De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/6

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 136-152).

§ 6. Klosterfolks Sysler. Levemaade. Sæder og indre Forhold i det Hele.

Af hvad der i Begyndelsen af 1ste Afsnit er sagt om Munkevæsenet i Almindelighed, fremgaar det, at Agerbrug og Havedyrkning, Haandarbeide og videnskabelige Sysler skulde være de legemlige og aandelige Beskæftigelser, hvortil Munkenes Tid skulde anvendes udenfor deres egentlige gudstjenstlige Handlinger. Disse sidste, der ved Munkevæsenets Opkomst, da Afsondringen fra Verden strengt iagttoges, bestode i Huusandagt i strengeste Forstand, i Selvbetragtning, Spægelser og Pinsler, eller i det Høieste i en privat Gudstjeneste i Klosterkirken, havde, da Munkevæsenet naaede Norge, allerede forlængst antaget et mere offentligt Præg. Det er i foregaaende § viist, at Klosterkirkernes Hovedindgang var anbragt udenfor Klostermurene, saa at enhver Fremmed naarsomhelst kunde gaa derind, forrette sin Andagt og deeltage i Tjenesten, der saaledes her blev ligesaa offentlig som i Sognekirkerne. Da en af Klostrenes vigtigste Indtægter (ovenfor S. 99 ff.) grundede sig paa de saakaldte „gode Gjerninger“, d. e. Messer, Bønner, Vigilier o. s. v., som i Klostrene forrettedes, blev naturligviis disses regelmæssige Afholdelse (tíðagerð) til fastsat Tid og Time en af Munkenes sædvanligste daglige Sysler. Kirketjenesten bestod da deels i den almindelige, kanoniske Iagttagelse af „Tiderne“ (horæ canonicæ, ogsaa regulares, forsaavidt som Ordensreglen foreskrev nogen Afvigelse fra Kanon), som daglig skulde holdes 7 Gange ifølge Kirkens ældste Forskrifter^[1], deels i den ved Testamenter, Gaver eller paa andre Maader betingede Udførelse af Vigilier eller Sjælemesser for Klostrets Velgjørere, og hvorom Sjæleskraaen eller Aartidebogen indeholdt fornøden Oplysning. Efterhaanden som Gaverne tiltoge, bleve disse Messer naturligviis mange og besværlige for Munkene, og man finder derfor og allerede tidlig Klager over, at Tiderne ikke nøie overholdtes. Det gik naturligviis først ud over de kanoniske, fordi disses Overholdelse ikke som Vigiliernes vare underkastede Privatmands Kontrol, og nærmest blev det den besværlige matutina (Kl. 3 om Morgenen), som forsømtes. Saaledes anføres i nogle Klagepunkter mod Halsnø Munke ved Aar 1310^[2], at de Fleste af dem sjelden indfandt sig ved denne Tjeneste; ligesaa førtes 1527 Klage for Provindsialen over Prædikebrødrene i Bergen, at de ikke „retfærdede deres Tider, da de vel stundom sang Natsang (vespera), men aldrig Ottesang“ (matutina)^[3]; ja den før omtalte Abbed Mathias i Tuterøen havde ikke holdt Messe i eet Aar, ikke læst fine Tider i 3 Aar, og var ikke kommen i Otte- eller Aftensang i 3 til 4 Aar^[4]. Bestemte Vidnesbyrd om at Vigilierne forsømtes, have vi derimod ikke stødt paa, og ved disse kom efter det ovenfor Oplyste jo ogsaa Egennytten saaledes med i Spillet, at alene denne maatte tvinge Munkene til at udføre disse gudstjenstlige Forpligtelser, om det end skede uden Lyst eller Andagt, og med en uanstændig Hurtighed. Hermed toge de det vist saameget mindre nøie, som Messen ansaaes for opus operatum, som en i og for sig fortjenstlig Gjerning, der uden Hensyn til Sindelaget, hvormed den udførtes, bragte Velsignelse for Levende og Døde. – En egen Art Sjælemesser opstod derved, at Klostre af samme Orden indgik Forening om gjensidigen at erindre de i Klostrene Afdøde. En saadan sluttedes omtr. 1443 mellem Gimsø Kloster og Nonneseter i Oslo, hvorved de lovede at erindre hinanden i deres Bønner og holde Messer over de i begge Klostre døde Nonner^[5]. – Til disse stadige og kirkelige Forretninger kom fremdeles for enkelte Klostre, som havde denne Ret, Begravelser, Besøg hos Døende o. desl., samt endelig for Alle den almindelige Gudstjeneste paa Helligdagene.

Mellemtiden mellem de ovennævnte Messer og Tider anvendtes forskjelligt efter de forskjellige Ordensregler, ja selv inden samme Kloster, efter den Enkeltes Dannelse, Evner og Tilbøielighed. Om Munkenes Benyttelse til Forretninger udenfor deres Kloster eller i det Hele i fremmed Øiemed er talt i § 4; nu skulle vi derfor kun omtale, hvorledes de have anvendt deres Tid i det Daglige hjemme. Her maa man udentvivl skjelne mellem sildigere fordærvede Tider og den første Tid, Munkevæsenets gyldne Alder i Norge, indtil henimod Enden af 13de Aarhundrede, da endnu de faste Indtægter vare faa, og Arbeiderne i og ved Klostret mange; da tog vel endnu Munken selv som oftest fat med baade paa Ageren, i Skoven og i Haven, baade som Bygmester, som Gartner og Avlskarl: da sad vel og endnu Nonner flittige ved Rok og Væv for at skaffe tilveie det Fornødne til Alles Beklædning. Men Klostrenes Beboere arbeidede for sig selv alene, hverken for Efterkommere eller den ydre Verden, og saasnart derfor Klostret var tilstrækkelig forsørget, og de nødvendige Forretninger kunde blive udførte ved Lægbrødrene eller Tjenerne, bleve Munkene og Nonnerne selv som oftest Lediggængere.

