Den Gyldne Pest/Kapittel 12
Lord Cavendish sat og spidset blyanten. Han gjorde det rent mekanisk som en, der vil motionere sine fingre. Den ene velspidsede Kohinoor efter den anden la sig smukt tilrette paa det store kontorbord. Den gamle præsident ænset ikke den papirhaug, som hans sekretær netop hadde lagt frem for ham. Han fordypet sig i blyanterne som en mand, der forstaar en blyants værdi.
Men hans sekretærer skalv utenfor den mægtige kontordør, som førte ind til det allerhelligste i Bank of England. For dette med blyanterne fortalte, at lord Cavendish befandt sig paa et av nervøsitetens høieste trappetrin.
—Nu har han spidset 24 blyanter, hvisket førstesekretæren.
Der gik et støn nedover bordene.
—Han hadde bare 6 blyanter igjen. Og naar de er færdige . . .
—Saa Gud hjælpe os, mumlet sekretariatets junior . . . Jeg skulde ønske det snart var lunchtid!
Men lord Cavendish spidset og spidset med en forfærdende samvittighetsfuldhet. Han slap ikke blyanterne, før de var spidse som haddenaale, og hver gang en var færdig, blæste han forsigtig støvet væk fra bordet . . . Tilslut laa der bare en blyant igjen. Den gamle herre rynket panden. Det var som om andre tanker indfandt sig.
Saa reiste han sig pludselig og trykket paa en knap.
Et likblekt ansigt viste sig i døren.
—Hvorfor banker De ikke, før De kommer ind, brølte den gamle arrig.
—Jeg trodde, at . . .
—Deres tro og formeninger er mig komplet likegyldige, mr. Murphy. Jeg venter en herre . . . vis ham øieblikkelig ind, naar han kommer . . .
—Der sitter en ung fyr . . .
—Er De splitter pine gal. Hvorfor pokker viser De ham ikke ind. Her har jeg sittet som paa naaler.
—Jeg trodde. De var optat, sir . . .
Den hæderkronede olding kastet et blik paa den lange rad blyanter.
—Vis ham ind, skrek han hidsig. Ellers skal jeg sørge for at vise Dem ut. Saa for . . .
Lord Cavendish hadde saavidt faat tid til at rense sin stemme for de eder, som krøllet sig i hans irske strupe, da en høi mand i reisedragt traadte ind i værelset. Det var en paafaldende kraftig kar med en lyst og aapent ansigt. De blaa øine hadde en dyp og rolig glans, som syntes at ha en paafaldende, beroligende indflydelse paa Cavendish nerver.
—Mit navn er dr. Jonas Fjeld, sa den fremmede med en let amerikansk brytning.
Finansmanden smilte velvillig og pekte paa en stol.
—Jeg kommer som jeg stod og gik, fortsatte Fjeld. Burns sa det hadde hastverk.
Cavendish nikket, mens han balancerte den sidste uspidsede blyant mellem sine lange hvite fingre.
—Vet De, hvad det gjælder, sa han langsomt.
—Ja, sa Fjeld. Burns møtte mig i Vlissingen og redegjorde for affæren.
—Vil De paatage Dem saken? Og tror De, at De kan greie den for os?
—Den forekommer mig at være grei og klar. Vi staar likeoverfor aarhundredets største opdagelse. Alkemisternes drøm er blit til virkelighet. Saavidt jeg kan forstaa, at findes der et sted i verden en fabrik for kunstig guld. Den har like til det sidste fabrikert engelske sovereigns . . .
—Det er ogsaa min mening.
—Men i de seneste uker, fortsatte Fjeld, har den ogsaa oversvømmet Tyskland med 20-markstykker. Der er panik paa børsen i Hamburg, men det later ikke til — efter de tyske aviser, jeg læste idag — at nogen aner grunden.
Lord Cavendish stønnet.
