De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/8

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 162-174).
◄  § 7.
§ 9.  ►

§ 8. Munkenes Forhold til Sekulargeistlighed og Almue.

Da Biskopperne i det 12te Aarhundrede med uegennyttig Iver befordrede Klosteranlæg i Norge, vare endnu ikke Munkenes Privilegier i den Grad forøgede og udvidede af Paverne, at nogen Fare for den egentlige geistlige Stands Anseelse og Udkomme deraf kunde befrygtes. Det var først ved de to Tiggerordeners Stiftelse og hurtige Udbredelse, at en saadan Frygt opstod og snart viste sig grundet, og det vil i flere Henseender kaste Lys paa Munkevæsenets Virkninger i Norge, noget nærmere at omtale de mange Forviklinger, som Munkenes særegne Rettigheder foranledigede især med den derved forurettede Sekulargeistlighed.

Før Dominikanernes og Minoritternes Bosættelse i de større Byer og især i Stiftsstæderne laa de fleste Klostre paa Landet, og disse befattede sig saare lidet med at udføre geistlige Forretninger, og grebe i det Hele næsten slet ikke ind i Sekulargeistlighedens Virksomhed. Nu forandredes derimod Forholdet aldeles, og dog maa hverken Biskopperne eller Kannikerne i Førstningen havt Øinene aabne for den Fare, som disse nyere Ordeners uhyre Forrettigheder truede dem med. Thi det var saa langt fra, at Geistligheden lagde dem Hindringer i Veien for deres Nedsættelse, at den tvertimod maa have rakt Haand dertil, da samtlige Dominikanerklostre endog vare anlagte paa selve Domkirkernes Grund, altsaa udentvivl med Biskops og Kapittels Samtykke og Bistand. Men snart mærkede de, at de fostrede en Slange ved deres egen Barm, og nu brøde Forfølgelser løs, som med faa Afbrydelser vedvarede gjennem mere end eet Aarhundrede. Det er Privilegiernes Natur, at de skade og forurette den Ene, idet de begunstige den Anden, og Tiggermunkenes (ovenfor § 2) truede næsten Sekulargeistligheden med Undergang. I alle 3 Nordens Riger forsøgte derfor Biskopperne at faa Tiggermunkenes Forrettigheder indskrænkede inden rimelige Grændser, men Dominikanernes Klage herom til Rom foranledigede en Bulle fra Pave Innocents IV af 17de September 1245 til samtlige Erkebiskopper, Biskopper, Abbeder, Prælater o. s. v. i Danmark, Sverige og Norge, hvori han strengt irettesætter disse, fordi de tillode Sekulargeistlige, ledede af Pengebegjærlighed, at hindre Prædikebrødrene, der havde valgt med Selvfornegtelse at tjene Christus i den yderste Fattigdom, at udføre deres Embede. Man havde saaledes, skriver Paven, villet negte dem at høre Skriftemaal, paalægge Pønitents og uddele Nadveren, samt at opbevare Herrens Legeme i deres Oratorier; man havde forbudt dem at begrave Folk paa deres Kirkegaarde og besørge Jordfæstningen; ja selv afdøde Brødres Lig vilde man først skulde bringes til Sognekirken, førend de maatte begraves i Klostret; man negtede dem Klokker, viet Kirkegaard, og Ret til at holde Gudstjeneste uden paa visse Tiders man vilde foreskrive dem et bestemt Antal Prestmunke, Klerke og Lægfolk, fastsætte Forbruget af Voxlys, Fakler og Kirkekar og tilvende sig selv Overskuddet, tvinge dem til at indfinde sig ved Prestemøderne og underkaste sig disses Bestemmelser, ja de truede endog med at ville holde Bodskapittel i Klostrene over Brødrene, og vilde tvinge Priorerne til at sværge sig Troskabsed Klostrenes Velgjørere forfølges under de løseste Paaskud med Bandsættelse, og Munkene trues med at udjages af deres Boliger, hvis de ikke underkaste sig i Eet og Alt. Fremdeles forlanger man Tiende af deres Havefrugter, og Afgift af deres Boliger „ligesom af Jødernes Huse,“ under Paaskud af, at Andre vilde betale Leie af Grundene, hvis ikke Munkene boede der. Alle disse Indgreb i Dominikanernes velerhvervede Rettigheder forbyder Paven derfor under Bandsstraf, som vedkommende lydige Erkebiskopper o. s. v. skulle med apostolisk Myndighed lyse over de ulydige[1].