Reglerne fastsatte Afskrivning, videnskabelige Sysler, eensom Selvbetragtning, Faste og Pønitentse som Afvexling med de gudstjenestlige Handlinger. Dog, naar disse sidste vare affærdigede, var ogsaa som oftest Munkens Dagverk endt. Det Aandssløvende ved en idelig Opramsen af udenadlærte latinske Bønner, i Forening med slet Exempel og Mangel paa Forkundskaber og Veiledning, avlede en Ligegyldighed for aandelig Sysselsættelse og en Begjærlighed efter sandselig Nydelse, som maaske har været større i Norge end i andre Landes Klostre. Biskopperne stræbte i Begyndelsen af 14de Aarhundrede at hjælpe paa de norske Munkes „Ukyndighed og boglige Uvidenhed“ ved at paabyde Klostrene at sende Brødre med gode Evner udenlands til Studium (ovenfor S. 94. 95), men dette har neppe baaret stor Frugt, da Studiernes Forfald senere aarlig tiltog i hele Riget. Hvorvidt imidlertid Munkene i boglig Dannelse væsentlig have staaet tilbage for den sekulære Geistlighed, lader sig nu neppe oplyse. Der er kommet saare faa Vidnesbyrd om deres Videnskabelighed til vor Kundskab, men da en ofte egennyttig Iver paa Reformationstiden ødelagde de „papistiske Bøger“, og en uhørt Vandalisme senere tilintetgjorde, hvad den første Storm havde levnet, er visselig de fleste Vidnesbyrd om deres stille Flid gaaet tabte, og man ledes derved let til at dømme dem haardere end de maaske have fortjent. Vi ville da her samle de sparsomme Efterretninger om Munkenes boglige Sysler, som ere levnede.

Som egentlige Forfattere kjender man yderst faa norske Munke. Den ældste og mærkeligste, for ei at sige eneste, bliver Munken Thjodrek eller Diderik i eller ved Nidaros, der levede ved Midten af det 12te Aarhundrede, og har efterladt sig en i Lybek tilfældig gjenfunden kort Norges Historie paa Latin, der gaar til Borgerkrigenes Udbrud^[6]. Et for hans Tid ikke ubetydeligt Bibliothek maa have staaet til hans Raadighed, da han foruden Bibelen citerer Origenes, Eusebius, Augustin, Gelasius, Hieronimus, Beda og flere Kirkefædre; blandt Middelalderens Historieskrivere: Jornandes, Paulus Diakonus, Sigebert Gemblarensis m. Fl. og blandt Klassikerne: Plato, Plinius den Ældre, Lucan, Horats, Ovid og Proba Falconia, som han forvexler med Virgil^[7]. Har hans Kloster eiet alle disse Bøger allerede ved Midten af 12te Aarhundrede, har dette havt et for sin Tid usædvanlig vel forsynet Bibliothek, ja selv om man antager, at han nu og da har citeret efter Hukommelsen, og at mange af disse Bøger have tilhørt Erkebiskoppen, Domkapitlet og andre Geistlige eller Klostre, bliver dog disse Thjodreks Citater altid et skjønt Vidnesbyrd om boglig Syssel saa høit op mod Nord. Kong Haakon Haakonssøn, der fandt stort Behag i Ridderromaner, lod flere slige hjembringe fra Spanien, Frankrige og England, samt oversætte paa Norsk, tildeels ved en Munk Robert^[8]. Den ovenfor S. 117 nævnte Franciskaner, Broder Mauritius, har paa Latin skrevet en Beretning om en Reise i Spanien og det hellige Land, som han med Hr Andres Nikulassøn o. Fl. foretog ved Midten af 13de Aarhundrede, men hvoraf man alene har nogle faa Blade tilbage^[9]. Som Forfattere maa og nævnes Islændingen Eystein Asgrimssøn, en Tidlang (1343–1357) Munk i Helgeseter, der har digtet det berømte Digt Lilia i 100 Strofer til Jomfru Marias Ære^[10], og Nordmanden Jon Halthorssøn, Prædikebroder i Bergen, der 1322 blev viet til Biskop i Skalholt, i hvilket Embede han udmærkede sig ved Nidkjærhed og Fromhed. Han var og en lærd Mand, havde studeret i Paris og Bologna, og ansaaes efter sin Hjemkomst fra Udlandet for den lærdeste Klerk, som havde været i Norge^[11]. Han har efterladt sig nogle Fortællinger, blandt Andet en Beretning om Erkebiskop Absalons Død^[12], samt en Oversættelse af et fransk Digt, kaldet Klarus Saga Keisara-sonar. Han døde under et Besøg i Bergen 2den Febr. 1339, og blev paa Biskop Haakons Bekostning begraven i sit forrige Hjem, Prædikebrødrenes Kloster, hvor han havde faaet sin første Dannelse. Flere navngivne Forfattere blandt norske Klostergeistlige kjendes ikke; thi Karl Abbed af Thingøre, fra hvem vi have Sverres Saga, samt Munkene Odd og Gunlaug, der have skrevet hver sin Saga om Olaf Tryggvessøn, vare og bleve Islændinger. Derimod er der vist fuld Føie til at antage, at nogle af de gamle norsk-islandske Annaler ere Tid efter anden nedskrevne af Munke. Den Nøiagtighed, hvormed Klostrenes Anlæg, Brand og andre Fata ere optegnede, medens langt vigtigere politiske Begivenheder ere forbigaaede, tale for, at disse Annaler skyldes Klosterfolk og ikke Sekulargeistlige. Af en Klostermand i Lyse er endnu tilovers Fortalen til Klostrets Liber daticus betitlet: Fundatio monasterii Lysensis^[13], og fra Reformationstiden eller noget senere en Commentariolus de coenobiis Norvegiæ, der ligeledes høist rimelig har en Munk fra Lysekloster til Forfatter. Denne altfor korte Liste vilde dog maaske kunne faa nogen Udvidelse, naar det i det Hele i Middelalderen havde været sædvanligt, at Forfattere navngave sig i deres Skrifter; men dette var saameget mindre Tilfældet med Munkene, som deres Ordensregel endog kunde siges at negte dem den Forfængelighed at bringe sit Navn til Efterverdenen.

