Den franske Bondes Stilling før Revolutionen
Den franske Bondes Stilling før Revolutionen.
Et Rundskue over Europas Stater i den nyere Tids Historie — Tiden fra det 15de Aarhundrede til den franske Revolution af 1789 — viser i det store og hele en afgjort delvis rask Fremgang. — Begivenheder som de store Opdagelser og den store Kirkeforbedring (Reformationen) giver materiel som aandelig Kultur et mægtigt Stød fremad, og Staterne faar i dette Tidsrum nyde en indre Ro, Orden og Sikkerhed, som de i Middelalderens stormfulde Aarhundreder havde maattet undvære. Europa befrier sig fra det politiske Stormandsvælde, hvis Plads indtages af Fyrstemagten, der samler al Magt i sin Haand og gjør Ende paa Adelens Selvraadighed og Overmod. Den politisk og socialt saa mægtige Kirke mister ved Reformationen i en Flerhed af Lande sit Overtag, medens Borgerstanden, væsentlig som Følge af Opdagelserne, den voxende Handel og Industri, gjør Kjæmpeskridt i Økonomi og aandelig Kultur.
Kun i eet vigtigt Punkt vedblev de fleste Lande i vor Verdensdel at leve paa middelalderlig Vis. Det er med Hensyn til Staternes talrigste Klasse, Bondestanden. I dette Tidsskrifts 17de Bind (S. 198—200) er pegt paa, hvorledes den oprindelig fri Jorddyrker, næsten hele Europa over, i Middelalderen paa Grund af endeløse Krige og deraf følgende Usikkerhed og Lovløshed var sunket ned til at blive næsten sidestillet med Trællen; var blevet Livegen og Stavnsbunden, ja mangen Gang en ret og slet Handelsvare. Norge og Schweiz alene, hvis Naturforhold var disse Landes Bondestands bedste Beskyttelse mod Stormændenes Overgreb, danner en lysende Undtagelse. Her er Jorddyrkeren Selveier, politisk og socialt sin egen Herre. Ogsaa i den nyere Tid vedvarer de for Bonden saa sørgelige middelalderlige Tilstande. Adelen, der maa overlade sin politiske Magt i Fyrsternes Hænder, faar næsten overalt beholde det uhyre sociale Overtag som den forlængst havde erhvervet i Kraft af militære Fortjenester. I de katholske Lande, hvor den rige, mægtige Kirke stod urokket, havde Bonden baade Adel og Geistlighed, de to priviligerede (ɔ: med Forrettigheder udstyrede) Stænder, over sig, medens Borgerstanden overalt var for optaget af sine egne Affærer til at bryde sig synderlig om Jorddyrkeren og hans Skjæbne. Men ogsaa i dette Tidsrum danner de to Klippelande Norge og Schweiz Undtagelsen; disse Landes fri, lykkelige Bondestand kjender ikke sine europæiske Standsfællers tunge Lod uden af Navn. Det turde være af Interesse at se lidt nærmere paa Bøndernes Kaar i de sydlige Lande i Tiden forud for den franske Revolution af 1789, og da Frankrige er den Stat, hvor Forholdene havde udviklet sig eiendommeligst, er den følgende Skildring hentet fra dette Lands Historie.
For at forstaa den franske Bondestands sørgelige Stilling i forrige Aarhundrede er det nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden. Thi Oprindelsen til Bondestandens Undertrykkelse, dens Forarmelse og Tabet af personlig Frihed stammer i Virkeligheden fra Middelalderens første Aarhundreder. Efter Folkevandringerne — det 5te og 6te Aarhundrede efter Kristi Fødsel — varer det meget længe, før de nye, af Germanerne stiftede Riger faar en nogenlunde indre Ro og Sikkerhed, eller med andre Ord bliver velordnede Stater. Endnu i mange Aarhundreder fortsættes de endeløse Krige og Feider, Landene mellem og i det Indre; væbnede Bander drager omkring, søgende Bytte og nye Bopæle. Men under saadanne Forhold er Jorddyrkerens Stilling alt andet end god og sikker, hans Person og Eiendom svæver hvert Øieblik i Fare; thi den der har Magten har Retten. I hine sørgelige, urolige Tider bliver det derfor en Nødvendighed for Jorddyrkeren at sikre sig Beskyttelse og Hjælp af Krigeren, d. v. s. Stormanden. Men den kan kun faaes med Opofrelse af Eiendomsretten til sit Jordstykke. Selveierstanden forsvinder derfor lidt efter lidt næsten helt fra Mellemeuropas større Stater, hvor Vandringerne senest ophørte, og i dens Sted træder Fæsteren (fransk: vilain). Blandt Fæsternes store Klasse er der dog stor Forskjel paa dem, der er personlig fri, og hvis Afgifter er bestemte — og de saakaldte trælbundne Fæstere, hvis Person og Eiendom begge tilhører Godseieren (fransk: seigneur).
I Middelalderens egentlige Stortid — Tiden fra det 10de til det 14de Aarhundrede — forværredes ikke Bøndernes Stilling, naar undtages i enkelte Aar under de langvarige Kampe mellem Frankrige og England (Hundredeaarskrigen). Fæsterklassen er fri for den besværlige Krigstjeneste, og dens Afgifter til Godseiren fæstnes ved Skik og Brug. Mellem Herren og Bonden opstaar et Slags Kontraktsforhold, som efter nogen Tids Forløb fører til Klassens Frigjørelse. Fæsteren faar en Slags Eiendomsret eller Brugsret til sin Gaard, der gaar i Arv til Efterkommerne, naar Ydelserne betales i rette Tid. Med den voxende Handel stiger Priserne paa Jordbrugets Produkter; Bonden faar Penge mellem Hænderne.
Og dog er Bondens Kaar endnu saadanne, at de i mangt og meget minder om Oldtidens Slaveri. Hans Eiendom tilfalder saaledes i visse Tilfælde Godseieren; hvis han nemlig dør uden at efterlade Børn i Huset. Bor disse andetsteds, hjælper det ham ikke. Den personlig fri Fæster kan kun gjenvinde sin fulde Frihed ved at overlade Godseieren sin Jord; den trælbundne Fæster ved at gaa fra Gaarden. Men begge Tilfælde indtraf kun sjelden; thi som løse og ledige var jo begge Slags Fæstere berøvede sit Levebrød. Desuden hjalp en saadan Opsigelse lidet, da næsten al Jordeiendom i Frankrige var i Godseiernes Hænder. (Nulle terre sans seigneur. Ingen Jord uden Herre). Men det var dog et ubestrideligt Fremskridt at kunne blive en haard og slem Herre kvit. Forsaavidt betegner denne Tid et afgjort Fremskridt fra Romerstatens Slaveri.
For at forstaa, hvor nedværdigende og ulykkelig den franske Bondes Stilling er i den egentlige Middelalder, maa man erindre, at Godseieren, d. v. s. Krigeren, Stormanden, foruden Indtægterne af den Eiendom han selv lod dyrke, kunde kræve en lang Række Ydelser af de Gaarde, som eiedes af Fæsterne. Disse Ydelser bestod i Naturalier (Korn, Vin, Kvæg), Penge og Arbeide. Pengeydelserne var dels en Grundskat, hvis Beløb var fastslaaet en Gang for alle, dels en Personskat, som kunde være større og mindre. Denne sidste Ydelse var et ubedrageligt Tegn paa personlig Ufrihed. Hertil kom saa det tvungne Markarbeide paa Godseierens Hovedgaard, som for de trælbundne Fæstere kunde gjøres ubegrænset.
