De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/5

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 120-136).

§ 5. Klostrenes øvrige Beboere. Indretninger og Bygninger.

Fra de Styrende i Klostrene skulle vi nu gaa over til de Styrede, hvilke igjen bestode af forskjellige Arter med forskjellige Rettigheder og Pligter. Man maa i denne Henseende skjelne mellem 1) de egentlige Munke, Kanniker eller Nonner, der dannede Klostrets Kjerne; 2) Ungbrødrene eller Ungsøstrene, der forberedte sig til Klosterløfternes Aflæggelse; 3) Lægbrødrene og Lægsøstrene af forskjellig Art, og 4) Abbedernes og Kapitlets Tjenerskab (hjón, varnaðr, familia). Af disse kunne alene de to førstnævnte Arter henregnes til Klosterfolk i egentlig Forstand; de to sidstnævnte derimod henføres kun til Klostervæsenet, forsaavidt som de hørte til Klostrenes Befolkning og i større eller mindre Grad vare underkastede de Indskrænkninger, som Ordensreglen eller Abbeden som Huusbonde foreskrev. Alle vare de derimod deelagtige i Klostrenes Friheder og Rettigheder, knyttede ved forskjelligartede Interesser til deres Vel, og forøvrigt i mange Henseender af stor Vigtighed for dem.

Munkene, Kannikerne eller Nonnerne dannede tilsammen et Konvent eller Kapittel, der i Forening med Klostrets Forstander afgjorde alle Sager vedkommende dets Eiendomsforhold, hvorom de fornødne Breve stedse udstedtes i Abbedens eller Priorens og Konventets fælles Navn. Uagtet nemlig Munkene med Hensyn til den aandelige Forsorg skyldte deres Foresatte blind og ubetinget Lydighed, deelte de dog de jordiske Forretningers Bestyrelse med ham, faa at han ikke uden sit Kapittels Samtykke kunde kjøbe, sælge eller paa anden Maade raade over Klostrets timelige Velfærd. I alle Kjøbebreve, Mageskifter o. s. v. paaberaabes derfor og stedse Konventets Samtykke i Forening med Formandens. En Følge af denne Konventets Ret til Stemme i Klostrets Pengesager var fremdeles. at Abbeden i det Mindste een Gang aarlig skulde aflægge Regnskab for sine Medbrødre over Klostrets Bestyrelse, at han ei uden Raadførsel med dem maatte paadrage Klostret Gjæld m. v.^[1]. En anden Ret, som tilkom det samlede Kapittel, var Valget af Abbed eller Abbedisse. Denne frie Valgret var Klostrene hjemlet ved pavelige Buller og kongelige Erklæringer; dog undergik den Modifikationer, og var forskjellig for de forskjellige Ordener. Cistereiensernes og begge Tiggerordeners Valgret var ubetinget og de kunde med fuld Ret protestere mod enhver Indblanding heri; men dette var ikke saa ganske Tilfælde med Benediktinerne og de forskjellige Augustinere, der under visse fastsatte Omstændigheder for enkelt Gang kunde tabe deres Valgret, som da tilfaldt Stiftets Biskop. Det Samme sees og at have fundet Sted med Cistercienserinderne. Seljes, Munkelivs, Halsnøs og flere Klostres Historie vil nærmere oplyse dette. At forøvrigt Kastelles Augustinere i 1403 overdrog deres Valgret til Abbeden i Ebelholt i Sjælland^[2], maa ansees som en Undtagelse fra Regelen, maaske for at løsrive sig fra Afhængigheden af Nidaros Erkebiskop og Domkapittel; ligesaa at Biskoppen af Stavanger paa Reformationstiden uden videre indsatte Abbeder i Utstein. I Almindelighed havde Munkekonventet stedse Valgretten ubetinget, medens derimod Biskopperne for nogle Klostres Vedkommende havde Tilsyn med Valget, samt enkelte Konventer behøvede hans Stadfæstelse, før den Valgte kunde tiltræde sin Post.

