De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/7

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 152-162).

§ 7. Klostrenes Indflydelse paa Næringsveiene.

Den stadige Forbindelse, hvori de norske Munke stode med de mere kultiverede sydlige Lande, havde vel i visse Henseender sine skadelige Følger for Norge, men med Hensyn til Næringsveienes Opkomst vare Reiserne til Generalkapitler og Høiskoler i Udlandet sikkert gavnlige, idet de gjorde Nordmændene hurtigere, end ellers vilde skeet, bekjendte med og bragte dem Frugterne af den stigende Civilisation Munkene vare paa en vis Maade Bier, der paa deres Udflugter til Europas Have indsamlede Kulturens Blomsterstøv, som de efter Hjemkomsten til Kuben med mere eller mindre Travlhed bearbeidede; ja selv ved den lade og døsige Munk blev dog altid fra hans Besøg i Syden Noget hængende, som forplantet paa norsk Grund bar god Frugt. Selv den Kjendsgjerning, at der i Middelalderen fandtes Klostre i et saa nordligt og udyrket Land som Norge, er et Vidnesbyrd om de første Munkes christelige Iver; thi hvilketsomhelst Sted i Norge, som Stifteren anviste Englænderne eller andre Udlændinger til Byggeplads, maatte sammenligningsviis for dem være et afsides, mindre behageligt Opholdssted, hvormed de kun gjennem stadig Beskæftigelse og omhyggelig Jorddyrkning m. v. kunde forsones^[1]. Man bør i det Hele ikke dadle Munkene, fordi de ikke i Norge som i Syden tyede til Vildmarker med deres første Anlæg; deels var det naturligt og stemmende med Alles Fordeel, at de bosatte sig nogetnær i Midten af deres oprindelige Gods, deels og hovedsagelig var det fra først af den norske Munks væsentligste Formaal at virke for Christendommens Grundfæstning i Landet, og da maatte han ikke bo for afsides. Den Tid var desuden forlængst forbi, da Munk og Eneboer vare eensbetydende Navne.

Men hvad enten nu Munkene af Magelighed og Lyst til Verden, eller af ædlere Bevæggrunde sloge sit Bo i eller nær ved dyrkede og velbebyggede Egne, saa er det vist, at denne Omstændighed var fordeelagtig for Landet ved det Exempel paa en bedre Benyttelse af Jorden, som de i det Hele gave. Vel har Agerbruget stedse staaet paa et lavt Trin i Norge, og vi kunne ikke anføre noget afgjørende Vidnesbyrd om, at Munkene have bragt det væsentlig fremad; men det kan dog neppe være tvivlsomt, at de fra Udlandet have medbragt Kjendskab til bedre Redskaber og en forstandigere Brugsmaade, og indførte samme paa Klostrenes Bugaarde. Jorden havde i det Hele for Nordmanden i Middelalderen en uforholdsmæssig liden Værd, der hovedsagelig bedømtes efter Havnegangenes Udstrækning, og vi tør ikke tillægge Munkene nogen væsentlig Indflydelse paa Agerbrugets Forbedring, da de især havde bosat sig i Egne, hvor Fædrift og Fiskeri vare Hovednæringer, medens det for Kornavl skikkede søndenfjeldske Opland saagodtsom ganske manglede Klostre. Det samme er Tilfældet med Skovene, førend Trælastudskibningen ret kom i Gang ved Midten af 16de Aarhundrede, og man finder ikke, at Munkene for disses Bevaring og hensigtsmæssige Tilsyn have gjort andet og mere, end at de i Bygselbrevene have indskærpet Landslovens Forbud mod, at Leilændingen misbrugte Skoven^[2].

