan det bløde d ikke umiddelbar forbindes med samme (8 50); saaledes bliver t altid føiet til de Rødder, som ende paa k, t, p, s (Ex. søk-te, mot-te, kjop-te, lys-te), og oftest ogsaa til r, l og n (Ex. styr-te, kvilte, synte); medens derimod d føies til g, d, v, m og til en Vokal (f. Ex. leig-de, bid-de, liv-de, gjøym-de; bu-dde). Det d, som skulde tilføies med Bindevokalen a (f. Ex. Eaft:ade), bortfalder i alle vore Dialekter, saa at kun a bliver tilbage; altsaa: kasta' (o: ka stede). If. 157. Participiet retter sig altid efter Imperfektum og ender paa d', t' og a (for ad); som Neutrum af samme ender Supinum paa t og a (for at). S. G 146.
Præsens (af Indikativ) ender i denne Konjugation enten 1) som en stærk Form med en Konsonant, eller 2) med e (er) eller 3) med a (ar). Efter denne Forskjel kan Verberne i denne Konjugation inddeles i tre Slægter. Den førite Slægt er den mindste men tillige den vanskeligste; de to andre Slægter ere meget store, men ogsaa meget simple og regelrette, saa at de kunne afhandles i Korthed.
280. Til den første Slægt henføres en Rakke af Verber, som danne en Mellemart af den stærke og den svage Konju gation og som ellers dele sig i mindre Arter. Præsens er her ligedan som i forrige Konjugation; det er altsaa Eensta velsesform, uden førsaavidt det i flere Sprogarter ender med Halvlyd Ce). Naar Roden ender med en Vokal faaer Præ sens Endelsen r.
Hovedarten indbefatter noget over 30 Verber, hvis Præ 12 sens ender med Roden, og hvis Imperfektum har Aflyd. Vo- kalforandringen er kun to Slags: 1) e (eller foran n og m) med Aflyd a, og 2) y med Aflyd u (aabent). Infinitiv har et i foran Endelsen, men dette i bortfalder i alle de For= mer, hvori ingen væsentlig Vokal paafølger. Erempler ere:
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
De vigtigste Ord, som høre hertil ere: 1) hevja, krevja, velja, kvetja, ledje (som telja); leggja (Pr. legg'e, Ipf. lagde, lade, lae, la; Sup. lagt); berja, verja (Præs. bær, vær); sæm- ja, tæmja, tænja (som vænja); 2) dylja, dynja, flytja, rynja, rysja, smyrja, spyrja, stynja; rydje (rya), stydje (stya), flysia, glymja v. fl. (som symja). Ord, som ikke have j, ere: kreka (frakte), mæta (matte), fornæma (fornamde). Adskillige Ord, som have samme Form i Infinitiv og dog ikke høre hertil (Er. hesja, klyvja), skulle senere omtales.
Imperativ ender med Roden (af Infinitiv), altsaa tel! væn! sym! (men i Fl. telje! vænje! symje!). Endelſen de bliver i mange Sprogarter utydelig, naar den forbindes med r (S 92), saaledes: vare for varde, spure for spurde. De Ord, som have y, faae i nogle Sprogarter ingen Aflyd; saaledes i Sdm. og flere: symde, dylde, rydde (Undtag.: smurde, spurde).
281. Adskillige afvigende og uregelmæssige Verber lade sig nærmest henføre til denne Art. Nogle Verber have en særegen Aflyd og tillige den Egenhed, at Præsens er en reen Eenstavelsesform, som ligner Imperfekterne af de stærke Verber.
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Nogle Ord have stærk Form i Præsens, men ingen Aflyd; disse ere: selja (sel', selde, selt), skilja, vilja (Sup. vilja, vilda), ſetja, gledje (alm. glea). Tildeels ogsaa: byggja og byksa (S 271); ligesaa: dylja, dynja, symja 2c. Cs. forrige §).
Nogle Ord have Omlyd i Præsens men ere ellers regel- mæssige. Saadanne ere: ausa (øys', auste), laupa (løyp, laupte, i søndre Berg. s. 273), hogga (høgg', hogde). De ere overgaaede fra den stærke Konjugation. Det Ord: trenga (0: behøve) har i Præs. treng (el. trong), i Jpf. traangde el. trengde.
282. Nogle faa Verber danne en Mellemart af denne og følgende Slægt, da nemlig Præsens har svag Form paa e (er), men Imperfektum har Aflyd. Da disse Ord ogsaa have andre Afvigelser, anføres de her fuldstændig.
| Inf. | Præs. | Imperf. | Sup. |
|---|---|---|---|
| eta (æte). | et' (æt'e). | aat (Fl. aate, oto). | ete (ite). |
| liggja | ligg' | laag (- laage, logo) | legje (lie) |
| sjaa | ser (sjer) | saag (- saage, sogo) | sett (sjet) |
| Foma | kjem' | kom ( -komo) | kome (Fjime) |
| sova | Søv (sep) | sov, svav (- sovo) | sove |
Saaledes som vekkja boies i mange Sprogarter ogsaa: flekkja, rekkja, strekkja. I en stor Deel af Sprogarterne mangler Aflyden baade ved disse Ord og ved: tykja, høyra og kjøyra. I det gamle Sprog findes höyra, köyra og gera uden Aflyd; forøvrigt maa bemærkes, at de foranførte Slægter og Arter i det Hele stemme noie overeens med Arterne i det gamle Sprog. 12* Anm. Efter den anførte Inddelingsgrund (§ 279) skulde disse Verber henføres til den anden Slægt, men jeg har dog sat dem hid for dermed at gjøre en Slutning paa de Verber, som have Aflyd.
283. En anden og mere regelmæssig Art bestaaer af de Ved disse Ord ender Verber, som ende med Rodvokalen. Præsens altid med r, Imperf. med dde, Supinum med tt (Partic. dd). Imperativ er ligt Infinitiv. Exempler ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Denne Art har ingen Vokalforandring; kun i nogle Di- alekter (Sdm. og Trondhj.) findes Omlyd i Præsens af: ro, gro og snu (saaledes: rør rodde, grør grodde, snyr snudde). Af de besynderlige gamle Imperfekter: reri, greri, sneri, - findes, saavidt vides, intet Spor i Folkesproget.
Til denne Art høre de allerfleste af de Verber, hvis Rod ender med en Vokal, som: naa, saa, gaa (0: mærke), te (ɔ: vise) fli, bry, kry, sky, tru. Undtagelser ere de Ord, som for- hen ere anførte under den stærke Konjugation (faa, sjaa, slaa c.) og nogle Ord, som altid have en Endevokal, f. Er. spea, fría, trua, – der høre til den tredie Slægt. De Verber, hvori Efterlyden bortfalder (f. Er. ha for hava, klæ for klæda), an- tage tildeels samme Bøining; saaledes i nogle Dial.: har hadde hatt; klær klædde klætt.
284. Ved de reflexivformede Verber af denne Slægt bliver Endelsen st føiet til den almindelige korte Form; dog saaledes at den i Supinum almindeligst føies til Noden, medens kun nogle faa Dialekter (Trondhj. Helg.) beholde Endelsen t og lægge est til samme. Ved de Ord, som ende med Rodvokalen, træder st istedetfor r i Præsens. Erempler ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
mere simple og regelrette Former. Præsens ender med e (er, ir, - i Tell. Rbg. og fl.); Imperf. har de og te (efter Regelen i § 279), Supinum har t. Aflyd finder ikke Sted; (de faa Ord, som have Vokalforandring, ere henførte til forrige Slægt, $ 282). Til Erempel anføres:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Imperativ ender med Roden (tøm! vis! lær!) - Par- ticipium retter sig efter Imperf.; saaledes: tømd, gløymd; vist', lært'. Præsens faaer kun i nogle Sprogarter (Tell. Nbg.) et r, f. Er. høver, lyser, viser c. Denne Endelse maa ikke læses som ær (visær), thi Vokalen e skal have samme Lyd, som naar den slutter Ordet, altsaa i viser ligedan som i vise. (Man sammenligne Fleertallet af Femininerne, § 225). Imperfektets bløde Kons. d bliver i det Trondhjemske ofte til t, f. Er. tømte, gløymte (eller med Forkortning: tømt', gløymt').
286. Til denne Slægt hører et betydeligt Antal Ord, nemlig den største Deel af de Verber, som have en blød Vokal i Roden med paafølgende enkelt eller ogsaa fordoblet Konso- nant. De Verber, som ere afledede ved Omlyd af andre Ord, henføres i Almindelighed hertil; f. Er. dæma (af Dam), læsa, mæla, bota, føra, kjøla, doma, hysa, skyla, styva, tyna, løysa, løypa, døyva :c. (§ 123 . f.) Imidlertid findes der ogsaa endeel Verber med haard Vokal, som antage denne Bøining; saaledes: tapa, spara, vara; laana, tola, tora, unna, stura, fura o. fl.
Anm. De Verber, som have blød Vokal i Infinitiv, men baard Vokal i en anden Form, høre naturligviis til de foregaaende Slægter. Blandt andre Undtagelser mærkes de Verber, som afledes af et Crd, der har blød Vokal (f. Er, lima, fila, træla), og de, som ved Afledningen faae en tilføiet Konsonant (f. Ex. grønka, lengta), hvilke henhøre til den følgende Slægt.
287. Afvigelser i Formerne ere ved denne Slægt ikke be tydelige. De Rødder, som ende med g og k, have sædvanlig et j foran en paafølgende Vokal, men ikke i andre Tilfælde. Saaledes:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Nogle faa Ord, som have haard Rodvokal, antage i nogle Dialekter et j i Præsens, men ikke i Infinitiv; saaledes: vaka i Præs. vakje; duga Celler duge) i Præs. dugjer (i Tell. men ellers mangesteds: dye, dygje for dugje). If. 5 45. I de Ord, som have en I-Lyd (i, y, øy) foran g, bliver dette g utydeligt, naar et j med Vokal paafølger (s. & 101); saaledes lyder: vigje, drygje, bøygje, - almindelig fom: vie, drye, bøye; derimod høres g tydeligt i Imperf. vigde, drygde, bøygde, - og i Imperativ: vig! dryg! bøyg (Fl. vigje, drygje, bøygje). – Efter r og l bliver g og k utydeligt ved at støde sammen med Endelsens Konsonant; saaledes høres sædvanlig: myrte, værte, mylte, syrde, fylde - istedetfor: myrkte, verkte, mylkte, syrgde, fylgde. Hermed jævnføres: hjelte (for hjelpte), stemde (for stemnde), turrte (for turvte).
Anm. De Ord syrgja, fylgja og svelgja (i Tell. fygje, svægje) antage i mange Dial. samme Former som den første Slægt (8 280); saaledes: syrja, fyr, surde (el. syrde); fylja, fyl, fylde; svelja, svel, svalde. Ordet vyra (fordum: vyrda) hedder i Bergens Stift: vyrja, vyr'e, vurde (el. vyrde).
288. Med Hensyn til Rodens Forbindelse med Endelsen de og te - kan ellers mærkes, at Endelsen bliver ganske ukjen delig, naar Roden ender med et sammensat (impurt) d eller t; saaledes i Imperfekterne: hende Co: hændte), mylde, vende, brydde; velte (ø: væltede), feste, skifte, lyfte, smette, glytte o. fl. som have megen Lighed med Præsens: hende (i Tell. hender), mylde(r), velte(r), feste(r) o. s. v. Derimod dannes Imperf. regelmæssig ved Fordobling af et eenligt d og t; f. Ex. leide (leie) leidde, møte møtte, byte bytte. Ved Konsonanter, som ere fordoblede i Roden, bliver Fordoblingen utydelig, og især bortfalder enhver færegen Udtale af ll og nn (8634, 35); saa ledes overalt i Imperf. fylte, minte, - om end Præsens ud tales: fydle eller fydde, minje el. mingje (for fylle og minne). At nogle Sprogarter forandre p til f foran t (f. Ex. løyfte, klifte, slefte - af løype, klippe, sleppe), er før bemærket (094; jf. Adj. 246).
Af de reflexivformede Verber, som høre hertil, kan føl gende opstilles som Exempler.
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Med Hensyn til Forskjellen i Supinum henvises til 9284. Infinitivet har oftest e (est, es) i Lighed med Præsens.
189. Den tredie og sidste Slægt, som tillige er den storste, har de allersimpleste Former. Præsens ender paa a (ari Tell. Rbg. Hard.); Imperf. paa a (for: ade); Supinum paa a (for at). F. Ex.
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Participiet retter sig fom sædvanlig efter Imperf. og ender paa a (for ad; Isl. adr). Imperativ er forskjelligt fra de forrige Slægter, da det altid ender med Vokal, nemlig med a i de Sprogarter, hvor Infinitiv har a, men med e, hvor Infin. har e; altsaa: kasta! kalla! (i de sydvestl. D.) eller kaste! kalle! (mest almindelig, 263). – Af Dialekt-Forskjelligheder mærkes, at Præsens findes i det Trondhjemske ofte paa e, f. Ex. han kaste, han rope. Den ægte Form ar bliver i nogle nyere Dialekter til er, f. Ex. kaster. (Man sammenligne Maskulinernes Fleertal paa ar, a, er, e; 217). Mærkværdig er ellers den Simpelhed og Lighed, som disse Ords Former have i de fleste Sprogarter. I de Egne, hvor Infinitiv har den gamle En delse a, blive de fleste Former ligedan, og naar Præsens mangler r, ende alle Former paa a, undtagen Imperativ Fleertal (kalle! kaste!) og den sjeldne Optativform.
290. Denne Slægt indbefatter et større Antal Ord end de øvrige Slægter tilsammentagne. Til denne Slægt henføres nemlig: 1) Den største Deel af de Verber, som have en haard Vokal (a, aa, o, u, au) i Roden, og især de, som gaae ud paa en fordoblet Konsonant, f. Ex. snakka, nagga, halla, kanna, lokka, rugga, murra, rulla; fata, skapa, vaaga, rosa, skuva c. (Det maa erindres, at mange af de langtonede Ord høre til den første Konjugativn). – 2) De Verber, som dannes af Een stavelsesvrd uden Forandring af Vokalen, f. Ex. sola, husa, mura, fiska, høya, træla; fria, letta, korta c. (F 170 o. f.) 3) De Verber, hvis Rod ender med en sammensat Konso nant, som vanskelig kunde forbindes med Endelsen de vg te (efter forrige Slægt), f. Ex. aavra, atra, blikra, samla, etla, hekla, angra, elska, rekna, sakna. Hertil henføres ellers de fleste Ord, som afledes ved at antage en tilføiet Konsonant, som: læ-ka, beinka, vanta, flugta, helsa, hugsa, svimra, trivla; - saaledes alle Inchoativer med n, som: blaana, gulna, sovna (91(169, 172).
Anm. Blandt de Verber, som have blod Vokal, findes ogsaa adskil lige, som høre til denne Slægt; saaledes mange med i, f. Er. lika, nikka, tigga, tvila, rima, tvinna, slipa. Ligesaa benføres hertil nogle med e, som: spela, skreva, fletta; - men meget sjelden saadanne Ord fom bave æ, ø, y, øy (8286). Af deOrd, som have et tilføiet j, henføres nogle hertil; saaledes: belja, brytja, herja, hesja, klyvja, livja, ræmja, syvja, vitja (altsaa ikke til første Slægt, s. &8 280). – Derimod gives der nogle Verber, som efter Konsonantstillingen kunde henhøre til denne Slægt, men som dog børe til den foregaaende (& 285). Saadanne er: sigla, negla, egna, kvelva, erva, herma, ferma, kverva, nemna, stemna, evla; merkja, ynskja. De have altsaa i Præs. e, Imperf. de, te (siglde, regnde, ervde c.) De fleste ere nemlig saadanne, som dannes ved Omlyd af andre Ord (s. 8 286).