I denne Pavebulle.har man Stridspunkterne mellem Munkene og Presterne samlet anførte, men Truslerne i Bullens Slutning kunde ikke forebygge, at de gamle Stridigheder om Udstrækningen af Munkenes Privilegier og disses rette Fortolkning idelig fornyedes til Forargelse for Folket, og til ikke liden Bekymring for Paven og begge Parters Foresatte. Det var især i 13de og 14de Aarhundrede, at denne Kamp stod paa, og fra den Tid har man derfor flere Formaningsbreve til gjensidig Forligelighed og Eftergivenhed[2]. Den ovenanførte Bulle vovede Geistligheden ikke ligefrem at modsætte sig, men man søgte ved List eller ad Omveie at naa Maalet. Det Middel, Kannikerne i Bergen hertil valgte, var ligesaa originalt som virksomt. Prædikebrødrenes Kloster laa under Bakken nedenfor Kannikegaarden, og begges Kirkegaarde stødte til hinanden. Nu anlagde Kannikerne deres Priveter med Bagsiden ud mod Klosterkirkegaarden, der da tilligemed Kirken og Haven oversvømmedes med Ureenlighed ovenfra, som i Sommeren 1247 frembragte en ulidelig Stank. Følgen blev, at Kirkesøgende udebleve fra Klostret, og at Ingen vilde lade sig begrave hos Brødrene. Paa disses Klage for Kardinal Vilhelm, der netop da opholdt sig i Bergen i Anledning af Kong Haakons Kroning, fik Kapitlet Befaling strax at nedrive disse Huse, og anlægge dem paa et Sted, der ei besværede Munkene[3]. Uvenskabet vedvarede imidlertid, skjønt det maatte skaffe sig Luft paa andre Maader, og næsten et heelt Aarhundrede igjennem havde Bergens Biskopper fuldt op at bestille med at bringe Forlig til Veie, der atter ved første Anledning bleve omgaaede eller brudte[4]. Forholdet i Nidaros var ikke bedre; Tvisten dreiede sig om de samme Spørgsmaal: Skriftemaalet, Prædike og Jordsæstnings-Retten, og det Forlig, den udvalgte Erkebiskop Birger i 1264 istandbragte, indeholdt Tønder nok til ny Splid[5]; i Oslo maatte Paven selv atter indskride for at saa Ende paa Kampen mellem Kapitlet og Dominikanerne, og vælge delegerede Dommere for at dømme dem imellem[6].

Efter den Erfaring, Domkapitlerne saaledes havde faaet angaaende Tiggermunkenes skadelige Indflydelse paa Geistlighedens Kaar, var det ikke at undres over, at de stræbte at forebygge flere slige Dødsfienders Bosættelse. Da derfor Hertug Haakon Magnussøn havde besluttet at grundlægge et Franciskanerkloster i Oslo, og til den Ende i 1291 havde indkaldt nogle af Provindsens Brødre til Byen, hvor han selv gav dem Byggetomt, forbød Simon, Erkeprest ved Halvardskirken, i Biskoppens Navn Brødrene at fortsætte de paabegyndte Bygningsarbeider, truede Arbeiderne med Band, og da dette ikke hjalp, udførte han virkelig Truslen. Dette kom naturligviis for Paven, der strax tog sig alvorlig af Minoritternes Sag, og ved Bulle af 11te November 1291 befalede han Abbeden af Munkeliv samt Provsten og en Kannik ved Apostelkirken at undersøge Sagen, og om den forholdt sig som anført, at stevne Oslo Biskop, Erkeprest og Kapittel til at møde for Paven inden 4 Maaneder, for at lide Dom efter Loven[7]. Geistligheden tabte naturligviis, da dens egenmægtige Adfærd her var lige imod Minoritternes Privilegier, og Klostret blev bygget og staar tildeels endnu.

Ubetinget Ret havde derimod Biskop og Kapittel, naar de med al Magt modsatte sig de selvtagne Rettigheder udenfor eller tvert imod Privilegierne, som Munkene ikke saa sjelden forsøgte at tilvende sig. Den frie Ret til at prædike og skrifte var kun forundt de to Tiggerordener, men disses Exempel var for fristende til, at ikke de øvrige Munkeordener skulde forsøgt paa at efterligne dem. Saaledes tvistedes oftere om Begravelsesretten mellem vedkommende Prest og det Kloster, der laa inden hans Kald; endnu hyppigere søgte vedkommende Munke at trække Sognets Skriftebørn til sig, idet de paaberaabte sig den Ret til at skrifte deres Tyende og Undergivne, som Privilegierne i Almindelighed hjemlede dem. Her maatte da Biskoppen skride ind, skjønt hans Bestræbelser ofte bleve spildte ved Abbedernes Appeller til udenrigske Foresatte. I 1329 bandsatte den for sin Kirkes Rettigheder nidkjære Biskop Audfinn af Bergen Abbeden og Munkene i Lyse, deels fordi de havde siddet Dommen om Laxefisket i Oselven overhørige, deels fordi de tvertimod Kirkeloven havde indanket samme for Kongens Domstol, deels endelig fordi de uagtet given Advarsel vedbleve at høre de omboende Sognefolks Skriftemaal, at synge Messe for dem og betjene de Syge, samt Sognepresterne uspurgte havde begravet disses Sognemænd paa Klostrets Kirkegaard[8].

