Den Fremsynte/11
SJETTE KAPITEL.
HOS KLOKKEREN.
Det var kun to Dage, før jeg skulde reise til Trondenæs med en Jagt, som laa færdig til at gaa nordpaa.
Medens jeg raadløs overveiede alskens Udveie til at faa Susanne i Tale endnu en sidste Gang, før jeg skulde afsted, kom der Bud til mig fra klokkeren, at jeg endelig maatte komme ud til ham den næste Dag Klokken elleve præcis: senere var han ikke hjemme.
Samme Formiddag, som Budet kom, havde Susanne været hos Klokkeren. Hun havde, uden at sige et Ord, sat sig ned henne ved Bordet med Ansigtet begravet i Armene.
Da den forskrækkede Klokker trængte ind paa sit „Hjertensbarn”, som han i sin Bekymring kaldte hende, havde hun endelig med taarevædt Ansigt seet op paa ham og sagt, at hun græd, fordi hun var saa rent, rent ulykkelig.
„Men hvorfor da, kjære Susanne?”
„Fordi” — eksploderede det pludselig om Ørene paa ham — „jeg holder af David og han af mig, og vi er forlovede, men ingen maa vide af det uden Du, Klokker! og Du vil ikke forraade os?”
Med dette sidste Spørgsmaal kastede hun sig grædende om Halsen paa den af Efterretningen bedøvede og omsusede Klokker, der i Hjertet allerede følte sig overvunden, længe før han endnu havde Rede paa, hvad det var, han gav sig for.
Han satte Susanne ned igjen i Stolen, talede og trøstede hende saalænge, indtil han hos sig selv fik modnet det forstandige Svar, at vi burde bruge de to kommende Adskillelsens Aar som Prøveaar og derfor i den Tid netop ikke skrive til hinanden.
Kun maatte Klokkeren saa til Gjengjæld love, at vi den næste Formiddag skulde faa mødes hos ham et Øieblik til en sidste Aftale og Afsked, samt at Klokkeren i den Tid jeg var borte, skulde fortælle hende alt, hvad han fik høre om mig.
Da jeg den næste Dag kom ind til Klokkeren, fandt jeg ham siddende i sin Træstol saare alvorlig og betænkt, med Armene støttet forover paa Knæerne og stirrende ned mod Sandgulvet, der var barstrøet som til Høitid.
Min Ankomst lod ikke til at forstyrre ham i hans Betragtninger, skjønt et lidet Nik ved Indtrædelsen havde vist mig, at jeg ialfald var bleven bemærket.
Violinen svingede han langsomt i Haanden frem og tilbage foran sine Knæ med et sagte Knep over Strengene for hver Gang, saa den mindede om en afdæmpet Kirkeklokke. Hans milde, graa Øine gled hen paa mig med et grundende, mønstrende Blik, som om han egentlig nu saa paa mig for første Gang, og et svagt Smil viste, at Undersøgelsen just ikke faldt saa daarligt ud endda.
Lidt efter skyggedes Døren, og ind traadte til min Overraskelse Susanne.
Hun gik hastigt og rødmende lige hen til mig og tog mig i Haanden med de Ord:
„Kjære David, Klokkeren veed alt; han har givet os Lov til at tage Farvel her.”
„Ja, jeg har saa, Børn!” sagde Klokkeren, „men kun for et Øieblik, fordi Susanne bad saa meget om det, og for at I begge kunne høre, hvad jeg efter Overveielse mener om det hele.”
Han holdt nu en liden Tale, hvori han sagde, at han ikke saa noget galt deri, at vi holdt af hinanden, skjønt vi rigtignok vare meningsløst unge.
At vi ikke aabenbarede Forholdet for vore Forældre, haabede han — og han havde tænkt meget derover — ogsaa var undskyldeligt, da disse neppe engang endnu vilde tage Sagen for rigtigt Alvor, og vi saaledes kanske kun vilde blive krænkede i vor Følelse.
