Den stjaalne frak
DEN STJAALNE FRAK
Ting som hatter, galosjer, paraplyer, spaserstokker er kun i uegentlig forstand at regne for klædesplag og betragtes i det fordomsfri moderne samfund mere og mere som flydende almeneie, Den som gaar med en ny hat og hører paa et foredrag, vil finde en ældet og forgræmmet og svedig hat, naar han kommer ud igjen. Og spændte han tillidsfuldt af sig et par unge og elastiske galosjer i gangen, maa han prise sit held om han finder noget andet end deres bedrøvelige bedstemødre, naar hans forgjængere har delt byttet. Nogen paraply har jeg for mit vedkommende aldrig havt lykke til at beholde mere end et par timer, og ved alle disse forvexlinger, som synes uundgaaelige, er der den merkelighed, at jeg aldrig har hørt nogen som ikke har været den skadelidende part. De vindende er beskedne . . . de tier. I den senere tid har ogsaa vinterfrakkerne begyndt at svigte mig . . den sidste mistede jeg i forrige uge, hvilket minder mig om en frak, som engang forsvandt for mig, men kom igjen under ikke sedvanlige omstændigheder.
Jeg havde kjøbt den i Paris under en vaarlig kuldeperiode, og den blev mig trofast, formodentlig fordi mildveiret indtraadte dagen efter at jeg havde gjort mit indkjøb. Sligt hænder, naar man har heldet med sig. Det blev med engang uimodsigelig vaar . . Violbuketter blev udraabt paa gaderne, og hviddugede borde rykkede ud paa restaurantterrasserne. Veiromslaget voldte at ingen gad forvexle den for mig. Den virkede trods sin flunkende nyhed som en seddel der var ude af kurs. Jeg maatte slæbe denne vinterfrak gjennem femten graders solvarme og havde bare den lille trøst, at den var blond som en moden kornaker, og at dens fløielskrave var grøn som spædt kastanjeløv. Men jeg holdt alligevel ikke af den, og da den virkelige sommer kom, blev den mig forhadt. Stoffet virkede desuden og desværre antipatisk paa møl, og glemte jeg den med flid igjen paa nogen jernbanestation, blev den i sidste øieblik slængt ind i min kupé mod finderløn og drikkepenge.
Den befandt sig i halstarrig modsigelse til alle aarstider og breddegrader. I en norsk vinter tonte dens farver mod sneen som udæskende sagn om fuglekvidder eller som en elegisk pris til modningens august, og hvor jeg kom i Syden virkede den trykkende ved sin uldtyngdes overflødighed. Paa den maade havde den fulgt mig til Anacapri.
En dag havde der været en svenske fra Rom og besøgt os. Det var i mars, og kvelden var klam og kjølig. Den svenske doktor var en forsigtig herre, og jeg tilbød ham derfor med glæde min kornfarvede frak til nedturen. Lad den bare blive hængende paa hotellet, sa jeg. Ved leilighed kan jeg gaa indom og hente den. Det er jo hotel Tibér.
— Nei för all del, sa svensken. Jag skickar tillbaks den . . .
— Ikke under nogen omstændigheder . . Jeg gaar forbi Tibér hver dag. — Men det var mit faste forsæt at aldrig spørge efter frakken.
Nu gik en uge eller to, og jeg havde aldeles glemt hele historien. Men saa hænder det, at jeg sammen med en god ven og dansk digter, med Sofotatos, sidder en aften nede hos Morgano paa Capri og drikker the. Det var atter en kjølig og klam aften, og af den grund kom vi nogen draaber Guavarom i theen. Vi sad længe og nippede til denne drik, som mindede os om den udmerkede grog américain man faar i Paris . . . Derpaa snakkede vi i det uendelige om Paris, og pludselig siger Sofotatos:
— Det eneste parisiske ved dig er din vinterfrakke. Hvorfor gaar du ikke med den i denne kulde?
Og nu talte han vidt og bredt og omsvøbsløst anerkjendende om den mig saa ligegyldige frak. Han priste dens farver, som mindede ham om Danmark, om bølgende kornmarker og bøgekranse paa grundlovsdagen. Men snittet tilføiede han — snittet, det er parisisk. Dernier cri.
Om nu min ven havde rost noget af det jeg havde sagt eller skrevet, saa vilde neppe min forfængelighed have svulmet over bredderne af den grund. Men nu da han roste min frak, blev jeg strax overmodig og beskyttende.
