Den Gyldne Pest/Kapittel 8
—Hvorledes befinder De Dem nu, monsieur?
John Marker saa sig rundt i det lille rum. Hans matte øine søkte efter et eller andet holdepunkt. De streifet kaminen, hvor fire store vedkubber spraget og kastet et behagelig rødgult streif over det lave kammer, og fæstet sig tilslut paa det bleke kvindeansigt, som bøiet sig over ham.
—Har jeg været syk? spurte han. Hans stemme lød haard, skurrende og fremmed i hans øren.
—Vi trodde, vi skulde miste Dem, sa hun enkelt. De har været bevisstløs i 10 timer. Doktoren mente, De hadde faat hjernebetændelse.
—Jeg er aldeles frisk, mumlet Marker ærgerlig. Der feiler mig ingenting. Jeg er mat og sulten.
Den unge pike ilte ut og kom et øieblik efter ind med en kold kylling og en flaske vin. Marker tok uten yderligere formaliteter fat paa kyllingen med fingrene.
—Hjernebetændelse — jeg? Disse doktorer er nogen klodrianer. Jeg har et eneste organ som duer, det er min hjerne. Resten er, som De ser, den rene labskaus av legemsskavanker. Men naturligvis skal min øverste etage ha skylden.
—De bør vist ikke snakke saa meget, sa Natascha.
Der kom en liten eftertænksom fold paa Markers høithvælvede pande.
—Jeg liker Deres ansigt, mumlet kemikeren. Ikke fordi De er vakker og slikt noget. Men fordi De ser paa mig uten avsky og foragt. Det har ikke hændt mig før. Jeg har bildt mig ind, at hvis alt andet slog feil for mig, saa skulde jeg kunne la mig leie ut til fugleskræmsel. Barn skriker, naar de faar se mig. Men De — — —
—Vi hører hverandre til, sa hun hurtig. Jeg er ikke som de fleste kvinder, der endnu ikke har lært at hate. Jeg er trofast mot mine faa venner . . . stol paa det, Marker. Det er Delma ogsaa. Vi er begge født i hatets skygge, men der er det, at taknemligheten gror bedst.
Marker la det sidste kyllingben fra sig og drak den sure rødvin med begjærlighet.
—De er en vis ung dame, sa han. Jeg kunde vanskelig ønske mig en bedre lærerinde i anarkismens abc. Men hatet gjør menneskene gamle. Det er synd. For De er ung og skapt for kjærlighet.
Natascha reiste sig og vilde gi et vredt svar, men i samme øieblik kom Delma ind i det lille kammer. Han saa forbauset paa Marker, der lænet sig paa en arm og smilte ham imøte.
—Velkommen op fra de døde, sa han muntert. De skinner jo av god helbred. Og vi som trodde, at De skulde visne for os like paa terskelen til guldlandet.
—Jeg fandt det!
—De fandt det, Marker. Det er der ingen tvil om. Natascha var idag i Sorbonnens laboratorium, hvor hun fik den lille guldklump undersøkt. Det var guld, sa professoren, av en sjelden renhet og kvalitet. Han spurte, hvor den var fundet. Natascha svarte, at den var kommet like fra Alaska.
—Og hvad skal vi nu gjøre, spurte kemikeren med en skygge av træthet i sit marmorbleke ansigt.
—Jeg har tænkt længe paa det, svarte Delma. Saken er ikke saa grei, som det ser ut til. Selvfølgelig kan vi bygge os en liten guldfabrik og sælge vort guld efterhvert til Rafael og Rotschild og andre guldgrossister i London. Men en saa voldsom økning av guldproduktionen vil hurtig vække mistanke. Bankerne vil stikke alle sine følehorn ut, og før vi vet ordet av det, kan guldet bli avskaffet som myntfot. Og vi blir sittende med vore beholdninger og vor opdagelse. . . . Nei, det gaar ikke. Jeg har fundet en anden utvei, som vil berike os og bringe den forfærdeligste forvirring ind paa markedet.
Delma bøiet sig fremover, og hans stemme sank i en hæs hvisken.