291. Endeel Verber af denne Slægt bruges i mange Sprogarter paa en afvigende Maade, da nemlig Imperfektum dannes ligesom i den anden Slægt. Denne Form faaer altsaa de eller te og Supinum faaer t, medens derimod Præsens be holder a (ar), f. Ex. lova(r), lovde, lovt; bruka(r), brukte, brukt. Den gamle Endelse (de) er saaledes indrykket til Ro den, medens Bindevokalen a er bortfalden. Denne Bøining findes især ved saadanne Verber, som gaae ud paa en eenlig Konsonant, f. Ex. koka, baka, klaga, vaaga, leita, bida (bia), svara, tvila, tena, skapa, ropa, prøva. Allermest brugelig er denne Maade i Søndre Bergenhuus og Sogn, hvor man endog har saadanne Former som: hopte, lokte, bante Caf hoppa, lokka, banna), bringde, munte, skuvve. I de nordlige Egne findes denne Brug ogsaa ofte, men i det Søndenfjeldske synes den at være meget sjelden.
De fremmede Verber, som ende paa era (ere), antage sædvanlig disse Former, f. Ex. studera(r) studerte, polera(r) polerte. Ved disse Ord bortfalder Endevokalen i Imperativ, f. Ex. probér! (ikke probere).
292. De reflerivformede Verber, som høre til denne Slægt, have en saadan Lighed i Formerne, at man neppe kan finde mere end een Form for alle de Forholde, hvori de bruges. Saaledes har Ordet kappast i Præs. (Eental og Fl.) kap past, i Imperf. kappast (o: kappedes), Perf. ha kappast. Flere Exempler ere: aarast, apast, dagast, friskast, lagast, luk kast, mannast, ottast, undrast. Paa de Steder, hvor Endelsen de eller te bruges i Imperf. (s. forrige H), findes ber et til svarende: dest el. test, f. Ex. lagdest, skaptest. Det kan bemærkes, at Vokalen a beholdes foran denne Endelse i mange Sprogarter, hvor det simple Infinitiv har e; saaledes: varast, undrast, flokkast, ved Siden af: vare seg, undre seg, flokke seg.
Oversigt.
293. Adskillige Forholde, som ikke betegnes ved Bøinings former, blive forestillede ved Hjælpeverber, som sættes foran Hovedverbet. De vigtigste af disse Hjælpeverber ere: hava (heve, hadde s. s 282), vera (ær, var), verta ($268). Det sidste er i nogle Sprogarter (Tell. Vald. og fl.) fortrængt af det Ord: bli (bli, blei), et unorsk og uregelmæssigt Ord, som har fundet Indgang derved, at det er lettere at bruge end vert og vart. I de nordenfjeldske Egne hedder det sædvanlig: bi, og nærmer sig saaledes til Verbet bide eller bia, som be tyder: være, findes eller gives.
Til en Overfigt af Hjælpeverbernes Brug og de enkelte Formers Forhold anføres her et Exempel af den stærke Flexion og et Par Ex empler af den svage.
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
294. Indikativets Præsens er i Eentallet tre Slags; det første har kort eller stærk Form, det andet ender paa e (er), det tredie paa a (ar). Ved den korte Form gjøres den For- skjel, at der tilfvies et r, naar Noden ender med en Vokal (277, 283), men kun en Halvlyd ('e), naar den ender med Konsonant. I de ældre Dialekter forbindes saaledes intet r med Halvlyden, om endog dette r findes ved de store Klasser, som have e og a (285, 289). Derimod have nogle nyere Dialekter (f. Er. ved Kristiania) overalt antaget et r i Præ- sens, ligesom Skriftsproget. Fleertallet af Præsens er efter det Anførte altid ligt Infinitiv; men det bruges kun i en Deel af Sprogarterne, medens derimod nogle endog meget ægte Sprogarter (somt Sognsk og Tellemarkisk) bruge Eentalsfor- men alene.
Det gamle Sprog bavde ligeledes tre Slags Former i Præsens Eental, og disse vare ikke meget forskjellige fra de nuværende, uden for- saavidt de gamle Personal-Endelser ere bortfaldne. Ved den anden og tredie Person tillagdes nemlig et ri Enden, men ikke ved den første; saaledes af Verbet taka: ek tek, þú tekr, hann tekr; af dæma: dæmi, domir, dæmir; af kasta: ek kasta, þú kastar, hann kastar. Fleer= talsformen var ved samtlige Verber i første Person - um, i den anden - it (id) og den tredie a. Til denne sidste svarer altsaa det nuværende Fleertal.
Ligesom Personalformerne efter Sprogets nuværende Ordføining ere aldeles overflødige, saaledes kan ogsaa Fleertalsformen i Grunden an- sees som en unødvendig Form, omendskjønt den vel undertiden kunde være til Fordeel for Tydeligheden.
295. Imperfektum er efter det Anførte to Slags, nemlig det korte og forlængede (paa de, te eller a). Fleertalsformen findes tydeligt ved det korte Imperf., hvor den ender paa o (i Hall. og Vald. og forældet i Tell.) eller almindeligst paa c; - ved det forlængede Imperfekt mærkes intet tydeligt Fleer- tal. – Det gamle Sprog havde baade Fleertal og Personal- former. Fleertallet endte paa um, ut og u (een Form for hver Person); til den sidste af disse svarer den nuværende Form (paa o). I de korte Imperfekter endte den anden Per- sonalform paa t (f. Er. þú tókt, þú gaft). Af denne Form findes nogle faa Levninger paa enkelte Steder, især i det Vos- siske, saasom: du saagt, du fort (If. Præsens: kant, vilt, veist af veit), dog ere disse Former meget sjeldne.
Det passive Particip retter sig efter Imperpektet og ender ved de stærke Verber paa en (in), ved de svage paa d', t og a (med adjektiviske Former). Som Neutrum heraf ender Su- pinum paa e, t, a ($ 249 v. fl.) I det gamle Sprog ender Participiet paa inn, dr, tr, aðr; og Supinum paa it, t, at.
296. Imperativ dannes af Noden, saaledes som denne findes i Infinitiv. Ved de Verber, som have a i Præsens (§ 289), er Imperativ ligt Infinitiv; men ellers dannes det overalt som en kort (eenſtavet) Form. Naar Infinitivet har et uvæsent- ligt j (f. Er. liggja, sitja, telja), bortfalder dette altid i den korte Form (altsaa: ligg, sit, tel); derimod beholdes j i Fleer- tallet, hvilket altid ender paa e (Isl. it, ið), f. Ex. liggje! sitje! telje! Et i indskydes ved Nødder paa g og k, som: gangje! takje! drikkje! - men dette findes dog kun i nogle Sprogarter (Tell. Hall. Guldbr.) Den forhen omtalte For- stærkning af Konsonanten (som i: bitt, statt, gakk, haldt) findes ogsaa i det gamle Sprog, hvor den ligeledes bortfalder i Fleertallet (S 269).
297. Den sjeldne Optativform dannes af Infinitivet og ender (noget ubestemt) paa e eller a. Den er ellers at ansee som en Art af det gamle Konjunktiv og kan neppe betragtes som en egen Bøiningsform, da den kun findes ved enkelte Ord, naar disse bruges i en Bon, et Znske eller en Eed. I almindelig Tale bliver saavel Optativets som Konjunktivets Begreb betegnet ved tilføiede Verber (maa, kann, skal o fl.); eller ogsaa udtrykkes det første ved Imperativets og det sidste ved Indikativets Form.
Det gamle Konjunktiv havde Personalendelserne a, ir, i; og i Fleertal im, it, i. Det bruges ei alene i Præsens men ogsaa i Imperfektum, hvor det ofte dannedes ved Omlyd af Indikativ. Et Par Levninger af denne sidste Form ere: hædde (i Hard.) og: skylde, skjilde eller skje (i Rbg. Tell. Voss), som bruges ganske i konjunktivisk Betydning (li gesom Isl. hesdi og skyldi) ved Siden af Indikativ: hadde og skulde eller sku. – Paa nogle Steder bruges saadanne Former som: vore, kome, funne, fingje . i lignende Betydning; men dette er intet andet end Supinum med udeladt Hjælpeverbum.
298. Den forhen omtalte Reflexivform (st, ast; eller s, as, es) bruges ved enkelte Ord som Udtryk for Passivet; dog skeer dette kun, naar Verbet bruges i et upersonligt Forhold med det ubestemte Subjekt: dæ el. da (o: det); f. Ex. dæ spyrst, dæ kjennest, dæ tolest. Ved de mere bestemte Sub jefter udtrykkes derimod Passivet ved de forhen omtalte Par ticipier med et Hjælpeverbum: verta eller bli (bi); f. Er. han bli spurd, han vert(e) kjend. Formen med ast (st) kan altsaa ikke betragtes som nogen Passivform i Folkesproget. Vel synes den i enkelte Tilfælde at bruges ganske passivisk eller som en Modsætning til Aktivet, f. Ex. han vænst (bliver vant), han nøydest (bliver nødt); men dette er kun en Undtagelse, der kan forklares enten som en Efterligning af Skriftsproget eller som en Overgang fra den egentlige reflerive Form (væn seg, noyde seg).
Anm. Denne Form bruges efter det Foranførte som en Aflednings form ved en stor Deel Verber, som betegne en Forandring eller Tilstand og altsaa have et Slags passivt Begreb uden dog at tjene som Mod sætning til nogen Aktivform (& 170, 172). Det samme er Tilfældet i det gamle Sprog, hvor disse Ord ende paa ast og ask (Ø 168), hvilket sidste forklares af Ordet seg (sik). Betydningen er saaledes egentlig refleriv, f. Er. i det Ord: tykjast, –tykja seg (o; ansee sig), eller reciprok, som i de Ord; hjelpast, møtast, finnast. Ellers findes denne Form ofte som en Afændring eller Variation af Verbets simplere Form, f. Ex. t standast (= standa), vinnast, rekast, berast, kvilast, lju gast, laupast, lydast.
299. Ved en stor Deel Verber mangler en eller anden af de sædvanlige Bøiningsformer. Det passive Particip mangler ved de intransitive Verber; dog have de undertiden en Form, som ligner samme (5154). Imperativ mangler ved de Verber, der betegne en Tilstand, som Subjektet ikke kan raade for eller gjøre noget ved. Nogle faa Verber bruges alene i Præsens; saaledes: plagar el. pla' (0: pleier) og mune (o: mon). Nogle bruges kun i den tredie Person eller med det ubestemte Subjekt (dæ, det); saaledes: søma, nytta, vanta, henda, regna. De reciproke Verber paa ast ere efter Betydningen kun Fleertalsformer.
Anm. Verberne af den stærke Flexion ere for det meste intransitive, og af disse dannes transitive Verber, som altid have svag Flexion. Fra den femte Slægt (& 276) udgaae saaledes nogle Verber med Vokalen ei (beita, reisa, sveiva, reide, skreide); fra fjerde Slægt (8 275) udgaae nogle Verber med oy (drøypa, fløyta, frøysa, stoypa, trøyta, fløygja, føykja o. fl.) Af Verberne i første Slægt dannes forskjellige Transi tiver; nogle faae en anden Vokal (som: svæva, hengja, sprengja, leggja, setja); nogle faae en Forandring i Efterlyden (kvekkja, rekkja, sekkja), og nogle fraskille sig blot i Bøiningsformerne, som følgende:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Den Forverling af disse Verber, som ofte høres i det moderne Ta lesprog og undertiden endog findes i Bøgerne, har ikke Sted i Folke sproget. Man bruger her ikke saadanne Former som til Exempel: «jeg slap dem løs», - «han har lagt syg». - «jeg har sat og ventet» o. sv
300. Nogle Verber vakle imellem den stærke og svage Konjugation, da nemlig Præsens og Supinum antage en svag Form, medens Imperfektum beholder den stærke. Dette finder Sted ved de Ord, som ere forkortede, saaledes at Roden ender med Vokalen; saasom: flaa, slaa S 272), læ, sjaa, faa, gaa, staa ($ 277). Ved nogle af disse Ord bruges de nyere Former (lær, gaar, staar; faatt, gaatt) endnu kun i en Deel af Sprogarterne; men de ere dog i stærk Udbredelse og synes at ville fortrænge den ægte Form.
Adskillige Verber have stærk Flexion i nogle Sprogarter, men svag Flexion i de øvrige. Saaledes: døy (Impf. nogle Steder do, andre St. døydde), flaa (flo og flaadde), laupa (ljøp og laupte), lita (leit og litte), stupa (staup og stupte), glupa (glaup og glupte), gnaga (gnog og gnaga), tigga (tagg og tigga) m. fl.
Anm. Nogle Verber, som have kort Imperfektum i Skriftsproget, høre derimod til den svage Konjugation i Folkesproget. Saadanne ere: hjelpa, treffa, lyde, stride, kika, snikja (som her høre til den anden Slægt, ( 285); bringa, svinga, tvinga, jaga, slipa, tvinna (som ber høre til tredie Slægt). De Ord: setja, selja, fylgja have ikke Aflyd (saaledes som: sætte, sælge og følge).
Femte Afdeling. Om Ordføiningen.
301. Med Hensyn til Ordenes Sammenføining og Stilling i Talen maa Folkesproget ikke bedømmes som et Skriftsprog, men kun som et Omgangssprog, hvori Betoningen og det mundtlige Foredrag har en større Indflydelse, og hvori man kan tillade sig en større Udførlighed og en større Frihed i Ord føiningen. I Folkesproget tages langt mere Hensyn til Tyde ligheden end til Korthed og stræng Orden. Sammentrykning af forbundne Sætninger findes derfor høist sjelden; derimod finder man ofte en Gjentagelse af et vist Begreb, hvorved Op mærksomheden skal fastholdes, naar Meningen afbrydes ved en indskudt Sætning. I Ordenes Stilling er Forholdet oftest det samme som i Skriftsproget, men undertiden findes dog en større Lighed med det gamle Sprog. Anm. I det følgende Afsnit indskrænke vi os for det meste til Sprogets Egenheder og især til de Punkter, hvori det adskiller sig fra vort nuværende Skriftsprog. Her antages saaledes ikke nogen særegen Ordning i dette Afsnit, da man kun følger Taledelenes sædvanlige Orden.
1) Subst. og Adj.
302. Substantivet beholder sin simple (ubestemte) Form, naar det forbindes med Artikelen ein, ei, eit; ligeledes ved de Ord: ingjen, nokon, kvar, og (i Fleertal) ved Talordene. F. Er. Ein Baat, ei Tatt, eit Aar; ingjen el. nokon Mann, tvo Menn'er 1. (Enkelte Undtagelser skulle anføres nedenfor). Derimod antager det den bestemte Form efter de Ord: den (el. dan), dæ (da, o: det), dei, denne (danna) og hin. F. Ex. Den Baaten, dei Baatanne; dæ Aar'e, dei Aar'i (el. Aar'a); denne Baaten, desfe Baatanne; hin Baaten (v 237).