Endmere aabenbart gik Munkene Pavernes Hensigter med de givne Privilegier for nær, naar de i Tillid til deres Exemtion ansaa sig berettigede til at omgaaes med og tage Personer i Forsvar, som den sekulære Geistlighed lovlig havde bandsat. Hvad enten Munkene her lededes af Trods, af Lyst til at prøve Udstrækningen af deres Rettigheder, eller af Egennytte, da den Bandsatte naturligviis fandt sig vel tjent med i dyre Domme at betale en Bistand, som tilintetgjorde Bandsættelsens Virkninger, saa var deres Fremfærd i denne Henseende lige forargelig, og aabenbart i Strid med Begrebet om en christen Kirke. Ei heller finder man, at de hos deres Foresatte have fundet Medhold i slig Selvraadighed. Da Cistercienserne i Hovedøen havde holdt Messe for Kong Sverre, uagtet han var bandsat af den norske og danske Geistlighed, ja af Paven selv, bleve paa derover indkommen Klage til Abbeden af Citeaux de Munke, som havde deeltaget i Messen, paa Cistereiensernes Generalkapittel Aar 1200 idømte den i Regelen fastsatte Straf[9]. I 1309 havde nogle tydske Kjøbmænd, som boede Vinteren over i Bergen, negtet at betale Tiende paa Grund af dette temporære Ophold, og bleve derfor af Biskop Arne satte i Band. Men de saaledes Bandsatte vedbleve desuagtet at gaa i Kirke hos Prædikebrødrene og Minoritterne, under Paaskud af, at Biskoppens Excommunication ikke angik andre Kirker, end han havde Myndighed over. Ved Brev af. 31te Mai s. A. til samtlige „lærde Mænd, Abbeder, Provster, Chorsbrødre, Prædikere og Barfodbrødre, Munker, Kanniker og Sogneprester“ inden Byen i Bergen imødegaar Biskop Arne denne nye og urimelige Paastand, der maatte – siger han – hvis den var sand, medføre, at Kirken var søndersplittet i sit Indre. Derimod maa den Mand, der er bandsat i een Kirke, nødvendig være det i alle, overeensstemmende med vor Tro, at der er een, hellig, almindelig Kirke, og paa Grund heraf forbyder han Alle og Enhver at give disse bandsatte Tydskere Adgang til deres Kirker, da de vel maa vide, at enhver Geistlig, Klostermand eller Verdensmand[10], Prædike- og Barfod-Brødre[11] ikke undtagne, der holder Messe med vitterligt Bandsatte, selv paadrager sig Bandsstraf[12]. I Forbindelse hermed tilkjendegav han alle Geistlige, exemte og ikke exemte, at 3 Tydskere vare belagte med Kirkens Band, og forbød dem at have nogen Omgang med disse[13].

I alt dette havde Biskop Arne fuld Ret, og han blev ikke staaende ved at hævde Kirkens Sag ligeoverfor Munkene inden sit Stift, men stræbte samtidig hermed ved Pavehoffet at udvirke Bestemmelser mod de exemte Munkeordener, saavel med Hensyn til deres Forhold til Geistligheden i det Hele, som især angaaende Prædikebrødrenes Pligt at betale en vis aarlig Afgift (portio canonica) til Sognepresterne, der oftere er paa Tale under Stridighederne[14]. Arnes Broder og Eftermand Audfinn deeltog ligeledes med Varme i disse Stridigheder, og istandbragte endelig efter mange Underhandlinger et Forlig imellem Prædikebrødrene og Kannikerne, i hvilket endnu den gamle Privetsag omtales, og hvori forøvrigt mangfoldige Trætter bilægges[15]. Samme Biskop forbød ligeledes ved Brev af 27de Marts 1320, foranlediget ved indkomne Klager fra Sognepresterne, under Bands Pine Alle og fornemmelig Presterne ved Apostelkirken (d. e. de kongelige Kanniker) og andre Klostermænd i Bergen at række Andres Sognemænd uden Nødvendighed Kirkens Velgjerninger og Herrens Legeme paa Paaskedag eller til andre Tider, da det stred mod Pavens Bud og Kirkeloven, ligesom det berøvede Presterne deres lovlige Offer[16].