Til den anden Klasse af Klostrenes Beboere hørte Ungbrødrene (novitii). De flette Munkeordener fastsatte nemlig et Prøveaar (Novitiat) for Enhver, der ønskede at optages i Ordenen, førend det tillodes ham al aflægge Munkeløfterne (profiteri, professionem facere). I delte Aar skulde Novisen strengt iagttage alle Ordenens Forskrifter, prøve sig selv om han følte sig skikket for Klosterlivet, samt enten bære Ordensdragten i Lighed med de egentlige Munke, eller en derfra forskjellig, særegen Novitiatdragt. De maatte, endog med større Strenghed end Munkene, iagttage Klausuren, og naar Aaret var omme, havde de Valget mellem igjen at træde tilbage i Verden, eller at optages i Konventet, og da som Munke undergaa Tonsuren, eller som Nonner modtage Sløret og den høitidelige Indklædelse af Biskoppen. For Birgittinerordenen gjaldt, som ovenfor viist, særegne Bestemmelser om Optagelsesmaaden. – Disse Ungbrødre havde forøvrigt ingen Stemme i Kapitlet, ofte ikke engang Plads ved Munkenes Bord i Refektoriet, og ingen Anledning til at gjøre sig gjældende. Det er derfor intet Under, at man i vor Klosterhistorie saagodtsom aldrig finder dem omtalte. – En egen Art af vordende Klosterfolk dannede de saakaldte oblati og donati eller oblatæ (ofrede til Klostret), hvorved forstaaes Børn, som Forældre eller Værger allerede i den spæde Alder bestemte for Klosterlivet og helligede til Gud, saa at de ikke uden at betragtes og forfølges som Apostater i den modnere Alder selv kunde træde tilbage, og for hvis Underholdning og Opdragelse derfor en vis Sum udsattes. Paa denne Misbrug, der især fandt Sted blandt Benediktinerinderne og gjentagne Gange forbødes, har man og Exempler i Norge^[3]. Det er let at indse, til hvilke sørgelige Misbrug en Sædvane førte, som gjorde umyndige Børn med deres Eiendom afhængige af Klostres eller Geistliges Begjærlighed efter at forøge deres Formue.

Den tredie Klasse dannede Lægbrødrene (leikbrœðr, fratres laici, conversi) og Lægsøstrene. Disse vare verdslige Personer af forskjellig Alder og Kjøn, som uden at aflægge Munkeløfterne, af forskjellige Grunde, af Alderdom, Vanførhed. Mangel paa kjær Slægt eller Arvinger, eller alene for at sikre sig et nødtørftigt Udkomme eller befries for selv at sørge for sit Gods’s Bestyrelse, lode sig optage i Ordenens Brødrelag, og underkastede sig som Klosterbeboere en Deel af Regelen, ligesom de og i Almindelighed anlagde en Dragt, der betegnede dem som Klosterfolk^[4]. Man maa her skjelne mellem de Lægbrødre, der for Betaling lode sig optage i Broderskabet og indtage i Klostret, og hvilke derfor og ofte forekommer under Benævnelsen præbendarii eller præbendariæ, og de Lægbrødre, der mod Løn tjente i Klostret, hvilke vi derfor henføre blandt Tjenerskabet, da deres Rettigheder neppe væsentligt vare forskjellige fra de almindelige Tjeneres. – Hiin første Art af Lægfolk kaldtes i Norge Proventfolk, próventumaðr eller próventukona, af det fransk-latinske provenda, d. s. s. præbenda, egentlig en Soldats daglige Ration; senere en Munks eller anden Geistligs daglige Kost, eller hvad der hertil blev henlagt. Saaledes er Ordet gaaet over i vort Oldsprog i de to sidste Betydninger. Gaarden Store-Hemnes paa Frosten blev af Harald Gille skjænket Nidarholm for Kong Magnus „i hans Provent“, altsaa til hans daglige Underholdning og Provent eller Præbende benævnes med et Fællesnavn det til et enkelt Alters Betjening eller en Kanniks Underholdning henlagte Jordegods^[5]. Men desuden betegner det den Sum i Gods eller Penge, som en Person enten formelig gav et Kloster, en Domkirke eller Hospital, eller for sin Livstid indrømmede samme Nytten og Brugen af, mod at forsørges for sin Livstid, og i større eller mindre Grad erindres med Sjælemesser efter sin Død^[6]. Underholdning Bolig Opvartning, Frihed o. s. v. var afhængig af og afpasset efter det indskudte Beløb. Den, der gav Meget, kunde i Klostret berede sig det mageligste og behageligste Liv, uden at være bunden til nogen besværlig Observans; den Fattigere derimod maatte finde sig i færre Bekvemmeligheder og ringere Kost, ja stundom tillige forpligte sig til at gjøre nogen personlig Tjeneste for sin Underholdning. Disse sidste bleve saaledes et Overgangsled til den egentlige tjenende Klasse. Ved en Proventmands Optagelse udstedtes af Klostrets Foresatte et formeligt Dokument (próventubref), hvori Gaverne og Rettighederne nøiagtig anførtes^[7].