Ved Tidsnavne findes undertiden den Egenhed, at de sættes i den bestemte Form, endskjøndt de have Ordet ein Cei, eit) foran sig. Saaledes: ein Kvelven (0: en af de sidste Aftener), ein Dagjen (en af disse Dage), ei Tatt'a, eit Aar'e (et af de sidste Aar). Her lægges megen Vægt paa Artikelen.
303. Naar et Adjektiv tilligemed Substantivet følger efter et af de Ord: den, dæ, dei, denne, - sættes baade Adj. og Subst. i den bestemte Form. Ex. den store Baaten, den ftore Kyrkja (dan stora KjyrFjo), dæ nye Âus'e (da nya gufe), dei gamle Baatanne, desse gamle Baatanne (H 244).
Naar der tales om enkelte velbekjendte Ting, kan Bestem melsesordet den eller dæ borfalde, og Ordene bruges da som et sammensat Ord. Ex. Store-hesten, Gamle-baaten, Iye stova (Tyastovo) s. F 195. Undertiden bortfalder Substan tivet, og dettes Endelse føies da til Adjektivet; saaledes i Han fjøn: Stor'en, Svart'en, Gamlen (Dativ: Gamla); i Hunkjøn: Stora, Svarta, Gamla (Dativ: Gamlenne, el. Gamlun) S. § 153.
304. Bestemmelsesordet den og dæ - bortfalder sæd- vanlig i følgende Tilfælde:
1) ved Superlativer. Er. smalaste Enden, tjukkaste Skogjen, myrkaste Tatt'a, beste Tid'a (Ti'a, Tie), lengste Vegjen, høgste Toppanne. Herved skeer en Undtagelse, naar der paafølger en nærmere Forklaring i en egen Sætning; f. Er. Den beste Baat, som dær va(r). Den sterkaste Rar, som eg veit.
2) ved saadanne Adj. som blot bruges i den bestemte Form. Er. same Baaten, fyrre Dagjen, høgre foten, øvre Vegjen, indre Leid'a (Lei'e). Her undtages det Ord: eine, f. Er. den eine Foten.
3) naar en naturlig Egenskab ved Tingen bliver stærkt fremhævet ved Adjektivet. Er. Dær va inkje anna en turre Sand'en (0: der var ikke andet end den tørre Sand); saa- ledes ogsaa: hare Steinen (0: den haarde Steen), klaare Sjøen, svarte Mold'a, ville Hav'e, raude Kjøt'e. Sjeldnere i andre Tilfælde, som: rette Vegjen, halve Dagjen, heile Aar'e. Oftest findes denne Ordføining med Dativ; f. Er. ma tome Baat'a (Baat'e); mæ bære Handenne; paa slette Markjenne; i varme Stovenne.
Anm. Undertiden bliver Betydningen noget forandret, naar Ordet den el. dæ tilfvies. Saaledes siges: den myrke Natt'a(e), om en meget mørk Nat; men kun myrke Natt'a", naar der hensigtes til Nattens sædvanlige Morkhed. Ligesaa: de turre Land'e, om et meget tørt Land; men: turre Land'e, om Landet i Almindelighed.
305. Undertiden sættes et Subst. i den bestemte Form ved Siden af et Adj. i den ubestemte. Dette findes især ved de Adjektiver, som betegne en Grad eller Mængde (stor, liten, lang, faae, mange); f. Er. De va lang' Vegjen. Dær æ mange Hend'enne um dæ. Oftest bruges denne Ordføining, naar en Negtelse gaaer foran; saaledes: De va ikje liten Skaden (Skaen). Han fekk ikje ſtor' Hjelp'a (e). Dæ vart ikje lang' Stund'a. Denne Konstruktion synes at være uægte og kan maaskee forklares af en Omflytning i Sætningen, hvorved man har sammenstillet to Ord, som egentlig vare adskilte.
Desuden sættes Subst. i den bestemte Form ved et Par Adj. som mangle denne Form, nemlig: all og sum; f. Er. all' Fiskjen, sum' Fiskjen (o: en Deel af Fisken). Undertiden ogsaa ved: kvar, og einkvar (einkvan): Kvar Skjelingjen (hver Stilling), einkvar flokkjen (o: en og anden Flok), einkvar Gaangjen (ein aa annen Gaangjen). Jævnfør: ein Kvel- den v. s. v. (§ 302).
306. Et særegent Forhold finder Sted ved Possessiverne: min, din, sin, vaar, - og Genitiverne: hans (hass), henna, deira, dokka, okka ($ 255). J Almindelighed sættes Subſt. først og i den bestemte Form, f. Er. Han tok hatten sin; Staven min, Hestanne vaare, Baatanne deira. Dog bruges den ubestemte Form af de Ord: Far, Mor, Bror (og lignende), f. Er. Mor mi, Bror min. (I de fleste Egne vilde det ansees stødende at sætte Eiendomsordet først, f. Er. min Far, dine Systre).
Naar man derimod lægger en særdeles Vægt paa Eien- domsforholdet, kan Subst. sættes sidst, og dette faar da den ubestemte Form. F. Er. Dæ va min Baat (iffe nogen An- dens). Dette æ vaar Hest, aa dette æ hans (hass). Dæ va deira Skuld.
Anm. I de tellemarkiske Kjæmpeviser findes Subst. sidst og i den bestemte Form; saaledes: "Han vilde si Dotteri bergje" (: han vilde redde sin Datter), ligeledes: mi Borgj'i, sin fot'en. 00
307. Et Adjektiv, Pronomen eller Talord maa være af samme Kjøn, som det Substantiv, hvortil det hører, eller i hvis Sted det træder. Naar et saadant Ord svarer til to eller flere Subst. som ere af eet Kjon, da sættes det i Fleertal af dette Kjøn. Naar det derimod svarer til to eller flere Subst. af forskjelligt Kjøn, sættes det altid i Neutrum; dette steer ogsaa oftest, naar der tales om den ene af et Par. Saaledes siges om en Mand og en Kvinde: baae tvau (i de sydlige Di- strikter), beggje tvau (p. nogle Steder), bæe tvaug (Voss); jf. Mask. baae tvo (tveir), Femin. baa'a tvo (tvær); - anten baae tvau elder eit av dei; - enten beggje elde kvart fyre seg; - da eina æ stort, aa hitt æ større (B. Stift). Om tre Personer af forskjelligt Kjøn hedder det: alle try (olle try, Sdm.oll try, Sogn. If. Isl. öll þrjú).
Anm. I det gamle Sprog er Forholdet det samme, men viser sig der mere tydeligt, da Adjektiverne have mere adskilte Former i Fleertal. Hos os er det især ved Talordene, at denne Forskjel viser sig (s. § 260).
308. Ved Personsnavne sættes han eller ho (hu) foran, saaledes at Navnet bliver uforandret, men dets Forhold i Sæt- ningen betegnes ved Pronomenets Kasus. F. Er. Han Knut (Nomin.), honom Knut (Akkus.), hans (el. hass) Knut (Genitiv); - ho Ragnild (Nomin.), henne R. (Akkus.), henna R. (Genitiv). Det samme finder Sted ved nogle andre Ord, der bruges som Egennavne (Proprier), som: Far, Mor, Go'far (el. Bestefar), Mo'bror, Mo'ster, Fa'ster v. fl. altsaa: han far, honom (haano) Far, hass far; ho Mor, henne Mor. (Dialektformerne af han og ho ere anførte i § 255). Naar et Adj. sættes foran Navnet, bruges dette som et sam- mensat Ord med han eller ho foran; f. Er. Han Gamle- Knut.
Kun i enkelte Egne (Shl. Tell. v. fl.) bruges Navnene uden Pronomen; saaledes i Tell. og Rbg.: Olav el. Olave, med Genitiv: Olavs. Men i de fleste Egne ansees det som stødende eller fornemt ladende at udelade Pronomenet.
Anm. Det tilføiede e i Mandsnavnet Olave (som almindeligst hedder: Ola) er kun en Levning af den gamle halvlyd med r (Olaver, Olafr). Et saadant e findes i det Søndmorske ved mange Navne, som: 13* Eirike, Eilive, Aamunde, Haralde, Hallvar'e, Knut'e, Sjur'e. Det findes ikke ved Navne som ende paa l, n og s eller paa en Vokal; ikke heller ved fremmede eller bibelske Navne.
309. Til en nærmere Betegnelse af en Person bruger man at tilføie Navnet paa hans Hjem eller Fødested. I dette Tilfælde kan Stedsnavnet sættes i Dativ med en Præposition (paa, i eller fraa), men oftest mangler denne Præposition, og Stedsnavnet sættes alligevel i Dativ. F. Ex. Knut »augj'e (Guldbr., ikke Haug'en, s. F 220), Knut øolma (Sdm., ikke Kn. Holmen), Kn. Li'en (Lidinne, Sdm.), Vikjen, Lykkjun (Gbr. o. fl.) Bakkom (Bokkaa, Sdm.), Holtom, Myrom o. s. v. Dette skeer kun ved de Stedsnavne, som bruges i den bestemte Form; altsaa fraskilles de ubøielige Navne, saasom: Vik, Nes, Bø, Mo; Dale, Vatne, Ose (s. & 241), og de Navne, som ende med: heim, hus, sæt og stad, - hvilke ikke faae nogen Bøining.
Anm. En nærmere Betegnelse af Personer skeer ved at anføre Fa- derens eller Moderens Navn; foran dette Navn sætter man almindeligst Ordet Saan eller Dotter med Genitiv: Hass Chans) el. Henna; f. Ex. Dotter henna Ragnild (o: Ragnilds Datter), Saan hass Knut v. ſ. v. Paa nogle Steder sammensættes Fadersnavnet med saan eller son (so, sa) og dotter (forkortet: te); saaledes: Knut Olavssaan (Tell. Nbg.), Knut Olso (Helgeland, ligt: Jenso, Jonso, Hanso), Knut Olsa (Fosen, Inderven; - ligt Hansa, Jonsa, Arnsa); Anne Olavs- dotter (Nbg. Tell.), Anne Olste (Helgeland; ligt: Hanste, Jenste, Jonste 0. s. v.)
Paa enkelte Steder blive saadanne Navne sammensatte, og enhver Person i en Familie nævnes da sædvanlig efter Huusbondens eller Fade- rens Navn, f. Er. Knut-Ola, Knut-Anne 0. s. v. og hele Familien: Knut-folkfe. I Sogn (og fl.) har man i det sidste Tilfælde ogsaa et simplere Navn: Knutadne, Oladne, Aagnadne (ligefrem: Aagnerne, ɔ: Aagne's Familie). Lignende Forholde findes ved Stedsnavne, f. Er. Holme-Knut, Nes-Ola (Sdm. og fl.); Nesanne (Beboerne af Næs). I en Deel af Guldbr. og Sdm. nævnes Beboerne ved at sætte: dom el. dei (3: de) foran Stedets Navn, f. Er. dom Lykkjun, dem Plass'e (Dativ); - dei Nes, dei Dyrskog. (add
310. En Genitivform mangler ved Substantiverne, som før er bemærket (S 215), og Genitivets Begreb udtrykkes paa følgende Maader:
1) Ved Sammensætning. Denne Maade, hvori de gamle Genitivers Form tildeels gjenkjendes (S 183), bruges især, naar Tingen forudsættes at være bekjendt og let at adskille fra andre. F. Ex. Rungs-garen, Preste-drengjen, Bygda-folkje; - Knut-garen, Knut-folkje.
2) Ved et Pronomen. - a) Genitivet: hans (hass) el. henna sættes foran Besidderens Navn (S 308); f. Er. i Staden hass Knut (o: i Knuds Sted), Garen hans Ola(v), Huse henna Ragnild. Denne Maade bruges kun ved Per- sons Navne. - b) Ordet sin (st, sitt, sine) sættes efter Be- sidderens Navn og retter sig i Kjøn og Tal efter det paaføl- gende Ord; f. Er. Knut si Bok, Ragnild sitt Hus, Gran- nen sin est (0: Naboens Hest), Bonn'a(i) sine Bøker (Børnenes Bøger), Ervinganne sin Rett (Arvingernes Ret). Denne Maade bruges mest i det Vestenfjeldske og Nordenfjeldske, og er maaskee den bekvemmeste Maade til at erstatte Genitivet.
3) Ved en Præposition, især: aat og til (te); desuden ved: paa, i, fraa, av, or. F. Er. Hesten aat Granna (Na- boens Hest); Bøkenne aat Bonnom (o, aa); Systersaan te Brudguma (Dativ ligesom de øvrige); Lauv'e paa Treom (0: Træernes Lov); Unganne aat fuglom (0: Fuglenes Un- ger); Avlen utav Jor'enne (Jordens Frugter eller Afgrøde). Ved adskillige Abstrakter bruges en Omskrivning istedetfor Genitiv; f. Er. De som foreldra vil (Forældrenes Villie), De som Eigedomen æ vær' (Eiendommens Værd).
Anm. I nogle Distrikter østenfjelds, og endog i Tellemarken, bruges ofte nyere Genitiver med s i den bestemte Form, f. Ex. Bon'i Brorens (Broderens Børn); ligeledes: Mor'i-s (o: Moderens), Dot- teri-8, Gjenta-8, Gjentunn-s v. s. v. Ægte Genitiver findes derimod ved Mandsnavne, f. Er. Husi Olavs (o: Clavs Huse), Hesten Kje- tels (: Kjetels Hest) o. s. v. 311. En egen Dativform mangler i nogle Sprogarter, især i den sydligste Deel af Landet (& 215), og denne Form erstattes da ved Akkusativet, hvilket atter er ligt Nominativ, saa at hine Sprogarter egentlig ikke have nogen Kasus. Da tivets almindeligste Begreb udtrykkes ellers for en Deel ved Præpositionen: aat, sjeldnere ved: til (te) og fyre (i Tell. fe , f. Ex. gan sauma Blæde (Klæe) aat dei (o: han syer dem Klæder), dei kjøpte ei Mork aat meg (i Tell. fe meg).
Der ere adskillige Ord, som sædvanlig tage Objektet til sig i Dativ eller (som det hedder) styre Dativ. Hertil hører nogle Præpositioner (aat, fraa, av, vr v. fl.) og nogle Verber (hjelpa, fylgja, høva o. fl.), hvorom nedenfor. Til de Ord, som forbindes med Dativ, høre ogsaa nogle Adjektiver, nemlig: lif, skyld, rædd. F. Ex. Øan æ lik Far'e (el. Far'a) o: Faderen. ØZan æ skyld Brudguma : beslægtet med Brud gommen). Dei va(r) rædde Foreldrom (o: bange for Foræl drene). Adverbiet: nær tager ogsaa Dativ til sig; f. Ex. nær golma.
2) Pronomen.
312. De tre Personer (den talende, tiltalte og omtalte) blive i Almindelighed nøie adskilte ved de personlige Prono mener. Ligeledes bliver Eental og Fleertal nøie adskilt i de fleste Tilfælde. Den egentlige Brug af Ordet du til een Person, og de (did, di) kun til flere Personer - er saaledes endnu herskende i Oplandenes og de allerfleste Fjeldegnes Sprog. Paa adskillige andre Steder er Forholdet anderledes, da nemlig Fleertalsordet: de el. di (– Dansk I, T. Ihr) bruges i Til tale til Fader og Moder og til gamle eller meget anseede Per soner ($ 254). Istedetfor du og deg siger man altsaa: di og dikke (i Sogn), de og dokko (i Shl.), di og dokk (i Fosen og Inderøen), i og ør (Helgeland). De Verber som forbindes med dette Ord, bruges dog altid i Eental (forsaavidt Dialekten adskiller Talformerne).
