Den kejserlige Fredsmægler
Den kejserlige Fredsmægler.
En Fortælling.
Kulturens Morgenrøde opgik i Tydskland vek omtrent under og ved Carl den Store. Gjerne dvæler vort Blik, naar det vender sig imod de fremfarne Dage, paa disse Overgangsperioder; dels maaske fordi de fra et hemmelighedsfuldt Skjød fremmane den nye Tid og dens nye Farver, dels vel især fordi de betegnes ved ualmindelige Mænd og ualmindelige Handlinger, hvilke enten ere den fremstræbende Periodes Aarsager eller Virkninger. Nedskriveren af disse Linjer tæller Carl den Stores og hans Tids Historie af Tydskland iblandt de Sagas Blade, som han langsomt vender, — og for et Træk af denne Fyrstes sjeldne Aand bortgiver han gjerne et Decennium af en Nations Krigshistorie. Læseren vente sig ikke for meget efter denne Indledning; den bebuder kun, at vi indbyde ham til at sætte sig med os tilbage i Aarene 780 og følge os til Achen, hvorfra vi ved et heldigt Træf ere blevne i Stand til at meddele en Anekdot, som hidtil neppe nogen Historiker har anført.
For det første krybe vi ind i et lavt, mørkt Værelse i en snæver Gade i Achen. Der sidder i gammeltydsk stiv Pynt en aldrende Matrone, Stadens anseligste Gjordemoder, Anna Høckinn, Enke efter den agtbare Smedemester Martin Høcke. Over den sorte Stoffes Trøje strammer sig et fint Linned-Halsklæde, og i de langspidsede Plydses Sko ere brede Sølvspænder befæstede. Omkring Livet er et bredt Livbaand af lyserødt Silke, hvori hænger en stor sølvlaaset Pung. Om Hovedet hænger et hvidt, fint med Kniplinger besat Linklæde, og om Skuldrene bærer hun en Salop af sort Silke, foret med lyserød Damask. Faa Skridt fra Fru Høckinn sad den smukke Regina, med Tenen i den flittige Haand. Imellem begge førtes følgende Samtale, hvorunder Regina snart pudsede den sparsomt glimtende Lampe, der stod midt paa et stenlagt og med underlige Figurer prydet Bord, snart kastede Ved i Kaminen, medens Moderen aandede paa de frosne Blyruder og stirrede urolig ud paa Gaden, trak i sit Tørklæde og ordnede Fløjelshætten og de store Læderhandsker, som om hun hvert Øjeblik skulde afsted.
Regina. Men, kjære Moder, den ene af dem har jo lige saa me gen Ret til eders Hjælp som den anden. Anna. Ia dersom jeg kunde hjælpe begge to paa engang. Men jeg har kun to Hænder. Ogsaa maa jeg sige Dig, det var mig kjært, at jeg først fik Bud fra Wolfgangs Kone. Det er en ærlig Slægt, om ogsaa ikke saa velbyrdig og gammel som Heinrich von Schwabens.
Regina. Forfærdelige Had imellem to saa ædle Familjer! Hvor langt kan dog Ærgjerrighed og Hovmod føre!
Anna. Hm, Hm, Barn! derom var meget at sige. Jeg ved kun lidet derom, og det er ikke min Maade at fortælle. Men har Du aldrig hørt, at Fru Magrethe von Schwaben var forlovet med Wolfgang.
Regina. Nej, det har jeg ikke vidst.
Anna. Jo vist, og det som mere er, Birgithe von Wahlenberg var Heinrichs Brud, førend hun tænkte paa at Wolfgang von Ruderglimm skulde blive hendes Husbonde.
Regina. Og saa byttede Ridderne sine Brude?
Anna. Ja, dermed gik det underligt til. Imedens Wolfgang tjente i Kejser Carls Hær, laa Ridder Heinrich hjemme et helt Aar af et farligt Saar. Der omgikkes han nu daglig den dejlige Margrethe, Wolfgangs Kjæreste. Hans gode Birgithe var langt borte, og det lod ikke, som han længtes efter hende. Nu, tørt Straa brænder let, og hvad for Øjne staar, til Hjerte gaar. Uden at bryde sig om Skam og Eftertale forlovede de sig sammen, og alting var offentligt, førend endnu enten Wolfgang eller Birgithe vidste en Smule derom. Nu kan du tænke, hvorledes Ruderglimm foer frem, og med ham Birgithe von Wahlenbergs Frænder. Wolfgang fordrede Heinrich paa Liv og Død, og tre Gange bar man dem forblødte og halvdøde fra Kamppladsen. Endelig lagde Carl sig derimellem og satte Æres Fortabelse over dem, dersom de ikke holdt op at staa hinanden efter Livet.
Regina. Hvorledes gik det til, at Wolfgang tog Birgithe?
