Den første Kjærlighet
DEN FØRSTE
KJÆRLIGHET
FORTÆLLING AV IVAN TURGENJEV
OVERSAT FRA RUSSISK AV
A. KAARAN
KOMMANDITSELSKAPET
NARVESENS KIOSKKOMPANI
TRYKT HOS KIRSTE & SIEBERTH
KRISTIANIA 1913
Gjesterne var reist for længe siden. Klokken slog
halv et. Kun verten, Sergei Nikolajevitsch og
Vladimir Petrovitsch blev igjen.
Verten ringte og gav ordre til at levningerne av aftensmaten skulde bli tat bort.
— Det er altsaa avgjort, sa han, idet han lænet sig endnu mere tilbake i lænestolen og tændte en cigaret, enhver av os skal fortælle sin første kjærlighetshistorie. Det er Deres tur, Sergei Nikolajevitsch.
Sergei Nikolajevitsch, en liten, tyk mand med et rundt, lyst ansigt, saa først paa verten og rettet saa øinene mot taket.
— Jeg har ikke hat nogen første kjærlighet, sa han saa, jeg begyndte like paa den anden.
— Hvorledes det?
— Ganske liketil. Jeg var atten aar, da jeg for første gang gjorde kur til en ung, meget pen pike; men jeg gjorde det paa en maate, som om jeg allerede hadde erfaringen, akkurat paa samme vis som jeg senere gjorde overfor andre. Egentlig var jeg for første og sidste gang forelsket, da jeg var 6 aar gammel, i min barnepike, ― men det er jo længe siden. Enkeltheterne av denne tildragelse er nu ristet ut av min hukommelse, og selv om jeg husket dem, kan det vel ikke interessere nogen.
― Hvad skal vi saa gjøre? sa verten.
― Hellerikke til min første kjærlighet knytter der sig noget interessant. Jeg var ikke forelsket i nogen, før jeg gjorde Anna Ivanovnas, min nuværende hustrus, bekjendtskap. Og alt er gaat som smurt for os. Vore fædre fik forlovelsen istand, Anna og jeg blev meget fort glad i hverandre og vi giftet os uten at nøle. Mit eventyr er fortalt i to ord. Jeg tilstaar, mine herrer, da jeg foreslog, at vi skulde fortælle hverandre vor første kjærlighetshistorie, hadde jeg gjort regning paa dere, som ikke netop er gamle, men hellerikke unge peppersvender. Kanske De, Vladimir Petrovitsch, har noget morsomt at fortælle os?
― Min første kjærlighet hører virkelig til de ikke ganske almindelige, svarte Vladimir Petrovitsch noget nølende. Han var en mand paa 40 aar med mørkt, graanende haar.
― Naa! utbrøt verten og Sergei Nikolajevitsch paa en gang. Desto bedre . . . Fortæl!
― Nuvel . . . forresten, nei, jeg gjør det ikke, jeg er ikke flink til at fortælle: enten gjør jeg det for tørt og kort, eller ogsaa alt for omstændelig og opdigtet. Jeg vil heller, hvis dere tillater, nedskrive alt jeg husker i et hefte og siden læse det op for dere.
Vennerne vilde først ikke samtykke i dette, men Vladimir Petrovitsch gav sig ikke. Om to uker samledes de igjen og Vladimir Petrovitsch holdt sit løfte.
Her er det som heftet indeholdt:
I
Jeg var dengang seksten aar. Det hændte sommeren 1833.
Jeg bodde i Moskva hos mine forældre. De hadde leiet en villa i forstaden Kaluga, likeoverfor Neskutschny. Jeg forberedte mig til universitetet, men arbeidet meget litet og tok det med ro.
Ingen la nogen hindring i veien for min frihet. Jeg gjorde hvad jeg vilde, især efterat jeg var blit kvit min franske huslærer, som umulig kunde vænne sig til den tanke, at han var faldt ned som en bombe i Rusland, og som med et fortvilet uttryk i ansigtet veltet sig paa sit sengested dagen lang.
Min far behandlet mig med en venlig likegyldighet; min mor tok sig svært litet av mig, skjønt hun ikke hadde flere børn end mig: det var andre ting som optok hende, hendes sind var optat av andre bekymringer. Min far, som endnu var en ung, meget pen mand, giftet sig med hende av fornuftsgrunde; mor var ti aar ældre end far. Hendes liv var meget trist: bestandig var hun urolig, skinsyk, ærgerlig, men aldrig i fars nærvær. Hun næret stor frygt for ham, mens han var kold, streng og holdt sig paa avstand . . . Jeg har aldrig set en mand, som mer end han forstod at bevare sin utsøkte ro, selvbevissthet og sit bydende væsen.
Jeg glemmer aldrig de første uker jeg tilbragte paa villaen. Det var det prægtigste veir; vi flyttet ut fra byen den 9de mai, paa selve St. Nikolaus dag. Jeg spaserte snart i vor have, snart paa Neskutschny eller gjennem forstaden Kaluga og hadde med mig en eller anden bok ― f. eks. Kaidanovs avhandling ―, som jeg imidlertid sjelden aapnet; derimot læste jeg høit for mig selv digte, som jeg kunde en hel del utenad av. Blodet kokte i mig og hjertet var opfyldt av en smegtende følelse; det var saa søtt og paa samme tid saa komisk. Jeg var opfyldt av en ubevisst, genert forventning, av en forundring og spænding. Min fantasi spilte og kredset om de samme billeder likesom naar svalerne i daggryet kredser omkring kirketaarnet. Jeg blev tankefuld, sørgmodig og graat til og med. Men endog gjennem taarerne og sørgmodigheten sprang der frem, likesom spirerne om vaaren, en glad følelse av et ungt, gjærende liv under indtrykket av et skjønt digt eller den deilige aften.
Jeg hadde en liten ridehest, som jeg selv pleide at sale, og saa red jeg ut alene et sted langt væk. Jeg for i galop og indbildte mig at være en ridder paa turnering ― hvor deilig vinden suste om ørene paa mig! ― eller jeg vendte mit ansigt mot himmelen og kjendte dens herlige lys og dype asurblaa farve ind i mit aapne hjerte.
Jeg erindrer, at i den tid dukket billedet av nogen kvinde, kjærlighetens skygge, aldrig op i min sjæl med tydelige træk; men i alle mine tanker, i alle mine fornemmelser skjulte der sig dog en halvt bevisst, undselig anelse om noget ukjendt, ubeskrivelig blidt, kvindelig . . .
Denne anelse, denne længsel gjennemtrængte hele mit væsen; jeg aandet i den, den randt i mine aarer, i hver draape av mit blod . . . Skjæbnen vilde at den snart skulde bli til virkelighet.
Vor villa bestod av et herskabelig træhus med søiler og to lave fløier; i den venstre var der en liten fabrik for simpleste sort tapeter. Mer end en gang stod jeg og saa paa hvorledes et halvt snes utmagrede gutter, med rotet haar, skidne skjorter og opblæste ansigter ret som det var hoppet op paa presselokket, som hvilte paa pressens firkantede træklodser og paa denne maate trykte tapetets brogede mønstre bare ved vegten av sine spinkle legemer. Den høire fløi stod tom og var tilleie.
En dag ― tre uker efter den 9de mai ― blev vindusskodderne i denne fløi aapnet, i dens vinduer kom kvindeansigter tilsyne ― en familie kom flyttende ind. Jeg husker at min mor den samme dag ved middagen spurte hushovmesteren, hvad slags folk vore nye naboer var, og da hun hadde hørt nævne fyrstinde Sasjekins navn, sa hun først ikke uten en viss agtelse: Aa, fyrstinde . . . men straks efter la hun til: Formodentlig en av de fattige.
― De kom kjørende hit i tre droscher, bemerket hushovmesteren, idet han ærbødig rakte mor et fat, de har intet eget kjøretøi, og møblerne er ganske almindelige.
― Saa, svarte mor, men det er nu allikevel bedre.
Far saa koldt paa hende; hun blev stille.
Og i virkeligheten kunde fyrstinde Sasjekin ikke være meget rik. Den fløi hun hadde leiet var saa gammel, saa liten og lav, at en nogenlunde velhavende familie aldrig vilde ha bodd i den. Forresten gik alt dette den gang fuldstændig mine ører forbi. Den fyrstelige titel gjorde ikke det mindste indtryk paa mig ― jeg hadde nylig læst »Røverne« av Schiller.
II
Jeg hadde den vane at flakke omkring hver aften med bøssen i vor have og lure paa kraaken. Til disse slu, røveriske og ondskapsfulde fugler næret jeg forlængst et sandt hat. Den nævnte dag begav jeg mig som sedvanlig ned i haven og ― efter forgjæves at ha gjennemstreifet alle alléer (kraakene gjenkjendte mig og skrek nu i kor i det fjerne) nærmet jeg mig tilfældigvis et lavt gjærde, som egentlig skilte vor eiendom fra den smale strimmel have der strakte sig bak den høire fløi og hørte den til. Jeg gik med bøiet hode. Pludselig hørte jeg stemmer; jeg kastet et blik over gjærdet ― og blev staaende som lammet . . . Et underlig syn viste sig for mig.
I nogen faa skridts avstand fra mig ― paa en aapen plads mellem nogen grønne bringebærbusker, stod en høi, slank ung pike i en stripet, rosenrød kjole og hvitt tørklæ paa hodet. Omkring hende stod fire unge mænd, og en efter en slog hun dem paa panden med nogen graa, smaa blomster, hvis navn jeg ikke kjender, men som børn meget godt kjender; disse blomster har nogen smaa blærer, som gaar itu med et smeld, naar man slaar dem mot noget haardt. De unge mennesker strakte meget villig sine pander frem, og i den unge pikes bevægelser (jeg saa hende fra siden av) var der noget saa yndig, bydende, ømt, spottende og fortryllende, at jeg nær hadde utstøtt et skrik av forundring og fornøielse, og jeg tror gjerne, jeg skulde git alt i verden for at disse yndige fingre ogsaa skulde slaat mig paa panden. Min bøsse faldt ned paa jorden, jeg glemte alt, mine øine slukte den slanke skikkelse, den lille hals, disse yndige hænder, det blonde haar, som hang litt opløst under det hvite tørklæ, disse halvtillukkede kloke øine, disse øienhaar og de bløte kinder under dem . . .
― Unge mand, unge mand, lød pludselig en stemme like i nærheten av mig, er det anstændig at staa slik og betragte fremmede unge damer?
Jeg for sammen og blev som forstenet. Like overfor mig paa den anden side av gjærdet stod en mand med kort avklippet sort haar og saa paa mig med et spottende uttryk. I samme øieblik vendte ogsaa den unge pike sig mot mig . . . Jeg saa to store graa øine i et bevægelig, muntert ansigt og hele dette ansigt kom pludselig i bevægelse og begyndte at le, de hvite tænder skinte og øienlokkene trak sig komisk op i veiret . . . Jeg blev purpurrød, tok hurtig op min bøsse og forfulgt av en klingende, men ikke ondskapsfuld latter løp jeg ind i mit værelse, kastet mig paa sengen og skjulte ansigtet i hænderne. Mit hjerte banket i brystet paa mig, jeg følte mig skamfuld men dog lykkelig: jeg følte en hittil ukjendt glæde.
Efter at ha hvilt litt, ordnet jeg mit haar, børstet klærne og gik ned til te. Billedet av den unge pike stod stadig for mig; mit hjerte banket ikke længer saa voldsomt; men det sitret under en behagelig følelse av beklemthet.
― Hvad gaar der av dig? spurte pludselig min far. Har du skutt en kraake?
Jeg holdt næsten paa at fortælle ham alt, men holdt mig dog tilbake og smilte kun for mig selv. Da jeg skulde gaa tilsengs, hoppet jeg ― ja, hvorfor vet jeg ikke ― paa ett ben tre ganger rundt, gned haaret ind med pomade, la mig og sov hele natten som en sten. Ut paa morgensiden vaaknet jeg et øieblik, løftet hodet, saa mig om med henrykkelse og sovnet igjen.
III
― Hvorledes skal jeg bli kjendt med dem? var min første tanke da jeg vaaknet om morgenen. Før te gik jeg ned i haven, men kom ikke altfor nær gjærdet og saa ingen. Efter te spaserte jeg nogen ganger op og ned paa gaten foran villaen og kastet paa avstand stjaalne blikker op mot vinduerne . . . Jeg syntes at se hendes ansigt bak gardinet og forskrækket skyndte jeg mig at fjerne mig hurtigst mulig.
― Men jeg maa dog se at bli kjendt med dem, tænkte jeg, idet jeg uten maal gik op og ned paa den sandslette, som strakte sig foran Neskutschny. ― Men hvorledes? det er spørsmaalet. Jeg gjennemgik i tankerne de mindste enkeltheter ved møtet igaar, og merkværdig nok husket jeg tydeligst hendes latter, hvormed hun spottet mig . . . Men mens jeg kom i sterk bevægelse og fandt paa de forskjelligste planer, hadde skjæbnen allerede sørget for mig.
I mit fravær hadde min mor mottat et brev fra den nye naboerske, som var skrevet paa graat papir og forseglet med den slags rødbrun lak som brukes paa postanvisninger og paa flaskekorker ved den billigste vin. I dette brev, som var skrevet med en mængde feil og med en uren haandskrift, bad fyrstinden min mor om at ta hende under sin beskyttelse; min mor var efter fyrstindens uttalelser godt kjendt med indflydelsesrike, høitstaaende personer, av hvem fyrstindens og hendes børns skjæbne avhang, idet hun hadde nogen meget vigtige processer gaaende for retten. Jeg henvender mig til Dem, skrev hun, som en adelsdame til en adelsdame, og derhos er det mig behagelig at kunne benytte mig av denne anledning. Ved avslutningen av sit brev bad hun min mor om tilladelse til at komme til hende. Jeg fandt mor i daarlig humør, far var ikke hjemme og hun hadde ingen at raadføre sig med. Ikke at svare en »adelsdame« ― og dertil endda en fyrstinde ― var umulig, men hvorledes hun skulde svare var hende en gaade. At skrive en billet paa fransk fandt hun ikke passende; men i den russiske ortografi var hun hellerikke synderlig stiv selv ― hun visste det ― og vilde ikke kompromittere sig. Hun blev glad over at jeg var kommen og sendte mig straks til fyrstinden for mundtlig at meddele denne, at det altid vilde være hende en glæde efter evne at kunne bevise hendes fyrstelige naade en tjeneste, samt at be fyrstinden at avlægge hende et besøk ved ettiden. Den uventet pludselige opfyldelse av mine hemmeligste ønsker vakte baade glæde og ængstelse hos mig; jeg lot imidlertid ikke merke min forvirring og gik først op paa mit værelse for at ta paa mig den nye kjole og knytte et nyt slips ― hjemme gik jeg nemlig fremdeles med kort jakke og nedbrettet halslinning, skjønt jeg sletikke syntes om det længer.
IV
Med en uvilkaarlig skjælven i kroppen traadte jeg ind i en trang, temmelig skidden entré, hvor jeg blev mottat av en gammel graahaaret tjener med et mørkt, kobberrødt ansigt, med smaa grætne griseøine og med slike dype furer paa panden og tindingerne, som jeg aldrig hadde set før. Han bar en avpillet sild paa en tallerken, og idet han med benet lukket døren som førte til et andet værelse, spurte han i en avbrutt tone:
― Hvad ønsker De?
― Er fyrstinde Sasjekin hjemme? spurte jeg.
― Vonifati! ropte en klirrende kvindestemme bak døren.
Tjeneren vendte mig taus ryggen, hvorved den bakerste del av hans meget slitte tjenerdragt kom tilsyne. Paa frakkeskjøterne var der kun en eneste kobberrød vaabenknap tilbake. Han satte tallerkenen paa gulvet og gik ind.
― Var du indom politikontoret? spurte den samme kvindestemme.
Tjeneren mumlet noget.
― Hvad? . . Er nogen kommet? hørtes der igjen. Naboens søn? Naa, saa be ham ind. Værsaagod træd ind i dagligstuen, sa tjeneren, idet han kom ut igjen og tok op tallerkenen fra gulvet. Jeg tok mig sammen og gik ind i »dagligstuen«.
Jeg befandt mig i et mindre, ikke ganske propert værelse med tarvelige møbler, som syntes at være ordnet i al hast. Ved vinduet, i en lænestol, hvis ene arm var avbrutt, sat en kvinde paa omkring femti aar, med bart hode og svært litet pen. Hun var iført en gammel grøn kjole og hadde et broget strikket uldtørklæ om halsen. Hendes smaa, sorte øine suget sig fast til mig.
Jeg nærmet mig hende og bukket.
― Er det fyrstinde Sasjekin jeg har den ære at tale med?
― Ja, jeg er fyrstinde Sasjekin; og De er vel søn til hr. V.?
― Ja vel. Jeg kommer efter opdrag av min mor?
― Værsaagod ta plads. Vonifati, hvor er mine nøkler, har du ikke set dem?
― Jeg meddelte fru Sasjekin min mors svar paa hendes billet. Hun hørte paa mig mens hun trommet med sine tykke røde fingre paa vindusposten, og da jeg sluttet saa hun igjen skarpt paa mig.
― Meget godt; jeg kommer sikkert, sa hun endelig. Men hvor De er ung endnu! Hvor gammel er De egentlig om jeg tør spørre?
― Seksten aar, svarte jeg uvilkaarlig nølende.
Fyrstinden tok op av lommen nogen fettede, tæt beskrevne papirer, holdt dem op like foran næsen og gav sig til at undersøke dem.
— Det er den bedste alder, sa hun pludselig, idet hun urolig rugget paa sig paa stolen.
— Ja, værsaagod, betragt Dem som hjemme her. Hos os gaar alt likefremt til.
— Alt for likefremt, tænkte jeg og kastet med en uvilkaarlig motbydelighet blikket paa hele hendes tarvelige figur.
I dette øieblik blev en anden dør til dagligstuen hurtig aapnet, og i døren viste sig den unge pike, som jeg dagen iforveien hadde set i haven. Hun gjorde en bevægelse med haanden, og et smil gled over hendes ansigt.
— Naa, her har vi min datter, sa fyrstinden og gjorde en bevægelse i retning av hende med albuen. Sinotschka, det er vor nabo, hr. Vs søn. Undskyld, hvad er Deres navn?
— Vladimir, svarte jeg med neppe hørlig stemme og reiste mig.
— Og fars navn?
— Petrovitsch.
— Ja — saa! Jeg har engang kjendt en politimester som likeledes kaldte sig Vladimir Petrovitsch. Vonifati, du behøver ikke at søke efter nøklerne; jeg har dem i lommen.
Den unge pike vedblev at se paa mig med det samme smil, med litt mysende øine og men hodet bøiet en smule over til den ene side.
— Jeg har allerede set hr. Valdemar, begyndte hun (hendes sølvklare stemme gik gjennem mit legeme som en behagelig kjølig strøm). Tillater De at jeg kalder Dem saaledes?
— Hvis De vil, fremmumlet jeg.
— Hvor var det henne? spurte fyrstinden.
Den unge pike svarte ikke sin mor.
— Har De det travelt nu? sa hun, idet hun fremdeles saa paa mig.
— Aldeles ikke.