Hyppigere end Forfattervirksomheden var Afskrivningen. Gode og flittige Afskrivere blandt Munkene nævnes ikke saa sjelden. Afskrivning af Bøger paalagdes stundom som Bod for begangne Uordener^[14], og i Almindelighed udmærke Klosterbrevene sig ved en smuk og tydelig Skrift. Men af denne Munkenes Virksomhed er nu saagodtsom Intet tilbage; thi hvad der ikke strax ved Reformationen forsætlig ødelagdes, kom i det følgende Aarhundrede i uvidende Fogders Besiddelse, hvem de med Klostrene forlenede danske Adelsmænd overdroge Klostergodsets Bestyrelse. Disse Karle forstode hverken Latin eller Norsk, de tiloversblevne Pergamentbøger fandtes brugbare til at styrke Indheftningen af deres aarlige Regnskaber, og bleve hertil uden Betænkning sønderskaarne. Vi have for nogle Aar siden saaledes gjenfundet Meget i Rigsarchivet, og rimeligviis vilde endmere findes, naar man i Danmark anstillede en lignende Undersøgelse; thi det kan ikke være Tvivl underkastet, at denne Benyttelse af Haandskrifter er en Opfindelse af de danske Fogder, som i Almindelighed ligesom deres adelige Herrer begyndte sin offentlige Virksomhed i Norge, fulgte Herren til dennes nye og bedre Len i Danmark, og saaledes lettelig kan have medtaget fra Norge, hvad de af sit Bogbinder-Materiale havde i Behold^[15]. Men selv om ikke mere findes, give disse Brudstykker et hæderligt Vidnesbyrd om den norske Litteraturs Tilstand i Rigets Blomstringstid^[16]. Hvad Andeel Munkene have havt heri, lader sig vanskelig bestemme; man kan neppe engang være sikker paa, at den ødelagte Codex har hørt hjemme just i den Egn, hvorfra Regnskabet er; thi deels boede disse Fogder ikke altid i sit Distrikt, deels aflagdes Regnskaberne for de underliggende Len af Hovedlenets Slotsskriver, hos hvem de underordnede Fogder indfandt sig for at gjøre Forklaring. De mange Brudstykker af Lovbøger, Sagaer m. m., som f. Ex. findes om Regnskaber fra Nordfjord, kunne saaledes vistnok ved første Betragtning antages for at have hørt oprindelig hjemme i Selje Kloster, men de kunne ogsaa være tagne af Bergens Bys sekulariserede Kirker og Klostre og være sønderskaarne ved Regnskabs-Opgjøret paa Bergenhuus. Et Brudstykke, som nu findes om et Regnskab fra Senjen, kan tilhøre en Codex, som Fogden har medbragt did fra hvilkensomhelst anden Egn, hvor han før har tjent. Vi kunne saaledes Intet med Vished heraf slutte, og maa indskrænke os til at omtale de faa Underretninger om Munkenes Afskriver-Virksomhed, som iøvrigt ere kjendte, og disse ere desværre yderst faa. I sit Testamente omtaler Kong Haakon V en Prædikebroder Hjalm (uden Tvivl i Oslo) som en flittig Afskriver af Missaler, Breviarier o. s. v., der udmærkede sig ved deres Skjønhed, og hvoraf Kongen selv eiede nogle^[17]. I Munkeliv omtales 1461 Broder Olaus Petri som en flittig Afskriver, god Sanger og Lærer samt ivrig Overholder af Ordensregelen; men han var en Svenske fra Vadstena, der kun tilfældig forblev i Munkeliv til sin Død^[18]. Enkelte Vidnesbyrd om Munkenes Afskriverflid udenfor Jordebøger, Sjæleskraaer og Brevbøger opbevares endnu som Sjeldenheder i Bibliothekerne. Paa Skokloster i Sverige forvares en Foliant (No. 156), som indeholder en Samling af oldsvenske Digte og Riim, hvoriblandt Ivans og Gavians Saga (1ste Eufemia-Vise), med en Haand fra 15de Aarhundrede, og som er besørget afskrevet af en Broder Johannes fra Nidaros „ad usum et commodum fratrum minorum custodiæ Bergensis“^[19]. Ligeledes eiede Jesuitercollegiet i Antwerpen paa Bartholins Tid et Psalterium, der er skrevet af en Birgittinernonne i Munkeliv^[20].

Her, hvor Talen er om det Lidet, vi have fundet med Hensyn til Munkenes Syslen med Litteraturen, bliver og det rette Sted til at nævne Klostrenes Bibliotheker og Skoler, hvor ubetydeligt end det Bidrag bliver, som til Oplysning derom kan gives. Man kan af de ovenfor exempelviis anførte Klassikere, Kirkefædre og Historieskrivere fra Middelalderen, som Thjodrek Munk sees at have kjendt og benyttet, slutte sig til et ikke ubetydeligt Bibliothek i eller ved hans Kloster; ligesaa faar man deraf, ligesom af de nysnævnte Brudstykker i Rigsarchivet, et Begreb om, hvilke Slags Bøger især afskreves og opbevaredes; hovedsagelig var det foruden de til Altertjenesten fornødne Messebøger, Gradualer, Bønnebøger o. s. v., de latinske Kirkefædre, sildigere Kommentærer til disse og den kanoniske Ret, Dekretaler, Legender o. desl. samt endelig af Landets egen Litteratur, Lovbøger og Sagaer. Enkelt Bog bortgaves ogsaa nu og da i Testamenter, og Arnulf Steinarsøn, Kannik i Oslo, gav ved sit Testament af 1349 alle sine Bøger^[21] til Hovedø Kloster, hvori han selv siden blev Abbed. Dette Klosterbibliothek blev af Hr. Mogens Gyldenstjerne, forsaavidt det ikke overgaves til Luerne tilligemed Klostret 1532, ført til Agershuus Slot, hvor en stor Samling af Hovedøens Brevskaber m. v. endnu fandtes 1622, da en Registratur over Archivet paa Slottet blev optaget. Et Manuskript af Moralia Gregorii in Jobum har ifølge en Paaskrift tilhørt Helgeseter Kloster^[22], og da Inventarium optoges over Tuterøen henimod Reformationen, anføres deri og „72 Bøger paa en Ramme“ uden nøiere Angivelse. Forøvrigt er der ikke længere ringeste Spor tilbage af noget norsk Kirke- eller Kloster-Bibliothek fra den katholske Tid. Deres Skjebne have vi ovenfor beskrevet, og hvad tilsidst var reddet fra Brand, Vanrøgt og Vandalisme, skrabedes omhyggeligt sammen i Kjøbenhavn af Th. Bartholin og Arne Magnussøn, men gik for en stor Deel op i Luer ved Kjøbenhavns store Ildebrand 1728. – Af hvad Tiden nu har levnet er det ikke muligt at danne sig nogen Forestilling om vore ældre Bibliothekers Omfang og Værd^[23].

