De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/5

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 401-424).
◄  § 4.
§ 6.  ►

§ 5. St. Mariæ Cistercienser-Kloster paa Hovedø.
(Mariu-klaustr í Höfudey).

Hovedøen kaldes den største og Agershuus Fæstning nærmest liggende Ø i den Gruppe, der strax Syd for Fæstningen skiller Bjørvigen fra Bundefjorden. Den har Form af en Hestesko med Aabningen mod Bjørvigen, og ligger noget over 2000 Alen S. V. fra det gamle Oslo. Øens to Arme ere temmelig høie, men midt over Landet gaar inderst fra Bugten et lavere Eid, paa hvis Midtpunkt St. Mariæ Cistercienserkloster stiftedes 18de Mai 1147 af Munke fra Kirkestad (Kirkstede) i Lineoln i England, og viedes som de øvrige Klostre af denne Orden Guds Moder, men tillige den hellige Jatmund eller Edmund, en angelsaxisk Konge i 9de Aarhundrede[1]. Derimod findes ingen Oplysning om, hvem der har foranlediget disse engelske Munkes Indkaldelse eller bekostet Klostrets Anlæg. Man kan med størst Rimelighed gjette paa, at Biskoppen i Oslo har fulgt Biskop Sigurds Exempel i Bergen, der Aaret forud stiftede Lyse Kloster ved engelske Munke af samme Orden. Som første Abbed i Hovedøen nævnes Andverus[2], formodentlig en i Moderklostret Kirkestad dannet Nordmand.

De første Efterretninger om Hovedøen oplyse, at Paverne strax og stadig have givet det Privilegier; den ældste Skjermbulle er fra 1162 af Pave Alexander III, senere af Lucius III fra 1184, af Cølestin III fra 1197 o. fl., men deres Indhold kjendes ikke[3]. Fra Klostrets ældste Tid er og Kong Magnus Erlingssøns Gave af Trediedelen i Dypviks Laxefiske paa Modum til Hovedøen, for sine Forældres, Orm Kongsbroders og sin egen Sjæl. Fra samme Konges Tid har der og existeret Stadfæstelse paa Klostrets Friheder og et Gavebrev paa Gaarden Fraun paa Follo[4]. – I Kongesagaerne omtales Hovedøen oftere, men nærmest paa Grund af Øens Beliggenhed ved Indløbet til Oslo, og sjelden faar man Underretning om Klostret selv eller dets Beboere. Mærkeligst er Hovedømunkens Jon Kuflungs Optræden 1185 som Modkonge mod Sverre. Aaret efter Magnus Erlingssøns Fald fremstod i Viken en Mand, der kaldte sig Jon og udgaves for Inge Krogrygs Søn. Han blev paa Haugething tagen til Konge, og først efter tre Aars Kamp lykkedes det Sverre at dæmpe dette Oprør, idet Jon selv faldt, og en Mand i Bergen, Peter, i ham gjenkjendte sin Søn Orm. Det maa være denne „Jon Konge“, som stadfæstede Klostrets Besiddelse af Gaarden Fraun, samt en Kvinde Bergliots Gave til Hovedøen; ligesaa har Kong Sverre bekræftet dets Friheder og Gaven af Fraun, der følgelig har hørt til Kongedømmets Gods[5]. Man seer af de vistnok yderst forvanskede Brevuddrag i Registraturen paa Agershuus, at Hovedøens Munke have faaet Stadfæstelse paa alle sine almindelige Friheder og paa enkelte Eiendomme af de følgende Konger og Partihøvdinger; thi den nævner Breve, udstedte af Biskop Nikolaus, Haakon Sverressøn, Erling Magnussøn (Steenvæg), Haakon Jarl (Galen), Kong Inge, Erik Jarlssøn o. Fl., men de afgive intet paalideligt Udbytte, uden maaske Erlings, der gav Klostret Gaarden Hof paa Hudrumstranden, St. Edmund til Ære, for sin Faders Kong Magnus’s, sin Farbroders Sigurds, sine Forfædres og sin egen Sjæl.

Men denne Munkenes Stræben at holde Venskab med den, som til enhver Tid havde Magten i Hænde, maatte paadrage dem Overlast eller anden Ulykke i disse urolige Tider. Da saaledes Biskop Nikolaus fik at vide, at Kong Sverre havde indlagt en Skat til Forvaring i Hovedøen, toge han og Sigurd Jarlssøn den med Magt ud af Klosterkirkens Væg[6]. Saalænge Sverre levede, synes han i det Hele at have holdt Munkene enten med eller mod deres Villie paa sit Parti. Han hørte Messe hos dem i Klostret, umiddelbart før han slog Baglerne ved Oslo, og det uagtet han var en bandsat Mand. Denne Tilsidesættelse af Kirkens Bud paadrog Munkene Straf fra Ordenens Generalkapittel i Cistertium Aar 1200, da der fastsattes de lovbestemte Straffe for de Munke, der havde holdt Messe for den bandsatte Konge, og for dem, der vidende herom havde vedligeholdt Broderskabet med de Første[7]. – Da Bagleroprøret efter Sverres og hans Søns Død atter blussede op, synes Hovedøen stadig at have holdt Venskab med dem, som og havde sin største Styrke i Viken og i Biskop Nikolaus en farlig Formand, om Munkene æggede ham. Venskabet lønnedes med Stadfæstelse af Privilegier og ældre Gaver samt nye Velgjerninger. Philip Baglerkonge forbød Morsdølerne (ved 1210) at forurette Klostrets Landbønder paa Gaarden Aspe, som Kong Inge havde givet Klostret[8], mageskiftede Gods med Hovedøen, og skal i sit Testamente have givet det nogle Gaarde for sin og sine Forældres Sjæle. Fra Kong Inge Baardssøns Tid omtales kongelige Stadfæstelsen paa Klostrets Ret til Laxefisket ved Hof paa Hudrumstranden, der ifølge 4 Biskoppers Dom af 1212 og pavelig Stadfæstelse tilhørte Hovedøen, samt et Skjermbrev for Klostret af Erkebiskop Thorer (1204–1214). Lignende Breve nævnes fra Kong Haakon Haakonssøn, hvoriblandt Stadfæstelser paa Klostrets Eiendom i Djupvik, Hof og Lidereng, Ret til Skovhugst paa Bygdø m. v.[9].

Da Gudolf af Blakestad reiste Ribbungernes Parti 1219, forefaldt disses første Vaabendaad paa Hovedøen, hvor Gudolf ved Nattetide overrumplede Kong Haakon Sysselmand Ivar Utvik, der laa til Ankers ved Øen. Efterat Flere vare faldne, undkom Ivar selv, og flere af hans Mænd reddede sig i Klosterkirken[10]. Paa denne Tid var (Englænderen?) Askatin Abbed i Hovedøen; da dette Navn ellers aldrig forekommer, synes han at maatte være den Askatin, som siden blev Kongens Kansler. Som Abbed deeltog han i det oftere nævnte Rigsmøde i Bergen 1223, som Kansler benyttede Kongerne Haakon og Magnus ham i flere og vigtige Sendefærd, nemlig til Keiser Konrad i Tydskland 1250, til Danmark 1261, til Skotland 1264, 1265 og 1266, da han deeltog i Afslutningen af Freden i Perth. Ligesaa ledsagede han Kong Haakon paa dennes sidste Reise til Orkenøerne 1263, og var 1269 i England ved Fredsslutningen i Winchester[11]. Aaret derefter blev han Biskop i Bergen, og deeltog i det store Kirkemøde i Lyon 1274[12]. Askatins Hengivenhed for Kongemagten fremlyser deraf, at Kong Magnus efter hans Raad stiftede Apostelkirkens Provsti i Bergen med kongelige Prester[13]. Fra Askatins Tid som Abbed er Biskop Nikolaus’s af Oslo og hans Kapittels Stadfæstelse af en Uddards Gave af Jordegods til „den hellige Mø Maria og hellig Edmund“, Munkene i Hovedø til Underholdning[14].