For sig selv staar Godseierens Ret til: at kræve en Afgift, naar Fæsterens Gaard skifter Eier, Ret til at tage Gaarden tilbage, hvis Fæsteren ikke opfylder sine Forpligtelser, Ret til at kræve Erstatning for en trælbunden Mands Giftermaal udenfor Eiendommen — hvorved nemlig Eieren mistede en Arbeider — og endelig Ret til at kræve en Hjælpeskat i extra Tilfælde. I Egenskab af Kriger, som den der beskytter Bonden mod ydre Vold, kræver Godseieren i Krigstid af Bonden, at han skal skaffe Underhold til ham og hans Mænd. I Tillæg til alle disse trykkende Rettigheder kom Godseierens Jagtret, samt Afgifter for Bondens Benyttelse af Skov, Elve, Broer, Veie, Møller o. s. v. Endnu et: Godseieren havde Domsret over sine Undergivne, men her var der ogsaa stor Forskjel paa den fri og den trælbundne Fæster. Den Sidste stod ogsaa i denne Henseende ganske ubeskyttet, for den Første derimod gjaldt Domsretten kun inden visse Grænser.
Mod Middelalderens Slutning spores i et væsentligt Punkt en stor Forandring til det bedre. Godseierne begynder saaledes at skjænke Fæsterne Gaarde mod f. Ex. at betinge sig industrielle Tjenester. Men vigtigere endda er det, at den fri Kontrakt mellem Eier og Fæster lidt efter lidt afløser det ældre Tvangsforhold. Eieren overlader Bonden Gaarden som arvelig Besiddelse mod et bestemt aarligt Beløb eller mod at betinge sig en vis Del af Afkastningen. Og endelig gjenvinder den trælbundne Fæster Friheden, da det begynder at gaa op for Godseieren, at den fri Mand arbeider bedre end den ufri. Mangen Stormand maa ogsaa af Pengetrang frigive sine Bønder — dette viser sig gjentagende under Korstogene. I dette store Befrielsesverk gaar Kongedømmet i Spidsen; i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede frigives saaledes i Frankrige alle Trælle paa de kongelige Krongodser. Merkeligt nok er Kirken den, der sidst følger Exemplet; Kirken som dog saa kraftig havde virket for Slaveriets Afskaffelse.
Saaledes er i Korthed den franske Bondestands Stilling ved den nye Tids Frembrud. Den første Halvdel af det 16de Aarhundrede er en forholdsvis lykkelig Tid for Jorddyrkeren; men ved Slutningen af Aarhundredet udbryder de langvarige, rædsomme Religionskrige, hvorunder tøilesløse Bander atter som i Middelalderens første Dage gjennemstreifer Landet i alle Retninger, til uendelig Plage for Landbefolkningen. Med Henrik IV (1593—1610) holder Fred og Ro sit Indtog igjen i Frankrige, og denne fremragende Herskers varme Omsorg for Bondestanden er velbekjendt; det er han, som udtaler de mindeværdige Ord: Hver Bonde bør om Søndagen have en Høne i Gryden.
Med det 17de Aarhundrede begynder en ny Trængselstid for den franske Landbefolkning. Dette hænger nøie sammen med den Omvæltning i den indre Styrelse, som finder Sted under Kardinal Richelieu, Ludvig XIII.s almægtige Minister. Han grundlægger Enevældet, slaar de sidste Oprørsforsøg af Stormændene til Jorden, og efter ham fuldender Ludvig XIV den store Ministers Verk. Frankrige bliver Mønsteret paa en Stat, hvor Herskeren er det hele Lands altbeherskende Midtpunkt, er kort og godt den uindskrænkede Fyrste, der føler sig som Herre, baade over Undersaatter og Eiendom. Men en saadan umaadelig Magt, lagt i een Mands Haand, kunde let føre til overordentligt Misbrug, og det er netop dette, som sker i Frankrige. Baade under Ludvig XIV og Ludvig XV kastes Landet ind i meningsløse, ødelæggende Krige, som kommer til at knuge fremforalt Bondestanden til Jorden. Og endnu et maa erindres. I det enevældige Frankrige med dets glimrende Hofliv, store staaende Hær, trængtes fremforalt Penge, og det er ikke vanskeligt at forstaa, at de altid stigende Skatter og militære Byrder maatte, saaledes som Forholdene var i Frankrige, blive rent ødelæggende for dets store, ubeskyttede Landbefolkning.
Lad os saa kaste et Blik paa den franske Bondestand i det 18de Aarhundrede, Tiden nærmest forud for den store Revolution; prøve at sætte os ind i dens daglige Liv og Stræben, følge Jorddyrkeren ud paa Marken, ind i Huset og Hytten.
Det maa da først erindres, at der endog i forrige Aarhundrede endnu findes ufri Bønder, de saakaldte „Serfs,“ svarende til de gamle norske Trælle. Deres Antal var ca. 150,000, og som Merke paa Ufriheden tjente Mangelen af Familienavn. Det var som før omtalt besynderlig nok Kirken, som endnu holdt paa denne sørgelige Levning fra svundne Tider, og Forfattere, som f. Ex. Voltaire, lod den ogsaa faa høre ilde derfor. „Man har,“ skriver han, „hundrede Gange seet Officerer, prydede med den hellige Ludvigs Kors for krigerske Bedrifter, dø som livegne Trælle under en Munk, der er ligesaa uforskammet som unyttig i Verden.“ Hvad følger af Trældommen? Den Livegne betaler en Personskat til Godseieren; han tør ikke gifte sig med en fri Person; kan ikke afhænde sin Jord uden til en anden Livegen paa samme Gods; kan ikke ved Testament raade over sin Eiendom og kan ikke arves af andre end den af Børnene, som bor paa Godset. Trællen kan dog blive fri, men kun ved at opgive sin Jord og drage til et andet Gods. Ufriheden hvilede altsaa, som det sees, paa Jorden, ikke paa Personen.
Den langt overveiende Del af Frankriges Bønder var dog fri, ja for Størstedelen Selveiere. Men Ulykken var, at dette i Virkeligheden betydde lidet og ingenlunde sikrede disse Bønder fra den værste Udsugelse og Elendighed. Og hvorfor? Fordi der i Frankrige i forrige Aarhundrede endnu findes Klasser, som er priviligerede, d. v. s. udstyrede med de store Forrettigheder, hvorom der ovenfor er talt. Adelen, Geistligheden og den høiere Borgerstand som ved sin Rigdom tilkjøbte sig Andel i Forrettighederne, er disse heldig stillede Klasser; som Modsætning til dem staar Smaaborgerne og Bønderne.
Hovedaarsagen til den franske Bondes Elendighed er Skatterne til Konge, Kirke og Adel. Til 1) Kongen betaler Bonden den saakaldte „Grundskat,“ som kun hviler paa de Uadelige, er vilkaarlig fastsat af Kongen og opkræves af Skatteopkrævere, der indestaar med hele sin Eiendom for det krævede Beløb. Den næste Skat er „Personskatten,“ som ogsaa omtrent udelukkende rammer Borger og Bonde, og som i mange Egne af Landet skrues op til en uhørt høi Procent. Saa „Tyvendedelsskatten,“ der opkræves saaledes, at f. Ex. de saakaldte Prinser af Blodet istedenfor 21⁄2 Million Francs kun betaler op mod 200,000. En af de værste Skatter var „Saltskatten,“ hvis Beløb var yderst uligt for de forskjellige Dele af Landet. I nogle Provinser betaltes 2 Francs pr. Centner, i andre 50 til 60 Fr. Enhver Franskmand over syv Aar maatte betale et vist aarligt Beløb (Saltpligten), og Styrelsen lod til og med ødelægge det overflødige Salt, Havet frembragte, for at tvinge alle til at bruge den Mængde, Loven befalede. Saa knugende var denne Skat, at den senere Kong Ludvig XVIII ytrede om den: Saltskatten er en Skat, hvis Virkning er saa forfærdelig, at der ikke findes nogen god Borger, som ikke — om saa med en Del af sit Blod — vil hjælpe til at faa den afskaffet. Endelig kommer „Hjælpeskatterne,“ Afgifter paa f. Ex. Drikkevarer, Forbrugsartikler m. m.; de opkrævedes af Agenter for store Selskaber af Pengemænd, som betalte Kronen en vis Sum, men derefter havde Leilighed til ubarmhjertigt at udpine Folket. De Skattepligtige betalte to, tre Gange mere end Kronen modtog. Og hvad der forøgede Ondet var, at det stod i Pengemændenes Magt at udnævne Dommere i paakomne Tvistigheder.