Med større Bestemthed lader derimod deres Indflydelse paa Havedyrkningen sig paavise. Man er enig om at tilskrive de første Munke, som kom herover, Udbredelsen af denne ligesaa lønnende som behagelige og forædlende Næringsgreen, om hvis Værd de raae Hedninger ikke engang gjorde sig noget Begreb^[3]. Ligesaa vist er det udentvivl, at Havedyrkningen paa Landet i Norge i Katholicismens Dage i mange Egne har staaet paa et ligesaa høit Trin hvad Frugttræavlen angaar som nu, da Brændevinet saagodtsom ganske har fortrængt Tillavningen af Mostviin, der før var saa almindelig og som først i de sidste Aar atter har begyndt at vinde Indgang. For alle Munkeordener var Havedyrkning en fastsat Hovedsyssel, og ved alle Klostre fandtes der mindst een Have, ofte flere, som dyrkedes med stor Flid. Munkene hjembragte fra Udlandet Frugttrær, Rødder, Urter og Blomster, for at forsøge dem i norsk Jordbund, og endnu den Dag i Dag findes de vidtløftigste og med de bedste Frugter forsynede Haner paa Landet i Almindelighed ved Klostrene. Lyseklosters, Halsnøens, Utsteins, Gimsø, Værne og Dragsmarks Haver ere endnu til, og i Anseelse. Paa Opedal i Ullensvangs Sogn i Hardanger, der som før anført hørte under Lysekloster, findes endnu den vidtløftigste, mellem en Mængde Opsiddere afdeelte Frugthave i Norge, hvis Æbler og Kirsebær udgjøre Gaardens største Herlighed og en vigtig Udførselsvare^[4]. At denne Have skyldes Lysekloster er ikke Tvivl underkastet, ligesaalidt som at det er Munkene i dette Kloster og Halsnø, om hvis 3 vidtstrakte Haver ovenfor er talt, som Hardanger har denne vigtige Næringsgreen at takke. Ved de to andre Cistercienserklostre, Hovedøen og Tuterøen, ere vel Haverne nu forsvundne, men paa begge findes endnu vildtvoxende en Mængde Urter og Blomster, som ellers kun trives i Haverne^[5], ligesom efter Sagkyndiges Erklæring Hovedøens Flora skal være usædvanlig rig. Blandt Klosterhaverne i Bergens By, hvor nu kun Lungegaardens og maaske Munkelivs ere tilbage, har især Minoritternes udmærket sig, og havde paa Reformationstiden og senere ei sin Lige i Egnen. I Biskop Gebles Tid, hvem Klostret og Kirken overdroges til Bispegaard og Domkirke, blev i denne Have af Gartneren Adrian fra Flandern fremdrevet Æbler, Pærer, Kirsebær og Druer, i senere Tid omtales endog dens Kastanier, Korender, Figener og Laurbær; men nu er den ganske forsvunden^[6]. Selv ved det ellers ukjendte og udentvivl ubetydelige St. Olafskloster i Hammer omtales dets Æble-, Kirsebær- og Humlehaver. Ligesaa forekomme Biskoppens og Borgernes Podemestere og Mostpersere i Hammer, som tilberedte Most, Pære- og Kirsebærdrank^[7]. Humlehaver, som nu ere mindre almindelige, vare i ældre Tider, da Øldrikken var saa stor, nødvendigere og fandtes næsten paa hver Gaard. At Munkene saaledes forstode at give Nordmændene Smag for den fredelige, aandsdannende Havesyssel er maaske i den største Fortjeneste, de have af Landets Kultur. Ogsaa Biavl dreves i Klostrene, som i Norge i det Hele, forholdsviis almindeligere end nu. Honningen anvendtes til Mjøden og Voxet til Kirkelys, hvoraf dengang saa mange forbrugtes paa Alterne og ved de kirkelige Optog. Imidlertid var Avlen ikke tilstrækkelig til Landets Forbrug; thi Mjød, Honning og Vox vare i Middelalderen stadige Indførselsvarer fra Flandern, England og tildeels fra Hansestæderne.

Hvorvidt Munkene have havt nogen særlig Fortjeneste af Fædriften, give Kilderne os ingen Anledning til at afgjøre; men hvad de vigtigste Huusdyr angaar, synes det ikke rimeligt. Norges bedste Heste f. Ex. findes netop i de Strøg af Landet, hvor Munkene ikke vare bosatte, og hvor de besadde de færreste Eiendomme; ei heller er det bekjendt, at de øvrige Huusdyrracer ere eller have været fortrinligere i Nærheden af de paa Jordegods rige Klostre, end i andre Egne af Landet, de vestenfjeldske Faar maaske undtagne; men at dette i saa Fald skyldes Munkenes Bestræbelser, er ikke bekjendt. Derimod er det sandsynligt, at de i Lyseklosters Skove fredede Hjorte skrive sig fra ældre Tider, ligesom man paastaar, at en egen Art vilde Duer med sort Baand over Vingerne, der findes paa Utstein Klosterø, skulle have været tamme i ældre Tiden og didbragte af Munkene. Forresten vare Hornkvæg, Sviin, Faar, Gjeder, Gjæs, Høns og Duer de sædvanlige Huusdyr i Klostrene^[8], og Norden- og Vestenfjelds, hvor Fædriften var Hovedsagen for Klostrenes Leilændinger, ydedes Landskylden i Huder, Skind, Smør, Ost og Talg, der igjen af Klostrene bragtes i Handelen.

