Den sidste cigaret
DEN SIDSTE CIGARET
Imorges viste det sig, at jeg havde en eneste cigaret igjen.
Vant til savn, resignationer og Abrahamsen, indsaa jeg til en begyndelse ikke det trøstesløse i min stilling, men tændte uvorent cigaretten og trak dybt ind i lungerne dens milde bosniske velrøg uden tanke paa den nærmeste fremtids bitterhed. Det er utvilsomt cigarettens mission i sjælelivet at stagge bekymringerne og gjøre nuet indholdsrigt og værdifuldt, men den overskrider sit mandat, naar den bag et spindelvævtyndt flor af røg tilslører den kjendsgjerning, at den er den sidste og eneste, og at livet skal leves videre uden formildende omstændigheder.
Det er desværre spildt møie at skrive om betydningen af den sidste cigaret for et publikum, som har den nærmeste butik og nye æsker ved haanden. Men her paa øen findes der ingen nye æsker. Emnet er for ubetydelig? Javel. Jeg vilde lettere finde gjenklang i mængdens bryst, om jeg gav mig til at lamentere over den sidste potet. Det er noget flygtig og letfærdig ved cigaretten tiltrods for dens mission i sjælelivet; den veier saa lidet, den forgaar saa let, den hænger nogen minutter ved vore læber og fortæres og glemmes og — erstattes . . . Men saa kan den pludselig ikke erstattes, den er den sidste af sit dynasti, røgen dør ud med den, og med ét slag faar den individuel betydning, dens dødsproces bliver en begivenhed værdig til at omtales i avisen. Der er noget af den samme pathos over den sidste cigaret som over den sidste Inka eller den sidste mohikaner.
Spanjerne mistede verdensherredømmet, men de beholdt cigaretten. Det er trolig, de nødig vilde undvære nogen af delene, men naar galt skulde være, bevarede de den bedre del. Man vænner sig til at leve uden verdensherredømme; i løbet af nogen ganske faa generationer er man afvænnet. Men cigaretten, som holder sorgløsheden vedlige og fremelsker velviljen med alt det skabtes ufuldkommenhed og forkrænkelighed, den er umistelig som luften, hvori den forbrænder.
Jeg har hørt eller læst om de gamle karaïber, at deres glemsomhed og letsind ikke kjendte nogen grænser. Naar de vaagnede om morgenen og saa solen skinne, skinnede den lige ind i deres vilde og upaalidelige hjerter. Da var natten ugjenkaldelig strøget ud af deres bevidsthed, og det første de foretog sig var at læsse sine senge paa ryggen og vimse tiltorvs med dem, vinke paa liebhabere og sælge dem for en liden kalebas med pulque. Og dagen gik hen i sus og dus. Men naar det atter blev kveld, saa de solen synke, stumme af forundring og skræk. Og naar mørket seg over dem, da kom der en stor jammer over de gamle karaïber, et minde dukkede op i deres flygtige hjerner, og med graad og veklager rendte de rundt og ledte efter sine realiserede senge . . .
Ved den sidste cigaret er det dulmende at dvæle ved erindringen om et folk, som gav sig nuet ivold og nød dagen, før solen gik ned. At brænde sine skibe er blevet det monumentale udtryk for en energi, som sætter alt ind for et høit maal og afskjærer sig adgangen til et tilbagetog. At sælge sin seng i overstadig henrykkelse over dagslyset er en mindre heroisk sport, men ogsaa den er menneskelig og tiltalende.
De cigaretkriser, jeg kan huske fra tidligere dage, har gjerne været knyttet til akute pengemangler. I en liden italiensk by besveg jeg i sin tid hyppig kronen ved at kjøbe cigaretter i mørkningen. Da er det nemlig saa let at anbringe falske soldini. Det var dog intet hjerteløst bedrag, for de falske mynter havde jeg som oftest selv modtaget i kronens tobaksudsalg, og under alle omstændigheder var cigaretterne mere forfalskede end mine kobberdanker, som undertiden var gangbare i et eller andet fjernt og uvedkommende land. Men ingen af mine senere finansoperationer har skaffet mig mere tilfredsstillelse end en saadan liden pakke sortsmuskede «indigena», erhvervet per nefas . . . Det er slige elskelige smaatræk, millionærer gjerne i de lange vinteraftener fortæller til sine børn, og som senere besmykker deres biografi og forklarer deres held i livet.