Med Hensyn til Klostrenes uvenlige Forhold til Sekulargeistligheden og især angaaende Uenighederne mellem denne og Dominikanerne, giver et Brev fra Prædikebrødrene i Nidaros til deres forrige Provindsial Broder Peter Philipssøn, da Erkebiskop i Upsala (1330–1341), flere interessante Oplysninger[17]. Konventet i Nidaros beder heri blandt Andet deres forrige Foresatte om at hjælpe dem med nogle af Kirkens Gaver; thi Erkebiskoppen i Nidaros og hans Kapittel unde dem intet Godt, men paaføre dem Bekymringer med Hensyn til Fjerdeparten af alle Begravelser (quarta omnium funeralium, som nemlig Sekulargeistligheden tilkom), forbyde dem at prædike i Byen og paa Landet og at høre Skriftemaal, ligesom Erkebiskoppen under Trusel med Afsættelse har forbudt Sognepresterne at vise Prædikebrødrene Velgjerninger, og finder sin Glæde i at negte disse, hvad han forunder sine kjære Venner Minoritterne; og dette paa samme Tid som han endog tillader Cistercienserne at tigge, idet han giver dem Lov at tage Almuen til Gudsbord (communicare populum). – Om det end kan være Grund til at betvivle, at denne Klage forholder sig rigtig i alle Dele, da Erkebiskoppen vel neppe uden Grund har turdet negte Prædikebrødrene en saa uimodsigelig Ret som at prædike og høre Skriftemaal, saa oplyser den dog det spændte Forhold, som atter i 14de Aarhundrede fandt Sted mellem dem og Kapitlet, og det er ikke urimeligt, at dettes Forkjærlighed for Minoritterne, hvorom Brevet taler, staar i Forbindelse med den samtidige Kamp, især i Sverige, mellem begge Tiggerordener. – I det Hele var denne Tidspunkt, Kong Magnus Erikssøns Mindreaarighed, en haard Tid for Geistligheden; thi Rigsforstanderen, Hr. Erling Vidkunssøn, var den fiendsk, og synes med Flid at have understøttet dem, der satte sig op mod den geistlige Øvrighed. Han tog en fra Hovedøen bortløben Mester Arne i Beskyttelse, trods Abbedens og Oslo Biskops Reklamationer, og gjorde ham til kongelig Klerk, og i 1328 bestyrkede han Tydskerne i deres Vrangvillighed mod Bergens Biskop, hvem de negtede at betale Gaardetiende, ja holdt endog Sammenkomster med dem i den Anledning hos Prædikebrødrene, som, altsaa sandsynlig ogsaa denne Gang har staaet Geistligheden imod[18]. Efter denne Tid blive Vidnesbyrdene om Munkenes og Presternes indbyrdes Uenighed færre, sandsynligviis ligesaameget en Følge af, at Forholdene nu efterhaanden vare blevne ordnede, som af begge Partiers forbedrede Formuesforfatning, der gjorde dem mere ligegyldige ved enkelte Indgreb; men endnu i 1443 bandsatte Biskop Olaf af Bergen Dominikanerne sammesteds, saafremt de ikke 3 Dage efter Oplæsningen af hans Befaling igjen opgrove og lode bortbringe en Forbryders Lig, som de med Tilsidesættelse af Kirkeloven havde begravet paa deres Kirkegaard[19].

Det er især om de eximerede Munkeordener, Talen her har været, da disse nærmest og hyppigst maatte støde den geistlige Øvrighed, i hvis Virkekreds de indtrængte sig. De Vidnesbyrd om Uenighed mellem vedkommende Biskop og de hans Opsyn underlagte Klosterstiftelser, som man iøvrigt træffer paa, ere her af mindre Vægt, da de hverken synes at have været flere eller mærkeligere, end de lignende Formaninger, Drosler eller Straffe, som selve Sekulargeistligheden nu og da modtog eller idømtes af deres Foresatte.