Fiskerierne vare af Vigtighed for de Klostre, der eiede Fiskevær, Laxevarp o. s. v. Katholicismens Fastedage bragte allerede tidlig Norges rige Fiskerier i Flor, og Skreiden (Stokfisken) var længe Landets væsentligste Udførselsvare. At de langs Kysten bosatte Munkes Opmærksomhed derfor hendroges til denne Indtægtskilde, var ganske naturligt, alle Klostre eiede større og mindre Fiskerier, Sæl- og Ægvær, og i alle Privilegier tages disse i Beskyttelse. Disse Fiskevær vare enten bortbygslede mod aarlig Landskyld ligesom Jordegodset, eller de bleve bortsatte paa visse Aar, og da var Vilkaaret gjerne det, at Brugeren holdt al Redskab og ydede Klostret i reent Udbytte den halve Fangst. Vilkaaret var altsaa haardere da end nuomstunder, da Eieren i Regelen maa bekoste alt hvad til Driften behøves. I det Hele havde Fiskevær i ældre Tider forholdsviis en langt høiere Værd end nu, hvilket vistnok ikke ene og alene maa tilskrives Formindskelse i den aarlige Afdræt, men vel og havde sin Grund i misligt Agerbrug, faa Næringsveie i det Hele, samt at Fisken var den stedse lettest afsættelige Vare, i hvilken man derfor i ældre Dage som oftest beregnede Værdierne istedetfor i Mynt^[9]. Munkene dreve vel og stundom selv Fiskeri, da man t. Ex. finder Sildegarn omtalt i KlosterInventarier, men dette skede vel nærmest til Tidsfordriv og Huusbrug, og neppe i det Store eller paa fjerntliggende Fiskevær. Mere end ved Besiddelsen af større Fiskerier virkede uden Tvivl Munkene til Fiskearternes Udbredelse og Forædling ved Anlægget af Fiskedamme, hvoraf Levninger endnu findes ved enkelte Klostre. Paa Gaarden Blakestad i Asker (ovenfor S. 76) sees Indsænk i Jordsmonnet, som kaldes Munkedammene, og Gaarden Munkedammen i Christiania skylder høist rimeligt slige Anlæg sit Navn. Forresten udskibede de større Klostre deres Overskud af Fiskevarer tildeels i egne Skibe til Udlandet, især til England, som dengang modtog den betydeligste Deel af Norges Tørfisk, og forsaavidt som de saaledes befordrede Afsætningen, kunne de siges at have fremmet denne Næringsvei, af hvilken vi forresten ikke have fundet, at de havde nogen særegen Fortjeneste.