Anna. Kejseren bragte det derhen ved mange Omveje. Han haabede, at saaledes skulde Hadet bilægges. Men det aad sig indefter, som en Skade under et Plaster. Ruderglimms leve baade kjærligen og ærligen, det var Synd at sige andet; men Du ved nok, det andet Par har ikke med det bedste Rygte. Og vist er det, at de hver paa sin Kant i flere Aar bode fra hinanden, og som nu gammel Kjærlighed ikke ruster, anglede nok baade Heinrich og Fru Margrethe efter det Stykke, de havde sluppet.
Regina. De have længe været gifte?
Anna. Paa sjette Aar Ridder Schwaben, og Ruderglimm siden St. Michelsdag i fire.
Regina. Underligt, og nu faa de første Barn maaske paa en Dag.
Her blev Samtalen afbrudt ved en heftig Banken. „Der er Bud fra Fru Birgithe“, raabte Anna Høckinn, og samlede i Hast sit Tøj. En rank, høj Mand traadte bøjet ind gjennem den lave Dør. Han var tæt indhyllet i en Kappe; en bred, lavpullet Hat sank ham dybt ned over Øjnene og i Haanden havde han en Hornlygte. Han hilste med et hurtigt Nik Regina, som lukkede Døren op, og vendte sig til Anna. „Er I Fru Høckinn?“
Anna. Ja. I kommer vel for at hente mig.
Manden. Jeg kommer for at tale med eder, gode Mor.
Anna. Hvad er eders Begjæring. I maa være kort, for jeg har ikke noget Øjeblik at spilde. Jeg har ingen Ro, førend jeg kommer afsted.
Manden. Hvorhen?
Anna. Til Wolfgang von Ruderglimm, hans Hustru, som er i Barnsnød.
Manden. Ja saa! Skal I ikke ogsaa til Margrethe von Schwaben? Hun er jo i samme Forfatning, netop nu.
Anna. Just derfor kan jeg kun være et Sted.
Manden. Men I skal gaa til Margrethe.
Anna. Skal jeg? Hvad er det for Snak? Hvad kommer det eder ved?
Manden. I maa hen til dem begge To.
Anna. Maa jeg det? Hvem er I, med Forlov?
Manden. Gaa strax til Margrethe. Hun behøver først Hjælp.
Anna. Gaa strax eders Vej!
Regina. For Guds og alle Helgenes Skyld Moder! giv ham gode Ord! — Ak Herre! hvor kan I tage eder saadan Myndighed til imod en ærværdig og hæderlig Matrone?
Manden. Vær kun rolig, min vakre Datter. Din Moder og jeg blive snart gode Venner.
Derpaa hviskede han et Par Ord i Øret paa Fru Høckinn, hvorved hun syntes truffen af en Lynstraale.
Manden. Kun rolig, rolig, kjære Moder. Nu, ikke sandt, I under mig et Øjebliks Samtale under fire Øjne? Gaa ud, mit vakre Barn; gaa ud, til vi kalde paa Dig.
Regine stirrede med store Øjne paa den underlige Fremmede; men da hendes Moder gav hende et Vink, bortfjernede hun sig, skjønt langsomt og mistroisk. Ængstligt slog det lille Hjerte i Nattens øde Stilhed, og med ethvert ensomt Minut vorte hendes Angst. Allerede drev den hende, tvertimod Forbudet, til Stuedøren, da et knagende Fodtrin lød ilende op ad den snævre Trappe. Regina traadte ud, og med inderlig Glæde modtog hun Budets Begjæring, at Fru Høckinn vilde strax komme til Margrethe von Schwaben. Nu kunde hun da afbryde den besynderlige Samtale imellem Moderen og den Fremmede. Da kom allerede Anna ilfærdig med Lygten i Haanden, svarede selv Budet Ja, og hviskede til Regina, idet hun trippede afsted: „Gaa ind til den Fremmede, giv ham hvad han forlanger, og sæt frem for ham den Krukke Rhinskvin, som vi fik igaar fra Fru Altermanninn.“
„Er det hendes Alvor, at jeg skal gaa alene ind til en ubekjendt Mand?“ spurgte Regina sig selv, og trykkede ikke uden indvortes Kamp Klinken op.
„Er Du der, gode Barn!“ sagde venlig den Fremmede, og strøg den Indtrædende under Hagen. „Du skjælver, vær ikke bange; din Moder ved nok, i hvis Hænder hun betror Dig. Skynd Dig nu at bringe mig din afdøde Faders Kisteklæder; der har du Nøglen, din Moder gav mig den.“
Regina vidste ikke hvad hun skulde tro, men maatte stiltiende adlyde. „Nu kan Du gaa ind i Kammeret et Øjeblik og kaste din Kaabe over Dig. Du skal følge mig, saasnart jeg er omklædt. Regina saa forbauset paa ham; men dels havde hun sin Moders Befaling, dels var den Fremmedes Tone lige saa bestemt og bydende som mild og høflig, saa hun turde kun svare med et Nik. Endnu satte hun Vinen frem, og smuttede derpaa ud for halv drømmende at berede sig til en Vandring med den Ubekjendte i den mørke Nat.