Af Proventbrevene er det indlysende, at Klostrene, foruden deres Bestemmelse for egentlige Religiøse eller regelbundne Personer, tillige have tjent som Pleie- eller Forsørgelses-Anstalter, indrettede omtrent i Lighed med de nu saakaldte Hospitaler i Byerne, hvori aldrende Folk mod en vis Indskudssum sikre sig frit Huus saalænge de leve, Ugepenge eller andre fastsatte Ydelser, og fri Begravelse efter deres Død. Det var forresten ikke blot Klostrene, men tillige Biskopperne og Kannike-Kommunerne, som paa samme Maade overtoge Forsørgelsespligten for dem, der ønskede at give sig i Provent hos dem, og Kongerne oprettede desuden særskilte Stiftelser i lignende Øiemed. Kong Haakon Haakonssøn stiftede St. Katharinas Hospital i Bergen, som Sønnen Kong Magnus 1276 med Biskop Askatins og Abbed Eriks af Munkeliv Raad forenede med sin Stiftelse Allehelgens-Hospital^[8]. De heri forsørgede Almissemænd skulde have samme Forpleining som de Mænd, der vare hjemme i Munkeliv, hvorved tydelig Proventmændene der betegnes, og disse verdslige Hospitalers Forsørgelsesmaade synes kun deri at have skilt sig fra Klostrenes, at de ikke toge Penge for Optagelsen, hvoraf igjen Følgen blev, at Hospitalslemmerne bleve mere afhængige end Proventmændene i Klostrene. Hospitalerne arvede hine, medens disse vedbleve at raade over deres beholdne Gods, som ved deres Død tilfaldt Arvingerne, med Undtagelse af Sengen, der efter, gammel Vedtægt tilfaldt Klostret. Hospitalerne bleve saaledes nærmest et Tilflugtssted for den fattigere Klasse; og de to her nævnte grundedes ved kongelig Gavmildhed, og vedligeholdtes senere tildeels ved milde Gaver. Da de paa Reformationstiden ødelagdes tilligemed Klostrene (ovenfor S. 69 ff.), vare de i Besiddelse af betydeligt Jordegods, som nu blev en verdslig Forlening istedetfor at anvendes til Fattiges Forsørgelse. Begge Forsørgelsesmaader vare gavnlige, ja nødvendige for deres Tid; de afhjalp et Savn, som nu føles i de protestantiske Lande, nærmest med Hensyn til ugifte.Fruentimmer, og som har givet adelige og borgerlige Jomfruklostre og lignende Stiftelser i vore Dage sin Tilværelse.