— Vil De hjælpe mig at vinde garn? Kom, la os gaa ind til mig.
Hun vinket med hodet paa mig og gik ut av stuen. Jeg fulgte efter hende.
Vi kom ind i et værelse, hvor møblerne var litt mindre tarvelige og var ordnet mer smakfuldt. Forresten var jeg i det øieblik ikke istand til at lægge merke til nogenting: jeg bevæget mig som i drømme og var helt igjennem opfyldt av en til dumhet grænsende følelse av stum lyksalighet.
Den unge fyrstinde satte sig ned, tok en hespel rødt uldgarn, som hun omhyggelig løste op, og idet hun pekte paa en stol til mig foran sig lot hun mig holde. Hun utførte alt dette i taushet med en morsom langsomhet og med det samme lyse og drillende smil om sine halvt aapne læber. Hun begyndte at vinde garnet paa et sammenrullet kort og saa pludselig paa mig med et saa skinnende lyst, lynsnart blik, at jeg uvilkaarlig sænket øinene. Naar hendes øine, som ellers næsten bestandig myste litt, aapnet sig i hele sin vidde, blev hendes ansigt aldeles forandret, det var likesom det blev beskinnet av lys.
— Hvad tænkte De om mig igaar, hr. Valdemar? spurte hun om litt. De domfældte mig naturligvis?
— Jeg . . . fyrstinde . . . Jeg tænkte sletikke . . . Hvorledes skulde jeg . . . svarte jeg forvirret.
— Hør, sa hun, De kjender mig ikke endnu, jeg er meget besynderlig av mig; jeg vil, at man altid skal si mig sandheten. Jeg hørte at De var seksten aar gammel, og jeg er enogtyve; De ser altsaa, at jeg er meget ældre end De, og derfor bør De altid si mig sandheten . . . og adlyde mig, føiet hun til. Se paa mig; hvorfor ser De ikke paa mig?
Jeg blev endnu mer forvirret, men fæstet dog mine øine paa hende. Hun smilte, men ikke som før, det var et opmuntrende smil.
— Se paa mig, sa hun med mild, lav stemme; det er mig paa ingen maate ubehagelig . . . Jeg synes godt om Deres ansigt, og jeg har en anelse om, at vi nok blir venner. Men jeg, synes De nu godt om mig? spurte hun skjelmsk.
— Fyrstinde . . . begyndte jeg.
— For det første maa De kalde mig Sinaida Aleksandrovna; og for det andet — hvad er det for en vane barn har (hun tok sig i det), unge mennesker har — ikke at si likeut det de føler? Overlat det til de voksne. De synes jo om mig, ikke sandt?
Skjønt det var mig meget behagelig at hun talte til saa uforbeholden, følte jeg mig dog litt støtt. Jeg vilde vise hende, at det ikke var nogen gutunge hun hadde for sig, og idet jeg saa godt jeg kunde antok en utvungen og alvorlig mine, sa jeg:
— Jeg synes virkelig meget godt om Dem, Sinaida Aleksandrovna; jeg vil ikke skjule det.
Hun rystet langsomt paa hodet. Har De huslærer? spurte hun pludselig.
— Nei, det er længe siden jeg hadde huslærer.
Jeg løi; det var ikke gaat en maaned endnu siden jeg skiltes fra min franske huslærer.
— »Aa ja, jeg ser, De er helt voksen.«
Hun slog mig let paa fingrene. Hold hænderne ret frem. Og hun gav sig ivrig til at vinde garnet op.
Jeg benyttet mig av at hun ikke saa op og gav mig til at betragte hende, først med stjaalne øiekast, men senere dristigere og dristigere. Hendes ansigt forekom mig endnu mer fortryllende end igaar, alt i det var saa fint, saa klokt og saa yndig. Hun sat med ryggen mot vinduet, hvor det hvite rullegardin var trukket ned; solstraalen, som trængte gjennem gardinet, indhyllet hendes bølgende guldglinsende haar, hendes jomfruelige hals, skuldrenes bløte former og det fine rolig aandende bryst i et mildt lys. — Jeg betragtet hende — og hvor kjær og inderlig forekom hun mig ikke! Jeg syntes, at jeg baade kjendte hende længe allerede og at jeg hittil ikke hadde oplevet noget eller i det hele tat hadde levet før jeg saa hende . . . Hun hadde en mørk, noksaa medtat kjole med forklæ paa; hvor gjerne skulde jeg ha kjærtegnet hver fold av denne kjole og dette forklæ. Spidserne paa hendes smaa støvler tittet frem under kjolens kant; jeg skulde i tilbedelse ha bøiet mig for disse støvler . . . Og nu sitter jeg foran hende, tænkte jeg, — jeg har gjort hendes bekjendtskap . . . Gud, hvilken lykke! Jeg var nær ved at springe op fra stolen av bare begeistring, men rørte kun litt med benene lik et barn, der slikker noget godt. Jeg følte mig saa godt som en fisk i vandet og jeg hadde kunnet tilbringe en hel evighet i dette værelse og ikke forladt denne plads.
Hendes øienlok løftedes sagte og igjen straalte hendes lyse øine mig venlig imøte, og atter smilte hun.
— Hvor De ser paa mig, sa hun langsomt og truet mig med fingeren.
Jeg rødmet . . . Hun forstaar alt, hun ser alt, gik det gjennem mit hode. Og hvorfor skulde hun ikke forstaa alt og se alt!
Pludselig hørtes der en støi i værelset ved siden av — en sabel klirret.
— Sina! ropte fyrstinden fra dagligstuen, Belovsorov kommer med en katunge til dig.
— En katunge! utbrøt Sinaida, idet hun lynsnart reiste sig fra stolen, kastet nøstet i fanget paa mig og løp ut.
Jeg reiste mig ogsaa, la nøstet og garnhespelen paa vinduet, gik ind i stuen og blev forbauset staaende. Midt paa gulvet laa en stripet katunge med utspredte poter; Sinaida laa paa knæ foran den og løftet forsigtig dens lille snute. Ved siden av fyrstinden, utfyldende næsten hele væggen mellem to vinduer, stod en blond, krølhaaret kraftig mand, en husar med et rødt ansigt og øine paa stilk.
— Hvor den er latterlig! ropte Sinaida gjentagne ganger; og saa har den ikke graa, men grønne øine, og saa store ører! Tak Viktor Jegorovitsch! De er meget elskværdig!
Husaren, i hvem jeg gjenkjendte en av de unge herrer, jeg hadde set dagen i forveien, smilte og bukket, idet han slog med sporerne og raslet med sabelen.
— De behaget at si igaar, at De ønsket Dem en stripet katunge med store ører . . . Her har jeg faat den. Deres ord er min lov. Og han bukket igjen.
Katungen mjauet svakt og begyndte at snuse paa gulvet.
— Den er sulten! ropte Sinaida. Vonifati! Sonja! Kom med melk.
Stuepiken, som var klædt i en gammel gul kjole og hadde et falmet tørklæ om halsen, kom ind med en skaal melk, som hun satte foran katungen. Katungen knep øinene sammen og gav sig skjælvende til at slikke melken.
— Hvor rød dens lille tunge er, bemerket Sinaida, idet hun bøiet hodet næsten til gulvet og saa den fra siden av helt ind under næsen.
Da katungen var mæt begyndte den at male og leke med sine smaa poter. Sinaida reiste sig op, vendte sig til stuepiken og sa i en likegyldig tone: Bær den ut.
— Tør man utbe sig Deres lille haand for katungen? sa husaren smilende, mens han viste sine tænder og vrikket med hele sin mægtige krop, som var tæt indpresset i en ny uniform.
— Begge to, svarte Sinaida og rakte ham hænderne. Mens han kysset dem saa hun paa mig over sine skuldre.
Jeg stod ubevægelig paa samme plet og visste ikke, om jeg skulde le eller si noget eller tie. I samme nu fik jeg gjennem den aapentstaaende dør til entreen se vor tjeners skikkelse. Han gjorde tegn til mig. Mekanisk gik jeg ut til ham.
— Hvad vil du? spurte jeg.
— Deres mor har sendt mig efter dem, sa han hviskende. Hun er vred fordi De endnu ikke er kommen tilbake med svar.
— Men har jeg da vært her saa længe?
— Over en time.
— Over en time! gjentok jeg uvilkaarlig, gik ind i stuen igjen og begyndte at bukke til avsked og skrape med benene.
— Hvor skal De hen? spurte den unge fyrstinde og kastet et blik paa mig over husaren.
— Jeg maa hjem. Jeg skal altsaa si, tilføiet jeg henvendt til den gamle fyrstinde, at De kommer til os ved totiden.
— Ja, si det, lille far.
Fyrstinden tok hurtig frem en snusdaase og gav sig til at snuse paa en saa støiende maate, at jeg for sammen. Ja, si det, gjentok hun sukkende og blinkende med de fugtige øine.
Jeg bukket endnu en gang, vendte mig rundt og forlot værelset med den ubehagelige følelse i ryggen, som enhver meget ung mand har, naar han vet at man følger ham med øinene.
— Glem altsaa ikke, hr. Valdemar, at besøke os, ropte Sinaida og lo igjen.
Hvorfor ler hun altid? tænkte jeg da jeg gik hjemover fulgt av Feodor, som ikke sa nogenting og gik efter mig med en utilfreds mine. Mor skjendte paa mig og undredes over hvorfor jeg hadde vært saa længe hos denne fyrstinde. Jeg svarte hende ikke og trak mig tilbake til mit værelse. Jeg følte mig pludselig saa sørgmodig . . . Jeg tvang mig til ikke at graate. Jeg var skinsyk paa husaren.
V
Som hun hadde lovet avla fyrstinden min mor et besøk, men mor syntes ikke om hende. Jeg var ikke tilstede ved deres møte, men ved bordet fortalte mor til min far, at denne fyrstinde Sasjekin forekom hende at være en ganske almindelig kvinde, at hun hadde kjedet hende med sine bønner om at optræde til gunst for hende hos fyrst Sergei, at hun uophørlig førte processer — nogen tvilsomme pengeaffærer — og at hun syntes at være meget intrigant. Hun tilføiet imidlertid, at hun hadde invitert hende sammen med datteren til middag den følgende dag (da jeg hørte ordet »datteren« dukket jeg næsen helt ned i tallerkenen) — fordi hun nu en gang var vor nabo og hadde et navn.
Min far erklærte herpaa, at han nu erindret hvem denne dame var; i sin ungdom hadde han kjendt den nu avdøde fyrst Sasjekin, som var en mand med udmerket opdragelse, men letsindig og intetsigende; i selskapslivet kaldte man ham »pariseren«, fordi han længe hadde levet i Paris; han hadde været meget rik, men ødela hele sin formue i kortspil — og uvisst av hvilken grund, kanske for pengenes skyld — skjønt han da kunde ha valgt bedre, tilføiet far med et koldt smil — giftet han sig med en datter av en lavstillet embedsmand og indlot sig efter giftermaalet paa spekulationer indtil han tilslut blev fuldstændig ruinert.
— Naar hun bare ikke ber os om at laane hende penger, bemerket mor.
— Det er høist sandsynlig at hun gjør, sa far rolig. Taler hun fransk?
— Meget daarlig.
— Hm. Forresten er det akkurat det samme. Jeg synes du sa, at du ogsaa hadde invitert hendes datter; efter hvad nogen har fortalt mig, skal hun være en meget søt og dannet ung pike.
— Saa! da ligner hun ikke sin mor.
— Hellerikke sin far, sa far; han var nok ogsaa dannet, men dum.
Mor sukket og blev tankefuld. Far taug. Jeg følte mig meget pinlig under hele samtalen.
Efter middagen gik jeg ned i haven, men uten at ta med mig bøssen. Jeg lovet mig selv ikke at nærme mig den »Sasjekinske have«, men en uimotstaaelig magt drev mig henimot den — og ikke forgjæves. Neppe var jeg kommen hen til gjærdet, før jeg fik se Sinaida. Denne gang var hun alene. Hun holdt en bok mellem hænderne og bevæget sig langsomt paa veien. Hun la ikke merke til mig.
Jeg var nær ved at la hende gaa forbi; men pludselig betænkte jeg mig og hostet.
Hun vendte sig om, men stanset ikke, tok med haanden bort fra ansigtet det brede lyseblaa baand, som faldt ned fra hendes runde straahat, saa paa mig, smilte sagte og rettet igjen sine øine paa boken.
Jeg tok av luen, blev raadvild staaende litt paa samme sted, og fjernet mig med tungt hjerte. Que suis-je pour elle? tænkte jeg (Gud vet hvorfor) paa fransk.
Der hørtes kjendte skridt bak mig; jeg saa mig om — med sin hurtige og lette gang kom min far mot mig.
— Er det den unge fyrstinde? spurte han.
— Ja.
— Kjender du hende da?
— Jeg saa hende imorges hos den gamle fyrstinde.
Far stanset, dreiet sig rundt paa hælen og gik tilbake igjen. Da han nærmet sig Sinaida, hilste han høflig paa hende. Hun hilste igjen med en smule forundring i ansigtet og sænket boken. Jeg saa, at hun fulgte ham med øinene. Min far klædte sig altid meget smakfuldt, eiendommelig og enkelt, men aldrig før hadde hans skikkelse forekommet mig saa slank, aldrig før sat hans graa hat saa smukt paa hans krusede hode.
Jeg vilde gaa henimot Sinaida, men hun la ikke engang merke til mig, løftet boken igjen og fjernet sig.
IV
Hele aftenen og den følgende morgen tilbragte jeg i en slags forsagt bedøvelse. Jeg mindes, at jeg forsøkte at arbeide og tok fat paa Kaidanov — men forgjæves fór linjerne og siderne i den berømte avhandling forbi mine øine.
Ti ganger efter hverandre læste jeg disse ord: »Julius Cæsar udmerket sig ved en glimrende tapperhet;« jeg forstod ingenting og kastet boken. Før middagen pomadiserte jeg mig igjen og tog igjen paa den nye kjole og det nye halsbind.
— Hvorfor gjør du det? spurte mor. Du er endnu ikke student, og Gud vet om du faar din eksamen. Og det er jo ikke længe siden du fik ny jakke? Den skal vel hellerikke kastes uten at brukes!
— Der kommer jo gjester, mumlet jeg næsten fortvilet.
— For noget sludder! Hvad er det for gjester!
Jeg maatte gi mig. Jeg tok paa mig min jakke igjen, men tok ikke av halsbindet. Fyrstinden og datteren kom en halv time før middagen; den gamle bar over den grønne, mig allerede bekjendte kjole et gult sjal og hadde en gammeldags kappe med ildrøde baand paa hodet. Hun begyndte straks at tale om sine veksler, sukket og jamret sig over sin fattigdom, klynket og generte sig ingenlunde; hun snuste likesaa støiende tobak, rugget og sat urolig paa stolen likesaa utvunget som hjemme hos sig. Det syntes som om det aldrig faldt hende ind at hun var fyrstinde.
Til gjengjæld holdt Sinaida sig meget utilgjængelig, næsten hovmodig, — som en virkelig fyrstinde. I hendes ansigt kom der et uttryk av kold ubevægelighet og fornemhet — jeg kjendte hende ikke igjen, kjendte ikke igjen hendes blikke, hendes smil, skjønt ogsaa i denne nye skikkelse forekom hun mig at være deilig. Hun bar en let musselinskjole med lyseblaa striper; hendes haar faldt efter engelsk mode nedover kinderne i lange krøller; denne haaropsætning svarte godt til ansigtets kolde uttryk.
Far sat ved siden av hende under middagen og konverserte hende med den ham egne rolige og galante høflighet. Han betragtet hende av og til — ogsaa hun saa undertiden paa ham, men saa underlig, næsten fiendtlig. De førte samtalen paa fransk; jeg husker jeg blev slaat av Sinaidas rene uttale. Den gamle fyrstinde var ved bordet like ugenert som ellers, hun spiste meget og roste retterne. Min mor var øiensynlig kjed hende og svarte hende med en viss sørgmodig foragt; far rynket av og til øienbrynene litt. Hellerikke Sinaida syntes min mor om. — Hvor hovmodig hun var, sa hun den næste dag, og hvad har hun at være stolt av, — hun med sin grisettemine.
— Du har vistnok aldrig set nogen grisette, bemerket far.
— Gudskelov, nei!
— Ja sandelig gudskelov . . . men hvorledes kan du da tale om dem?
Mig viste Sinaida ikke den mindste opmerksomhet. Straks efter middagen begyndte fyrstinden at ta avsked.
— Jeg vil gjøre regning paa Deres beskyttelse, Marja Nikolajevna og Peter Vasilitsch, sa hun i en syngende tone til min mor og far. Hvad skal man gjøre! Der har været andre tider, men de er forbi. Her ser dere mig — en fyrstinde, la hun til med en ubehagelig latter, naar der intet er at fortære, hvad skal man da med ære?[1]
Far bukket høflig og fulgte hende til entrédøren. Jeg stod like ved i min korte jakke og saa ned i gulvet som en dødsdømt. Sinaidas opførsel mot mig hadde fuldstændig knust mig. Hvor stor blev da ikke min forundring, da hun, idet hun gik forbi mig, hurtig hvisket til mig med det samme ømme uttryk i øinene som før: Kom til os klokken otte iaften, hører De, men sikkert . . . Av forbauselse formaadde jeg bare at slaa hænderne sammen — men hurtig var hun ute, idet hun kastet et hvitt skjerf over hodet.
VII
Iført min kjole og med haaret strøket høit op i en dusk over panden, traadte jeg præcis kl. otte ind i entreen til den lille fløi, hvor fyrstinden bodde. Den gamle tjener saa grætten paa mig og reiste sig uvillig fra bænken. I stuen lød der muntre stemmer. Jeg aapnet døren, men blev forbauset staaende.
Midt i værelset stod Sinaida paa en stol og holdt en herrehat i haanden; omkring stolen stod fem herrer i ring. De forsøkte at stikke hænderne ned i hatten, men hun løftet den op i veiret og rystet den kraftig. Da hun fik øie paa mig, ropte hun: Stop, stop! Der kommer en ny gjest, han maa ogsaa faa en billet, og hun hoppet let ned av stolen og grep mig i opslaget paa kjolen.
— Kom da, sa hun, hvorfor blir De staaende der? Mine herrer, tillat mig at præsentere: hr. Valdemar, vor nabos søn. Og, fortsatte hun, idet hun vendte sig til mig og efter tur pekte paa hver av gjesterne, grev Malevsky, doktor Luschin, digteren Maidanov, pensioneret kaptein Nirmazky og Belovsorov, husarofficer, hvem De allerede har set. Anbefaler til hverandre paa det bedste.
Jeg blev saa flau, at jeg ikke hilste engang. I doktor Luschin gjenkjendte jeg den samme mørkladne herre, som saa ubarmhjertig hadde gjort mig skamfuld i haven; de andre var mig ubekjendte.
— Greve! fortsatte Sinaida, skriv en billet til hr. Valdemar.
— Det er uretfærdig, svarte greven med et anstrøk av polsk akcent. Det var en meget smuk og elegant klædt mørk herre, med uttryksfulde brune øine, en smal, blek næse og tynde knebler over en liten mund. Hr. Valdemar har ikke været med at leke pantelek med os.