—Hvad djævelen skal vi gjøre. Negter vi at motta guld, blir det panik. Tar vi imot det, kvæler det os. Englands, ja hele verdens pengevæsen er jo basert paa guldværdien. Der er allerede en forfærdelig forvirring paa alle omraader. Guld er som kviksølvet i et barometer. Det retter sig efter markedets tryk. Priserne paa alt er i langsomt stigende, fordi der er saa meget guld blandt folk. Der øses ut millioner hver dag. Nu er det forvirring — om en maaned har vi kaos . . . Men det forfærdeligste av alt er, at vi ikke har nogen vishet. Var guldfabrikationen en officiel kjendsgjerning, — well, saa kunde vi ta vore forholdsregler. Men vi vet jo intet med sikkerhet. For den saks skyld kunde jo guldet skrive sig fra en eller anden sunken guldladning — eller et umaadelig guldfund. Det vilde virke paa samme maate, indtil en dag guldet fra disse ukjendte kilder slipper op og alt reguleres igjen . . . Men sikkert er det, mr. Fjeld, at vi staar overfor en av de frygteligste kriser i det internationale pengevæsen. Og det staar til Dem at avverge den eller ialfald at dæmpe dens skjæbnesvangre virkninger.
Fjeld reiste sig.
—Det er ingen tid at spilde, sa han.
—Hvorledes vil De gripe saken an?
—Jeg vil først undersøke de kilder, hvorfra guldet skriver sig. Det kommer antagelig ikke til at forvolde nogen vanskelighet. Kan De skaffe mig en fortegnelse over de større eiendomssalg i London de sidste maaneder? Desuten vil jeg gjerne faa en opgave over de nye bankier- og vekselforretninger, som er oprettet i løpet av de par sidste maaneder.
Cavendish plystret forbauset.
—At jeg ikke har tænkt paa det, sa han. De skal faa disse oplysninger om en time.
—Den side av saken er let nok, antar jeg, fortsatte Fjeld. Der findes ingen anden vei til saa store guldomsætninger end at kjøpe eiendomme og betale kontant — i guld. Og derefter sælge med eller uten avance for gode papirer. Jeg har tænkt nøie over saken, da jeg reiste over kanalen inat. Det nytter ikke for guldmakerne at omsætte sine guldpund i smaapartier. Derfor maa de ha oprettet en bankierforretning, som paa alskens forsigtige og underfundige maater lurer guldet enten ut blandt folk eller ind i bankerne . . . Naar jeg har fundet ut dette, vil vi ha den ene ende av den traad, som fører os til guldfabrikken . . . Og der først begynder vanskeligheterne og farerne . . .
—De mener?
—Jeg mener, at de mænd, som har sat dette iscene ikke er helt almindelige folk. Hele deres fremgangsmaate tyder ikke bare paa, at de vil berike sig selv, men at de ogsaa vil samfundet tillivs. De vil verge sig med alle de klør, som rigdommen kan skaffe en . . . Og det skulde ikke undre mig om . . .
Fjeld blev staaende i dype tanker . . .
—Jeg tror, De er en mand, vi har søkt efter, sa Cavendish varmt og rakte ham sin haand. Det er unødvendig at si, at De kan trække saa meget, De ønsker, paa vor bank. Direktionen har tillid til Dem, og vi skal ikke vise os utaknemmelig . . . De vet, hvor meget det gjælder for os og — England. Om en time skal De faa de oplysninger De bad om. Og skulde der hænde mig noget, saa henvend Dem til sir Arthur Thompson. Han er inde i sakerne og billiger min handlemaate.
Fjeld grep sin reiselue.
—Tak, sa han. Imidlertid telegraferer jeg til Kristiania efter en mand, som kjender bedre til de moderne alkemistforsøk end nogen anden i Europa.
—Vi har jo lord Ramsay . . .
—Han vil neppe være os til nytte i dette tilfælde. Den kemiker, jeg mener, er en ganske usedvanlig videnskapsmand paa et specielt omraade . . .
—Hvad heter han?
—Det er en ung mand, som netop har tat sin doktorgrad. Han sitter i smaa kaar, saa han trænger al den hjælp, han kan faa. Hans navn er John Marker.