Iblandt de anseligste og største Paladser i Achen maatte man altid regne Ruderglimms og von Schwabens Vaaninger. Bygningernes brede Fasader vendte ud imod to forskjellige Gader, men hørte til samme Kvartal, og stødte ved en Baggaard sammen. Selv den blotte Nærhed af hinanden vilde have været de uforsonlige Fiender utaalelig, dersom de ellers for nogen længere Tid havde holdt Dug og Disk i Staden. Men de vare næsten bestandig paa sine fjerne Godser, og kun den forestaaende Barselseng havde bragt begges Hustruer til Staden paa en og samme Tid.
Det store Taarnur rungede Midnatsslagene fra den høje Münster, da Margrethe von Schwaben med svag Røst spurgte Fru Høckinn, der sad i det tilstødende Gemak med den Nyfødde paa sit Skjød: „Er Barnet velskabt?“ — „Ja vist!“ svarede halv højt og uvillig den erfarne Matrone og pegede, rystende paa Hovedet for de Tilstedeværende, paa Uret, som hang lige over for. „Er det en Søn?“ vedblev Moderen, og de Øvrige gjentoge nysgjerrige Spørgsmaalet. Da blev Anna Høckinn vred. „Fru Margrethe! I tænker kun lidt paa Barnets Vel, siden I paa denne Tid af Natten gjør mig det andet Spørgsmaal om det. Ved I da ikke, at saadant kan skade og intet baade?“ Derpaa svøbte hun den grædende Glut tættere sammen, kaldte paa sin Datter, og overlod til hende og den lærde Dokter Eugenius at sørge for Barnet og forsyne det med Staal, Vievand og andre Præservativer imod al Indflydelse af Nattens Aander, imedens hun selv ilsomt iførte sig sin Kaabe, og endnu engang anbefalende den Svage Ro og Stilhed, begav sig afsted med et betydende Vink til Eugenius.
Denne Eugenius var netop den Fremmede som saa paatrængende havde gjort eller fornyet Bekjendtskab med Anna Høckinn, og som, det er ikke let at sige af hvilken Grund, dengang kom fra en fjern Rejse i et saadant Antræk, at han for i Hast at se ud som andre Borgerfolk maatte laane Klæder hos Anna. Nu bar han imidlertid over disse sin egen Kappe; dennes øverste Del, der var dannet som et Slag, slog han omkring Hovedet, og syntes alt for hensunken i sine medicinske Betragtninger til at ville indlade sig med de Tilstedeværende. Han foretog en hemmelighedsfuld Operation med Barnets Arm, satte sine Instrumenter i Vinduet, betragtede de matte Stjerner, der glimtede gjennem Nattens Taageslør, og nedskrev underlige Sifre paa en liden Pergamentstavle.
Efter et Par Timers Forløb kom Frøken Høckinn tilbage med sagte Skridt, og da Eugenius endnu engang havde betegnet Barnets Arm med en hemmelighedsfuld Karakteer, forlod han i Stilhed Paladset.
Kort efter kom med prægtigt Følge Hr. Heinrich von Schwaben. Han steg af og gik med skaansomme Trin, men fuld af glad Uro, ind i Hallen, hvor Margrethe med et stolt Smil rakte ham en Søn imøde. Hans ødsle Gavmildhed imod Fru Høckinn og alle de Opvartende røbede, hvor højt hans Hjerte slog af Glæde over endelig at besidde en Arving til sit Navn og Rigdomme. I sin Henrykkelse iførte han sig sin prægtigste Rustning og forlangte Audiens hos Keiseren, for selv at melde Sønnens Fødsel, udbede sig Carls Naade for ham og bede ham til Fadder.
Han fandt Kejseren beskjeftiget ved Arbejdsbordet. Men aldrig saasnart var Heinrich indtraadt, førend Carl med nedladende Mildhed ilede ham i Møde, og besvarede paa det naadigste Ridderens triumferende Budskab. Til Anmodningen om Fadderskabet rystede Herskeren smilende paa Hovedet. Endnu inden han havde udladt sig derover, traadte en Page ind og berettede, at Birgitha von Ruderglimm lod hilse og formelde for sin høje Herre, at hun var lykkelig bleven Moder til en velskabt Pige. En Glædesrødme steg op i Heinrichs Kinder. „Altsaa kun en Pige!“ sagde han halv højt hen for sig.