— Det er uretfærdig, gjentok Belovsorov og den herre, som blev præsentert for mig som pensionert kaptein, en mand paa firti aar, med et indtil hæslighet koparret ansigt, krushaaret som en araber, litt foroverbøiet, hjulbenet og klædt i en militærkappe som manglet epauletter og var opknappet.
— Skriv en billet, sier jeg Dem, gjentok fyrstinden. Hvad er det for opstyr? Hr. Valdemar er sammen med os for første gang, og derfor gjælder ingen love for ham idag. Det er ikke noget at knurre over — skriv! Jeg vil det slik.
Greven trak paa skuldrene, men bøide dog lydig hodet, tok pennen i sin hvite ringbesatte haand, rev av et stykke papir og begyndte at skrive paa det.
— Men tillat mig i det mindste at forklare hr. Valdemar hvad det her dreier sig om, begyndte Luschin i en spottende tone, for han ser aldeles uforstaaende ut. Ser De, unge mand, vi leker pantelek; fyrstinden er idømt en bod, og den, som trækker et heldig lod faar ret til at kysse hendes lille haand. Har De forstaat hvad jeg sa Dem?
Jeg stod kun og saa paa ham og blev staaende som bedøvet, mens fyrstinden atter sprang op paa stolen og gav sig til at ryste hatten. Alle trak sig efter hende og jeg bak de andre.
— Maidanov, sa Sinaida til en høi, ung mand med magert ansigt, smaa sykelige øine og ualmindelig langt sort haar, De som digter bør vise Dem ædelmodig og gi Deres billet til hr. Valdemar, saa at han istedenfor en chance kan faa to chancer til at vinde.
Men Maidanov rystet avvisende paa hodet og strøk haaret op over panden. Jeg stak min haand ned i hatten efter alle de andre, tok en billet og foldet den ut . . . Aa, Gud, hvad gik der av mig, da jeg saa skrevet paa den ordet: »Kysset«!
— Kysset, undslap det mig uforvarende.
— Bravo! han vandt, ropte fyrstinden, hvor jeg er glad! Hun steg ned av stolen og saa mig ind i øinene saa kjærlig og lyst, at mit hjerte holdt paa at springe. Men De, er De ogsaa glad? spurte hun mig.
— Jeg? . . mumlet jeg.
— Sælg mig Deres billet, lød det pludselig i mit øre fra Belovsorov. Jeg byr Dem hundrede rubler.
Jeg svarte ham med et blik saa fuldt av harme, at Sinaida klappet i hænderne, og Luschin utbrøt: Det var godt gjort!
— Men, fortsatte han, som ceremonimester er jeg forpligtet til at paase overholdelsen av alle regler. Hr. Valdemar, De bøier det ene knæ til gulvet. Saaledes bruker vi det.
Sinaida stillet sig foran mig, bøide hodet litt over til den ene side, likesom for bedre at kunne se mig og rakte mig høitidelig haanden. Det sortnet for mine øine; jeg vilde bøie det ene knæ, men faldt ned paa begge og berørte saa ubehændig hendes fingre med mine læber, at jeg rev næsespidsen paa hendes negler.
— Godt! ropte Luschin og hjalp mig op. Panteleken fortsattes. Sinaida lot mig sitte ved siden av sig. Hvilke straffe opfandt hun ikke! Hun skulde blandt andet forestille en statue og valgte til fotstykket for sig den hæslige Nirmazky, hvem hun befalte at lægge sig med ansigtet ned og hodet bøiet ind mot brystet. Latteren hørte ikke op et øieblik.
Jeg, som hadde faat en isolert og nøktern opdragelse og var opvokset i et herskabelig og værdig hjem, blev svimmel av al denne støi, alt dette spektakel, denne utvungne, næsten voldsomme munterhet og denne uvante fortrolighet mellem ukjendte mennesker. Jeg blev beruset som av vin. Jeg begyndte at le og snakke meget høiere end de andre, saa at selv den gamle fyrstinde, som sat i sideværelset med en skriver fra kontoret Iverskija Vorota, der var tilkaldt til konferanse, kom ind for at se paa mig. Men jeg følte mig saa lykkelig, at jeg, som man sier, gav en god dag i alle drillerier og alle de skjæve øiekast, som blev sendt mig fra de andre.
Sinaida vedblev at foretrække mig og lot mig ikke gaa fra sig. Ved en av straffene faldt det paa mig at sitte ved siden av hende tildækket av det samme silketeppe som hun: jeg hadde at betro hende min hemmelighet. Jeg mindes hvorledes vore hoder med ett befandt sig i et lummert, halvt gjennemsigtig duftende mørke, hvorledes hendes øine lyste nær mig saa mildt, og hvorledes de aapne læber aandet varmt, hvorledes tænderne skinte og hvorledes hendes haar brændende kildret mit ansigt. Jeg taug. Hun smilte hemmelighetsfuld og skjelmsk og hvisket tilslut: Nu, hvad? mens jeg blot rødmet og lo, vovet neppe at aande og vendte hodet bort.
Vi blev kjed denne pantelek og begyndte paa en ny. Aa, Gud! hvor var jeg ikke henrykt da jeg — ikke snar nok i vendingen — pludselig fik et haardt slag av hende paa fingrene. Siden gjorde jeg mig med vilje distræt, men hun narret mig og rørte ikke mine fremstrakte hænder.
Men hvad hadde vi ikke holdt paa med i aften! Vi spilte piano, vi sang, danset og fremstillet en sigøinerleir. Nirmazky blev forklædt som bjørn og fik drikke salt vand. Grev Malevsky viste os alle slags kortkunster og sluttet med at han, efter at ha blandet kortene, gav sig selv alle trumfer i whist, hvortil Luschin »hadde den ære at gratulere ham«. Maidanov læste op for os brudstykker av sit poem »Morderen« (stoffet var hentet fra romantikens tid), som han hadde til hensigt at utgi indbundet i sort bind med blodrød titel. Fra skriveren ved kontoret Iverskija Vorota stjal vi fra hans fang en hat og tvang ham til, for at indløse denne, at danse »kosatschok«; den gamle Vonifati blev utstaffert med en damekappe, og den unge fyrstinde tok en herrehat paa . . . At gjengi alt hvad der foregik er umulig. Kun Belovsorov holdt sig hele tiden i et hjørne for sig selv med et mørkt, sint utseende . . . Undertiden blev hans øine underløpne, han blev rød og saa ut som han vilde styrte sig over os allesammen og sprede os til alle kanter som fliser; men Sinaida behøvet bare at kaste et blik paa ham, true ham med fingeren og straks krøp han sammen i sit hjørne.
Endelig blev vi trætte. Selv den gamle fyrstinde, der, som hun selv sa, nok var vant til slikt — ingen larm og støi kunde genere hende — begyndte at føle træthet og ønsket at faa ro. Henimot klokken tolv blev der servert aftens, som bestod av et stykke gammel tør ost og nogen kolde posteier med hakket skinke, som forekom mig mere velsmakende end de fineste posteier jeg nogensinde hadde spist; der var kun en flaske vin, som dertil endda var av et meget besynderlig utseende: en mørk flaske med vid hals og vinen i den lugtet av rosenfarve; ingen drak forresten av den. Træt, men uendelig lykkelig forlot jeg den lille fløi; ved avskeden trykket Sinaida kraftig min haand og smilte atter gaadefuldt.
Tung og fugtig blæste nattevinden mig i mit ophetede ansigt; det saa ut som om et uveir trak op. De sorte skyer samlet sig i store masser og trak sig henover himmelen, idet de uophørlig skiftet sine røklignende former. Vinden rusket urolig trærnes mørke løv, og etsteds, langt borte i det fjerne, rullet tordenen dump og truende.
Gjennem kjøkkengangen sneg jeg mig op paa mit værelse. Min tjener laa og sov paa gulvet, og jeg maatte træde over ham; han vaaknet, fik se mig og sa, at min mor igjen hadde været sint paa mig og vilde sende bud efter mig, men at far hadde forhindret det. (Jeg pleide aldrig at lægge mig uten at si godnat til mor og uten at ha bedt om hendes velsignelse.) Det var ikke noget at gjøre ved det!
Jeg sa til tjeneren at jeg vilde klæ av mig og lægge mig selv og slukket lyset. Men jeg klædte ikke av mig og la mig ikke.
Jeg satte mig paa en stol og blev længe sittende som fortryllet. Det jeg følte, var saa nyt og deilig . . . Uten at røre paa mig eller at se mig omkring sat jeg der, aandet langsomt og lo kun undertiden i mine tanker ved erindringen, eller følte en indre kulde ved tanken paa at jeg elsket, at her var den, kjærligheten. Sinaidas ansigt svævet langsomt forbi mig i mørket — det svævet, men blev ikke borte; hendes læber smilte stadig med det samme gaadefulde smil, hendes øine saa paa mig fra siden spørgende, drømmende og ømt . . . likesom i det øieblik, da jeg skiltes fra hende.
Endelig reiste jeg mig, nærmet mig sengen paa taaspidserne, og uten at klæ mig av la jeg mit hode forsigtig paa puten, som om jeg var bange for ved en voldsom bevægelse at bringe i uorden det jeg følte . . . Jeg la mig men lukket ikke engang øinene. Straks efter bemerket jeg at gjenskinnet av en svak lysning trængte sig ind i mit værelse. Jeg reiste mig og saa bort mot vinduet. Vinduskarmen traadte tydelig frem av de hvite, mystisk glinsende ruter. Uveiret, tænkte jeg. Og virkelig var det uveiret, men det var langt borte, saa at man kunde næsten ikke høre tordenen. Kun lynene drog sig uavbrutt i lange, forgrenede striper henover himmelen med en blek, mat glans, uten hurtige glimt, snart blussende op og snart dalende som døende fugls vinger.
Jeg stod op, gik hen til vinduet og blev staaende der til om morgenen . . . Lynene blinket uophørlig; det var, som folket kalder det, en »spurvenat«. Jeg stod og saa utover den tause sandslette, Neskutschnys mørke have, de gule fasader av de fjerne bygninger, der syntes at skjælve ved hvereneste opblussen av lynet . . . Jeg stod — og kunde ikke løsrive mig. Disse stumme lyn, disse vedvarende lysninger syntes at stemme overens med de tause og hemmelige tanker, som bevæget sig i min sjæl.
Dagen begyndte at bryte frem; morgenrøden tegnet sig i purpurrøde flekker paa himmelen. Med solens opkomst bleknet lynene og avtok litt efter litt, indtil de tilslut kun viste sig med lange mellemrum og forsvandt i den nye dags klare og utvilsomme lys . . .
Ogsaa i mig forsvandt mine lyn. Jeg følte en stor træthet og stilhet . . . men Sinaidas billede svævet endnu seirende for min sjæl. Kun syntes dette billede nu at være beroliget selv; som en svane, der flyver op fra sivene, steg det op og skilte sig fra de andre skikkelser som omgav det uten at tiltrække det. Og da jeg slumret ind bøiet jeg mig for sidste gang imot dette billede med et ømt farvel og en tillidsfuld tilbedelse . . .
Aa, fromme følelser, bløte toner, godhet og mild beroligelse av en bevæget sjæl, den første kjærlighets smeltende glæde, — hvor er de, hvor er de?
VIII
Den følgende morgen, da jeg kom ned til te, skjendte min mor paa mig — dog mindre end jeg hadde ventet, — og nødte mig til at fortælle hvorledes jeg hadde tilbragt den foregaaende aften. Jeg svarte hende i korte ord, idet jeg søkte at undlate mange enkeltheter og prøvde at gi det hele et ganske uskyldig præg.
— Men allikevel er disse mennesker ikke comme il faut, bemerket mor, og du har ikke noget at rende efter til dem istedenfor at læse og forberede sig til eksamen.
Da jeg visste at min mors bekymringer for mine beskjæftigelser vilde indskrænke sig til disse ord, fandt jeg det ikke nødvendig at si hende imot. Men efter teen tok min far mig under armen, begav sig ned i haven med mig og fik mig til at fortælle alt, som jeg hadde oplevet hos Sasjekins.
En underlig indflydelse hadde min far paa mig — og forholdet mellem os var ogsaa underlig. Han tok sig næsten ikke av min opdragelse, men aldrig gjorde han mig uret eller krænket mig; han respekterte min frihet, han var endog — hvis jeg tør bruke det uttryk, — høflig mot mig . . . men han holdt mig paa avstand. Jeg elsket ham, jeg beundret ham, han syntes mig et ideal av en mand — og Gud, med hvilken brændende kjærlighet skulde jeg ikke ha sluttet mig til ham, hvis jeg ikke altid hadde en følelse av hans avvisende haand! Men naar han saa vilde, kunde han næsten i et øieblik, med et ord, en bevægelse faa mig til at føle en grænseløs tillid til sig. Min sjæl aapnet sig for ham — jeg snakket væk med ham som med en fornuftig ven, en overbærende lærer . . . men saa kunde han likesaa pludselig forlate mig — og hans haand fjernet mig atter fra sig — venlig og mild, men den fjernet mig dog.
Undertiden blev han grepet av lystighet, og da var han parat til at gjøre spilopper med mig som en gutunge (han holdt av al slags sterke fysiske bevægelser); en gang — kun en gang! — kjærtegnet han mig med en saadan ømhet, at jeg var nær ved at graate . . . Men hans lystighet og hans ømhet forsvandt sporløst, og hvad der var hændt mellem os, gav mig ikke noget haab for fremtiden — man skulde næsten tro, at jeg hadde set alt dette i drømme. Det kunde hænde at jeg gav mig til at iagtta hans kloke, smukke, lyse ansigt . . . mit hjerte skalv og hele mit væsen drog sig mot ham . . . det var som om han følte hvad der foregik i mig, klappet mig i forbigaaende paa kindet — og gik ut, begyndte at foreta sig noget eller blev pludselig kold, slik som kun han alene kunde være det, og jeg kikket mig straks ind i mig selv og blev ogsaa kold.
De sjeldne tilfælder av hans velvilje mot mig blev aldrig fremkaldt av mine tause bønner, som dog var saa lette at gjette; de kom altid ganske uventet. Naar jeg senere har tænkt over min fars karakter, er jeg kommet til den slutning, at det var noget andet som holdt ham fra mig og fra familielivet, som han elsket og fandt fuld tilfredsstillelse i.
— Ta selv hvad du kan faa, men lad dig aldrig fange. At være sin egen herre — det er livets kunst, — sa han en dag til mig. En anden gang indlot jeg mig i min egenskap av ung demokrat i at tale om frihet i hans nærvær (han var den dag, som jeg kaldte det, »god«, og da kunde man tale med ham om alt mulig.
— Frihet! gjentok han, men vet du, hvad der skaffer mennesket frihet?
— Nei, hvad?
— Viljen, ens egen vilje; og den gir ogsaa magt, som er mere værd end friheten. Lær at ville — og da blir du fri og kan herske.
Min far vilde fremfor alt leve — og han levde . . . Kan hænde han ante, at det ikke skulde være ham længe forundt at nyde denne livets »kunst«; han døde 42 aar gammel.
Jeg fortalte min far utførlig om mit besøk hos Sasjekins. Halvt opmerksom, halvt adspredt sat han paa bænken og hørte paa mig, mens han med ridepisken tegnet i sandet. Han smilte av og til, betragtet mig paa en fornøielig maate og opmuntret mig med korte spørsmaal og avbrytelser. Jeg turde i begyndelsen ikke engang uttale Sinaidas navn, men kunde ikke holde mig og begyndte at lovprise hende. Far vedblev at smile. Med ett blev han tankefuld, strakte sig litt og reiste sig.
Jeg erindret, at han, da han gik hjemmefra hadde befalt, at sale hans ridehest. Han var en udmerket rytter og forstod langt tidligere end hr. Rery at tæmme de ustyrligste hester.
— Skal jeg ride med dig, papa? spurte jeg.
— Nei, svarte han, og hans ansigt antok det sedvanlige likegyldige milde uttryk. Rid alene, hvis du vil, og si kusken, at jeg ikke rider ut.
Han vendte mig ryggen og gik hastig bort. Jeg fulgte ham med øinene — han forsvandt gjennem porten. Jeg kunde se, hvorledes hans hat bevæget sig langsmed gjærdet; han gik ind til Sasjekins.
Han forblev ikke mere end en time hos dem, begav sig derfra til byen og kom ikke hjem før om aftenen.
Efter middagen gik jeg selv til Sasjekins. Jeg traf kun den gamle fyrstinde i dagligstuen. Da hun saa mig klødde hun sig i hodet under kappen med strikkepinden og spurte mig pludselig, om jeg kunde avskrive en ansøkning for hende.
— Med fornøielse, svarte jeg og satte mig ytterst paa en stol.
— Men se at De gjør bokstaverne rigtig store, sa fyrstinden, idet hun rakte mig et tilsmudset ark papir, og det var vel ikke mulig for Dem at gjøre det idag, lillefar?
— Jeg skal skrive det av idag.
Døren til sideværelset aapnedes paa klem og i aapningen kom Sinaidas ansigt tilsyne — blek, tankefuld, med haaret skjødesløst kastet bortover. Hun saa paa mig med et par store kolde øine og lukket langsomt døren til.
— Sina, — Sina, da! ropte den gamle fyrstinde. Sinaida gav intet svar. Jeg tok den gamles ansøkning med mig hjem og tilbragte hele aftenen over den.
IX
Fra den dag av begyndte min »lidenskap«. Jeg husker, at jeg da hadde en lignende følelse som den der tiltrær et embede: jeg var ikke længer bare en ung gut; — jeg var den forelskede.
Jeg sa, at fra den dag av begyndte min lidenskap; jeg kunde ha tilføiet, at fra samme dag begyndte mine lidelser. Naar jeg ikke var sammen med Sinaida fortærtes jeg av længsel efter hende; jeg kunde ikke fatte noget længer, alting faldt ut av hænderne paa mig, jeg tænkte hele dagen intenst kun paa hende . . . Jeg hentærtes . . . men jeg følte mig ingenlunde lettere i hendes nærvær. Jeg var skinsyk, jeg var mig min ubetydelighet bevisst, jeg surmulet dumt og krøp taapelig for hende — og allikevel drog en uimotstaaelig magt mig til hende, og hver gang traadte jeg ind i hendes værelse med en ufrivillig skjælven av lykke.
Sinaida forstod snart, at jeg var forelsket i hende, da jeg hellerikke søkte at skjule det. Hun moret sig over min lidenskap, gjorde nar av mig, forkjælet mig og pinte mig. Det er saa deilig at være aarsaken, uimotstaaelig og mægtig at kunne fremkalde de heftigste glæder og de dypeste lidelser i et andet menneskes bryst — og jeg var bøielig som voks i Sinaidas hænder. Forresten var jeg ikke den eneste, som var forelsket i hende; alle de herrer, som kom i fyrstindens hus, tapte hodet for hende — og hun holdt dem alle i en lænke — ved sine føtter. Hun moret sig med snart at vække haab hos dem, snart at gjøre dem fortvilet, med at leke med dem efter sit forgodtbefindende (hun kaldte det at »pryle den ene mot den anden«), og de tænkte ikke engang at vise sin motstand og underkastet sig hende med glæde.