I et særeget Forhold til den lavere Geistlighed kom Klostrene gjennem de Sognekirker, som de eiede, og hvori Gudstjenesten enten forrettedes ved Prestmunke fra selve Klostret, eller ved egne Kapellaner, som det ansatte ved Kirken. Denne Gjenstand er ovenfor berørt, idet der er viist, at slige Klosterkirker eller Kapeller paa Landet have i senere Tider givet Anledning til Klostersagn paa hine Steder, samt at flere af Norges Klostre eiede Sognekirker, og med Hensyn til disse stode i samme Forhold til vedkommende Biskop som andre Kirkeeiere eller Indehavere af Kaldsretten. Klostrenes Besiddelse af Sognekirker maa, som det synes, have været en baade Almue og Sogneprester temmelig ligegyldig Sag; thi da Prestmunkene vel stod paa samme Dannelsestrin som Sogneprestens Vicarius, blev Almuen lige vel eller lige ilde tjent med dem begge, og da det var meget faa Kirker i Landet, som gjennem Klostrenes Kaldsret berøvedes Sekulargeistligheden, kunde det ei heller være af nogen Betydning for disse. Kun forsaavidt som Almuen i det Hele forsømtes derved, at Presten ikke boede ved sin Kirke, men opholdt sig deels i Klostret, deels i Bispestaden eller udenlands, og lod Kirketjenesten besørge af en slet lønnet Vicarius, blev det Almuen af Vigtighed, hvem der udnævnte dens Prest, og hvorvidt denne var Kannik eller Munk tillige; thi Vikariatvæsenet har altid været et fordærveligt Misbrug i Kirken. Men dette fandt uden al Tvivl hyppigere Sted ved Sekulargeistlighedens end ved Klostrenes Sognekirker. Kannikens slet lønnede og overlæssede Kapellan i det Mindste stod hverken med Hensyn til Kultur, Videnskabelighed eller udvortes Livsomstændigheder synderligt over den Almue, blandt hvem han skulde virke, medens Klostret enten holdt en fast Prest ved Kirken, der som saadan havde sit udkomme, eller lod Tjenesten skifteviis besørge ved Munke.

Om Munkenes Forhold til Almuen er i det Foregaaende oftere leilighedsviis talt, samt paaviist, at det i Almindelighed var godt. Aarsagen til, at Almuen som oftest gav dem Fortrinnet for Sognepresterne, laa ikke alene i den Tro, at deres Messer, Aflad, Skriftemaal og Gravsteder vare helligere end Sognepresternes, men vi søge det visselig ikke med Uret tillige for en stor Deel deri, at Forholdet til Sognepresterne var tvunget og lovbestemt, følgelig et Pligtforhold, til Munkene derimod frivilligt, stundom hemmelig tilsneget, og følgelig et Kjærligheds- og Tillids-Forhold. Det er ikke først i vor Tid, at Sognebaandets Løsning har fundet Forsvarere;, en saadan aandelig Frihed har til alle Tider tiltalt saavel den oprigtige Christne, der i sin Tro ikke stemmede med sin Sogneprest, som Fritænkeren, der med Glæde vilde gribe Leiligheden til at løsrive sig fra lovlige Forpligtelser[20]. Egennytten bragte Munkene til at bestyrke saavel den Ene som den Anden i denne Lyst til Uafhængighed, og naar da Biskoppen ifølge Pligt og Skyldighed anvendte Lovens Bud mod slige Misbrug, udlagdes dette som en Følge af Sognepresternes egennyttige Klage, og Uordenens Ophavsmænd, Munkene, erstattedes rigeligt deres Uleilighed ved forøgede Gaver og hyppigere Benyttelse, hvor det lovligt kunde ske. Vidnesbyrd om fiendtligt Forhold mellem Munke og Almue høre derfor til Undtagelserne, og vi have ikke truffet paa Noget, der med Bestemthed har Præget af almindelig Misnøie med Munkene som saadanne. Thi at Helgeseter Kloster i 1240 blev stormet og brændt af Birkebenerne, havde politisk Grund, da Hertug Skule der havde søgt et Fristed, og den Insult, som tildeels af Lægfolk tilføiedes Abbeden af Nidarholm i Nidaros Domkirke 1301, var foranlediget af Hevn fra Domkapitlets Side[21]. Mere tvivlsom er Aarsagen til den Voldsgjerning mod Minoritterne i Oslo, som flere af Byens Indvaanere 1376 tillode sig, idet de opbrøde Kirkedøren, trængte ind i Klostret, og mishandlede Ordenens Custos i Norge Nikolaus og en anden Munk, samt dræbte en Lægbroder. Udtrykkene i Brevet derom[22] synes imidlertid at antyde, at Anledningen til Opløbet har været, at Voldsmændene vilde have fat paa en Mand, som maa have taget sin Tilflugt til Klostret, der altsaa ved at tage ham i Beskyttelse har paadraget sig den opirrede Pøbels Selvtægt.