Om de norske Klosterskoler have vi ligesaa lidt noget væsentligt til Oplysning at anføre. De forekomme saa at sige aldrig i samtidige Efterretninger, og de kjendes derfor kun derfra, at Lector eller Læsemester i Klostret omtales. Saadanne forekomme ved de 3 Dominikanerklostre i Nidaros, Bergen og Oslo, samt ved Minoritterklostret i Bergen. De have sandsynligen, ligesom de øvrige Klosterskoler, lignet deres Forbilleder i Udlandet, hvor Underviisningsfagene hovedsagelig vare Læsning, Skrivning, Sang, Fortolkning af Ordensregelen og den katholske Kanon; oprindelig vare de nemlig kun bestemte for Novisens Underviisning, da Domkapitlerne havde deres egne Skoler for Geistligheden. Men naar et Kloster var saa heldig at have en dygtig og nidkjær Lærer, udvidedes naturligviis Underviisningen, ligesom den vel og stundom aabnedes for andre end Noviserne. Al høiere videnskabelig Dannelse maatte imidlertid Munkene, ligesom Nordmanden i det Hele ligetil den seneste Tid, søge i Udlandet. De norske Studerende søgte især til Paris, Orleans, Bologna, Oxford, Løwen og Rostock, paa hvilket sidste Sted de havde sit eget Huus, collegium Norvegianorum, kaldet domus eller regentia sancti Olavi^[24]. Men foruden ved Universiteterne studerede Munkene fortrinsviis ved Ordenens Hovedklostre eller studia i Udlandet. Saaledes bestemtes paa Dominikanernes Generalkapittel i 1261, , at Provindsialpriorerne i forskjellige Provindser, hvoriblandt Dacien, skulde lade yngre, lærvillige Brødre oplære „in logicalibus“, og dertil udvælge passende Klostre^[25]. Dette er maaske Oprindelsen til Skeninges ovenfor omtalte studium.

Men i hvorom Alting er, saa var det visselig kun Faa, maaske endnu Færre end i Nabolandene, der anvendte deres Tid til aandelig Sysselsættelse, især efterat Kongernes Iver og Interesse for boglig Kunst var gaaet i Graven med Sverres ogsaa i denne Retning høitfortjente Mandsstamme; den langt større Masse af Munke og Nonner søgte i sandselige Nydelser den eneste Glæde, de ifølge deres lave Dannelsesgrad satte Priis paa. Middelalderens stolte Ridderlighed og elskelige Fromhed var stedse parret med Overtro, Uvidenhed og den laveste Sandselighed Nordmanden har i det Hele staaet i slet Ry for sin Umaadelighed i Nydelsen af stærke Drikke^[26], og man behøver til Beviis paa dens Almindelighed blandt alle Klasser kun at henvise til hvilkensomhelst Skildring af Sæderne i ældre Tid. Spørgsmaalet bliver saaledes egentlig kun, om man kan godtgjøre, at Klosterfolk i denne Henseende have været bedre end deres Samtidige, og dette er der neppe Grund til at antage. Tvertimod synes det, som om den geistlige Stand i det Hele mere og mere hengav sig til Drik, og et mærkeligt Vidnesbyrd i denne Henseende afgiver en Optegnelse fra omtr. 1320, over hvad Presterne i Søndfjord og Sogn skulde have i Forraad til Biskops og Følges Modtagelse paa Visitationsreiser^[27]. Heri bestemmes t. Ex., at Biskoppens Ophold paa Askevold skulde vare i 3 Døgn, hvortil to Prester skulde tilveiebringe 3 Tønder Øl og $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Læst Mundgodt (Tyndtøl) hver, samt en halv Tønde Viin begge; 3 Andre skulde til Gjæstholdet bidrage med 2 Tønder Øl og 4 Tønder Mundgodt hver, samt en halv Tønde Viin tilsammen; desuden Brød, Stavburskost og Kryder, svarende til Drikken, dog saa at i det Mindste eet (Bismer-) Pund Bagsterbrød beregnes til hver Dag foruden Hvedebrød. Omtrent i lignende Forhold ere Forskrifterne for de øvrige Prestegaarde, hvor Biskoppen agtede at opholde sig. Selv om man nu, hvad der synes rimeligt, antager, at alle disse Drikkevarer ikke virkelig fortæredes paa Stedet, men at det nærmest var et Regulativ, hvorefter Biskoppen oppebar Gjæstholdet tildeels i Penge^[28], vedbliver dog ligefuldt et mærkeligt Misforhold mellem Drik og Mad, idet denne sidste baade i Mængde og Godhed langt staar tilbage for Drikkevarerne, saa at det tydeligt sees, at der i det Hele ikke er lagt synderlig Vægt hverken paa deres Art eller Værd. Det er og fra de ældste Tider af anerkjendt, at Nordmanden var meget tarvelig i sin Kost; men desto stærkere toge Alle uden Undtagelse til Øllet og Vinen, og at Fylderiet i Klostrene var almindeligt bevise Kilderne altfor ofte, ligesom endog Munkenes Velgjørere selv bidroge hertil ved at udsætte en Sum, hvorfor Konventet en vis Dag aarlig efter udført Sjælemesse kunde have sig en lystig Aften,