I hele hendes livlige og smukke væsen laa der en viss bedaarende blanding av beregning og sorgløshet, av kunstighet og naturlighet, ro og liv. Alt hun foretok sig, alt hun sa, alle hendes bevægelser bar præg av en fin fortryllende ynde, alt vidnet om eiendommelige, spillende kræfter. Hendes ansigt vekslet uavbrutt og uttrykte næsten samtidig spot, eftertanke og lidenskap. Som skyerne paa en solrik og vindig dag svævet forskjelligartede følelser let og hurtig henover hendes øine og læber.
Enhver av hendes tilbedere var hende like uundværlig. Belovsorov, som hun undertiden kaldte »min bjørn« eller blot »min«, hadde uten betænkning med glæde kastet sig i ilden for hende. Da han hadde liten tro paa sine aandelige egenskaper, og ikke synderlig større paa sine andre evner, overhængte han hende bestandig med forslag om egteskap, idet han hentydet til, at de andre kun gjorde kur til hende. Maidanov tilfredsstillet de poetiske anlæg i hendes sjæl; kold som næsten alle forfattere, satte han hele sin kraft ind paa at forsikre hende, og kanske ogsaa sig selv — om at han tilbad hende; han besang hende i endeløse digte og deklamerte dem for hende med overdreven oprigtig begeistring. Hun næret nok sympati for ham, men kunde untertiden ikke la være at drille ham litt; hun hadde ikke synderlig tro paa ham, og naar hun hadde hørt nok av hans utgydelser nødte hun ham til at læse op noget av Puschkin, for, som hun sa, at rense luften. Doktor Luschin, spotsk og kynisk i sin tale, kjendte hende bedre end alle de andre, — og elsket hende høiere end de andre, skjønt han skjændte paa hende baade like op i øinene og bak hendes ryg. Hun agtet ham, men gav ham ikke efter, og lot ham undertiden med en særlig ondskapsfuld glæde føle, at ogsaa han var i hendes magt. Jeg er en kokette, jeg har intet hjerte, jeg er skuespillerinde, sa hun en dag til ham i min nærværelse. Nuvel! Gi mig saa Deres haand, jeg vil stikke en knappenaal i den. De vil skamme Dem for dette unge menneske, men til trods for den smerte De føler, vil De, hr. sandhetselsker, le. Luschin rødmet, vendte hodet bort, bet læberne sammen, men strakte tilslut frem sin haand. Hun stak ham med knappenaalen, og han gav sig virkelig til at le . . . Ogsaa hun lo, mens hun stak naalen temmelig langt ind og saa ham ind i øinene, der forgjæves søkte et punkt at fæste sig ved.
Hvad jeg mindst forstod, var det forhold, som hersket mellem Sinaida og grev Malevsky. Han var smuk, beleven og klok, men der var noget tvetydigt, noget falskt ved ham, som endog faldt mig, den sekstenaarige gut i øinene, og jeg undret mig over, at Sinaida ikke merket det. Men kan hænde hun nok forstod hans falskhet og dog ikke næret avsky for den. En uregelmæssig opdragelse, underlig omgang og vaner, morens stadige nærhet, fattigdommen og uordenen i huset, den uhindrede frihet som den unge pike nød, bevisstheten om sin overlegenhet over sine omgivelser, — alt dette utviklet i hende en slags ringeagtende skjødesløshet og fordringsløshet. Hvad der saa hændte, om Vonifati fortalte, at der ikke var mere sukker igjen, eller en slem sladderhistorie kom paa tapetet, eller om hendes gjester kom i strid — hun bare rystet paa sine krøller og sa: Aa, blaas i det! — og brøt sig ikke mere om det.
Men jeg derimot følte blodet koke i mine aarer, naar Malevsky, listig som en ræv, nærmet sig hende, la sin arm yndefuldt paa ryggen av den stol hvorpaa hun sat og begyndte at hviske hende i øret med et selvtilfreds og indsmigrende smil, mens hun med hænderne i kors over brystet betragtet ham opmerksomt — likeledes smilende — og rystet paa hodet.
— Hvilken fornøielse finder De i at motta hr. Malevsky? spurte jeg hende en dag.
— Han har slike nydelige smaa mustacher, svarte hun. Men det forstaar De Dem jo ikke paa.
— Tror De kanske, at jeg elsker ham, sa hun en anden gang til mig. Nei, jeg kan ikke elske slike mennesker, som jeg maa se paa ovenfra. Jeg trænger en som kan tæmme mig . . . Men en slik træffer jeg nok aldrig, Gudskelov! Jeg lar mig ikke falde i nogens klør, aa — nei!
— De vil altsaa aldrig komme til at elske nogen?
— End Dem da? Elsker jeg ikke Dem, sa hun og slog mig med enden av sin handske paa næsen.
Jo, Sinaida drev løier med mig. I løpet av tre uker saa jeg hende hver dag, — og hvad hadde hun ikke faat gjort med mig paa den tid! Hjem til os kom hun sjelden, hvad jeg forresten ikke ærgret mig over; i vort hjem forvandlet hun sig til en verdensdame, en fyrstedatter, og jeg skydde hende. Jeg frygtet for at røbe mig for min mor, som ikke næret nogen velvilje for Sinaida, og som vogted paa os med uvillige øine.
Min far frygtet jeg mindre; han syntes ikke at lægge merke til mig, og med Sinaida talte han litet, men paa en særlig klok og betydningsfuld maate. Jeg ophørte med at arbeide, læse, opgav endog mine spaserturer i omegnen og red ikke ut mere. Som et insekt, som holdes tilbake i en traad om benet, drev jeg stadig omkring den lille yndlings fløi; jeg skulde gjerne ha været der bestandig . . . men det var umulig. Min mor var ærgerlig paa mig, og Sinaida selv jog mig under tiden bort. Da lukket jeg mig inde paa mit værelse eller skjulte mig paa det mest avsidesliggende sted i haven, klatret op paa den ødelagte drivhusmur, hang med benene utover den del av muren, som vendte mot veien, sat der hele timer og stirret, stirret uten at se noget.
Tæt ved mig, mellem de støvede brændenesler flagret nogen hvite sommerfugler dovent omkring; en modig spurv satte sig ikke langt fra mig paa en halvt opsmuldret rød mursten og peb av fuld hals, mens den uophørlig bevæget kroppen og vippet med halen. De altid mistroiske skjærer sat i toppen paa en nøken bjerk og skrek av og til; vinden og solen lekte mild i dens tynde grene. Klokkeklangen fra klostret Donskoj lød av og til rolig og vemodig, mens jeg fremdeles sat, stirret ut i luften og lyttet, og min sjæl fyldtes av en ubeskrivelig stemning, hvori alt fløt sammen, baade sørgmodighet, glæde, forutfølelse av det kommende, lyst til og frygt for livet. Men jeg forstod den gang ingenting av alt dette, og jeg vilde ikke ha kunnet gi nogen fremstilling av, hvad der gjæret i mig, — eller ogsaa vilde jeg ha kaldt det med et eneste navn, altsammen — med Sinaidas navn.
Og Sinaida fortsatte at leke med mig som en kat med en mus. Snart koketterte hun med mig, og jeg blev opegget og vansmegtet, og snart støtte hun mig fra sig, og jeg vovet ikke at nærme mig hende, vovet ikke at se paa hende. Jeg mindes, at hun i flere dage paa rad viste mig stor kulde; jeg blev aldeles sky, og idet jeg listet mig feigt ind i deres hus forsøkte jeg at holde mig i nærheten av den gamle fyrstinde, skjønt hun netop paa denne tid skjændte og skrek mer end nogensinde; hendes vekselaffærer gik meget daarlig og hun hadde allerede to ganger været for politiassistenten.
En dag gik jeg nede i haven og kom forbi det omtalte gjærde og fik se Sinaida. Hun sat i græsset med armene støttet paa albuen og rørte sig ikke.
Jeg var ifærd med at fjerne mig forsigtig, da hun pludselig løftet hodet og vinket bydende paa mig. Jeg blev staaende paa flekken som forstenet; jeg hadde ikke forstaat hende, og hun vinket endnu en gang. Øieblikkelig hoppet jeg over gjærdet og ilet glad imot hende; men hun stanset mig med sit blik og pekte paa en sti som befandt sig i to skridts avstand fra hende. I min forvirring, uten at vite hvad jeg skulde gjøre, knælte jeg ned paa kanten av stien. Hun var saa blek, der viste sig en saa dyp sørgmodighet, en saa inderlig træthet i hvert av hendes træk, at mit hjerte snørte sig sammen og jeg spurte uvilkaarlig hviskende: »Hvad feiler Dem?«
Sinaida strakte sin haand ut, rykket op et græsstraa, bet det over og kastet det derpaa saa langt som mulig væk fra sig.
— Holder De meget av mig? spurte hun endelig. Jeg svarte ikke, — og hvorfor behøvet jeg forresten at svare?
— Jo? gjentok hun og betragtet mig fremdeles. Det er saa. Aldeles de samme øine, la hun til, blev tankefuld og skjulte ansigtet i sine hænder.
— Alt er blit mig motbydelig, hvisket hun. Jeg skulde flygte til verdens ende, jeg holder det ikke ut, jeg kan ikke overvinde mig . . . Og hvad venter der mig i fremtiden! . . . Aa, hvor det knuger . . . hvor det knuger, min gud!
— Hvorfor? spurte jeg frygtsom.
Sinaida svarte ikke og trak kun paa skuldrene. Jeg laa fremdeles paa knæ og betragtet hende med dyp smerte. Hvert av hendes ord gik mig dypt til hjertet. Jeg tror, at jeg i det øieblik skulde ha git mit liv, bare for ikke at se hende fortvilet. Jeg saa paa hende, og skjønt jeg ikke kunde forstaa, hvad der knuget hende saa tungt, forestillet jeg mig dog tydelig, hvorledes hun i et anfald av uutholdelig smerte gik ut i haven — og sank ned paa jorden som død.
Rundt omkring var alt lyst og grønt; vinden suste mildt i trærnes løy og bøiet av og til en lang gren paa en bringebærbusk ned over Sinaidas hode. Et eller andet sted kurret turtelduerne og bierne summet lavt over det sparsomme græs. Ovenfra skinte den milde blaa himmel — men jeg følte mig saa sørgmodig . . .
— Deklamer et eller andet digt for mig, sa Sinaida halvhøit og støttet sig paa albuen. Jeg liker at høre Dem deklamere digte. De synger litt, men det gjør ikke noget, det er saa ungdommelig. Deklamer »Paa Georgiens høie« for mig. Men sæt Dem først.
Jeg satte mig ned og deklamerte »Paa Georgiens høie«.
»At man ikke kan la være at elske det«, gjentok Sinaida. Se, derfor er poesien netop skjøn, at den fortæller os om det som ikke findes og som ikke blot er bedre end det der findes, men som ogsaa kommer nærmere sandheten . . . »At man ikke kan la være at elske det« — at man vil, men ikke kan!
Hun blev taus igjen, men fór pludselig sammen og reiste sig. Kom. Hos min mor sitter Maidanov; han kom med sit digt til mig, men jeg gik fra ham. Ogsaa han er bedrøvet nu . . . det er ikke noget at gjøre ved! De skal en gang faa vite det . . . men vær bare ikke sint paa mig!
Sinaida trykket skyndsomt min haand og løp i forveien. Vi kom ind i fløien. Maidanov gav sig til at læse op for os sit netop færdig trykte digt »Morderen«, men jeg hørte intet av det. I en syngende tone skrek han ut sine firfottede jamber, rimene skiftedes og klang hult og skingrende som bjelder, mens jeg uavbrutt saa paa Sinaida og fremdeles søkte at utfinde betydningen av hendes sidste ord.
»Eller har kanske pludselig
hemmelig en rival dig beseiret?«
ropte pludselig Maidanov med sin næselyd — og Sinaidas og mit blik møttes. Hun slog øinene ned og blev litt rød. Jeg saa, at hun rødmet, og jeg blev iskold av skræk. Jeg var allerede før skinsyk paa hende, men først i dette øieblik for den tanke, at hun elsket, som et lyn gjennem mit hode. Aa Gud! hun elsker!
X
Fra det øieblik av begyndte mine virkelige pinsler. Jeg brøt mit hode, tænkte og grublet, og vaaket mest mulig i hemmelighet uophørlig over Sinaida. Der var foregaat en forandring med hende — det saa man tydelig. Hun gik ut for at spasere alene og gjorde lange turer. Undertiden viste hun sig ikke for sine gjester; sat hele timer ad gangen i sit værelse. Det hadde aldrig forekommet med hende før. Jeg var med ett blit, — eller jeg trodde ialfald at være det — meget skarpsynt. Er det han? Eller kanske han? spurte jeg mig selv, idet jeg i tankerne urolig gik fra den ene av hendes tilbedere til den anden. Grev Malevsky syntes mig farligere end de andre, om jeg end paa Sinaidas vegne skammet mig at tilstaa det.
Mit skarpsyn rak ikke længer end til spidsen av min næse, og min hemmelighetsfuldhet undgik uten tvil ingen; ialfald hadde doktor Luschin gjennemskuet mig meget snart. Forresten var ogsaa han blit meget forandret i det sidste. Han blev magrere, lo like saa ofte som før, men hans latter lød hul, ondskapsfuld og avbrutt; en uvilkaarlig nervøs ophidselse var kommen istedenfor hans sedvanlige lette ironi og paatagne kynisme.
— Hvorfor render De uavladelig hit, unge mand? spurte han mig en dag, vi var alene i Sasjekins dagligstue. (Den unge fyrstinde var endnu ikke vendt tilbake fra sin spasertur, og den gamle fyrstindes skingrende stemme hørtes i underetagen, hvor hun trættet med stuepiken). De hadde bedre av at læse og arbeide — saa længe De er ung — men hvad gjør De istedenfor?
— De kan ikke vite, om jeg ikke arbeider hjemme svarte jeg ham noksaa hovmodig, men dog ikke uten forvirring.
— Ja, jeg kan tænke mig Deres arbeide! De har nok noget andet i hodet. Naa. jeg vil ikke stride med Dem . . . i Deres alder er saadant i sin orden. Men Deres valg er nu engang meget uheldig. Ser De da ikke, hvad slags hus dette er?
— Jeg forstaar Dem ikke, bemerket jeg.
— Forstaar De mig ikke? Desto værre for Dem selv. Jeg anser det for min pligt at advare Dem. Vi gamle peppersvende, vi kan vanke her. Hvilken skade kan vi ta av det? Vi er allerede forhærdet nok og intet biter paa os længer. Men Deres hud er endnu følsom; luften her er skadelig for Dem — tro mig De kunde gjerne bli smittet.
— Hvorledes det?
— Ganske simpelt. Tror De kanske at De for øieblikket er frisk? At De befinder Dem i en normal tilstand? Tror De, at det De nu føler er nyttig og godt for Dem?
— Men hvad er det jeg føler da? spurte jeg, idet jeg i mit indre erkjendte at doktoren hadde ret.
— Aa, unge mand, unge mand, vedblev han med et uttryk, som om det i disse to ord laa noget meget krænkende for mig! det nytter Dem ikke at forstille Dem; alt det som rører sig i Deres sjæl, kan jo, gudskelov, tydelig læses i Deres ansigt. Forresten, hvorfor diskutere mere derom? Jeg selv skulde nok ikke ha kommet her, hvis . . . (doktoren bet tænderne sammen) . . . hvis jeg ikke var en lignende særling som De. Men jeg undrer mig kun over en ting! hvorledes er det at De med Deres forstand ikke ser hvad der foregaar om Dem?
— Hvad foregaar der da? spurte jeg hurtig og spidset ørene.
Doktoren saa paa mig med en viss spottende medlidenhet.
— Naa, jeg er god jeg, sa han likesom til sig selv, hvorfor behøver jeg egentlig at tale med ham derom. Kort sagt, tilføiet han og hævet sin stemme, jeg gjentar for Dem endnu en gang, den luft De indaander her, er skadelig for Dem. De liker Dem her, ja, det kan saa være! I et drivhus f. eks. dufter det ogsaa behagelig, — men man kan ikke leve der. Nei, hør bare, ta fat paa Deres Kaidanov igjen.
Den gamle fyrstinde kom ind og begyndte at beklage sig for doktoren over tandpine. Senere kom ogsaa Sinaida ind.
— Se her, tilføiet fyrstinden, skjend litt paa hende, doktor. Hele dagen drikker hun vand med is i; er det ikke skadelig for hende, som har svakt bryst?
— Hvorfor gjør De det? spurte Luschin.
— Hvilke følger kan det bli av det?
— Hvilke følger? De kan bli forkjølet og dø.
— Virkelig? Er det mulig? Nuvel — saa er det ikke noget at gjøre ved det!
— Jaa — saa! brummet doktoren. Den gamle fyrstinde fjernet sig.
— Ja, saa er det, sa Sinaida. Er livet da saa morsomt? Kast et blik omkring Dem . . . Hvad, — synes De, det er saa morsomt? Eller tror De kanske, at jeg ikke forstaar det, ikke føler det? Det er mig en nydelse at drikke isvand, — men De vil i fuldt alvor overbevise mig om, at et saadant liv er saa meget værd, at man skulde ofre et øiebliks nydelse for det — jeg vil nu ikke snakke om lykke.
— Naa, ja, bemerket Luschin, luner og uavhængighet . . . Disse to ord karakteriserer Dem fuldstændig; hele Deres natur ligger i disse to ord.
Sinaida lo nervøst.
— De er for sent ute, kjære doktor. De iagttar daarlig; følger ikke med. Sæt paa Dem brillerne. Nu kan det ikke være tale om luner længer; at gjøre nar av Dem og sig selv . . . tænk, hvor morsomt! Og hvad min uavhængighet angaar. Hr. Valdemar, ropte hun pludselig og stampet i gulvet. Sæt ikke op et slikt melankolsk ansigt. Jeg kan ikke fordra, at man synes synd i mig. Hun gik hurtig ut.
— Denne luft er skadelig for Dem, unge mand, meget skadelig, sa Luschin en gang til til mig.
XI
Om aftenen den samme dag samledes de sedvanlige gjester hos Sasjekins; jeg var blandt dem.
Samtalen dreiet sig om Maidanovs digt; Sinaida roste det oprigtig.
— Men vet De hvad? sa hun til ham, hvis jeg var digter, vilde jeg vælge andre emner. Kanske er det bare dumt, men undertiden faar jeg slike underlige tanker, især naar jeg ligger vaaken om morgenen, naar himmelen begynder at bli halvt graa, halvt rød. Jeg vilde f. eks. . . . Kommer De til at le av mig?
— Nei! nei! ropte vi alle samtidig.
— Jeg vilde fremstille, fortsatte hun med armene i kors over brystet og bortvendte øine, en flok unge piker i en stor baat paa en stille elv om natten. Maanen skinner, og de er alle klædt i hvitt, med kranse av hvite blomster paa hodet, og de synger noget som ligner en hymne, vet De.
— Jeg forstaar, jeg forstaar, fortsæt, sa Maidanov betydningsfuld og sværmerisk.