Skatterne opkrævedes med ubønhørlig Strenghed, og Bonden kunde, hvis de ikke betaltes i rette Tid, blive berøvet sine Klæder og Bohave, ja lige til Sengen. Hvad specielt Personskatten angaar, var end ikke den Fattigste sikret mod Opkræverens Besøg. Forfatteren Mercier fortæller om en Arbeider, som med sine fire Børn boede paa en Kvist, hvor han havde indrettet en Skorsten til Sengerum for sig og Familien. „En Dag træder jeg ind ad hans Dør, som aabnedes ved en Skaadde; i Rummet saaes kun de nøgne Vægge og en Skruestok. Manden, som var syg og daarlig, krøb frem fra Skorstenen og sagde til mig: „Jeg troede det var Opkræveren af Personskatten.“
„Skatteopkræveren,“ heder det andetsteds, „tilbringer i Regelen i to Aar den halve Dag med at løbe omkring til dem, som endnu ikke havde betalt; paa den Maade bringer man alle velstaaende Familier til Betlerstaven.“ Man saa paa Landet Skatteopkræveren trætte med Bønderne om Prisen paa Bohavet, som han stod i Begreb med at beslaglægge. Sagen var jo den, at hvis Opkræverne ikke gik til det yderste, kom Turen til dem selv. „De var paa en Gang Ofre og Tyranner.“ For at redde det mest mulige blev det almindeligt, at Bonden skjulte sine rørlige Eiendele, og at han kun arbeidede saameget, som var nødvendigt til Livets Behov. Hvis han tjente mere, gik det til Skatteopkræveren.
Saltskatten gav Anledning til rene Rædselsscener. „Hver Dag,“ udtaler Domstolen i Rouen (Normandie), „ser man Ulykkelige, som mangler Brød, gribes og sælges, fordi de ikke har kjøbt Salt. Den Bonde, som bruger det Salt, han har kjøbt til personligt Brug, til noget andet, eller sparer paa Saltet, ansees for at være en svigagtig Person. Han straffes med Piskning, Slaveri eller — hvis den ovennævnte „Forbrydelse“ gjentages — med Hængning. Ifølge paalidelige Opgaver medfører Saltskatten aarlig ca. 4000 Beslaglæggelser, ca. 3,400 Fængslinger og ca. 500 Domme, lydende paa Piskning, Forvisning og Slaveri. Paa omtrent lignende Maade forholdt det sig med Vinen. Skulde denne f. Ex. føres lange Veie, maatte de utalligste Hindringer af alle Slags overvindes, Afgifter for Benyttelse af Veie, Kanaler m. m. klareres. Fortjenesten blev paa den Maade forsvindende liden. Ordene „Vindyrker“ og „Ulykkelig“ er, udtaler Arthur Young[1], ensbetydende Begreber. Paa enkelte Kanter kaster Bønderne sin Vin i Vandet for at slippe Afgifterne, og Myndighederne forsikrer, at hvis disse skal vedblive at stige, vil Vinhaverne snart ligge øde.
Bonden skatter dernæst 2) til Kirken. Foruden Udbyttet af Indsamlinger i veldædigt Øiemed, opkræver Kirken af Vin, Korn, Kvæg m. m. en Skat, som kaldes Tienden; men det er sikkert, at denne sjelden var saa liden som 110; den kunde lægge Beslag paa 1⁄2, ja indtil 1⁄4 af Bondens Indtægter.
Tilbage staar Bondens direkte og indirekte Beskatning 3) til Adelen, som satte Kronen paa hele dette uhørte Ulighedssystem. Som et godt Exempel paa Forholdet mellem den adelige Godseiers Jord og hans Undergivnes Eiendomme tjener Adelsgodset Blet i det østlige Frankrige. Eieren af dette Baroni havde: Domsret over sine Bønder; Ret til at lade sin Skovvogter paadømme alt angaaende Godsets Vande og Skove, Overtrædelser af Jagt- og Fiskeri-Lov; Ret til at føre Opsyn med Veiene, til at tage herreløst Gods, havende tilhørt f. Ex. Forviste og Dødsdømte eller Folk, dømte til Slaveri, børnløse Bønders Eiendom og fundne Skatte; Ret til at fordre Afgifter af Bønderne, naar de benyttede Broer, Bommer paa Veiene paa Reisen til Torvpladsen, og af denne selv; Afgifter af den Vin, som solgtes i Detail i Byen Blet; Tungerne af alle de Dyr, som dræbtes i Byen; Afgifter af Maal og Vægt. Fremdeles: Ret til at kræve det saakaldte Hoveri, d. v. s. personligt Tvangsarbeide paa Hovedgaarden, hvilket kunde gaa op til over 50 Dage om Aaret; Ret til af Bonden at kræve hans Benyttelse af Eierens Mølle, Bagerovn, Vinperse; Ret til at kræve lige til 1⁄6 af Salgssummen, hver Gang Bondens Gaard skiftede Eier, og dertil en aarlig Afgift, som ofte førte til Godseierens Inddragelse af de Undergivnes Eiendomme, hvis der ikke betaltes i rette Tid; men ikke nok hermed: ogsaa Ret til Krav paa en Grund-Afgift (la taille seigneuriale), som i enkelte Tilfælde kunde beløbe sig til det dobbelte af den lige ovenfor nævnte aarlige Afgift. Endelig — hvad der maaske var noget af det værste — havde den adelige Godseier ubegrænset Jagt- og Fiskeri-Ret og Eneret til at holde Duer, Kaniner m. m. Dette var de noksom berygtede, saakaldte „herskabelige Rettigheder“ som i en stor Del af Frankrige gjorde Livet til en Forbandelse og Plage for den langt overveiende Del af Landets Befolkning. Men i Virkeligheden krævedes de aldrig alle samtidig; en stor Del deraf forekom kun paa enkelte Steder.
Lad os for at forstaa den franske Bondes Lidelser i forrige Aarhundrede høre den franske Forfatter E. Champions veltalende Skildring deraf. „Vi vil følge Bonden til Markarbeidet, saa vil vi snart se Aarsagen til hans Ulykker og Elendighed. Vaaren er kommen, Vaaronnen begynder. Neppe har Bonden begyndt saa, før Plaugfurerne angribes af utallige Fiender. En adelig Godseier kan holde indtil 50,000 Par Duer, som lever paa de fattige Naboers Bekostning. Foruden Duerne har vi Kaniner, Agerhøns, Fasaner, Harer, Raadyr, Hjorte og Kaniner. Den Skade, disse Dyr gjør, bevises bedst derved, at Klagerne derover fylder mange tykke Bind. Mod den uhyre Mængde Vildt, som Frankrige for hundrede Aar tilbage rummede, stod Bonden ganske forsvarsløs. Han har ikke Lov til at holde Gevær, og hvis han holder Hund til at passe sin Gaard, maa han afskjære dens Knæhaser for at hindre den i at jage Vildtet. Godseierens Tjenere kan dræbe den, hvis de saa vil. Selv Katte var, naar de viste sig udenfor Laaven, udsatte for samme Skjæbne. Den mindste Forseelse mod Adelsmandens Jagtret paafører Bonden Bøder, Fængsel eller endog Arbeide paa Galeierne. Han har ikke Lov til at kaste en Sten paa en Kanin, eller dræbe en Kraake.
