Den Gyldne Pest/Kapittel 13
Der var et yrende liv i »Daily Chronicle’s« depechesal i Fleet Street. De lange telegramremser blev slukt med den største begjærlighet. Det var jobsposter over hele linien. Hele Europa gjæret. Alle diplomatiets traade var spændt til det yderste og tidens puls slog med feberslag.
Men ingen visste, hvor det bar hen. Selv de lawntennisspillende levemænd, som lever av at balancere paa krigens knivseg, anet ikke, hvad der var aarsak til den underlige mislyd i den europæiske konsert. Det føltes, som om stormagterne følte sterke skjæbnehænder om sine struper og nu snappet efter luft. Der var uro overalt, og uroen kom denne gang ikke ovenfra, men fra selve nationernes sjæl.
De forfærdelige massakrer i Rusland, den mægtige antisemitiske bevægelse, som truet med at skylle jøderne ut av Europa, det evige vrøvl paa Balkan, Japans og Kinas »gule alliance«, — altsammen var skikket til at vække frygt. Men endnu dypere — i folkenes fineste organisme — suste der onde anelser om en hemmelig fare som nærmet sig med listende skridt.
— — — —
En høi blond mand bautet sig gjennem myldret hen til avisluken.
—Kan De skaffe mig »Daily Chronicle« for den 24de mars? spurte han.
Han fik avisen, satte sig ned ved et av bordene og bladet den omhyggeligt igjennem. Endelig fandt han hvad han søkte. Det var under rubriken eiendomshandler, — en kort beretning om, at en av de store forretningskaserner i Fleet Street var solgt for en halv million pund til et ukjendt konsortium, som tidligere hadde kjøpt to lignende gaarde i nærheten av Strand. Handelen var formidlet av det nye bankierfirma Brooke & Bradley, Holborn.
Manden foldet avisen sammen, stak den til sig og reiste sig saa fort, at en ung svart fyr, som stod bak ham, fik et haardt støt under haken, mistet sin lorgnet og spyttet ut en brukken tand.
Den blonde saa meget ulykkelig ut, og gjorde paafaldende mange undskyldinger. Men det lot ikke til at formilde den unge herre. Han samlet op sin lorgnet med en serie av gode engelske forbandelser, som av og til blandtes med eder fra et sydligere himmelstrøk. Der samlet sig straks en interessert gruppe om de to mænd, men da den rasende yngling merket det, fik han det pludselig travelt og forsvandt med et hastverk, som tydet paa daarlig samvittighet.
Den høie mand gned sit bakhode, som om støtet voldte ham smerte. Men det tilfredse smil i det skarptskaarne og energiske ansigt talte et ganske andet sprog. Skaren omkring ham opløste sig. Sørgeligt . . . man hadde ventet et litet slagsmaal! . . . Kun en tyk, gemytlig utseende fyr blev staaende i nærheten av hovedpersonen i den lille episode . . .
—De gjorde det med vilje, sa han smilende. Hadde De noget utestaaende med den fyr?
Tiltrods for mandens gemytlige tone var der noget i hans væsen, som fik den anden til at se skarpt paa ham.
—Hvorfor spør De?
—Jeg trodde kanske, der var noget jeg kunde hjælpe Dem med.
—De er detektiv?
—Ja.
Den blonde betænkte sig litt.
—Jeg ga ham en advarsel, sa han lavt. Han har fulgt efter mig i to timer som en skygge. Og da han lænet sig over mig for at se hvad jeg søkte i »Daily Chronicle«, benyttet jeg anledningen.
—All right. Deres mellemværende kommer ikke mig ved. De kjender altsaa manden?
—Nei, har aldrig set ham før.
—Det var høist eiendommeligt. Har De noget imot at opgi mig Deres navn og adresse?
—Paa ingen maate. Jeg er en norsk læge. Mit navn er Jonas Fjeld og jeg bor hos min ven Ralph Burns, Kensington.
Detektiven plystret forbauset.
—Naasaa, sa han ærbødigst. Da forstaar jeg det hele. Den sorte fyr, som De gav et upper cut, er sydrusser. Han heter Alexis Okine og bor i Soho. Han er en av de internationale anarkisters mest benytte sporhunde. Det spaar ikke godt at ha den herre i sit kjølvand. Vet han hvor De bor?
—Det tror jeg ikke. Jeg pleier at ha øinene med mig. Den første gang jeg saa den lille russer var ved en lygtepæl i Threadneedle Street, like utenfor Bank of England. Senere slap han mig ikke.
—Han vil heller ikke komme til at slippe Dem. Der findes ikke værre klæg end denne Okine. Og han biter . . . Vil De hilse Burns fra mig. Vi savner ham svært i Scotland Yard. Mit navn er Clifford . . . Farvel!
Fjeld blev staaende tilbake i dype tanker. Han var kommen til London for fire timer siden og var kjørt like op til Bank of England. Og allikevel var han under bevogtning av anarkister . . . Hvorfor? Ingen kjendte til hans befatning med »De sorte gribbe«. Selv ikke Delma kunde ha nogen anelse om, hvem der stod bak Ralph Burns i den kamp, som endte med gribbernes undergang. Altsaa maatte der være en anden grund . . . Banken var antagelig bevogtet. Der maatte findes en eller anden mand blandt funktionærerne, som var interessert i at rapportere, hvem præsidenten konfererte med . . . Skulde virkelig anarkisterne og guldmakerne . . .?
Fjeld knappet waterproofen godt om sig og skyndte sig ut. Han kastet et blik opover og nedover gaten, men kunde ikke opdage russeren. Saa tok han en automobil og gjørte ned til Holborn. Den stanset utenfor et stort hjørnehus. Fjeld fandt snart, hvad han søkte. Et litet, fornemt metalskilt utenfor hovedindgangen fortalte, at bankierfirmaet Brooke & Bradley befandt sig i anden etage. Fjeld saa paa sit uhr. Klokken var nogen minutter i fire. Han maatte skynde sig, før forretningen stængte.
Det var et lyst og venlig kontor. En ældre mand med et stort, velpleiet skjeg kom hen til skranken.
—Hvad ønsker De?
—Kan De veksle en 1000-markseddel for mig? spurte Fjeld.
—Vekselavdelingen er i det tilstøtende rum. Døren tilvenstre. Tillater De at jeg viser veien.
—Tak!
Den høflige bankmand ledsaget ham ind i et stort rum med svære mahognyskape. Paa den anden side sat en kontorist med ryggen vendt mot indgangen.
—Værsgod, sit ned et øieblik, sa han. Det var altsaa 1000 mark. I sedler eller — guld?
—Guld!
Det var som om Fjeld hadde trykket paa en knap. Der hørtes et smeld. Døren blev lukket bak hans ryg. To mænd traadte frem bak hver sit skap, og to langløpte revolvere pekte paa hans pande. Manden med det smukke gule skjeg smilte forbindtlig og gned sine hænder, som om det hele var en liten koselig spøk, — til opkvikkelse for kunderne.
Kontoristen paa den anden side vendte sig langsomt og tændte sig med en vis teatralsk langsomhet en cigaret. Fjeld saa et ondt grin og en brukket tand.
Det var manden fra »Daily Chronicle«s depechesal, — han som detektiv Clifford hadde kaldt Alexis Okine.