— Pludselig blusser faklerne, der høres støi, latter, tamburinklang paa strandbredden . . . Det er bacchantindernes tog, som farer frem under sang og jublende rop. Ja, og videre faar det være Deres sak at arrangere, hr. digter . . . Kun vilde jeg ha, at faklerne skal være røde og roken hvirvle sterkt i veiret; og bacchantindernes øine skal funkle under kransene, og kransene skal være mørke. Glem hellerikke tigerskind og bækkener — og saa guld, meget guld.
— Og hvor skal guldet anbringes? spurte Maidanov, idet han strøk sit glatte haar bakover og næseborene utvidedes.
— Hvor? Paa skuldrene, armene, benene, overalt. Der fortælles, at kvinderne i oldtiden bar guldringe paa anklerne. Bacchantinderne lokker til sig de unge piker i baaten. Pikerne ophører at synge sin hymne — det er dem umulig at fortsætte — men de sitter ubevægelige. Elven fører dem mot stranden. Og se, pludselig reiser en av dem sig stille op . . . Det maa skildres nøie: hvorledes hun stille reiser sig op i det bleke maaneskin og hvorledes hendes veninder blir forskrækket . . . Hun skrider over randen av baaten, bacchantinderne flokker sig om hende, fører hende bort i natten, i mørket . . . Fremstil saa her røk i svære søiler, og at alting blander sig sammen. Kun deres skarpe rop høres og hendes krans ligger tilbake paa stranden. Sinaida taug. (Aa, hun elsker! tænkte jeg igjen.)
— Og det er alt? spurte Maidanov.
— Ja, svarte hun.
— Det er ikke stort nok emne til et helt verk, bemerket han vigtig, men til et lyrisk digt vil jeg benytte mig av Deres idé.
— I den romantiske stil? spurte Malevsky.
— Ja, naturligvis i den romantiske, i Byrons stil.
— Efter min mening passer Hugo bedre end Byron, sa den unge greve skjødesløs, han er mere interessant.
— Hugo er en første rangs forfatter, svarte Maidanov, og min ven Tonkoschejev, som i sin spanske roman »Trubaduren« . . .
— Aa, er det boken med de omvendte spørmaalstegn? avbrøt Sinaida.
— Ja. Det er sprogbruken paa spansk. Men hvad jeg vilde si, Tonkoschejev . . .
— Naa! saa begynder dere at drøfte den klassiske og den romantiske skole, avbrøt Sinaida ham paany, la os heller leke . . .
— Pantelek? sa Luschin hurtig.
— Nei, pantelek er kjedelig, la os heller leke »Sammenligning«.
(Denne lek hadde Sinaida selv opfundet: man nævnte en gjenstand, enhver forsøkte at sammenligne den med noget, og den som fandt den bedste sammenligning fik prisen.)
Hun gik hen til vinduet. Solen var netop gaat ned; høit paa himmelen seilte lange røde skyer.
— Hvad ligner disse skyer? spurte Sinaida, og uten at avvente vore svar, sa hun: Jeg synes, at de ligner de purpurrøde seil paa Kleopatras gyldne skib, som førte hende til møte med Antonius. Husker De, Maidanov, De fortalte mig om det for kort tid siden?
Likesom Polonius i »Hamlet« var vi alle enig i, at skyerne paa en prik lignet netop disse seil, og at ingen av os kunde ha fundet en bedre sammenligning.
— Og hvor gammel var Antonius da? spurte Sinaida.
— Han var sikkert endnu en ung mand, bemerket Malevsky.
— Ja, sikkert ung, sa Maidanov overbevisende.
— Undskyld, utbrøt Luschin, han var over firti aar.
— Over firti aar, gjentok Sinaida og kastet et hurtig blik paa ham.
Kort efter gik jeg hjem. Hun elsker, mumlet jeg uvilkaarlig mellem tænderne, men hvem? . . .
XII
Dagene svandt. Sinaida blev mer og mer uforstaaelig og besynderlig. Engang jeg kom til hende, fandt jeg hende sittende paa en rørstol med hode lænet mot den skarpe kant paa bordet. Hun rettet sig op — hele hendes ansigt var vaatt av taarer.
— Aa, er det Dem! sa hun med et haardt smil. Kom hit.
Jeg kom hen til hende; hun la sin haand paa mit hode, grep pludselig i mit haar og begyndte at rykke i det.
— Det gjør ondt, sa jeg endelig.
— Naa, det gjør ondt! Men jeg da? Har ikke jeg det ondt? gjentok hun et par ganger. Au, da, ropte hun med ét, da hun saa, at hun hadde rykket ut en liten haardot, hvad har jeg dog gjort? Stakkars hr. Valdemar!
Hun glattet forsigtig de avrevne haar ut og viklet dem sammen til en ring.
— Jeg vil lægge Deres haar i min medaljon og vil bære det hos mig, sa hun mens taarerne fremdeles glinset i hendes øine; kanske kan det trøste Dem litt . . . Og nu, farvel.
Jeg vendte hjem og faldt like op i en ubehagelighet. Min mor hadde en samtale med far; hun bebreidet ham et eller andet; han var som sedvanlig rolig og kold, sa ikke et ord og snart efter forlot han huset. Jeg kunde ikke høre hvad min mor talte om, og forresten hadde jeg andet at tænke paa. Jeg husker kun, at hun, da scenen var over, kaldte mig ind til sig i sit kabinet og uttalte sig med stor misnøie om mine hyppige besøk hos fyrstinden, som efter hendes ord var une femme capable de tout. Jeg kysset hendes haand (jeg gjorde det altid, naar jeg vilde faa ende paa hendes snak) og gik ind paa mit værelse.
Sinaidas taarer bragte mig fuldstændig ut av fatning. Jeg visste sletikke hvad jeg skulde tro og var selv graaten nær; trods mine seksten aar var jeg dog kun et barn. Jeg tænkte ikke længere paa Malevsky eller Belovsorov, skjønt den sidste dag for dag blev frækkere og saa paa den snedige greve, som en ulv ser paa et lam; jeg tænkte i det hele tat paa intet og ingen. Jeg hengav mig til frugtesløse gjetninger og søkte stadig de mest ensomme steder. Jeg blev især glad i det forfaldne drivhus. Som oftest krøp jeg op og satte mig paa den høie mur der, og jeg følte mig saa ulykkelig, forladt og sørgmodig, at jeg fik medlidenhet med mig selv. Og hvor kjære var ikke disse bitre fornemmelser, og hvor jeg nød dem! . . .
En dag sat jeg paa muren, stirret ut i luften og lyttet til kirkeklokkernes klang i det fjerne. Pludselig var det som om noget løp over mig — det var ikke et vindstøt og ikke en skjælven heller, men noget som en aandepust, som en fornemmelse av et menneskes nærhet . . . Jeg saa ned. Dernede, paa veien, iført en let graa kjole og med en lyserød parasol paa skulderen gik Sinaida med hurtige skridt. Hun fik se mig, stanset, og idet hun skjøv sin straahat ned i nakken, fæstet hun sine fløielsbløte øine paa mig.
— Hvad er det De bestiller der saa høit oppe? spurte hun med et besynderlig smil. — Se her, vedblev hun, De forsikrer mig jo altid, at De elsker mig; spring ned paa veien, hvis de virkelig er glad i mig. Neppe hadde Sinaida uttalt disse ord, førend jeg styrtet ned, som om nogen hadde puffet mig bakfra. Muren var omkring fire meter høi. Jeg kom ned like paa benene, men støtet var saa voldsomt, at jeg ikke kunde holde balansen; jeg faldt og tapte for et øieblik bevisstheten. Da jeg kom til mig selv igjen, merket jeg, uten at aapne øinene, at Sinaida var hos mig.
— Min kjære gut, sa hun bøiet over mig — og hendes stemme var fuld av ømhet: hvorfor gjorde du det, hvorfor adlød du mig . . . jeg elsker dig jo . . . reis dig.
Hendes bryst aandet ved mit, hendes hænder berørte mit hode og pludselig — aa, hvad følte jeg ikke da! — bedækket hendes friske deilige læber mit ansigt med kys . . . de berørte mine læber . . . Men saa merket Sinaida, sandsynligvis av uttrykket i mit ansigt, at jeg allerede var kommet til mig selv igjen, skjønt jeg fremdeles laa med lukkede øine, og sa, idet hun reiste sig hurtig op:
― Naa, saa reis Dem da, skøieren, tullingen! Hvorfor ligger De i støvet?
Jeg reiste mig.
— Gi mig min parasol, sa hun. Se hvor langt jeg kastet den fra mig; men se nu ikke slik paa mig . . . hvad er det for dumheter? Har De slaat Dem? Brændte De Dem kanske paa neslerne? Uf, stir ikke slik paa mig, hører De . . . Men han begriper jo ingenting, han svarer ikke, la hun til likesom for sig selv. Gaa nu hjem, hr. Valdemar og børst Dem; men vov ikke at følge efter mig, ellers blir jeg sint og vil aldrig mere . . .
Hun fuldendte ikke sætningen og fjernet sig med hurtige skridt. Jeg satte mig i græsset ved veien . . . mine ben vilde ikke bære mig. Mine hænder brændte av neslerne, det værket i ryggen og jeg var svimmel; men den følelse av lyksalighet jeg dengang følte, har jeg siden aldrig kjendt mere i mit liv. Jeg følte i alle mine lemmer en søt smerte, der tilslut fik avløp i høie glædesskrik og hop. Sandelig var jeg barn endda.
XIII
Jeg følte mig saa glad og lykkelig hele denne dag, saa tydelig syntes jeg at kjende Sinaidas kys paa mit ansigt, jeg erindret hvert av hendes ord med en bævende følelse av henrykkelse og saa sterkt priste jeg min uventede lykke, at jeg næsten var ræd for at gjense hende som hadde skaffet mig disse ukjendte fornemmelser. Jeg syntes, jeg kunde ikke vente mig en større lykke av skjæbnen, end om jeg nu »kunde trække aanden dypt for sidste gang og dø.«
Men da jeg den næste dag styrte mine skridt mot fløibygningen, følte jeg mig meget forlegen og søkte forgjæves at skjule det under en maske av beskeden utvungenhet, som sømmer sig en mand, der ønsker at vise, at han forstaar at bevare en hemmelighet. Sinaida tok imot mig meget naturlig, uten nogensomhelst bevægelse, truet mig kun med fingeren og spurte, om jeg ikke hadde blaa merker paa kroppen. Al min beskedne utvungenhet og hemmelighetsfuldhet forsvandt øieblikkelig og tillike dermed ogsaa min forlegenhet. Jeg ventet vistnok intet usedvanlig, men Sinaidas ro virket paa mig som kold dusch. Jeg forstod, at jeg ikke var andet end et barn i hendes øine, og jeg blev meget tung om hjertet. Sinaida gik frem og tilbake i værelset, og hvergang hun saa paa mig fór et hurtig smil over hendes ansigt; men jeg saa godt, at hendes tanker var langt borte fra mig . . . Skulde jeg selv begynde at tale til hende om gaarsdagens begivenhet, tænkte jeg; skulde jeg spørre hende hvorhen hun skyndte sig saa, for endelig engang at faa vite . . . men modløs gjorde jeg kun en bevægelse med haanden og satte mig i en krok.
Belovsorov kom ind; jeg blev glad ved at faa se ham.
— Jeg fandt ikke nogen rolig ridehest til Dem, sa han med barsk stemme. Freitag garanterer for en, men jeg er ikke sikker paa den. Jeg er ængstelig.
— Hvad er De ængstelig for, tør jeg spørre? spurte Sinaida.
— Hvad jeg er ængstelig for? De kan jo ikke ride. Tænk om der hænder noget! Og hvad er det for et indfald De pludselig har faat?
— Naa, det blir nu min sak, min hr. bjørn. Ja, i saa fald vil jeg be Peter Vasiljevitsch . . . (min far kaldtes Peter Vasiljevitsch. Jeg blev forundret over, hvor let og utvungent hun uttalte hans navn, som om hun var sikker paa at han stod til hendes tjeneste).
— Ja-saa, bemerket Belovsorov. Er det med ham De vil ride?
— Om det er med ham eller en anden, kommer ikke Dem ved. Det er ialfald ikke med Dem.
— Ikke med mig, gjentok Belovsorov. Som De vil. Naa, ja, jeg skal skaffe Dem en hest.
— Men se nu bare, at det ikke blir en som ligner en gammel ko. Jeg sier Dem paa forhaand, at jeg vil galopere.
— Ja, galoper naar De vil . . . Men med hvem? Med Malevsky kanske?
— Hvorfor ikke med ham. hr. kriger? Nuvel, berolig Dem, tilføiet hun, og skyt ikke lyn med øinene. Jeg vil ogsaa ta Dem med. De vet godt, at Malevsky er — puh! — for mig. Og hun rysted paa hodet.
— De sier dette for at trøste mig, brummet Belovsorov.
Sinaida knep øinene litt sammen.
— Trøster det Dem? Oh . . . oh . . . oh . . . hr. kriger! sa hun tilslut, som om hun ikke kunde finde noget andet ord. Og De hr. Valdemar, vilde De ogsaa ride sammen med os?
— Jeg bryr mig ikke noget om . . . naar der er saa stort selskap . . . mumlet jeg uten at se op.
— De foretrækker tête-à-tête? . . . Ja, frihet for den frie, og paradiset for den . . . salige,[2] sa hun og sukket. Gaa nu Belovsorov, og sørg for at faa alt istand. Jeg maa ha hesten imorgen.
— Ja, men hvor skal man ta penger fra? blandet den gamle fyrstinde sig ind i samtalen.
Sinaida rynket øienbrynene
— Jeg ber ikke dig om dem; Belovsorov skal laane mig.
— Laane, laane . . . brummet den gamle fyrstinde, og ropte pludselig av fuld hals: Dunjaschka!
— Mama, jeg har jo forært dig en klokke, bemerket den unge fyrstinde.
— Dunjaschka! gjentok den gamle.
Belovsorov tok avsked; jeg slog følge med ham. Sinaida holdt mig ikke tilbake.
XIV
Den følgende morgen stod jeg tidlig op, skar mig en stok og begav mit mot bygrænsen. La mig faa komme ut — tænkte jeg — for at fordrive min sorg. Det var en vakker, straalende og ikke altfor varm dag; en lystig, svalende vind blæste over marken, suste sagte og lekte, berørte alt uten dog at forstyrre noget. Jeg vandret længe omkring i fjeldet og skovene; jeg følte mig ikke lykkelig. Jeg gik hjemmefra med det forsæt at hengi mig til min misstemning, — men ungdommen, det deilige veir, den friske luft, det opkvikkende i min hurtige gang og vellysten ved ensomt at ligge i græsset — tok sit. Minde om de uforglemmelige ord, om kyssene trængte sig igjen ind i min sjæl. Det var mig behagelig at tænke at Sinaida ikke kunde frakjende mig min beslutsomhet og mit heltemod . . . Hun foretrækker de andre, tænkte jeg, nuvel! Men de andre bare snakker, mens jeg handlet! Og hvad er jeg ikke istand til at gjøre for hende? Min fantasi begyndte igjen at arbeide. Jeg forestillet mig, hvorledes jeg vilde frelse hende fra fiendernes hænder, hvorledes jeg, bedækket med blod, vilde slæpe hende ut av fængslet og hvorledes jeg vilde dø for hendes føtter. Jeg gjenkaldte i erindringen det maleri, der hang i vor salon: »Malek-Adel, som bortfører Mathilde«, — men her blev jeg optat ved synet av en stor hakkespette, som møisommelig krøp opover en bjerks tynde stamme og urolig saa sig omkring til høire og venstre, likesom en musikant bak sin kontrabas.
Siden begyndte jeg at synge: »Ikke sneen den hvite,« og gik saa over til en paa denne tid meget kjendt romance: »Jeg venter dig naar Zefyren spiller«; saa deklamerte jeg med høi stemme Jermaks tirade til stjernene i Chomjakovs tragedie; forsøkte ogsaa selv at lave et sentimentalt digt, og hadde endog fundet slutningsordene paa hele digtet: O, Sinaida! Sinaida! men fik det ikke til.
Imidlertid nærmet middagstiden sig. Jeg kom ned i dalen; der slynget sig en smal sandig sti gjennem den i retning mot byen. Jeg slog ind paa den . . . Der lød dumpe slag av hestehover bak mig. Jeg vendte mig om, stanset uvilkaarlig og tok luen av mig; jeg fik se min far og Sinaida. De red side om side. Min far sa noget til hende, mens han bøiet sig med hele overkroppen mot hende og støttet sig med haanden paa hestens hals; han smilte. Sinaida hørte taus paa ham med strengt nedslagne øine og sammenpressede læber. Fra først av saa jeg kun dem alene; men faa øieblikke efter viste Belovsorov sig ved en bøining av veien; han var iført sin fulde husaruniform og sat paa en sort skummende hest. Det fyrige dyr rystet sit hode, vrinsket, steilet og spændte bakut; rytteren rykket i tøilerne og gav den sporerne. Jeg gik av veien. Far tok i tøilerne og rettet sig op; Sinaida saa langsomt op paa ham — og begge to satte avsted i galop . . . Belovsorov styrtet efter dem, mens sabelen klirret om ham. Han er rød som en krebs, tænkte jeg, men hun . . . Ja, hvorfor er hun saa blek. Hun var tilhest hele formiddagen — hvorfor er hun dog saa blek?
Jeg fordoblet mine skridt og kom hjem kort før middagen. Min far hadde allerede byttet klær og sat nu renvasket og frisk ved siden av min mors stol og læste føljetonen i »Journal des Débats« for hende med sin jevne, klangfulde stemme; men min mor hørte paa ham uten opmerksomhet, og da hun saa mig, spurte hun, hvor jeg hadde været hele dagen og la til, at hun ikke syntes om, at jeg flakket omkring Gud vet hvor, og Gud vet med hvem. Jeg spaserte alene, holdt jeg næsten paa at svare, men ved et blik paa min far, sa jeg av en eller anden grund ingenting.
XV
De følgende fem-seks dager saa jeg næsten ikke Sinaida; hun foregav, at hun var syk, hvad det imidlertid ikke forhindret husets sedvanlige gjester fra at indfinde sig, — som de uttrykte sig — paa sin vagt, alle undtagen Maidanov, der straks blev mismodig og kjedet sig, naar han ikke hadde anledning til at vise sin begeistring. Belovsorov sat gnaven i en krok helt tilknappet og rød; paa grev Malevsky’s fine ansigt svævet altid et eiendommelig uhyggelig smil; han var virkelig faldt i unaade hos Sinaida og forsøkte nu med særlig omhu at være forekommende mot den gamle fyrstinde og kjørte endog med hende i en leiet kaleschevogn til generalguvernøren. Men denne tur viste sig forøvrig at være meget uheldig, og Malevsky hadde kun ubehageligheter derav; man mindet ham om en viss historie med arméens officerer, og han var nødt til for at retfærdiggjøre sig at si, at han paa det tidspunkt var meget litet erfaren.
Luschin kom to ganger daglig, men blev der ikke længe. Jeg var litt ræd ham siden vor sidste samtale, men paa samme tid følte jeg en oprigtig sympati for ham. En dag gik han en tur med mig i Neskutschnyhaven; han var meget godt stemt og elskværdig, lærte mig navnene paa forskjellige græsarter og blomster og fortalte om deres eiendommeligheter. Men pludselig slog han sig, uten den mindste foranledning for panden og utbrøt: Og jeg, tosken, som trodde, hun var en kokette! Det ser ut til at enkelte finder nydelse i at ofre sig for andre.
