Den Fremsynte/12
SYVENDE KAPITEL.
TRONDENÆS.
Ved et Næs paa Nordsiden af Hindøen i Senjen ligger Trondenæs Kirke og Præstegaard.
Denne Kirke har engang været Kristendommens nordligste Grændsefæstning, har staaet der mægtig med sine hvide Taarne, sine Klokkers langt rungende Maal og sin hellige Sang lig en Kæmpebisp i hvid Messesærk, der bar St. Olafs kristne Vigsel og Altarlys ind i Mørket mellem Finmarkstroldene.
Jeg dvæler ved Mindet om denne Kirke og dens Omgivelser, fordi jeg i de to Aar, jeg opholdt mig paa Trondenæs, paavirkedes saa stærkt af Stedets mægtige Fantasiindtryk. Den hule Jordbund med de formodede underjordiske Hvælvinger var mig som en tildækket Afgrund, fuld af Hemmeligheder, og i Kirken, hvis Stilhed jeg ofte søgte, kastede Dagslyset undertiden Skygger i Gange og Indsænkninger, som om der rørte sig Væsener fra en anden Tid.
Jeg læste med stor Fremgang Latin og Græsk med den elskværdige, kundskabsrige Præst, i hvis Hus jeg boede, og de andre Skolefag med en af Seminariets Lærere. Men i mine Fristunder søgte jeg disse Steder, der i saa høi Grad sysselsatte min Fantasi, og Trondenæs var derfor alt andet end det rette Sted for mit sygelige Sind.
Min nervøse Overspændthed har, som jeg senere har bemærket, en Forbindelse med Maaneskiftet. Ved saadanne Tider udøvede hine Steder næsten en uimodstaaelig dragende Indflydelse paa mig; jeg listede mig ubemærket hen i Ensomheden og kunde sidde der i flere Timer, fordybet i det mangt og meget, som halvklart skabtes af min Indbildningskraft, deriblandt Susannes lette Skikkelse, som jeg undertiden syntes svævede lige hen imod mig, uden at jeg dog nogensinde rigtig kunde faa se hendes Ansigt.
Det var ude paa Vaarsiden i det andet Aar, jeg var der, at jeg en Middagsstund under Indflydelsen af en saadan sygelig Stemningsperiode sad inde i Kirken paa en Forhøining nær Hovedalteret, grublende med Susannes blaa Kors i Haanden.
Paa Væggen ved Siden af Alteret faldt mit Øie paa et stort, dunkelt Billede, som jeg ofte havde seet, uden at det havde efterladt videre Indtryk. Det forestiller i Legemsstørrelse en Martyr, der er henkastet i en Tornebusk, hvis spidse Torne, lange som Dolke, gjennemborer hans Legeme paa forskjellige Steder, og som derhos ikke tør jamre sig, fordi en svær smertefuld Torn gaar ind under Struben og ud den aabne Mund.
Udtrykket i dette Ansigt blev mig med engang helt forfærdeligt.
Det saa paa mig med en Mine af stille Forstaaelse, som om jeg var Lidelseskammeraten, der skulde ligge der, naar han endelig engang fik udstridt. Det var umuligt at faa Øinene derfra, det blev som levende, rykkede snart ganske nær, snart langt bort hen i en Dunkelhed, som mit eget svimlende Hoved skabte.
Det var, som i dette Billede Forhænget var draget tilside for et Stykke af min egen Sjæls hemmelige Historie, og det var kun med en Vilieanstrengelse, fremkaldt ved Frygten for at suges for langt ind i min egen Fantasi, at jeg formaaede at løsrive mig fra det.
Da jeg vendte mig, stod i Lyset, som faldt fra Vinduet nær den øverste Kirkestol, Damen med Rosen.
Hun havde et Udtryk af uendelig Vemod, som kjendte hun vel Sammenhængen mellem mig og hint Billede, og som Tornegrenen i hendes Haand var kun i Formindskelse den samme Tornebusk, hvorpaa Martyren hist henne laa.
I Kirkens ensomme Stilhed paakom der mig pludselig en usigelig Angst for usynlige Magter, en panisk Skræk, hvorunder jeg hastigt flygtede ud.
Da jeg kom udenfor, opdagede jeg, at jeg havde mistet Susannes blaa Kors. Det kunde kun ligge i Kirken yed Forhøiningen, hvor jeg havde siddet.
Jeg vilde i dette Øieblik, medens Rædselen endnu sydede mig i Blodet, ikke gaat tilbage igjen ind i Kirken for nogen Pris i Verden — undtagen for Susannes blaa Kors.
Jeg fandt det, idet jeg med fuld Ro ledte paa Gulvet der, hvor jeg havde siddet.
Den anden Gang, mit Nervesystem i de Aar saadan aabenbarede sin Sygelighed, var ud paa Efteraaret et Par Maaneder, før jeg skulde reise hjem.
En Bonde havde, medens han var inde hos Præsten, bundet til Kirkegaardsmuren en Hest, som var glasøiet. Jeg gav mig til at staa og se paa den; men dens døde, udtryksløse Blik forfulgte mig bagefter i Erindringen hele Dagen. Det forekom mig, som om dens Øine istedetfor udad saa indad i den os usynlige Verden, og som om det kunde falde den naturligt, naar man glemte at passe Tømmen, at vige af fra den almindelige Landevei og ind paa Helveien, hvor de Døde fare.
Som jeg om Eftermiddagen med dette i Tankerne sad inde hos Præstens, hvor man samtalede om allehaande, stod pludselig for mig et Ansigt hjemmefra, blegt og anstrengt, og lidt efter blev det mig klart, at den Mand, hvem det tilhørte, kæmpede fortvivlet for at klamre sig fra den oprørte Brænding op paa en Klippe.
Det var ingen anden end vor Dreng Anders.
Han fæstede sine halv glas-, halv hornagtige Blikke paa mig, medens han laa der ligesom hindret fra at redde sig af noget nede ved hans Fødder, som jeg ikke saa. Han havde et Udtryk, som om han vilde sige mig noget.
Visionen varede kun et Øieblik; men en pinlig, næsten uudholdelig Følelse af, at der i denne Stund hændte en Ulykke for os hjemme, drev mig ud af Stuen og til at vanke urolig om i Marken Resten af Dagen.
Da jeg kom tilbage, spurgte man, hvad der havde feilet mig, siden jeg med engang kridhvid var faret ud af Stuen.
Fjorten Dage efter kom der et sørgeligt Brev hjemmefra. Min Faders Jagt „Haabet”, der efter de Dages Skik var uassureret og for en stor Del ladet med Fisk, som han for egen Regning havde indkjøbt, var paa Bergensreisen gaaet under i et Uveir paa Stathavet.
Fartøiet var sprunget læk og havde ud paa Eftermiddagen maattet landsættes. Mandskabet var sluppet derfra med Livet, men vor Dreng Anders havde faaet begge sine Ben knust.
Dette Forlis gav min Faders Formue sit første betydelige Stød. Det andet skulde komme ude i det paafølgende Aar med Tabet ogsaa af den anden Jagt „Enigheden”, og det tredie og for Fremtiden afgjørende Slag rammede, da det af Regjeringen endelig blev afgjort, at vor Handelsplads ikke skulde være Dampskibsstoppested.