De to Søstre
De to Søstre.
Paa en mørk Vinterdag kom jeg i et tykt Snefog, gjennemblæst og vaad, til Gaarden Toller. Jeg havde endnu en god Mil at kjøre, inden jeg naaede vor gamle Vens Prestegaard, hvor jeg efter ti Aars Forløb igjen uventet skulde indtræde. Uagtet jeg altsaa med Længselens Vinger higede imod min Rejses Maal, kunde jeg dog ikke bare mig for den Tanke: „mon ikke de gamle Jomfruer paa Toller skulde have en varm Stue og en Kop Kaffe for Dig?“ og da min Tanke fik Ord, forsikrede Postkarlen mig, at derom var ingen Tvivl. Uagtet jeg nu ikke vidste Andet om disse gamle Damer, end at de hed Jomfu Rosine og Aline Ring, og at de boede paa en stor Gaard, svingede jeg dog rask ind fra Landevejen og jog under den muntre Bjeldeklang op igjennem Alleen. I Forstuen mødte jeg en aldrende Tjenestepige, der, forundrende sig over at se en fremmed Mand betræde hendes Herskabs stille Bolig, besaa mig fra Øverst til Nederst. Lidt forlegen angav jeg Aarsagen til mit Ønske at maatte en halv Times Tid hvile her, og hun sprang ind for at melde mig. Et højt, sort Fruentimmer i en simpel, gammeldags Dragt med Sæt paa Hovedet — traadte ud, nejede dybt og hilste mig med et stivt: „Tjenerinde, min Herre! Behag at sidde ned!“ Paa gammel norsk Vis bød man mig en Dram, og derpaa blev Kaffebordet fremsat. Ved de indbragte Lys iagttog jeg med en vis vemodig Moro disse gode Pigers ensformige, stive Væsen. Hos begge syntes et svagt Spor af Ungdoms Skjønhed at skimte frem under den rynkede Hud, og i deres Stemme var endnu en vis Bøjelighed tilbage, som sjelden følger Alderdommen. Hvad der især undrede mig, var, at ingen af dem viste den hos gamle Fruentimmer saa fremstikkende Nysgjerrighed. Samtalen drejede sig om ganske almindelige Ting og begyndte næsten at gaa istaa, da paa engang Bjelder klang udenfor Vinduerne. „Der er Farbror!“ raabte de begge og sprang op med et lyst Smil. Imedens Rosine gik ud imod den Kommende, fortalte Søsteren mig, at deres Broder havde været ude i Bygden og kom nu just tilbage. Derpaa traadte ved Rosines Arm en rask gammel Mand ind ad Døren, trykkede først Alines Haand og rakte mig derpaa sin. „Som jeg hører“, sagde han, „vil De besøge Presten; jeg kan fortælle Dem, at han ikke kommer hjem førend imorgen, for jeg mødte just ham og hans Kone paa Landevejen idag. Det er derfor bedst, De slaar Dem til Ro hos os“. „Ja dersom De tager tiltakke med, hvad Huset formaar“ — sagde Rosine venlig. — „Saa er De os hjertelig velkommen“, vedblev Aline. „Ja ret meget velkommen“, forsikrede den første og gav sin Søster et betydende Blik. Denne Indbydelse kunde jeg ikke modstaa; jeg afskedigede min Skyds og gik efter Hr. Rings Raad op paa det mig anviste Kammer — for at ombytte mit vaade Fodtøj.
Jeg blev temmelig længe deroppe for at fatte mig igjen efter den trykkende Følelse, Synet af disse, maaske engang blomstrende, lystige, lette Piger havde indgydt mig. Man bankede paa, og Jomfru Aline traadte ind. „Undskyld, at jeg er saa fri“, sagde hun; „men jeg maa paa min Søsters og egne Vegne bede Dem holde os tilgode, at vi i en Fremmeds Nærværelse celebrere en Højtidsdag i Aften. Det er just Broder Fredriks Geburtsdag, og saa plejer vi gjerne at have en liden huslig Festlighed. Min Søster troede rigtignok, at det var upassende, nu da vi havde den Ære af deres Nærværelse, — men jeg ser allerede paa Dem, at De ikke vil fortryde paa et Par gamle Menneskers stille Munterhed“. Jeg kan ikke beskrive, hvor blød om Hjertet jeg blev ved disse Ord; en Taare skjød op i mit Øje, og jeg trykkede med et venligt Smil hendes Haand. Hun lyste mig ned i Stuen, hvor Ring munter kom mig imøde med den stoppede Pibe. Samtalen imellem os blev snart underholdende; den Gamle, som havde været Sømand, fortalte om sine Rejser, og jeg gav ham de nyeste Efterretninger om de fjernere Lande. „Naa, I have ret skaffet mig en behagelig Gjest, Børn!“ sagde han blid til Søstrene, og et inderlig venligt Øjekast fra dem begge belønnede mig for min Snaksomhed. „Ej, ej!“ sagde han, idet Rosine bragte en liden Mugge Punsch frem paa Bordet; „det maa jeg lide; saadan en forstandig Gjest og saa et godt Glas Punsch, det gjør en festlig Aften. Rosa, Lina! Klink med os!“ Hans levende, sorte Øjne fæstede sig et Øjeblik paa enhver af dem, og med en underlig, bly men rørende Varme gjengjeldte begge hans Øjekast, idet de klinkede med os. Efter nogle hurtig henrundne Timer gav Rosine Broderen et Vink, at Maden var færdig, tog Lysene og oplukkede Storstuen. Et lidet Bord stod dækket for fire og rigelig besat med gammeldags Sølvstads. Midt paa Bordet stod en stor Kage, hvorpaa var indlagt med Sukker F. R. den 10de November, og omkring denne var flettet en Krands af Evighedsblomster. „Hvad er dette!“ raabte han overrasket og sank med Taarer i begge Søstres aabne Arme. „Min Fredrik, vor Fredrik!“ raabte de hulkende og glemte i et langt Minut, at en Fremmed betragtede den rørende Scene. „O Piger, Piger!“ stammede endelig den gamle Mand med et ungdommeligt Aasyn; „et bedre Foraar sender os imøde de Roser, som visnede for os i Livets hede Sommer. Mine Søstre!“ Vi kom endelig tilbords; Ingen kunde tale; Ingen følte, at han ikke kunde det. I Alles Blik bævede en stille Taare, og jeg har aldrig været saa vemodig og dog saa glad. Rosine, der lagde for, syntes først at komme tilbage til Jorden, og forsømte ikke, idet hendes forklarede Aasyn viste, at hun tænkte paa noget Højere, med sirlig Høflighed at nøde os til at spise. Aline skjænkede flittig i Broderens og mit Glas, imedens hun med heftig Bevægelse tabte sig i hins Øje. At noget Overordentligt var foregaaet med og i denne Familie, blev mig klart, og jeg ventede længselfuld paa Oplysning derom. Den kom ikke; ved Stegen toge Søstrene sit Glas, stødte an med os og hviskede næsten: „kjære Frits!“ og tømte det. Derpaa erindrede man min Sundhed og søgte, skjønt med Møje, at gjøre Samtalen almindelig. „Evighedsroser, I ædle, elskede Søstre!“ raabte endelig Oldingen, drak sit Glas og rejste sig. Endnu sad vi en Times Tid sammen ved det afdækkede Bord, indtil jeg følte, at det var paa Tid at unde de gamle Mennesker Rolighed efter den angribende Aften.
Næste Morgen vaagnede jeg tidlig og gik sagte ned i Dagligstuen. Der var Ingen. Nysgjerrig aabnede jeg et Bogskab, hvor jeg fandt Clarisse, Grandison, Holberg og flere æsthetiske Værker fra den ældre Tid. Men i en af Bøgerne laa en Seddel, hvis Indhold i den Grad vakte min Nysgjerrighed, at jeg uvilkaarlig stak den til mig. Nu kom Jomfruerne og strax efter Broderen ind, Kaffen blev drukken under fortrolig Samtale; Hesten var for Døren, og jeg maatte afsted. Jeg har nu gjort Dig bekjendt med disse Mennesker, saaledes som jeg selv har lært dem at kjende, — og nu vil jeg fortælle deres Historie saaledes, som jeg af min Ven, Presten siden fik den.
Frederik Ring var en rask Dreng i sit fjortende Aar, da hans Fader, en fattig Prest, pludselig døde. Drengens Moder var død Aaret forud, og hans eneste Støtte i Verden var en velstaaende Onkel, Proprietær paa en Gaard nogle Mil oppe i Landet. Denne sendte, saasnart han fik sin Broders Død at vide, en Karl afsted for at hente Frits — og modtog Drengen med faderlig Kjærlighed. Den aldrende Onkel Hans havde efter sin Kone to venlige Smaapiger, hvis Opdragelse var hans kjæreste Syssel. Uden synderlig Dannelse, havde han nogen Smag for Læsning og lige saa aaben Forstand som ædelt Hjerte, og hans Opdragelse lykkedes fortræffelig. Rosine og Aline lovede at blive sit Kjøns Prydelse. Med søsterlig Velvilje modtoge begge den faderløse Frits, der med undselig Hengivenhed sluttede sig til sine venlige Søstre. Et Aars Tid løb hen i barnlig Fortrolighed, og nu nærmede sig Tiden, da Frits skulde til Søs. Hemmelig græd han mangen hed Barnetaare ved at tænke paa, at han nu skulde forlade sin anden Fader og sine elskede Søstre; men disse skjulte ogsaa mangt et frembrydende Suk ved Tanken om Skilsmissen. Det var Søndagen efter Paaske, da alle tre kom hjem efter sin Konfirmation. Rørt modtog den Gamle sine tre Yndlinger, imellem hvilke han ikke mere vidste at gjøre nogen Forskjel. „I have elsket hverandre som Børn, elsker hverandre ogsaa som Voxne; værer altid hverandre værdige!“ sluttede han, idet han paa engang omfavnede alle tre. Begge Pigerne omslyngede Broder Frits, men ligesom grebne af en ny og uforstaaet Følelse, bleve alle tre staaende med nedslagne Øjne og glødende Kinder. Ved Bordet vare de stille og enhver fordybet i sig selv. Presten og nogle faa Venner, som vare tilstede, sad i Samtale om Kaffebordet. Frits gik dybsindig op og ned under den mørke Lindealle ved Landevejen. Tusinde dunkle Følelser gjennemstrømmede ham. Imedens Rosine skjænkede Kaffe for Selskabet, opsøgte Aline den kjære Frits — men blev for første Gang forlegen staaende foran ham og pillede paa sit Livbaand. Frits kastede et frygtsomt Blik paa den i sin sorte Silkekjole og med den grønne Krands i de første Gang krøllede sorte Lokker usigelig indtagende Mø. Da skjød en brændende Straale fra hendes klare Øje, og hun trykkede hans Haand op til den bankende Barm. „Aline, Aline!“ raabte han hulkende og trak hende i sine Arme. „Kjære Aline! nu er snart min Afsked for Haanden; hvorledes skal jeg leve adskilt fra Eder?“ — „Ak Frits!“ sukkede Pigen; „derude vil Du snart glemme os, men Aline glemmer aldrig Frits“.
Hvo tør med vanhellig Haand male den frembrydende Morgenrøde? hvo beskrive den spæde, uskyldige Sommerfugls første Vingeslag, naar den flagrer ud fra det trygge Barnehjerte; Ingen af dem kjendte den farlige Gud af Navn, der med sit Rosensmil omflagrede dem. Men da Aline langsomt rev sig løs af sin elskede Frederiks Arme og stille traadte ind i det faderlige Hus, da blev det hende tydeligt, at hendes Hjerte fra nu af tilhørte Frits, og hun overlod sig til søde Drømme. Frits havde ingen klar Tanke; han følte sig forunderlig bevæget, men tilskrev Smerten over den nær forestaaende Afsked fra den kjære Familie den Uro, der gjennembævede hans Bryst.
Den følgende Uge gik stille hen i sædvanlig Virksomhed. Med den første Kjærligheds Ængstelighed undgik Aline Frits, og hos ham syntes kun Følelsen af den nære Afsked at fordunkle den ungdommelige Munterhed. Dagen til Afrejsen kom. Bleg og mat gik Frits op og ned ad Gulvet, imedens Rosine under Taarer pakkede hans Tøj sammen. Paa engang vendte hun sig hulkende omkring og lagde sit Hoved imod Vinduskarmen. Der var ingen flere i Stuen. Frits tog hende om Livet og lagde sit forgrædte Ansigt op til hendes Skulder. „O, hvor er det tungt at forlade dem, man elsker!“ raabte han. Rosine hulkede stærkere og trykkede ham tættere op til sig. „Herefter skal Frits vandre alene og fremmed i Verden. — „O Frederik! svarede Pigen, „husk paa, at Du har dit Hjem her; her lever dit Minde“. Uvilkaarlig lagde hun Haanden op til sit Hjerte og rev sig løs af hans Favnetag.
Frits var borte. Langsomme randt de ensomme Dage for de to vakre Søstre. Omhu for den svagelige Fader og Omsorg for den betydelige Landhusholdning adspredte dem fra den aarle Morgenstund og til Aftenens Komme; men i de stille, rolige Aftentimer var de uophørlig beskjæftigede med Erindringen om den elskede, fjerne Ven. En vis anende Frygt afholdt begge fra at samtale om Frederik, og jo mere Tiden hengled, desto mindre blev det dem paa begge Sider muligt at opdage for hinanden sine Følelser og Haab. Visselig troede enhver af dem, hvad Hjertet saa gjerne vilde tro, at hun var den, der engang ved Frederiks Haand skulde nyde Livets skjønneste Fordring. Pludselig døde den gamle Fader; en gammel Tante flyttede til dem, og de følte mere end nogensinde Savnet af sin Ven, fra hvem de kun sjelden erholdt en kjærkommen Efterretning.
Fra deres første Ungdom af havde Faderen holdt dem til at nedskrive daglig sine smaa Begivenheder og Erfaringer. Dette var blevet dem til en kjær Nødvendighed, især siden de mistede Frits og siden den elskede Fader. Dagbogen havde altid været dem en Helligdom, og intet fremmed Øje havde seet den. En Aften satte begge Pigerne sig efter Sædvane ved hver Ende af Bordet for at skrive i Dagbøgerne, og tilfældigvis, jeg ved ikke hvorledes, bleve de ombyttede. Begge bleve det var ved første Øjekast, og enhver af dem rakte med høj Rødme Hænderne ud for at tage sit Hefte tilbage. Men paa engang standsede de, saa med søsterlig Kjærlighed paa hinanden og sagde: „læs kun!“ Hvad begge Søstrene egentlig læste, det har min Ven ikke kunnet give nogen bestemt Kundskab om; men saa meget er vist, at efter at begge med den mest levende Bevægelse havde snart læst, snart fæstet Øje paa hinanden, snart udgydt Strømme af Taarer, sank de uden Ord i hinandens Favn, idet de tilsvore hinanden søsterlig Kjærlighed til Graven.
Strax efter denne Scene, der vistnok af et Øjenvidne vilde været fremstillet paa en værdigere Maade, rejste Rosine til en Veninde i Besøg paa nogle Uger. Faa Dage efter hendes Ankomst anmeldtes Søkaptein Ring. Med afvekslende Ansigtsfarve ilede Rosine foran sin Veninde til Døren, — og højt grædende sank hun i Fritses Arme. Denne, der med stormende Hjerte ilede til det kjendte Hjem fra den venlige Bølge, som havde begunstiget sin kjække Søn, og der nu haabede i en af de hulde Søstre at finde en tro Mage, havde tilfældigvis hørt, at en Jomfru Ring befandt sig her, og rejste derfor hid. Af Timer bleve Dage, og imedens Rosines Veninde med munter Spøg stedse forøgede Elskovsflammen, — imedens Frits, overbevist om sin Lykke, svømmede i Fryd og i dristig Triumf gjerne kunde have omfavnet den hele vide Verden, udgød Rosine, efter Dage fulde af salig Forglemmelse, i de stille Nætter bitre Taarer og gjorde sig selv Bebrejdelser for ethvert fortroligt Haandtryk, ethvert huldt Smil. Endelig kom det længe frygtede Øjeblik, da Frederik tillidsfuld og med den inderligste Kjærligheds Udtryk forlangte hendes Haand. Bleg og forvirret stirrede hun for sig, men med hurtig Fatning slyngede hun sin Arm om hans Hals, trykkede et Kys paa hans Læber og sagde med fast Stemme: „Bliv, som Du fra vore Børneaar var, bliv mig en trofast, kjærlig Broder! Jeg elsker Dig ømmere, end en Søster elsker Broderen, men din Kone kan jeg aldrig blive“. „Du tilhører da altsaa en Anden?“ spurgte Frits, pludselig nedstødt fra sin Glædeshimmel. „Spørg mig ikke derom nu, elskede Broder“, svarede den ædle Pige, kyssede ham endnu engang og ilede med den sidste Rest af Fatning op paa sit Kammer.
Temmelig forskjellige Følelser gjennemstrømmede den ærlige Frederiks Sjæl. Disse faa Dages Samvær havde gjort Pigen saare kjær for hans Hjerte, og han følte Afslaget som et Dolkestød; men paa den anden Side var hans Stolthed krænket, og han kunde ikke Andet end finde, at Rosine havde vist sig som hans Elskede indtil dette Øjeblik. Efter nogen Betænkning besluttede han jo før jo heller at rejse til Toller, hvor han vilde finde Aline, for jo før jo heller at glemme sin Kurv. Han tog en Afsked med Rosine, der fra hans Side var temmelig kold, og rejste nu med ilende Hastighed til den vel bekjendte Gaard. I Alleen sad Aline paa en Bænk, som var opsat netop der, hvor hun paa Konfirmationsdagen havde hvilet i Fritses Arme. Erindringen slog som et Lyn ned imellem det Nærværende og Forbigangne; at springe ud af Vognen, kaste sig i Alines Favn og synke ned paa den grønne Bænk — var Øjeblikkets Verk. Snart, da den første Storm var over, gik de Haand i Haand ind i Huset; Aline fulgte sin Ven rundt om i Mark og Have, Loft og Lade, og han fulgte saa sjæleglad og kjendte Alt, Alt igjen og græd Vemods- og Glædestaarer. „Men“, begyndte Aline endelig, „savner Du da slet Ingen? Har Du ikke tænkt det Mindste paa Rose?“ — Frits blev lidt forvirret; han havde nemlig foresat sig ikke at nævne sit Besøg hos Rose for desto bedre at skjule sin Kurv. „Ja i Sandhed, Du har Ret“, sagde han endelig; „hvor er hun da?“ — Det lod som om hans Distraktion ikke var Aline ubehagelig.
Saa snart som muligt henledede Frits Samtalen paa Fremtiden og bad Aline om at følge ham paa den øvrige Del af Banen. Med undselig Glæde sank hun op til hans Barm. Men Frits krystede hende med en ærlig Sømandsarm til sit Bryst og raabte: „Nu saa er det alt sammen godt, min Glut; saa faar Søster Rosine længe nok give mig Kurven; nu er den Tort god igjen“. — „Søster Rosine? Kurven?“ — „Ja, ja!“ og dermed fortalte han den hele Tildragelse. „Gode Gud! Hvad har jeg da gjort!“ raabte Aline og skjulte sit Ansigt. „Lad mig nu være, Frits, jeg behøver Rolighed og Ensomhed; imorgen tidlig Mere“. Hun gik, og Frits talte Vindusruderne og Loftbjælkerne. Næste Morgen havde den ærlige Søkaptein sin anden Kurv, og da han ikke kunde udholde at blive længer paa Toller, jog han endnu samme Formiddag afsted — og søgte til sin Ven, den blaa Bølge. Jo mere Frederik eftertænkte det Eventyr, han under sit korte Ophold paa Landjorden havde oplevet, desto tydeligere blev det ham, at de to Kurve vare lige saa smigrende for ham, som de vare Beviser paa Søstrenes ædle Hjerter og urokkelige Troskab mod hinanden. Han begræd sit Savn i mange Aar — og fandt aldrig en Pige, der kunde erstatte ham Aline eller Rosine. Saaledes henrandt hans Manddom. Da Alderen begyndte at minde ham om, at det nu kunde være bedre paa Landjorden, og han kun var uvis med sig selv om, hvor han skulde opslaa sin Bolig, — fattede han den Beslutning, at se, hvorledes hans fordums Kjærester levede. Han rullede vemodig ind igjennem Alleen, grublende over Skjæbnen. „Mon her bor en ny Ejer“, tænkte han; „eller mon En af dem sidder her som Mormoder imellem sine Børnebørn?“ Han traadte ind, dybt bevæget; da nejede to tugtige gamle Damer og sagde: „Tjenerinde, min Herre!“ og han fløj i deres Arme og har siden levet hos dem.