Anm. Denne Brug fynes ellers at være meget gammel, da den ogsaa findes i de gamle Skrifter, blandt andet i Samtalen imellem Fader og Søn i det saakaldte Kongespeil (Skuggsjå), hvor Sønnen siger: ber, yör og ydar til Faderen, men denne siger: pu, bik og pin til Sønnen.
Af andre Forvexlinger mærkes, at man paa enkelte Steder siger «han» eller «ho» istedetfor du til fremmede og fornemme Folk. Denne Brug, der er ligesaa tvetydig og forvildende som det moderne ,De" ( T. Sie), kan forklares som Efterligning af en fremmed Skik eller som en Nødhjælp for at undgaae det Ord «du», hvor man frygter for, at dette vilde ansees som stødende.
I nogle Egne bruges Ordene oss og dokke ogsaa i Subjektets Forhold, f. Ex. oss ha gjort dæ (Guldbr. Romsd. og fl.); men i dette Tilfælde bortfalder Subjektsformen me og de (8254, saa at Ordet bliver eens i begge Forholde. Den besynderlige moderne Brug af Ob jektet i saadanne Sætninger som til Er. «det var mig som gjorde det», har derimod ingen Grund i Folkesproget.
313. Ordene han og ho (hu) træde i Stedet for et hvert Substantiv af Han- og Hunkjønnet (ikke blot for Per sonsnavne). F. Ex. Bo skin', om Solen; men: han skin', om Maanen; ho grønkast, om Jorden; han æ kvit, om Sneen; han flyg, om en Fugl i Almindelighed; men: ho flyg, om en Fugl, hvis Navn er Hunkjønsord, f. Ex. Kragen, Skaden, Svalen, Erlen. Ligesaa i Objektet: Me ha' leigt Baaten, me ha' ikje kjøpt honom (: vi have ikke kjøbt den). Dei hadde ei Ku, aa henne ha dei selt (o: den have de solgt). – Ordet den, som er fælles for begge Kjøn, sættes kun foran Subst. naar dette anføres i den bestemte Form (
302).Det reflexive seg og sin - svarer ligesaavel til Fleertal som Eental; f. Ex. Dei sanka seg. Dei tok Baaten sin (ikke: deira). I en Deel af Trondhjems Stift bruges ofte seg og sin i saadanne Forholde, som ellers kræve: han eller ho, vg hans el. henna; f. Er. gan trudd', at dæ va te sæg (: til ham selv). Han sa', at Hesten sin va den yngste. Anm. Ved Ordene han og ho maa man lægge Mærke til de For kortninger, som finde Sted ved disse Ords Former, især naar de følge efter et Ord, som ender med en Vokal; f. Er. fan (sagde han), tenkt'o (tænkte hun); - fraa'om, fraa'o, fraa'naa, el. fraa'n (ø: fra ham); mæ'ne, mæ'a (o: med hende); - eg møtt' om, 'o, 'an, 'n, aanaa (for: honom); eg møtt' enne, 'en, a (for: henne el. henna). S. & 255.
314. I Brugen af Ordene kvem og kva (s 256) findes adskillige Egenheder. Naar de forbindes med eller styres af en Præposition, sættes denne ikke foran men efter Ordet; saaledes: kvem aat (o: til hvem), kvem fraa, kvem fyre; kva til (hvortil), kva mæ, kva fyre Cel. kvifyre); eg veit ikje kveim han skulde til o. s. v. – Genitivets Begreb udtrykkes ved at tilføte Ordet sin (jf. & 310), f. Ex. Rvem sin Zatt, kvem si Bok; eg veit ikje kvem fitt dæ va(r), eller: kvem dæ va sitt.
Ordet som (el. so) er Sprogets eneste relative Prono men. Et relativt Genitiv mangler aldeles, og dets Begreb maa udtrykkes ved Omskrivning; f. Ex. in Gar, som eg inkje veit Tamn'e paa (en Gaard hvis Navn jeg ikke veed). – Naar Relativet staaer som Objekt, bliver det ofte udeladt ligesom i Skriftsproget.
315. Den ubestemte Person (D. man) betegnes ved ein, og dei (det sidste naar man tænker sig en Fleerhed af Per soner). F. Ex. Ein skal inkje tru alt, (som) ein høyre. Dei seie, han æ komen. Dei ha sett dær eit Merkje. Un dertiden sættes ogsaa du eller han istedetfor ein. Ex. Dæ gjeng ikje altid, som du meina. »Øan veit dæ, naar han heve røynt dæ. – Ellers betegnes den ubestemte Person ved den (dan), naar en forklarende Sætning paafølger, f. Ex. den, somveitdæo.s.v.
Genitiv mangler ganske ved: ein, den, denne, - saavelsom ved alle adjektiviske Pronomener. Det erstattes ved Omskrivning med Præpositioner, og tildeels ved Ombytning med: hans, henna eller sin.
316. Den ubestemte Ting betegnes ved Ordet dæ (i Ber- gens Stift: da, for: dat). Dette Ord bruges her oftere end i Skriftsproget, saaledes med en Præposition istedetfor det danske: dermed, deraf, dertil, derover 2c. Ligeledes bruges det oftere med Begrebet af en heel Sætning, f. Er. Han lovde da, at han skulde koma. De (at) han vil koma, kan vera sant, men da (at) han e(r) komen, trur eg inkje. - Dativet di bruges i nogle Sprogarter (Guldbr. Sdm. Trondhj.) regelmæssig ved visse Præpositioner; saaledes: mæ di (o: dermed, hvad det angaaer), utav di (deraf), fraa di, fyre di, ette di (derefter). Derimod bruges det sjelden ved Verberne.
Anm. I de Udtryk, som betegne en Foregang i Veiret eller Luften (f. Er. regne, snee), bruges i det Søndenfjeldske kun Ordet dæ, altsaa: da rægne, dæ myrkna v. s. v. ; men vestenfjelds og nordenfjelds bruges ogsaa: han; saaledes: han regne, han snjoa (snova), han driv', han & kald, han & myrk, o. s. v. – Ved nogle af disse Udtryk (saa- som: han blæs, han spakna, han ljosna) har man vel egentlig tænkt paa Vinden eller ogsaa Himmelen, og de øvrige ere derpaa dannede efter disse.
317. Ordet dæ (el. da) bruges ofte som et uvæsentligt Subjekt foran Prædikatet, medens derimod det egentlige Sub- jekt sættes efter Prædikatsordet. I dette Tilfælde svarer det ofte til Skriftsprogets,,der", men undertiden kan det ikke over- sættes. Exempler ere: Dæ kjem ein Mann. De gjekk ein flokk fram um oss. De vil Tid til alt. De hadde ingjen haurt dæ. Dæ veit ingjen, kvar han æ. De vil alle ha' den beste. Da synte Vegjen (0: Veien, el. Sporene viste sig). Da rann Sveiten (Sveden randt). De dreiv Sjøen. Ein slik Storm, at de skalv alle Hus v. s. v.
Anm. Man kunde falde paa, at dette Ord var blot en Afændring af dær; men dette er vist ikke Tilfældet. Ordet dær (eller dar) adskilles tydelig fra dæ (eller da); det første bruges kun, naar et Sted eller en Retning skal angives; det sidste har derimod aldeles intet Stedsbegreb. Det synes saaledes at svare til det Tydske es, der bruges paa lignende Maade.
318. Naar en forklarende Sætning indskydes imellem Sub- jektet og Prædikatet, bliver et Pronomen, som svarer til Sub- jektet, sædvanlig indført ved Enden af den indskudte Sætning. F. Er. Den Aakren, som va(r) fysst saadd', han vart den beste. Dei Garanne, som ligg' lengst uppe, dei ha' meste Skogjen. En lignende Gjentagelse finder Sted ved Pro- nomenerne, især ved de ubestemte Subjekter: den og dæ; - i dette Tilfælde sættes han istedetfor den, f. Er. Den, som inkje prøva, han inkje lære. Den, som veit minst, han snakka mest. I nogle Sprogarter indskydes Adverbiet so (: saa) foran det gjentagne Pronomen; saaledes i Bergens Stift: Dan so (: som) e ute komen, so lyt' han ute vera. Dan so æ alle Manns Vin, so æ han ingjen Mann tru. - El- lers kunne disse Sætninger omsættes, saaledes at den hele Hovedsætning opstilles først. Er. Han hausta inkje, som inkje saar. Den Aakren vart best, som va fysst saadd.
319. Ogsaa i de simple eller enkelte Sætninger sfeer ofte en lignende Gjentagelse, som tjener til at lægge mere Vægt paa en vis Deel af Sætningen. Naar der lægges mest Vægt paa Prædikatet, sættes det egentlige Subjekt sidst, hvorimod et dertil svarende Pronomen sættes foran Prædikatet. Er. Han vart full, Baaten (c: Baaden blev fuld). Dei æ komne, Gu- tanne. Han vart best, den Aakren, som va fysst saadd. - Dog kan Subjektet ogsaa sættes først, naar Sammenhængen medfører, at Tanken først henledes paa dette. Er. Gutanne æ komne, dei. - Naar Subs. selv er et Pronomen, bliver det samme Ord gjentaget; f. Er. Han va(r) alt komen, han. Eg veit da væl, eg.
320. Naar der lægges mest Vægt paa Subjektet, kan det gjentagende Pronomen sættes strar efter samme. F. Er. Gu- tanne, dei æ komne, men inkje dei andre. Vinden va(r) strid', aa Baaten, han va(r) full. Paa samme Maade kan ogsaa Objektet gjentages; f. Er. Faren, honom kjenne eg væl, men Sønenne, dei kjenne eg ikje.
Disse Maader, som tjene til at fastholde Opmærksomheden ved et vist Begreb, anvendes med Fordeel i de mere udvidede Sætninger. Saaledes: Han las so høgt, at dei kunna høyre dæ, alle som va inne (0: alle de, som vare inde, kunde høre det). Dæ vart framlagt aa upp-lese, alt dæ, som dei hadde skrive.
3) Verber.
321. Verbets Stilling i Sætningen er for det meste lige= dan som i Skriftsproget; det sættes altsaa efter Subjektet i de simple og fortællende Sætninger; derimod sættes det foran Subjektet i Spørgsmaal og i de Hovedsætninger, som indledes med en Bisætning eller et Komplement (Præpos. med Objekt) eller et Adverb, hvorpaa der lægges nogen Vægt. Hjælpe= verbet adskilles fra Hovedverbet ligesom i Skriftsproget.
I de Bisætninger, som begynde med Relativ, kan Verbet sættes efter et dermed forbundet Adverb eller Komplement. Er. Den, som sist kom. Baade dei, som heime va(r), aa dei som burte va. Baa' den, som ut hadde gjeve, aa den som mot hadde tekje. Alt dæ, som i Husom kann finnast. Saaledes kan ogsaa et Objekt sættes foran Verbet. Er. De va dei, som Magt'a hadde. Da va han, som minste Luten fekk.
Anm. En lignende Brug findes ofte i det gamle Sprog (f. Er. allir þeir er inni váru). Den gamle Maade at sætte Verbet først i de simple Sætninger (f. Er. fóru þeir nú heim) bruges derimod ikke i Fol- kesproget.
322. Naar Participiet anvendes til at betegne det Fuldførte eller Forbigangne, forbindes det i de fleste Tilfælde med Hjælpeverbet hava (heve, hadde). Verbet vera bruges her kun i den passive Betydning og ved nogle faa Verber, som betegne en Bevægelse eller Flytning (koma, fara, reisa, ganga). Ved vera anvendes det fuldkomne Participium; ved hava bruges kun Neutrum af samme eller det saakaldte Supinum, der ikke lider nogen Forandring. (I det gamle Sprog er Forholdet tildels anderledes).
At det passive Particip anvendes i Forbindelse ved vera og verta (el. bli) til at udtrykke den passive Betydning, er forhen anført (S 298). Herved kan dog bemærkes, at man gjerne undgaaer Passivet, idet man beholder den aktive Form med ubestemt Subjekt (§ 315), f. Er. Ein kann sjaa dæ paa lang Veg (det kan sees i lang Frastand). Dei sel' dæ fyre langt mindre (det sælges langt billigere). Anm. Den gamle Maade at udelade det ubestemte Subjekt (f. Er. í vindi skal vid höggva) bruges ikke i Folkesproget.
323. Infinitiv bruges i Forbindelse med et andet Verbum til at betegne en vis Omstændighed ved Handlingen. Saaledes forbindes det med: kann, maa, tore (vinn', trøyste) for at betegne en Mulighed og tildeels Konjunktivets Begreb. Lige- ledes med: lyt', maa, skal, tarv – for at udtrykke en Nød- vendighed og tildeels Begrebet af Imperativ. Desuden før- bindes det med vil og skal for at betegne en Beslutning og saaledes ogsaa Begrebet af Futurum (§ 293).
Det i andre Sprog forekommende Akkusativ med Infinitiv er her en meget sjelden Ordfoining. Den bruges ved de Ord: bea (for bidja) og lata; f. Er. Han bad oss koma. Han let dei sleppa. Egentlig findes den ogsaa ved de Ord: se- gjest (sest), lætst (læst) og tykjest (§ 298), da Objektet her er indsluttet i Verbet; f. Er. Han sest ha' gjort dæ (3: han siger sig at have gjort det, el. siger at han har g. d.) Han læst vera framande (: han anstiller sig som fremmed). Han tyktest kjenna dæ.
I de her opregnede Forholde sættes Infinitivet umiddelbart til det foregaaende Ord; men i andre Tilfælde forbindes det altid med en Partikel, som svarer til det danske at, Isl. at, að; T. zu (og to), Eng. to, Holl. te. Dette Ord hedder her: aa eller til-aa eller mest almindelig: te, f. Er. te koma, te finna.
324. J Forbindelse med Verbet vera (ær, var) bliver Infinitivet ofte ombyttet med den adjektiviske Form paa ande eller andes; f. Er. Da va(r) ventande (=De va te venta). Som forhen er anført, har denne Form oftest en objektiv (pas- siv) Betydning, naar den dannes af transitive Verber, hvor- imod Begrebet naturligvis er subjektivt, naar det udgaaer af intransitive Verber (§ 155, 158). J Brugen af denne Form findes visse Egenheder, og dens Betydning er tildeels vanskelig at gjengive med andre Ord. Erempler ere: Dær var ikje komande (0: man skulde ikke komme did, el. man burde und- gaae at komme did). Hær ær ikje verande (0: man burde ikke være her; det er alt for slemt at være her); saaledes ogs. liggjande, sitande, livande v. fl. - Da var sjaaande te di (det sane ud dertil). D'a høyrande te di (det er at høre; efter hvad man hører, maa man formode det). De va' ikje høyrande paa di (man burde ikke høre derpaa). De va(r) ikje snakkande(s) um dæ (man burde ikke tale derom). D'a ikje burt kastandes (man maa ikke kaste det bort). omissandes (det var Skade at miste ham) v. s. v. Han var
Naar denne Form foies til andre Verber (end vera), bruges den deels som en Omskrivning (Er. han vart hær ve- rande; - dæ vart atte liggjande); deels som Adverb; f. Er. Han gjore da oviljande (: uden at ville det). Ein kunn' ikje halde seg ograatandes (: afholde sig fra at græde). Da kom so uventandes (s. S 176).