Bonden tør ikke røre Ugræsset i sin Ager, ikke afskjære det modne Korn, før Adelsmandens Folk har udfundet Fasan- og Agerhøns-Rederne; et stort Stykke af Ageren omkring disse tør ikke røres. Tornekrat plantes for at tjene til Ly for Vildtet. Henover Markerne, hvor Bonden ikke har Lov til at gaa hvor han vil, selv naar det er nødvendigt for ham, kan Godseieren med alle sine i Flok og Følge færdes til enhver Tid. I det Øieblik, da Kornet er modent, kan Ingen forbyde ham at ride gjennem Ageren. Saa kommer Indhøstningens Tid. Uveiret hænger truende over Bonden; men der hvor Godseieren har Ret til at kræve Korn-Afgift, maa denne først bringes til Hovedgaarden, selv om denne ligger langt borte; da først kan Bonden tænke paa sig selv. Naar nu Godseieren, Vildtet, Kirken og Statskassen har faaet Sit, kan dog vel Bonden frit raade over det, som bliver tilovers? Svaret bliver: Han kan ikke male sit Korn, stege sit Brød, perse sin Vin som han selv vil. Ustraffet knuser han ikke engang lidt Byg mellem to Stene; han faar tilkjøbe sig Ret dertil. Bonden maa gaa til Godseierens Mølle, hvor Udpresninger af ethvert Slags venter ham; lykkelig kan han prise sig, om Møllen gaar. I 24 Timer kan en Korn-Sæk vente paa det fornødne Vand, og imidlertid sulter Kone og Børn derhjemme. Med ofte slet malet Korn maa Bonden begive sig til Godseierens Bageri, hvor det ikke sjelden hændte, at Brødet blev brændt. Han maa passe sig for at komme med høilydte Klager. I de vindyrkende Egne gjentager noget lignende sig ved Godseierens Vinperse.“ Alt dette staar for os som noget ubegribeligt, og vi forstaar saa godt, at „ingen indgaaende Undersøgelse, ingen Dygtighed formaar at gjengive det overvældende Indtryk, som man faar af den franske Bondestands Klager til sine Repræsentanter til Rigsforsamlingen i 1789,“ denne Forsamling, ved hvis Sammentræden den store Revolution tager sin Begyndelse. „Ligesom vi ved Havets Kyst, hvor vi end nærmer os Strandbredden, hører den samme sørgmodige, høitidelige og ensformige Lyd, saaledes hæver der sig i 1789 fra næsten alle Provinser, alle Sogn, ethvert Punkt i Frankrige et Suk, snart høilydt, snart frygtsomt, men altid lige ynkværdigt og hjerteskjærende.“ Hvilken Foragt Adelen nærede for Jorddyrkeren fremgaar tydelig af den Begrundelse, hvormed den i 1776 ledsagede sin Negtelse af Forandring i Bøndernes Tvangsarbeide paa de adelige Godser til en aarlig Afgift; „det vilde være, heder det, at udslette af hans Pande Trældommens medfødte Merke.“ Det gjør et nedslaaende Indtryk at se den totale Mangel paa Villighed fra Adelens Side til at opgive sine ældgamle, uretfærdige Forrettigheder, selv ikke i Aarene lige forud for Revolutionen, da den dog maatte merke Bøndernes altid voxende Had, der fik et saa frygteligt Udslag i Omvæltningens første Aar.
Et upartisk Vidne, Amerikaneren Jefferson, skriver i Aaret 1786: For at forstaa Mængden af de Onder, som Aristokratiet har skabt, maa man bo i Frankrige. Man vil da faa se, at det skjønneste Land, det bedste Veirlag, den fasteste Statsorganisme, den velvilligste Nationalkarakter, med et Ord: Foreningen af alle naturlige Fordele ikke er istand til at hindre denne Landeplage, Aristokratiet, fra at gjøre Livet til en Forbandelse for de 24⁄25 af Befolkningen. Og Arthur Young udbryder harmfuld: „Hvis jeg var Konge over Frankrige, skulde jeg svinge Pisken over Herremændene.“
Hos denne Tids Forfattere vrimler der af Udtalelser, som i veltalende Ordelag skildrer al denne Elendighed, om end undertiden med nogen Overdrivelse. Saaledes den berømte La Bruyère, der hundrede Aar forud for Revolutionen skriver: „Man ser et Slags vilde Dyr, mandlige og kvindelige Væsener, spredte udover Landet, sorte, gustne og ganske solbrændte, gravende i Jorden med uhyre Iver. De har en Slags artikuleret Stemme, og naar de retter sig op, ser man et menneskeligt Ansigt, og det er virkelig Mennesker. Om Natten trækker de sig tilbage til Dyrehuler, hvor de lever af sort Brød, Vand og Rødder. De sparer andre Mennesker for den Møie at saa, arbeide og indsamle Fødemidlerne og fortjener saaledes virkelig det Brød, de har skaffet tilveie.“ Af Embedsmændenes Indberetninger fremgaar, at mange Dele af Frankrige under Ludvig den 14des Regjering har mistet lige til Trediedelen og Halvdelen af sin Befolkning. Mellem Aarene 1672—1715 — Krigens Tid — døde sex Millioner Franskmænd af — Sult. Nogle Aar senere udtaler Rousseau, Manden med det store, følsomme Hjerte, følgende: Bonden skjuler sin Vin og sit Korn paa Grund af Skatterne, overbevist om, at han er en fortabt Mand, hvis man ikke ansaa ham som en, der holdt paa at dø af Hunger. I 1739 skriver d’Argenson i sin paalidelige og nøgterne Dagbog: Hungersnøden har foraarsaget tre Reisninger i Provinserne; man har paa Landeveiene snigmyrdet brødbærende Kvinder. Forleden Dag fremviste Hertugen af Orleans i Statsraadet for Kongen et Brød, bagt af Bregner, med de Ord: „Deres Majestæt, ser her det Brød, hvormed Deres Undersaatter for Tiden ernærer sig.“ Der indberettes fra flere Kanter til Kongen i Versailles, at Bønderne „spiser Græs som Faarene.“ I 1740 skriver den bekjendte, fromme Biskop Massillon til Ministeren Fleury: „Landsens Folk paa disse Kanter fører et ynkeligt Liv og mangler Senge og Bohave; det halve Aar mangler de fleste endog det Brød af Byg og Havre, som er deres eneste Næring, og som de er nødte til at rive ud af sin egen og sine Børns Mund for at kunne betale Skatterne. Jeg har hvert Aar den Sorg at have dette sørgelige Syn for Øie paa mine Embedsreiser. Da har Negrene paa vore Øer det uendelig meget bedre; ved sit Arbeide skaffer de nemlig Føde og Klæder til sig, sine Koner og Børn, medens selv de flittigste af vore Bønder mangler det nødvendigste.“ Omtrent i Midten af det 18de Aarhundrede er Tilstanden mangesteds om mulig end værre. „I Touraine“ (midt i Landet), skriver Ministeren d’Argenson, „er der intet Arbeide at faa længere; det er ikke den triste Følelse af Elendigheden, det er den rene Fortvivlelse, som griber Alle. De stakkels Bønder ønsker kun at dø og vil ikke gifte sig, af Frygt for at øge Ofrenes Tal. Jeg har selv prøvet paa at bortgifte nogle Piger ved at tilbyde dem Hjælp; men jeg har altid stødt paa de samme Modgrunde, som om alle var komne overens derom. Skatteopkræverne, fulgte i Hælene af Politi og Smede, aabner Dørene, tager med sig Bohavet og sælger alt for Fjerdedelen af dets Værdi. Man ser kun forladte eller ødelagte Landsbyer, og ingen nye Huse reiser sig. Jeg har truffet en Intendant[2] fra en af Landets frugtbareste Provinser, og han fortalte mig, at man der ikke traf flere Fæstebønder, at Fædrene foretrak at sende sine Børn til Byerne, at Opholdet paa Landet for hver Dag blev frygteligere for Befolkningen.“ De Stakler, som kan, flygter paa Landet og ind til Byerne og forøger Tiggernes store Skare; i Paris især er der store Mængder af saadanne Arbeidsløse. Til Forværrelsen af Tilstanden bidrog de hyppige Uaar og deraf følgende Hungersnød i Frankrige i det 17de og 18de Aarh.