Og dog forekommer i Provindsialstatutterne intet Forbud imod Drukkenskaben eller omtales i det Hele denne som almindelig; men dette kan ei vække Forundring, da en Last, der var udbredt til alle Stænder, naturligviis betragtedes med særdeles milde Øine. Geistlige og Verdslige roste sig af deres Udholdenhed i denne Nydelse, men da man ikke vovede dette med Hensyn til Munkene paa Grund af Regelens Bud, fortaug man hellere det Hele som en uskyldig og naturlig Afvigelse fra en urimelig Forskrift. Kun naar Anklage mod en Klostermand reistes af andre Hensyn, tog man og Drikfældighed med blandt Ankeposterne. Saaledes i de ovenfor nævnte Klager mod Munkene i Halsnø og Abbeden i Utstein. De første beskyldes (1310) for som oftest at tilbringe Nætterne ved Drikkelag ligetil Ottesang^[29], hvorved Klostrets Gods ødes, saa at det neppe forslaar til Udøvelsen af dets Gjæstfrihedspligt. Mod Utsteins Abbed anføres, at han efter egen Tilstaaelse oftere havde tilbragt Nætterne ved Bægeret i Selskab med en ung adelig Pige, tvertimod hvad der sømmede hans Stand. Men selv her synes Bebreidelsen ikke saameget at ramme ham, fordi han havde hengivet sig til Nattesviir, som fordi han havde gjort dette i Selskab med en Kvinde, og for denne røbet Klostrets indre Forhold, hvilket naturligviis aabenbart stred mod hans Pligt^[30].

Man dømte nemlig meget strengere in puncto sexti. Kyskhedsløftet hørte med til de tre Munkeløfter, og enhver Overtrædelse deraf maatte derfor og forekomme endog den ukyndige Lægmand som en klar og aabenbar Forbrydelse. Og dog var maaske Løsagtigheden i Klostrene ligesaa almindelig som Drikfældigheden, idetmindste ere Klagerne derover og Beviserne derfor hyppigere. Uagtet gjentagne Advarsler paa Bispemøderne vare Nonneklostrene blevne saagodtsom aabne Huse, hvor begge Kjøn tidlig og seent gik ud og ind efter Behag. Ved ingen Anledning viste Klosterlivets Naturstridighed sig klarere end med Hensyn til Regelens Overholdelse i dette Punkt. Kyskhedsløftet blev aldrig samvittighedsfuldt overholdt, og Erkjendelsen heraf var det vel, som foranledigede, at man saa igjennem Fingre med de hemmelige Udskeielser, og kun straffede, men straffede haardt den Brøde, der blev bekjendt og vakte Skandal. Man betragtede saa at sige Løsagtigheden med samme Øine som Lykurg Tyveriet: Skammen og Brøden bestod kun i at lade sig gribe paa frisk Gjerning. Heraf kom det da og, at man under Navn af Tjenerskab, Proventfolk o. s. v. optog Mandfolk i Nonneklostrene og Kvinder i Munkeklostrene, uagtet man oftere forgjeves ivrede derimod. Vor Klosterhistorie savner ei heller Vidnesbyrd om Tugtens yderlige Forfald i denne Retning, af hvilke nogle af de meest iøinefaldende her maa have Plads. Den nysomtalte Abbed Erik af Utstein foregik ei alene sit Konvent med et slet Exempel ved at have en ung Kvinde hos sig i Klostret, men han havde ligeledes vedgaaet, at han i en Række af Aar havde tilladt sin Søster at synge i Choret sammen med Brødrene. I Bergen var før og ved Reformationstiden Tugten i det Hele yderlig forfalden. At Nonneseters kvindelige Beboere mod Enden af 15de Aarhundrede udjoges efter Rigsraadets Foranstaltning paa Grund af deres løsagtige Levnet, er allerede forhen omtalt. Ved samme Tid erklærede Confessoren i Munkeliv, der var kaldet til Vadstena i Anledning af indkomne Klager over ham og Tugten i hans Kloster, at han ikke saa sig i Stand til at drive igjennem, at Muren mellem Brødrenes og Søstrenes Konvent blev saa stærk, at ulovlig Omgang kunde hindres, med mindre Bergens Biskop vilde tage sig deraf^[31]. I 1527 skriver Biskop Olaf af Bergen om Prædikebrødrene i denne By^[32]: „Deres Levnet og Omgængelse er som paa Øvregaden i Bergen. De ere stundom hos dem paa Øvregaden, men de, som der hjemme ere, visitere ideligen og dagligen Brødrene og Klostret igjen, som her er i stort Anskrig, og Kirken og hendes Personer og Hjon (Tjenere) neppe baadeligt.“ Naar han ei vilde benævne Brøden med sit rette Navn, kunde han ikke udtrykke sig skarpere, end ved at sætte Munkenes Levnet i Lighed med deres paa Øvregaden; thi det er noksom bekjendt, at denne Gade, der ligger bag Bryggens Kjøbmandsstuer, var opfyldt med liderlige Huse, i hvilke Bryggens Pebersvende, hvem deres Huusbonder i Tydskland udtrykkelig forbøde at gifte sig, holdt deres Skjøger, og der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, hvem Biskoppen mener ved dem paa Øvregaden^[33]. I den ligeledes ofte før omtalte Klage over Abbed Matthias af Tuterøen omtales dennes „Leiepige“ i Klostret, og gives en Prøve af den skamløse Tale, han pleiede at føre ved Bordet i Munkenes, Fremmedes, ja endog Tjenernes og unge Drenges Paahør, „som er baade Synd og Skam at sige af, og er intet Andet hans Snak end om Horeri og Skalkhed baade Aften og Morgen“^[34]. – Man kan overhoved gjerne erkjende, at Vidnesbyrdene om Usædeligheden i vore Klostre baade ere faa og af usædvanlig Art, og dog maatte tilstaa, at Fordærvelsen har været stor, naar offentlige Klagemaal have bragt Kundskaben derom til os; thi sligt betroes kun i yderste Nødsfald til Papiret. Derimod ere Klostrene ogsaa ofte med Urette beskyldte. Sagnene f. Ex. om underjordiske Gange til Nonneklostrene, der nævnes overalt og ingensteds finde Bestyrkelse ved nogen tilværende Gang, om Børneskeletter, der skulle være opgravede i Klosterhavene o. s. v., høre sandsynligviis til en yngre Tid, da Klostrene vare ophævede og mangeslags Beretninger om dem snege sig omkring^[35].