— Hvad vil De si dermed? spurte jeg.
— Til Dem vil jeg intet si, svarte Luschin kort.
Mig undgik Sinaida bestandig; min tilsynekomst virket — jeg kunde ikke la være at lægge merke til det — ubehagelig paa hende. Hun vendte sig mot sin vilje bort fra mig. Mot sin vilje — det var netop det som var bittert og som naget mig saa! Men det var ikke noget at gjøre ved det, og jeg bestræbte mig for ikke at komme for hendes øine og iagttok hende kun paa avstand, hvad det dog ikke altid lykkedes mig. Der foregik fremdeles noget uforstaaelig i hende; uttrykket i hendes ansigt var blit et ganske andet, hun blev idetheletat ganske anderledes.
Jeg blev især slaat av denne forandring en varm stille aften. Jeg sat paa en liten lav bænk under en bred hyldebærbusk; jeg elsket dette lille sted; jeg kunde derfra se vinduet i Sinaidas værelse. Saa sat jeg der; over mit hode flakset urolig en liten fugl omkring i det mørke løv; en graa kat sneg sig forsigtig med utstrakt ryg ind i haven, og de første oldenborrer summet tungt i den endnu gjennemsigtige, om end allerede dunkle luft. Jeg sat og saa mot vinduet og ventet paa om det kanske vilde bli aapnet. Det aapnedes virkelig og Sinaida viste sig i det. Hun hadde en hvit kjole paa, og hun selv, hendes ansigt, arme, hænder var bleke, næsten hvite. Længe blev hun staaende ubevægelig, og længe var hendes blik under de rynkende øienbryn ubevægelige og stivt rettet ut i rummet. Et slikt blik hadde jeg aldrig set i hendes øine. Derpaa presset hun voldsomt hænderne sammen, førte dem op til sine læber, til panden, men pludselig rev hun dem løs fra hverandre, kastet haaret bakover, rystet det, og idet hun med en viss beslutsomhet nikket ovenfra ned med hodet, lukket hun vinduet.
Tre dage senere møtte hun mig i haven. Jeg vilde gaa til side, men hun stanset mig.
— Gi mig Deres arm, sa hun med den gamle ømhet; det er længe siden vi pratet sammen.
Jeg saa paa hende; hendes øine lyste mildt, og hendes ansigt smilte som gjennem en let taake.
— Er De fremdeles upasselig? spurte jeg.
— Nei, nu er alt over, svarte hun og plukket en liten rød rose. Jeg er litt træt, men ogsaa det gaar snart over.
— Og De vil igjen være som før? spurte jeg.
Sinaida førte rosen op til sit ansigt, og det syntes mig, at der faldt et gjenskin av de straalende kronblade paa hendes kinder. Er jeg da forandret? spurte hun.
~ Ja, De er det, svarte jeg med lav røst.
— Jeg har været kold mot Dem — jeg vet det, sa Sinaida; men De skal ikke bry Dem om det . . . Jeg kunde ikke anderledes . . . Men hvorfor tale om det!
— De vil ikke at jeg skal elske Dem — det er saken! utbrøt jeg mørk og med uvilkaarlig lidenskap.
— Nei, elsk mig, men ikke som før.
— Hvorledes da?
— Som en ven! Sinaida gav mig rosen at lugte paa. Hør her, fortsatte hun; jeg er jo meget ældre end De, jeg kunde sandelig være Deres tante; naa, om ikke Deres tante, saa ialfald en ældre søster og De . . .
— Jeg er kun et barn for Dem, avbrøt jeg hende.
— Nuvel, et barn, men et deilig, godt, forstandig barn og som jeg er meget glad i. Vet De hvad? Fra idag av utnævner jeg Dem til min page; men de maa ikke glemme, at en page aldrig tør forlate sin herskerinde. Her har De et tegn paa Deres nye værdighet, tilføiet hun, idet hun satte rosen i knaphullet i min jakke; et tegn paa vor gunst mot Dem.
— Før viste De mig andre gunstbevisninger, fremstammet jeg.
— Ah, sa Sinaida og kastet et blik fra siden paa mig. Hvilken god hukommelse han har! Naa, ja! Jeg er fremdeles beredt . . .
Og idet hun bøiet sig mot mig, trykket hun et rent, rolig kys paa min pande.
Jeg saa bare paa hende, mens hun vendte sig om, og med de ord: følg mig, min page, gik hun mot fløibygningen. Jeg fulgte efter hende og kunde fremdeles ikke fatte. Er det mulig, tænkte jeg, at denne blide, fornuftige unge pike er den samme Sinaida, som jeg har kjendt? Og hendes gang syntes mig mere avmaalt — hele hendes skikkelse mere majestetisk og slank . . .
Min Gud! med hvilken ny styrke min kjærlighet flammet op igjen!
XVI
Efter middagen samledes gjesterne igjen i fløibygningen og den unge fyrstinde kom ut til dem. Hele selskapet, alle dets samtlige medlemmer var tilstede, likesom den første uforglemmelige aften; selv Nirmazky kom der; Maidanov kom denne gang først av alle ― han hadde med sig nogen nye digte. Vi begyndte igjen at leke pantelek, men denne gang uten de forrige besynderlige indfald, uten dumheter og støi — sigøinerelementet var forsvundet.
Sinaida hadde git vor sammenkomst et nyt præg. Jeg sat ved siden av hende ifølge min rang som page. Hun foreslog blandt andet, at den, der blev ilagt en bod, skulde fortælle sin drøm, men der blev ingenting av det. Drømmene var enten lite interessante (Belovsorov hadde drømt at han hadde git sin hest fisk at spise, og at hesten hadde et træhode), eller unaturlige og opdigtede. Maidanov hadde opvartet os med en hel novelle: der forekom baade gravhvælv og engler med lyrer, talende blomster og stemmer som lød i det fjerne. Sinaida lod ham ikke fuldende den. — Naar vi nu engang kom ind paa digtningens omraade faar enhver av os fortælle noget av fuldstændig egen opfindelse. Den som maatte begynde var den samme Belovsorov.
Den unge husar blev forvirret. — Jeg kan ikke finde paa noget! utbrøt han.
— For noget snak! ropte Sinaida. Naa, tænk Dem for eksempel, at De er gift, og fortæl os da, hvorledes De vilde tilbringe tiden sammen med Deres hustru. Vilde De stænge hende inde?
— Ja, jeg vilde stænge hende inde.
— Og vilde selv sitte inde med hende?
— Ja, jeg vilde ubetinget selv sitte inde med hende.
— Meget godt. Men hvis hun nu kjedet sig og bedrog Dem?
— Saa vilde jeg dræpe hende.
— Og hvis hun undslap Dem?
— Saa vilde jeg forfølge hende og dræpe hende allikevel.
— Saa. Men sæt nu, at jeg var Deres hustru, hvad vilde De gjøre med mig?
Belovsorov taug litt. — Jeg vilde dræpe mig selv . . .
Sinaida lo. — Jeg ser, De gjør kort proces.
Det blev Sinaidas tur at fortælle. Hun løftet øinene mot taket og blev tankefuld.
— Nu skal dere høre, hvad jeg har fundet paa, begyndte hun. Forestil Dem et glimrende palads, en sommernat og et straalende bal. Det er en ung dronning som gir dette bal. Overalt er der guld, marmor, krystaller, silke, lysekroner, perler, blomster, parfume, hele rikdommens luksuriøse overdaadighet . . .
— Holder De av luksus? avbrøt Luschin hende.
— Luksus er smuk, sa hun, og jeg holder av alt som er smukt.
— Mere end av det skjønne? spurte han.
— De er mig for underfundig, jeg forstaar ikke det. Forstyr mig ikke. Naa, altsaa, ballet er straalende. Der er en mængde gjester, alle er de unge, smukke og kjække, og alle er de dødelig forelsket i dronningen.
— Er der ingen kvinder blandt gjesterne? spurte Malevsky.
— Nei, — jo vent — der er.
— Alle stygge?
— Nei, yndige. Men alle herrer er forelsket i dronningen. Hun er høi og slank, har et litet gulddiadem i sit sorte haar.
Jeg saa op paa Sinaida — og hun forekom mig i dette øieblik at være saa meget høiere end os allesammen, paa hendes hvite pande og de ubevægelige øienbryn hvilet en aand saa klar og en magt saa bydende, at jeg tænkte ved mig selv: — Det er dig selv som er dronningen.
— Alle flokker sig om hende, fortsatte Sinaida, alle utøser de mest smigrende ord for hende.
— Liker hun smiger? spurte Luschin.
— Hvor utaalelig! Avbryter mig bestandig . . . Hvem liker ikke smiger?
— Endda et sidste spørsmaal, bemerket Malevsky. har dronningen nogen gemal?
— Det har jeg ikke tænkt paa. Nei, hvad skal hun forresten med en gemal?
— Nei, naturligvis, sa Malevsky, hvad skal hun med en gemal?
— Silence! ropte Maidanov, som talte daarlig fransk.
— Merci, sa Sinaida til ham. Dronningen hører altsaa paa smigeren, lytter til musikken, men hun ser ikke paa nogen av sine gjester. Seks vinduer, der strækker sig fra gulv til tak, staar vidt aapne, og bak dem sees den mørke himmel med de store stjerner og den mørke have med de store trær. Dronningen ser utover haven. Dernede ved trærne springer en fontæne: den lyser i mørket som et langt, langt spøkelse. Dronningen lytter gjennem konversationens og musikkens støi til vandets sagte rislen. Hun ser og tænker: Alle dere, mine herrer, er ædle, kloke, rike, dere flokker dere alle om mig, dere sætter pris paa hvert eneste ord, dere er beredt til at dø for mine føtter, jeg eier dere alle . . . Men dernede, ved fontænen, ved det plaskende vand, staar den som jeg elsker, som jeg tilhører og som venter paa mig. Han har ikke fine klær, ingen kostbare stene, ingen kjender ham, men han venter mig og er viss paa, at jeg vil komme — og jeg skal komme; der findes ingen magt i verden, som skal kunne holde mig tilbake, naar jeg vil ile til ham, bli hos ham og gjemme mig med ham under havens mørke, trærnes sus og fontænens plaskende straaler . . .
Sinaida taug.
— Er det opdigtet? spurte Malevsky underfundig. Sinaida skjænket ham ikke engang et blik.
— Og hvad, mine herrer, vilde vi andre gjøre? spurte Luschin med ét, hvis vi var blandt gjesterne og visste om denne lykkelige ved fontænen?
— Vent, vent, faldt Sinaida ind, jeg skal si det selv, hvad enhver av dere skulde gjøre. De, Belovsorov, skulde utfordre ham til duel; De, Maidanov, skulde skrive et epigram over ham . . . Forresten, nei — De kan ikke skrive epigrammer, De skulde skrive vers i jamber likesom Barbier og offentliggjøre dem i »Telegraf«. De, Nirmazky, skulde laane av ham . . . nei, De skulde laane ham penger paa renter; De, doktor, hun holdt inde . . . jeg vet ikke, hvad De skulde gjøre.
— I egenskap av livlæge, svarte Luschin, vilde jeg raade dronningen til ikke at gi baller, naar hun ikke er oplagt til det.
— Kanske De hadde ret. Og De greve? . . .
― Jeg? gjentok Malevsky med sit onde smil.
— De skulde række ham en forgiftet konfekt.
Malevskys ansigt fortrak sig en smule og antok et øieblik et jødisk uttryk, men han gav sig straks til at skoggerle.
— Hvad Dem angaar, hr. Valdemar . . . fortsatte Sinaida. Men nok om dette; la os heller leke nogetandet.
— Hr. Valdemar skulde i sin egenskap av dronningens page bære dronningens slæp, naar hun ilet ut i haven, bemerket Malevsky giftig.
Jeg for op, men Sinaida la hurtig sin haand paa min skulder og sa, idet hun reiste sig op, med litt dirrende stemme:
— Jeg har aldrig git Deres Høihet ret til at være uforskammet, og ber Dem derfor om at gaa Deres vei. Hun pekte paa døren.
— Tillat, fyrstinde, stammet Malevsky og blev likblek.
— Fyrstinden har ret! ropte Belovsorov og reiste sig.
— Jeg hadde virkelig ikke ventet, vedblev Malevsky, mine ord syntes mig ikke at indeholde noget, som . . . det var langtfra min hensigt at saare Dem . . . Tilgiv mig.
Sinaida maalte ham med et isnende blik og lo koldt.
— Nuvel, bli, sa hun med en ringeagtende haandbevægelse. Hr. Valdemar og jeg blir sinte for ingenting. De finder glæde iat være spydig . . . Velbekomme!
— Tilgiv mig, gjentok Malevsky en gang til; og ved mindet om Sinaidas haandbevægelse tænkte jeg paany, at ingen virkelig dronning kunde ha vist den uforskammede døren med mere værdighet end hun.
Panteleken fortsattes ikke længe efter denne lille scene; alle følte sig litt forlegne, mindre ved selve scenen end ved en ikke helt bestemt, men dog tung stemning. Ingen talte derom, men enhver følte den hos sig selv og sin sidemand. Maidanov læste op for os sit digt — og Malevsky roste det med overdreven varme. — Hvor han nu vil vise sig godmodig, hvisket Luschin til mig. Vi skiltes snart. Sinaida blev pludselig tankefuld; den gamle fyrstinde lot si, at hun hadde hodepine; Nirmazky begyndte at klage over sine rheumatiske smerter.
Jeg laa længe vaaken; Sinaides fortælling gjorde et sterkt indtryk paa mig. — Skulde den virkelig indeholde en hentydning? spurte jeg mig selv, og til hvem, til hvad hentydet hun? Og hvis man virkelig kan slutte noget derav . . . hvorledes skal man da bestemme sig? Nei, nei, det er umulig, mumlet jeg, mens jeg snart laa paa det ene hete kind og snart paa det andet . . . Men jeg husket tydelig uttrykket i Sinaides ansigt under fortællingen . . . Jeg husket det utrop som undslap Luschin i Neskutschny haven, hendes pludselige forandring i sin opførsel likeoverfor mig — og jeg fortapte mig i gjetninger. Hvem er han? Disse tre ord stillet sig uophørlig for mig, som om jeg saa dem skrevne i mørket. Det var likesom en tung, truende sky hang over mig, og jeg følte dens tryk og ventet hvert øieblik at den vilde utlade sig. Jeg blev vant til mangt i den sidste tid, og meget fik jeg se i Sasjekins hus; deres uorden, talglysstumper, itubrukne knive og gafler, den grætne Vonifati, de pjaltede stuepiker, den gamle fyrstindes manerer — hele dette besynderlige liv gjorde ikke længere noget indtryk paa mig . . . Men til det uforklarlige, som jeg nu dunkelt anede hos Sinaida, kunde jeg ikke vænne mig . . . — Eventyrerske, sa min mor om hende engang. Eventyrerske, hun, min avgud, min Gud! Denne betegnelse brændte sig fast i min sjæl, jeg forsøkte at flygte fra den, jeg skjulte mit hode i puten, jeg var fuld av harme, men paa samme tid — hvad vilde jeg ikke ha fundet mig i for at kunne ha været i den lykkeliges sted ved fontænen? . . .
Blodet sydet i mine aarer, og min hjerne arbeidet vildt. — Haven . . . fontænen . . . tænkte jeg. La mig nu komme ned i haven. Jeg klædte mig hurtig paa og listet mig ut av huset. Natten var mørk, trærne suste neppe hørlig; en let kjølighet sænket sig ned fra himmelen, fra kjøkkenhaven strømmet en lugt av karve. Jeg gik gjennem alle ganger; den lette lyd av mine skridt baade forvirret og ansporet mig; jeg stanset, ventet og lyttet til, hvorledes mit hjerte banket i brystet paa mig, sterkt og hurtig. Tilsidst nærmet jeg mig gjærdet og støttet mig mot en tynd pæl. Pludselig — eller var det kun indbildning? — i nogen skridts avstand fra mig svævet en kvindeskikkelse forbi mig . . . Jeg stirret stivt ut i mørket og holdt aanden tilbake. Hvad er det? Er det lyden av skridt jeg hører, eller er det igjen kun mit hjertes hurtige slag? — Hvem er det? mumlet jeg neppe hørlig. Hvad er det igjen? Er det en undertrykt latter? . . . trærnes sus . . . eller et suk tæt ved mine øren? Jeg blev ræd . . . — Hvem er her? gjentok jeg en gang til endnu mere stille.
Luften blev et øieblik formørket; paa himmelen tegnet der sig en lysende stripe: det var et stjerneskud. — Sinaida? vilde jeg spørre, men lyden døde paa mine læber. Og pludselig indtraadte en dyp stilhet rundt omkring, som det ofte blir midt paa natten . . . Endog græshopperne hørte op at surre i bladene — kun klirret det i et vindu etsteds. Jeg blev staaende, ventet litt og vendte saa tilbake til mit værelse, til min avkjølede seng. Jeg befandt mig i en underlig ophidselse: som om jeg hadde gaat til et stevnemøte, hadde ventet forgjæves, og gik forbi en andens lykke.
XVII
Den næste dag saa jeg Sinaida kun ganske flygtig; hun kjørte ensteds i en drosche med den gamle fyrstinde. Men jeg traf derimot Luschin, der forresten neppe værdiget mig en hilsen, og Malevsky. Den unge greve smilte bredt og talte til mig paa en venskabelig maate. Av fløibygningens alle besøkende var han den eneste, som hadde forstaat at skaffe sig adgang til vort hus, og min mor syntes godt om ham. Min far likte ham ikke og behandlet ham med en næsten krænkende høflighet.
— Ah, hr. page, begyndte Malevsky, det glæder mig meget at træffe Dem. Hvad bestiller Deres skjønne dronning?
Hans friske, vakre ansigt var mig i det øieblik saa motbydelig — og han saa paa mig med et saa foragtelig-spottende blik, at jeg sletikke svarte ham.
— Er De fremdeles vred? vedblev han; De har ingen grund til det. Det er jo ikke mig, som har utnævnt Dem til page, og pager holdes fortrinsvis av dronninger. Men tillat mig at gjøre den hemerkning, at De opfylder Deres pligter daarlig.
— Hvorfor det?
— Fordi pagerne altid bør være i nærheten av sine herskerinder; pager bør vite alt hvad de foretar sig, de bør endog vaake over dem, tilføiet han med lav stemme, baade dag og nat.
— Hvad vil De si med dette?
— Hvad jeg vil si? Jeg synes, jeg uttrykker mig klart nok: baade dag — og nat. Om dagen gaar det endda an; om dagen er det lyst og folksomt. Men om natten — da maa man være beredt paa en ulykke. Jeg raader Dem til ikke at sove om natten, men vaake, vaake alt, De kan. Husker De — om natten, i haven, like ved fontænen — det er der man maa holde vakt. De vil takke mig derfor.
