Den Fremsynte/09
FJERDE KAPITEL.
MELLEM VÆTTESKJÆRENE.
Det var Sommer. Susanne og jeg gik nu i vort syttende Aar, og det var bestemt, at vi skulde konfirmeres til Høsten.
Det var i dette Aar, at min Fader indvikledes i sin ulige Kamp med Autoriteterne, deriblandt Fogden og Præsten, om hvorvidt vor Handelsplads skulde være fast Stoppested for Nordlandsdampskibet.
For min Fader var dette en Velfærdssag, og Striden herom, der iøvrigt interesserede hele Distriktet, var alt begyndt at blive temmelig bitter.
Det var nok ikke mindst i den Anledning, at Fogden den Sommer var reist i Besøg til Præsten, der var en meget indflydelsesrig Mand.
Udvortes var Forholdet mellem min Fader og Præsten dog endnu ikke Brud, og det var vist for yderligere at manifestere dette, at min Fader i den Tid endog et Par Gange blev inviteret over til Præsten.
Følgen heraf var igjen, at min Fader og jeg en Dag blev budne med paa en Seiltur ud til Vætteskjærene, som laa halvanden Mil borte.
Der skulde først en Stund fiskes og dernæst spises Mælkeringer i Land paa Gunnarspladsen, en Gaard, der laa som Bygselgods under Præstegaarden.
Der fulgte altid en vis Høitidelighed med, naar Præstens hvide Husbaad med fire Mand ved Aarerne gled ud af Bugten, og der stod da gjerne adskillige paa Land, som saa paa. Den Dag stod ogsaa Fader ude paa Trappen med Kikkerten. Han havde undskyldt sig for selv at være med, men derimod af god Takt ladet mig reise.
Inde i Kahytsvængen, der var aaben for Hedens Skyld, sad Præstefruen og Fogdens to Damer, og udenfor paa hver sin Side Præsten og Fogden og røg paa deres sølvbeslaaede Merskumspiber i lun Passiar — de var Ungdomsvenner fra Universitetsdagene.
Susanne og jeg samt den for Anledningen pyntede Stuepige fra Trondhjem havde Plads i den rummelige Forskot.
Præstefruen vilde idetmindste have den Del af sit Hus, som hun førte med sig i en forfærdelig svær Madkurv, et sandt portativt Spisekammer, under sine egne Øine. Den svære Madkurv og den tynde Præstefrue optog aldeles den ene Bænk, medens de to andre Damer med deres stivede Dragter fuldstændig opfyldte Resten af den trange Kahyt.
Der rørte sig ikke en Luftning, og Vestfjorden gik i lange, blanke Dønninger. Den laa kjæmperolig og solede sig. Den vidunderlig klare Luft lod Øiet udover Fjældrækkerne se næsten ind i Evigheden, medens en Luftspeiling — et omvendt Fjeld med et Hus under og et Par sprøitende Hvaler — opførte Eventyr for os udover den blaa Havslette.
Af og til mødte vi en Sjøfugl, svømmende i den blanke Dønning. I Kjølvandet tumlede en og anden „Nise”.
En Stund før Middag naaede vi ind mellem Vætteskjærene og lagde os nu til at fiske i smult Vande; det hed nemlig, uanset Madkurven, at vi selv først skulde skaffe os Middagen.
Paa Udsiden af Skjærene larmede Brændingen i den stille Dag og skjød mægtige, hvide Straaler med et Dragsug af mange Favne, eftersom Havet trak sin regelmæssige, dybe Aande.
Urolig, som Susanne var, bøiede hun sig ud over Baadripen, saa Haarlokkerne næsten dyppede sig i hendes eget Billede i Vandet, for i den gjennemsigtige Sjø at se paa Fisken, der i femten til tyve Favnes Dybde gled ind og ud af Tarren over den grønhvide Bund og stimlede om Snørerne, hvormed de voksne med deres dobbelte Angleredskab ofte trak to Fisk op ad Gangen.
Hun kaldte mig i sin Iver rent stærblind, hvergang jeg ikke kunde se netop den Fisk, hun mente. Og nærsynet var jeg jo vistnok ogsaa, men Susannes ringeste Bevægelse interesserede mig mere end hvilkensomhelst Fisk.
Naturscenen var i Sandhed henrivende. Den hvidmalede Husbaad vuggede sig over sit Billede, som den hang i Luft.
I Vandet stod ogsaa Gunnarspladsen neddyppet med Agterflekken under og Bjerkelien over og omkring sig.
Luften, der ud paa Dagen var bleven disig af Heden, var fyldt med en Løvduft saa stærk, som man sydpaa kun kjender, naar det har regnet.
Efter en knap Times Forløb var Bøtten fuld af Fisk, saa vi havde „Kogning”, og vi lagde nu iland.