—Der bor her i nærheten en mand, som heter Jean Fabre. For en 30 aar siden hadde hans navn en god klang i Paris. Han var billedhugger, men hans specialitet var at lave basreliefer. Der findes endnu nogen arbeider av ham spredt omkring i slotte og samlinger. Det er de skjønneste, man kan se. Under kommunen i 1871 var Fabre en av de første paa barrikaderne. Under en av kampene dræpte han en ung soldat, som viste sig at være hans yngste bror. Fabre var en sensibel fyr, han fik en eller anden rystelse i sjælen, som gjorde ham ubrukbar. Saa la han sit arbeide fra sig og helliget sig til flasken. Han drak og han drak, og 10 aar efter var han færdig baade med kunsten, anstændigheten og sin tro paa livet. To dage om uken meldte han sig hos en bekjendt gravør som gav ham nogen hundrede francs om maaneden for at gjøre utkast til medaljer eller andre ting, som det kunde falde sig. Fabre gjorde alt, hvad han blev bedt om. Og der findes ikke en mand i Paris, som kan haandtere gravstikken med slik øvelse som denne fattige drukkenbolten. Jean Fabre er min mand. Han har drukket væk sin reflektionsevne, men han har ikke helt glemt at hate . . . og fremfor alt, han forstaar at kopiere en mynt til fuldkommenhet. De er med? . . .
Marker gjorde en uvillig bevægelse.
—Jeg har altid syntes, det var noget lurvet, dette med falskmyntneri, sa han.
—Vi præger ikke falsk mynt, skyndte Delma sig at si. Vi bare hjælper Bank of England med at lave gode, gangbare sovereigns. Jeg kjender litt til fabrikationen, og jeg vet, hvor der findes en maskine, som passer for os. De har kanske hørt tale om Willy Sperling? . . . Ikke? . . . Han hadde lavet et net litet falskmyntnerverksted paa øen Guernsey. Paa en eller anden maate hadde han faat tak i en kassert myntpresse, som var halvt opslidt av en lang og tro tjeneste i Bank of England. Den satte han istand og begyndte saa at lave messingguldstykker med et forbausende godt utseende. Sperling blev grepet paa en Londonertur, og da han kom i skade for at avlive nogen detektiver, blev han uten videre hængt.
Hans hjælpere paa Guernsey fik nys om affæren, sprængte verkstedet i luften og smurte haser. Men de hadde ikke hjerte til at la myntpressen gaa til himmels. En mørk nat pakket de den ind i en stor tønde og rullet den tilsjøs. Nu ligger den paa 12 fot vand i en av Guernseys huler. Jeg har saa at si arvet den . . .
—Jeg forstaar ikke rigtig, hvor De vil hen, mumlet Marker træt. Vi behøver da ikke at gaa saa mange omveie.
Delma smilte overbærende.
—De er visselig en stor mand, John Marker. Men De er forbandet upraktisk. Videnskapen trænger bestandig barnepiker. Og jeg skal være Deres. . . . Skal vi utrette noget med denne opdagelse, saa maa guldet lures ind paa samfundet. Vi maa saa at si proppe det langsomt men sikkert, indtil det en dag sprækker. Men det nytter ikke med guldbarrer. En sterk og uanet tilgang fra en ukjendt forbindelse vil vække mistanke. Men guldmynter, som ikke kan skjelnes fra de, der kommer fra Englands bank, hverken i utseende, vegt eller kvalitet — de glider ind i den almindelige omsætning som en langsomt dræpende gift. En gift, som vil svække alle de økonomiske funktioner og bringe en forfærdelig forvirring ind i forretningslivet, indtil der en dag kommer et krach, som vil ødelægge bankernes fordøielse. Vi opretter vekselkontorer i alle lande. Gribberne er endnu ikke døde. Men denne gang kommer de ikke med dynamit i nebbet, men med guld . . . det røde, uforfalskede guld . . .!
—Og saa blir vi hængt en dag, sa Marker tørt.
—Nei, skrek Delma ophidset. Men galgerne i Tower skal ikke staa ledige. Det skal vi sørge for. Ti da er det os, som er verdens herrer.