Ved et saadant Liv indenfor Klostermurene maatte de blive Splidens istedetfor Fredens Boliger, og det vilde været et Særsyn, dersom Kilderne ikke havde opbevaret Vidnesbyrd om Tvedragt og Voldsomheder samtidigt med Drukkenskab og Usædelighed. Man har ogsaa langt flere Klager over de første end over de sidste. Augustinerne i Bergen paalagdes i 1308 Straf af Kardinal Berengar, fordi de havde været ulydige mod deres Foresatte og holdt Slagsmaal indbyrdes^[36]. Den oftnævnte Abbed i Utstein laa i aaben Kamp med sit Konvent, og den gik saa vidt, at Biskoppen maatte blande sig deri, da Munkene ei længere kunde udholde den Strenghed, hvormed han straffede endog de ringeste Forseelser, medens omtrent samtidig hermed Munkene i Halsnø tiltaltes af Bergens Biskop, fordi de ikke rettede sig efter Abbedens Irettesættelser under Paaskud af, at han ei gjorde det overeensstemmende med Regelen^[37]. Idelige indvortes Trætter og Klammerier hørte for- trinsviis hjemme i Birgittinerklostrene, og heraf hjemsøgtes og Munkeliv strax det var kommen i denne Ordens Besiddelse (1434). Allerede 6 Aar derefter maatte Vadstena afsende en af sine hæderligste Brødre, for at bringe Enighed tilveie mellem Søstrene og Brødrene^[38], hvilket og efter et Aars Ophold skal have lykkes ham. Men Roligheden blev ikke af Varighed. Kort Tid derefter (omtr. 1444) tilskrev Biskop Olaf af Bergen Abbedissen i Vadstena, at fornemlig Brødrenes Uordener havde vakt saa stor Skandal, at man maatte befrygte, at hele Stiftelsen gik til Grunde, hvis man ikke hurtig og alvorlig straffede de Gjenstridige og bragte Observantsen tilbage^[39]. Formodentlig blev det nu rettet paa for en Tid, men nogle Aar senere (1449) kom en Broder Gudbrand fra Munkeliv til Vadstena og meldte, at det førstnævnte Klosters Prælat (altsaa selve Confessor generalis) havde slaaet en af Brødrene ihjel, og at hele Klostret-var saa slet anskrevet, at det vilde blive forladt, hvis man ei gjorde hurtige og alvorlige Skridt til dets Reform^[40]. I Halsnø Kloster var der 1307–1310 en Munk, Erik Færøske, der først blev udstødt af Konventet, fordi han ikke vilde adlyde hvad Abbeden befalede ham; Biskop Arne af Bergen fandt imidlertid denne Straf for haard, eftersom Abbeden ikke forud havde paalagt ham den Pønitents, som Regelen bestemte, og Erik blev saaledes atter optagen i Konventet^[41], medens Biskoppen med det samme tilkjendegav, at dersom Erik eller nogen anden viet Munk for Fremtiden viste sig ulydig, skulde det ikke gaa ustraffet af, selv om Abbeden tiede dertil. Nogle Aar derefter var den samme Erik paa Grund af to Medbrødres Mishandling falden i Band, hvoraf han dog mod anden Bod blev afløst. En Lægbroder Aasulf, som havde lagt voldsom Haand paa en Broder Jon, skulde sendes til Bergens Biskop, for der at udstaa sin Straf; negtede han at møde frem, skulde Abbeden bandsætte ham^[42].

Ogsaa i andre Henseender synes det nu og da at have staaet misligt til med Regelens Overholdelse i de norske Klostre. Munkevæsenets Princip, at ingen Munk maatte eie Noget, finder man oftere tilsidesat. Man vil ikke alene i flere Klostres Historie finde Exempler paa Gaver til enkelte Munke eller Nonner, men en Abbed i Utstein har endog gjort Testamente, og deri skjænket en Gaard til St. Svituns Kirke i Stavanger til Sjælemesser for sig selv^[43]. Dette var aldeles stridende mod geistlig Lovgivning og Klosterregler, men at Misbrugen maa være op- staaet temmelig tidligt, viser det nysnævnte Brev af Kardinal Berengar til Abbeden i St. Hans Kloster i Bergen. „Hvis, skriver han tilsidst, de omtalte Kanniker og Converser have nogen privat Eiendom, skal Du .lade Dig den overlevere, og trolig anvende den til Klostrets Gavn.“ – Ogsaa med Klausuren var det ofte ilde bevendt. Abbederne droge ide- lig omkring og deeltoge i allehaande Klostret uvedkommende Sager, og Munkene fulgte naturligviis Exemplet, saa ofte Leilighed gaves^[44]. At fremdeles en og anden Munk løb bort fra sit Kloster, kunde naturligviis ligesaalidt forhindres her som i andre Lande. Man har i Hovedøens Historie et mærkeligt Exempel herpaa, idet en Magister Arne, Kannik ved Oslo Domkirke, først forlod denne anseelige Stilling og antog Profesdragt i Hovedøen, men kort efter rømte derfra, drev om i Akers-Hered, tilbagefordredes af Abbeden, men toges i Beskyttelse af Rigsforstanderen Hr. Erling Vidkunssøn, der optog ham i Kongsgaarden og gjorde ham til Kongens Klerk, d. e. til Kannik ved Mariæ-Kirken i Oslo^[45]. – Om Straffene og deres Art er allerede talt i 1ste Afsnit ved hver Orden især. I Almindelighed havde Klosterformændene uindskrænket Strafferet, men saavel af det nylig om Halsnø Fortalte som af Utsteins Historie seer man, at Munkene i de ikke eximerede Klostre havde Ret til at appellere til Stiftets Biskop, der kunde formilde Straffen^[46].