— Ja, sa jeg. Jeg har ogsaa selv udvalgt den med omhu og eftertanke. Du skal forresten vide, at det ikke simpelthen er en frak. Det er en paletot.
Og jeg speidede efter virkningen af mine ord.
— Javel, sagde digteren rolig og stak ud sin the . . . Og en paletot af rang. Men den lod du altsaa svensken reise med.
— Er du gal! Tror du at jeg overlader broderfolket en slig paletot? Han boede paa Timberio . . der maa paletoten hænge.
— Saa lad os røre paa os og hente den.
Vi drev gjennem smugene ned til Timberio, hvor cortilen vrimlede af bæregutter, fremmede, opvartere, æsler. Døren stod ogsaa paa vid væg til det store kjøkken, hvor hvidklædte kokker stagede med spader i macheronigryderne . . .
Det blev en belivet forhandling — una controvèrsia animatissima, som det senere blev fastslaaet af alle vidner. Min høflige forespørgsel efter en kornfarvet paltô med papegøiefarvet krave blev energisk afvist. — Men den var efterladt der af en svensk herre for ikke mere end fjorten dage siden . . . Man kjendte ingen svensk herre . . . Og skjønt jeg vidste, at hermed var det diplomatiske forspil til aktionen uigjenkaldelig ude, forlangte jeg rent som en skinmanøvre med sterke ord hotellets blaabog udleveret til granskning. Af blaabogen var alle blade indtil de allersidste udrevne.
Men da var det ogsaa ude med vor allierede taalmodighed. Vi tog offensiven, digteren mørkerød af indignation, jeg en tanke blegere, men besluttet paa kamp til det yderste for klenodiet, vort gyldne skind, min korngule paletot. Og vi kjæmpede som løver mod overmagten.
Stridens detaljer tilhører de lokale epikere. E cosa caprese. Men det er endnu idag min standhaftige overbevisning, at vi vilde vundet slaget, om ikke kjøkkenet var ilet til undsætning med glohede kjæmpeslever. Den danske digter blev først rammet, jeg fik tinden af en stegegaffel ind i overarmen. Blesserede men ikke modløse trak vi os med trusler om hevn og gjengjældelse ud af cortilen, og porten blev slaaet igjen og barrikaderet bak os.
En sympatisk sværm af lediggjængere fulgte os tilbage til Morgano. Ingen vidste hvad striden gjaldt, men alle tog uden forbehold vort parti. Da jeg fortalte, at hotellet havde stjaalet min kostbare parisiske paletot, tilbød to unge mænd at stjæle den igjen, et tilbud som jeg med tak afslog. Vi var germanere, vi vilde gaa enten magtens eller rettens vei.
Hos Morgano forfriskede vi os med en flaske hvid Caprivin, mens vi raadslog om vor videre optræden. Skulde vi hente forsterkninger og skride til nye angreb paa hotellet? Eller skulde vi anmelde røverne for kvæsturet? Eller skulde vi søge voldgift? Mod den første udvei kunde det indvendes, at en regulær storm eller en regulær beleiring havde lige liden udsigt til at lykkes. Ethvert italiensk landhus, ogsaa et hotel, er en fæstning med massive porte og høie mure, der er saagodtsom uoverstigelige paa grund af kransens millioner af indleirede flaskeskaar. Et hotel kunde desuden vanskelig udsultes. Blande statspolitiet ind i affæren bød os paa den anden side sterkt imod. Tilbage stod at henvende os med en klage til syndikus.
Og den klage skrev Sofotatos strax og paa fransk. Noget ringere end diplomatiets officielle sprog fandt han det ikke passende at benytte. Jeg skal ikke citere ordlyden, men skriftet var helt igjennem holdt i en rolig og værdig tone. Vi henpegte paa den kjendsgjerning at Capris to kommuner for sin trivsel var afhængig af fremmedbesøget og at det derfor var en velfærdssag for kommunerne at opretholde et godt forhold til de fremmede. Men vi som saa grovelig var blit krænket, var noget mere end de sedvanlige fremmede, som kom idag og forsvandt igjen imorgen. Vi havde boet i maaneder og agtede fremdeles at bo i maaneder, maaske i aar paa øen . . et ophold som vi lod underforstaa var af uberegnelig økonomisk betydning for begge kommuner. Paa disse almindelige bemerkninger fulgte en omstændelig redegjørelse for vinterfrakkens hele historie fra min svenske gjests besøg til slaget i hotel Tibérs cortile.
