Den ældre Edda. Fagrskinna
2. Den ældre Edda. Samling af norrœne Oldkvad indeholdende Nordens ældste Gude- og Heltesagn. Ved det akad. Collegiums Foranstaltning udg. efter de ældste og bedste Haandskrifter, og forsynet med fuldstændigt Variant-Apparat af P. A. Munch. Christiania 1847. stor 8. XVIII og 216 Sider. P. T. Malling. heft. 60 ß.
3. Fagrskinna. Kortfattet Norsk Konge-Saga fra Slutningen af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Aarh. Udg. efter Foranstaltning af det akad. Collegium af P. A. Munch og C. R. Unger. Med to lithograph. Facsimile-Aftryk. Christiania 1847. XVI og 216 Sider st. 8. P. T. Malling. heft. 84 ß.
Efterat det akademiske Collegium allerede tidligere havde glædet Vennerne af vor Fortids Sprog og Historie ved som Programmer at lade udgive tvende vigtige Bidrag til sammes Belysning, nemlig Björgynjar Kálfskinn i 1843 og Munkalifs Brevbog i 1845, har det i det nu forløbne Aar erhvervet sig forøget Krav paa deres Erkjendtlighed ved Udgivelsen af ovenstaaende Skrifter, der ledsagede Forelæsningskatalogerne for første og andet Halvaar 1847.
Af den ældre Edda, der som bekjendt er en Samling af Oldkvad om Nordens Gude- og Helte-Sagn, hvis Affattelse er at henføre til en saa fjærn Tidsalder, at man kan betragte den som Levninger af Folkets Urpoesi, og som Hovedkilden til vor Kundskab om Forfædrenes Mythologi, og som derfor udgjør et af vor gamle Litteraturs allervigtigste Mindesmærker, havdes vistnok allerede forhen tvende Udgaver. Men paa en Tid, da Interessen for vor gamle Litteraturs Studium er i stadig Tiltagen, havde ingen af disse tilfredsstillet det voxende Behov til en billig og let tilgjængelig Haandudgave. Den ene, besørget ved den arnæmagnæanske Kommission og udkommen i 3 Dele i Kvart Kjøbenhavn 1787, 1818 og 1828, er nemlig udstyret med en Luxus, der forøger dens Kostende i et Forhold, der kun lidet svarer til dens Indhold, og gjør dens Anskaffelse vanskelig for den ubemidlede. Den anden, bearbeidet af Rask og besørget af Afzelius, Stockholm 1818, som derimod baade er billig og let haandterlig, har i det mindste forhen været vanskelig at erholde igjennem vore Boghandlere. Desuden tilfredsstiller ingen af dem de Fordringer som man nu gjør og maa gjøre til en Udgave af en saa vigtig Levning af vor Oldlitteratur. Ti ligesom man derved kun lidet har ladet være sig magtpaaliggende at benytte de ældste og bedste Haandskrifter, saaledes er det ogsaa langtfra, at selve Textens Opstilling efter de anvendte Kilder er foretaget med den tilbørlige Omtanke og Omhu. Ved nærværende Udgave skulde man derimod efter Udgiverens Tilsagn i alt væsentligt finde de Savn opfyldte, som de foregaaende havde efterladt.
Til Grund for nærværende Udgave er nemlig ifølge Fortalen lagt de ældste og bedste Haandskrifter, som Tiden har levnet, og af de tvende vigtigste Codex regius og Codex arnæmagnæanus, benyttedes nye Afskrifter og Collationeringer, udførte af Stipendiat C. R. Unger, der ogsaa har taget en væsentlig Del i selve Udgavens Redaction. „Da imidlertid Hensigten ikke var at levere et diplomatarisk nøjagtigt Aftryk af Oldskrifterne selv, men en kritisk Bearbejdelse af deres Text, ere aabenbare Fejl blevne rettede, Conjecturer anbragte, og i de Stykker, der forefandtes i begge Oldbøger af den ældre Edda, eller som ere anførte i Snorra-Edda, Volsungasaga og Nornagestssaga, de Læsemaader optagne, som ved Sammenligning mellem Varianterne fandtes at være de bedste; men for alle saadanne Forandringer eller Afvigelser fra Grundtexten er der gjort fuldstændigt Regnskab i de bagved føjede Noter, hvor tillige de vigtigste Varianter findes anførte.“ Hvad Retskrivningen angaar, bemærke Udgiverne, at medens overhovedet – hvad der i en kritisk Textudgave var nødvendigt – en rationel grammatisk Ortographi med Accenter o. s. v. er anvendt istedetfor den i Haandskrifterne brugte, der er noget vaklende, ere dog de staaende Egenheder i Hovedcodex bibeholdte.“ Den her valgte Fremgangsmaade var vistnok ogsaa den for Øjemedet mest passende, og om man end ikke kan finde tilstrækkelig Grund til den angivne Afvigelse fra den vedtagne Regel, og man ogsaa i enkelte Tilfælde kan være af en fra Udgivernes forskjellig Mening om den rette Læse eller Skrivemaade, da er dette dog noget, der lige lidet for-mindsker Udgavens Brugbarhed som Udgivernes Fortjeneste.