Nu skal det villig indrømmes, at tobak i enhver form kun er et nydelsesmiddel. Jeg sidder og ser askespidsen forlænges paa min sidste cigaret, og jeg siger til mig selv: denne cigaret er kun et nydelsesmiddel . . . En af Balzacs ungdomsromaner handler om en ung mand, som fik tilskjænks et mystisk tilberedt skind af et vildæsel og med skindet lykken til at faa hvert af sine ønsker opfyldt. Alverdens nydelser stod til hans fri forføining. Men for hvert opfyldt ønske skrumpede chagrinskindet sammen, og han vidste, at med det samme det var skrumpet ind til intet, var han færdig. Skindet var han vitalitetsmaaler. Derfor blev gaven ham en forbandelse. Han forsøgte at leve uden at ønske, men ønskerne brød uforvarende frem af hans hjerte, og skindet fortrak sig og blev bestandig mindre.
Jeg ser cigaretten minke som chagrinhuden under mine nænsomme drag, men den anstundende katastrofe lader sig ikke forhindre. Hvilket jo heller ikke betyder stort. Jeg bliver bare et nydelsesmiddel fattigere. Men hvad er ikke et nydelsesmiddel? Engang ivaares stod jeg tilfældigvis ved aviskiosken paa Kongsvinger station sammen med nogen bønder, da der bruste ud af Stockholmstoget en overmaade elegant, om ikke netop ung og vakker dame. Vi veg tilside og lod hende komme først til sine aviser. Men da hun bruste tilbage igjen, vendte bønderne skraaen og fulgte hende med øinene, og første bonde sagde til anden bonde: Slige kvindfolk er igrun itte no andet end nydelsesmidler. Og bondens chagrinhud fortrak sig slet ikke ved den leilighed.
Nu er vore magthavere idag ligesaa afgjort koldsindige overfor alkoholiske nydelsesmidler som vedkommende bonde var ligeoverfor kvindelig pragt. Deres gamle garvede hjerter banker ikke for druen, ei heller for destillaterne. Chagrin'en er patent. Men det er i virkeligheden yderst faa nydelsesmidler som ikke er uundværlige, mens det samme langtfra kan siges om næringsmidlerne. Brød kan erstattes med poteter, og kjød med fisk — det er forsaavidt næsten det samme, hvad vi fører i os, bare det er mad i en eller anden form. Men med kaffe, tobak, vin . . . forholder det sig som med literatur og kunst. Det er kvaliteten, der gjør udslaget, og det ene verk kan ikke erstatte det andet. Om jeg læser en tale af Gunnar Knudsen, beruser den mig ikke, men en side norsk prosa kan hensætte min hjerne i en let og fin og uforglemmelig rus. En potet vil aldrig kunne erstatte et glas vin.