Dette er derimod Tilfældet med Bygningskunsten. Før Christendommens Indførelse vare Steenbygninger ikke kjendte i Norge, og det var ved engelske Bygmestere, at vore ældste Steenkirker opførtes. Hofene eller Afgudstemplerne vare af Træ, i Almindelighed Reisverksbygninger, klædte med hugne Planker og tækkede med Spaan; Kongsgaardene og Høvdingernes Bopæle vare berøvede mange af de Bekvemmeligheder^[10], hvortil de christne Missionærer hjemme allerede vare vante. Vel holdt den nationale Bygningsmaade, Reisverksbygningerne, sig ved Siden af den fremmede Architektur, især oppe i Fjeldbygden, hvor Kirker i hiin Stiil endnu, uagtet deres Lethed, trodse Aarhundreder, men i Byerne og langs Kysten fortrængtes efterhaanden Stavekirkerne af Steenkirker. Klosterkirkerne byggedes i Almindelighed af huggen Steen, og selve Klosterbygningerne synes ogsaa i det Mindste for en Deel at have været af Grundmuur, men kun paa de færreste Steder er endnu tydelige Levninger deraf tilbage. Dette er imidlertid ovenfor omtalt i § 5; her skulle vi kun tilføie noget om den Kunstfærdighed, hvoraf deres Levninger bære Præg. Udgravningen paa Hovedøen har bragt for Dagen en Samling af architektoniske Ornamenter, som efter Sagkyndiges Dom give et høit Begreb om den Bygningskyndighed og den Kunstfærdighed, de engelske Bygmestere have besiddet. Flere af Soklerne, Kapitælerne o. s. v. ere udhugne med en usædvanlig Kunst og Omhu i rene og ædle Mønstre, Chorsgangens aabne Søilerad har ligeledes været meget smagfuld, og i denne Bygnings ældre Deel er der i det Hele ikke sparet hverken Arbeide eller Penge, for at alt skulde blive varigt og smukt. De senere Udvidelser derimod ere af mindre architektonisk Værd. Her støder man idelig paa Benyttelse af Teglsteen ved Siden af huggen eller brudt Kalksteen; Teglstenene ere i det Hele mindre vel brændte og vække ikke Formodning om, at Teglsteensbrændingen har staaet paa noget høit Standpunkt^[11], skjønt Profilstenene have ret smukke Former. Michaelskirken i Bergen eller Munkelivs Klosterkirke beskrives som den stolteste Steenbygning, og Bergens Domkirkes (oprindelig Franciskaner-Kirkens) ældre Dele vække lignende Forestilling^[12]. Ruinerne paa Lysekloster vidne ligesom Hovedøens om reen Smag og Bygningskyndighed. Saavel Haakon Haakonssøn som Hertug Skule fremmede med rund Haand Munkenes Iver i denne Retning, og den af Førstnævnte byggede Dragsmark Klosterkirke tiltrækker sig endnu i sine Ruiner Sagkyndiges Opmærksomhed^[13]. Bygningsmaterialet valgtes med en senere hen ukjendt Omhu, og Kalken især udmærkede sig ved en uopløselig Fasthed. Munkene skaffede selv disse Fornødenheder til Veie, og man kan endnu paa flere Steder, saasom ved Lysekloster, paavise de Steder, hvor Stenen er brudt og huggen, ligesom man oftere træffer Steenhuggere, Murere o. Fl. omtalte som Lægbrødre i Klostrene. Halsnø Kloster eiede en Kalkovn (límaofn), som Abbeden 1328 var sysselsat med at anlægge^[14]. Som almindeligt Vidnesbyrd om Geistlighedens Fortjenester af Bygningskunsten behøver man blot at henvise til Middelalderens Mesterverker af Kirkebygninger i det Hele, ligesom det er almindelig erkjendt, at Reformationen netop ved sin Protestantisme har virket fordærveligt paa Architekturen i Almindelighed og den kirkelige i Særdeleshed. For Norges Vedkommende sammenligne man blot Mariækirken med Nykirken i Bergen, Akers Kirke med Vor Frelsers i Christiania, Grans, Aas eller Tunes Kirker med Frons, Kongsbergs eller Arendals, for at blive overbeviist om den næsten utrolige Tilbagegang, ikke alene med Hensyn til Materialets Skjønhed og Værd, der kan forklares af økonomiske Hensyn, men hvad der meest maa beklages, i Anordning, Perspektiv, ædel Simpelhed og et for Guds Huus passende Ydre i det Hele. Man kan kun trøste sig med, at Sandsen og Iveren for Fædrenes Bygningskunst nu atter er vakt til et Liv, der allerede bærer Frugt, skjønt man visselig aldrig mere vil faa gjenvakt Middelalderens runde Haand eller energiske Udholdenhed.

Uvissere er Klostrenes Indflydelse paa andre Kunster og Haandverksdriften i det Hele. Man finder, at Munkene havde de fornødne Redskaber til de Arbeider, som hyppigst tiltrængtes, og hvortil de derfor selv holdt Haandverkere. Guld- og Sølvarbeider, hvoraf vel meget ind- førtes fra Udlandet, men dog det Meste vistnok forarbeidedes i Landet selv, hørte til Klostrenes almindeligste og kostbareste Prydelser, men denne Kunst er ældre, end Christendom og Klostervæsen^[15]. Derimod var det Kirkerne og Klostrene, der skaffede Maler- og Billedhugger-Kunsten Indgang i Landet, da de hedenske Afgudsbilleder visselig vare i høi Grad raae og ufuldkomne, og det var nærmest ved udenlandske Kunstnere, at de christne Kirker prydedes. Altertavler og Helgenbilleder i Klostrene omtales oftere i Forbindelse med Gaver af kostbare Klædningsstykker til

at hænge om dem paa de store Festdage. Herhen høre og Glasmalerierne

paa Kirkevinduerne, de i Mængde paa Hovedøen og Lyse udgravede glasserede Muurstene i Kirkegulvene^[16], og enkelte andre Vidnesbyrd om, at Kunstfliden eller Kunstsandsen har staaet høiere i Klostrene end andensteds i Landet i hine lidet kunstelskende Tider.