Efter Askatin var Englænderen Laurentius Abbed i Hovedøen Han tilligemed Mester Bjarne (Bernhardus), Kannik i Nidaros, benyttedes som Kongens Sendebud til Rom 1246 angaaende Kroningen, hvilken Sag Paven derpaa overdrog til Kardinal Vilhelm[15]. Da denne Aaret efter kom til Norge, tog han sig og af Hovedøen, og paalagde 29de Septbr. 1247 Oslo Biskop at hævde Munkene i deres Rettigheder og hjælpe dem i alt Lovligt[16]. Senere blev Laurentius forflyttet til sit Fædreland som Abbed i selve Moderklostret Kirkestad[17]. Hans Eftermand i Hovedøen kjendes ikke; i de følgende Aar omtales kun enkelte Gavebreve og andre Erhvervelser af Jordegods; i 1267 bekræftede Kong Magnus Klostrets Privilegier, og i 1268 skal han have taget Munkene i Forsvar angaaende Gaarden Aas paa Follo, som man vilde berøve dem. I hans Testamente fik Hovedøen 30 Mark gangbar Mynt[18]. – I 1283 tog Kong Eirik og Hertug Haakon Hovedøen i kongeligt Værn samt bekræftede sine Formænds Breve derom, og i 1291 udstedte Biskop Thorstein af Hammer en Vidisse af det Værnbrev, Kong Haakon den Gamle havde undt Klostret. I 1292 skal Hertug Haakon have reist Sag mod Hovedøen angaaende Bygdøen ved Oslo, som han antog urettelig var kommen i Klostrets Eie, men den tildømtes dog samme, da det bevistes, at den i 100 Aar havde fulgt Klostret[19]. Broder Halle nævnes som Abbed her mellem 1295 og 1298, og har uden Tvivl forud været Prest ved Klemenskirken i Oslo[20]. Han, Prioren Audun og flere Klosterfolk oprettede 1295 med Arnbjørn Bonde et nyt Markeskjel mellem hans Gaard Mork og Klostrets Gaard Aspe paa Follo[21]. I denne Abbeds Tid fik Klostret en Tomt ved Munkegaarden i Oslo af Hertug Haakon 1296, og s. A. gav Prioren Auduns Moder Husfru Ragnhild, Holtabjørns Enke, sig ind i Hovedøen med alt sit Gods, og Audun kjøbte for disse Penge 1298 Gaarden Solberg i Syllingdal[22]. Til at undersøge og paadømme de mange Trætter mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Kapittel valgte Paven 1296 Biskopperne af Oslo og Hammer samt Abbeden af Hovedø, og Halle har i denne Egenskab medudstedt forskjellige Breve, som dog ligesaalidt som hele denne Proces vedkommer Klosterhistorien[23]. Om Vaaren 1299 afgik Halle som Abbed, og fulgtes i Embedet af Baard, der 6te April 1299 indtog Formandens Plads[24] som Meddommer i Stavangersagen. I 1299 gjorde Hovedøen Gaardebytte med Gunnar Klerk, og i 1300 indgik Abbed Baard en Kontrakt med Fru Groa, Abbedisse i Nonneseter, om den aarlige Afgift af Djupvikfisket[25]. – Fyrst Witzlaw af Rygen, Dronning Eufemias Farfader, blev paa et Besøg hos Kong Haakon syg og døde i Oslo, efter i sit Testamente af 27de Decbr. 1302 at have erindret forskjellige norske Kirker og Klostre, hvoriblandt Hovedøen, der fik 30 norske Mark[26]. I 1305 overlod Øystein Arnessøn Hovedøen, hvad hans Fader havde testamenteret det i Gaarden Linderen i Akers Sogn, ligesom det 1307 fik noget Jordegods i Fru Jartruds, Hr. Guttorm Gydusøns Enkes Testamente[27].

Abbed Baards Eftermand Albrekt var det uden Tvivl, der 12te Marts 1311 fik Pavens Fuldmagt at varetage de kongelige Kapellers Bedste (ovenf. S. 352), men han nævnes først udtrykkelig 29de Juni 1312, da Klostret af Kansleren Hr. Aake fik Gaarden Bjerke paa Follo mod Jordegods paa Ringerige, hvilket Mageskifte Konge Haakon som Mariekirkens Patron stadfæstede; men Gaarden blev desuagtet i 1318 atter fradømt Klostret[28]. Efter Albert har en Sigurd i kort Tid været Abbed, og derpaa nedlagt denne Værdighed, hvortil da Audun hævedes, rimeligviis Klostrets oftnævnte Prior. I Februar 1315 gav nemlig Asgaut og hans Kone Ingerid Hovedøen Gaarden Dynjandaskeid i Bergheim mod at Manden optoges i Klostrets Brødrelag. Hun forklarede iøvrigt, at denne Gaard alt i Abbed Halles Tid var Klostret bestemt, senere overgivet til „Abbed Sigurd“, som og nu var tilstede, da hun, Mand og Slægtninger for Abbed Audun af Hovedø stadfæstede Gaven[29]. I Anledning af den ovennævnte Dom, hvorved Hovedøen tabte Gaarden Bjerke, lod Abbed Audun, formodentlig til Oplysning for geistlige Foresatte i Udlandet, samtlige Norges Biskopper give sig en latinsk Oversættelse af Mageskiftet og Kongens Stadfæstelse fra 1312[30]. Fra Auduns Tid er ogsaa en Vidisse af Kong Haakon IVs Gavebrev paa Djupvikfisket[31], og i den titnævnte Registratur nævnes flere Kjøbe- og Gave-Breve til Hovedøen fra denne Tid, hvoriblandt Aas i Aker og Drengsrud i Asker.

Ogsaa Eftermanden Abbed Jon havde Eiendomstrætte med Kansleren Hr. Ivar Olafssøn. Denne havde, som det synes i et omtvistet Skovstykke, ladet hugge og føre til Søen 30 Spirer, som Abbeden ved sine Folk med Magt tog til sig. Da Hr. Ivar paa Grund heraf vilde udtage Stevning mod Hovedøens Munke hos Biskoppens Official i Oslo, negtede denne 29de April 1321 at stevne Munkene, medmindre Hr. Ivar frafaldt den Tiltale og Dom, som Lagmand og Raadmænd allerede havde fældet; men dette vilde Kansleren ikke, og forlangte Dagen efter af Jon Abbed den tildømte Erstatning for de frarøvede 30 Spirer, og tilbød sig iøvrigt at underkaste sig uvillige Mænds Dom i denne Sag. Da dette afsloges, stevnede han Abbeden og Munkene at føre Spirerne til Akers Thing, og der tage den Ret, han efter Loven var dem skyldig[32]. Sagens Udfald kjendes ikke. At Jon var Hovedøens Abbed i 1321, er heraf vist; men i 1323 var den førnævnte eller en anden Audun atter Abbed her; han nævnes 17de Oktbr. d. A. i Ingerid Ormsdatters Gavebrev til Hovedøen af Gaarden Tomter paa Romerige til Sjælehjælp og evigt Bønnehold, imod at hun af „Landskylds-Munken“ oppebærer 12 Spand Smør aarlig[33]

Til denne Tid hører og Oslo Erkeprests Thorkel Gunnarssøn Mottuls (1318–1327) Testamente, hvori han gav Hovedøen Olreksstad for Gravsted i Klosterkirken[34], og en udateret Brevvexel mellem Biskop Salomon i Oslo og Biskop Audfinn i Bergen angaaende en Kannik ved Domkirken i Oslo, Mester Arne, som samme Sommer var gaaet ind i Graamunkeklostret[35] i Hovedø, og havde der anlagt Profesdragten. Nogle Dage efter kom han med Abbeden og nogle Munke til Biskoppen, nedlagde sin Præbende i Kapitlet og fulgte tilbage med Abbeden til Hovedøen, hvor han forblev i 10 Dage. Derpaa gik han atter sin Vei derfra, holdt længe til her og der i Heredet, og kom endelig til Hr. Erling (Vidkunssøn, den daværende Rigsforstander). Nu indkom Klage fra Abbeden, og Biskoppen paalagde derfor Arne i Henhold til constit. Bonifaciana de regularibus at vende tilbage til Klostret. Da han ei adlød, satte Biskoppen ham i Band; hvorimod han appellerede til Paven. Skjønt Biskoppen kunde forkastet denne ubeføiede Appel fra hans lovlige og pligtige Strafferet, havde han dog givet Arne Beviisbreve, hvilke denne dog ei vilde modtage. Arne kaldes nu Kongens Klerk, og man udlægger Biskoppens Færd til Kirkens Vanhæder; han opholder sig i Kongsgaarden, og trodser aabenbart Biskoppens Bud og Band. I denne Sag udbeder nu Salomon sin Medbroders Raad og Mening, og lover at følge denne. – I sit Svar finder Biskop Audfinn, at Salomon i Et og Alt har faret lovligt og pligtmæssigt frem, og at Arnes Appel er lovstridig. At han kalder sig Kongens Klerk, skyder sig under verdsligt Værn, og negter at lystre Bandsdommen, gjør ham netop denne underkastet, ifølge Vilhelms af Sabina Statut om Klerke, der ville drage sig fra geistlig Domstol. Biskopperne af Norge fik lidet at gjøre, hvis Kongens Klerke kunde bære sig ad som de lystede, og Ingen kunde rette dem, og „Gud forbyde, at Paverne skulde give saa stærke Privilegier mod den almindelige Love at det kirkelige Baand brister.“ Forøvrigt ere hverken Magister capellarum eller hans Klerke exemte, men kun privilegerede, eftersom de i deres Pavebrev ikke have nogen af de 7 Artikler, der begrunde Exemtion, og saaledes kan Dioecsanen lade saadanne Klerke kanonisk afstraffe uden Hensyn til tomme Indsigelser. Audfinn henstiller iøvrigt til Salomon og hans Brødre (Domkapitlet i Oslo) at foredrage Sagen for Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper, for at ogsaa disse i sine Kirker kunne bandsætte den Gjenstridige, til han falder til Fode[36]. – Dette er et hidtil ubekjendt Optrin i den fortsatte Kamp mellem geistlig og verdslig Myndighed, som rasede under Kong Eirik Magnussøn, tildeels bilagdes ved Broderen Kong Haakons Klogskab, men atter opblussede i Magnus Eirikssøns umyndige Aar, da Rigsforstanderen Hr. Erling oftere optraadte fiendsk mod Geistligheden. Sagens Udfald kjendes ikke.

Auduns Eftermand Abbed Albrekt nævnes i 1329, da han var paa Eidsberg i Heggen i Anledning af en Tvist med Bonden der om Landskylden af Gaarden[37]. Fra hans Tid omtaler atter Registraturen Gaver, Gaardkjøb, Domme m. v., der vise at Klostergodset stadig forøgedes, og i Testamente af 13de April 1331 gav Oslo Kanniken Guttorm Haavardssøn Munkene i Hovedøen 2 Mark Penge og 1 Pund Vox, for at følge hans Lig ind til Oslo, der holde de første Sjælemesser over ham, og siden paa samme Maade ihukomme ham i Klostret[38]. 4 Samme Aar har Biskop Halvard af Hammer udstedt forskjellige Vidisser af Kongerne Magnus’s og Sverres samt Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls, Eirik Jarls og Orm Kongsbroders Breve om Hovedøens Ret til Gaarden Fraun paa Follo, ligesom den samme Biskop i 1334 skal, ifølge pavelig Ordre, have afsagt Dom mellem Hovedøen og Nonneseter i Oslo om Djupvikfisket, og Kong Magnus have udstedt et Skjermbrev for Klostret med Hensyn til nogle af dets Eiendomme paa Romerike[39].

Abbed Andres i Hovedø og hans Konvent bygslede 8de Marts 1336 Verps Fiske til Ogmund Bonde, mod at denne skulde opbygge Fisket langs Landet med saa stærkt Bolverk, at det hverken gik ud ved Is eller Flom; han og Eftermænd “skulle selv holde Vad og Garn, og derfor nyde Halvparten af Fisken men overholdes ikke denne Aftale, skal hele Fisket falde til Klostret[40]. Samme Aar blev Gaarden Medalaas i Straums Sogn i Odalen givet Klostret, og i 1337 befalede Kongen Lagmanden i Oslo at undersøge dets Ret til en Gaard Sundby, samt paalagde 2 Mænd at gjøre det Rede for noget Gods paa Bygdøen, som hans Morfader Kong Haakon havde givet Hovedøen. Fra Erkebiskop Paal (1333–1346) omtales ligeledes et Skjermbrev for dette Kloster[41]. I 1342 mageskiftedes til Hovedøen en Gaard i Akers Hered mod Gaarden Mo i Steens Sogn paa Ringerige, som atter 1347 tilligemed en Gaard i Valders testamenteredes til Klostret; fra 1342 omtales blandt Andet 4 Breve om Gaarden Smidstad i Gjerdrum, som først pantsattes og senere solgtes til Hovedøen[41].

Eftermanden Andor forekommer 1347 i en Dom af Lagmanden i Oslo, hvorved Fiskeriet i Løksaa (Lysaker-Elven) og Søen Folangren tildømtes Hovedøen og Nonneseter i Oslo[42]. Arnulf Steinarssøn, Kannik i Nidaros, gjorde i Oslo 17de Novbr. 1349 et Tillæg til sit Testamente, hvori han giver Hovedøen alle de Bøger og andre Sager, han i sit første Testamente havde nævnt[43]. Abbed Andor en uden Tvivl død i Pesten.

Abbed Arnulf Steinarssøn nævnes første Gang 18de Novbr. 1351, da han i Munkegaarden i Oslo hørte Biskoppens Official kræve Pavetiende af Abbedissen i Nonneseter[44]. Han og hans Kloster have staaet høit i Kongens Moders, Hertuginde Ingeborgs Gunst. Man har endog antaget dette Kloster stiftet eller dog reformeret af hende[45]. Dette er uden Grund, men hendes Yndest for det fremlyser af hendes to Gavebreve fra Varberg af 23de April 1352. I det ene gav hun til Mariæ Kloster i Hovedø sit Arvegods paa Bygdø med underliggende Hengsø og Oxenø, og Bækkelagets Fiskeri. Herfor skulde Abbed Arnulf bygge et nyt Alter, hvor ugentlig to Messer skulde holdes, den ene for hendes Skytshelgen Apostelen Paulus, den anden for alle Helgener, og hun med alle Hendes ihukommes; paa hendes Aartidedag skulde desuden ofres aarlig en Mark paa Altret og en Voxfakkel paa Pund brænde, samt Munkene have en Tønde Øl. Gaven bekræftedes af hendes Søn Kongen o. Fl. Ved sit andet Brev gav hun til det nye Alter 4 Læster Korn, 26 Kjør, foruden Oxer, Heste, Faar og Sviin, samt alt sit Løsøre paa Bygdø; til Abbed Arnulf gav hun sin udestaaende Sagøre af Godset; dog skulde de faste Indtægter for det Første anvendes af ham til hendes Bedste. Desuden gav hun Hovedøen 200 gamle Mark, som vare tilstaaede Gudrun Thorgeirsdatter for Livstid mod Sjælemesser for hende[46]. – Aaret derefter, 6te Mai 1353, var Abbed Arnulf paa Bahuus, hvor han med Rigets geistlige og verdslige Høvdinger forseglede Kongens Mageskifte af Dronning Blankas Morgengave-Gods i Sverige mod ligestort Gods i Norge, og med de øvrige tilstedeværende norske Raader lovede at hævde Dronningens Ret til dette nye Gods mod Alle[47]. Samme Aar bleve Gaardene Bestum og Øraker i Akers Hered i Testamente givne til Hovedøen, hvilket senere stadfæstedes ved Biskop Sigfrids og Oslo Lagmands Dom samt Kong Haakons Bekræftelse af denne[48]. Paa denne Tid havde Paven sendt sin Nuntius Johannes Guilaberti til Norden for at indkræve Peterspenge og en treaarig Pavetiende, og denne valgte til Undersamlere i Norge Arnulf Abbed og Ingjald Munk af Hovedøen, hvilke i 1351 og 1352 oppebare den indkomne Pavetiende af Norges 5 Bispedømmer, og derfor aflagde Nuntien Regnskab 18de Juli 1353. Pavetienden var egentlig bestemt til et Korstog mod Tyrkerne, men blev efter Nuntiens Bud indbetalt til Kong Magnus[49]. Det Sidste, vi have fundet om Abbed Arnulf, er en af Biskop Jon paa Garde og ham 21de Mai 1354 udstedt Vidisse af Pave Innocents VIs Bulle af 6te Januar s. A., hvorved denne forflytter Biskop Gyrd af Oslo til Stavangers Bispestol og sammes Biskop Sigfrid til Oslo[50]. Arnulf maa kort efter være død eller have resigneret, hvis det er rigtigt, at en Abbed Paal i Hovedø forekommer i dette Aar[51]; men om denne vides forresten Intet.

Efter den sorte Død indtræder som sædvanligt en Standsning i alle Efterretninger. Gaver og Kjøb af Jordegods synes dog at have gaaet sin sædvanlige Gang. I 1359 kjøbte Alf Prior i Hovedø til Klostret Gaarden Sandeim paa Romerike af Arne Brynjolfssøn[52]; i 1363 blev en Gaard Ulvildstad (?) givet Klostret; i 1373 kjøbtes Dele af Fraun i Akers Sogn[53]; og 13de Marts s. A. fik Abbeden af Hovedø pavelig Befaling til med Helge Kannik af Hammer at paadømme en Trætte mellem Oslo Biskop og Kapittel paa den ene Side og Prædikebrødrene der paa den anden[54]. I 1377 kjøbte Klostret atter en Gaard i Oslo Hered og 3 Markebol i Nordre Holmen i Aker; 1378 stadfæstede Haakon Eyvindssøn sin Broders Gave til Klostret af noget Gods paa Nesodden, ligesom Oslo Biskop og Kapittel i s. A. skal have givet Hovedøen et Løb i Fraun. Fra 1380 nævnes Kong Haakons Stadfæstelse paa Ludvig Eyvindssøns Testamente til dette Kloster[53], og 8de April 1381 testerede Sigrid Andresdatter i Sluppen (en Gaard i Oslo) blandt Andet 5 Mærker Vox og Mark Penge til samme[55]. Til 1385 henfører Registraturen et Testamente af en Fru Ingeborg, der gav 5 Markebol i Hjalmstad i Skedjofs (Ske) Sogn i Bahuuslen til Hovedøen[56], og til 1385 en Gave af Gaarden Skanken i Oslo, samt nævner ved de følgende Aar nogle nu ubestemmelige Erhvervelser.

Som Abbed i Hovedøen nævnes Haavard i 1390, da han 8de Febr. ved Broder Berg mageskiftede den nordre Deel af Skanken i Oslo til Jon Kolbeinssøn, hans Hustru Thorbjørg og hendes Børn, imod Gaardene vestre Fraun og lille Riis i Oslo-Hered. De skulde alle have Brødrelagsbrev af Abbeden og Munkene, men Skanken efter deres Død atter falde tilbage til Klostret, og imidlertid holdes af dem i aabodsfri Stand ved Tømmer af Klostrets Skove[57]. Aasa Salmundsdatter i Selvik valgte 21de Marts 1395 i sit Testamente Gravsted hos Minoritterne i Tønsberg, men gav til Halvardskirken i Oslo og Hovedø Kloster hele Gaarden Knive i Skogbygd, Halvdelen til hver, mod at Kannikerne ved Domkirken samt Abbeden og Munkene i Klostret skulde holde hendes samt hendes to Mænds Aartid med tilbørligt Vox og Ringning[58]. – Ved Lagmands Dom af 1401 blev Abbeden i Hovedø og Presten i Eidsberg paalagte enten at anlægge en ny Vei eller tillade Eidsbergs Bønder efter Landsloven at benytte den Færdselsvei, som de i lang Tid havde havt over Prestens og Abbedens Eiendomme[59].

En følgende Abbed i Hovedøen Hr. Bjarne nævnes i to Gavebreve af 1408, og bortbygslede i 1409 to af Klostrets Jorder paa Eker[60]. Det er før berørt, at den saakaldte Munkegaard (munkagarðr, nu Prestegaarden) i Oslo i Middelalderen har staaet i Forbindelse med Hovedøen, hvis Munke saa ofte forekomme der, at Gaarden efter Rimelighed har været deres Aftrædested i Byen. I Forbindelse hermed staar det da uden Tvivl, naar Regist. af 1622 omtaler et Bevillingsbrev af af 1412 for Abbed Bjarne i Hovedø „paa nogen Vaaning udi Munkegaarden i Oslo“, hvilke vistnok skal betyde, at Klostret da fik Værnbrev paa Gaarden; thi det er vist, at det eiede den længe før den Tid. Testamentariske Gaver vedvarede fremdeles; 1413 gav Oslokanniken Olaf Eyvindssøn Pund Vox, 6 Øre Penge og en Markebol i Olstad paa Romerike til Hovedøen, og i 1414 ligesaa Hustru Gunbjørg den halve Pilefos med Jord og andet Tilliggende mod en ugentlig Sjælemesse. Ved denne Tid maa det og være, at Vigleik Arnessøn, der omtales som Væbner mellem 1398 og 1412, gav sig ind i Hovedøens Kloster[61].

Bjarnes Eftermand var maaske Abbed Jon, som i 1423 sluttede Forlig med Hr. Herman Molteke angaaende Jordegods, ligesom Klostret i dette og følgende Aar lagde sig forskjellige Eiendomme til, især ved, ganske i Klostervæsenets Aand, at afstaa en større Gaard for Enkeltmands Levetid mod en mindre, under Betingelse at begge Gaarde efter Mandens Død skulde falde til Klostret. Paa sligt Vilkaar mageskiftedes oftere i denne Tid; f. Ex. i 1421 Gaarden Tømmeraas til Ivar Thorsteinssøn for dennes Levetid; i 1426 fik Halvard Berdorssøn den halve Vidarsgaard i Oslo for Livstid mod Afstaaelsen af en Gaard paa Follo, og i 1427 mageskiftedes Gaardene Riis i Aker mod Vestre-Vidarsgaard paa lignende Vilkaar[62].

Jons Eftermand Abbed Bo nævnes allerede i 1427, da han optog i Provent Thorer Aslakssøn, som for sine Velgjerninger mod Klostret forundtes Sæde ved Abbedens eget Bord næst Prestmunkene, samt Klæder og Sko; ved 1428 nævnes en Bevilling af Hr. Bo paa et Fiskeri i Botnen og et Mageskifte af Bestum i Aker for Livstid mod en Gaard i Nittedal, som Klostret skulde beholde; ligesaa skal Biskop Jon (Jens) i Oslo d. A. have givet Hovedøen (Biskops-) Tienden af Nesodden for Lille- og Store-Oxø, og i 1429 afsagt Dom mellem Abbed Bo og Kolbjørn Bjørnssøn om en Gaard paa Follo. Samme Aar afstod Abbeden til Hr. Andres Muus, Provst ved Mariækirke, et Fiskeri i Botnen, ligesom Officialen i Oslo tildømte Hovedøen en Tomt i Ytre-Hesteskoen i Oslo[62]. Hvis ikke den store Masse af Adkomstbreve, som Registraturen nævner fra disse Aar, er tilfældig, maa Klostrets Formue i denne Tid have tiltaget i usædvanlig Grad, og det er derfor et smukt Tegn paa Erkjendtlighed herfor, at Klostret i 1437 gav sit Fiskeri i Botnen til Nidaros Domkirkes Gjenopbyggelse efter den store Ildebrand i 1431[63]. Munkene pleiede ellers altfor sjelden at give Andre end Fattige for deres Port Noget. Samme Aar afsagde Biskopperne af Hammer og Oslo Dom mellem Hovedøen og Hammers Domkirke angaaende den halve Gaard Vestre Sotstad paa Thoten, som tildømtes Klostret, ligesom dette da fik som Gave en anden Deel af samme Gaard. I 1438 testamenterede Thorer Jonssøn til Abbed Bo og Hovedø Kloster for sin og sine Forældres Sjæle sin Gaard halve Heknar i Relings Sogn[64]. Forskjellige Gaver af Jordegods omtales fremdeles i Registraturen, hvoriblandt Klunderud i Aas, Huseby i Aker, Hofstad o. fl. Gaarde paa Romerike, Indhuus paa Magerøen i Borgesyssel o. m. fl., som her kun berøres, da hverken Giverne nævnes eller Andet oplyses, som fortjener Omtale. Ved 1440 undskyldte Hovedøens Munke sig hos Biskoppen i Oslo angaaende en Uenighed dem imellem, som iøvrigt ikke kjendes. Den førnævnte Herman Molteke havde i 1431 kjøbt Gaarden Vestre Gjefsen i Gran af Hovedøen, som i 1444 atter fik Gaarden, maaske af Molteke selv. Med Berdor Thjostolfssøn sluttedes i 1445 et Mageskifte, hvorefter hans Gaard efter hans Død skulde tilfalde Klostret. Af Testamenter og Gaver nævnes flere fra denne Tid, men af Giverne navngives kun Hustru Angerd Thorlaksdatter, som i 1447 gav to Gaarde til Abbed Bo. Denne udstedte 11te April s. A. med flere Andre i Oslo et i flere Henseender vigtigt Vidnesbyrd om en Strid mellem Biskop Jens og Hr. Hartvig Krumedike om Hovedtienden, og de af Abbeden derom ledede Underhandlinger[65].

Saafremt det er rigtigt, at Abbed Bo endnu i 1460 var Abbed i Hovedøen, har det været efter dette Aar og under ham, at det ovenfor S. 62 og 302 omtalte midlertidige Klosterbytte er foregaaet mellem de ved Branden 1455 huusvilde Birgittinere i Munkeliv og Cistercienserne i Hovedøen, en Begivenhed, der saavidt vides er enestaaende i Nordens Klosterhistorie. Kilderne oplyse ikke Aarsagen til, at et saa fjerntliggende Kloster som Hovedøen blev foretrukket for de mange Klostre i og ved Bergen som midlertidig Bolig for Birgittinerne, hvis strenge Klausur og dobbelte Konventer krævede særegne Bygninger; men de udgravede Klosterruiner paa Hovedøen vise tydeligt, at her i en sildigere Tid er foretaget mange og store Forandringer baade ved Kirken og Klostret. I begge ere ældre Porte og Døre gjenmurede og nye anbragte; Kirken synes udvidet mod Øst og har faaet flere nye Altere; overalt i Klostret er Spor af Ombygninger og Tilbygning af flere uregelret liggende Huse. Alle disse nye Arbeider ere udførte med Teglsteen, medens det ældre Bygverk er af smukt brudt eller huggen Kalksteen. At disse Arbeider fra en yngre Tid staa i Forbindelse med Birgittinernes midlertidige Ophold her, maa ansees utvivlsomt, og Omfanget af dem er saa betydeligt, at de maa have medtaget idetmindste et Par Aar. Men foruden de Bygningsarbeider fra denne Tid, som endnu kunne paavises iblandt Ruinerne, forekommer det mig rimeligt, at et af Birgittiner-Konventerne har havt Bolig i en Tilbygning af Træ; de af Steen byggede Rum ere saaledes samlede og forbundne indbyrdes, at Regelens strenge Forskrift om ubetinget Afsondring af Brødre og Søstre i dem maatte blevet umulig selv om man maatte finde dem store nok til at rumme det dobbelte Konvent, der mindst maa have udgjort 32 Klosterfolk (ovenf. S. 307)[66].

Tiden, da Omflytningen foregik, kan kun tilnærmelsesviis bestemmes. Tre Aar efter Branden (1458) vare Birgittinerne endnu i Bergen, og efter al Rimelighed er Kongens og Rigsraadets Samtykke til Flytningen først givet i Skara om Vaaren s. A. (ovenf. S. 302). Selv antaget, at de udenlandske Foresattes Bifald forud var erhvervet, hvilket dog er mindre sandsynligt, kan dog ikke de betydelige Bygningsarbeider paa Hovedøen være paabegyndte før Sommeren 1458, rimeligviis af Abbed Bo, og hermed er sikkert 2–3 Aar medgaaede. Før 1461 kan derfor Birgittinerne ikke have forladt Bergen, men snarere ere de først et Par Aar senere komne til Hovedøen. Om Sommeren 1467 vare de derimod bosatte her, og da kom to Vadstena-Munke Andreas og Thorkel did, enten for at visitere eller fylde Brødrenes Tal. Andreas døde allerede 17de Marts 1468 i Hovedøen, og Thorkel, der androg for Vadstenas Confessor om at maatte vende hjem, fik 23de April (formodentlig 1468) dennes Svar, at han skulde blive der til de fastsatte 3 Aar vare ude, ligesom han og sit Afslag paa sin Bøn om at faa to Brødre sendte derhen[67]. Naar derfor Registranten af 1622 omtaler et Brev af 1473, hvori Kong Christiern I og Norges Rigsraad tillade „Brødrene i Hovedø og Nonnerne i Munkeliv i Bergen at gjøre Skifte paa deres Konvent, eftersom de det og have havt tilforn“, kan dette ikke sigte til den allerede foregaaede Flytning men er snarere en Fornyelse af den ældre Tilladelse, der maaske var givet paa en bestemt, allerede udløben Tid.

Birgittinernes Ophold synes, hvad ogsaa i og for sig er rimeligt, at have forøget Gavmildheden mod Hovedøen; thi usædvanlig mange Gavebreve forekomme fra denne Tid Høvig i Bærum fik det 1460, og 1462 udstedte Biskop Gunnar Holk i Oslo Vidnesbyrd om Klostrets Lod i Fiskeriet i Botnen; Gaarden vestre Gjefsen i Gran var ved Gave bleven Klostrets, ligesom og Nes i Brandbo 1466 og en Gaard i Skovbygd; i 1469 fik det Dylterud i Aas, og 1470 Rud i Hofs Sogn; i 1472 stadfæstede Hr. Olaf Molteke sin Faders Hr. Herman Moltekes og Moders Fru Borghilds (Ogmundsdatter Bolt) Gave af Fuglevik i Borgesyssel til St. Birgittes Kloster i Hovedøen, for deres og sin egen Sjæl[68].

At Birgittinernes Ophold i Hovedøen kun var midlertidigt, og betragtedes saaledes, viser et Testamente af 17de April 1473, hvori Sigrid Godensdatter paa Hedemarken gav Gaardene Søndre Hundskjold og Brekke sammesteds til St. Birgittes Ordens Kloster i Hovedø, med Tillæg, at disse Gaarde „skulde være og blive Søstrene og Brødrene til Vederkvægning og Ophold i St. Birgittes Kloster, i hvor det er eller bliver i Norge[69]. Birgittinernes Abbedisser her vare Birgitta Ølreksdatter og Elsebe Egartsdatter; Confessor synes Ketil Beintssøn den hele Tid at have været. En Kvittering af 1474 fra Abbedisse Birgitta til Hr. Alf Knutssøn for Oppebørslen af Klostrets Indtægt af Andens og Søndfjords Lene[70] viser, at Birgittinerne i Hovedøen vedbleve at hæve de Indtægter, som de i Munkeliv havde erhvervet for deres Orden (ovenfor S. 299. 306. 309), medens de tillige gjorde Paastand paa at beholde, hvad der under Opholdet i Hovedøen gaves did. Ligesaa har man et Skjøde af 13de Jan. 1478, hvori Abbedissen Elsebe Egartsdatter, Confessor Ketil og alle Søstre og Brødre i Hovedø Kloster sælge til Øystein Gislessøn en Deel af Gaarden Grytenes paa Vestfold, som Søster Joron Steinulfsdatter havde givet ind med sig i Hovedøen. Dette Brev er forseglet med Munkelivs Segl, hvilket til Overflod viser, at det er Munkelivs Birgittinere, som her i Hovedøen midlertidigt have fortsat sit Klosterliv[71].

Hvad Tid Bygningsarbeiderne i Bergen vare færdige, saa at Birgittinerne atter kunde vende tilbage til sit rette Hjem, kan ikke nøiagtig bestemmes. Vi have seet, at de i 1478 vare i Hovedøen. Registr. af 1622 anfører ved 1480 et Værnbrev af Cistercienserne i Hovedøen, der rimeligviis er erhvervet i Anledning af deres Tilbagekomst. Denne maa i ethvert Tilfælde være indtruffet omtrent ved denne Tid; thi i Novbr. 1483 kundgjorde fra Munkeliv i Bergen Birgitta Ølreksdatter, „fordum Abbedisse i Hovedø, og Ketil Beintssøn, fordum Confessor sammesteds“, at de „den Tid, vort Konvent var i Hovedø nu for faa Aar siden som Alle er vitterligt“, havde faaet Gaarden Fange i Aremark af Thorgils Amundssøn og hans Hustru, Gud til Hæder og dem til evigt Bønnehold; men da Odelsmanden til Gaarden har meldt sig, skjøde de den nu til ham, og paaberaabe Pavens og Kongens Værnbreve som Sikkerhed. „End, tilføies der, om saa er, at Abbeden i Hovedøen eller nogen An- den vil hindre dette Salg og bryde vore Privilegier, da skulle de finde og mærke, hvad deraf vil komme“[72].

Det var den som Abbed i Munkeliv før S. 303 nævnte Abbed Paal, som med sine Cisiercienserbrødre i 1478–1479 maa være vendt tilbage til Hovedøen. 1ste Febr. 1482 nævnes han som Abbed her, da han i Oslo med flere af Rigsraadet sluttede Forbund med de svenske Udsendinger i Anledning af Kongevalget efter Christiern I[73]. Ogsaa fra hans Tid nævnes nogle Jordegodssager. I 1485 mageskiftedes to Gaarde paa Vestfold til Klostret, og dømtes Hovedøens Munke paa Oslo Raadstue til at overlade et Kværnbrug paa Romerike mod aarlig Afgift af 6 Lispd. Malt. En dansk Mand Laurents Pederssøn, hvis Fader var Borger i Kjøbenhavn, var 1486 gaaet i Kloster i Hovedøen, hvor han to Aar efter døde som „Professus og indgiven Broder“. Dennes Arv efter Fader og Moder tilfaldt saaledes Hovedøen men ved Gavebrev af 24de Septbr. 1488 skjenkede Abbed Paal denne Arv til Esrom Kloster i Sjælland som Arv og Sjælegave[74]. Efter dette Brev har Abbed Paal da været i Sjælland, og der var han atter eller endnu 25de Juli 1489, da han med Flere udenfor Norges Rigsraad forseglede dettes Løfte at antage Hertug Christiern som Norges Konge efter Faderens Død[75]. I 1495 .udstedte han med Flere Vidisse af Mageskiftet mellem Kongen og Erkebiskoppen af Kastelle maner i Viten mod Gods Nordenfjelds[76]; og i 1497 nævnes han sidste Gang, da han mageskiftede Gaarden Grimelund i Akers Hered til Hovedøen mod dettes Lod i Lille-Sogn, som Fru Ingerid Bjørnsdatter i Nonneseter fik.

I 1504 testerede Ragndid Haakonsdatter til Hovedøen Krogfos i Jæsheim, og 1506 sit Klostret af den udvalgte Konge Christiern (II) et Skjærmbrev, hvilket antyder, at det har holdt sig udenfor de ved Hr. Knut Alfssøn vakte Uroligheder i Riget. Abbeden i Hovedø Hr. Klaus var ogsaa efter al Rimelighed dansk af Fødsel, og han udstedte 3die April 1508 i Oslo Bispegaard paa Hertug Christierns Forlangende tilligemed Kansleren Jon Paalssøn, Erik Valkendorf m. fl. Vidisse af det bekjendte Brev fra Marstrand af 3die Juli 1449, hvori forskjellige Rigsraader førte et urigtigt, af Udstederne siden sone aftvunget tilbagekaldt, Beviis for, at Christiern af Oldenborg var ret Arving til Norge[77]. I 1509–mageskiftede Hr. Klaus Gaarden Myre i Skedsmo til Klostret, og 1510 afstod Klostret Vidarsgaard i Korskirkens Sogn i Oslo til Hr. Knut Knutssøn for en Gaard Fiskehol ved Fos i Nes paa Romerike.

Da Klaus og Nikolaus er samme Navn, er det uvist, om det er en ny Abbed Niklas, der i 1511 optog en Harald og dennes Hustru Thorbjorg i Broderskabet[78], og som ellers ikke nævnes. Vi vide derfor ikke heller, om der har været nogen Abbed mellem ham og den ofte omtalte Abbed Matthias, som, efterat have saagodtsom ødelagt Tuterø Kloster, havde, som det synes ved formaaende Venners Hjælp i Danmark, trængt sig ind i Hovedøen, hvorfra dog Biskop Hans Reff allerede før Oktbr. 1525 havde seet sig nødsaget til at udjage ham, „hvis han ikke skulde ladet ham være der ganske ene, saa der hverken var bleven læst eller sunget“. Fra Hovedøen kom han tilbage til Tuterø, og Abbeden i Sorø, Henrik Tornekrands, hvem Kongen havde overdraget Tilsyn med Rigernes Cistercienserklostre, opsendte til Hovedøen Mester Hans Anderssøn, som ankom did 10de Oktbr. 1525 med Brev fra Kong Frederik til Norges Rigsraad om at anerkjende ham som Klostrets Abbed[79]. Hvad Rigsraadet og især Konventet i Hovedøen, som paa denne Maade berøvedes sin kanoniske Valgret, har sagt hertil, vides ikke; men Hans blev Abbed og udstedte 6te Febr. 1526 med Biskopperne af Hammer og Oslo samt flere andre Rigsraader Leidebrev for de svenske Oprørere Mester Knut og Peder Kansler, hvorover Frederik l siden beklagede sig[80]. S. A. mageskiftede han Kullebotn i Aker til Olaf Endridssøn mod en Gaard i Eidsvold, som efter Olafs Død ligeledes skulde tilfalde Klostret, og 10de August 1529 ligeledes Gaarden Hvidebjørn (i Aker) til Hr. Henrik Krumedike mod Klemetsrud i Røken, under Betingelse at holde Hr. Henrik skadesløs, hvis Hvidebjørn blev ham lovlig fravunden. I 1531 sad han Retterthing paa Oslo Raadstue med Biskoppen, Kansleren o. fl.[81]

Da Christiern II Mortensaften (10de Novbr.) 1531 ankom til Oslo, sendte Høvedsmanden paa Agershuus, Hr. Mogens Gyldenstjerne, en Esping over til Hovedøen, og tog ud af Klostret saamange Madvarer, Kjød, Flesk og Lax, som han kunde overkomme, for at forsyne Slottet under den Beleiring, han da kunde vente. Tillige anmodede han Abbeden om at begive sig med sit Klosters Kostbarheder ind paa Slottet, hvilket denne imidlertid undslog sig for; og gav derimod Kong Christiern af Klostrets Penge saameget, som han begjærede til Hjælp og Trøst. Da Christiern ved sin Flaade var Herre over Bjørvigen, maatte Hr. Mogens finde sig i dette Abbedens Forhold, saalænge som Beleiringen varede; Abbed Hans slog sig ganske paa den gamle Konges Parti, og deeltog som norsk Rigsraad i de offentlige Anliggender. Saaledes var han Medudsteder af Rigsraadets Brev af 6te Januar 1532 til Keiser Karl V, hvori de melde ham Kong Christierns lykkelige Ankomst til Norge og erklære, at de paa første Herredag vilde tilsige hans Søn Norges Rige. Men neppe havde Christiern hævet Beleiringen af Agershuus, og med sin Hær begivet sig ned i Viken, førend Mogens Gyldenstjerne benyttede Leiligheden, som Abbed Hans saa uforsigtig havde givet ham, til at sætte sig i Besiddelse af Klostret og dets Skatte, under Paaskud, at de paa Grund af Abbedens Landsforræderi vare forbrudte til Kronen. Nat til Søndag 21de Januar 1532 – beretter Abbed Hans i sin Klageskrivelse til Erkebiskoppen – „fordi jeg ikke kom til Hr. Mons ind paa Agershuus, som han begjærede, lod han mig gribe nøgen i min Seng, og lod mig føre til Slottet i Fængsel og Bestolning med stor Sorg og Sygdom. Desuden røvede og plyndrede de Alt, hvad der fandtes i Klostret, brændte det og nedbrøde det til Grunden“[82]. Abbedens Fangenskab varede ligetil Christiern IIs Forlig med de danske Underhandlere (Juli s. A.) Da Kongen var afseilet til Danmark, blev Abbeden sat paa fri Fod, og opholdt sig i Oslo. Herfra skrev han 26de Septbr. sin Klage til Erkebiskop Olaf over Mogens Gyldenstjernes Færd, som den ovenfor er gjengivet, og tilføiede, at han nu hørte, at de vilde lægge Renten og Godset fra Klostret og under Slottet, ja han og hans fattige Brødre vare allerede ganske afsagte dermed[83]. Han beder derfor Erkebiskoppen endelig at varetage Klostrets Tarv ved de Underhandlinger, han nu driver med de danske Herrer, saa Godset fremdeles maa tilhøre Gud og St. Bernhards Kloster, Gudstjenesten og Sjælemesserne til Opholdelse, som det var før Kong Christiern kom til Landet, som de fattige Munke ikke kunde for. I to Paaskrifter melder han, at Hr. Mogens endog havde berøvet ham hans Signet og Indsegl[84], saa at han ei kunde forsegle sit Brev, samt at Søndagen før Christierns Afreise (altsaa 8de Juli), lovede Hr. Knud (Gyldenstjerne) Electus til Odense, hans Broder Hr. Mogens, Hr. Nils Lykke og Erik Hack Kong Christiern med Haand og Mund i Manges Overvær, at Abbeden skulde nyde sit Kloster uhindret for Fremtiden, men dette Løfte blev brudt strax Kongen var paa Skibene. – Efterat Abbed Hans saaledes atter var kommen paa fri Fod, tilmeldte han med Rigsraadet Keiser Carl V 7de November 1532 Udfaldet af Kong Christiern IIs sidste Foretagende[85].

De politiske Begivenheders Indflydelse paa Klostrenes Stilling er S. 182 ff. omtalt, ligesom og Biskop Hans Reffs Forsøg paa at benytte Tidsomstændighederne efter Frederik Is Død til atter at bringe Klostervæsenet i Stiftet paa den gamle Fod. Om Hovedøens Kloster skriver han i sin Forestilling af 2den August 1533, „at det fra første Begyndelse har været et ærligt Herrekloster, frit og frelst i alle Maader baade for Kronen og hver Mand“. Men nu ifjor (1532) i Feidetiden blev Kirken og Bygningen afbrændt og devasteret, og Godset lagt under Agershuus af Kong Frederik efter vrang og Avinds Underviisning Biskoppen mener, at Abbeden har liden eller ingen Skyld i, hvad der foregik; hans Brødre ere endnu i Riget tilstede, og Biskoppen har ansat Abbeden som Prædikant i Oslo Domkirke. Han er en viis og lærd Mand, og selv om han havde forseet sig, burde dog ei Klostret og Guds Tjeneste derfor undgjælde. Biskoppen opfordrer Rigsraadet til at sørge for, at Hovedø Kloster kan komme til Magt igjen og nyde sit Gods. Ansees den forrige Abbed uværdig til at faa det tilbage, kan man sætte en Anden i hans Sted; men „Agershuus har fra Arilds Tid staaet ærlig ved Magt uden Klostrets Gods; kan det vel og efter denne Dag“[86]. Heraf blev dog Intet, da Splid inden Rigsraadet og Erkebiskoppens Mangel paa fast Holdning i det afgjørende Øieblik spillede Riget i Esge Bildes Hænder, som allerede havde begyndt Klosterreformen i Bergen. Agershuus Slot eller rettere dets Høvedsmand beholdt saaledes Hovedøens Kloster med dets Gods, men havde vanskeligt for at finde Rede deri, da man antog dets Adkomstbreve og Jordebøger brændte. For at faa Besked herom blev Hans Skriver paa Agershuus sendt til den gamle Abbed (Hans Anderssøn), hvem han bød et Par engelske Hoser for at han skulde give Underretning om noget Gods, som Hr. Henrik Krumedike skulde have givet til Klostret i Hovedøen; men han svor ved Gud, at han ingen Underretning kunde give, da alle Klostrets Breve, Privilegier og Jordebøger bleve opbrændte samme Tid Klostret brændte. Dette forholdt sig dog ikke saa, da de endnu i 1622, efter hvad vi have viist, bevaredes paa Agershuus. Formodentlig ere de Æsker, hvori de efter Registraturen henlaa, umiddelbart efter Klostrets Ødelæggelse bragte ind paa Slottet, og der i den første Tid forglemte[87].

Hovedøens Klostergods blev ingen særskilt Forlening[88], men forblev under Agershuus Hovedlens Regnskab. I Jordebogen af 1580 opføres 443 Eiendomme som Hovedøens Gods, hvoraf 48 i Akers Sogn[89], men det maa bemærkes, at Klostret desuden eiede meget Gods udenfor Agershuus Len, i Borgesyssel, paa Vestfold, i Viken og andre Steder, om hvis Omfang man for Tiden ingen sikker Kundskab har. Efterat Steen fra Hovedøens Klosterbygninger i over 300 Aar er bleven anvendt til Agershuus Slots Bygning og Udvidelse og i andre offentlige Øiemed, hvoraf senest til de i Krigsaarene 1807–1808 anlagte Batterier paa Øen, har „Foreningen for norske Fortidsmindesmærkers Bevaring“ ladet de endnu tilbagestaaende Mure fuldstændigt udgrave og givet Tegninger og Beskrivelser derover (ovenfor S. 127).

  1. Aaret 1147 forekommer i alle Annaler; Dagen kun hos Manrique (Annal. Cistert. II. 90), hos hvem Klostret kaldes abbatia de Obuderia. Et upaalideligt Sagn, trykt i Saml. t. N. F. Hist. II. 355 ff., fortæller, at Klostret tilligemed Agershuus Slot, Agers Kirke og Vor Frue Kloster i Oslo er stiftet af den hellige Edmund selv. Selve Beretningen viser, at det er en af Hovedøens Munke forfattet Legende, for at hæve sit Klosters Anseelse. Edmund havde iøvrigt sit Alter i Oslo Domkirke, saa hans Dyrkelse her i Egnen har været almindelig; men dette Alter stiftedes først af Biskop Jon (1373–1385); og staar følgelig ikke i nogen Forbindelse med Hovedøens Anlæg (Øysteins Reg. fol. 136. b.)
  2. Pontoppidans Annal. I. 868.
  3. De nævnes med flere af uvis Alder i Registr. paa Agershuus.
  4. Sammesteds. Kongen, Eystein Erkebiskop, Biskop Helge i Oslo og Orm Kongsbroder udstedte dette Brev, hvori de, som hindre denne Gave, trues med Guds og den hellige Edmunds Hevn jfr. Dipl. Norv. II. No. 5. Suhm Danm. Hist. VIII. 95.
  5. Sverres Saga c. 101 ff. Registr. paa Agershuus.
  6. Sammest. c. 132. Klosterruinerne fremviser flere firkantede Huller (repositoria) i den indre Kirkemuur, hvilke vel have været forsynede med Døre.
  7. Sammest. c. 134. Martene et Durand Thes. Anect. IV. 1294. Suhm Danm. Hist. VIII. 566.
  8. Dipl. Norv. I. No. 3. Thork. Dipl. II. 19.
  9. Regist. paa Agershuus. Dipl. Norv. II. No. 5. Munchs Historie III. 668. Ved Dom af menige Biskopper og Geistlige paa Kirkemøde i Nidaros 1229 tildømtes Klostret atter Hof paa Hudrum i Anledning af Oslo Biskops Fordringer derpaa. Ligesaa skal Pave Innocents III 1208 have bekræftet Klostret i alle dets ved Gaver eller paa anden lovlig Maade erholdte Eiendomme. Til denne Tid bør maaske og henføres et Vidnesbyrd af Svein, Abbed i Hovedø, om at Pave Innocents (III? – i 7de Aar, ɔ: 1203) havde befalet, at Hovedøens Munke ikke maatte tiltales eller straffes uden af deres egen Orden. Sammest.
  10. Haak. Haakonss. Saga c. 58. Lignende Frelse i Hovedøen fandt nogle Birkebener 1240 efter Nederlaget ved Laake, og Hertug Skule gav dem ved Ankomsten til Oslo Fred. Sammest. c. 219. 220.
  11. Haak. Haakonss. Saga c. 86. 275. 305. 319. Sögubr. Magn. kgs. Suhm Danm. Hist. X. 173. 200. 434. 532. 547. 581 ff. 644.
  12. Ovenf. S. 6. Island. Annaler 142. Suhm X. 656.
  13. Ifølge Sögubr. Magn. kgs. Fornm. Sög. X. 159.
  14. Dipl. Norv. I. No. 7. Thork. Dipl. II. 250.
  15. Dipl. Norv. I. No. 30. I Pavebrevet staar sædvanligt Abbedens Ravn in blanco, men af Suhm X. 94 sees, at det har været Laurentius.
  16. Dipl. Norv. I. No. 39. Lignende Befaling skal han ifølge Regist. paa Agersh. have givet Hammers Biskop.
  17. Suhm X. 71.
  18. Sammest. X. 608. Regist. paa Agershuus. Thork. Dipl. II. 257.
  19. Regist. paa Agershuus.
  20. Han er nemlig uden Tvivl den Halle, der var Oslo Biskop Andres’s Fuldmægtig i Nidaros 1280. Dipl. Norv. III. No. 16. Thork. Dipl. II. 88.
  21. Dipl. Norv. II. No. 36. Thork. Dipl. II. 168. Prioren Audun og den ældste Munk Baard gives Tittelen Dan eller Don (Herre), der ikke var sjelden for anseede Benediktinere, Clunyacensere og Cisterciensere.
  22. Regist. p. Agershuus. Thork. Dipl. II. 204, og en i Udgaven udeladt Paaskrist paa Brevet. Hendes Ligsteen findes i Hovedøens nordre Chorsgang, med Indskrift: Her ligger Ragnhilder huspreyia kona Holtabjarnar cuius anima in pace requiescat.
  23. Dipl. Norv. IV. No. 7 ff. Thork. Dipl. II. 169 og oftere til Bindets Ende.
  24. Cui nos successimus in onere et honore“. Thork. Dipl. II. 235. Udtrykket antyder, at Halle maaske har nedlagt sin Værdighed, og ikke netop er død paa den Tid.
  25. Regist. paa Agershuus. I disse Aar omtales sammesteds forskjellige Kjøb, Lagmandsdomme m. v. Hovedøen vedkommende, som her forbigaaes, da Uddragene ofte ere uefterrettelige.
  26. Suhm XI. 419.
  27. Regist. paa Agershuus. Dipl. Norv. II. No. 85.
  28. Danske Magaz. I. 328. Dipl. Norv. II. No. 132.
  29. Dipl. Norv. II. No. 121. Suhm XI. 923.
  30. Barth. IV. 668–671. I 1318 var Biskopsmøde i Oslo, og dette Brev derfor ganske vist udstedt efter Leide Ialt d. A.
  31. Suhms (ældre) Saml. II. iii. 179. Sammenlignet med Thork. Dipl. II. 251 viser det sig som en Vidisse fra 14de Aarhundrede. I Haakon den Gamles Tid var neppe nogen Audun Abbed i Hovedø.
  32. Dipl. Arn. Magn. fasc. 60. No. 1. 6. 7. Dipl. Norv. III. No. 123.
  33. Dipl. Norv. II. No. 251. Dette Brev nævnes i Regist. af 1622, men findes nu i Danske Selskab, hvilket viser, at i det Mindste nogle af disse det norske Rigsarchivs Breve ere komne til Kjøbenhavn.
  34. Registr. paa Agershuus.
  35. Dette er et Beviis fra den sildigere Tid for, at grámunkr i Norge betegner en Cistercienser (griseus monachus) og ikke en Franciskaner.
  36. Barth. IV. 195 ff. og 197 ff. Brevene ere nærmest fra 1326.
  37. Dipl. Norv. II. No. 193.
  38. Dipl. Norv. III. No. 160.
  39. Registratur paa Agershuus.
  40. Dipl. Arn. Magn. fasc. 63. No. 1.
  41. 41,0 41,1 Alt efter Registraturen af 1622.
  42. Dipl. Norv. I. No. 240. 307. 309.
  43. Dipl. Arn. Magn. fasc. 66. No. 27. I 1ste Udg. er antaget, at denne Arnulf er gaaet i Kloster i Hovedøen, efterat have overstaaet Pesten 1349, og er den Arnulf Steinarssøn, der strax efter nævnes som Abbed. Men ifølge Dipl. Norv. II. No. 432 og 493 maa hiin, der var Biskop Øysteins Farbroder, antages at være død som Kannik, og man har følgelig samtidigt to geistlige Mænd af samme Navn i denne Egn.
  44. Dipl. Arn. Magn. fasc. 67. No. 1. Se iøvrigt Nonneseter.
  45. Script. Rer. Dan. IV. 417.
  46. Originalen til det første Gavebrev findes neppe nu, men haves i nyere dansk Oversættelse i Varia Hvitf. (Arn. Magn. 22. b. fol.) og i kgl. Bibl. i Kbhvn. Æld. Saml. 2850. 4to. I begge er Brevet dateret Gregorius martyr, istedetfor Georgius. Det andet Brev haves i Dipl. Norv. II. No. 312.
  47. Dipl. Norv. II. No. 319.
  48. Registratur paa Agershuus.
  49. Dipl. Norv. I. No. 327–329. 332–334. 336.
  50. Dipl. Arn. Magn. fasc. 35. No. 4.
  51. Script. Rer. Dan. IV. 417. Maaske er dette vog en Forvexling med Aaret 1454, da en Paal var Abbed her.
  52. Dipl. Norv. II. No. 352.
  53. 53,0 53,1 Alt efter Registraturen paa Agershuus.
  54. Dipl. Arn. Magn. fasc. 72. No. 11.
  55. ibid. fasc. 74. No. 2.
  56. Denne Gave blev senere Gjenstand for Proces, da Registraturen ved 1401 nævner et Forlig mellem Hovedøen og Thorald (Sigurdssøn Kane?) om Fru Ingeborgs Gave, hvorefter Klostret skulde beholde hele Hjalmstad, mod at Thorald fik Løsøret.
  57. Orig. i danske Selsk. Saml. Trykt i Suhms Danm. Hist. X. 1012 og Lundhs Specim. 2. Begge henføre Brevet til Erik Magnussøns Tid (1281), men Skrift og Sprog viser tydeligt, at det er fra Eriks af Pomern.
  58. Dipl. Arn. Magn. fasc. 80. No. 13. Øyst. Regist. fol. 125 a. I en Jordebog af 1580 nævnes endnu Knive blandt Hovedøens Gods. Desuden gav Hustru Aasa Meget til andre Kirker og Stiftelser, til Biskop Øystein, dennes endnu levende Moder, hans Søster o. Fl.
  59. Dipl. Norv. III. No. 557.
  60. Dipl. Arn. Magn. fasc. 84. No. 5. Dipl. Norv. III. No. 585. 592.
  61. Dipl. Norv. II. No. 627. Dipl. Arn. Magn. fasc. 86. No. 11. Saml. til N. Folks Historie III. 347.
  62. 62,0 62,1 Alt ifølge Registrat. paa Agershuus, hvorfra enhver følgende Oplysning er hentet, hvis Hjemmel ikke er angivet.
  63. Schøning, Domkirkens Beskr. 315. Herfor udstedte Erkebiskop Aslak Revers s. A., ligesom han 1434 gav Hovedøen ei Værnbrev.
  64. Dipl. Norv. II. No. 731. Fra 1439 har man en Vidisse af denne Abbed ib. I. No. 771.
  65. Nye danske Magazin VI. 26–27.
  66. Paa Klostrets Sydside findes en raa Grundvold for en større firkantet Bygning, der aldeles forstyrrer Symmetrien, og nok kan være Levning af en slig midlertidig Bolig for et af Konventerne.
  67. Diar. Vadst. 135. Dette er det eneste Sted, hvori Hovedøen nævnes i Vadstena-Diariet. Vadstenas Brevbog, Fragm. 4to. p. kgl. Bibl. i Stockholm. fol. 129–130.
  68. Langebeks Diplomatar. i danske Geheimearchiv, efter Orig. i danske Selskab. Herman Molteke nævnes mellem 1413 og 1455. En ældre Johan Molteke var gift med Enken efter St. Birgittas Søn Karl (Chronic. Vadsten. 26–27), og Moltkernes Interesse for Ordenen staar maaske i Forbindelse hermed.
  69. Orig. i norske Rigsarchiv. Drott i 1ste Udgave S. 747–748. Heraf udstedtes Vidisse 1479 i Søstrenes Taleport i Munkeliv i Bergen, hvorhen altsaa Birgittinerne i Henhold til Testamentet havde medtaget samme som Hovedøens Cisterciensere uvedkommende.
  70. Dipl. Norv. I. No. 905.
  71. Orig. i norske Rigsarchiv, trykt i 1ste Udg. S. 749. Søsterconventets Segl har Overskriften: Sigillum abbatisse et conventus s. sororum in Munkaliif, og Brødreconventets: Sigillum conventus ... mon ... Munkliui.
  72. Lundhs Afskrift af den tabte Orig., trykt i 1ste Udg. 749–50. Blandt de mange Gaver og Kjøb, som Registr. af 1622 anfører, ville vi endnu kun nævne, at Hr. Hartvig Krumedike i 1474 solgte til Hovedøen hvad han eiede i Raade i Rygge Sogn.
  73. Hadorphs Rimchron. II. 302. Några Förbund (bag Olafs-Saga i 8vo) 111 ff.
  74. Dipl. Norv. I. No. 956. Brevet er uden Sted, men samtlige Vidner er Sjællændere.
  75. Dipl. Norv. II. No. 955.
  76. Dipl. Norv. II. No. 982. Se Kastelle Kloster.
  77. Dipl. Norv. III. No. 1043. Nye Danske Mag. VI. 28 ff. Den unge Christierns Hensigt hermed var tydeligt at godtgjøre sin Ret til den af Nordmændene saa forhadte Titel „Arving til Norge“.
  78. Orig. i Norske Vidensk. Selskabs Dipl. Saml.
  79. Münch. Dipl. No. 1601. Ekdal, Christiern II Arkif. II. 967. Om Abbed Matthias og hans Færd henvises iøvrigt til S. 241 ff. ovenfor. Fra hans Ophold i Hovedø er nok en udateret Kvittering af Broder Germania for 100 Mark dansk i Guld, Sølv og Penge, som maaske har Hensyn til de Contributioner, som Abbeden i Sorø i disse Tider indkrævede. (Dipl. Norv. I. No. 1039. 1069).
  80. Saml. til Norg. Hist. II. 486. 491.
  81. Original i norske Rigsarchiv. Dipl. Norv. I. No. 1079.
  82. Trykt i 1ste Udg. S. 762 ff. „Ita quod non remanet lapis super lapidem“, skriver han. At dette er overdrevet, vise de Ruiner, som efter over 300 Aars Forløb og gjentagne Plyndringer endnu ere tilovers. Beretningen stemmer iøvrigt med Biskop Hans’s Opfordring til Kong Christiern, af 24de Januar 1532, at ile til Oslo, da Agershuus i saa Fald ei kunde holde sig (Orig. i danske Geheimearchiv); og at Abbeden nødtvungen har provianteret Fæstningen er langt rimeligere, end hvad der berettes i den gamle Efterretning om Agershuus Slot (Saml. II. 356), at „Hr. Mogens tog til sig paa Slottet al hvis Deel, som Abbed Hans Andersen og Munkene lode føre did af allehaande Varer med Klæder og andet mere godt“.
  83. Beretningen om Agershuus (Saml. anf. St.) siger og, at Hr. Mogens ved Klostrets Plyndring havde sat sig i Besiddelse af dets Bibliothek, ligesom dets Archiv endnu l 1622 ifølge Registr. fandtes paa Agershuus.
  84. d. e. Klostrets lille og store Segl (secretum et sigillum).
  85. Münch. Dipl. No. 3172, i Afskrift eller Koncept. Brevet er udstedt i Nidaros, hvor Abbeden dog ikke har været personlig tilstede, da det var almindeligt, at slige Breve efter Udfærdigelsen omsendtes til Udstedernes Forsegling.
  86. Münch. Dipl. No. 3234, trykt i 1ste Udg. S. 764–768.
  87. Man seer af Saml. II. 355 ff., at i al Fald noget af Hovedøens Bibliothek ogsaa er reddet til Agershuus.
  88. Naar det i Pontoppidans Annaler III. 247 fortælles, at Claus Mauritsson i 1539 forlenedes med det norske Kloster Hovedø, er dette en Forvexling med Videy Kloster paa Island, som Lensherren der Claus von Marwitz dette Aar fik. Norske Registr. i Afskr. I. 257. Hist. eccl. Islandiæ. IV. 92.
  89. Blandt disse ville vi nævne: Frogner, Huseby, Smestad, Borgen, Riis, Vindern, Bjordsen, Frøn, Sogn, Voxen, Bogstad, Grefsen, Taasen, Skjerven, Ellingsrud, Øraker, Munkerud, Lindern, O, Foss, Skoden, Thveten, Hof – Munkedammen, Abbediengen, Munkebo (Munkabú, Hák. Hák. S. c. 75.) have kun været Ladegaarde eller Underbrug, som derfor ikke særskilt omtales.