Vore magthavere af idag glemmer, at sindene og ikke bare kropperne vil have sit. Det er dyrenes umisundte eiendommelighed, at de ikke trænger stimulanser, ligesom det er dyrenes eiendommelighed, at de ikke har trang eller evne til at le. Det er heller ikke den ringeste tvil om, at den fuldkomne abstinens hænger sammen med aandelig nøisomhed og sterilitet. «Hvad man kallar dygd«, sagde Carl Michael Bellman i sine Pensées de Mowitz, «är ofta ej annat än oförmögenhet. Kyskheten är ej sällan blott en slaphet i nerverna, och nykterhet är nästen alltid brist på penningar eller kredit . . .» Det var nu i hans tid, men det er paafaldende, at det er vinens yndere, som til alle tider har nydt musernes bevaagenhed og at derimod det ivrigste afhold aldrig har tændt en strofe — — —
Jeg befinder mig paa et lidet stykke landjord ude i havet, og min sidste cigaret er udbrændt. Først da den sved læberne, gav jeg slip paa den. Nu er det bare udsigten over til Norge, jeg har igjen af nydelsesmidler, udsigten til fabellandet, hvor lovene gror og forbudene ranker sig over vildnisset af forgaaelser. Posten kommer hid saa sjelden og tilfældigvis, at jeg kan hengive mig til alskens dristige formodninger om rigets nuværende tilstand. Mon sproget atter er forandret siden i forrige uge? Mon jarlerne er udnævnt med slag paa skjold? Mon de skal gaa med brynje udenpaa bonjouren eller indenfor? Mon et brev, jeg sendte til Kristiania, fortumler sig til Oslo? Mon bergenserne skal hede bjørgvinsere, bjørgvinensere, bjørgvinikere eller bjørgvinister? Mon det er blevet lov for at min stemme skal tages til indtægt for regjeringen? Mon det er mulkt for at laane sin døende ven en flaske vørterøl? . . . Herude ved vi intet om det, som samtidig foregaar, og kan intet slutte os til af kystens konfiguration, som er den samme for vore øine og ingen omskiftelser underlagt. Herude svinger vi rundt med aarstiderne og gaar hverken for sent eller for hastig. Vor stortingsmand for livstid er Peder Rinde, og hvad vi ikke sparer selv, sparer han for os. Vi pløier og saar, naar tiden er inde, ser veiret an, ser sjøen an, ser hverandre an. Høster naar høsten kommer og samler i lade for dette liv og det tilkommende. Af krig og dyrtid skummer vi fantasipriser for vore produkter, om vi finder det umagen værd at sælge. Vi ved, at der i Norge nu er tre samfundsklasser: Millionærer, bønder og sultekunstnere, og vi befinder os vel ved at være i midten. Vi under sagførerne næring, for vi skyller ofte vinteren ned med en proces med en oplagt nabo, og lægprædikanterne, som varetager vore hinsidige interesser, under vi overdaadighed, thi hisset betyder mere end her. Sandheden tro maa det dog indrømmes, at det har været uaar paa lægprædikanter. De har ikke villet slaa til i sommer, hvad det nu end maa komme af. Jeg skulde tro, at den egentlige aarsag er de snaue kafferationer, for de timelige og de aandelige ting har en forunderlig sammenhæng . . . Men mennesket lever heldigvis ikke bare af kaffe og forkyndelse.
— — — Jeg slænger mig ned i al frodigheden paa det side englænde i en glissen bjerkelund. Ser himlen an, ser sjøen an og glæder mig over, at hundedagene er indtraadt med sol og hede. Cumulusskyer kupler sig i sør, modne og mægtige, men de betyder ikke regn, de er bare til dekoration og adspredelse for øiet. Som alt fjernt og nær, som alt stort og smaat. Se, en korsedderkop har slaaet op væven mellem en hasselgren og de lange stranter i et bringebærkjær. Den lægger stort ivei og har ganske rigtig beregnet, at i halvskyggen, hvor soldotterne uafladelig gnistrer gjennem løvrislet, vil fluerne blive aldeles forrykt i øinene og lade det staa til. Det er en anmassende stor kingel. Jeg tager en kvist og pirker advarende i den, saa fortøiningen i bringebærriset løsner, og øieblikkelig kommer eierinden anstigende ovenfra hasselgrenen, bugnende af fedme og i høieste grad misfornøiet. Hun daler ned ved hjælp af en usynlig kabel, som hun vinder ud af sin mave . . . det ser paafaldende naturlig ud, aldeles som naar en gudinde svæver ned fra soffiterne paa operaen. Det er et kunststykke af rang i betragtning af hendes korpulense og sindsoprør. Naar saa alt er i orden, entrer hun gesvindt op igjen, intrigen strammes i det diminutive luftdrama og uden den spædeste reflex af gru og medlidenhed bivaaner jeg den første flues tragedie . . .