Man faar i det Hele et sørgeligt Begreb om Munkenes moralske Værd og Stilling i Opinionen paa Kirkens store Schismas Tid af de Bevæggrunde, som Abbed Stein i Munkeliv (Norges Afsending ved Kirkemødet i Kostnitz anfører for sin Beslutning at overdrage sit Kloster til Birgittinerne. „Det er ikke uden dyb Sorg og alvorlig Bekymring, skriver han, at vi tydelig have bemærket, at alle St. Benedikts Klostre, især her i Norge og i Sverige, lades saagodtsom øde, og at mange af dem allerede ved Prælaternes voldsomme Indtrængen ere besatte af sekulære Prester. Vi have og bragt i Erfaring, at Folkets Omhu for at hjælpe paa vore Mangler og forebygge vor Undergang meget er lunknet i Forhold til fordums Tid. Der er daglige Beviser for, at de Fleste, som i vore Dage give sig i Kloster, ikke gjøre det for at lægge Vind paa Bodsøvelser som i gamle Dage, men for at fraadse og føle sig desto herligere i legemlig Ro, og hvad værre er – leve liderligt under Gudfrygtigheds Maske. Vover deres Foresatte at revse dem endog paa den lempeligste Maade, da tabe de strax Taalmodigheden, bestjæle og skade sit Kloster, ja lægge vel ogsaa stundom Haand paa sine Foresatte. Munkeliv idetmindste er af disse Grunde nu sin Undergang nær“ o. s. v.^[47]. – Vistnok taler han kun om Benediktinerne, men vor Klosterhistorie giver desværre ingen Anledning til at antage, at Tugt og Sæder have været bedre i de andre Klostre, og Abbed Steins Dom gjælder derfor sikkert i en altfor stor Almindelighed. At det ei blev bedre i det følgende Aarhundrede, have vi oftere antydet.