Hvad Indholdet angaar, da ere de meddelte Sange de samme, som findes i de ældre Udgaver, kun at Grottasongr tillige er optagen. De Sange, hvis Autenticitet er tvivlsom, eller som tilhøre en kristelig Tid, nemlig Grógaldr, Fjölsvinnsmál, Hrafnagaldr Óðins og Sólarljóð ere meddelte i et særeget Anhang. I Fortalen meddeles en Oversigt over de benyttede Pergamenthaandskrifter og en Karakteristik af de tvende vigtigste. Derimod savnes Oplysning om de Papirshaandskrifter, som ere lagte til Grund for Udgivelsen af de i Anhanget indeholdte Sange, hvoraf maaske kan sluttes, at man her væsentligen har fulgt de ældre Udgavers Text. Til disse udstrækker sig heller ikke den tilføjede Variantsamling.
I det andet af de her anmeldte Værker gives os den første Udgave af en kortfattet, men indenlandsk, og ved visse for den særegne Beretninger mærkværdig Kongesaga, for hvis Beskaffenhed og hvis Haandskrifters Historie der gjøres Rede i Fortalen. Skjøndt benyttet af de fleste blandt vore Historikere, har den hidtil dog ikke været tilgjængelig for mange, og ikkun været til i Haandskrifter. Desværre ere alle de, som nu haves, ikkun Papirsafskrifter fra en sildigere Tid, medens de tvende Skindbøger, hvoraf de ere tagne og som have indeholdt tvende i visse Dele indbyrdes afvigende Recensioner af Sagaen, begge ere forsvundne paa et lidet Fragment nær, som nylig er opdaget i det norske Rigsarkiv, og hvorom meddeltes Underretning i dette Tidsskrifts første Aargang, ligesom det er gjengivet i det denne Udgave ledsagende Facsimile. Disse Papirafskrifter maatte altsaa lægges til Grund for Udgaven, men da de i denne Henseende kun meget unøjagtigen gjengive sine Originaler og derfor vistnok ogsaa ere indbyrdes afvigende: kunde der her ikke vel blive Spørgsmaal om at følge deres Ortografi. Saa ønskeligt og vigtigt det end er, at man overalt, hvor gamle og gode Haandskrifter haves til Grundlag for Udgaver af vore Oldskrifter lader disse aftrykke med diplomatisk Nøjagtighed, saaledes som skeet er ved Udgaven af vore gamle Love, have derfor Udgiverne her, uden noget Savn for et grundigt og nøjagtigt Sprogstudiums Venner, kunnet, som de af andre Hensyn fandt ønskeligt, gjengivet Afskrifternes vaklende Ortografi med en konsekvent og saadan, som den i Sprogets bedste Periode maatte have været, hvis man paa den Tid havde beflittet sig paa nogen streng Følgerigtighed i Retskrivningen.
Spørges der derimod om den Ortografi, hvormed Udgiverne have gjengivet Texten i de her omhandlede Værker, ogsaa i alle Dele er konsekvent og saadan, som den i Sprogets bedste Periode maatte have været: da kan i det mindste Anm. ikke andet end drage det i Tvivl. Saaledes er, som ved en tidligere Lejlighed bemærket, den jævnlige Anvendelse af ö som Omlyd af a neppe overensstemmende med den i Sprogets bedste Periode almindelige Udtale. Men det er ikke blot i de Tilfælde, hvor et o maa tænkes at staa i Stedet for au, at Udgiverne efter gammel Sædvane derfor sætte ö. Ogsaa hvor der findes I-Omlyd af o eller en Sammensmeltning af i og o, bruge Udgiverne ö. Saaledes skrive de ikke allene smjör for smjor, men ogsaa smör for smœr, hvori j og o ere sammensmeltede ligesom j og a i spell for spjall, j og ó i bœr for bjór[1]; fremdeles nördri, nörztr for nœrdri (neyrdri) eller nyrdri, öfri for œfri (efri) o. s. v., noget som i det mindste for Anmelderen synes at afstedkomme Forvirring, især saalænge man ikke ligefrem udgiver ö for det korte œ, som da vilde være den rette Omlyd af o ligesom y af u.