Dette dokument renskrevet og forsynet med vore underskrifter og adresser bar vi om hjørnet til Syndikuspaladset og gik derpaa for tredje gang tilbage til Morgano, hvor vi tilbragte resten af aftenen med vin og sang . . . Jeg erindrer endnu, at digteren foredrog en vise i utallige vers, hvis omkvæd alle tilstedeværende, fremmede og indfødte istemte:
For mig man gjerne sige maa,
at verden den er trist og graa —
Jeg er, jeg er
couleur de rose . . .
Jeg er, jeg er couleur de ro-o-se.
Og det var vi begge.
― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ―
Nu gik nogen dage hen, og jeg levede i ro og betragtning i mit hus og min have paa Anacapri. Fra Sofotatos, fra syndikus eller fra Tiberius hørte jeg intet.
Men la mig indflette en almindelig bemerkning før jeg gaar videre i vinterfrakkens historie.
Jeg har aldrig levet blandt en elskeligere og bundærligere befolkning end Anacapris. Særlig som fremmed blev man betragtet og behandlet som en skattet ven af den familie man boede hos og atter af dennes slegt og venner, kort sagt af alle. Slang man indom og familien netop nød sit patriarkalske maaltid med bedstefaderen for bordenden, maatte man spise med . . . Oplevede den en eller anden glæde eller en sorg . . et amerikabrev, en barnefødsel, et dødsfald, blev man som selvskreven gjort delagtig. Det var mennesker fra en svunden og lykkelig tidsalder. I byen Capri derimod er forholdene mindre primitive, det neapolitanske Babylon ligger nærmere, og ialfald bedømmer anacapreserne sine naboer haardt. Jeg tør ikke sige med hvilken ret, men for Anacapri staar Capri som verden, som lasternes hjem, som en menighed af frafaldne, der endog dyrker en falsk helgen.
Hos en beskeden liden familie i byen Capri havde jeg oplevet følgende: Jeg var buden til kaffe og kunde ikke undlade at observere, at hver enkelt af de flunkende nye skeer bar en tydelig kalligrafisk indskrift, som lød: Stjaalet fra den automatiske har i Neapel . . rubato dal bar automatico di Napoli. Det unge par havde faaet sex i bryllupspresent af en onkel, men hver gang han kom fra Neapel, bragte han dem en ny. Han havde lovet dem dusinet fuldt, og som analfabeter tog de i sin hjertens enfold indskriften for en betydningsløs, men prydelig dekoration. Dette var hændt nylig i forveien, og jeg tænkte, at i en by med slige onkler har en forsvunden vinterfrak intet at beklage sig over . . .
Saa endelig en morgen kom indkaldelsen fra syndikus. Det var atter en kjølig klam dag med tæt havtaage. Jeg slængte paa mig en frak og gik nedover. I svingen under Barbarossataarnet løb jeg mod don Manfredo, hvis store solrige ansigt glodde ud af taagen som en overophedet kometkjerne. Jeg stod paa hilsefod med presteskabet og han nikkede venlig da jeg med en undskyldning for kollisionen fór videre.
— Lad ikke hallunkerne slippe billig, ropte han efter mig. De er capresere, de er allerede dømt. Sant Antonio være med Dem . . . Anacapri og geistligheden stod naturligvis paa min side.
Nede hos Morgano sad Sofotatos allerede og ventede mig ved en aperitif. Han memoredede en tale han vilde holde og spurgte om jeg havde overtænkt min.
— Nei, er du gal, sa jeg. Du maa da forstaa, at i en fillesag som denne, hvor jeg har saa soleklar ret, kan jeg nøie mig med at improvisere.
Digteren var i sid diplomatfrak og vingeslips. Han var henfalden i dybe tanker og var taus. Vi styrkede os med en ny aperitif.
Allerede udenfor paladset og paa trappen var der fuldt af mennesker — oldinger, kvinder og børn, foruden de sedvanlige krøblinger. De gjorde hilsende vei for os, og en angstbespændt kvinde strakte hænderne mod os og raabte:
— Compassione signori. Iddio vi lo renderà. Oimè pazienza!
Det er vel mor til en af tyvene, bemerkede Sofotatos. Det er trist at det ogsaa skal gaa ud over familien.
Foran skranken var alle vore modstandere fra Timberio samlet. De var ikke saa kjephøie som sidst, men murred alligevel truende da vi trængte os ind. En tjener slap os indenfor skranken og anviste os stole. Vi var jo den klagende part.