325. Foran Hovedverbet i en Sætning indskydes ofte et andet Verbum, som ikke nødvendig hører til Meningen, men som tjener til at give Prædikatet mere Vægt og tildeels til en nærmere Bestemmelse af Tidsforholdet. De Verber, som oftest bruges i dette Forhold ere: ganga, sitja, liggja, fara (de to sidste oftest med Ringeagt), taka (om en Begyndelse), vera aat (el. til, el. ved), halda paa (om en Vedbliven). Er. Dei gjekk aa leitte. Han sto aa hyvla. Dei laag aa trætta stødt. Han tok aa gjekk. Dei heldt paa aa høya. Han va aat aa laga seg til (B. Stift); andre St. Han va te aa laga seg te; el. han va ve (0: ved).
Anm. Det maa herved bemærkes, at Folkesproget ikke lider saa- danne Sætninger, som ere meget korte. Forsaavidt Sætningen er en- kelt og ikke forbunden med en anden, søger man i Almindelighed at give den en vis Fylde, saavel for Tydelighedens som for Velklangens Skyld. Men heraf maa man dog ikke slutte, at Folkesproget gjerne vil have lange Sætninger. Dette er aldeles ikke Tilfældet; en saadan Udvidelse af Sætningen, som man ofte finder i Skriftsproget, vilde her ikke taales.
326. Naar en idelig Gjentagelse eller Vedvaren skal fore- stilles, bruger man undertiden at gjentage Verbet eller ogsaa at tilføie et andet Ord af lignende Betydning. Er. Dei leitte aa leitte. Han sto aa banka aa banka. Dei arbeidde aa slæpa aa træla heila Dagjen.
I modsætning hertil hænder det undertiden, at Verbet bliver ganske udeladt. Dette skeer nemlig, naar en rask Bevæ- gelse (Gang, Løben) forestilles, og en vis Retning angives ved de følgende Ord. Saaledes underforstaaes: sprang, eller et lignende Ord, i Udtryk som følgende: Han - ut aa saag ette. Dei - avstad aa leitte. Han - paa Skogjen de snarast' an kunde. — I dette Tilfælde lægges der megen Vægt paa Subjektet.
327. Hjælpeverbet hava (Impf. hadde, el. hae) bliver undertiden udeladt i betingende og afhængige Sætninger, og Su- pinum kommer derved til at staa alene. F. Er. 17aar eg bære tort (naar jeg kun havde turdet). De va, som ein haurt eit Skot (som om man havde hørt et Skud). Supinerne af den stærke Flerion faae herved Udseende af en Konjunktivform; f. Er. Taar dæ vorte Veer te fara, so vilde eg (ha') fare, um dæ so vore i Kveld. Maar han funne seg fornøgd mæ dæ. Dæ saag ut, so(m) dæ vore eit Hus. - Alminde ligst bruger man dog Imperfektum i disse Tilfælde, og disse Ordføininger ere saaledes ikke ganske almindelige. Ved Bergen synes de at være mest i Brug, og forekomme endog i Hoved- sætninger; f. Er. Du vore snild, vilde du gjera da. Fingje han so mykje, so vorte han rik mæ ein Gaang. Dette er dog noget sjeldent og synes at hentyde paa Erindringen af en gammel Konjunktivform.
328. Ved en lignende Udeladelse kommer Supinum ofte til at staae istedet for Infinitiv og endog med Infinitivets Par- tifel foran sig. Dette finder Sted i de Sætninger, hvor et Infinitiv skulde følge efter et Supinum, f. Er. der har ikke været noget at faae. I dette Tilfælde har man, formodentlig for Lighedens Skyld, sat Infinitivet i Perfektum („have faaet"); men Hjælpeverbet af denne Form bortfalder sædvanlig. Er- empler ere: Dei ha' havt Tid te gjort de (o: at gjøre det). Me ha' ikje sloppe te vore dær. De hadde vore moro= samt te haurt dæ. Eg hadd' ikje vaaga meg te sagt dæ. Hadde me funne noko te lagt upp-aa, v. s. v.
En egen Tilføinings-Maade findes ved de i § 323 om- talte Verber. F. Er. Han hadde skulda gjort dæ. Dei ha vilda gjort dæ. Han ha' lota tekje de (Gbr. Sdm. og fl.) Han ha maatta tekje dæ.
229. De transitive Verber styre i Almindelighed Akkusativ. Endeel Verber kunne dog ved siden af Akkusativet ogsaa tage et Objekt til sig i Dativ (nemlig Navnet paa den som man gjør noget for). Hertil høre de Verber, som betyde: 1) at gjøre noget for En (gjera, laga, byggja, sauma 1.); – 2) at overlade eller tilstaae En noget (giva, senda, fli, laana, lova, unna) - eller ogsaa det modsatte (negta, meinka, mis unna); – 3) at underrette En om noget (segja, svara, syna, læra). F. Ex. Han gav Bonnom Bøker (Trondhj.) Æ ha sendt Preft'e Avisunn (Guldbr.) Øan ha' laant Granna peng. go fortalde Forelorom dæ. Øan lærte Bonnom Bokstavanne.
330. Nogle Verber styre Dativ alene. Disse ere de, som betyde, at noget er gavnligt, passende, tilstrækkeligt for En, eller ogsaa det modsatte; saaledes: nytta, tena, høva, søma, forslaa, skorta, vanta, - desuden ogsaa: hjelpa, fylgja, lyde, likjast. F. Ex. Dæ høve Bonnom (el. Bonnaa). an hjelpe Granna. Dei fylgde Forelorom. I enkelte Tilfælde sættes ogsaa Dativ ved: verta og henda, f. Ex. Kva so vart Gut'a (Sdm.) o: hvad hændte der med Drengen? - Samtlige disse Verber bruges mest med Objekt af Pronomener; men ved disse Ord er Dativ ligt Akkusativet, og de ere derfor ikke tjen lige til Exempler.
Anm. I Guldbrandsdalen og Ørkedalen synes Dativ at styres af adskillige Verber, som ikke høre til de foranførte; saaledes af: byta (byte Gykjom), møta (han møtte Karom), helsa o. fl. Dativet ved Verberne er ellers mindre udbredt end Dativ ved Præpositionerne; Bru gen af samme rækker saaledes neppe længere syd end til Søndfjord, Val ders og Hedemarken. I Formen er Dativet forskjelligt i Dialekterne (saaledes: aa og o for om; æ og a for e), hvorved maa henvises til s 217 og føolgende.
4) Partikler.
331. De Objekter, som forbindes med en Præposition, sættes deels i Dativ, deels i Akkusativ (S 311). De Præpo sitioner, som styre Akkusativ alene, ere meget faa, nemlig: um, og de sammensatte: igjenom (gjenom, gjønaa) og ikring el. kringum, (egentl. i kring um). F. Er. um Baat'en, upp= um Gar'en, gjenom Aakren.
De Præpositioner, som styre Dativ alene, ere følgende: aat, fraa, av (ut-av, uta, ta, taa), or (ut-or, tor, to; utur, utu, tu), ette (o: efter), hjaa (sjaa, i sjaa); og de sammensatte: imot, imillom (millom, myllaa). F. Er. aat Baat'e (el. Baata', s. § 217), upp-aat Husom (Fleertal), fraa Granna, ut-av Gar'e (ta Gar'a, taa Gar'æ), ut-or Aakr'e (tu Aa- kra), ette Hestom, hjaa Granna, millom Garom (myllaa Goraa).
Præpos. til (te), som fordum har styret Genitiv (s. 242), forbindes nu sædvanlig med Dativ. Adverbiet unda(n) bruges ofte som Præpos. med Dativ, f. Er. unda Bakka (ɔ: ned af Bakken), unda Straum'a (med Strømmen). I nogle Sprog- arter er det samme Tilfældet med de ligedan afledede Ord: burta(n), framma, inna, nora, uta (s. S 177); saaledes i Sdm. burta Voll'a, inna Fjaaraa (f. Fjorom). If. $ 200.
332. Nogle Præpositioner styre baade Dativ og Akkusativ, og dette skeer tildeels efter en bestemt Regel, som grunder sig paa en Forskjel i Betydningen. Dette er Tilfældet med de Ord: i, aa (upp-aa, paa), unde(r), vve, fyre. Naar disse Ord have Begreb af Sted eller Num, bruges de i to Betyd- ninger, nemlig enten om en Hvile (Forbliven eller Beliggen= hed) paa Stedet, eller om en Bevægelse (Netning, Henven- delse) til Stedet. I det første Tilfælde (Betydn. paa el. ved Stedet) styre de Dativ; i den anden Betydning (til Stedet) styre de Akkusativ. F. Er. Han sat inn-i Baat'e (el. Baat'a); - han gjekk inn i Baaten. De laag upp-aa Laava; - dæ var lagt upp-aa Laaven. Han bar de upp-unde Arm'e (el. Arm'a). - han tok de upp-unde Armen. Dei va 14 inn-fyre Holma (o: ved Siden af Holmen); - dei kom inn- fyre Holmen.
Præpos. mæ (o: med) og vid (ve) styre ogsaa begge Kasus, men afvige med Hensyn til Stedsforholdet ganske fra ovenstaaende Regel, da de netop styre Dativ i Betydning af en Bevægelse. F. Er. Upp mæ Aakr'a ɔ: opad langs Ageren; - men: upp-mæ Aakren : oppe ved Ageren (I Sdm.) Fram ve Elven (Femin. s. $ 225), o: fremad langs Elven; - men: fram ve Elv'e d: fremme ved Elven (Guldbr.) Saavel disse som de foranførte Ord bruges ofte uden noget Stedsbegreb og styre da snart den ene, snart den anden Ka- sus, men følge ikke nogen fælles Regel; hvorfor den nærmere Forklaring af samme maa henføres til Ordbogen.
Anm. Betydningens Forskjel ved de Ord: i, aa, under, vve, fyre, - vises undertiden alene ved Endelsen; f. Er. Me va(r) upp-aa Holmen, ǝ: vi gik op paa Holmen; men: Me va upp-aa Holma, ɔ: vi opholdt os paa Holmen. Dei gjekk upp i Dalen, o: til Dalen; men: dei gjekk uppi Dal'e (el. Dal'a), o: gif frem og tilbage, spad- serede i Dalen (Egentl. uppe i, f. § 200). Dette samme Forhold findes' ogsaa i det gamle Sprog, samt i Islandsk og Tydsk; men i de Sprog, som mangle Datis (Svensk og Dansk), kan Forskjellen naturligviis ikke kjendes. Det sidste gjælder ogsaa ved nogle af vore Sprogarter (Kr. Stift, Hard. Shl. Buskerud v. fl.), hvor Dativ formerne ere bortfaldne.
333. Det Objekt, som en Præposition skulde styre, bliver ofte udeladt, naar det med Lethed kan forstaaes af Sammen- hængen. Præpositionen kommer saaledes i samme Stilling som et Adverbium; f. Er. Dei ha stilt seg fraa. Dei gjekk fram um. Han vild' ikje taka i (el. ta' ti). Dei sprang ut-fyre. Han sto aa saag ut-yve.
(no de tilføiede Prædikater, hvor et Pronomen skulde træde i Stedet for Sætningens egentlige Objekt, bliver dette Pro- nomen undertiden udeladt. F. Er. Han tok Baaten aa reiste mæ (ɔ: og reiste med den). Dei tok Hestanne aa sette seg paa. Han tok hatten aa sette paa seg. 334. Naar Verbets Objekt er et Substantiv, og Præpo- sitionens Objekt er et Pronomen, kan det sidste sættes foran det første. F. Er. Han tok me seg Bøkenne. paa seg hatten. Dei tok fraa han Penganne. Han sette
En Præposition, hvis Objekt er udeladt, kommer ofte til at staae foran Verbets Objekt, altsaa foran et Objekt, som den ikke styrer. F. Er. Legg aat Baaten (0: læg Baaden til, neml. Landet el. Fartviet). Dei tok fraa Hesten (o: de toge Hesten fra). Set fyre Besten (0: spænd Hesten for, nl. Vog- nen el. desl.) Dei ha sett i ein Ring (0: sat en Ring i det). Me ha lagt paa ein Stein (vi have lagt en Steen derover). I dette Tilfælde bliver Præpositionen stærkt betonet. 335. Et Adverb, som tjener til en nærmere Forklaring af Verbet, sættes gjerne nærmest ved samme og saaledes foran Objektet. F. Er. Dei sette fram Baaten. Slepp ut Hesten Clad Hesten slippe ud). Dei ha' havt inn Høy'e. Han slo av Staven sin (o: slog sin Stok itu). Eg talde upp-atte Penganne.
Naar Objektet er et Pronomen, sættes det foran Adver- biet i de vestenfjeldske Sprogarter; f. Er. Han slepte dei inn. Eg tok de upp. Me sette de fram v. s. v. Men i det Agershussiske og Trondhjemske bruger man ogsaa her at sætte Adverbiet først. Saaledes: dæm aat upp dæ (0: de aade det op). Dæm kasta ut 'en (0: kastede ham ud). Rast' inte burt dæ. Han leitte upp dem. Dæm slo mest ihæl se(g).
336. Adverbiet eller Præpositionen sættes i Almindelighed efter Verbet og bliver ikke sammensat med dette (som i Skrift- sproget). Saaledes: eg tæk' imot (iffe mottak), set upp, legg ut, føre inn, legg av 2c. (Jj. S 200). Kun i den pas- sive Form (Participium) bliver Partikelen sædvanlig sat foran Verbet; f. Er. mot-tekjen, upp-sett, ut-lagd, upp-under lagt, upp-atte kalla v. s. v. Ogsaa kan Partikelen sættes foran 14* Verbet i de Bisætninger, som begynde med Relativ; f. Er. Eg kjende korkje (o: hverken) den, som ut gjekk, elde den som inn kom. (See § 321).
Her kan anmærkes, at en Præposition, som mangler Ob- jekt, sættes undertiden forved Infinitivet, og da den i dette Tilfælde bliver stærkt betonet, kunde man let ansee den som sammensat med Verbet. F. Er. Han læst inkje i vera (ɔ: han lader som om der ikke var noget i det). Taar eg skulde til sjaa (: see til). De va mangt um tenkje (o: at tænke om den Ting). D'e hart te paa gaa (for: gaa paa, ɔ: taale, udholde). Dei ha mangt te fyre bera (at bære før, ɔ: fo= regive, undskylde sig med).
337. I de Bisætninger, som begynde med Relativ, bliver Præpositionen sat i Enden, naar nemlig dens Objekt indeholdes i Relativet. Er. Den Mannen, som han ha gjort dæ aat (: til hvem han c.) De Tre'e, som de va(r) gjort av (hvoraf det var gjort). Dæ Rom'e, som dei ha' vore i (det Num, hvori de 2c.) - Ligeledes sættes Præpos. sidst i Sæt- ninger, som begynde med et Spørgsmaalsord. F. Er. Kva kann dæ nytta til. Kvar skal dæ koma fraa?
Anm. Herved er at mærke, at Folkesproget ikke har saadanne re- lative Konjunktioner, som det danske: hvoraf, hvorved, hvorpaa o. s. v. Disse Ords Begreb udtrykkes her ved Relativ og Partikel i den ovenfor angivne Stilling. I Lighed hermed mangler ogsaa de tilbageførende Ord med "her" og „der", saasom: heraf, herover, hermed; deri, derover 0. s. v. Disse Begreber maae her udtrykkes ved en Præpos. med et virkeligt Pronomen; saaledes: i dæ, el. i di (o: deri), um da (derom); um dette (herom), ut-av dette (heraf) v. s. v. Som Stedsbeteg- nelse bruges derimod saadanne Ord, som ligne de danske; saaledes: kvar ifraa, hær ifraa, hær til. Men naar man i andre Tilfælde hører saadanne Ord, som: dærmæ, derpaa, dærfyre, kor-fyre, - da er dette vistnok kun en Efterligning af Skriftsprogets: dermed, derfor o. s. v. som vel atter er en Efterligning af Tydsken.