Saaledes at gjennemgaa alle de Tilfælde, hvori Anm. finder Betænkelighed ved den af Udgiverne fulgte Skrivemaade, vilde føre for langt. Han skal dog endnu tillade sig at gjøre opmærksom paa nogle enkelte. Udg. have nemlig iblandt andet vedtaget at skrive hánum, medens dog honum, bvori o vilde være Omlyd af a, forekommer at være rigtigere. Et á synes her aldeles uforklarligt, og i de Bygder, hvor der gjøres nøje Forskjel i Udtalen mellem á og o, siger man endnu stedse, saavidt Anm. erindrer, honum. Men rigtignok vilde en Omlyd i honum kun slet passe sammen med Antagelsen af ö som den rette U-Omlyd af a. Ligeledes skrive de erendi, medens dog Ordets Oprindelse af ár og det oht. árant tydeligt tale for Skrivemaaden ærendi, af hvis islandske Udtale det stundom forekommer eyrendi lader sig forklare. At de skrive Þrándheime, stemmer vel overens med den af Prof. Keyser i Samlinger VI, 433 angivne Etymologi, men kun lidet med den plurale Form af Folkenavnet Þrœndr, der synes at fordre Þróndheimr. I Haandskrifterne vexle nok begge Former, og da en Afledning for Folkenavnet Þrœndr af Verbet þróast synes at have lige saa meget for sig som den nysnævnte af Verbet þrá, burde vel Skrivemaaden Þróndheimr gives Fortrin.
Udgivernes Retskrivning er heller ikke konsekvent. Saaledes skrive de baade vela (stedse i Fagrskinna) og væla (f. Ex. Ældre Edda S. 183 a. L. 4), medens den rette Skrivemaade maaske vilde være vœla; Fiðr i Fagrsk. S. 170, men ellers almindelig Finnr og endog innrin f. iðrin S. 187; i Fagrskinna snart ꝍrit, snart ýrit, skjøndt vel begge ikkun ere forskjellige Omlydsformer af det samme Ord; ligesaa snart bóandi snart búandi. I Fagrskinna S. 13 skrives ambátt, men i den ældre Edda S. 49. a. L. 12, b. L. 18. 24. ambótt. Saavel ambátt som ambótt forekomme vistnok i Haandskrifterne, men ligesom den ypperlige Codex af den ældre Gulathingslov stedse her ambatt, saaledes viser ogsaa det afledede embætti, samt got. andbahts og oht. ambaht noksom, at ambátt er det ene rigtige. I den ældre Edda S. 48 a staar erendi i 4de, men örindi i 14de Linje. Mange flere Exempler kunde anføres, men disse ville være tilstrækkelige.
Ved disse Bemærkninger har det dog mindre været min Hensigt at fremhæve Mangler ved de Udgaver, der ere Gjenstand for denne Anmeldelse, end at gjøre opmærksom paa Vanskeligheden af allerede nu at have færdig en regelmæssig grammatisk Skrivemaade til konsekvent Gjennemførelse. Ligesom det er mig ubekjendt, at nogen saadan er „godtgjort som den normale for det oldnorske Sprog i det 13de og 14de Aarhundrede,“ saaledes vilde det ogsaa være for meget at vente det, nu da et nøjagtigt paa de gamle Haandskrifter grundet Studium af vort gamle Sprog saa at sige først nylig er begyndt, og især saa længe dets Lydlære ikke har været underkastet en udførligere og omhyggeligere Behandling, end der hidtil er bleven den til Del. Hvor lidet jeg imidlertid miskjender, at der gives Tilfælde, hvori man er nødsaget til at experimentere med en saadan grammatisk Skrivemaade har jeg allerede i det foregaaende tilkjendegivet. Men det maa heller ikke oversees, hvor meget der endnu maa forberedes førend en saadan med Fuldstændighed og Tryghed kan opstilles som den ene normale. Maaske dette heller ikke i den Grad er Tilfælde med Udgiverne, som deres Yttringer synes at tilkjendegive.
Af Fagrskinnas tvende Recensioner er den fuldstændigste lagt til Grund, medens dog Udgiverne have af den anden optaget Berigtigelser og Forbedringer „hvor den første enten ikke gav nogen Mening eller var slet redigeret;“ undertiden have de ogsaa taget sin Tilflugt til Konjekturer. Med hvilken Nøjagtighed og Omhu de her have gaaet til Værks, kan ikke fuldstændigen bedømmes uden en fortløbende Sammenligning med selve Haandskrifterne. At foretage en saadan har ikke kunnet være Anmelderens Sag; men han har selv uden dette fundet sig foranlediget til nogle Udsættelser og Betænkeligheder ved den opstillede Text, hvoraf han her skal tillade sig at anføre de vigtigste. Formerne dyðrill og dyrðill (Side 61 og 62), Skúmr og Skúma (Kap. 61, 62, 65.) byrðarsveinn og burðarsveinn (Side 147 og 169) forekomme begge, uden Tvivl i Overeensstemmelse med Haandskrifterne, men da det ikke var Udgivernes Hensigt at binde sig til noget enkelt af disse, men derimod af dem begge at udvælge det bedste, burde der være indrømmet den ene af disse Former et afgjort og stadigt Fortrin. Side 37 not. 7 burde vel B’s Læsemaade været optaget, da A’s ikke giver nogen Mening; ligesaa Side 60 n. 13. Rettelsen fra var fyndr (ɔ: várr fundr) til várn fund Side 176 u. 1 er aldeles overflødig, da bera i denne Betydning ofte bruges personligen; mindre synes den Lin. 6 samme Side forekommende Sætning 13 tugir manna var talit at kunne taales. Side 172 Lin. 9 staar óskrát, hvilket, selv om det findes i Haandskrifterne, vistnok maa rettes til óskorat, jevnf. Side 186 Lin. 15 fg. – Side 78 Lin. 11 gives vandræðavaut neppe nogen Mening, og bør nok rettes til vandræðavanligt, som B har, eller til vandræða ván. – Kap. 203 Lin. 4 fgg. er Interpunctionen neppe rigtig, da der vel burde staa Punctum foran fyrir þvi, og Eftersætningen begynde med ok gerðu, jevnf. Side 142 Lin. 1, hvor ogsaa ok begynder Eftersætningen, ligesom denne Sprogbrug er herskende i Islændingernes ældste Lovbog (Grágás). – Side 78 Lin. 4 nedenfra savnes mellem var og kaupfríðr et eigi, som sandsynligvis er udeladt ved en Trykfeil. Er det dunkle Udtryk nökkurs atburðar Side 6 Kap 9 ogsaa en Trykfeil? Utvivlsomme Trykfeil ere kreya f. skreya Side 24 Lin. 9, mekillu f. mikilli Side 44 Lin. 9, myskva f. myrkva Side 111 L. 7, or f. ok Side 157 Lin. 2.
I et Anhang til Fagrskinna have Udgiverne meddelt en Angivelse af Ordfølgen i de mest indviklede Viser, som vistnok er alle velkommen, skjøndt den oftere svigter, hvor den ikke synes mindre fornøden, end paa mange af de Steder, hvor den findes. Ligesaa have de forsynet Værket med tvende Registere over Persons- og Stedsnavne, og i det sidste meddelt geografiske Oplysninger. Enkelte af disse kunne dog, som rimeligt er, være Tvivl underkastede, som f. Ex. naar Hjôrnagli antages at betegne Fjeldet Hornelen paa Bremangerlandet, medens det i det mindste med Hensyn til Navneligheden synes nærmere at derved tænke paa Havnen Kjernagelen i Sveens Sogn. Kraft i sin Beskrivelse over Norge og Munthe paa sit Kart over det gamle Norge har Smalsarhorn som Fjeldet Hornelens gamle Navn.
Begge de her anmeldte Værker udmærke sig ligesom flere af den norske Presses Frembringelse i den senere Tid ved sit smukke typografiske Udstyr. Skjøndt oprindelig bestemte til gratis at uddeles med Universitetets Forelæsningskataloger, ere de ogsaa komne i Boghandelen og kunne saaledes faaes til de angivne billige Priser.
Johan Fritzner.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ved denne Lejlighed være det mig tilladt at hidsætte nogle Ord om den i norske Haandskrifter forekommende Genitivform biaar. Thi saa meget jeg end erkjender Gyldigheden af den ved Prof. Munch i Norsk Litteraturtidende Side 332 opstillede Regel og Muligheden af dens Anvendelse ogsaa i nærværende Tilfælde: saa forekommer denne mig dog tvivlsom, især paa Grund af den fuldkomne Forvexling af y og i, som den vilde forudsætte En anden Forklaring forekommer mig at have mere for sig. Býr er nemlig opstaaet af bjór paa samme Maade som sær og sjár; men af Genitivformen bjóar bliver ganske simpelt ved Sammentrækning bjár paa samme Maade som tjá af tjóa; og Tilstedeværelsen af de to Former týa og tjá for tjóa er aldeles analog med det her forudsatte Forhold mellem bjár og býar.