Paa Handel og Søfart samt Omsætningen af Landets Produkter maa Klostrene naturligviis have havt idetmindste nogen Indflydelse, i Førstningen meest ved de fremmede Varer af alle Slags, som de fra Udlandet til eget Brug indførte, senere ved det Overskud af Klostergodsets Afdræt, som de bragte i Handelen. Den Samling af Mennesker, som opholdt sig i Klostrene, gjorde fremdeles disse til gode Markeder for Omegnens Beboere, som her afsatte deres Varer, deels ved Bytte, deels mod rede Penge eller Aflad^[17]. Ved Gimsø Kloster sees der fra gammel Tid at have været drevet Kjøbmandskab, og det er derfor ikke usandsynligt, at dette Nonnekloster har givet Anledning til Byen Skiens Anlæg eller Opkomst. Den er nemlig meget yngre end Klostret, men længe førend Byen havde faaet anerkjendt Handelsret, dreves her Kjøbmandskab, støttet paa gammel Vedtægt^[18]. Gimsø vedblev imidlertid sin tilvante Handel, og denne maa have været Bymændene imod, saa de hos Kong Magnus udvirkede et Tillæg til Skiens Fribrev, hvorved det forbødes at holde noget Kjøbmandskab i Gimsø, uden med hvad Abbedissen tiltrængte til Klostrets Forsyning^[19]. – Den store og almindelige Mangel paa rede Mynt skaffede denne en uforholdsmæssig Værdi, og gav Anledning til, at Byttehandel blev den almindeligste saavel mellem Landsmænd indbyrdes som i Handel med Udlændinger. De sædvanligste Byttemidler i Norge vare Tørfisk, Jern og Vadmel, hvoraf de to første gjerne i Betalingen regnedes i Hundreder, det sidste i Pakker, stundom og i Alen. Saavel Klostrene som de øvrige geistlige Stiftelser toge ogsaa direkte Deel i Handelen med Udlandet, hvorhen de sendte deres egne Skibe, ladede med Landets Udførselsvarer, og tiltuskede sig derfor, hvad de fra Udlandet behøvede. De bergenske Kirker og Klostre synes at have havt Islandshandelen i sin Haand, formodentlig som særlig kongelig Naade, og de have havt ikke faa Skibe i denne Fart; thi ved Aaret 1343 omtale Annalerne ikke mindre end 4 slige Skibe (Lysebussen, Postolasuden, Avaldsnesbussen og Kathrinasuden) som forliste under Island^[20]. Det Afbræk, som Klostrene herved tilføiede Handelsstanden, kunde først blive betydeligt, naar der tilstodes dem særlige Begunstigelser^[21]; men man finder dog ikke, at der i Norge er bleven udstedt noget almindeligt Forbud mod Klostrenes Handel, saaledes som Tilfældet var i Danmark under Christian II, hvilket vel heller ikke kunde være saa paatrængende nødvendigt her, hvor Klostrenes Antal var saa meget mindre, selv om det er rimeligt nok, at denne Indflydelse for enkelt Klosters eller Kjøbstads Vedkommende kan have været betydelig nok. Med Undtagelse af Skien er det ikke heller sandsynligt, at nogen norsk By skylder et nærliggende Kloster sin Opkomst^[22], saaledes som Tilfældet saa ofte var i Sverige, Danmark og andre Lande; thi de norske Kjøbstæder, hvor Klostre fandtes, vare ældre end disse^[23], og nærmest opstaaede ved Kongsgaardes Nærhed eller ved deres fordeelagtige Havn og Beliggenhed i det meest befarede Kyststrøg. Aarsagen til, at Norge i denne Henseende gjør en Undtagelse fra den almindelige Regel, ligger nærmest i Landets Beskaffenhed, der besværliggjør Handel og Omsætning, lægger Hindringer i Veien for Landstæders Opblomstren, og derfor ogsaa maatte hindre Klostrene fra at blive Kjernen for en om dem sig dannende Stad. Derimod er det paa den anden Side neppe tvivlsomt, at Klostrene i Byerne i flere Henseender bidroge til disses Opkomst og Anseelse, og man kan vel ikke uden Grund tilskrive Klostrenes og lignende Stiftelsers Undergang samt de katholske Biskoppers Fald ved Reformationen den øiensynlige Tilbagegang, hvori de norske Kjøbstæder befandt sig i anden Halvdeel af 16de Aarhundrede, og hvorfra Tønsberg Konghelle og Hammer aldrig, og Oslo først ved Trælastudførselens Opsving hævede sig. De nordenfjeldske Byer lede mindre, fordi de i Fiskehandelen havde en stadigere og uafhængigere Indtægtskilde.