De mange Forbindelser, hvori Munkene i Egenskab af Jorddrotter, Pengemænd, skattefrie Gaardeiere i Byerne m. v. kom til Almuen, maatte desuagtet foraarsage Tvistigheder, Forviklinger og Misfornøielser baade fra Munkenes og Almuens Side, især naar en Lægmand fik med en vrangvillig Abbed at gjøre, over hvem han ikke uden at klage til udenlandske Foresatte kunde faa Ret, en Vidløftighed og Bekostning, der gjorde Sagens Forfølgelse umulig. Iøvrigt svarede dog Munkene i Almindelighed, hvor fritagne for at møde for verdslig Domstol de end ved deres Privilegier vare, for Landets sædvanlige Domstole (Hovedøen f. Ex. for Akers Thing og Oslo Lagmand) i Trætter angaaende deres Jordegods eller verdslige Forhold i det Hele, og det var saaledes vist en grundløs Udflugt, naar Abbeden i Lyse i Anledning af Fiskeretten i Oselven negtede at svare for nogen anden Dommer end Abbeden af Citeaux eller Paven[23], saameget mere som han, førend Sagen gik hans Kloster imod, havde afgivet Møde for Biskoppens Domstol, og senere forgjeves appelleret til Erkebiskoppen[24]. Paa civile Processer mellem Klostrene og Almuen er der da heller ingen Mangel, især i Munkelivs og Hovedøens Historie, og naar de til vor Tid bevarede Domme i Almindelighed ere faldne ud til Klostrets Fordeel, ligger dette hverken deri, at dette altid havde Ret, eller at Dommen var,partisk, men ligefrem deri, at det kun var de vundne Eiendomstrætter, hvorom Munkene bevarede Retsbeviserne, medens de ingen Opfordring havde til at forsyne sig med Domsbreve i tabte Sager. Dette blev Modpartens Sag, og af slige Breve findes nu yderst faa bevarede. Hertil hører f. Ex. en Dom af Oslo Lagmand af 1401, hvori han dømmer Abbeden af Hovedøen og Presten paa Eidsberg til enten at anlægge en ny Vei over de Eiendomme, begge disse havde i Eidsberg, eller ifølge Landsloven lade Bønderne fremdeles bruge den Førselsvei, som de i lang Tid havde benyttet[25].

Om Klosterleilændingernes Stilling i Forhold til andre Leilændingers have vi ingen afgjørende Oplysning fundet; dog har den neppe været slettere. Den Lethed, hvormed Klostrene kunde faa kjøbt Jordegods af selve Bønderne, der ofte frivillig overgik fra Odelsmandens uafhængige Stilling til Bygselmandens[26], synes at tale for, at hverken Afgiften har været overdreven eller Behandlingen haard. De Exempler paa det Modsatte, som enkelte Klostres Historie afgiver, høre vist til Undtagelserne, og andre Bygselmænd vare vel ei heller altid frie for Jorddrottens umilde Behandling. Blandt Klagemaalene over Abbed Erik i Utstein 1333 anføres, at han Aaret forud havde taget 12 Mand med sig med Ballister og Lænker, begivet sig til Klostrets Gaarde, og mod Biskoppens Forbud ranet og plyndret utalligt Gods, som han derpaa med sine Følgesvende havde forødt i Drik og anden Overdaadighed[27]; og om Abbed Matthias af Tuterø anføres, at han havde bedraget mange af Landbønderne, og paalagt dem ulidelige Afgifter[28]. Men dette var alt aabenbar Uret, som Intet beviser angaaende Forholdene i Almindelighed. I det Hele synes det ikke urimeligt, at Klostrenes Landbønder ved oftere at deelagtiggjøres i enkelte af Munkenes Friheder, f. Ex. for Leding eller Skydsfærd, hvormed Almuen høilig besværedes, have havt en fordeelagtigere Stilling end andre Bønder, og dette har afgjort været Tilfældet for dem, som nu og da af særskilt Naade underlagdes Klostrets Jurisdiktion (ovenfor S. 88). Ligesaa vare vel Kongernes og Biskoppernes særskilte Værnbreve for Klosterleilændingerne ikke ganske uden Virkning for disse[29]. Da saaledes Provsten paa Lister havde bandsat Munkelivs Landbønder og Ombudsmand der i Egnen, anmodede Biskop Haakon af Bergen Biskoppen af Stavanger om strengt at irettesætte Provsten derfor, hvis Haakon ikke skulde nødes til at gaa frem mod denne med den Myndighed, hvormed han af Paven var udrustet[30]. Ikke alle Bønder kunde gjøre Regning paa saa kraftig Hjælp, naar de forurettedes.