Malevsky begyndte at le og vendte mig ryggen. Han la sandsynligvis ikke nogen stor vegt paa alt det han sa til mig; han hadde ord for at kunne mystificere udmerket og var anset som en mester i at gjøre nar av folk paa maskeballer, hvori hans næsten ubevisste løgnagtighet, der præget hele hans skikkelse, kom ham meget til gode. Han vilde bare drille mig; men hvert av hans ord trængte som gift ind i alle mine aarer. Blodet steg mig til hodet. Naa! Er det saa! sa jeg til mig selv. Godt! Det var altsaa ikke uten grund, jeg følte mig dragen til haven! Men det skal ikke ske! ropte jeg høit og slog mig med den knyttede næve for brystet, skjønt jeg i grunden ikke visste, hvad der ikke skulde ske. Skulde det være Malevsky selv, som kommer i haven, tænkte jeg (han har kanske forraadt sig: han er fræk nok dertil) eller en anden en (gjærdet rundt vor have var temmelig lavt, og det var ikke vanskelig at komme over det) — men ve den som kommer i mine hænder! Jeg raader ikke nogen til at møte mig! Jeg skal vise hele verden og hende, den forræderske (jeg kaldte hende virkelig forræderske), at jeg forstaar at hevne mig.
Jeg gik tilbake til mit værelse og tok frem av skrivebordskuffen en liten engelsk kniv, som jeg nylig hadde kjøpt. Jeg strøk med haanden over den skarpe eg, og med rynkede bryn, med en fast besluttet kold mine skjulte jeg den i lommen, som om jeg hadde øvelse i den slags affærer og mer end en gang hadde deltat deri. Mit hjerte stivnet av vrede; like til nattens frembrud gik jeg med mørk rynket pande og haardt sammenpressede læber, gik i et væk op og ned, mens jeg trykket den opvarmede kniv i lommen fastere i min haand og forberedte mig paa noget frygtelig. Disse nye og ukjendte fornemmelser optok mig, ja, endog i den grad moret mig, at paa Sinaida tænkte jeg egentlig meget litet. Gjennem mit hode gik det hvert øieblik: »Alexo, unge sigøiner, hvorhen gaar du, skjønne gut? Blir liggende . . .« Og derpaa: » — du er helt oversprøitet med blod! . . . O, hvad har du gjort? . . . Intet!« Med hvilket grusomt smil jeg gjentok dette: »Intet«!
Min far var ikke hjemme; men min mor, som i nogen tid næsten stadig befandt sig i en tilstand av pirrelighet, la merke til mit fatale utseende og sa til mig ved aftensbordet: Hvad snuser du saa efter som en mus i en korndynge? Istedenfor at svare hende smilte jeg bare nedladende og tænkte: Om de visste det! Klokken slog 11; jeg gik op til mig, men klædte mig ikke av. Jeg ventet at det skulde bli midnat; endelig blev det. Det er paatide! mumlet jeg mellem tænderne, og idet jeg knappet min jakke helt op til halsen og endog brettet op ærmerne, begav jeg mig ut i haven.
Jeg hadde allerede paa forhaand set mig ut et sted hvor jeg vilde holde vakt. I enden av haven, der hvor gjærdet mellem vor have og Sasjekins støttet sig til en fælles væg, stod en ensom gran. Naar jeg stod under dens lave, tykke grene, kunde jeg godt se, saa vidt som nattens mørke tillot det, hvad der foregik omkring mig; der slynget sig en sti, som altid forekom mig hemmelighetsfuld. Som en slange bugtet den sig langs gjærdet, der paa dette sted viste spor av benene paa en som var krøpet over, og førte til et rundt lysthus, som var dannet av tætte akasier Jeg naadde grantræet, lænet mig til dets stamme og gav mig til at holde vakt.
Natten var like saa stille som den foregaaende; men himmelen var mindre overtrukken og man kunde klart skjelne buskenes omrids og endog de høie blomster. De første øieblikkes venten forekom mig trykkende, næsten skrækkelige. Jeg var besluttet paa alt, jeg over veiet kun hvorledes jeg i tilfælde skulde handle. Skulde jeg tordne løs: Hvor skal du hen? Stop! bekjend — eller døden! eller skulde jeg uten videre styrte mig over . . . Hver lyd, hver knirken, hvert sus forekom mig betydningsfuldt, usedvanlig . . . Jeg gjorde mig færdig . . . Jeg bøiet mig fremover . . . Men en halv time gik, en hel time gik; mit blod blev roligere, koldere. Bevisstheten om at alt dette var overflødig, at jeg endog gjorde mig litt latterlig, at Malevsky gjorde nar av mig, begyndte at snike sig ind i mit sind. Jeg forlot mit skjulested og tok en tur rundt hele haven. Likesom forsætlig blev alt stille rundt omkring mig; alting hvilte; selv vor hund laa rullet sammen som et nøste og sov foran porten. Jeg krop op paa ruinerne av drivhuset, betragtet den vide slette i det fjerne, møtet med Sinaida dukket frem i min erindring og jeg faldt i dype tanker . . .
Jeg for sammen . . . Det forekom mig, at jeg hørte knirken av en dør, der blev aapnet, et let knæk av en avbrukket gren. I to spring kom jeg ned av ruinen — og blev som forstenet. Hurtige, lette, men forsigtige skridt hørtes tydelig i haven. De nærmet sig mig. Der er han . . . Der er han, endelig! fôr det gjennem mig. Krampagtig drog jeg kniven op av lommen, krampagtig aapnet jeg den — sælsomme, røde gnister flimret foran mine øine, av frygt og vrede reiste haarene sig paa mit hode . . . Skridtene kom like paa mig — jeg bøiet mig forover, jeg strakte mig henimot dem . . . En mand kom tilsyne . . . Min Gud! det var min far!
Jeg kjendte ham straks, skjønt han hadde hyllet sig ind i en mørk kappe og trakket hatten nedover ansigtet. Paa taaspidserne gik han forbi. Han saa mig ikke, skjønt intet skjulte mig, men jeg hadde krympet og trukket mig saa sammen, at jeg næsten laa flat paa jorden. Den skinsyke, til mord beredte Othello, forvandlet sig med et til en skolegut . . . Jeg blev saa forskrækket over min fars uventede tilsynekomst, at jeg i det første øieblik endog ikke la merke til fra hvilken side han kom eller hvorhen han forsvandt. Først da alt omkring blev stille, rettet jeg mig op og tænkte: Hvorfor gaar min far i haven om natten? Av skræk lot jeg min kniv falde ned i græsset, men jeg søkte ikke efter den engang; jeg var meget skamfuld. Jeg kom med engang til besindelse. Paa veien hjemover gik jeg dog imidlertid hen til min lille bænk under hyldebærbusken og saa op til Sinaidas vindu. De smaa, litt buede ruter skinte blaalig i det svake lys fra den natlige himmel. Pludselig skiftedes deres farve . . . Bak dem — jeg saa det, saa det saa tydelig — blev forsigtig og sagte et hvitt rullegardin trukket ned, det sænket sig ned til vindusposten — og blev ubevægelig.
— Men hvad betyder dog dette? utbrøt jeg næsten uvilkaarlig, da jeg igjen befandt mig i mit værelse. Er det en drøm, en tilfældighet? . . . De gisninger der pludselig fik indpas i mit sind, var saa nye og underlige, at jeg ikke engang vovet at fæste mig ved dem.
XVIII
Den følgende morgen stod jeg op med hodepine, Gaarsdagens ophidselse var forsvundet. Den var blit forvandlet til en tung tvil og til en, hittil ukjendt, sørgmodig stemning — som om noget døde i mig.
— Hvorfor ser De ut idag som en kanin, paa hvem man har bortskaaret halvdelen av hjernen, sa Luschin til mig, da vi møttes.
Ved frokosten kastet jeg stjaalne øiekast snart paa min far og snart paa min mor; han var rolig som sedvanlig, hun — som sedvanlig — inderst inde opirret. Jeg var spændt paa at se om min far vilde tale venlig til mig, som han undertiden pleide at gjøre . . . Men han viste mig ikke engang sin almindelige, hverdagslige kolde venlighet. Skal jeg fortælle alting til Sinaida? tænkte jeg. Nu er det jo det samme — alt er allikevel slut mellem os. Jeg begav mig til hende, men jeg fortalte hende intet, ja — jeg fik ikke engang anledning til at tale med hende saaledes, som jeg vilde.
Den gamle fyrstindes søn, en kadet paa tolv aar, var kommet hjem fra Petersburg i ferien; Sinaida henviste straks sin bror til min beskyttelse. Her har De, min kjære Volodja (det var første gang hun kaldte mig saaledes) her har De en kamerat. Han heter likeledes Volodja. Hold av ham, jeg ber Dem; han er endnu en vildkat, men har et godt hjerte. Vis ham rundt i Neskutschnihaven, spaser med ham og ta ham under Deres beskyttelse. De vil gjøre det, ikke sandt? De er jo saa snil! Hun la fortrolig begge sine hænder paa mine skuldre — og jeg mistet aldeles fatningen. Denne guts ankomst forvandlet ogsaa mig til en gut. Taus saa jeg paa den lille kadet, der likeledes taus stirret paa mig. Sinaida brast i latter og puffet os mot hinanden. Omfavn da hinanden, barn! Vi omfavnet hinanden. Vil De, at jeg skal vise Dem om i haven? spurte jeg kadetten.
— Hvis De vil være saa venlig, svarte han med en hæs stemme, rigtig en kadetstemme. Sinaida lo paany . . . Jeg fik tid til at bemerke, at hendes ansigt aldrig hadde hat saa deilig en farve som nu. Kadetten og jeg gik ut. I vor have hang der en gammel gynge. Jeg lot ham sætte sig paa det tynde bret og begyndte at gynge ham. Han sat ubevægelig i sin nye uniform av tykt klæde, besat med brede guldborder, og holdt sig fast i taugene.
— Men knap op kraven i halsen da, sa jeg til ham.
— Det gjør ikke noget; vi er vant til det, svarte han og hostet litt.
Han lignet sin søster, især mindet øinene om hende. Det var mig baade behagelig at være ham til tjeneste og paa samme tid gnavet stille den samme bitre sørgmodighet mit hjerte. Ja, idag er jeg virkelig som et barn, tænkte jeg, men igaar . . . Jeg erindret hvor jeg den foregaaende dag hadde mistet kniven og søkte den op igjen. Kadetten bad om at faa laane den, skar av en tynd siljegren, lavet en fløite av den og gav sig til at blæse. Othello blæste ogsaa.
Men hvor den samme Othello til gjengjæld graat om aftenen over Sinaidas hænder, da hun fandt ham i en krok i haven og spurte ham, hvorfor han var saa sørgmodig? Mine taarer randt saa heftig, at hun blev ganske forskrækket, Hvad feiler det Dem, hvad feiler det Dem, Volodja? gjentok hun, og da hun saa at jeg ikke svarte og ikke hørte op at graate, fik hun det indfald at ville kysse mig paa mit vaate kind. Men jeg vendte mig bort fra hende og stammet frem under hulken: Jeg vet alt; men hvorfor lekte De da med mig? . . . Hvad bruk hadde De for min kjærlighet?
— Jeg har forbrutt mig mot Dem, Volodja . . . sa Sinaida. Aa, jeg er meget skyldig . . . fortsatte hun og knuget sine hænder. Hvor meget slet der findes hos mig, hvormeget dunkelt og syndefuldt . . . Men jeg leker ikke med Dem nu, jeg elsker Dem — De aner ikke hvorfor og hvorledes . . . Men hvad vet De egentlig? Hvad kunde jeg svare hende? Hun stod foran mig og saa paa mig, og jeg tilhørte hende fra issen til fotsaalen, naar hun saaledes stod og saa paa mig . . . Et kvarters tid senere lekte jeg allerede tagfat med Sinaida og hendes bror. Jeg graat ikke, jeg lo, skjønt av de ophovnede øienlaak trillet der taarer gjennem latteren. Istedenfor halsbindet hadde jeg om halsen et baand, som tilhørte Sinaida, og jeg skrek og lo av glæde, da det lykkedes mig at ta hende fat om livet. Hun gjorde alt, hvad hun vilde med mig.
XIX
Man vilde ha sat mig i stor forlegenhet, hvis man hadde bedt mig om i alle enkeltheter at fortælle, hvad der foregik med mig i hele den uke, som fulgte efter min uheldige natlige ekspedition. Det var en underlig og bevæget tid for mig, etslags kaos, i hvilket de mest motsatte følelser, tanker, gjetninger, forhaabninger, glæder og lidelser hvirvlet som stormvinden. Jeg var bange for at se i mig selv, hvis en seksten aar gammel gut kan se i sig selv; jeg frygtet for at gjøre mig regnskap for hvad somhelst; jeg indskrænket mig simpelthen til at faa dagen til at gaa; men derimot om natten sov jeg . . . dertil bidrog min barnlige letsindighet. Jeg vilde ikke vite, om man holdt av mig, og vilde ikke tilstaa for mig selv, at man ikke holdt av mig. Min far undgik jeg — men Sinaida kunde jeg ikke undgaa . . . I hendes nærværelse brændte det i mig som ild . . . men hvorfor skulde jeg faa vite, hvad det var for en ild som brændte og fortæret mig, naar det var en nydelse for mig at bli brændt og fortæret. Jeg hengav mig til alle mine indtryk, jeg narret mig selv, vendte mig bort fra alle mine minder og lukket øinene for det, som maatte komme i fremtiden . . . Denne smerte vilde vistnok ikke kunne ha varet længe . . . Et tordenslag gjorde pludselig ende paa alt og kastet mig ind paa nye baner.
Da jeg en dag efter en lang spasertur kom hjem til middag, fik jeg til min store forundring vite, at jeg skulde spise alene, da min far var reist ut og mor var syk, ikke vilde spise og hadde lukket sig inde paa sit værelse. Men paa tjenernes ansigter kunde jeg se, at der var hændt noget usedvanlig . . . Jeg vovet ikke at spørre dem, men jeg hadde en ven i den unge kammertjener Filip, som var en lidenskapelig beundrer av poesi og en mester paa gitar. Til ham henvendte jeg mig.
Han fortalte mig, at der hadde været en frygtelig scene mellem min far og mor (fra pikeværelset kunde man høre hvert eneste ord; meget blev sagt paa fransk, men stuepiken Mascha hadde i fem aar tjent hos en sydame fra Paris og forstod alt), at mor hadde bebreidet min far hans utroskap og hans bekjendtskap med nabofrøkenen. I begyndelsen hadde far forsvaret sig, men siden blev han heftig og hadde paa sin side slængt hende nogen haarde ord i ansigtet, »noget om hendes alder«, hvorfor min mor begyndte at graate. Hun talte ogsaa om en veksel, som den gamle fyrstinde skulde ha faat og uttalte sig ogsaa meget daarlig om grevinden og datteren, og far hadde da brukt trusler.
— Og hele denne ulykke, fortsatte Filip, er kommen av et navnløst brev; men hvem som har skrevet det, er ikke godt at vite; ellers vilde aarsaken til denne affære aldrig i verden blit opdaget.
— Men er der da virkelig noget i det? fik jeg med nød og neppe frem, mens mine hænder og føtter blev iskolde og der dirret noget dypt inde i mit hjerte,
Filip blinket meget betydningsfuld med øinene.
— Jo, der var. Slike ting kan ikke skjules; Deres far er nok forsigtig i slike saker, men man er for eksempel nødt til at leie en vogn, eller man har bruk for noget andet . . . man kan som sagt ikke undgaa mennesker.
Jeg lot Filip gaa og kastet mig paa sengen. Jeg hulket ikke, jeg hengav mig ikke til fortvilelse; jeg spurte mig ikke, hvorledes og naar alt dette hadde hændt. Jeg undret mig ikke over, at jeg ikke før, ikke for længe siden hadde anet alt — jeg anklaget ikke engang min far . . . Hvad jeg hadde erfaret, var sterkere end mine kræfter: denne pludselige opdagelse knuste mig . . . Alt var forbi. Alle mine blomster var med en gang rykket op og laa nu omkring mig, spredt og søndertraakket.
XX
Den næste dag erklærte min mor, at hun flyttet til byen. Min far var om morgenen gaat ind til hende i hendes soveværelse og var blit der længe alene med hende. Ingen hadde hørt, hvad han talte med hende om, men mor graat ikke længer; hun var blit rolig og hadde bedt om noget at spise, men hun viste sig dog ikke og forandret ikke sin beslutning. Jeg husker, at jeg hele dagen flakket omkring, men i haven kom jeg ikke og saa ikke en eneste gang hen til fløibygningen. Men om aftenen blev jeg vidne til en merkelig hændelse. Min far førte grev Malevsky under armen fra salonen ut i entreen og sa i tjenerens paahør med en kold stemme:
— For nogen dage siden har man i et visst hus vist Deres Høihet døren; jeg vil ikke nu indlate mig paa forklaringer med Dem, men jeg har den ære at underrette Dem om, at hvis De gjør Dem den umake at betræ mit hus én gang til, kaster jeg Dem ut gjennem vinduet. Jeg synes ikke om Deres haandskrift. Greven bøiet sig, presset tænderne sammen, krummet ryggen og forsvandt.
Der blev gjort forberedelser til flytningen til byen, paa Arbat, hvor vi eiet et hus. Min far hadde sandsynligvis selv heller ikke lyst til at bli længere i villaen; men det lykkedes ham øiensynlig at faa mor til ikke at lave en sak av denne historie. Alting foregik i stilhet, uten hastverk; mor hadde endog bedt om at hilse den gamle fyrstinde og om at uttrykke for hende hendes beklagelse over, at hun paa grund av upasselighet ikke fik anledning til at se hende før sin reise.
Jeg gik omkring som en gal og ønsket kun at alt var slut hurtigst mulig. Jeg kunde ikke bli fri én tanke: Hvorledes kunde hun, en ung pike — endog en fyrstedatter, tillate sig en saadan handling, naar hun visste, at min far var bunden og naar hun desmere hadde anledning til at gifte sig, selv om det bare var med Belovsorov? Hvad hadde hun da haabet paa? At hun ikke frygtet for at ødelægge hele sin fremtid? Ja, — tænkte jeg, se, det er — kjærlighet, det er — lidenskap, det er — hengivelse . . . Og jeg erindret Luschins ord: »at enkelte finder nydelse i at ofre sig for andre«. En gang fik jeg tilfældigvis i et av fløibygningens vinduer se et blekt omrids . . . — Skulde det være Sinaides ansigt? tænkte jeg . . . Jo, det var hendes ansigt. Jeg kunde ikke bare mig længere. Jeg kunde ikke skilles fra hende uten at si et sidste farvel til hende. Jeg grep et gunstig øieblik og gik til fløibygningen.
Den gamle fyrstinde mottok mig i stuen med sin sedvanlige, halvt skjødesløse, halvt nedladende hilsen.
— Hvad skal det bety, far, at dere bryter op saa tidlig? sa hun, mens hun fyldte begge sine næsebor med snus.
Jeg saa paa hende og følte mig betydelig lettere om hjertet. Ordet »veksel«, som Filip nævnte i sin tale, tynget mig. Hun ante ingenting . . . ialfald forekom det mig saa i det øieblik. Fra det tilstøtende værelse viste Sinaida sig, iført en sort kjole; hun var blek og med haaret utslaat; hun tok mig taus ved haanden og førte mig med sig.
