Den norske Bonde
Norske Viser og Stev i Folkesproget, utgitt av P. A. Munch, P. T. Mallings Forlagshandel, (s. 50–52).
16. Den norske Bonde.
(I Thelemarkisk Dialekt af H. Hanson).
’Ti Norgje er Bonden ein friborin Mann,
Han tar ’kje[1] for Herremann slepa;
Men sja’v er han Herre ’paa Garden og kan
For sja’ve seg[2] arbed’ og skjepa;
Han stræva so trugi’, og dyrka sin Gard,
For Søn ha’s ska arv’ en naa’ Gud tek en Far.
Han tar ’kje[1] for Herremann slepa;
Men sja’v er han Herre ’paa Garden og kan
For sja’ve seg[2] arbed’ og skjepa;
Han stræva so trugi’, og dyrka sin Gard,
For Søn ha’s ska arv’ en naa’ Gud tek en Far.
’Ti Norgje er Bonden ein høiagte’ Mann,
Han siter paa Storthingjes Benkjer
Ved Sida paa Greive og Amtmann og kan
Saa hugheilt[3] si’ fram haa’ en tenkjer;
Han liter saa viljug kver Lov i sit Land,
For sja’v er en med at ger’ Loven istand.
Han siter paa Storthingjes Benkjer
Ved Sida paa Greive og Amtmann og kan
Saa hugheilt[3] si’ fram haa’ en tenkjer;
Han liter saa viljug kver Lov i sit Land,
For sja’v er en med at ger’ Loven istand.
’Ti Norgje er Bonden ein lykkjelig Mand,
Han tar’kje for Utkomme syte.
Han veit nær han dyrkar med Omsut[4] sit Land,
Han alder kan Brauføda tryte.
Ti Aair og Tjænnar gæng Aurid og Sik
Og Skogen paa Hjasar[5] og Orfugl er rik.
Han tar’kje for Utkomme syte.
Han veit nær han dyrkar med Omsut[4] sit Land,
Han alder kan Brauføda tryte.
Ti Aair og Tjænnar gæng Aurid og Sik
Og Skogen paa Hjasar[5] og Orfugl er rik.
Og Fjøse’ og Saudtræd[6] ’ta Kretur er full,
Det aukar’ ti Holkann’ paa Smære’;
Fleir Klæ’r hell han tar’ uta Saudines Ull
Kan Kjæring og Døttrane gera.
Utskogen ’ta Furu og Granir hev’ nok,
Ti By’n vankar Pæng for kver framdriven Stok.
Det aukar’ ti Holkann’ paa Smære’;
Fleir Klæ’r hell han tar’ uta Saudines Ull
Kan Kjæring og Døttrane gera.
Utskogen ’ta Furu og Granir hev’ nok,
Ti By’n vankar Pæng for kver framdriven Stok.
Kvær Bondegut tek, naar han vexe’ te Mann,
Te Kjæring den Gjenta, han likar,
Og ho helle Huse i græpalig Stand,
Med Baan ho’ det aarlig berikar,
Og længje før sja’v[7] han er gamal og graa
Han runnom ikring seg kan Baanebaa’n sjaa.
Te Kjæring den Gjenta, han likar,
Og ho helle Huse i græpalig Stand,
Med Baan ho’ det aarlig berikar,
Og længje før sja’v[7] han er gamal og graa
Han runnom ikring seg kan Baanebaa’n sjaa.
Høgt aktar meg dem, som regjerar ’kons Land,
Og dem, som kan Gudsord ’kon’ læra,
Og Borgar og Sjømann einkver ’ti sin Stand,
Meg kan inkje nokon undværa;
Men var inkje Bonden, som skaffar døm Braud,
Saa laut dei vist lida stor Møie og Naud.
Og dem, som kan Gudsord ’kon’ læra,
Og Borgar og Sjømann einkver ’ti sin Stand,
Meg kan inkje nokon undværa;
Men var inkje Bonden, som skaffar døm Braud,
Saa laut dei vist lida stor Møie og Naud.