Rørende og gribende er Bøndernes Klager over „Skatterne og de priviligerede Klasser,“ de to store Fiender, de aldrig bliver trætte af at forbande. „Gud give,“ skrives der fra Normandie i 1789, „at Kongen vilde forsvare den ulykkelige Bonde, som tyranniseres af Agenterne, Herremændene, Domstolene og Geistligheden. Hvis vor gode Konge vidste det! Vi er overvældede af Skatter af alle Slags; vi har givet Deres Majestæt en Del af vort Brød, men dette vil snart ganske mangle os, hvis denne Tilstand vedvarer. Hvis De saa de usle, straatækte Hytter, vi bebor, og den slette Føde, vi nærer os af, vilde det røre Deres Majestæts Hjerte; det vilde fortælle Dem langt bedre end vore Ord formaar det, at vi ikke orker mere, og at man maa lette os Byrden. Det som bedrøver os er, at de som eier mest betaler mindst. Hvoraf kommer det, at de Rige betaler de mindste Skatter, de Fattige de største? Bør ikke enhver betale i Forhold til sin Evne? Deres Majestæt! Vi beder at dette maa blive saa, fordi det er retfærdigt.“ Og et andet ulykkeligt Offer karakteriserer træffende Tilstanden saaledes: Jeg er ulykkelig, fordi man tager formeget fra mig. Og dette gjør man, fordi der tages forlidet fra de Priviligerede. Disse lader mig ikke alene betale istedenfor sig, men gjør ovenkjøbet Fordring paa sine geistlige og herskabelige Rettigheder. Efterat jeg af min Indtægt paa 100 Francs har givet 53 pCt. eller derover til Skatteopkræveren, maa jeg fremdeles ud med mere end 14 pCt. til Godseieren, og det samme til Kirken; med de 18 til 19 Francs, som bliver tilovers, skal jeg endda tilfredsstille Kjælderrotten og Saltskatopkræveren. Jeg stakkels Mand maa betale til to Styrelser. Den ene er gammel, lokal, som nu for Tiden gjør sig usynlig, er unyttig og besværlig og viser ikke sin Livskraft uden gjennem sin Tvang, Overgreb og Skatter. Den anden er af ny Datum, viser sig overalt, er altid paa Post og paatager sig alt Arbeide; har umaadelige Behov og falder paa mine magre Skuldre med uhyre Vægt[3].“ „Dette er,“ tillægger Taine i sit l’ancien Régime, „Stillingen og med rene Ord de utydelige Tanker, som begynder at røre sig i Folkets Hjerner.“ Det staar dog paa den anden Side ikke til at nægte, at der kan anføres flere Udtalelser af saavel franske som fremmede Forfattere, gaaende ud paa at skildre Tilstanden paa Landet som fortræffelig og givende et lyst Billede af Bondens Kaar. Lad os høre nogle Udtalelser fra et Par engelske Skribenter. Lady Montague skriver i 1737: Landsbyerne er befolkede med stærke og kraftige Bønder, godt klædte og renslige. Man kan ikke gjøre sig en Forestilling om den Overflod og Tilfredshed, som synes at herske i dette Land. Over tyve Aar senere skriver Englænderen Horace Walpole: „Jeg finder dette Land overordentlig gaaet frem i Rigdom, siden jeg for fire Aar siden besøgte det. Det ubetydeligste Landsbyer ser velstaaende ud, og Træskoene er forsvundne. I selve Revolutions-Aaret, 1789, gjennemreiste en Dr. Rigby Frankrige; om Provinsen Picardie udtaler han: „Dette Landskabs Opdyrkning er virkelig utrolig, og jeg har ikke seet en Tomme Jord, som ikke var opdyrket og frugtbar.“ Kommen til Bourgogne udbryder han: „Jeg har nu reist en 5 à 600 Mil — engelske — i Frankrige, og jeg har neppe seet en udyrket Tønde Land, undtagen i Skovene ved Fontainebleau. ... Overalt ellers er næsten al Jord bleven bearbeidet eller opspadet og synes i dette Øieblik at stønne under Vægten af sin Sæd.“ Længere nede møder os Udraab som: Hvilket Land! Hvilken frugtbar Jordbund, hvilket flittigt Folk! I enkelte af de Fuldmagter, hvormed Bondestandens Repræsentanter mødte paa Rigsforsamlingen i 1789, fremhæves ligeledes de betydelige Fremskridt i materiel og aandelig Kultur, Landbefolkningen havde gjort i de nærmest forudgaaende Aar. Det maa ogsaa fremhæves, at særlig under Ludvig den 16des Regjering (1774—1792) skeede mange Forandringer til det Bedre i Bøndernes Kaar, og det hører da til Sjeldenhederne at se oprullet saa trøstesløse Billeder, som de der ovenfor er gjengivne. Men det staar dog fast, at klartseende og overlegent dygtige Iagttagere som A. Young og den store franske Statsøkonom Turgot, som bedømmer Forholdene under Ludvig den 16de, giver en lidet lystelig Skildring af Tilstanden i store Dele af Landet.
Young skriver saaledes: „En Englænder, som ikke har været udenfor sit Land, kan ikke gjøre sig en Forestilling om, hvorledes de fleste franske Bondekoner i Frankrige ser ud.“ Han taler bl. a. om en Kone fra Champagne og siger: „Endog seet nær ved, vilde man tage hende for en sexti à sytti Aar, i den Grad bøiet og rynket var hun af Arbeidet; hun fortæller mig, at hun kun er 28.“ „Denne Kone, hendes Mand og Børn er en god Prøve paa en liden fransk Selveier; de eier et lidet Stykke Jord, en Ko og ussel liden Hest, deres syv Børn drikker op al Melken. En Godseier skylder da en Del Hvede og tre Høns, en anden en Del Havre, en Høne og Penge, hvortil kommer Grundskatten og de andre Skatter.“
Blot den Kjendsgjerning, at Frankrige ifølge Statistikken ved det 18de Aarhundredes Begyndelse talte lidt over 19 Millioner Mennesker og ved dets Slutning kun 20 Millioner, taler et tydeligere Sprog end Pakker af Dokumenter.
Det skal bemerkes, at der var særlig stor Forskjel paa Jorddyrkerens Stilling i de Egne af Frankrige, hvor Adelen levede blandt sine Bønder, og der hvor Adelen lod sine Eiendomme bestyre af Opsynsmænd, som fik Paalæg om at bringe saamange Penge ud deraf som muligt, medens den selv førte et nydelsesrigt Dagdriverliv ved den enevældige Konges lysende Hof. Der hvor derimod den saakaldte Provins-Adel endnu fandtes — i Bretagne, Vendée — ydede den Bønderne Beskyttelse som før i Tiden og blandede sig med sine uadelige Undergivne, hvorved den vandt disses Agtelse og Hengivenhed, en Kjendsgjerning selve Revolutions-Historien yderligere bekræfter.
Et foruroligende Tegn paa det Uholdbare i den franske Jorddyrkers Stilling er de hyppige Reisninger og Oprør, som dog havde naaet sit Høidepunkt under Ludvig den 14des haarde Styre. Men ogsaa efter Midten af det 18de Aarhundrede gaar neppe noget Aar hen uden Uroligheder. Alene i Provinsen Normandie er der mellem Aarene 1725 og 1768 hele ni Oprør, altid paa Grund af Kornmangel. Mangesteds kom det til Sammenstød mellem Bønderne og Godseierne, og ikke sjelden fik de første en Hjælper i de kongelige Embedsmænd, som gjerne bidrog Sit til at formindske Stormændenes Indflydelse ude i Provinsen. Bonden, sikker paa Understøttelse og Beskyttelse af Loven, er heller ikke sen med at anlægge Proces mod Adelsmanden, hvis det behøvedes.
Efter ovenfor at have søgt at give en paalidelig Fremstilling af den franske Bondes Livsvilkaar i forrige Aarhundrede, vil vi derefter kaste et Blik paa Jordbruget, Redskaber, Levemaade, Dannelses-Standpunkt og Indflydelse i det offentlige Liv.