Et virksomt Middel til at vedligeholde den gode Forstaaelse med Almuen og sin Indflydelse paa)denne fandt Munkene i de verdslige Brødre, aandelige Venner, Tertiarier, eller hvad de ellers kaldtes, som alle Munkeordener, men især Johannitterne og Tiggerbrødrene, optoge deels for Betaling, deels som Erstatning for viste Tjenester, deels i Haab om saadanne. Her mødtes Almuens og Munkenes Interesser; thi da de Mænd eller Kvinder, der paa slig Maade formelig vare optagne i Ordenens Broderskab, deelagtiggjordes i enkelte verdslige og – efter Løftet i Brødrelagsbrevet – i alle Ordenens aandelige Goder, var saadan Optagelse en Fordeel, som ikke blot den lavere Almue, men endog Rigets første Mænd attraaede, da de paa denne Maade, uden i nogen Henseende at forsømme de jordiske Sysler, kunde sørge for sit evige Vel For Munkene vare disse paa den anden Side i mange Henseender gavnlige, om ikke uundværlige. De Pengesager, Franciskaneren ikke selv turde befatte sig med, overlod han til en af Ordenens aandelige Venner at bringe i Orden. Skulde Birgittinerne have et Privilegium eller deslige udvirket hos Kongemagten, da var det Pligt for Ordenens sorores og fratres ab extra af al Magt at befordre Sagen Dominikanerne tællede ligeledes ofte anseelige Mænd blandt deres Tertiarier. Saaledes kalder Konventet i Nidaros 133* Sysselmanden i Jæmteland, Harald, sin Medbroder og sande Velgjører[31], og Rigsraaden Hr. Jon Marteinssøn kalder sig i sit Testament af 1401 baade Prædikebrødrenes og Minoritternes Broder i Oslo. Ligesaa lod Biskop Audun af Stavanger sig i 1431 af Minoritternes Provindsial optage i Ordenens Broderskab for Liv og Død[32], og Thorleif Bjørnsson, som Norges Rigsraad i 1481 paa Kronens Vegne (under Mellemriget efter Christian den Førstes Død) forlenede med Island, lod sig i 1480 optage som frater ab extra hos Munkelivs Birgittinere[33]. Den ligefremme Fordeel, Klostrene havde af disse Tertiarier, er omtalt i 1ste Afsnit; men desuden bleve de et særdeles gavnligt Mellemled mellem Munkene og Almuen rundt om i Landet, som talte deres Sag hos Høie og Lave, opmuntrede til Gavmildhed mod dem, og i fornødent Fald kunde benyttes til at modsige eller besmykke onde Rygter. Hele dette Broderskabsvæsen, som var bygget paa Tilliden til Munkenes gode Gjerninger, maatte naturligviis med Tugtens Forfald mere og mere tabe sin Virkning og Anseelse, og vi have derfor fortrinsviis fra det 15de Aarhundrede valgt Exemplerne paa dets Tilværelse i Norge.