Den fjerde og sidste Klasse af Klostrenes Beboere dannedes af Tjenere og Arbeidere af forskjelligt Slags. En Huusholdning saa vidløftig som et større Klosters maatte udfordre et betydeligt Tjenerskab, ligesom man paa en Tid, da Kunstfliden i Landet stod paa det lavest mulige Trin, maatte selv være forsynet med mange Slags Haandverkere og Arbeidere. Det er rimeligt, at mange af disse tillige vare Lægbrødre af Klostrets Broderskab, og dette gjælder vel især om saadanne Personer, der ansaaes værdige til at deeltage i Retshandlinger i Konventet. Paa slig Maade forekommer 1287 i Munkeliv en Arne grjótmeistare (Bygmester) og en Rane grjótsmiðr (Steenhugger)^[9], og i 1295 nævnes i Hovedøen en Thorstein Smed, Eirik Kjærtesvend, Hallkel Smed og Ølver Bagersvend^[10]. De faste Tjenere og Haandverkere i Klostrene havde sit eget Bord (smiðaborð), hvortil ogsaa de mindre anseede Proventfolk gik. I et Inventarium paa Tuterøen fra Reformationens Tid nævnes^[11]: et heelt Smederedskab, forskjelligt Snedker- og Tømmermands-Gods, hvoriblandt 7 Høvler, fuldt Glasmester- og Skomager-Verktøi, Fiskerbaade, Sildegarn m. v., hvoraf man seer, at de større Klostre med egne Arbeidere have ladet det til Gaardsdriften Fornødne forarbeide. Hertil kom endelig Abbedens og de rigere Proventfolks personlige Tjenere, samt alle til de ydre, grovere Sysler fornødne Underordnede, forsaavidt som de havde fast Tjeneste i Klostret. Man finder Abbedens eller Klostrets daglige Svende omtalte, hvilket antyder, at man foruden de faste Tjenere benyttede løse Arbeidere, blandt hvilke efter al Rimelighed de nærmestboende Leilændinger hørte, der betalte sin Jordafgift med Dagsarbeide ved Klostret^[12]. Ligesaa nævnes Abbedens Kjertesvende, Klerke, Løbere (cursores), Klostrets Bagersvende, Stegersvende o. s. v. Størrelsen af dette Tjenerskab var naturligviis endog i samme Kloster forskjellig til forskjellige Tider, og afhængig af Abbedernes Lyst til Pragt eller Sparsomhed, Munkenes og Proventmændenes Antal m. v., men ubetydeligt kan Antallet i intet Tilfælde have været i de større Klostre. I senere mageligere Dage toge neppe Munkene Haand med i de grovere Arbeider eller lode sig nøie uden Opvartning, og regner man sammen alle de Arbeider, som i et Kloster fordredes til Alles Beklædning, Bygningers Vedligeholdelse, Agerbrug, Fædrift, Fiskeri, Skovdrift og Havedyrkning, samt endelig Tilberedelser i Kjøkken og Bryggerhuus, Vask og Reengjøring, finder man at et talrigt Tjenerskab maa have været fornødent.

Hvormange Munke eller Nonner der i Almindelighed have været i de norske Klostre, lader sig ikke bestemme, da man kun finder faa Oplysninger derom, og Antallet i forskjellige Klostre og til forskjellige Tider var høist forskjelligt. Det talrigste Kloster-Samfund var Birgittinernes, der skulde have 85 Medlemmer af det dobbelte Konvent; men den idelig gjentagne Bøn om Brødre og Søstre fra Vadstena til Munkeliv viser, at det neppe har været muligt at holde Konventerne fuldtallige i Norge. I Nonneseter i Bergen var 1320 Cistercienserindernes Antal 35^[13], og i 1461 var der Prior og 11 Munke tilstede i Prædikebrødrenes Kloster i Oslo^[14]. Johannitterne indskrænkede Brødrenes Antal til det mindst mulige (ovenfor S. 39); i Halsnø Kloster var Munkenes Antal fra Stiftelsen af fastsat, rimeligviis paa Grund af dets Hovedpligter: Gjæstfrihed og Sygepleie, og i 1310 blev det lagt Konventet til Last, at Tallet var formindsket^[15]; men hvor stort det skulde været, nævnes ikke. I alle Tilfælde har Beboernes Antal inden ethvert Kloster, især udenfor Byerne, været stort, og vidløftige Bygninger nødvendige. Dette fremgaar og af de Klosterlevninger og Tomter af Klosterbygninger, som endnu ere tilovers. I det følgende Forsøg paa en Fremstilling af Klostrenes Bygningsmaade er Hovedøens fuldt udgravne og undersøgte Levninger lagte til Grund som den paalideligste Veiledning, man nu har, og iøvrigt de beviislige Afvigelser derfra anførte^[16].