1. De vare: matutina, prima, tertia, sexta, nona, vespera og completorium.
2. Barth. IV. 407.
3. Münch. Dipl. No. 2194.
4. Anf. St. No. 3187.
5. Registraturen af 1622 over Breve paa Agershuus.
6. Thiterici monachi Historia de antiquitate Regum Norvagiensium, udgivet af B. C. Kirchmann, Amsterdam 1684. 8, og derefter aftrykt i Script. Rer. Dan. V. 311–341. I Dedikationen til Erkebiskop Eystein antyder han sig som Nordmand.
7. Jfr. Suhms Fortale til Udgaven i Script. Rer. Dan. V. 311–312. Suhms Danm. Hist. VII. 543.
8. Müllers Sagabibliothek III. 480–484.
9. Brudstykker i 8vo. p. Perg., fundne i Rigsarkivet i 1846. At denne Forfatter Broder Mauritius er den samme som Kong Magnus’s Gesandt til Skotland (Fornm. Sög. X. 156. 158) fremlyser blandt andet deraf, at der i disse Brudstykker foruden Itinerariet findes en Afskrift af Ægtepagten i Roxburgh af 25de Juli 1281 mellem Margreta af Skotland og Kong Erik i Norge, i hvilken Pagts Afslutning netop Broder Mauritius deeltog som en af de norske Underhandlere (Rymer Foedera, 3die Udg. II. 1079). Ligesaa findes heri de i Dipl. Norv. I. No. 75 og 78 trykte Breve, hvilket lader formode, at Broder Mauritius er bleven benyttet som pavelig Subcollector af Pavetiende. Jfr. iøvrigt Munch i Norsk Tidsskr. f. Vidensk. og Lit. I. 43–46.
10. Det er oftere trykt; sidst i Hist. eccl. Isl. II. 398 ff. Oversat af Finn Magnusen i Liunges Dana 1818, tilligemed en Udsigt over hans Levnet.
11. Fornm. Sögur. XI. Formáli. p. 11.
12. Trykt i Fornm. Sögur. XI. 440–446. I Udtog i Müllers Sagabibliothek III. 471–474.
13. Trykt i Script. Rer. Dan. IV. 407–409.
14. Barth. IV. 406–407.
15. De danske Lærde have saameget mere Opfordring hertil, som Tilfældet nylig i Danmark har bragt for Dagen to paa lignende Maade anvendte Blade af en Codex af Saxo. De i Rigsarchivet fundne Fragmenter ere og for en Deel danske, saaledes rimeligviis medtagne fra Danmark til det omtalte Brug. Denne vandalske Sønderskjæring synes først alvorligt at være begyndt her i Norge i Begyndelsen af 17de Aarhundrede, altsaa da Christian 4des danske Udgave af Norges Lovbøger berøvede disse deres praktiske Værd; og da Ødelæggelsen først var begyndt, toges alt for Fode. Regnskaberne før denne Tid have og Pergament i Ryggen, men det er i Regelen ubeskrevet.
16. Mere herom i Munchs nysnævnte Afhandling i Norsk Tidsskr. I. 46–52.
17. Suhm XI. 852. Danske Magazin I. 330.
18. Diar. Vadsten. p. 104.
19. G. Stephens’s Indledning til Sv. Fornskrifi-Sälsk. Udgave af Ivan Lejonriddaren S. 93 ff. Det er uden Tvivl den samme frater Johannes Nicolai de Nidrosia, der 1466 blev Student i Rostock. (Norske Saml. 8vo. I. 78.)
20. Bogen ender nemlig med følgende Slutningsord med røde Bogstaver: „Ego Birgitta filia Sighfusi, soror conventualis in monasterio Munkalyf prope Bergas, scripsi hunc Psalterium cum literis capilaliciis, licet minus bene quam debui. Orate pro me peccatrice.“ (Efter en Notits i Norske Vid. Selsk. Manuskr. No. 32 fol.) Her har man dog en norsk Nonne, som har forstaaet Latin.
21. Dipl. Arn. Magn. 66. No. 27.
22. Catalogus Biblioth. Thottianæ. VI. 13. Paaskriften lyder: Liber canonicorum regularium St. Augustini monasterii sancte sedis prope Nidrosiam.
23. I den arnamagnæanske Samling paa Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn og paa Kongens Bibliothek sammesteds findes endnu mange Stykker fra Norge. Den eneste Sjeldenhed, som nu er bevaret her i Landet foruden nogle Lovbøger og Rigsarchivets Brudstykker, er den Erkebiskop Aslak Bolt forhen tilhørende pragtfulde Codex af Vulgata i Deichmanns Bibliothek i Christiania. Ældre Katalog S. 530. (Særskilt beskrevet af J. Rosted. Christiania 1786).
24. Westphalens Monumenta. IV. 1056. I Rostock studerede kun to norske Munke, Minoritten Johannes Nicolai fra Nidaros og Augustineren Petrus Laurentii fra Oslo Stist (Dragsmark?); jfr. mit Uddrag af Rostocks Matrikel i Norske Samlinger 8vo. I. 72–94.
25. Martene et Durand Thesaurus Anecdot. IV. 1730.
26. Theodorik fra Niem († 1416) giver en sørgelig Skildring af Nordmændenes Sæder, hvoriblandt følgende: „Sed de more seu consvetudine in Norvegia clerici et laici bibunt ad haustus æquales, et nisi super modum quia inebrietur cerevisia, potu cocto, tunc non reputat se beatum; et exigit alter ab altero, ut sibi faciat justitiam, rebibendo æqualiter cum ipso. Nec quis crederet, nisi videret, quantum quisque utriusque sexus ibidem biberet una vice.“ (Pontopp. Annal. II. 26 ff.) Selv den usle Kong Erik af Pomern lader i 1420 sin Kansler fortælle Paven, at det norske Folk, som dog blev ham tro til det Sidste, er „pondere peccatorum pergravatus, nimium rudis, animo bestialis et quasi cultu silvestris et moribus incompositis.“ (Vadstena Brevb. fol. 115–116.) Hans norske Kanlser var dengang den danskfødte Biskop Jakob af Oslo, men det er neppe rimeligt, at han er Concipisten.
27. Björgynjar Kálfskinn. 88–89.
28. Udtrykket i Biskoppens Forord til dette Regulativ: ad tenendam hospilalitalem et ad respondendum sibi in episcopalibus, antyder formeentlig denne dobbelte Bestemmelse for Natural-Ydelserne.
29. Barth. IV. 407: sæpius noctes in potationibus ducunt imsompnes usque ad horam matutinarum.
30. Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4. „Abbas confessus est .... se cum quadam juvencula nobili ad multos annos in nocturnis potationibus contra statum suum consedisse, ipsamque inauditum ab hoc seculo ydioma docuisse, ita videlicet ut nullus homo intelligens potuit quod ad invicem conferebant .... et eorum constitutiones conversas in noricum, ut ipsa intelligeret, quales penas fratres mererentur pro suis culpis et delictis.“
31. Vadstenas Brevbog fol. 337.
32. Münch Dipl. No. 2194.
33. „De contorske Oldermænd og Bisiddere .... holde 7 offentlige Horehuse. Deres Svende og Drenge gjøre dem det efter, bruge ofte falsk Alen og Vægt, og ere store Epikuræere og Sviin. Steenkjælderen, Afkrogen, Smiden, Knutsgaarden, Gluboltz og alle Husene paa Øvregaden, ere de ikke offentlige Horehuse, og have de anden Næring end af det offentlige Horeri?“ (Sandvigs Uddrag af den saakaldte Norske So. Suhms Saml. {{antikva|II. i. 23. jfr. Sagen i Urda II. 269).
34. Ligesaa lægges det (Barth. IV. 407) Halsnø Abbed til Last, at han ei tog Hensyn til sit Rygte i sin uanstændige Tale.
35. Et ganske eiendommeligt Sagn i Oslo-Egnen ville vi her nævne som en Prøve paa deres Urimelighed. Mørch fortæller, at der paa Skodin (Skøjen) i Akers-Hered var indrettet en særskilt Afdeling under Nonneseter i Oslo, hvorhen de Søstre forvistes, som vare grebne i Ukyskhed. Slige Forbrydersker bleve snarere efter Ordensregelen indmurede i selve Klostret, end sendte ud derfra til almindelig Forargelse.
36. Barth. IV. 206–208. Trykt i 1ste Udg. af dette Skrift S. 752.
37. Barth. IV. 407.
38. Diar. Vadsten. p. 84.
39. Afskrift i Danske Geheimearkiv.
40. Diar. Vadsten. p. 101. I et Brev af 1ste Januar 1496 fra Bergens Lagmand og Raadmænd til Vadstena Abbedisse føres atter alvorlig Klage især over Confessorens mod Regelen stridende Selvraadighed og Ulydighed mod Abbedissen, og man spaar, at Brødrene ville drage derfra (Svenskerne til Sverige og de Danske til Danmark), hvis ikke St. Birgittas Regel atter oprettes. (Ørnhjelms haandskr. Diplomatar. X. 1047).
41. Barth. IV. 314 ff.
42. Ibid. 406–407.
43. Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 6.
44. Abbeden af Halsnø anklages af Bergens Biskop ved 1310 for at søge Anledning til at fjerne sig fra Konventet, snart for at opholde sig i lang Tid i Byen (Bergen), hvor han sætter Klostrets Penge til, snart for at flakke om paa Landet (rura girovagus circueundo); naar han kommer hjem, sover han ofte ikke i Dormitoriet med Brødrene, men i Gjæstehuset; Brødrene følge hans Exempel, snige sig bort fra Sovestuen, og flakke om Natten omkring i Husene rundt Klostret. (Barth. IV. 407).
45. Barth. IV. 195 ff. 197 ff. Hovedøens Historie ved 1326.
46. „Det er min lovlige Ret – siger Biskop Erik af Stavanger (Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4) – at mildne de Munkene ilagte Straffe, naar Revselsesretten i utaalelig Grad misbruges.“ Ligesaa er det ovenfor viist, at Biskop Arne af Bergen forandrede Bandsstraffen til Skrifte, Faste m. v.
47. Brev af 20de Septbr. 1420 i Vadstenas Brevbog fol. 115.