Det vil efter ovenstaaende Skildring neppe forundre Nogen at høre Embedsmændenes Beklagelser i sine Indberetninger over de store Dele af Landet, som ligger øde og uopdyrkede. Taine skriver: Ifølge de paalideligste Kilder „er en Fjerdedel af Landet uopdyrket Jord. Hedestrækningerne (i det sydvestlige Frankrige) og Lyngen bedækker Hundreder og Tusinder Tønder Land. Naar man gjennemreiser Anjou, Bretagne, Poitou, Berry, Bourbonnais m. fl. Provinser finder man Halvdelen af disse Landskaber forvandlet til Lyngheder, som dannede uhyre Sletter, der imidlertid kunde være opdyrkede.“ I et eneste lidet Distrikt bedækker Lyngen 40,000 Tønder Land. Det er altsaa Mangel paa Arbeidslyst og Energi, ikke naturlige Hindringer for et blomstrende Landbrug. „Man ser ikke andet end forladte Slotte, liggende i Ruiner; før beboede af velstaaende Adelsmænd, er de nu tagne i Besiddelse af fattige Fæstere og Hyrder, hvis daarlige Arbeide neppe er tilstrækkeligt til Livets Behov.“ „Man undres, skriver Young, over at en saa talrig Befolkning kan finde Underhold, naar Halvdelen eller Fjerdedelen af den dyrkbare Jord ligger øde.“ „La Sologne, før et blomstrende Landskab, er blevet en Sump og Skov; hundrede Aar iforveien frembragte det tre Gange saa meget Korn; to Trediedele af dets Møller er forsvundne; der er intet Spor tilovers af dets Vinhaver; Bregnerne har indtaget Druernes Plads.“ Hvis Høsten slaar feil, er Jorddyrkeren for fattig til at kunne kjøbe sig Sædekorn; Intendanten faar forsyne ham dermed. Under saadanne Forhold var det ikke at vente, at Jordbruget har fulgt med Tiden. Young fælder 1789 den haarde Dom derover, at det „endnu staar paa samme Trin som i det tiende Aarhundrede.“ Redskaberne er slette; Bonden eier ingen Plauge af Jern; Vognaxlerne og Hjulene er af Træ. Medens Franskmændenes Naboer, Englænderne, kjendte Brugen af Hakkelse-Kniven og Maskiner, som rensede Kornet og paa een Gang arbeidede, saaede og harvede, var de ikke almindelig kjendte i Frankrige. Bønderne i det sidstnævnte Land manglede ganske Driftskapital og holdt længe paa det engang Tilvante og Hævdvundne.
Følgelig er Jordbrugets Afkastning betydelig mindre end i mange andre Lande; selv i en rig Provins som Touraine gav Kornet kun fem Fold. Medens en Ager i England gav 28 Skjæpper, gav den i Frankrige kun 18. Markien af Mirabeau, den berømte Revolutionsmands Fader, gaar saa vidt, at han karakteriserer Jordbruget som „en utaalelig Plage.“ Medens Bønderne i tidligere Tider havde sluppet let for Krigstjenesten, var denne i forrige Aarhundrede blevet en af dens værste Plager. Soldater-Udskrivningen foregik dels ved Hvervning, hvorved Gelederne fyldtes med alskens Pak, løse og ledige Personer, som ved alskens Midler lod sig lokke til at lade sig indskrive i Listerne; dels ved Lodtrækning. Denne sidste gik især ud over Bønderne. Krigstjenesten var almindelig frygtet, da det høiere Befal ikke undsaa sig for at udpine den menige Soldat og snyde for Klæder, Vaaben, Føde og Løn; det hændte saaledes ikke sjelden, at lige til tre Soldater maatte nøie sig med samme Seng. De militære Straffe var grusomme og barbariske. De bestod i at slaa Soldaterne med Stokke, Remmer, Sabelklingen, Geværkolben, Pisk eller i al Hemmelighed med udtraadte Sko, og Straffene dræbte lige saa sikkert og paa en langt pinefuldere Maade end Galgen. Vi forstaar derfor saa godt, at den store Statsmand og Menneskeven Turgot kan skrive følgende: „Hver Trækning medførte den største Forvirring ja en Slags Borgerkrig mellem Bønderne, idet nogle gjemte sig i Skovene, medens andre forfulgte dem med Vaaben i Haand. Drab og retslige Forhør øgedes mangedobbelt, og Affolkning var Følgen. Naar der blev Tale om at samle Bataljonerne, maatte man lade de udskrevne Soldater ledsage af ridende Politi, ja ofte endog bagbinde dem.
Bøndernes Levemaade er et talende Vidnesbyrd om Stillingens Uholdbarhed: „I 1783 spiser Bønderne i en hel Egn ikke andet end Mais, særdeles lidet Korn; i Løbet af det halve Aar lever Bjergbeboerne af Kastanjer; Poteter er neppe kjendte, og af hundrede Bønder negter de ni og nitti at spise dem.“ Kjød hører til Sjeldenhederne; „i det høieste slagtedes et Svin om Aaret[4].“ Som Levemaaden, saa Beboelsesrummene og Bohavet. Husene er „byggede af stampet Ler, bedækkede af Halm, uden Vinduer, og som Gulv tjener den stampede Jord. Selv Klædedragten var et talende Vidnesbyrd om den økonomiske Nedgang. Paa sine Steder manglede Bønderne Strømper og Sko; „det er umuligt, skriver Young, i Frankrige at finde en ordentlig klædt Opvartningspige. Midt i Dordogne (nær Bordeauy) havde alle Bondepigerne, gifte og ugifte, hverken Sko eller Strømper, og de, som arbeider ude paa Marken, har hverken Træsko eller Strømper paa Benene .... dette minder mig om Irlands Elendighed. .... I Bretagne er Folket udfattigt; Børnene, klædte i modbydelige Filler, er elendigere klædte, end om de slet intet havde paa; her er Sko og Strømper den rene Luxus.“ Det bekræftes fra mange Hold, at det sorte Brød var almindeligt Næringsmiddel i de fleste Egne; det bestod af dels Byg, Havre, Rug, Kastanjer eller Erter; lugtede ofte ondt og var ufordøieligt.
Men ogsaa med Hensyn paa Levemaade og Klædedragt foreligger der ikke faa Vidnesbyrd fra samtidige Forfattere, som taler et andet Sprog, og som saaledes viser, at det ikke overalt saa lige ilde ud. Om en liden Landsby, Nouans i Maine, heder det: Befolkningens Føde, endog hos de mindst velstaaende, var rigelig og kraftig. Brødet, hvoraf to Trediedele var Korn, en Trediedel Gryn, var meget godt, og Frugtvin, mere og mindre opblandet med Vand, savnedes intetsteds. Suppen Middag og Aften fulgtes af en Ret med Kjød, Æg eller Grønsager; ved Frokosten og Mellemmad fik man altid to Retter, Smør og Ost, derefter ofte en tredie Ret med kogt Frugt, Æbler, Nødder m. m. Voltaire er forundret over den Velstand, Almuen lægger for Dagen. „Jeg ved ikke, udtaler han, hvorledes det er gaaet til, at i vore Landsbyer, hvor Jorden er ufrugtbar, Skatterne tunge og Korn-Udførselsforbundet utaaleligt, er der omtrent ikke en eneste Jorddyrker, som ikke bærer en god Klædesdragt, som ikke har godt Skotøi og god Føde.“ Om Tjenestepigerne siges det udtrykkelig — i Modsætning til Yhoung — at de er stadseligere end Døttrene i Huset for tyve Aar siden. Men det er dog her som med Livsvilkaarene i det hele, at disse lyse Billeder er og bliver Undtagelsen. Angaaende Bøndernes Dannelsestrin er Meningerne ligeledes meget afvigende. „I skjærende Modsætning til den glimrende franske Literatur i det 17de og 18de Aarhundrede stod Folkets totale Mangel paa Oplysning. I de fleste Landsbyer fandtes ikke engang Skoler. I det østlige Frankrige var der een Lærer i hver Kommune. I Bourbonnais kunde alene 19 af 100 gifte Folk skrive sit Navn. I andre Egne talte man een Skole paa tyve Landsbyer. Saa heder det etsteds. En anden Forfatter derimod gjør opmerksom paa den Virksomhed, som Kronen, Geistligheden og enkelte Godseiere udfoldede for at ophjælpe Undervisningsvæsenet for Landbefolkningen. Ludvig den 14de paalagde saaledes „alle Fædre, Mødre og andre Personer som har med Børneopdragelse at gjøre, at sende Børnene paa Skole og til Katekismen indtil deres fyldte 14de Aar.“ Kongen drog fremdeles Omsorg for, at der oprettedes Skoler i Egne, hvor der før ingen fandtes. Han paalagde Landsbyernes Korporationer at udrede en bestemt aarlig Sum til Lærere og Lærerinder. Under Ludvig den 15de paalagdes de saakaldte „procureurs fiscaux“ at optage Lister over de Børn, som ikke gik paa Skole, for at kunne trække Forældrene eller deres Foresatte til Ansvar. Følgen blev da ogsaa den, at der i enkelte Provinser som f. Ex. Lothringen er fuldt op af Skoler i Landsbyerne. Kirken især viser stor Iver for at oprette Skoler udover Landet; Bisperne tilser saa disse paa sine aarlige Visitatsreiser.