Nogen Mellemmand for hemmelige Kjærlighedsbreve, saaledes som Susanne havde bedt ham om, agtede han ikke at være, og det baade for sin egen Skyld og for vor Skyld, idet vi burde bruge de forestaaende to Prøveaar til at se, om der var virkelig Sandhed i vor Kjærlighed, eller om det kun var Børnetanker af den Slags, som siden igjen dunstede bort af Sindet.
Med den Besked gik den gamle Klokker godmodigt ud af Stuen.
Da vi var alene, fortalte Susanne mig hviskende, hvorfor hun havde vovet at fortro sig til Klokkeren.
Hjemme havde hun nemlig hørt, at han engang i sin Ungdom havde havt en ulykkelig Kjærlighed, og at dette var Grunden, hvorfor han aldrig havde villet gifte sig og siden var bleven saa underlig.
Dernæst tog hun med ivrig Hast op af Lommen — hun gik endnu i sin gamle, blaarudede, korte Hverdagskjole, der skulde slides ud, men med „voksent” Haar — et Kors af smaa, blaa Glasperler, som jeg skulde bære om Halsen nærmest Brystet i en Silkesnor, som hun ogsaa trak op af Lommen.
Op af Lommen med det meget i trak hun fremdeles efter nogen Møie frem en liden Saks.
Det gjaldt nu en Krøl af mit Haar, netop den sorte i Tindingen, hun længe havde sigtet paa, sagde hun, og som hun agtede at forvare i Aflukket under sin Konfirmationsmedaillon.
Da jeg saa til Gjengjæld bad om en af hendes, som jeg ogsaa „længe havde sigtet paa”, sagde hun, at det ikke behøvedes, da det Perlekors, jeg havde faaet, var trædet paa hendes eget Haar.
Saa var der noget, jeg maatte love hende, og som hun havde udtænkt, medens hun sad hjemme og syede, for da tænkte hun paa saa meget.
Det var, at jeg, naar jeg blev Student, skulde forære hende en Forlovelsesring af Guld med Indskriften:
„David og Susanne” paa den ene Halvdel af Indersiden, og paa den anden Side skulde der staa:
„Som David og Jonathan”.
Det var vore Forældres Uenighed, der havde bragt hende paa den Tanke.
„Men,” afbrød hun, „Du hører jo ikke paa mig, David?”
Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa noget andet; det var, om jeg vel turde kysse hende til Farvel; jeg huskede paa isommer ude blandt Vætteskjærene.
I det samme skrabede det ude paa Stenhellen foran Døren, hvilket betød, at Klokkeren syntes, det nu snart fik være Slut, og Susanne skyndte sig til min Skuffelse straks med at faa Presenterne, hvormed jeg endnu stod i Haanden, gjemte nede i min Brystlomme.
Hun var netop færdig dermed, da Klokkeren traadte ind og sagde, at vi nu maatte tage Farvel med hinanden.
Susanne saa en Stund paa Klokkeren og derfra bleg og med Øine, der fyldtes med Graad, hen paa mig, som om den Tanke, at vi skulde skilles, først nu var gaaet rigtig op for hende.
Hun gjorde en heftig Bevægelse — hun vilde øiensynlig faldt mig om Halsen, men tog sig igjen i det, fordi Klokkeren var tilstede.
Nu tog hun kun min Haand, førte den op til sine Øine uden at sige et Ord og skyndte sig bort.
Det var mere, end jeg kunde udholde, og jeg tror, det var for meget for den gamle Klokker med. Han gik frem og tilbage og kneppede sagte paa Strengene, medens jeg henne ved Bordet lod Taarerne faa frit Løb.
Før jeg gik, spillede han en lille deilig „Slaat”, som han havde gjort, da han var tyve Aar.
Den greb mig dybt, fordi jeg syntes, den var gjort ligesom om mig og Susanne; den sang indeni mig længe bagefter, saa jeg lærte den udenad.
„Der hører nok én til,” sagde han, da han sluttede, og dernæst — efter et lidet Ophold som i en tung Erindring — „men den er lidet lystelig og passer ikke for Dig!”
Da Jagten tidligt den næste Morgen reiste, viftede der et Tørklæde ud af Salsvinduet i Præstegaarden og til Svar en blank Hat ombord.