Betragter man under Eet hvad vi saaledes have kunnet oplyse om Klostrenes Indflydelse paa Næringsveiene, vil man uden Tvivl finde, at denne ikke har været betydelig Dette er og rimeligt nok, da her vare for faa Klostre i Riget til, at de kunde have virket meget i denne Henseende, ligesom deres tidlige Tilbagegang og Sædernes Forfald ogsaa herpaa maa have havt en skadelig Virkning.

1. At de første Munke have følt Forskjellen mellem Hjemmet og Norge, udtrykker en Cisterciensermunk i Lyse saaledes: „Nos qui portavimus pondus diei et æstus, qui reliquimus omnia et secuti sumus Christum – Nos patrios fines, nos cum parentum abdicavimus pignora, nos dulcia liquimus arva!“ (De fundat. monast. Lysensis. Script. Rer. Dan. IV. 408.) Disse Citater af Evangeliet og Virgil smage vel af Kloster-Svulst, men ere iøvrigt passende paa Omstændighederne.
2. Jfr. herom Munchs Historie. II. 1019 og de der anførte Lovsteder.
3. I de ældste Love omtales grasgarðr (Urtehave, egentlig kun en indhegnet Græsmark), laukgarðr (Løghave, i hvilken altsaa foruden Græsset Løgarter var den mærkeligste Urt) og hvanngarðr (Hvann, Angelica), men i Magnus Lagabøters Landslov nævnes foruden disse tillige eplagarðr (Æblehave), næpa- ertra- ok bauna-reitr (Næpe-, Erte- og Bønne-Seng.) Prof. Munch har anf. St. S. 1018 gjort opmærksom paa Forskjellen mellem ældre Frostath. Lov XIV og Nyere Landlov IV. 9, hvoraf man seer, at Havedyrkningen i Mellemtiden havde faaet en større Udstrækning og Betydning. Før Christendommen maa man antage, at Løg og Hvann vare de eneste Urter, der dyrkedes hjemme ved Husene, og at man iøvrigt holdt sig til Markens Rigdom paa Bær.
4. Kraft Norges Beskrivelse IV. 458. Om Frugtavlens Ælde og Vigtighed i denne Egn vidner det sammesteds omtalte Skjøde af 1449, som angaar Aattendedelen af Æblehaven paa Nabogaarden Hofland. (Dipl. i Bergens Museum.)
5. Suhm Danmarks Historie IX. 127.
6. Urda II. 282.
7. Thaarups Magazin II. 249. 264.
8. Oplysning om Besætningens Størrelse paa et rigtignok længe slet bestyret Kloster paa Landet, giver det ovennævnte Inventarium paa Tuterøen (Dipl. Münch 3184. 3186). Der fandtes, da Abbeden blev greben, 25 Nød samt 10 Kjør og en Oxe, som nylig forud vare førte bort, 2 Heste, 16 Ungnød, foruden 13 levende Fæ, der ligeledes vare førte bort, 12 (efter det andet Inventarium 25) Sauder, 10 Kalve, 23 (efter det andet 3) Sviin, 8 Gjæs; fremdeles i slagtet Tilstand eller iøvrigt som Afdræt af Kvægavlen nævnes 12 Sider Flesk, 12 slagtede Nød, 2 Tønder grønsaltet Kjød, 2 Tønder Smør, 8 Bøger Talg, 30 Oste, 18 fattede Huder og 4 Huder hos Garveren o. s. v. Til de to Heste nævnes to Sadler, saa at disse maaske have været Rideheste, og Arbeidshestene andensteds opstaldede eller forglemte i Optegnelsen.
9. I de enkelte Klostres Historie vil man forøvrigt finde Enkelthederne i denne Henseende. De fleste Oplysninger forekomme ved Klostrene i Bergens Stift.
10. Jfr. Keysers Afhandling Om Nordmændenes Boliger i Norsk Tidsskrift. I. 305–322, og med Hensyn til vore ældste Kirker, deres Alder og Bygningsmaade N. Nicolaysens archæol. hist. Fortegnelse.
11. Jfr. Nicolaysens Fortegn. S. 6 i Anledning af Dr. Lischs Antagelse af det Modsatte, hvorom mere paa næste Side.