Man kan i Almindelighed skjelne mellem tre Arter Klosterbygninger: Kirken med Kirkegaard, Klostret med Have og Bugaarden med tilhørende Udhuse af forskjelligt Slags. Medens Træbygninger ellers vare de almindeligste her i Landet, vare Klostrene byggede af Steen, i det Mindste hvad de vigtigste Bygninger angaar. Klosterbygningerne dannede mestendeels, ligesom de gamle Slotte, en indbygget rummelig Firkant: Gaardsrummet, der gjerne var brolagt med flade Stene og omplantet med Løvtræer og havde en i Klippen hugget Brønd^[17]. I dette Gaardsrum dannede i Hovedøen, Tuterøen, Rein, Selje, Utstein, Halsnø og Lyse Kirkens søndre Langvæg den nordre Side, og paa denne var en Dør, der satte Kirken i Forbindelse med Klostergaarden, medens Kirkens Hovedindgang var i Vestenden og udenfor Klostergaarden, hvis Port man altsaa ikke behøvede at aabne for at give uvedkommende Adgang til Kirken. Saaledes har det været i Hovedøen, Utstein, Lyse, Tuterøen og Selje; kun paa Halsnø synes det, hvis iøvrigt den af sammes nu aldeles forsvundne Ruiner tagne Tegning er paalidelig, som om man maatte gaa over selve Klostergaarden for at komme til Kirkens Hovedindgang; men det er ikke usandsynligt, at ogsaa her den egentlige indre Klostergaard har været aflukket for sig og har dannet den sydøstlige 25–30 Alen brede og omtr. 50 Alen lange Deel af dette Klosters ellers uforholdsmæssig store Gaardsrum. Thi vel var dette Kloster en Pleiestiftelse, for hvis Brødre Klausuren maaske ikke har været saa streng, og det saameget mindre som dets Beliggenhed paa en Ø gjorde den mindre fornøden; men Klostrets Anlæg kan umuligt havt en Anordning, der begunstigede den frieste Adgang til selve Klostret, ved at lægge Indgangen til Kirken gjennem den indre Klostergaard^[18]. Halsnø Klosterbygninger have derfor uden Tvivl dannet en meget stor Firkant, der atter var deelt i en større, ydre Gaardsplads, hvorfra Indgangen var til Kirken samt til Gjæsteværelserne, og i en indre af Kirkens Sydside og selve Klostret begrændset Klostergaard, der kun var tilgængelig for Munkene.

Klosterkirken begrændsede altsaa Gaardsrummet mod Nord, og de lignede, saavidt vi kjende dem, med Undtagelse af Nidarholms Kirke, vore sædvanlige ældre Steenkirker med Vaabenhuus i Vest, og Choret i Øst. Taarnet stod snart over Vaabenhuset i den vestlige Ende (paa, Hovedøen og Selje), snart midt paa Kirken over Skibet (saaledes i Utstein). Af Nonneseter i Bergen (nu Lungegaarden) staa to Taarne, hvis Indre tyde paa Kapeller og i hvis ene Kjelder findes en herlig Brønd, endnu tilbage omtrent 60 Alen fra hinanden, og disse maa have udgjort Klostrets eller dets Kirkes Yderpunkter^[19]. En Undtagelse fra den almindelige Bygningsmaade synes Reinskloster at have gjort, da det efter Klüwers Tegning (Plade 28, S. 94, 95) har dannet et Slags Korsbygning af forskjellig Alder og usædvanlig Anordning. Ligesaa har Nidarholm Klosterkirke været af en særegen, i Norge usædvanlig Bygningsmaade, da den har dannet en Rotunde, omgivet af en ydre Ringmuur i 12 Alens Afstand fra den indre^[20]. Denne maaske eneste Levning af saadan Bygningsmaade i Norge fortjener derfor Sagkyndiges Opmærksomhed. – I Klosterkirkerne var der, ligesom i Domkirkerne og andre anseelige Kirker, mange Altere. I Birgittinerklostrene skulde der være 13 Altere, et for hver af Prestmunkene; i Hovedøen var foruden Høialteret Øst i Choret, 3 Altere i Chorets nordre og 2 i dets søndre Fløi, samt mindst 3 Altere i Kirkens Skib. De øvrige Klosterlevninger give ikke herom tilstrækkelig Oplysning, og i Kilderne nævnes Altrene saagodtsom aldrig. I Munkeliv omtales kun St. Michaels Alter (Høialteret) og vor Frues Alter med hendes Billede over, ligeledes oppe i Choret^[21]. I Prædikebrødrenes Kloster i Oslo var, foruden St. Olafs Alter, i det Mindste endnu et St. Anna viet Alter, der tilhørte St. Annas Gilde. De fornemste og kostbareste Begravelser vare i Kirkens Gulv ved de forskjellige Altere, men kun faa Gravstene ere nu tilovers, da de have været nemmest at tage til andet Brug.