I Modsætning til det ovenfor anførte kan nævnes, at i et Departement kunde 72 af 100 Indbyggere læse. Men længere end til at læse, skrive og regne driver Bonden det saagodtsom aldrig, hvoraf igjen Følgen er, at han ikke kan opnaa nogetsomhelst Embede. Saaledes som Samfundsforholdene var i det gamle Frankrige, vilde ogsaa Bonden vanskelig under nogen Omstændighed være kommet i Betragtning ved saadanne Posters Besættelse; Embederne, især de militære, var jo en Forret for Adelen og de rige Borgere.
Med Hensyn til Udnævnelsen af Skolernes Bestyrere ligger den i Kirkens, Statens og Korporationernes Haand. „Den kongelige Embedsmand, Intendanten, udnævner dem; Kirken billiger det Valg, som Indbyggernes Korporation har gjort.“ Hvad Lærerne angaar, vælges de i Indbyggernes almindelige Forsamling lige til Revolutionen.
Tilbage staar Undersøgelsen af de franske Bønders Selvstyre, Deltagelse og Indflydelse i det politiske Liv}}. Vi kan paa Forhaand forstaa, at under et fuldkommen enevældigt Styre kunde der ikke være synderlig Tale om hverken det ene eller det andet. Ved Hjælp af sine mægtige Embedsmænd og Soldater kunde Kronen i Virkeligheden gjøre sig til sine Undersaatters Formynder og betragte sig som den hele Stats ansvarsløse Herre. Bønderne mangler dog ikke ethvert Spor af Selvstyre. Der findes under Enevældet et Slags kommunal Organisation. Om Søndagene, efter Gudstjenesten, samledes alle Familieoverhovederne for at raadslaa om Stedets indre Anliggender. Det var altsaa et Slags Generalforsamling. Den valgte en Skatteopkræver og en Forretningsfører, hvis Virksomhed den førte Opsyn med. Men anden Indflydelse eiede den ikke. Kronen vilde ved at tillade denne Forsamlings Valg paa de to Bestillingsmænd sikre sig alle Landsbybøndernes Indestaaen for, at Skatterne betaltes. Sammenslutningen af Jorddyrkerne blev altsaa faktisk kun et Redskab i Enevældets Haand. Med Hensyn til det ovenomtalte Valg paa Skatteopkræver hændte det saagodtsom aldrig, at ikke den kongelige Embedsmand, Intendanten, forud havde udpeget Manden, ja han kasserede hyppig Valg, foretagne uden hans Medvirkning. Landsbyens Generalforsamling kunde heller ikke bevilge den mindste Sum uden Intendantens Bemyndigelse. Med Hensyn til Tillidshverv var det vanskeligt at finde Folk, som vilde paatage sig dem, saa udsat var man for Overgreb og Indgreb af Kronens almægtige Embedsmænd. Da i Tiden fra 1614 til 1789 (Revolutions-Aaret) Folkets Udsendinge ikke en eneste Gang samledes, savnede Bønderne, som man vil se, det eneste virksomme Middel til at faa sine Kaar forbedrede og øve Indflydelse paa Varetagelsen af det hele Lands ydre som indre Anliggender. Ved Siden af Kronen indtog Landsbyens adelige Eier en tilbagetrukken Plads. Han havde ikke Sæde i Bøndernes Forsamling, men kunde dog øve adskillig Indflydelse i Kraft af sine Forrettigheder, sin Formue og Stilling i det hele. Den Beskyttelse, som den adelige Stormand og Godseier før havde kunnet yde Bønderne, var imidlertid nu ganske overflødig; Enevældets Arme omsluttede alle i sit mægtige, knugende Favntag.
Det ovenfor givne Billede af den franske Bonde i forrige Aarhundrede er paa de fleste Punkter mørkt og kan ikke andet end være det, naar den sociale Ulighed var saa skrigende som i hint gamle franske Samfund. Af Intendanternes Indberetninger sees ogsaa, at paa flere Steder er Bøndernes Ophidselse umaadelig, og Stillingen rent ud faretruende. En af dem skriver saaledes i 1788: „Man har holdt Styrelsen i Uvidenhed om, at Gjæringen har naaet sit Høidepunkt inden alle Lag af Trediestanden (d. v. s. Borger og Bonde), og at en Gnist er nok for at fremkalde Ildebrand. Hvis Kongens Beslutning er gunstig for de to øverste Stænder, bliver Reisningen almindelig i hele Provinsen (Franche Comté i det østlige Frankrige), 600,000 Mand vil staa under Vaaben, og alle den store Bonde-Opstands Rædsler vil vi faa op igjen.“ Og dog kan det ikke nægtes, at i næsten hele Aarhundredet var Interessen for Landbruget og Jordbrugeren i Stigende. I den økonomiske Politik optog de saakaldte Økonomister en seierrig Kamp mod det hidtil raadende stærke Beskyttelses-System, som ensidig begunstigede Handel og Industri. Økonomisterne derimod hævdede fremforalt Jordbrugets overordentlige Betydning for Statens materielle Velvære, og gjorde gjældende, at uden gjennemgribende Forandringer i det bestaaende Skattesystem og Afskaffelsen af Adelens og Geistlighedens for Landmanden ødelæggende Forrettigheder kunde ingen Redning øines. I sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede spores især en merkelig Interesse for Jorddyrkeren og hans Kaar. Veterinærskoler oprettes; Belønninger udloves for Skrifter angaaende Landbruget, for Udtørring af Sumpe og Opdyrkning af øde Strækninger; Landbrugsskoler oprettes, Træplantninger foretoges, Styrelsen erstatter enkelte Gange Bønderne deres af Hagl og Uveir ødelagte Korn, og den lægger et betydeligt Arbeide i Forædlingen af Heste- og Kvæg-Racer. Ligeledes foranstaltede den omfattende Jagter paa Bøndernes frygtelige Fiende Ulven, og der udsættes betydelige Skudpræmier for fældede Rovdyr. Men alt dette var dog kun delvise Tilløb til at hidføre en bedre Tilstand; det kunde ikke forsone den franske Jorddyrker med hans lidet misundelsesværdige Lod. Man behøver kun at pege paa de gruopvækkende Rædsler, som udmerker Revolutionens første Dage udover Landdistrikterne for tilfulde at forstaa, hvor centnertungt Frankriges Bønder følte sit aarhundredelange Aag.