338. Med Hensyn til Konjunktionernes Brug mærkes her kun nogle Tilfælde, hvori de blive udeladte. 1) Konj. aa (almindeligt for: og, fordum: ok) udelades ofte imellem to Ver- ber, hvoraf det første kun er en Forberedelse til det sidste. F. Er. Han sto hogde, dei tok te - leitte. Me va' sta - saag ette (bedre: avstad aa saag ette). 2) en, eller: enn (som paa mange Steder hedder: eld, elde, helde, hell) udelades efter det Ord: anna (0: andet). Er. Dær veks ikje anna Mose (0: ikke andet end Mos). Eg fek ikje anna dette. 3) at udelades gjerne efter dæ (det), især i det Tilfælde som er anført i § 316. Er. Han lovde dæ, han skulde koma. Eg tenkte dæ, han va komen.
Anm. Det Ord: fyre (o: for), som egentlig er en Præposition, bruges almindelig som Konjunktion (=dansk: thi) uden noget Spor af det Objekt (di eller de), som maa underforstaaes ved samme. For- holdet er altsaa anderledes end i Dansk og Svensk, hvor kun Objektet finder Sted, nemlig: ty (thy) og thi (for: di, þi, i Lighed med det gamle: thet, then, thette). At man stundom har skrevet thi i norske Sange, er ikke rigtigt; Ordet thi bruges ikke, og hvis det brugtes, vilde det have en anden Form.
339. Negtelsesordet ikje (inkje, inte, it) sættes gjerne nærmest ved Verbet og saaledes ofte foran Objektet; f. Er. Eg fekk ikje dæ. Me fann ikje dei. Han saag ikje meg. I de Sætninger, hvis Verbum staaer foran Subjektet, sættes Nægtelsen ogsaa nærmest ved Verbet. F. Er. Rann ikje du koma? Daa tor' ikje dei gaa. 17o vil ikje han fara. Ved dette Ord maa man lægge Mærke til de Forkortninger, ſom det lider, naar en Vokal gaaer foran eller følger efter. Ex- empler ere: D'æ'kje (dæ ær ikje). Du maa'kje. Han saag ikj' oss. Va' kj' an hær (for: var ikje han hær). Han snakka 'kj' um de v. s. v. (If. § 57).
Anm. Sprogets Negtelser ere: 1) Svarsordet: nei; 2) det neg- tende kje og gje (j, i) i de Ord: inkje, ikje, ei (for: eigie), aldri (for: aldregie), kor-kje, korgje, ingjen (S 259); 3) Modsætnings- Partikelen: u elfer (§ 199). Mellem inkje og ikje gjøres kun den Forskjel, at det første bruges altid, naar der lægges megen Vægt paa Negtelsen, og det sidste i de øvrige Tilfælde. Det Ord et bruges kun sjelden, undtagen i Forbindelsen: elder ei (: eller ikke). Mærkelig er den saare hyppige Brug af ironiske Sætninger, hvori Modsætningen ikke betegnes ved Negtelse, men kun ved Betoningen eller den mundtlige Udtryksmaade. F. Er. D'a nette folk, slikt. Jau, da va vakkert gjort. Dær va(r) mykje te faa! Han gjere væl eit godt Arbeid!
340. Sætningerne begyndes ofte med en indledende Par- tikel, som ikke har nogen bestemt Betydning, men som dog ved nogen Forskjel i Betoningen bevirker en liden Forandring (Nuance) i Udtrykket. De Ord, som saaledes bruges, ere især: ja, nei, og aa. F. Er. Aa, da va ikje stort! - Ja, lat oss skunde oss. Aa nei, for alt de Folk! v. s. v.
Anm. Ved Ordføiningen i Almindelighed kan til Slutning be- mærkes, at Folkesproget ikke taaler, at en Sætning inddrages i en anden ved at omdanne Verbet til et Adjektiv eller Substantiv. Den saakaldte Participial-Konstruktion, som i Skriftsproget drives til yderlighed, er Her en ganske fremmed Ting; og endog en ganske simpel Inddragning af en Bisætning er temmelig sjelden. Man finder saaledes i Folkesproget ingen Ordføining, som svarer til følgende Exempler: - Den længe forven- tede Dag oprandt. Ligesom anende et forestaaende Uheld havde han o. s. v. Opbragt over flere indbildte Fornærmelser, besluttede han v. s. v. Ved Modtagelsen heraf blev han c. Ved en paa Stedet foretagen Op- gravning har man v. s. v.
Sjette Afdeling.
(Tillæg til Grammatiken).
Om Sprogarternes indbyrdes Forhold.
341. Det norske Folkesprog deler sig, som forhen bemærket, i mange Sprogarter eller Dialekter, som af Folket selv kaldes Maal (Bygdamaal, Landsmaal) og adskille sig fra hverandre ved forskjellige Ordformer og Bøiningsformer (Orlag, Or vik, Vending, Avbrot, Avbrøyte) eller ogsaa ved forskjellig Udtale og Betoning (Talemaate, Maalfelle, Maalføre, Maal- einska, Maallyska. Af de Forholde, hvori alle eller de fleste Sprogarter stemme overeens, kunde nogle her anmærkes til Sammenligning med Skriftsproget. 1) I Lydforholdet findes megen Lighed med det gamle Sprog; de gamle Diftonger (au, ei, øy) beholdes; de haarde Konsonanter (k, t, p) sættes ligesaavel efter som foran Vokalen; Kons. g og k forbindes med i ogsaa i Ende- stavelser (S 110). 2) Endelser med a (ar) adskilles fra En- delser med e (er). 3) Hankjons- og Hunkjonsord adskilles. 4) Genitiv mangler; derimod have mange Sprogarter Dativ. 5) En enkelt Passivform mangler eller er sjelden. 6) Substan- tivet faaer bestemt Endelse, naar en bestemmende Artikel gaaer foran (§ 302).
Hertil kunde endnu foies, at Bøiningstillægget n og t bortfalder af Femin. og Neutrum i de ubetonede Stavelser (S 225, 232, 249), at de fleste Dialekter tabe ri Endelsen ar og er, at d oftest bortfalder efter Nodvokalen, at man almindeligst har nn for rn, mn for vn, og kj for tj.
342. Sprogarterne kunne bekvemmest inddeles efter de tre, ved naturlige Grændser adskilte, Hoveddele af Landet, altsaa i tre Hovedrækker nemlig 1) den nordenfjeldske (i Trondhjems Stift og Nordlandene), 2) den vestensjeldske (i Bergens og en Deel af Kristianssands Stift) og 3) den østenfjeldske eller (om man saa vil) søndenfjeldske (i Agershuus og den østlige Deel af Kristianssands Stift).
Ellers kunde man ogsaa antage to Hovedforgreninger, nemlig en for Bergens og Kr. Stift, og en anden for Ag. Stift og det Nordenfjeldske. Der findes nemlig adskillige For- holde, hvorpaa en saadan Deling kunde grundes, og af disse kan følgende her anføres. - Sprogarterne i Agershuus Stift og det Nordenfjeldske fraskille sig ved et mindre tydeligt Vo- kalforhold og ved en særegen Udtale af I og r (efter § 33). Endevokalerne bortfalde ofte, saaledes altid af Bøiningsformer med n (Fl. ann, enn; Dat. en, un). Infin. og Femin. ere ulige. Der findes Femin. paa u (o) og Maskul. paa a. Vo- kalerne i Tostavelsesord blive ofte ligedannede. som ende med Nodvokalen, ere Tilfældet i B. og Kr. Stift). De Subst. regelmæssige (dette er sjelden Halvlyden ved Adjektiver og Verber bortfalder i de allerfleste Egne. J Ordforraadet findes adskillige Forholde, hvori disse Sprogarter nærme sig mere til det Svenske; medens de bergenske og kristianssandske nærme sig mere til det Islandske.
Da imidlertid Sprogarterne i den østlige Deel af Kristi- anssands Stift nærme sig meget til de agershussiske, og disse atter adskille sig noget fra de nordenfjeldske, ville vi i det Føl- gende holde os til den ovenanførte Inddeling i tre Hoved- forgreninger.
1. Den nordenfjeldske Nække.
343. For Sprogarterne i Trondhjems Stift og Nordlan- dene kunde man angive følgende fælles Kjendemærker (der dog lide nogen Forandring i udkanterne af Distriktet). - Endevokalen e bortfalder sædvanlig i Infinitiverne og Femininerne (§ 62). Infinitiverne have ulige Endelse (e, a, aa). Der findes Femin. paa u (v) og Maskul. paa a eller aa (dog ikke paa alle Ste- der). Halvlyden ved Adj. og Verbum mangler ganske ($ 59). Sammensætnings-Vokal findes sjelden ($ 184). Stærke og svage Femin. adskilles; begge Arter faae mest almindelig a i den bestemte Form. Boiningsformer med n (nn) faae ikke Endevokal (altsaa: ann, enn, un, aan). Der findes Adj. paa au (i Helg. ug) og aat (Jsl. óttr). Mellemlydene faae ofte en bred. Udtale; det aabne y lyder sædvanlig som ø, og det aabne i som e eller æ. Særegen Udtale findes ved U, nn, tl og sl (S 34-36); ligeledes ved I og r (§ 33) fra de sydlige Grændser til Helgeland. Denne Hovedrække kan deles i tre Forgreninger, nemlig: A) den nordlandske, B) den indre trondhjemske, og C) den yttre trondhjemske.
Anm. De enkelte Sprogarter kunne bekvemmest inddeles efter Af- vigelsen i Substantivernes Bøiningsformer, da disse Former ere de mest forskjellige og sædvanlig have en eller anden Egenhed i et vist begrændset Distrikt. Det maa bemærkes, at den følgende Oversigt bliver saa kort- fattet som muligt, for at man ikke altfor meget skal gjentage, hvad der er udviklet i de foregaaende Afsnit. For Simpelbeds Skyld bruger jeg her Benævnelsen: Første Femininum om de stærke eller lukte Hun- fjonsord og Andet Femin. om de svage eller aabne (efter § 216, if. § 225), ligeledes: Første Maskulinum som de stærke Hunkjonsord, og Andet Mask. om de svage (efter § 217).
344. A. J den nordlandske Forgrening synes det al- mindeligste Forhold i Formerne at være følgende. Første Femin. har i Fleertal - e; andet Femin, har a, aa eller aar. Begge Femin. have i det bestemte Eental a, dog har det andet paa nogle Steder v (Helgeland). Neutrum faaer i det bestemte Fleertal - an. Dativ bruges sjelden i Fleertal. Halvlyd i Fleertal (efter § 230) forbindes med r (Er. Bøk'er, Menn'er). Ligedannelse af Vokalerne i Tostavelsesord finder ikke Sted.
Reflerivformen er st (§ 298).
Formerne af de regelmæssige Substantiver ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
Denne Forgrening omfatter (som de fleste andre) adskillige Under- arter eller Dialekter; men disse ere ikke tilstrækkelig undersøgte, og deres Forskjel skal heller ikke være meget betydelig. Som mest ægte an- sees den Sprogart, som bruges i Vefsen og nærmeste Egne paa Helge- land. I denne har det første Femin. i den bestemte Form æ (Skaal', Markj'e); det andet Femin. faaer o (Huvo, Klokko 2c.) I Lighed Hermed faaer første Maskul. i Dativ æ (ma Stav'a, i Baate), og andet Mast. faaer o (i Kjolo, i Hago, paa Laavo). Andet Fem. har i Fleertal aar (Visaar, Klokkaar), best. Form: aan (Klokkaan). Subst. paa g og f antage j i Eentallet (Skogjen, Stoffien); uagtet man dog har Maskul. paa ge og ke (Hage, Skugge, Bakke).
345. B. Den indre trondhjemske Forgrening dannes af Sprogarterne i Namdalen, Inderøen, Stordalen og Ørkedalen. I disse Maal adskilles første og andet Femin. fra hinanden baade i Fleertal og i Eentallets Dativ; andet Femin. har i Fl. o eller aa (bſt. F. unn eller aan). Neutrum faaer i bst. Fl. a. Fleertallets Dativ ender paa om (aam). Det mærke- ligste Særkjende ved denne Forgrening er den saa hyppig fv- rekommende Ligedannelse af Vokalerne i Tostavelsesord, hvorved Femin. faaer u eller o istedetfor aabent o, e og i; men Maſkul. og Infin. faaer a istedetfor det aabne e og i, eller ogsaa aa istedetfor a, e og i (§ 64). Der findes altsaa en stor Deel Inf. og Mask. paa aa (i Namd. a), og en Deel Femin. paa u (i Namd. v). I de Infin. som skulde ende paa e, bortfalder denne Vokal (S 62). Reflerivformen er st (i Namd.) og s (i Inderven og Ørkedalen).
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
346. De hertil hørende Sprogarter kunne ordnes saaledes: 1) Namdalsk. Andet Femin. faaer i Dativ: aan, i Fl. aa (Næroen: aar), best. F. aan. Første Maskul. faaer i Dativ - i (mæ Hest'i, Kvist'i, Stav'i); Andet Maskul. faaer i samme Form - om el. aam, f. Er. i Hagaam (0: i Haven), paa Bak- kaam, i Endom el. Ænnaam (0: i Enden). Dativ bortfalder tildeels (ligesom i det Fosenske). Ved Ligedannelse bliver eogitiloiFemin.(Logo,Voko),mentilaiInf.og Mask. (lasa, vata; Tava, Bata).
2) Inderøisk eller Værdalsk (da Maalet i Indersøen, Værdalen, Størdalen og tildeels Strinden kan betragtes under eet). Andet Femin. har ogsaa her i Dativ - aan, Fl. aa, bst. aan. Begge Arter af Maskul. faae i Dativ - Halvlyd i Fleertal er ogsaa i den bestemte Form forbunden med r (Ex. Bøk'er, Bøkera, Bøkerom; s. & 230). Ved Ligedannelse faaer Femin. u for o, e og i (Svulu, Sutu, Vuku); Mask. og Inf. faaer aa for a, e og i (laagaa, laasaa, vaataa, Baataa).
3) Orkedalsk. Andet Femin. faaer i Dativ un (unn) i Fl. o, bst. Form: un (unn). Andet Maskul. faaer i en enkelt Egn (Meldalen) i Dativ - am (paa Laavam, p. Bakkam, i Endam), men paa de andre Steder -–a. Halvlyden i Fleer tallet er ganske bortfalden (Ex. Bøk', Føt, gØænd; s. 230). Ligedannelsen foregaaer paa samme Maade som i det Inder øiske. Diftongerne ei og øy blive til e og ø i det Guldalske.
De Subst. som ende paa g og k, antage j i Namd. og Indr. (Ex. Skogjen, Markj'a), men ikke i Orkd. (Skog'en, Mark'a). – Alli gevel gives der svage Maskul. uden j i Namd. og Indr. (Bakka, Bakke, Skugge), men med j i Ørkd. GBakkje, Skuggje).
