Det at længes –
DET AT LÆNGES —
I mellem farlig andemat og slam
stod maanen i den lunkne liljedam!
Og høiet paa en duftig hesjegrind
hang hviskende og varmt i maanevind!
Hun heldet sig i høiet, og hun sa:
«Min egen ven! Imorgen maa jeg dra!
Naar næste aftens himmelhvælv er blaanet,
skal det at længes bli din lodd en maaned!»
stod maanen i den lunkne liljedam!
Og høiet paa en duftig hesjegrind
hang hviskende og varmt i maanevind!
Hun heldet sig i høiet, og hun sa:
«Min egen ven! Imorgen maa jeg dra!
Naar næste aftens himmelhvælv er blaanet,
skal det at længes bli din lodd en maaned!»
Han sat og stak med sliren, hugg i hugg
i græsset paa den tidlig faldne dugg!
Og stilhet faldt der, knugende og saar,
saa stod han op, og sagde, høi og haard:
«Mit sind er denne simple, enkle muld!
Den gror bestandig, taaler ikke hul!
Jeg gror bestandig, jeg er grov og graadig,
og det at længes! Elja, vær mig naadig!
i græsset paa den tidlig faldne dugg!
Og stilhet faldt der, knugende og saar,
saa stod han op, og sagde, høi og haard:
«Mit sind er denne simple, enkle muld!
Den gror bestandig, taaler ikke hul!
Jeg gror bestandig, jeg er grov og graadig,
og det at længes! Elja, vær mig naadig!
Den sjæl, som ønsker leve i mit sind,
den maa bestandig være nær og min!
Jeg er en verden i at holde ved
min elskovs unge, sommerlige træ!
Hvis træet satte rot hos mig og sto
med stammen i mit tun og vilde gro,
da stod det trygt i sommersol og grønsket!
Men det at længes har jeg aldrig ønsket!
den maa bestandig være nær og min!
Jeg er en verden i at holde ved
min elskovs unge, sommerlige træ!
Hvis træet satte rot hos mig og sto
med stammen i mit tun og vilde gro,
da stod det trygt i sommersol og grønsket!
Men det at længes har jeg aldrig ønsket!
Og, skjønne Elja, skal det hænde, at
mit grønne tun blir tomt og træet tat,
da skrider gjerne hele skogen ind,
for, kjæreste, mit blik har ingen grind!
Jeg fyldes redningsløst av blomsterduft,
og lyngen spredes om min arvetuft,
til hvert et gammelt minde er forsvundet,
for det at længes har jeg aldrig kunnet!
mit grønne tun blir tomt og træet tat,
da skrider gjerne hele skogen ind,
for, kjæreste, mit blik har ingen grind!
Jeg fyldes redningsløst av blomsterduft,
og lyngen spredes om min arvetuft,
til hvert et gammelt minde er forsvundet,
for det at længes har jeg aldrig kunnet!