— Jeg hørte Deres stemme, begyndte hun, og kom straks ut. Koster det Dem da saa litet, slemme gut, at forlate os?
— Jeg kommer for at si Dem farvel, fyrstinde, svarte jeg, sandsynligvis for bestandig. De har kanske allerede hørt — vi skal reise.
Senaida saa stivt paa mig.
— Ja, jeg hørte det. Tak, fordi De kom. Jeg trodde næsten, at jeg ikke fik se Dem mere. Tænk ikke ondt om mig. Jeg har undertiden pint Dem; men jeg er allikevel ikke den, som De tror.
Hun vendte sig om og lænet sig mot vinduet.
— Nei, jeg er virkelig ikke slik. Jeg vet, De har en daarlig mening om mig.
― Jeg?
— Ja, De . . . netop De.
— Jeg? gjentok jeg beklemt, og mit hjerte bævet paany under indflydelse av den uimotstaaelige, uforklarlige fortryllende magt. Jeg? Tro mig, Sinaida Aleksandrovna, at hvad De end maatte ha gjort mot mig, hvorledes De end maatte ha pint mig, vil jeg allikevel elske og tilbede Dem hele mit liv.
Hun vendte sig hurtig mot mig, slog armene ut, tok mig om hodet og kysset mig heftig og varmt. Gud vet, hvem dette lange avskedskys søkte, men jeg nød begjærlig hele dets sødme. Jeg visste, at det aldrig mere vilde gjenta sig. — Farvel, farvel! gjentok jeg.
Hun rev sig løs og gik ut. Ogsaa jeg gik. Jeg er ikke istand til at beskrive med hvilken følelse jeg forlot hende. Jeg ønsker ikke, at den nogensinde skulde gjenta sig; men jeg vilde anse mig for ulykkelig, hvis jeg aldrig hadde oplevet den.
Vi flyttet til byen. Det varte længe, før jeg kunde rive mig løs fra fortiden, og førend jeg kunde ta fat paa mit arbeide. Mit saar lægedes langsomt; men jeg næret igrunden ikke nogen ond følelse mot far. Tvertimot: han blev likesom større i mine øine . . . La psykologerne forklare denne motsigelse, som de vil.
En dag jeg gik paa boulevarden, møtte jeg til min store glæde Luschin. Jeg likte ham for hans likefremme aapne karakter, og dertil var han mig kjær for de minder han vakte tillive hos mig. Jeg ilte imot ham.
— Aha! utbrøt han og rynket øienbrynene, er det Dem, unge mand! Naa, la mig faa se paa Dem. De er fremdeles gul i ansigtet, men De har ikke længere dette væmmelige uttryk i øinene. De ser ut som en mand nu, ikke som en stuehund. Det er godt. Ja, hvad gjør De nu? Arbeider De?
Jeg sukket. Jeg vilde ikke lyve, men skammet mig for at si sandheten.
— Naa, gjør intet, vedblev Luschin. Tap ikke modet; det vigtigste er at føre et normalt liv og ikke hengi sig til tilbøieligheter. For hvad kan det ellers nytte? Hvor bølgerne saa end skyller en — er det like galt: en mand maa kunne staa paa sine egne ben, om det saa var paa en sten. Ta mig, for eksempel, jeg hoster . . . og Belovsorov — har De hørt?
— Nei, hvad da?
— Han er sporløst forsvundet; det sies, at han er reist til Kaukasien. Det er en lærepenge for Dem, unge mand. Og alt dette, fordi man ikke itide kan rive sig løs og bryte de hemmende baand. Men De er visstnok sluppet helskindet fra det. Se nu bare, at De ikke igjen falder op i det. Levvel.
— Jeg falder nok ikke mere op i det, tænkte jeg, jeg kommer aldrig til at se hende mere. Men det var skjæbnens vilje, at jeg endnu engang skulde gjense Sinaida.
XXI
Min far pleiet daglig at ride ut. Han hadde en udmerket, rødbrun engelsk hest med lang, smal hals og lange ben; den var utrættelig men bidsk, og het »Elektrik«. Ingen uten min far kunde ride den. En dag kom han i meget godt humør ind til mig, hvad der ikke hadde hændt paa længe. Han skulde netop ut og ride og hadde allerede spændt sporerne paa sig. Jeg bad ham om at faa lov til at være med ham.
— La os heller hoppe bok, svarte far, for du kan saa allikevel ikke følge mig paa dit øk.
— Jo-da; jeg kan ogsaa ta sporer paa.
— Naa ja, saa bli med.
Vi begav os avsted. Jeg hadde en liten sort, lodden noksaa snar hest med sterke ben. Den maatte vistnok galopere av alle kræfter, naar »Elektrik« sprang i fuldt trav, men den blev dog ikke bakut. Jeg har aldrig set en slik rytter som min far; han sat saa elegant i salen, hans holdning var saa skjodesløs utvungen, at det syntes som om selve hesten følte naar han red den og var stolt derav. Vi red langs alle boulevarder, over Devitschi marken, sprang over flere gjærder (først var jeg ræd for at springe over, men min far foragtet folk der var rædde, og dermed forsvandt frygten); to ganger red vi over Moskvafloden, og jeg trodde allerede, vi skulde vende hjem, saa meget mere som min far forstod, at min hest var utmattet, da jeg pludselig saa ham vende helt om fra mig, bøie indover mot vadestedet Krimsky og galopere langs stranden. — Jeg satte efter ham. Da vi kom til en høi stabel av gamle planker, steg han hurtig av »Elektrik«, befalte mig ogsaa at stige av, gav mig tømmerne til sin hest og sa, jeg skulde vente paa ham her ved stabelen til han kom tilbake. Derpaa dreiet han av i en liten smal gate og forsvandt.
Jeg gav mig til at gaa op og ned langs floden, idet jeg trak hestene efter mig ved tøilerne; i et væk maatte jeg skjende paa »Elektrik«, som ikke gjorde andet end ryste paa hodet, spænde og vrinske; naar jeg stanset, sparket den avvekslende med forbenene i jorden og bet vrinskende min hest i halsen og bar sig, kort sagt, ad som en utskjæmt pur sang. Min far kom ikke tilbake. Fra floden kom en ubehagelig fugtighet; en fin regn begyndte sagte at falde og merket med smaa, mørke pletter de dumme, graa planker, omkring hvilke jeg spaserte og som begyndte at irritere mig, jeg kjedet mig, men far kom fremdeles ikke. En politimand av finsk oprindelse — han var ogsaa ganske graa — kom hen til mig; paa hodet hadde han en svær gammel czako av fason som en krukke; til vaaben hadde han en helebard (i hvilken hensigt var der en politimand her paa dette sted?) Han vendte sit rynkede gammelkjærring ansigt mot mig og sa:
— Hvad bestiller De her med disse heste, unge herre? Kom, la mig holde dem litt for Dem.
Jeg svarte ham ikke; han bad mig om tobak. For at bli ham kvit (saa meget mere som min utaalmodighet vokset), gjorde jeg nogen skridt i den retning, min far var forsvunden; saa gik jeg til enden av den lille gate, dreiet om hjørnet og blev staaende. I en firti skridts avstand fra mig stod min far med ryggen mot mig paa gaten foran et aapent vindu i et litet træhus; han lænet sig med brystet mot vinduskarmen, mens der inde i værelset sat en kvinde, iført en mørk dragt og halvt skjult av gardinerne, og underholdt sig med min far. Denne kvinde var Sinaida.
Jeg blev maalløs. Jeg maa tilstaa, dette hadde jeg ikke ventet mig. Min første tanke var at ta flugten. Far kunde vende sig rundt, tænkte jeg, og da er jeg fortapt . . . Men en underlig følelse, en følelse som var sterkere end nysgjerrigheten, endog sterkere end skinsyken, end frygten, holdt mig tilbake.
Jeg blev staaende og se og anstrengte mig for at høre. Det syntes, som om far forlangte noget. Sinaida vilde ikke gaa ind paa det. Selv i dette øieblik ser jeg endnu hendes ansigt — sorgmodig, alvorsfuld, deilig, med dette uutsigelige uttryk av hengivenhet, kjærlighet, sorg og en slags fortvilelse — jeg formaar ikke at finde et andet ord. Hun uttalte korte ord uten at hæve øinene og smilte kun — resignert og trodsig. Alene av dette smil gjenkjendte jeg min fordums Sinaida. Min far trak paa skuldrene og satte hatten paa hodet tilrette, hvilket altid hos ham var et tegn paa utaalmodighet . . . Derefter hørte jeg følgende: — De burde skille Dem av med denne . . . Sinaida rettet sig i veiret og holdt armen frem for sig . . . Pludselig skedde der for mine øine noget utrolig: Min far hævet med ét sin ridepisk, med hvilken han hadde banket støvet av sin frakke, og der hørtes lyden av et haardt slag paa den indtil albuen blottede arm. Kun med møie holdt jeg mig for ikke at utstøte et skrik, og Sinaida for sammen, saa taus paa min far, og idet hun langsomt førte armen mot sine læber, kysset hun den røde skramme, som ridepisken efterlot. Min far slængte ridepisken fra sig, løp hurtig op de faa trappetrin i den lille trappe og styrtet ind i huset . . . Sinaida vendte sig om, og med utstrakte arme og hodet bøiet bakover fjernet ogsaa hun sig fra vinduet.
Bedøvet av skræk, med forbauselsens rædsel i mit hjerte, styrtet jeg tilbake, løp gjennem den lille gate og naadde flodbredden. Jeg kunde ikke fatte noget. Jeg visste godt, at min far, der var koldt tilbakeholdende, undertiden fik anfald av raseri — men allikevel kunde jeg ikke begripe, hvad det var jeg hadde set . . . Men jeg følte samtidig, at hvorlænge jeg end skulde leve, vilde det være mig umulig nogensinde i mit liv at glemme Sinaidas haandbevægelse, blik eller smil. Hendes billede, dette nye billede, der pludselig dukket op for mig, hadde for altid præget sig ind i min sjæl. Sanseløs stirret jeg utover floden og merket ikke, at taarerne randt fra mine øine. — Man slaar hende, tænkte jeg . . . Man slaar hende . . . slaar hende . . .
— Naada, gut, gi mig hesten! lød min fars stemme bak mig.
Jeg rakte ham mekanisk tømmerne. Han sprang op paa »Elektrik« . . . Den gjennemfrosne hest steilet og gjorde et sprang fremover paa tre meter . . . men far fik snart bugt med den; han jaget sporerne ind i siderne paa den og slog den med næven paa halsen . . .
— Aa, hadde jeg nu bare min ridepisk, mumlet han. Jeg husket slaget og smeldet av hans ridepisk og for sammen.
— Hvor har du gjort av den? spurte jeg efter en stunds forløp.
Min far svarte ikke og galoperte avsted. Jeg indhentet ham. Jeg vilde absolut se hans ansigt.
— Har du kjedet dig uten mig? spurte han gjennem tænderne.
— Litt. Men hvor har du dog mistet din ridepisk? spurte jeg atter.
Far kastet et hurtig blik paa mig. — Jeg har ikke mistet den, sa han, jeg har kastet den.
Han henfaldt i dype tenker, og hodet hang ned mot brystet . . . og for første og visstnok for sidste gang fik jeg i det øieblik se, hvilken godhet og ømhet hans strenge træk kunde uttrykke.
Han galoperte atter fra mig, og nu kunde jeg ikke længere følge ham; jeg kom hjem et kvarters tid efter ham.
— Der ser man kjærlighet, sa jeg igjen til mig selv, da jeg om aftenen sat ved mit skrivebord, hvor der allerede begyndte at vise sig bøker og hefter. Der ser man lidenskap! . . . Hvorledes er det mulig at kunne taale og ikke bli oprørt, naar en haand, om det saa var den mest elskede, slog én?! Men det er øiensynlig mulig, naar man elsker! . . . Og jeg! . . . jeg som indbildte mig . . .
Den forløpne maaned hadde gjort mig meget ældre, og min kjærlighet med alle sine heftige sorger og lidelser syntes mig saa ringe, barnagtig og ussel mot dette andet ukjendte noget, som jeg neppe kunde ane, og som forskrækket mig likesom et fremmed skjønt, men truende ansigt, man forgjæves søker at skjelne i halvmørket . . .
Den samme nat hadde jeg en underlig, frygtelig drøm. Jeg syntes, at jeg kom ind i et lavt, mørkt værelse . . . Min far stod midt paa gulvet med en ridepisk i haanden og trampet i gulvet med begge føtter. Sinaida trykket sig op i en krok: hun hadde en rød stripe, ikke paa armen, men paa panden . . . Men bak dem begge raget Belovsorov i veiret; han var ganske bedækket med blod, aapnet sine bleke læber og truet vredt ad min far . . .
To maaneder senere gik jeg til universitetet, og om et halvt aar døde min far (av slag) i St. Petersburg, hvor vi netop var flyttet hen. Nogen dage før sin død mottok han et brev fra Moskva, der bragte ham i et heftig sindsoprør. Han bønfaldt min mor om noget, og man fortalte mig, at han endog hadde grætt, han — min far! Om morgenen den samme dag han blev rammet av slag, begyndte han et brev til mig paa fransk: — Min søn, skrev han, vogt dig for kjærligheten, vogt dig for dens lykke, for dens gift . . . Efter fars død sendte min mor en meget stor sum penger til Moskva.
XXII
Fire aar var forløpne. Jeg forlot netop universitetet men visste endnu ikke hvad jeg skulde gjøre av mig, eller paa hvilken dør jeg skulde banke. Jeg drev omkring saalænge uten beskjæftigeise. En aften traf jeg Maidanov i teatret. Han var allerede gift og stod i statens tjeneste; men jeg fandt ikke nogen forandring i ham. Fremdeles blev han uten grund likesaa entusiastisk som før, og fremdeles blev han pludselig likesaa let modløs som før.
— Vet De, sa han til mig blandt andet, fru Doljsky er her.
— Hvilken fru Doljsky?
— Har De da glemt? Den forhenværende unge fyrstinde Sasjekin, i hvem vi alle var forelsket — ja, De ogsaa. Husker De, paa landsstedet i nærheten av Neskutschny?
— Er hun gift med Doljsky?
― Ja.
— Og hun er her i teatret i aften?
— Nei, men hun er i St. Petersburg; hun er kommet hit for nogen dager siden og vil reise til utlandet.
— Hvorledes er hendes mand?
— En prægtig fyr, med stor formue. Han var min embedsbror i Moskva. De forstaar — efter den historie . . . Det er vel Dem altsammen saa godt bekjendt . . . (Maidanov smilte betydningsfuld) var det ikke saa let for hende at bli gift. Der var følger . . . men med hendes aand er alt mulig. Gaa til hende; hun vil bli meget glad ved at se Dem. Hun er blit endnu smukkere.
Maidanov gav mig Sinaidas adresse. Hun bodde i hotel Demout. Gamle minder dukket frem i min sjæl . . . jeg lovet mig selv, at jeg den næste dag vilde avlægge min fordums kjærlighet et besøk. Men tilfældige hindringer var iveien; der gik en uke, en til, og da jeg endelig kom til hotel Demout og spurte efter fru Doljsky — blev det sagt mig, at hun fire dager i forveien næsten pludselig var død i barsel.
Jeg følte mig som om noget hadde stukket mig i hjertet. Den tanke, at jeg kunde ha set hende og ikke hadde benyttet anledningen, at jeg aldrig mere skulde se hende — denne bitre tanke boret sig fast ind i mig med hele angerens uavvendelige styrke. Død! gjentok jeg, idet jeg aandsfraværende saa paa portieren. Jeg kom mig langsomt ut paa gaten og gik uten selv at vite hvorhen.
Hele fortiden dukket med ett frem i mine tanker. Saaledes endte hun, det var altsaa det, dette unge, fyrige og glimrende liv saa begjærlig og oprømt stræbte efter? Saaledes tænkte jeg, og jeg saa for mig disse elskede træk, disse øine, disse lokker — alt dette skulde ligge i en trang kiste, i det fugtige underjordiske mørke, nær ved mig, der endnu levet, og kanske kun i nogen faa skridts avstand fra min far . . .
Alt dette tænkte jeg, jeg anspændte min forestilling, og imidlertid lød det i mit sind:
»Likegyldige læber bragte mig bud om døden.
Og likegyldig hørte jeg paa det« . . .
Aa ungdom, ungdom! du bryr dig ikke om noget, du later som om du eiet al verdens skatte, selv smerten er dig velkommen, selv sorgen klær dig, du er selvbevisst og dristig, du sier: Jeg alene lever — se her! Og dog løper ogsaa tiden fra dig, forsvinder uten at efterlate noget spor, og alt i dig forsvinder som voks for solen, som sne . . . Og kanske hele hemmeligheten ved din fortryllelse ikke bestaar i muligheten av at kunne gjøre alt, — men i muligheten av at tro, at du kan gjøre alt. Den bestaar netop deri, at du øder de kræfter, du ikke kunde finde anvendelse for andetsteds, den at enhver av os i fuldt alvor anser os som en ødeland og i fuldt alvor tror, at han senere har ret til at si: Aa, hvad skulde jeg ikke ha utrettet, hvis jeg ikke til ingen nytte hadde ødelagt min tid! Saaledes ogsaa med mig . . . Hvad har ikke jeg haabet paa, hvad har jeg ikke ventet mig, hvilken glimrende fremtid saa jeg ikke for mig, da jeg med et eneste suk, med en eneste følelse av sørgmodighet flygtig fulgte den for et øieblik opdukkede skygge av min første kjærlighet.
Og hvad er der blit av alle mine haab? Og naar nu allerede aftenens skygge begynder at falde paa mit liv, hvad kjærere og bedre har jeg da tilbake end mindet om min vaars saa hurtig forsvundne første, heftige storm?
Men hvorfor unødig baktale mig selv? Selv da, i letsindighetens og ungdommens dage har jeg ikke været døv for den sorgens stemme, som kaldte paa mig, og for den vemodige røst, der lød fra gravens dyp. Jeg husker, at jeg nogen dage efter at jeg hadde faat vite om Sinaidas død, dreven av en uimotstaaelig magt var tilstede ved dødsleiet hos en gammel fattig kvinde, som bodde i samme hus som vi. Bedækket med filler, liggende paa haarde bretter, med en sæk under hodet kjæmpet hun tungt og haardt med døden. Hele hendes liv hadde været en bitter kamp med hver dags elendighet; hun hadde aldrig kjendt nogen glæde, hun hadde aldrig smakt lykkens honning ― skulde man da ikke tro, at hun maatte fryde sig ved dødens komme, ved dens befrielse, ved dens ro? Men allikevel, saa længe hendes svake, gamle legeme kjæmpet for livet, saa længe hendes bryst hævet sig krampagtig op og ned under dødens kolde haand, og like til de sidste kræfter svigtet hende, ― ophørte hun ikke med at gjøre korsets tegn og sukke: Herre, forlat mig mine synder, og kun med den sidste glimt av bevisstheten forsvandt uttrykket av ængstelse og skræk for døden i hendes øine. Og jeg mindes, hvorledes jeg her, ved denne fattige kvindes dødsleie blev overvældet av rædsel for Sinaida, og jeg fik trang til at be for hende, for min far ― og for mig selv.