^[22]. Nord og Øst om Kirken var Kirkegaarden, der i Hovedøen stod i Forbindelse med Kirken ved to Døre, den ene i Høichorets Nordside, den anden i Vestsiden af den nordre Chorarm.

Selve Klosterbygningerne eller Boligerne for Abbeden, Konventet og Lægbrødrene m. Fl. indtoge almindelig de øvrige Sider af Gaardsrummet. Dette var i Hovedøen rundt omgivet af en mod Gaarden aaben 4 Alen bred Buegang eller Svalgang, Chorsgangen, som bares af en buet Søilerad af huggen Steen og rimeligviis har været overhvælvet med Korshvælv. Gulvet i denne Gang var belagt med Steenheller og i den Deel af Gangen, der gaar langsmed Kirkens Sydside, findes Begravelser. Rundt om denne Svalgang laa selve Klosterbygningen, hvis enkelte Rum næsten alle have særskilt Indgang fra samme, ligesom herfra har været Indgang til Klostret fra det Frie. Den ældste Indgang har været i Nordenden af den vestre Gang lige udenfor Kirkens sydvestre Hjørne, men denne Indgang er bleven gjenmuret, da Kirken har faaet en Udvidelse her mod Vest (Vaabenhuset), og en anden yngre Teglsteens Indgang gaar fra den søndre Chorsgang ud mod Øst. Klostrets Pragtrum ligger mellem Kirkens Chor og denne Port, i den østre Gang; det er 13 Alen i Firkant, og dets Loftshvælv har hvilet paa en rigt udstyret Pille i Midten. Døren og begge Vinduerne have været spidsbuede. Formodentlig har dette været Abbedens Talestue og Konventets Høitidsrum. I den modsatte vestlige Gang var nærmest Kirken Klostrets største Værelse, langt simplere udstyret, formodentlig Konventstuen. Klostrets søndre Fløi synes at have dannet de for Huusholdningen fornødne Rum, hvoriblandt man med Bestemthed kan paavise Kjøkkenet og Forraadskammeret. I Kjøkkenvæggen er et Hul, maaske Birgittinernes rota sororum. I denne Fløi synes og Fængslet (carcer) at have været, og den staar ved 2 Døre fra Svalgangen i Forbindelse med det ydre Gaardsrum. I det Hele bærer Hovedøens Ruiner mærkelige Spor af Ombygninger og store Forandringer i den indre Anordning baade af Kirke og Kloster, hvilke rimeligviis for en Deel skyldes Birgittinernes korte Ophold her (ovenfor S. 64). Paa Klosterbygningens Sydside var Kjøkken-Gaardsrummet og i Øst og Syd Have. Alt var omgivet af en Muur, hvoraf endnu kjendelige Spor paa mange Steder sees. Omtr. 100 Alen i Vest for Kirkens Hovedindgang ligger en anden mindre Bygning, der uden Tvivl har været Bolig for Portneren (ostiarius), skjønt den rimeligviis tillige har afgivet Herberge for Fremmede. Den bestaar nemlig af to Hoveddele, adskilte ved en 8 Alen bred Aabning, fra hvilken i lige Linie mod Syd endnu tydelige Spor af en Vei ned til Klosterbryggen kan eftervises. Hiin Aabning er atter ved en Pille deelt i to ulige store Dele, den ene med $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Alens, den anden med 4 Alens Aabning. Udenfor denne Pille er et Værelse i hver af de to Bygninger, hvilke jeg antager bestemte for Gjæster eller Pilegrime. Aabningerne mellem Pillen formoder jeg have været optagne af en mindre Dør til dagligt Brug og en større Port til Processioner, og indenfor dette Klostrets yderste Hegn findes ligeledes Rum paa begge Sider, af hvilke et maa have været Portnerens. Denne lille Bygning er bygget af hugne Stene og i samme Stiil som Klostret, saaledes ganske vist ligesom dette fra Midten af 12te Aarhundrede, og den er interessant, fordi man hidtil ei kan paavise nogen tilsvarende, i det mindste ikke her i Norden.