Syndikus hilste venlig. Det var en rolig, smuk og tillidvækkende embedsmand. Han lod sin monokle rotere i luften om sin pegefinger.
Nu blev vinterfrakkens historie atter gjenoprippet indtil dens mystiske forsvinden og vort mislykkede forsøg paa at gjenerobre den.
— Herrerne mener sig altsaa forulempet af en eller flere af de tilstedeværende, sagde syndikus og slap sin monokle. Kan herrerne udpege nogen bestemt?
— Nei, erklærede Sofotatos og besaa opvarterrækken. De ligner jo hverandre som fluer. Den ene er som snydt ud af næsen paa den anden.
Hans oversættelse af dette malende danske udtryk fremkaldte munterhed ikke mindst blandt de sigtede. Men pludselig pegte en af dem paa min ven og udbrød:
— Ecco signore sindaco. Se herren sveder.
Hvilket holdt stik, for digteren følte sig varm foran den tale han vilde holde; men dette angik jo ikke sagens realitet, og han svarede derfor majestætisk, men med en let overdrivelse:
— Alle dannede mennesker sveder i mit fædreland.
Nu Io igjen hele lokalet, og syndikus dæmpede et diskret smil. Skulde det hele opløse sig i mindelighed? Opvarterne saa paa hverandre med sky øine, hvori der glimtede baade forundring og et gryende haab. Skulde Pietro, eller Annibale, eller Antonio, eller Michele — eller hvem af dem der nu havde stjaalet vinterfrakken, lykkes at vri sig unna? Det var tydelig at alle mistænkte hverandre, men gjennem tykt og tyndt følte de solidarisk.
Der blev en pause, og nu vilde digteren gribe ordet. Han reiste sig, tørkede panden og begyndte:
— Signore sindaco . . .
Men længer kom han ikke, for nu vendte syndikus sig til mig og spurgte mig nøiere ud om den paletot, den svenske herre havde laant af mig og hængt igjen paa hotel Tibér og som altsaa var forsvunden.
— Jo, sagde jeg. Den var kjøbt i Paris, var yderst moderne af snit, indsvungen i ryggen og med to store skildpaddeknapper sammesteds.
— Og farven?
— Den var gul, nærmest hvedegul, sagde jeg . . . quasi un giallo di grano.
— Undskyld at jeg gaar i detaljer, blev syndikus ved og begyndte atter at svinge med sin monokle. — Men skulde herren tilfældigvis huske farven paa kraven?
— Il bávero. Jo naturligvis . . den var papegøiefarvet . . . colore di papagallo.
— Altsaa grøn.
— Ja, ufattelig grøn.
Syndikus reiste sig, klemte monoklen mod øiet og betragtede mig stumt og længe.
Først nu opdagede jeg, at jeg stod der lyslevende i min begrædte paletot.
Jeg studsede.
Jeg kan ikke finde noget bedre ord for min sindstilstand: jeg studsede. Og det samme gjorde samtlige tilstedeværende. Selv Sofotatos mistede traaden i den tale han vilde holde.
— Paletoten er altsaa paa en mystisk maade kommet tilrette, sagde syndikus og bladede i vort franske dokument. Jeg ønsker herren tillykke. Men hovedpunktet i klagen er altsaa bortfaldt paa en for alle parter tilfredsstillende maade. Fastholder herrerne klagens andet punkt?
Nei, efter nærmere overveielse fandt vi begge, at vi ogsaa kunde lade det andet punkt falde. Egentlig havde vi jo selv været de angribende.
— Saa, mine herrer, erklærer jeg denne behagelige sammenkomst for afsluttet, sagde syndikus og slog ud med hænderne. Trods sin monokle, forekom han mig værdig og velvis som en østerlandsk kadi i Tusen og en Nat.
Opvartere og kjøkkengutter væltede glædesstraalende ud over trapperne. De var i denne sag erklærede skyldfri at være, hvilket steg dem til hovedet. Men da vi kom efter, fik vi et Evviva fra dem og deres paarørende, og den gamle kone raabte lykkelig efter os: Iddio vi lo renda signori.
Frakken havde aldrig været paa hotel Tibér. Min svenske gjest havde sendt den op igjen med kusken, som havde hængt den fra sig i min forstue uden at mæle et ord.
Og snart sad vi atter bænket hos Morgano, jeg i min hvedefarvede paletot og Sofolatos som bestandig couleur de rose.