Det er harmelig og ydmygende, men fordi vi lever i en dyrtid og netop befinder os i den nationale underernærings høisæson, er det plat umulig for mig at anskue den omgivende natur med et frit og opladt og af egeninteresser ufordunklet øie. For Midas blev alt til guld, for mig bliver alt til kontrafeier og karikaturer af nydelsesmidler . . . jeg er dybt og nedslaaende paavirket af al den husmoderlige angstlyrik i aviserne. Her har jeg ogsaa ganske rigtig strakt min krop i et virvar af surrogater. Her staar i en braate i sin violette blomstring en klynge deilige ranke planter af natlysfamilien: epilobium angustifolium, hvis blade anbefales som erstatning for the. Den drikkes paa Kurilerne og Kamsjatka, og vi vandrer jo benveien tilbage til naturen og naturfolkene, efter hvert som de materielle kulturbetingelser svigter. Og trindt omkring mig ser jeg andre urter, af hvis safter man kunde destillere en eller anden mindelse om en stimulans. Tørkede marimjelder kunde man vel bruge til at sætte farve paa Kuriletheen, og af friske kroner af perikum kan man lave en bitter, der skuffende minder om angostura, kun maa hovedbestanddelen enten være akvavit eller genever . . . men se, der render vi atter panden mod Abrahamsen.
Det fortælles saa ofte, at folk er lei af politik hertillands. Men vi har jo ingen anden politik end Abrahamsen. Hvad zaren var i sin velmagt for Rusland, er Abrahamsen for os. Paa Theaterkafeen, hvor jeg stundom har vanket, saa jeg ofte ministeriet Knudsen samlet efter statsraad. Ministeriet forlangte ved saadanne leiligheder kaffe og smørrebrød, bramfrit som en hviikensomhelst forsamling afblegede kirkesangere vilde bedt om kaffe og smørrebrød. Det har ofte faldt mig ind, at det vilde være festligere at leve i et land, hvor ministeriet kom raskt ind paa kaféen og forlangte en halv bayer. Lidt appel og fanfareklang i bestillingen og ikke bestandig denne døderhultske demokratiske tværhed. Men spør nogen utlænding mig om grunden til al denne graa dysterhed, kan jeg bare svare: Abrahamsen . . . Ministrene er Abrahamsens ofre som alle vi andre.
Nu ser jeg min ven Johan Fredrik Vinsnes er ude med forskjellige betænkninger. Han priser vinen — det gjør han veltalende som den digter han er, men som apotheker ser han skjævt til brændevinen, fordi hans kunder kommer og forlanger denne vare af ham.
Paa engelsk taler man om at out-herode Herodes; det betyder nærmest at slaa fandens egen rekord i djævelskab. De gamle franske royalister beskyldtes for at være mere kongeligsindede end selve kongen. Det maa være slige celebre eksempler, som har foresvævet min ven Vinsnes. Han lægger nemlig an paa at være mere Abrahamsensk end selve Abrahamsen. Han vil ikke engang tolerere alkohol som medicin. Lad sygdommene grassere, og lad de syge rase; ikke en dram hos Vinsnes. Hvis nu jeg for min del var baade digter og apotheker, vilde jeg komme i et slemt dilemma. Jeg forudsætter, at jeg som digter henvendte mig til mig selv som apotheker og sagde: Jeg er meget uvel . . . og kort sagt: jeg tror en iskold whisky og selters muligens vilde lindre mig. Skulde da mit apotheker-ego ryste paa hovedet og negte mit digter-ego denne lille imødekommenhed? Neppe. Haanden paa hjertet. Saa grusomt og principforstokket er intet apotheker-ego . . . Men naturligvis, principerne i ære!
— — — Jeg ligger i deilig vaadt græs og stirrer op i løvet og paa den uforskammede kjæmpekingel, hvis traade sitrer som fine lynglimt i clairobscuret. Det morer mig at pirke i forbud og i kingelvæv, men se om de ikke holder! Der kribler noget paa min haand. Det er en snudebille med et uransagelig gammelklokt ansigt og adstadige benbevægelser. Den opfatter min arm som en hvid og bekvem chaussée anlagt for snudebiller. Men cigaretsulten aflader ikke at rykke i nerverne. Jeg vil gaa hjem og endda engang vrænge alle lommer, rode gjennem alle skuffer, se efter i vinduskarmen og for sidste gang under ovnen. Jeg er hverken værre eller bedre end de gamle karaïber: min seng for en cigaret!