Paa Grønningen lige overfor Husene havde Præstefruen i Mellemtiden faaet udflyttet et Bord, hvorpaa der paa den fine Damaskes Dug var sat flere Mælkeringer. Hun havde ogsaa kogt Rømmegrød og desuden, saavidt Pladsen strak til, belæsset Bordet med Retter fra Madkurven.
Vinen og de stærke Sager gjorde imidlertid nok tilslut Fogden lidt ør i Hovedet. Han fortalte til Præstefruens store Forfærdelse, at Præsten, graasprængt og streng som han nu sad der, i sin Ungdom havde været en overmaade lystig Fyr, og at de to havde gjort mangen en gal Streg sammen.
Da han begreb, at han var kommen galt an, udbragte han for at rette paa Sagen en alvorlig Skaal, hvori han for Distriktets Skyld haabede, at Præsten vilde vide at beseire alle Machinationer fra hans intrigante Nabo — her stansedes han i Talen ved et betydningsfuldt Blik af Præsten hen paa mig, som sad ved Bordenden, — og sluttede saa med nogle aandsfraværende Ord, som skulde aflede det hele.
Jeg følte mig kold og klam og var vist saa bleg som et Lig.
For min Faders Skyld tænkte jeg det gjaldt at holde gode Miner, men Maden voksede mig i Munden, saa jeg ikke formaaede at synke en Bid mere.
Jeg saa over til Susanne, hun sad sprudende rød.
Der blev en Stunds Stilhed, hvori nok enhver rugede paa sine Tanker om det passerede, indtil Sommerdagens Søvnighed fik Overtaget, og Præsten og Fogden, der begge var vant til at tage sin Middagslur, foreslog, at man en Timestid skulde hvile Middag og hver søge sig sin Plads i Skyggen.
Efter det, som var passeret ved Bordet, følte jeg mig aldeles ulykkelig tilmode. Man havde ladet skimte frem en Mening om min Fader saa krænkende, at det var mig en ren Tortur længere at være i Selskabet.
Et Stykke bortenfor Huset bøiede Lien ind over til et trangt Dalføre med Berg og Silju i Aasen paa begge Sider, og igjennem den løb over Kiselstenene en speilklar, blinkende liden Bæk, hvor en og anden Ørret smat.
Mens de andre sov, gik jeg op langs den og lagde mig ned for i Ensomhed at ruge over min Sorg.
Jeg veed ikke, hvor længe jeg havde ligget slig; men da jeg saa op, sad Susanne der heftig bevæget.
Hun syntes, de havde været slemme mod mig, sagde hun, og saa strøg hun, som hun ikke taalte at se mig bedrøvet, i Taushed Haaret atter og atter bort fra min Pande.
Der var en Varme i den lille Haand og en Tale i hendes med Graaden kjæmpende Ansigt, som mit til Kjærlighed saa trængende Sind ikke kunde modstaa.
Jeg veed ikke, hvordan det gik til, men erindrer kun, at jeg stod og trykkede hende heftig op til mig med min Kind ind til hendes og bad hende holde af mig, bare en Smule, saa vilde jeg holde af hende saa uendeligt hele mit Liv.
Jeg husker ogsaa, at hun svarede „Ja” og at vi under dette begge to græd.
Lidt efter stod vi smilende Haand i Haand og saa paa hinanden.
Der opkom samtidig en ny Tanke hos os begge, — den, at vi altsaa nu var forlovede.
Susanne var den første, som udtalte den og sagde, idet hun satte sine trofaste, dybe, blaa Øine forsikrende paa mig, at jeg fra nu af bestandig maatte huske paa, at hun holdt af mig, om de andre var aldrig saa slemme.
Vi hørte dem raabe paa os, og — hvad der før paa Dagen aldrig vilde faldt os ind at gjøre —: Susanne skyndte sig foran alene et Stykke, saa vi kom hver for sig tilbage til Selskabet.
Jeg havde alt Solen i Øinene langt ud paa Formiddagen den næste Dag, da Anne Kvæn, som hun var vant til fra jeg var Barn, ruskede mig vaagen og fortalte, at min Fader tidlig om Morgenen var reist til Tromsø. Han havde været oppe paa Kammeret hos mig tidligt, før han reiste, og da han kom ned igjen, ytret om mig, at „han laa og smilte i Søvne og saa saa lykkelig ud, stakkels Gut!”
Det var saare sjelden, at der fra min Fader kom et sympathetisk Ord, og derfor staar de i min Erindring.
Min Fader var nok selv dengang alt andet end glad.
Den omtalte Dampskibsstrid laa ham tungt paa Hjerte; han vilde nu forsøge det sidste Middel, nemlig at faa Sagen ordentlig udredet igjennem Aviserne, og det var derom han personlig vilde henvende sig til en Prokurator paa Tromsø.
Disse Husets Anliggender laa imidlertid udenfor, hvad jeg vidste.