347. C. - Den yttre trondhjemske Forgrening kan dannes af Sprogarterne i Fosens, Nordmørs og Romsdalens Fogde rier. (Disse Maal ere vel noget ulige i de Former, som her komme mest i Betragning; men de maae dog betragtes under eet, fordi de ikke kunne henføres til nogen anden Forgrening). Første og andet Femin. adskilles i Fleertal, men kun tildeels i Eental. Andet Femin. har i Fleertal a, aa eller o (bst. F. ann, aan og enn). Dativet, som bortfalder i det Fosenske, ender i Fleertal paa aa; i Eental af Mask. og Neutr. paa a, i Femin. paa en og aan. Ligedannelse af Vokalerne findes her kun som en sjelden Undtagelse, og bortfalder ganske i det Romsdalske. Grundformer paa a findes kun ved nogle Ord, hvori en Mellemlyd er bleven til en bred Vokal (f. Er. læsa, væta, Vaka; jf. Lava, Haga). Subst. paa g og * faae altid j i det bst. Eental (Skogj'en, Markja, Folkje). Reflexivformen er altid st.
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
348. De hertil hørende Sprogarter kunne adskilles saaledes:
1) Fosensk. Andet Femin. har i Ft. a, bst. F. ann (ligesom i det Nordlandske). Dativ mangler. Maskul. paa a og Femin. paa u findes kun sjelden (Er. Haga, Staga, Bæta; Furu, Svolu). Halvlyd i Fl. forbindes med r (Bøker, Menn'er). - Adj. paa li (for: leg) forekomme.
2) Nordmørsk. Andet Femin. har i Fl. aa, bst. Form aan. — I Dativ har første Femin. en (enn), og andet Fem. aan. Der findes Mask. paa a, og Femin. paa aa; men disse ere sjeldne (Er. Tava, Sala; Stuaa, Foraa). Halvlyden i Fleertal bortfalder (Bøk', Føt, Menn).
3) Romsdalsk. Andet Femin. har i Fl. v, bst. F. aan Celler: e, bst. F. enn, inn). I det bst. Eental har første Femin. a, men andet Femin. aa (Overgang til de vestenfieldske Dia- lekter). Ligedannelse af Vokalerne finder (saavidt vides) ikke Sted, og der gives ikke Maskul. paa a eller Femin. paa v.
Anm. Det fosenske Maal, fom fraskiller sig ved sin Simpelhed i Formerne, ansees som den mest moderne af de nordenfjeldske Sprogarter og synes at udbrede sig meget til de nærmeste Egne. Den er saaledes den mest herskende i Trondhjems Omegn og i selve Byen. - Det Noms- dalske er at betragte som et Overgangsled imellem de trondhjemske og bergenhusiske Sprogarter og har saaledes en Blanding af to Slags Former. Den nordenfjeldske Endelse aan forsvinder her, hvorimod For men enn eller inne bliver fælles for begge Arter af Femin.
2. Den vestenfjeldske Række.
349. For Sprogarterne i det Vestenfjeldske (nemlig Ber gens og den vestlige Deel af Kristianssands Stift) kunne føl gende Fælles-Mærker angives.
Ordenes Endevokal bortfalder ikke; saaledes beholdes de fuldkomnere Bøiningsformer - anne og enne (el. enna) - og flere Endelser med e (8 62). Halvlyden ved Adj. og Ver ber (Ex. faft'e, bryt'e) bortfalder ikke (undtagen i Nhl.) In finitiv og andet Femin. ere lige; de ende begge enten paa a eller e. Der gives ikke Femin. paa u, eller Maskul. paa a (undt. forkortede Ord). Sammensætning med a forekommer ofte ($ 184). Første og andet Femin. ere lige i Dativ, og ligesaa i Fleertal (undtagen i Hard.) De Femin. som ende med Rodvokalen, ere uregelmæssige (6 231). Subst. paa g og k antage j (gj, kj) i den bst. Form (undtagen i Indresogn).
Der haves Adj. paa ig'e (eller uge) og ett'e (Isl. otlr). Reflexivformen er altid st. Mellemlydene ere for det meste tydelige, og Ligedannelse finder ikke Sted. Det særegne l, som bruges i de østlige Egne, er her ubekjendt.
Denne Række kan deles i tre Forgreninger, nemlig: A: den nordre bergenske (Sdm. til Sogn), B: den søndre ber genske (Sogn til Shl.) og C: den stavangerske (Shl. til Lister). Den førfte har noget tilfælles med de nordenfjeldske Sprog arter; de to sidste ere mere fraskilte og have megen indbyrdes Lighed. Formdannelsen i de to sidste Forgreninger nærmer sig meget til den gamle norske eller islandske.
350. A. - Den nordre bergenske Forgrening dannes af Sprogarterne i Søndmør, Nordfjord, Søndfjord og en Deel af Ittre Sogn. Ved disse kunne følgende Forholde anmærkes til Sammenligning med andre Forgreninger. Infinitiv ender paa e; ligeledes ender det andet Femin. paa e. Det første Femin. faaer i bst. Eental a; det andet faaer a eller aa; begge Arter faae i Fl. e, bst. F. enne (el. inne) Dativ ender i Fleertal paa aa; i Eental paa a (i Maskul. og Neutr.) og enne el. inne (i Femin.) Neutrer paa a gives ikke (s 233). Femin. som ende med Rodvokalen, faae i bst. F. naa, el. na (F 231). Adj. faaer ikke a i den bst. Form. Særegen Ud tale gives ved ll, nn, tl og sl ligesom i det Trondhjemske. Istedetfor a findes aa foran ng og nk CEr. laangt, Taankje). g og v bortfalder efter u (laue for lauga, skue for sknva).
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
351. De hertil hørende Sprogarter have ikke nogen be tydelig Forffjellighev i Formerne, og kunne ellers adskilles saaledes:
1) Søndmørsk. Andet Femin. faaer i den bestemte Form aa; det første faaer a. Halvlyd ved Maskulinum mærkes kun i endeel Personsnavne (s. Anm. til F 308). Overgangs formen y for u (Ex. Tyft for Tuft) forekommer ofte (s 70).
2) Fjordefylkisk, el. Fjordemaalet (Nordfjords og Sønd fjords Sprogart). Andet Femin. faaer i den bst. Form a. Forste Maskul. faaer Halvlyd i Grundformen (Ex. Baat'e, geft'e). Adj. paa legjen (Ex. høvelegjen) forekomme (S 165).
Anm. I nordre Søndmør findes Dativer paa aa i Eental af andet Maskul. (Er. paa Laavaa), hvilket svarer til det Dativ paa o og om (aam), som findes i Helg. og Namd. (& 218). I søndre Sdm. og Nordfjord beholdes di Enden af Ordene (Er. Stad, Tid) og dette har da en egen Udtale (§ 31). - (Da den søndfjordske Sprogart iffe er noie undersøgt, kan den maaskee have adskillige Egenheder, som her skulde komme i Betragtning).
Til denne Forgrening hører ogsaa den Sprogart, som bruges i La- devigs og Evindvigs Præstegjelde i Sogn (det saakaldte Sognfieremaal). Denne Dialekt har vel nogen Overgang til den egentlig sognske, men dens Bøiningsformer og Lydforholde stemme for det meste overeens med de foranførte.
352. B. Den søndre bergenske Forgrening dannes af Sprogarterne i Sogn, Voss, Hardanger og Norhordlehn. (Det Sondhordlehnske skulde ogsaa henregnes hertil, men da denne Sprogart har en større Simpelhed i Formerne og stemmer meget overeens med de stavangerske Dialekter, bliver den her forbt- gaaet). De ovennævnte Sprogarter adskille sig i mange For- holde fra den forrige Forgrening. Infinitiv ender paa a; andet Femin. ender paa a. I det bestemte Eental faaer første Femin. i eller æ; andet Femin. faaer aa eller v. I Fleertal faae begge Femin. e, og i bst. F. enna (idna) undtagen i Hard. hvor første Fem. har er og enna, men andet Fem. ur, unna. Dativ bruges ikke overalt; dets Form er ellers i Fem. enne, i Mask. æ (i) og a, i Neutr. a (i), i Fleertal o el. aa. Neutrer paa a forekomme ($ 233). Sammensætning med a er meget hyppig (S 184). Adj. faae a i den bestemte Form (af Femin. og Neutr.) Som Overgangsformer findes sæd= vanlig dn for rn, og ofte dl for ll, dn for nn', bn for vn, ps og pt for fs og ft. (If. S 92-95).
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
1) Sognsk, 2) Nordhordlehnsk, 3) Vossisk og Hardangerſt. Da disse have forskjellige Afvigelser fra hinanden, og de des- uden udmærke sig ved ægte og gamle Former, maae de her omtales med mere Udførlighed.
1. Det Sognske deler sig i flere Underarter, hvoraf de indresognske nærme sig noget til det Valderske og Halling- dalske. (Man erindre, at Sprogarten i de to vestligste Præ- stegjelde er henlagt til foregaaende Forgrening, og saaledes her forbigaaes). - Første Femin. faaer i det bestemte Eental – t; andet Femin. faaer - aa. Dativ bortfalder, undtagen i nogle faa Egne, hvor det har i Fem. enne, i første Mask. og i Neutr. i, i Fl. - v. Det bestemte Fl. af Mask. og Femin. har Formen: adne (Stavadne) og idna (Skaalidna). Adj. paa en faae i Femin. - i ($ 249). Verbets Fleertalsform bruges ikke. Omlyden av ere almindelig i Fl. af Neutr. (Glos, fot, Tok). Mellemlydene adskilles meget tydelig fra de brede Vokaler. Særegen Udtale af aa finder Sted (§ 16). -I det Indresognske findes ofte haardt g og k foran e (Er. Skog'en, Mark'i, Hage, Bakke, dregen, tiken).
354. 2. Det Nordhordlehnske har ikke saa betydelige Egenheder som de andre Sprogarter i denne Forgrening. Første Femin. faaer i den bestemte Form - (Sol'e, Elv'æ); andet Femin. faaeraa (Stovaa, Klokkaa). Dativ bruges (dog kun ved Præpos. s. $ 330 A); dets Form er i Femin. enne, i Neutr. og Mask. æ, i Fl. – aa. — Femin. som ende med Nodvokalen, faae i bst. F. næ (Bru'ne). Det bestemte Fl. af Neutr, faaer æ (Huse, Bodn'æ); samme Endelse faaer Femin. af Adj. paa en f. Er. litæ, vakse. (Disse Former ere nemlig paa de fleste Steder lige med første Femin. s. § 237 vg 249). Verbets Fleertalsform bruges regelmæssig. Halv- lyden bortfalder tildeels ved Adj. (S 244), ligeledes ved Fleertal af Subst. (Er. Bøk', Rot'). Omlyden a-o er mere sjelden end i det Sognske. Af Overgangsformer findes ofte: aa for an (Er. ſiaa, = Jsl. sidan), mm før mb, ll og nn for ld og nd; - g og v bortfalder efter ut ($ 78, 86).
Anm. Det kan i Almindelighed bemærkes, at Sprogarterne ved Havkysten sædvanlig have mere Lighed med hinanden end Sprogarterne i de indre Distrikter. Adskilligt af det, som her er anført, gjenfindes saa- ledes baade i de sydligere og nordligere Kystegne, tildeels endog i Nord- landene.
355. 3. Det Vossiske og Hardangerske har meget til- fælles og danner næsten en egen Forgrening, som udmærker sig ved fortrinlige og særdeles ægte Former. Første Fem. faaer i bst. Eental - æ; andet Femin. faaer v. Omlyden af o af a er almindelig baade i Fleertal af Neutr. og i Femin. af Adj. (Er. fost,. vorm, sport, s. § 247); i sidstnævnte Form bortfalder Halvlyden ut eller v Cs. S 244). Adskillelsen af g og k fra gi og kj ere mere regelmæssig end paa de fleste andre Steder ($ 74); saaledes i Fleertal af Adj. (f. Er. ungje og unga, rikje og rika, § 245). Verbets Fleertals- form bruges. Der gives Adverbier paa an (innan, framman), og Subst. paa are og ingje (Skrivare, Ervingje). Lyden jo og ju bruges mere end i de nordligere Egne (Er. Sjo, drjugt). a foran ng og nk forekommer (Er. rangt, Tankje). aa har samme Udtale som i det Sognske.
De to Sprogarter adskille sig i følgende Punkter. a) Vossisk. Dativ bruges (ved Præpos.) og har i Fem. enne, andet Mask. - a, første M. og N. - æ; i Fl. - v. - Fleertal af M. og F. ender som almindeligst paa a og e (Stava, Skaale).
b) Hardangerst. Dativ bruges ikke. Fleertal ender i Mask. paa ar (bst. anne), i første Femin. paa er (irr) og bst. F. enna, i andet Femin. paa ur (el. or) og bst. F. unna. Verberne af den største Klasse CS 289) have i Præs. ar (kastar). I Sammensætning faaer andet Femin. u (Er. 15 Stovu-tak, Ekkju-mann s. S 190). Der findes Subst. paa le for el (Aangle, Jukle, Lykle).
356. C. Den stavangerske Forgrening, som indbefatter Sprogarterne fra Søndhordlehn til Lister, stemmer i mange Dele overeens med den foregaaende, men adskiller sig ved en større Simpelhed i Formerne og ved enkelte afvigende Former. - Infinitiv ender paa a. Andet Femin. ender paa a. Første og andet Femin. ere lige i Bøiningsformerne; begge Arter faae i det bst. Eental o eller aa, i bst. Fl. enne. Dativ bruges ikke. Neutrer paa a, Sammensætning med a og bestemte Former paa a ved Adj. findes ligesom i forrige Forgrening; ligeledes Overgangen dn for rn og tildeels for nn, dl for Ul, og pt for ft. Omlyden o af a (i Fl. af Neutr.) er sjelden. Der findes tildeels et indskudt d foran og n (Aadl, Stein, Stodl, Lykjedl). J Egnene sydenfor Stavanger bruges bløde Kon- sonanter istedetfor haarde i Enden af Ordene (Er. Tag, Mad, roba, lauba).
Formerne af de regelmæssige Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
357. De vigtigste Sprogarter i denne Forgrening ere:
1) Søndhordlehnsk (s. 352). Femininerne faae i den bestemte Form - o (nogle Steder aa), i Fl. enne (forskjelligt fra forrige Forgrening). Formen for det ubst. Fl. er alminde= ligst a og e, men paa nogle Steder ar og er.
2) Ryfylkisk. Femin. faae i den bst. Form aa. I det ubst. Fleertal faaer Maskul. ar og Femin. er (irr). Der findes tildeels bløde Konsonanter istedet for haarde. 3) Jæderst. Femin. faae i den bst. Form aa. Fleertal har a og e (uden r). Bløde Konsonanter (g, d, b) istedet for haarde (k, t, p) i Enden af Ordene. Af Lydforholdene mærkes ellers: a foran ng og nk (S 68), g bortfaldet ved ut (§ 78), i for li (Jaa, Jos), ll og nn for nd og nn.
Noget afvigende ere Sprogarterne i Dalerne og Lister. I en Deel af Dalerne fraskilles første Femin. som faaer æ i det bst. Eental (Skaal'æ c. som i Nhl.) I det Listerske faae begge Femin. sædvanligst aa (som i Nyf. og Jæd.), men Neu- trum faaer i Fl. anne (Er. Husanne), s. § 237.
3. Den østenfjeldske Række.
358. Ved Sprogarterne i det Østenfjeldske er det vanske- ligt at opstille nogen Samling af fælles Kjendemærker, da man i den sydvestlige Deel finder en Tilnærmelse til de vestenfjeldske Sprogarter, og i den nordlige Deel derimod en gradviis Til- nærmelse til de nordenfjeldske (s. § 342). Imidlertid kunne følgende Forholde anmærkes til Sammenligning.