Saasnart Carl i naadige Udtryk havde afgivet sit Lykønskningssvar til Pagen, vendte han sig atter mod Ridderen. „Se, Hr. Heinrich, jeg ventede just paa Bud fra Fru Ruderglimm. Hvor underlig har det føjet sig, at eder to gamle Uvenner paa en Nat er beskjæret saa kjære Gaver. Skulle I ikke række hinanden Hænderne over den hellige Døbefont? paa det Vilkaar vil jeg være Fadder.“
Heinrich. (Træder et Skridt tilbage). Naadige Herre! Eders Retfærdighed kan ikke forlange — —
Carl. Nej, nej! Jeg forlanger Intet. Vel betænkt, ville vi heller ikke gjerne have, at dette Fadderskab skal gaa for sig paa en Dag. Hør, min kjære Heinrich, vi forbeholde os at sende Faddergave og udnævne eders Søn, som vi ønske skal bære vort Navn, til vor Staldmester.
Heinrich. Denne Naade, min høje Herre, haaber jeg han skal blive værdig.
Under Taknemmelighedsytringer tog Ridderen Afsked, og Kejseren hensank, da han blev ene, i dybe Tanker, og foreilede med Fantasiens mægtige Vinge Tidens Flugt.
Vi følge et gammelt Manuskript, kjære Læser, — og vove ikke med Gisninger at udfylde den Rad af Aar, der ligger imellem de nedskrevne Scener og det Tidspunkt, hvori Ruderglimms Datter fremtræder som en glimrende Sol paa Tydsklands Himmel ved Kejserdatteren Emmas Side. Vidt bredte sig Rygtet om Sidonias Skjønhed og Fuldkommenheder, og de stolte Forældre foryngedes i den herlige Pige, der var Kejserens Afgud og Emmas uadskillelige Veninde. Mange havde allerede bejlet til hendes Haand, adskillige Gange havde den gamle Ruderglimm været paa Veje til at formæle sin Datter, men stedse lagde Kejseren sig imellem og forhindrede Partiet. Selv ønskede Sidonia endnu intet højere end at nyde sin skyfrie Ungdom ved Emmas Side. Da indtraf den mærkelige Tildragelse, som Historien har opbevaret os, og som Baggesen og flere Digtere have besunget paa mere end en Vis, nemlig Eginhards og Emmas Kjærlighed. Fra først af bemærkede Sidonia med Uro den fremspirende Elskov, snart blev hun sin Venindes Fortrolige, og ved denne Tid hændte det vel, at ogsaa Sidonia længtes efter den søde Smerte, der opfylder det unge Bryst med tusinde Gaader, som den vexelvis løser og knytter. Nu kastede Sidonia spørgende sit Blik om i Kredsen af sine Tilbedere; men Ingen kunde maale sig med Emmas Eginhard, og hendes Hjerte tilsluttedes for dem Alle.
Den højmodige Monark holdt sin Datters Bryllup. Prægtige Feste afvexlede, og Achen var Samlingspladsen for alle Tydsklands Ædle. Deriblandt vare naturligvis ogsaa Ruderglimm og Ridder Heinrich von Schwaben. Til Manges store Forundring saa man begge disse Dødsfiender gaa fortrolig op og ned ad den brede Sal og endelig forsvinde igjennem en Sidedør. Vort Manuskript underretter os om endel af den Samtale der forefaldt imellem dem.
Heinrich. Før skal jeg kradse min Søns Navn ud af Stamtræet.
Wolfgang. Spar eders Frygt, Ridder; før sætter jeg Sidonia i Kloster.
Heinrich. Imidlertid, vi kjende begge to Kejseren; det gjælder at være paa sin Post.
Wolfgang. I er meget forsigtig. Jeg ved, at han ikke kan bruge Vold.
Heinrich. Men vel maaske List. Min Søn kommer i Morgen første Gang hertil efter fire Aar; han er bleven en stolt og skjøn Mand.
Wolfgang. Ridder! jeg vil ikke haabe, I tror at Ruderglimms Datter skulde fornedre sig —
Heinrich. Fornedre sig? I betjener eder af et synderligt Ord. Men jeg er ikke ordsaar, hvor Sagens Vigtighed fordrer Kulde. Sæt nu, at min Søn — jeg bør tro ham bedre, men vi have ogsaa været unge, sæt nu at min Søn forliber sig i eders Datters runde Ansigt —
Wolfgang. Runde Ansigt, Hr. Ridder — nu — ja, vist er det et rundt Ansigt, og jeg har slet Intet at indvende imod at eders Søn kommer til at sætte et langt Ansigt op for hendes Skyld.
Heinrich. Lad mig tale ud; kjender jeg min Søn ret, saa sukker han ikke længe forgjæves, naar han just vil sukke. I ved nok selv, hvor let det i sin Tid gik hans Fader udi saadanne Begivenheder.
Wolfgang bed Læberne sammen og kastede et lynende Blik paa Heinrich. Denne vedblev uden at lade som han mærkede det: Hvad tror I da, vi med vor Myndighed udrette, naar Kejseren, som er alle forlibte Daarers Formynder, tager Haand i med.
Wolfgang. Det gjør han ikke, det kan han ikke gjøre, og det Hele er et Hjernespind i jert hede Hoved, som ikke kan glemme sine gamle forlibte Eventyr.