12. Se Afbildning af et af Vinduerne i Aarsberetningen 1854 fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring.
13. Brunius Arkitektonisk Resa i Bohuslän 114–115.
14. Barth. IV. 228.
15. Man se t. Ex. den ved Enden af Björgynjar Kálfsknnn paabegyndte Liste over Munkelivs Guld- og Sølvkar. (Munchs Udg. S. 84). Forøvrigt vare Nordmændene allerede fra den fjerneste Oldtid bekjendte som dygtige Metalarbeidere, hvorom ogsaa jordfundne Levninger bære Vidnesbyrd, og Oldtidens Smede nøde overalt stor Anseelse.
16. Af Glasmalerier er nu ingen tilovers fra Klostertiden. De af Kraft (Norges Beskr. IV. 160) omtalte Ruder i Utsteins Kirke ere fra en nyere Tid, og opbevare Navnene paa Klostrets senere Forvaltere m. Fl. I Hovedøens Ruiner fandtes Stumper af Vinduesglas af rød, blaa, grøn og red Farve, med nedbrændte Zirater i Spidsbueform, men uden Figurer. Gulvfliserne i Hovedøens Kirke findes afbildede i de ovennævnte Aarsberetninger af 1849–1852, og har givet Dr. Lisch i Schwerin Anledning til at antage en høi Grad af teknisk Dygtighed i Norge i Middelalderen. (Blätter z. Geschichte der Kirchen zu Doberan und Althof. Schwerin 1854. S. 19.)
17. Abbeden af Munkeliv betalte 1303 nogle Bønder for at værdsætte en Klostret tilbuden Eiendom med Aflad for deres Synder. (Munkel. Brevb. S. 95).
18. Norges gamle Love III. 178–179, hvor man har Byen Skiens maaske ældste Privilegier, udstedte af Kong Haakon 16de Marts 1358, og hvorved man i Byen faar Ret til at kjøbe og sælge Korn og al anden Vare, „eftersom gammel Sædvane forhen har været i Byen i Skien.“ Da dette Brev, før det gik under i Skiens Brand 1777, var sammenheftet med to andre yngre, er det rimeligviis Byens ældste Privilegium.
19. Sammest. III. 189. jfr. Suhms Danm. Hist. XIII. 708, hvor Brevets Udtryk halde nokon kopskath (Skriv- eller Læsefeil for kopskaph) er gjengivet „hæve Kopskat“. Brevet er udstedt i selve Gimsø 21de Novbr. 1371.
20. Íslenzskir Annálar. S. XXXV og 260–262. Lysebussen tilhørte naturligviis Lyse Kloster, de 3 andre nævnte Skibe de tre kongelige Kapeller: Apostelkirken, Avaldsnes og Katharina Hospital i Bergen. Det er formodentlig med Hensyn til denne privilegerede Handel paa Island, der ved Reformationstiden gik over til Hamborgerne og senere til Kjøbenhavnerne, at der i den saakaldte „Bergens Fundats“ berettes, at Halsnø Kloster fik Tilladelse til som andre Kanniker i Bergens Stift at sende sin egen Landskyld, norrœn varning, til Island, sig til Forbedring med Kjøbmandskab.
21. Saaledes paalagde Kong John af England ved Brev fra Pontefract af 30te August 1211 alle sine Befalingsmænd i engelske Havne, at lade Abbediet Lyses Skibe fra Norge med Gods og Handelsvarer frit seile hjem uden Told eller Afgift, saalænge Kongen fandt for godt. (Rotuli litterar. patentium in Turri. Vol. I. Pars I. p. 95 a. London 1835. Fol.)
22. Det skulde da nærmest være Moss fra Varne, men dette er i høi Grad tvivlsomt. Hamarkaupang reistes og faldt med Bispestolen.
23. Marstrand (Malstrandir) nævnes vel først samtidigt med det derværende Franciskanerkloster, men det er rimeligt, at Byen idetmindste som søgt Fiskeplads maa være ældre end Klostret, da Tiggermunke ikke mere her end andensteds kunde nære sig paa Udøer.