Den forelskede Bondegut
Norske Viser og Stev i Folkesproget, utgitt av P. A. Munch, P. T. Mallings Forlagshandel, (s. 46–48).
14. Den forelskede Bondegut.
(Af H. Hanson i Thelemarkisk Dialekt.)
Hot bryr meg Lensmannsdotteri,
Eg veit nok ho’ er rik,
Men inga Gjente Sigrid mi’
Er her ’ti Bygdi lik.
Ho’ jamvel uti kvandags Klæ’r[1]
Er meire væn og fin
Hell’ mang ei Kaupstads Frøken er
’Ti Hægestadsen[2] sin.
Eg veit nok ho’ er rik,
Men inga Gjente Sigrid mi’
Er her ’ti Bygdi lik.
Ho’ jamvel uti kvandags Klæ’r[1]
Er meire væn og fin
Hell’ mang ei Kaupstads Frøken er
’Ti Hægestadsen[2] sin.
Du Vet paa hinnars Panne sjaar,
Saa raude Lippun er,
Fint flættar ho’ sit væne Haar,
Saa kvælvde Bringja er[3],
Og Augon er saa væne blaa,
Eg tør nok si’ saa stort:
Den, som ho’ længe bisna’[4] ’paa.
Han maatte bli’ forgjort.
Saa raude Lippun er,
Fint flættar ho’ sit væne Haar,
Saa kvælvde Bringja er[3],
Og Augon er saa væne blaa,
Eg tør nok si’ saa stort:
Den, som ho’ længe bisna’[4] ’paa.
Han maatte bli’ forgjort.
I Fjord, da Onni var forbi,
Du veit me’ Dunning ha’,
Da dansad’ eg med Gjenta mi’,
Meg spart ’kje Føtan da!
Den Gongen sette eg meg ned
Og spraaka’ lite Gryn
Med Skalken Thord og med Per Smed
Og Nils, ein Fant fraa Byn.
Du veit me’ Dunning ha’,
Da dansad’ eg med Gjenta mi’,
Meg spart ’kje Føtan da!
Den Gongen sette eg meg ned
Og spraaka’ lite Gryn
Med Skalken Thord og med Per Smed
Og Nils, ein Fant fraa Byn.
Ho dansad’ fyst — og tænk! — ho baud
Meg til at danse med;
Men Død og Pine hor meg flaug,
Meg Føtan saag ’kje til!
Saa sine ho’ ’ti ein Svivar gik,
Men ti ein Springedans!
Nei alder enno saag du slik
Saa got ho helt Ballans!
Meg til at danse med;
Men Død og Pine hor meg flaug,
Meg Føtan saag ’kje til!
Saa sine ho’ ’ti ein Svivar gik,
Men ti ein Springedans!
Nei alder enno saag du slik
Saa got ho helt Ballans!
Men da eg svingt ho’, dat ho’ ned,
Eg tok ho’ at saa stød’
Og derfor fekk eg sjaa eit Kne
Som var saa kvit som Snø;
Og Presten aabryd[5] blei’ ’paa meg
Han sa’: „slikt geng ’kje an!“
„Lat vera meg,“ saa svarad’ eg,
„Og rø’[6] med Spelemann!“
Eg tok ho’ at saa stød’
Og derfor fekk eg sjaa eit Kne
Som var saa kvit som Snø;
Og Presten aabryd[5] blei’ ’paa meg
Han sa’: „slikt geng ’kje an!“
„Lat vera meg,“ saa svarad’ eg,
„Og rø’[6] med Spelemann!“
’Kons Amtmanns Fruge er vel fin,
Men væn’re ho’ enda!
Eg sil’ ’kje[7] spara Borken min
Om ho’ sil’ Friskjuds ha’.
Og Dikkon, som geng Bygdi’ kring
Med Sladder og med Røy,
For Dikkon, vi’ eg si’ ein Ting:
Ho’ er mi’ Festarmøy!
Men væn’re ho’ enda!
Eg sil’ ’kje[7] spara Borken min
Om ho’ sil’ Friskjuds ha’.
Og Dikkon, som geng Bygdi’ kring
Med Sladder og med Røy,
For Dikkon, vi’ eg si’ ein Ting:
Ho’ er mi’ Festarmøy!
Eg nyssens hen til Presten gik —
Eg Reida[8] bar med meg,
Saa spurte han kvert Augeblik
Om eg sil’ gifte meg.
Da seinst eg var med Sigrid mi
’Ti Kjørkja, eg forstod,
At Presten gløymde Messa si’
Og bisna’ stift ’paa ho’.
Eg Reida[8] bar med meg,
Saa spurte han kvert Augeblik
Om eg sil’ gifte meg.
Da seinst eg var med Sigrid mi
’Ti Kjørkja, eg forstod,
At Presten gløymde Messa si’
Og bisna’ stift ’paa ho’.
’Kons Gestebud det snart ska’ staa —
Dit vi’ eg maange bed —
Saa mangen Springar dekk ska’ faa
Og mangen Halling med.
Og eg døm da traktille ska’
Med Øl og Brendevin,
Med Graut og Steik og Fiskespa’,
Med Mjød og Messevin.
Dit vi’ eg maange bed —
Saa mangen Springar dekk ska’ faa
Og mangen Halling med.
Og eg døm da traktille ska’
Med Øl og Brendevin,
Med Graut og Steik og Fiskespa’,
Med Mjød og Messevin.