  1. ↑ Dipl. Norv. I. No. 29. Ogsaa heraf fremlyser det, at Dominikanerne havde faaet Byggetomt af Domkapitlerne.
  2. ↑ Se blandt Andet Dipl. Svecan. I. 500–503. Barth. III. 79–81. Iøvrigt henvises til Bispemødernes Bestemmelser i denne Henseende ovenfor, især S. 95, og til Specialhistorien.
  3. ↑ Dipl. Norv. II No. 7 og 8.
  4. ↑ Mere herom i de bergenske Prædikebrødres Historie.
  5. ↑ Thork. Dipl. II. 48–49. Dipl. Norv. I. No. 59.
  6. ↑ Dipl. Norv. III. No. 380. Suhm Danm. Hist. XIII. 720.
  7. ↑ Dipl. Norv. III. No. 31. Enkelthederne i denne Sag maa forbeholdes Specialhistorien.
  8. ↑ Barth. IV. 268. Blandt Bilagene i 1ste Udg. S. 755.
  9. ↑ Martene et Durand, Thesaurus novus Anecd. IV. 1294.
  10. ↑ Klaustrmaðr eder veraldzmaðr d. e. her Sekulargeistlig.
  11. ↑ D. e. her Minoritterne i Bergen, ikke St. Jons Augustinere.
  12. ↑ Dipl. Norv. II. No. 97.
  13. ↑ Dipl. Norv. II. No. 102. Begge Breve ere af 31te Mai, og tydelig af samme Aal; skjønt det sidste urigtig er dateret 1310.
  14. ↑ Barth. IV. 315–316. 165–171. Björgv. Kálfsk. 131. Herom iøvrigt Mere i de enkelte Prædikebrødre-Klostres Historie. Til portio canonica hørte blandt andet quarta funeralium, som nedenfor omtales.
  15. ↑ ibid. 165–171. Brevet er udateret; maaske er det derfor yngre end det herefter omtalte Forbud af 1320.
  16. ↑ Suhm XII. 337 efter Barth. IV. 52–55. Udtrykket her: prestar at Postolakirkiu oc nokkorer aðrer klaustermenn i bönom, maa ikke tages bogstaveligt, som om Kannikerne ved Apostelkirken vare Klostermænd; thi Meningen kan her kun være samtlige exemte Geistlige i Byen, der gik Presterne for nær. At jeg heri har Ret viser og selve Brevet, hvor de oven nævnte Udtryk længere nede ere omskiftede med veraldar prester eða klaustra; thi verdslige Prester kunde de kongelige Geistlige kun i det Tilfælde kaldes, at de i ingen Deel vare klosterlige.
  17. ↑ Orig. paa Perg. i svenske Rigsarchiv. En Afskrift deraf i Diplomatarium Langebekian. i Kbhvn. er henført til 1440, men da Broder Petrus Philippi, der før havde været Prædikebrødrenes Provindsial i Dacia, blev Erkebiskop i Upsala efter Olaf († 11te Marts 1330), og døde i August 1341 (Chronicon de archiepsc. Upsaliens. ed. Schefferus. Ups. 1673. 78 sq.), saa maa dette Brev nødvendig falde mellem disse Aar. Den norske Erkebiskop, hvorover der føres Klage, bliver følgelig enten Eilif Korte († 2den September 1332) eller Paal Baardssøn, snarest den sidste, da Brevet tyder hen paa de Stridigheder mellem Minoritter og Dominikanere, som i hans Tid udbrøde i Provindsen, og maaske vare foranledigede af Upsalas Erkebiskop (Regesta Danica I. 259).
  18. ↑ Efter Barth. IV. 231 ff. trykt i Saml. til Norges Historie V. 352 ff. I Munchs Indledning dertil oplyses flere Træk af Hr. Erlings spændte Forhold til Prælaterne.
  19. ↑ Dipl. Norv. I. No. 786.
  20. ↑ Til denne Klasse hørte de tydske Handelssvende i Bergen, som frygtede Bandsættelsen, fordi den ifølge Tidsalderens Rædsel for den Bandsatte virkede ufordeelagtig paa deres Handelsdrift, og derfor gjennem Tiggermunkene søgte Adgang til Kirken. Naar dette ikke hjalp, underkastede de sig vel og for enkelt Gang Biskoppens Dom, men grebe strax Leiligheden, naar den gaves, til at hevne sig paa sin Prest ved at forholde ham hans Rettigheder.
  21. ↑ Dipl. Norv. III. No. 49. Mere herom i Nidarholms Historie.
  22. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 73. No. 1. „Homo quidam, quibus dimeritis exigentibus ignnoramus, atrociter fuit interfectus.”
  23. ↑ Barth. IV. 261.
  24. ↑ Derimod havde Cistercienserabbeden Matthias i Tuterø Ret, da han, anklaget for geistlig Forseelse erklærede, at Erkebiskoppen ikke var hans „Retter.“ (Münch. Dipl. No. 3187). I en Retssag (Dipl. Arn. Magn. 60. No. 6) mellem Hovedøen og Mariæ Kirke i Oslo angaaende noget Tømmer, negtede Biskoppens Official at stevne Munkene i Hovedøen, men Aarsagen synes at have ligget i formelle Feil fra Kanslerens Side.
  25. ↑ Dipl. Norv. III. No. 557.
  26. ↑ Mærkeligt i denne Henseende er et Vidnesbyrd af 1293 (Munkelivs Brevbog 123. Thork. Dipl. II. 141), hvorefter en Bonde havde solgt sin Gaard til Abbeden af Munkeliv, for at faa Penge til Julekost. Forskjellen mellem Odelsmand og Leilænding kan ikke have været stor, naar man saaledes uden sand Nødvendighed opgav sin Eiendomsret.
  27. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4.
  28. ↑ Münch Dipl. No. 3187.
  29. ↑ Thork. Dipl. II. 19. 128.
  30. ↑ Dipl. Norv. I. No. 262.
  31. ↑ Orig. i svenske Rigsarchiv, trykt efter en Afskrift i Langebeks Diplomatarium i 1ste Udg. af dette Skrift S. 774–775.
  32. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 41. No. 1.
  33. ↑ Hist. eccles. Islandiæ. IV. 171. 172. Her findes Formularen for en saadan Broders Optagelse. Spor af Munkenes Handel med Broderskabsbreve finder man overalt i Landet, selv i afsides Fjeldbygder som Setersdalen, og ligesaa af deres Omstreifen paa andet Tiggeri (Termination) ligeop i Lofotens Skjærgaard. Paa Udøen Røst traf Pietro Quirini, en Venetianer fra Kandia, der forliste her i 1431, en Dominikaner. (Schøning i Norske Vidensk. Selsk. Skrifter 8vo. II. 113. Forster Entdeckungen im Norden 261.)
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/2/8&oldid=222177»