Det vilde være meget feilagtigt at tro, at Frankrige var det eneste europæiske Land i forrige Aarhundrede, hvor Bøndernes Kaar var slette, og Klasse-Forskjellen stærkt fremtrædende. Det forholder sig, som ogsaa tidligere fremhævet i dette Tidsskrift (17de Bind S. 246 f.), at Livegenskabet endnu ikke var ophørt i de fleste Lande, f. Ex. i flere tyske Stater, især blandt de østlige i Bøhmen, Mähren, Pommern, Meklenburg, for ikke at tale om Bonde-Trældommens Land fremfor noget andet, Rusland. Landgreven af Hessen solgte under den nordamerikanske Frihedskamp (1775—1783) bogstavelig sine Undersaatter til England. Der, hvor Livegenskabet var ophørt, var Bonden dog i Virkeligheden oftest bundet til Jorden. „Han er, skriver Toqueville, underkastet Godseierens Domstole, der vaager over hans Privatliv, straffer hans Dovenskab og Fylderi. Han kan ikke hæve sin sociale Stilling, ikke forandre Levevei, ikke gifte sig uden sin Herres Samtykke. Denne lægger Beslag paa en stor Del af hans Tid; flere af Bondens Ungdoms-Aar henrinder i hans Tjeneste. Hoveriet (d. v. s. Tvangsarbeidet paa Hovedgaarden) hersker i hele sin Strenghed, det kan udstrækkes til tre Dage om Ugen. Og om den Livegne bliver Selveier, sker dette med slige Indskrænkninger, at Forandringen er en tvivlsom Fordel. Bonden maa nemlig fremdeles dyrke sin Jord paa en bestemt Maade; han kan ikke sælge den eller bortforpagte den uden den forrige adelige Eiers Villie. Ved Bondens Død tilfalder ikke hele Eiendommen Arvingerne; en Del falder tilbage til Herregaarden[5].“ Hvorledes det saa ud i Tyskland fremgaar bl. a. af den Oplysning, at Fredrik den 2den af Preussen i 1740 fandt flere tusinde Bondegaarde uden Eiere i Schlesien, medens Husene laa i Ruiner; og Schlesien var dog et af Rigets frugtbareste Landskaber. Gjentagne langvarige og frygtelige Krige var væsentlig Skyld i Ulykken. Ogsaa i Italien trykkedes Jordbruget af knugende Byrder. Goethe, den store tyske Digter og skarptseende Iagttager, som i 1786 gjennemreiste Landet, opkastede det Spørgsmaal, om der ikke gaves rige Bønder. „Uden Tvivl, var Svaret. Og hvad gjør de af sine Penge? De har Godseiere over sig, som tager Pengene fra dem.“ Skatterne, hvorunder den franske Bonde stønnede, var ikke stort bedre ordnede i andre Lande. „I Regelen,“ skriver Mirabeau, den senere saa vældige franske Revolutionsmand i 1788, „er de fordelt paa en afskyelig Maade i Europa.“
Hvad angaar den danske Bonde, er det i en anden Artikel i dette Tidsskrift — „Lidt om Forholde og Tilstande i Norge“ o. s. v. — tilstrækkelig tydelig paapeget, hvor sørgelig langt tilbage ogsaa han stod i forrige Aarhundrede, hvor faatallig Selveierklassen var, og hvor frygtelig det saakaldte „militære Stavnsbaand,“ som blev indført under Kristian VI (1730—46) knugede Jorddyrkeren. Først Aaret før den franske Revolution (1788) kom Befrielsen af vort Nabolands Bondestand. Kun i tre af Europas mindre Stater møder Historikerens forskende Øie en Bondestand, som frembyder den skarpeste Modsætning til de sørgelige og delvis trøstesløse Forhold, vi nys dvælede ved. Det er Bondefrihedens urgamle Sæde: Alpelandet Schweiz, vort Broderland Sverige og sidst — ikke mindst — vort eget dyrebare Fædreland. Det er ganske lærerigt at sammenholde nogle Hovedpunkter af den norske og franske Bondestands Historie.
I Frankrige finder vi endnu lige før Revolutionen ca. 150,000 Livegne; i Norge er Trældommen forsvundet i den tidligere Middelalder. I begge Lande er det overveiende Antal Bønder Selveiere, men medens denne Kjendsgjerning, som vi har hørt, i Frankrige ingenlunde beskyttede Jorddyrkeren mod knugende Skatter og alle Slags Tyngsler, betyder det for Norges Vedkommende en næsten ubegrænset personlig Frihed, og med Hensyn til Skatter og Udredsler kun saameget som Enevolds-Regjeringen fandt nødvendige for Administration, Hær og Flaade. Extra-Skatter paalægges i Norge af Styrelsen meget sjelden og med den største Varsomhed, da Bøndernes Uvillie derimod gjentagne Gange havde faaet et haandgribeligt Udtryk. De af Frankriges Bønder med Rette saa frygtede og afskyede „herskabelige Rettigheder“ er hos os saagodtsom fuldstændig ukjendte, af den gode Grund at Adelen hertillands aldrig har spillet nogen Rolle, hverken militær eller politisk. Disse Forhold maatte nødvendigvis komme til at præge begge Staters Landbefolkning i deres personlige Optræden og Holdning. Medens den norske Bonde var navnspurgt viden om for sin mandige Freidighed, sit stolte Frihedssind og sin ofte overdrevne Selvfølelse udmerkede Frankriges i saa mange Henseender ulykkelige Bondestand sig ved krybende Underdanighed og slavisk Trællesind. Men dette sidste er mere end undskyldeligt; Frankriges Jordyrker levede uden Haab til Fremtiden, ganske optaget af sit byrdefulde Arbeide for Dagen. Den kolossale Forskjel i aandelig Udvikling paa norsk og fransk Bondekultur i forrige Aarhundrede illustreres maaske bedst derved, at medens den norske Bonde ved Løsrivelsen fra Danmark i 1814 staar fuldt færdig til en aktiv og fremtrædende Deltagelse i det politiske Liv, hører endnu dette i Frankrige Fremtiden til. Saa stor Afstand var der altsaa i den Maade, hvorpaa den enevældige dansk- norske Statsstyrelse og det franske Enevælde løste sin Opgave.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ A. Young var en bekjendt engelsk Reisende, de besøgte Frankrige lige forud for Revolutionen, og som har efterladt en interessant og lærerig Beskrivelse af sine Reiser.
- ↑ Intendanterne var Frankriges mægtigste Embedsmænd i Tiden forud for Revolutionen.
- ↑ Ved disse to Slags Styrelser forstaaes følgelig Adelen og den enevældige Stat.
- ↑ Omkring 1750 var Sukker saa lidet kjendt, at det nærmest benyttedes som Lægemiddel; „af tusinde Sognebørn kjendte kun de femti til Kaffe,“ skriver en Prest.
- ↑ End ikke „de herskabelige Rettigheder,“ hvorom der ovenfor er udførlig dvælet for Frankrigs Vedkommende, er altsaa ukjendte andetsteds i vor Verdensdel. I Preussen „betalte Bonden mere end syv Gange mere end Herremanden i direkte Skat, og den indirekte rammede ham paa tusinde forskjellige Maader. I Pommern betalte Jorddyrkeren af en Indtægt paa 70 Kroner over 60 i Skatter. Heller ikke England danner nogen lysende Undtagelse. Ogsaa her kjendes de uafhændelige Grundrenter og de stedse vedvarende Afgifter af Jorden („Landgilde“). Men der er dog i dette Punkt den store Forskjel paa disse Lande og Frankrige, at medens her en stor Del af de adelige Godseiere ikke opholdt sig paa sine Eiendomme, men pinte dem ud for at kunne føre et standsmæssigt Liv ved den enevældige Fyrstes glimrende Hof, boede det ganske overveiende Tal af Englands og Tysklands Godseiere blandt sine Undergivne, førte Tilsyn med dem og beholdt sin gamle nedarvede Lederstilling ude i Provinsen. Bønderne fandt sig derfor i disse Stater meget lettere i Godseiernes Forrettigheder end Tilfældet var i Frankrige.