Saaledes har Bygningernes Anordning i Hovedøens Kloster været, og den giver os et hidtil savnet Holdepunkt til Forklaringen af de øvrige norske Klostres Bygningsmaade, af hvis Ruiner vi have mindre tilbage, eller hvis endnu staaende Bygninger i Tidens Løb have undergaaet større Forandringer. Saaledes er paa Utstein Gaardsrummet ligeledes heelt indbygget, og en lukket Port fører ind fra Vesten, medens en hvælvet Gang fører i Vinkelen mellem begge Hovedbygninger ud til Haven i Syd; men de mange Forandringer, som dette endnu beboede Klosters Bygninger have været underkastede, gjør det umuligt nu at paavise, hvorledes selve Klostret har været indrettet. Halsnø Klosters Gaardsrum var, som anført, uden Tvivl afdeelt i to Dele, og den endnu (i 1843) staaende saakaldte Steenstue, hvis vestlige Dør fører ud til det ydre Gaardsrum, har rimeligviis været Sygestuen. Denne Bygning sattes ved en anden Dør mod Øst i Forbindelse med det indre Gaardsrum og selve Klosterbygningen. Denne udgaar ret mod Syd fra Kirkens Skib, er 47 Alen lang og 15 Alen bred udvendig. I Vest ud mod Gaardsrummet ere 4 Døre fra forskjellige Rum, og mod Øst fører en Dør ud til Kirkegaarden og en anden ud til Haven. Bygningen har i det Hele bestaaet af 7 Rum af forskjellig Størrelse; et af dem synes ikke at have havt nogen Indgang. Det er kun 54 Alen langt og 3 Alen bredt, formodentlig Fængslet. Yderst indtages hele Bygningens Dybde af et stort Rum med Dør til Gaard og til Have, indvendig 13 Alen langt og 11 Alen bredt, og dette staar ligesaalidt som et lidet tilstødende Værelse i Forbindelse med de nærmest Kirken liggende 4 sammenhængende Værelser, hvoraf et lidet med 4 Døre vel kun har været en Gang. Naar man tager Hensyn til de faa Bekvemmeligheder, hvormed man i Middelalderen lod sig nøie, er det rimeligt, at denne ene Bygning har udgjort hele det egentlige Kloster, der da har bestaaet af Forstue eller Gang, to Værelser for Abbeden, en Kapittelstue, Spisestue og Arbeids- eller Sovestue for Munkene. De øvrige mange Bygninger, man kan paavise og som tildeels endnu staa tilbage^[23], ville ligefuldt behøves for de mange Klosterbeboere udenfor Konventet, samt særlig for Halsnøs Vedkommende til Syge- og Gjæsteværelser. Disse ligge imidlertid alle mere mod Vest, udenfor den formodede indre Klostergaard, og støde umiddelbart til Udhusene^[24]. – Selje Kloster er efter Klüwers Tegning (Pl. 33, S. 134) anlagt efter samme Grundplan som Hovedøen men var meget mindre. Svalgang synes her kun at findes i Syd og Vest. Klostrets samtlige Rum ere 8, hvoraf et staar i Forbindelse med Kirkens Chor, altsaa vel Kapittelsstuen, et andet ligger for sig selv mod Øst (Abbedstuen?), de øvrige 6 derimod langs Svalgangen. Disse kunne ikke, som Klüwer antager, være Cellerne, da de hertil ere altfor store, og desuden næsten alle staa ved Mellemdøre i Forbindelse med hinanden. Noget anderledes beskrives Helgeseter Klosterbygninger efter en Synsforretning af 1559^[25], idet Klosterbygningen her skal have dannet en ret Vinkel med Kirkens sydvestlige istedetfor dens sydostlige Ende, men ogsaa her gjenfinder man ellers i det Hele taget samme Anordning. Om Birgittinernes Klosteranordning er allerede før talt S. 58 og 63, hvortil intet for Munkelivs Vedkommende kan føies, da dette Kloster forlængst er aldeles jævnet med Jorden.