Heinrich. Jeg vil da sige eder saa klart, at selv jer egen tørre Hjerne kan begribe det; Kejseren har selv sagt mig — —
I det samme traadte en Mand hurtig frem imellem en Støtterad; det var den store Carl selv. Begge Ridderne bøjede sig forlegne.
Carl. Ja vist har Kejseren selv sagt og siger endnu, at eders Børn skulle elske og egte hinanden til Trods for baade den hede og den tørre Hjerne. Han er jo alle forlibte Daarers Formynder, Hr. Heinrich, og han skal nok bringe eders Børn til at elske hinanden.
Carl gik. „Det er for meget! ved Himlen! det er for meget!“ raabte Heinrich og Wolfgang, idet de begge trak Vejret og rettede sig i Højden. „Der er min Haand, Ridder!“ sagde den ene. „Og der er min!“ svarede den anden. „Imod Tyrannen ere vi Et.“ Nu overlagde de, hvad der var at gjøre. Sidonia maatte bort. Faderen vaklede imellem at sende hende ud paa sine Godser eller bringe hende i Sikkerhed i et Kloster.
„Hør!“ sagde Heinrich pludselig rask; „han var i Stand til at hente hende; send hende ud paa mine Godser. Der drømmer Ingen om at finde Pigen. Min Søn kan han da ikke holde længe her. Saasnart Festlighederne ere til Ende, maa han jo sende ham tilbage til Hæren; imidlertid har Kejseren glemt sit Indfald, eller indser det Umulige deri.“
Wolfgang rystede paa Hovedet. „Han glemme? Ridder! det vil meget til at tro. Imidlertid har I Ret deri, at hun maa bort, var det saa i denne Nat. Sagtens vil det vække Opsigt. For Resten takker jeg for Tilbudet af eders Gods, men jeg tænker, hun er sikrest hjemme.
Heinrich. Som I vil; men naar I havde Tillid til mit Ridderord, saa —
Wolfgang. Hvorledes Ridder? Jeg ved at agte selv min Fiende. Min Datter var vistnok sikker i eders Hænder, men I glemmer — — vore Koner.
Heinrich. Hør Wolfgang! Vi lade dem og hele Verden i Uvidenhed. Send Pigen i Nat bort med sikkert Gelejde til min Borg ved * *. Hun tager ind under et fremmed Navn, jeg giver hende Brev med til Borgfogden og Kapellanen, og lover ved min Ære, at hun skal leve som Herskerinde der saa kort og længe I selv vil. I Morgen gjør I Allarm og anstiller saa alvorlige Efterforskninger, at det maaske lykkes at blinde Kejseren selv.
Wolfgang. Det bliver dog kun Galgenfrist, og hendes Rygte —
Heinrich. Ej ej! Derpaa tænkte jeg ikke; ja dermed maa fares varligt, for en Pige og et Glas &c. — Her er en Aabning i Manuskriptet og saaledes mangler Enden paa den lange Samtale, som vi have afskrevet ordret, fordi den viser, hvorledes disse to Mænd, uden selv at vide det, nærmede sig til en Fortrolighed, som de en Time før havde troet umulig imellem sig.
Turneringerne vare begyndte. Den unge herlige Carl von Schwaben udmærkede sig fremfor de fleste Riddere ikke mindre ved sin Færdighed og Kraft, end ved sin stolte Skjønhed og fine belevne Anstand. Alt var Glæde og Lystighed, kun En deltog ikke med sædvanlig Munterhed i Festen. Det var netop dens Dronning, den skjønne Emma. Hun viskede hemmelig en Taare af det blaa Øje, eller Eginhard kyssede den bort. Hun savnede sin gode, ømme Sidonia, der under Paaskud af Sygdom havde forladt Achen med sin Moder. Kejseren syntes vel ugjerne at tillade deres Afrejse; men talede siden ikke videre derom. Derimod behandlede han Wolfgang og den Ruderglimmske Familie med en Naade og en Agtelse, der højligen smigrede dem.
Saasnart Lejlighed tilbød sig, toge de to Fædre Carl for sig og underrettede ham om Kejserens Hensigter. Den unge Mands Svar og hele Opførsel indtog saaledes Wolfgang for ham, at han en Aften i et lille Rus greb Heinrichs Haand og hviskede: „Ved du hvad, Gamle! Dersom vi ikke vare saa uforsonlige Fiender, saa bad jeg om din Dreng til min Sidonia.“ — Heinrich kunde ikke bare sig for at smile, og det uden al Bitterhed.
Paa een Gang indløb et Rygte, som vakte den største Bestyrtelse ved Hoffet, og som frembragte en Mistanke og en Uvilje, der truede med at forstyrre hele Festen. Birgithe Ruderglimms Vogn var bleven anholdt i en Skov af en Trop bevæbnede Ryttere, Sidonia var slæbt ud og sat paa en Hest, og i et Øjeblik var det Hele forsvundet; kun stod endnu en Ridder med nedslaget Visir foran den halvdøde Birgithe, og forsikrede hende ved sine gyldne Sporer, at hendes Datter var i fuldkommen sikre Hænder, og at hun rolig skulde kjøre videre. Faa Dage derpaa fik Birgithe et Brev, som Kapellanen forelæste hende, med den Forsikring at det var virkelig skrevet af Sidonia, som han selv havde lært at skrive. Det indeholdt kun, at hun befandt sig i et ærbart og godt Hus, og vilde med det første sikkert uskadt vende tilbage i sine Forældres Arme.
Wolfgang rasede som en blodig Løve; at det Hele var efter Kejserens Foranstaltning, derom lod sig ikke tvile. Imidlertid viste denne saa megen Deltagelse og Ængstlighed, gjorde saa mange Foranstaltninger, og talede saa alvorlig om den skede Forurettelse, at ingen uden den angjeldende Familie gjennemskuede ham, og at det var umuligt for den forbitrede Fader at lade sig mærke for Kejseren med sin Vished om at han selv havde foranstaltet Bortførelsen. Muligheden af at han tog Fejl fremstillede sig ogsaa for ham, saa meget mere som der ikke kunde være vundet Noget for Kejserens Hensigt med Pigen paa denne Maade, saa længe Carl von Schwaben blev ved Hoffet.
„Vi faa Fremmede, Regina! fornemme Fremmede!“ sagde Forpagteren Rudolf til sin Kone, da Pater Ambrosius havde forladt ham. „Den højre Fløj af Slottet skal sættes i Stand, og Kejserens egen Seng skal flyttes ned i den arabiske Sal. Kald saa Moder her ind, saa skal I høre.“ Den gamle Fru Anna Høckinn rokkede ind ved sin Stok, og Rudolf raabte hende i Øret, at Kejseren havde givet Befaling paa det aller bedste at modtage Frøken von Weitenburg. Endnu vare ikke alle Tilberedelser endte, da en Trop Ryttere kom sprængende, i Spidsen en gammel Ridder og en ung Dame. Frøkenen traadte ind og hilsede venlig, skjønt en paafaldende Bleghed og Spor af Taarer røbede, at hun ikke var ganske vel tilmode. Da Regina havde anvist hende de bestemte Værelser og Ridderen blev alene, tog han hendes Haand.
„Endnu engang, skjønne Dame, vær ubekymret, og føj eder blot i vor naadigste Herres Vilje. Inden faa Dage vil han lade eder afhente ved Fyrsten af Lothringen, der med sømmelig Pragt ledsager eder tilbage til Achen, hvor den hele Spøg vil ende sig meget ærefuldt for eder og eders Familie.“
„En grusom Spøg er det dog i Sandhed“, svarede Sidonia og rystede paa Hovedet.
„Earl er saa stor og saa god“, svarede den gamle Ridder, og en Taare perlede i det brune Øje, „han kan ikke ville Andet end fine Børns Lykke; hav Tillid til ham.“
„Ja, jeg vil; ædle Ridder, jeg vil. Det er mig altsaa tilladt at skrive et Par Ord til min Moder?“
„Som jeg ufortøvet skal tilstille hende. Men glem nu ilke eders Rolle, Frøken Elise von Weitenburg. I er opdragen i Frankfurth hos en Moster, eders Forældre ere komne til Achen, efter at have formedelst Formuesomstændigheder opholdt sig flere Aar i en afliggende Krog af Tydskland; Kejseren vil belønne eders Faders Fortjeneste og tillige skaffe sig en Fest ved at være Vidne til eders Møde med de kjære Forældre.“
„Ak, men jeg er ikke vant til at sige Usandhed!“
„Ved I da, hvor meget deraf Kejseren gjør til Sandhed — desuden —“
„Er hans Bud mig helligt. Jeg skal stræbe at opfylde hans Vilje.“
„Og nu farvel, Frøken Elisa von Weitenburg. Især raader jeg eder til Forsigtighed imod Fyrsten af Lothringen, naar han kommer.“ Han tog Afsked, og Sidonia gik med tvungen Rolighed ned til Forvalterens Familie, der strax i det første Øjeblik behagede hende. Den uskyldige, venlige Regina fattede snart Mod til at samtale med den nedladende Dame, og for denne sidste hengled et Par Dage ret snart i det lille romantisk beliggende Jagtslot. En Morgen rullede en prægtig Vogn, ledsaget af mange Tjenere, ind over Slotspladsen. En ung, anselig Mand traadte ud i prægtig Dragt. Det var Fyrsten af Lothringen. Sidonia forskrækkedes heftigt og gjennemgik endnu engang for sig selv sin Rolle, indtil Fyrsten lod sig melde. „En skjøn Mand!“ — „En dejlig Pige!“ saaledes udtrykte begges Tanker sig i det første Blik, de verlede. Enhver af dem forstod den andens Øjekast, og deres Blik sænkede sig imod Jorden. Med Finhed indledede Fyrsten Samtalen, idet han prisede sig lykkelig, at være udvalgt af Kejseren til at føre en saa elskværdig Datter i sine Forældres Arme. Han beklagede, at et Fald med hans Hest, der havde nødsaget ham til at ombytte Sadelen med den for Frøkenen bestemte Vogn, gjorde det nødvendigt for ham, at udbede sig Opsættelse med Rejsen til næste Dag. Denne Mand var den første, som havde gjort Indtryk paa Sidonias Hjerte; den tillidsfulde Fasthed, hvormed han stod for hende, det Længselsfulde, der snart udtalte sig i hans Øje, greb Pigens hele Sjæl, og inden faa Timer var en saa huld Fortrolighed tilvejebragt mellem dem, at Sidonia endog havde Mod til at spøge derover. Da Regina frembar det smagfulde Maaltid, hvortil Fyrstens Kammertjener satte den medbragte Vin paa Bordet, blev Fyrsten alvorlig staaende foran det med to Kuverts forsynede Bord og saa derpaa med et sjælefuldt, spørgende Blik paa Sidonta.
„Hvad mener I?“ sagde han langsomt. Sidonia slog Øjnene ned højt rødmende; thi at han tænkte: Hvad mener I om at sidde daglig ved min Side? det følte den fine Kvinde.
Nu forlader vort Manuskript os, kjære Læser. Et Par Blade ere uden Tvivl borte, og vi gjette os kun til at Fyrsten, endnu inden deres Afrejse fra Slottet, havde gjort Sidonia en temmelig tydelig Erklæring og faaet et gunstigt Svar, naturligvis med Henvisning til Forældrene. Ligeledes kunne vi af det følgende slutte, at Fyrsten havde Befaling til Fru Høckinn og Regina, at de skulde følge med i en anden Vogn til Achen.
Den omnævnte Mangel i Manuskriptet indbyder Referenten til en Gang selv at lade Munden løbe. Han er ingen Elsker af Balforlovelser eller deslige pludselige Erklæringer imellem Mennesker, der se hinanden første Gang. Det forekom ham derfor i Førstningen, som om Fyrsten og Frøken Sidonia havde gjort meget bedre i at give sig en Smule Tid til at lære hinanden nøjere at kjende. Men ved at tænke over Sagen finder han, at man maa anderledes bedømme en Tidsalder, hvori med alle dens gotiske Forsiringer, dog unegtelig en langt større Simplicitet var herskende. Deres Møbler vare da fulde af Løvverk, men af et Stykke ensartet Træ, vore ere glatte men planerede, ferniserede. Saaledes ogsaa Menneskene. Manden var mere Mand, Kvinden mere Kvinde.
Dette er en prosaisk Anskuelse af hin Tidsalders Karakteer; men unegtelig gives der en højere, som passer herpaa, og som ikke indskrænker sig til nogen Tidsalder. Der gives nemlig en inderlig Overensstemmelse imellem lige Sjæle, saa at de som ved den elektriske Materie kun behøve at mødes for at flyde over i hinanden. Hvor et saadant Slag udgaar, der kan ingen Overilelse finde Sted, der har Naturen selv udtalt sit høje Sprog, og der behøves ej den tvilesyge, ængstlige Fornuft.
Atter bleve Ruderglimm og Schwaben alvorlige, da den sidstes Søn ved Festens Slutning erklærede, at Kejseren havde befalet ham at drage til Hæren. Imidlertid beroligedes begge ved hans højtidelige Forsikring, at hans Fasthed ikke skulde rokkes og at Kejserens Ordre aldeles ikke havde noget Hensyn, som kunde forurolige dem. Kort efter hans Afrejse erholdt Faderen Brev fra ham, at han uden Tilstød var ankommen til sit Bestemmelsessted.
Kun for sin elskværdige Sidonias Skjæbne skalv den ømme Fader, og grædende kastede Birgithe sig i hans Arme, da hun atter vendte tilbage til Residentsen uden at have opdaget Spor af Sidonia. Den sidste og højtidelige Festdag var frembrudt. Salene vaxe opfyldte med Ædle. Da traadte den ophøjede Kejser frem for det bedrøvede Egtepar.
„Jeg har“, begyndte han, „en herlig Efterretning at bringe eder. Eders elskværdige Datter, min Emmas Veninde, er funden. En ung Mand, hvis Navn maa borge for hans Værd, Fyrsten af Lothringen, har fundet hendes Opholdssted, og vil inden faa Timer bringe hende i vor Midte. Jeg har desuden en Begjæring, som I ikke ville afslaa mig. Den unge Mand elsker eders Datter, og jeg udbeder mig eders Samtykke.“ — Man tænke sig Forældrenes Glæde, der blandedes med Uro over den egentlige Sammenhæng. Fyrsten af Lothringen! Uagtet de ikke kjendte denne Fyrste af Navn, kunde de dog efter Kejserens Erklæring, at Fyrsten var en ædel Ridder, ung, smuk, rig og hans Majestæts Yndling, ikke andet end bifalde Partiet, hvortil endnu kom, at de saaledes vare i Sikkerhed for Kejser Carls gamle Yndlingsplan. Efter at have til sin Tilfredshed afgjort denne Materie, ilede Carl fra Forsamlingen til sine ensomme Arbejdsværelser, hvor strax efter Fyrsten af Lothringen lod sig melde. Venlig ilede Kejseren ham imøde.
„Nu Fyrste! fandt I Frøkenen saa elskværdig, som jeg ønskede I skulde finde hende?“ —
„Naadige Herre! min Taknemmelighed mangler Ord; Frøken von Weitenburg er et Klenodie, som ingen Pris kan opveje; ogsaa, naadige Herre, smigrer jeg mig med, at hendes Hjerte ikke er utilbøjeligt for mig, hvis ellers Forældrene —“
„Det bliver min Sag, kjære Fyrste. Hvor er Frøkenen?“
„Efter eders Naades Ordre stegen af, tilligemed Forvalterfamilien, ved den blaa Bagport, hvor eders Hoffureer tog imod dem.“
Den store Pragtsal var opfyldt med Mennesker. Kejseren stod med betydningsfuldt Alvor i Midten, endnu med Sidonias Haand i fin. Han havde neppe givet Forældrene og den glade Emma Tid til at favne hende, førend han atter tog hende ved Haanden, og stillede sig saaledes midt i Salen:
„Denne ædle Pige, ædle Damer og Herrer, tilhører paa min Begjæring, og efter hendes velbyrdige Forældres Tilladelse den højædle Prinds, Fyrsten af Lothringen, der formeligen ved mig har anholdt om hendes Haand. I ere alle Vidner til denne formelige Forlovelse, hvorved jeg stiller mig i Brudgommens Plads.“ Efterat de angjeldende Personer havde i samme Anledning talt, og adskillige havde aflagt sine Lykønskninger, og de øvrige med spændt Nysgjerrighed, men Ruderglimm med pludselig Sjæleangst havde spurgt til alle Sider, hvo denne Fyrste dog egentlig var — traadte Carl til Sidedøren; den gik op, og Carl von Schwaben fulgt af en ældgammel Matrone, der støttede sig paa en middelaldrende Kone traadte ind.
„Her forestiller jeg eder“ — Kejseren vendte sig til den gamle von Schwaben og hans Husfælle — „eders ædle Søn, som jeg haver optaget i Fyrstestand og forlenet med Lothringen paa hans og Efterkommeres Tid saa længe det hellige romerske Rige staar; og her“ — han ledte den blegnende Sidonia hen til Ruderglimm og hans Hustru, — „her fremstiller jeg eder Fyrstinden af Lothringen, eders hulde Datter.“ Stilhed og Forbauselse var udbredt over den hele glimrende Forsamling. Fyrst Carl stod som lynslagen da han hørte sin Bruds Navn. Heinrich von Schwaben var saa forvirret over den overordentlige Naade hans Hus var vederfaret, at han ikke kunde fremføre et Ord, skjønt han i sit Hjerte svor en dyr Ed, at dette Egteskab skulde tilintetgjøres. Endelig traadte Wolfgang frem og erklærede højt, at han ikke gav sin Datter til denne Mand, aller mindst siden den Naade, hans Kejser lod Schwaben vederfares, maatte vække den Mening, at han gav sin Datter sin Uvens Søn fordi han var bleven en Fyrste. Nu fik ogsaa Heinrich Tungen paa Gang. Carl lod dem taalmodigen storme, endelig afbrød han dem:
„Nu vel Ruderglimm, saa tager jeg din Datter fra dig, og du, von Schwaben har ingen Søn mere. Moder Høckinn, træd frem; I skal bevidne, tilligemed eders Datter Regina, at Carl er ikke Ridder Schwabens men Ruderglimms Søn, og at ej Wolfgang von Ruderglimm er Sidonias Fader men Heinrich von Schwaben.“
Den almindelige Bestyrtelse lader sig ikke beskrive. Kejseren fortalte nu de Tilstedeværende, hvad Læseren maaske fra først af har gjettet, — hvorledes han selv som Doktor Eugenius lod Børnene ombytte ved Anna Høckinns Hjælp, og henviste til et Mærke paa deres Arm. Den blottedes, og ved Albuen befandtes paa Sidonias et prikket v. S. og paa Carls et v. R.
De ombyttede Forældre og Børn ilede vexelvis hen imod hverandre. Den kloge Carl lod dem Tid, og inden en Times Forløb var med Alles gode Vilje og til den hele Forsamlings Glæde Sidonia von Schwaben den højbaarne Fyrst Carl af Lothringens Forlovede.