Endevokalen bortfalder ofte af Trestavelsesord (især i Ag. Stift, jf. § 62), men ikke af Tostavelsesord. Halvlyd findes kun i de vestligste Egne. Infinitiverne ere ulige, da nogle ende paa a, men de fleste paa e. Femininerne af den svage Form ere ligeledes ulige, da nogle ende paa u eller v, men de fleste paa e. Maskuliner paa a forekomme, dog ikke i de sydligste Egne. Ligedannelse af Vokalerne forekommer (i Agershuus Stift). Sammensætning med a er noget sjelden. Første og andet Femin. adskilles sædvanlig i Fleertal og i Dativ (for- saavidt denne Form bruges). Den bestemte Form af Adj. har kun e (iffe a). Af Adjektivformer mærkes ug (field. au) og utt (sfeld. aatt og ette). Reflerivformen er for det meste s (as). Udtalen er simpel ved Konsonanterne, undtagen ved og tildeels r (i Ag. Stift). Af Overgange mærkes: sl for tl, 15* si for sti, nn for rn. - De fuldkomneste Former findes i de vestligste Egne (Tell. Hall. Valders).
De ægte Sprogarter i denne Hovedrække kunne inddeles i tre Forgreninger, som kunne benævnes: 1) den sydlige eller arendalske, 2) den vestre oplandske, 3) den østre oplandske.
359. A. Den første Forgrening dannes af Sprogarterne i Naabygdelaget og Tellemarken (eller den østlige Deel af Kri- stianssands Stift, hvori dog den Dialekt, som bruges langs Søsiden, er kun at ansee som en moderniseret Afart). Ved denne Forgrening mærkes Følgende. Første og andet Femin. adskilles baade i Eental og Fleertal; det første faaer i bst. Form - i, æ eller a, - i Fl. ir (e), bst. inne; det andet faaer a (sjelden o), i Fl. ur (u, v), bst. F. unne. Dativ bruges iffe, undtagen i Sætersdalen. Endelser med r findes i Fleertal af Maskul. og Femin. (ar, ir, ur) og i Præsens af de Verber, som have svag Form (Er. Kastar, lyser), medens derimod den stærke Form faaer Halvlyd i Lighed med Adj. (Er. bryt'e, tæk'e) s. § 294. Som Halvlyds-Vokal i Fleertal af Subst. findes a (f. Er. Bokar, Hend'ar, Menn'ar). Neutrer paa a forekomme (§ 233). Sammensætning med a findes ved de svage Maskul. (S 191), men er i andre Tilfælde sjelden. Af Adjektivformer mærkes uge, utte og skleg (=sleg i det Stavangerske, s. § 165). Mellemlydene ere tydelige, og Kon- sonanternes Udtale er reen og simpel.
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
360. De hertil hørende Sprogarter kunne adskilles saaledes: 1. Raabygdelagets Sprogart. Første Femin. faaer i den bst. Form æ eller a; de som ende med Rodvokalen, faae »næ el. na ($ 231). Første Maskul. faaer Halvlyd i Grund formen (ligesom i det Nordfjordske). Femin. paa u gives ikke (saavidt vides). Reflexivformen er st.
Raabygdelagets Maal maa ellers deles i to Arter, nemlig: a) det Sætersdalske. Første Femin. faaer æ (e). Dativ bruges (see ovenfor). Endelsen r bortfalder i Fleertal af Subst. (a, e, u eller v), men beholdes i Præsens af Verberne (ar, er) Omlyden o af a er sædvanlig i Fleertal af Neu trum, og i Femin. af Adj. (ligesom i Hardangersk). Verbet har Fleertalsform (saaledes Imperf. med aa i Roden, efter H 270). Der findes flere mærkelige Overgangsformer, saasom: ddfor (s93),bortfaldetlførang,k,vogm(F84,og bortfaldet k foran n (F 78).
b) Ostre Raabygdelagets Sprogart. Første Femin. faaer a. Dativ bruges ikke. Fleertallet har tydeligt r (Mask. ar, F. ir, ur).
Anm. Som en Afart af dette Maal kunde man ansee den Sprog art, som tales i Nedenæs og ved Kristianssand, men denne er dog saa stærkt moderniseret eller fordansket, at den her ikke kan komme i synderlig Betragtning.
361. 2. Tellemarkens Dialekt deler sig i flere Arter, hvoraf den vigtigste og mest udbredte har følgende Forhold. Første Femin. faaer i den bst. Form-–i. – Dativ bruges ikke (undtagen i nogle Fjeldbygder). Fleertal har tydeligt r (M. ar, F. ir, uUr). Der findes Femin. paa u, og disse faae i den bestemte Form - o (& 227). Femin. som ende med Rodvo falen, ere regelmæssige CEr. Aa'i, Klo'i). Reflexivformen er s (Ex. lagas, finnas).
I Udkanterne af Distriktet ere Forhøldene afvigende. I Nissedal findes saaledes samme Former som i Ostre Raabyg delaget; i Fyrresdalen findes derimod en Tilnærmelse til det Sætersdalske. I de nordostlige Egne og i nedre Tellemarken mærkes en stærk Overgang til de agershusiske Sprogarter. Paa nogle Steder (Hjerdal og Hitterdal) findes Verber paa aa med ligedannede Vokaler, (f. Er. laagaa, draagaa) ligesvm i det Trondhjemske.
Anm. Dialekten i Tellemarken, og især i Midten af Distriktet, er en i flere Henseender fortrinlig Sprogart. Den har et rigt Ordforraad, som er smagfuldt udviklet og temmelig reent for fremmed Indblanding. Lydene ere simple og lette at udtale; Formerne ere gode og ægte, skjønt nogle af dem ikke ere ganske saa fuldkomne som i enkelte andre Bygde maal. Forøvrigt er denne Sprogart mærkelig derved, at den kan siges at være den mest dyrkede af alle, da man ikke paa noget andet Sted har saa megen ægte Folkepoesie som i dette Distrikt. Der findes ei alene en stor Mængde af de saakaldte Stæv, som for det meste udgjøre et Slags rimede Samtaler eller Repliker, men ogsaa et betydeligt Antal af gamle Folkesange, hvoriblandt ere endeel Kjæmpeviser, som paa Grund af deres interessante Indhold og smukke Melodier have forben været meget yndede, men som nu synes at være nær ved at gaae i Forglem melse. Da man imidlertid veed, at en Samling af disse Viser for læn gere Tid siden er paabegyndt, har man Haab om, at de snart ville blive udgivne i Trykken.
362. B. Den vestre oplandske Forgrening dannes af Sprog arterne i Hallingdal, Valders og øvre Guldbrandsdalen, ved hvilke Følgende kan mærkes til Sammenligning. – Første og andet Femininum adskilles baade i Eental og Fleertal; det første faaer i det bestemte Eental - e, og i Fl. i eller e; det andet faaer i Eental - a, og i Fl. u eller o. Dativ bruges regel mæssig og ender i Femin. paa en og un, i Mask. paa e og a, i Fleertal paa o eller om. Lyden r bortfalder i Fleertal af Subst. og i Præsens af Verberne. Halvlyden ved Adj. findes kun tildeels. Reflexivformen er fordetmeste ast (st), sjeldnere as (8s). Der findes Neutrer paa a, Femin. paa u og o, Adj. paa and, ug og utt (i Gbr. aat). Ofte ge og fe uden j; ligeledes ofte æ for a (foran D, ø for o, o iste detfor u og omvendt (5 69). Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
363. Denne Forgrening kan deles i to Afdelinger, saa- ledes at det Hallingdalske og Valderske henlægges til den ene, og det Guldbrandsdalske til den anden.
1. Ved det Hallingdalske og Valderske mærkes Fol- gende. Første Femin. faaer i Fl. i eller e, og bst. idn; andet Femin. faaer u eller o, og bst. udn; Maskul. faaer a, bst. adn. Fleertallets Dativ ender paa o (ikke om). De Subst. som have Halvlyds-Form i Fleertal (S 230), faae Endelsen a (ligesom i det Sætersdalske), bst. adn (Er. Røt'a, Rot'adn, Steng'a, Steng'adn). Imperfekterne af de stærke Verber (S 268 v. fl.) have Fleertal med Aflyd og Endelsen o (Er. skoro, spunno, fingo, bruto, bito). Af Overgange mærkes: dn for rn (nn), æ for a (ved (), o for o, so for jo (Er. Ljøs, skjøte). Der findes gi og ki foran - ing (Er. Dragjing, Vaskjing).
Af de Forholde, hvori Dialekterne ere adskilte, mærkes: a) Hallingdalsk. Femin. faaer i Fleertal: i (Skaali) og u (Visu). gi og kj findes ofte foran - e, men j bortfalder foran - en (Ex. Engj'e, i Eng'en). Halvlyd ved Adj. findes sjelden. I en Deel af Distriktet (nemlig Næs) bliver v til i, og øy til ei (S 72).
b) Valdersk. Femin. faaer i Fleertal: e (Skaale) og v (Viso). Halvlyd ved Adjektiver og Verber (Er. fast'e, bryt'e, læt'e). Mange Former med ge og ke uden i (Hage, Bakke, Skogen, Folk'e). Det aabne o gaaer meget ofte over til ø (S 19).
364. 2. Det Guldbrandsdalske kan kun for en Deel henføres til denne Forgrening, da det er kun Sprogarten i den øvre eller nordre Deel af Distriktet (nemlig Vaage, Lom og Lesso), som har de forhen anførte Kjendemærker. Ved denne Sprogart kan ellers følgende mærkes. Første Femin. faaer i Fleertal - e, bestemt: inn; andet Femin. faaer - o, bst. unn; Maskul. faaer - e, og i den bst. Form: enn (ann ainn, æinn). Fleertallets Dativ ender paa om (um). De Femin. som ende pan u, faae i den bestemte Form o (§ 227). De Subst. som ellers faae Halvlyd i Fleertal, blive her een- stavede og faae i den bestemte Form Endelsen - inn (Er. Rot Rot'inn, Steng' Steng'inn). Adjektivernes Halvlyd bortfalder. Lydene jo og ju gaae ikke over til jo (Fjos, jote, rjuke). I Tostavelsesord bliver a til aa (Er. draagaa, Haa- maar, s. § 65). Foran ll og nn lyder a som ai, æi eller æ (S 15). Mellemlydene falde tildeels sammen med de bredere Vokaler.
Anm. Sprogarten i søndre Guldbrandsdalen har omtrent de samme Egenheder i Lydforholdet, men har derimod andre Bøiningsformer og maa derfor henlægges til den følgende Forgrening.
365. C. Den østre oplandske Forgrening dannes af Spwg- arterne i nedre Guldbrandsdalen, Toten, Hedemarken og Øster- dalen. De Fællesmærker, som kunne angives ved disse Dia- Tekter, ere følgende. – Første og andet Femininum have for det meste de samme Former, og ende i det bestemte Eental paa - a, i Fleertal (ub.) paa er (ær). Dativ bruges, og ender i Maskul. paa a (om), Fem. en (un); i Fleertal paa om. Fleertal af Mask. og Femin. ender paa - er (baade istedetfor ar og ur). I det bestemte Fleertal faaer Maskul. deels enn el. ann, deels blot a (f. Er. Hesta, o: Hestene). Der findes mange Maskul. paa a (aa), og Femin. paa u (o); de sidste faae her i den bestemte Form: ua (Er. Furua, Gutua, Evjua). Adj. har ikke Halvlyd. Præsens faaer r (er) i alle Klasser. Reflerivformen er s (es). Af Overgangsformer mærkes: œ for a (foran D), - rj og li for rg og lg, - ge og ke for gje og kje (i de ubetonede Stavelser).
Formerne af de regelrette Subst. ere:
| Exempler ere: | Forkortet: |
|---|---|
| draga, plagar, lægja; lada. | dra, pla, læ; — la (§ 81). |
| hava, heve; gjiva, gove. | ha, hè, gje, gò (Sogn). |
| vera, vore; fyre (el. fire). | vė, vò, fy (Voss), fe (Tell.) |
| standa, stend'; ganga, gjeng'. | sta og staa, stæ; ga og gaa, gjæ. |
| sagde, lagde, brygda | ſa, la, bry (Næsten almindl.) |
| vislega, harlega (forældet). | visle (ell. visla), harle (hadla). |
366. Denne Forgrening kan deles i to Afdelinger nemlig:
1. Hedemarkisk (hvormed Dialekterne i søndre Guld- brandsdalen, Toten, Land og Hadeland - for det meste stemme overeens). Maskul. har Dativ paa - a, men Neutrum sæd- vanlig paa - e (ligesom forrige Forgrening). Andet Femin. har Dativ paa - un. Diftongerne gaae ikke over til enkelte Vokaler.
2. Østerdalsk. Maskul. har Dativ paa - om (om, em), sjeldnere pag a. Neutrum har Dativ paa - a (ligesom Ørkd. Ndm. Sdm. og fl.) Diftongerne gaae ofte over til enkelte Vokaler (ei til e, øy til ø, au ofte til aabent o). Der findes ofte au for ag (S 100), y (eller ø) for u, og a (eller en Mellemting af a og æ) for e.
367. De øvrige Sprogarter i det Søndenfjeldske synes i det Hele at nærme sig langt mere til det moderne Talesprog, der bruges i Byerne og kan betragtes som et Mellemled imellem det egentlige Folkesprog og Skriftsproget. Ved disse nyere eller mindre ægte Dialekter kunde følgende Forholde angives som de almindeligste. - Infinitiv og andet Femininum ender Sædvanlig paa - e. Begge Femininer faae samme Boiningsform, og ende i det bestemte Eental paa - a (Er. Visa, Skaal'a). Dativ mangler. Fleertal ender paa er (ær) baade ved Maskul. og Femin.; tildeels endogsaa ved Neutrum. I det bestemte Fleertal have Kjønnene deels lige Endelser: enne eller enn, - deels adskilte: enn (Fem.) ann, a (Mask.) og a (Neutr.) Præsens ender paa - er baade ved stærke og svage Verber (Ex. bryt'er, viser, kaster). Neflerivformen er s (es). Af Overgangsformer mærkes: ge og ke for gje og kje; - v for jo og ju.
368. De Sprogarter, som nærme sig mest til det gamle Sprog, ere altsaa de, som bruges i de vestlige Fjordbygder og i Dalene paa den østlige Side af Langfjeldene. Bygdemaalene i Bergens Stift have i Almindelighed det bedste Lydforhold og de fuldkomneste Grundformer eller Ordformer; derimod have Maalene i de kristianssandske og agershusiske Fjeldbygder en skar- pere Adskillelse af den stærke og svage Flerion og en større Fuldkommenhed i enkelte Boiningsformer. De fuldkomneſte Boiningsformer af Substantiverne findes paa forskjellige Ste- der; saaledes er Fleertallets ubestemte Form fuldkomnest i Naa- bygdelaget, Tellemarken og Hardanger, - den bestemte Form i Hardanger, Voss og Sogn, og Dativet i Guldbrandsdalen og Ørkedalen. Adjektivernes Boining er fuldkomnest i Har- danger, Voss, Sogn og Nordhordlehn. Verbernes Boinings- former ere fuldkomnest i Naabygdelaget og Tellemarken (Præ- sens), samt i Hallingdal og Valders (Imperfektum).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |