De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/16

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 339-344).

§ 16. St. Olafs Minoritter-Kloster i Bergen.

(ínn at brœdra í Vágsbotni).

Bergens nuværende Domkirke var Minoritternes Klosterkirke i Bergen, og deres Kloster laa, som det synes, lige Syd for Kirken omtrent paa den nuværende Kathedralskoles Tomt. Imidlertid har denne Deel af Bergens By ved de idelige Ildebrande undergaaet saamange Forandringer, at intet bestemt derom kan siges. Tiden, da Klostret stiftedes, er ubekjendt, saafremt det ikke var dette, men Prædikebrødrenes Kloster (ovenf. S. 329), Kong Haakon Haakonssøn byggede. Dog er det neppe meget yngre; i al Fald fra Midten af 13de Aarhundrede. Klostret var helliget St. Olaf^[1], hvorfor Kirken kaldes Olafskirken i Vaagsbunden til Forskjel fra Olafs Kirke paa Bakken og maaske fra Prædikebrødrenes Klosterkirke, og den var paa St. Olafs, Marias, Franciskus’s Antonius’s og Klaras Festdage samt Klostrets Indvielsesdag tilstaaet Afladsret. Dets Munke kaldes gjerne blot Barfodbrødre (nudipedes, berføttabrœðr), hvorved de lettelig forvexles med Augustinerne ved Jonskirken, og forekomme iøvrigt stundom under det lokale Navn ínn til brœðra, i Modsætning til Prædikebrødrene. At der ved dette, som ved Minoritterklostrene i Almindelighed, har været en Skole, er vist, men om dens Skjebne og Indretning iøvrigt veed man Intet.

De Barfodmunke i Bergen, der forekomme under Kong Magnus Lagabøter og hans Eftermand, vare ganske vist Franciskanere; thi det er allerede ved Jonsklostret oplyst, at dette ikke kan have staaet i nogen Anseelse hos Kongerne, medens Kong Magnus’s Forkjærlighed for Olafsklostret i Bergen netop forklares af de Tjenester, dets Munke ved forskjellige Leiligheder havde viist ham. Han sendte 1264 fra Bergen to Barfodmunke Mauritius og Sigurd som sine Sendebud til Skotland, for at afværge Fortsættelsen af Krigen med dette Rige, og 1281 var uden Tvivl den samme Franciskaner Mauritius blandt Kong Eriks Udsendinge til Skotland i Anledning af hans Ægteskab med Margreta^[2]. Rimeligviis har og Olafsklostret i den første Tid været Bolig for Ordenens Custos i Norge, der i 1265 var blandt dem, Paven udnævnte til at vælge en Erkebiskop^[3].

Allerede 1270 havde Minoritterne det Uheld, at deres Kloster afbrændte^[4], men af Kong Magnus’s Testamente seer man, at han allerede før dette skreves (Febr. 1277), havde sat dem istand til at gjenopbygge det. Foruden 12 Mark Sterling til Brødrene selv havde han nemlig givet 700 Mark gangbar Mynt til Klostrets Bygning, den største Gave til enkelt norsk Kloster, som Kilderne omtale. Hans Kjærlighed til dette Kloster viste sig og derved, at han valgte sit Gravsted her, og forbød Alle og Enhver at gjøre nogen Hinder heri^[5]. Naar Klostret blev færdigt igjen efter Branden vides ikke; Edvardssøn har en Beretning om, at det 1ste Mai 1301 indviedes af Biskop Narve (1278–1304); men da maa idetmindste Klosterbygningen forlængst været i brugbar Stand; thi i 1296 vare Kong Erik og Hertug Haakon her samlede med Hertug Erik af Langeland^[6].

Det bergenske Minoritterkloster synes at have været Ordenens vigtigste Kloster i Norge. Man finder ikke alene at den norske Custos oftere har været bosat her end andensteds, men mindst een af Provindsialerne har stadig holdt til i dette Kloster. Mellem 1309 og 1312 omtales nemlig Broder Astrad, Ordenens 11te Minister, saa ofte i Bergen, at det neppe kan forklares af tilfældige Ophold^[7]. Om Ordenens Custos ere dog Vidnesbyrdene i denne Henseende bestemtere. Den 27de Novbr. 1309 var Broder Sigurd Paalssøn, Custos for Barfodbrødrene^[8], m. Fl. tilstede ved en Overeenskomst i Barfodbrødrenes Skrudhuus mellem Biskop Ketil af Stavanger og Fru Ingeborg paa Fit om Finnø Kirkes Opbygning. I Striden mellem Erkebiskop Jørund og Biskop Arne om Besættelsen af Færø Bispestol forekomme Minoritternes Foresatte oftere som Udstedere af Sagens Dokumenter: saaledes Broder Sigurd, Ordenens Custos, i Arnes Appel til Paven af 26de Decbr. 1310, den Samme og Broder Olaf, Gardian for Huset i Bergen, i to andre Vidnesbyrd af 1311. Ogsaa om Biskop Arnes Appel mod Erkebiskop Eilifs Paastand paa de halve Kirketiender til subsidium pallii udstedte Provindsialministeren Aftrad og Broder Thomas (Thorer), Ordenens Lector i Bergen, 29de Decbr. 1312 deres Vidnesbyrd^[9]. Et nyt Brev herom udstedtes 19de Marts 1313 af Broder Oliver (udentvivl den ovennævnte Olaf Gardian), nu Minoritternes Custos i Norge, og Broder Svinig (Svenung eller Svein?), Gardian i Huset i Bergen^[10]. Til denne Tid hører endelig ogsaa Biskop Arnes Brev af 31te Mai 1300 mod de bergenske Tiggermunkes Misbrug af deres Privilegier (ovenf. S. 166).

I den følgende Tid omtales Klostret kun i Forbigaaende. Af Testamenter til Minoritterne kjendes, foruden Kong Magnus’s, Gautes af Tolga paa 1 Mark brændt, Fru Thorbjørgs ved 1324 paa 5 Mark brændt og Endrid Simonssøns 1337 paa 1 Mark. Ligesaa have de faaet sin Lod af Kong Magnus’s Testamente af 1347, hvori alle norske Minoritterklostre fik 100 Mark til Deling; Arvid Ingeldssøn gav dem Deel i en før nævnt Fællesgave, Biskop Alf af Stavanger gav dem 1478 Tienden af Skaare Sogn, og af Geert Smedechen fik de en Læst Tjære i 1475^[11]. – I 1340 var der øvet Vold mod et Barfodbrødrene i Bergen tilhørende Huus, og i 1345 gave Minoritternes Gardian Eirik og Kanniken Salmund Styrmerssøn Vidisser af to Breve om Hertuginde Ingeborgs Pengesager i Bergen^[12]. Fra Pestens Tid har man udenfor de før omtalte Processioner, som den anden Dag gik til Minoritterne, ingen Underretning om dem, og i de følgende Menneskealdre nævnes kun, at en Lagthingsdom 1389 udstedtes der, og at Vitalianerne begrove en af deres Høvdinger Mechinborg, en Slægtning af Kong Albrekt, som faldt under deres Plyndring af Bergen i Paaskeugen 1393, med stor Stads hos Minoritterne (ínn at brœðra)^[13]. Minoritterne søgte med Prædikebrødrene at hindre Munkelivs Overgang til St. Birgittas Orden (ovenfor S. 287–289). Klostrets Gardian da (1422–1424) Gerlak Gruter var rimeligviis en Tydsker. En senere Gardian Broder Johannes Nystad nævnes i et Klostret uvedkommende Brev af 1438^[14].

I sidste Halvdeel af 15de Aarhundrede blev saavel Kirken som Klostret ødelagt ved Ildsvaade, nemlig 1463 eller snarere 1464, og maaske i 1488. I Anledning af den første Brand tilskreve Franciskanerne i Bergen 14de Oktbr. 1464 Lybeks Raad, hvori de melde, at Klostret er afbrændt, og anraabe om Hjælp til dets Gjenopbyggelse. De afsendte deres Gardian, Broder Lodevik Franke, som nærmere vilde skildre. Nøden^[15]. Naar Edvardsen beretter, at Munkene efter Branden lode Kirken forfalde, da maa dette snarere have Hensyn til en senere Ildebrand 1488; thi 29de Juni 1484 holdt Provindsen Dacias Minoritter deres Provindsialkapittel i dette Kloster, under Forsæde af Ministeren Broder Stephan (Laurentssøn)^[16]. Et saadant Møde af Ordenens Fuldmægtige fra de tre Riger kunde neppe have fundet Sted her, dersom ikke Klostret og Kirken paa den Tid havde været i brugbar Stand; men efter den sidste Brand have Minoritterne, som det synes, maattet indskrænke sig sig til det nødvendigste; thi ifølge Edvardssøn var Kirkemuren senere saa skrøbelig, at der maatte sættes Støtter til den Side, der vendte mod Skolen. Minoritterne nævnes i Anledning af Opløbet i Skostræde 1507, og under et Ophold i Bergen (1524?) gav Erkebiskop Olaf dem en Tønde Rug og en Tønde Spæk^[17]; men naar og hvorledes Konventet ophævedes, findes ikke antegnet. Sandsynlig havde Klostret i nogen Tid staaet øde, da Mag. Geble 1536 forlagde sin Bisperesidents derhen, efterat Munkeliv var ødelagt (ovenf. S. 314). Klosterkirken blev da og er fremdeles Domkirke, og denne tilligemed selve Klostret blev med betydelige Bekostninger istandsat af Superintendenten. Klostrets Bygninger vare dog for vidløftige for ham, og Dr. Jens Skjelderup fik derfor 23de Mai 1565 Kongens Tilladelse til kun som Superintendent-Bolig at vedligeholde saamange Huse, som han trængte til, „da Klostret var stort begrebet, og mange Huse derpaa“. Ligesaa havde Kongen i 1562 givet Bergens Magistrat „et hvælvet Kammer i Graabrødre Kloster, som kaldes Fadebur“, deri at forvare Byens Breve, og bestemte 13de Oktbr. 1565, at de øvrige Bygninger i Klostret, der ellers vilde staa øde og forfalde, skulde deles mellem Domkirkens Kanniker, der skulde holde dem vedlige og selv bo der, istedetfor som hidtil at bygge sig Eiendomsgaarde i Byen^[18]. Først i de senere Aar er denne oftere afbrændte Bispegaard solgt; dens S. 155 omtalte Have er forlængst indbygget og næsten forsvunden. Inderst i Vaagen omtales en „Munkebrygge“, der nærmest har tilhørt dette Kloster^[19].

1. Wadding, Annales Minorum. V. 272.
2. Fornm. Sögur X. 156. 158. Suhm X. 827. Ovenfor S. 117. 140. I Acts of Parliament of Scotland I. findes Facsimile af en Vidisse af en af de norske Sendemænds Forhandlinger i Skotland. Her anføres sidst blandt Nordmændene frater Bernhardus Ludovici de ordine fratrum minorum. Den bekjendte Ridder Bjarne Lodinssøn var en verdslig Mand, der vist aldrig var eller blev Minorit, og jeg antager derfor bestemt, at her er en Feil af Vidissens Nedskriver, idet Mauritius’s Navn er oversprunget og hans Stilling overført paa Hr. Bjarne Lodinssøn. Efter hvad man iøvrigt veed vare de norske Sendebud der: Biskop Peder af Orknø, Hr. Bjarne (Erlingssøn) af Bjarkø, Kanniken Mester Bernhard og Broder Mauritius af Minoritterordenen.
3. Islandske Annal. 134. Script. Rer. Dan. III. 106.
4. Islandske Annal. 140.
5. Script. Rer. Dan. VI. 251. De Stockholmske Minoritters Diarium melder ved 1ste Juni (Begravelsesdagen?) 1280: obiit beatus Magnus rex Norvegiæ et sepultus apud fratres minores Bergis. (Script. Rer. Svec. I. i. 77).
6. Thork. Dipl. II. 174–175.
7. Suhm XI. 627. Barth. IV. 501. 551. o. fl. St.
8. Custos af berfœtta-brœðra-lìfnaðe. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 23.
9. Barth. IV. 551–558. Suhm XI. 716. Dipl. Norv. III. No. 101.
10. Suhm XI. 718. En Mængde Breve om denne Sag findes i Barth. IV. 558–580. – Man erindre med Hensyn til Formands-Skifte, at dette hos Minoritterne foregik hvert 3die Aar.
11. Dipl. Norv. II. No. 24. I. No. 177. 243. Orig. i Lybeks Archiv. Dipl. Arn. Magn. fasc. 446. No. 6.
12. Saml. t. N. Folks Hist. V. 151. Dipl. Norv. II. No. 270. Dipl. Arn. Magn. fasc. 34. No. 7.
13. Saml. til N. Folks. Hist. III. 594. Islandske Annaler 360.
14. Dipl. Arn. Magn. fasc. 41. No. 22.
15. Valkendorfs Chrønike. Mspt. Arn. Magn. 330. fol. Script. Rer. Dan. IV. 413. Urda II. 272. 285. Miscell. Berg. No. 6 i Lybeks Archiv.
16. {{antikva|Script. Rer. Svecic. I. i. 69. 79. Script. Rer. Dan. V. 519.
17. Suhms (ældre) Saml. II. ii. 126 ff. Münch. Dipl. No. 3279.
18. Norske Registr. i Afskr. II. 755–756. 783. Absalon Pederssøns Kapittelsbog ved 4de Januar 1564.
19. Abs. Pederssøns Kapittelsbog ved 19de Decbr. 1561.