Norske Benævnelser paa de forskjellige Dele af Klosterbygningerne forekomme sjelden; endnu sjeldnere paa en saadan Maade, at nogen klar Forestilling om dem kan dannes. Ved lopt maa efter den sædvanlige Talebrug forstaaes Sal eller lignende Rum i andet Stokverk; ved stofva derimod tilsvarende Rum nedenunder. Abbedens Loft, hans Stue, hans nye Stue, ja endog hans Huse, altsaa særskilte ham forbeholdne Bygninger, omtales i Munkeliv^[26], ligesaa Abbedissens Stue (abbadísu stofva) i Oslo, i hvilken verdslige Forretninger foretoges. Det i fremmede Klostre saa ofte forekommende Talegitter (parloir), der skilte de Besøgende fra Klostrets Beboere, kaldes i norske Breve talaport. I Munkeliv nævnes i Birgittinernes Tid saavel Søstrenes som Brødrenes Taleport. Konventstuen (conventstofva, setstofva) var et dagligt Fællesværelse for Kapitlets Medlemmer, hvor ligeledes Fremmede ofte indfandt sig for at afhandle verdslige Sager med Munkene. Ligesaa nævnes Søvnhuset (dormitorium), hvori Munkene havde deres fælles Sovestue, i hvilken ogsaa selve Abbederne i nogle Klostre (Halsnø og Utstein) skulde ligge^[27]. Spisesal (refectorium) og Fangehul (carcer) nævnes kun i Breve paa Latin, og vi have ikke fundet norske Benævnelser paa dem, ei heller paa Gjæstebygningen (domus hospitum)^[28] i Halsnø. Ogsaa i Klostrene finder man, ligesom endnu tildeels hos Almuen Vestenfjelds, Kjøkkenet (eldhús) i en særegen fra de øvrige adskilt Bygning^[29]. Til Celler eller særskilt Sove- og Arbeidsrum for hvert Medlem af Konventet gives der hverken i Ruinerne eller de skriftlige Kilder noget Spor; de vare ei heller i Brug hos alle Ordener, da f. Ex. Tiggermunkene skulde have fælles Sovestue og flere andre norske Klostre havde den; da saaledes Celler i det Hele ei var en Nødvendighed, have de sikkert ikke været i Brug i Norge, hvor Vinterkulden vilde gjort deres Opvarmelse nødvendig. Selv om man derfor med ældre Forfattere vil gjette, at Cellerne have været byggede af Træ ovenpaa den undre Steenbygning, en Bygningsmaade, som var temmelig almindelig i Norges Byer, og at dette er Grunden til, at de ei kunne eftervises i Ruinerne, maatte man dog deri fundet Spor efter den Mængde Skorsteenspiber, som Celler for et talrigt Konvent som Hovedøens vilde udkrævet. Men dette er ikke Tilfældet. Har noget norsk Kloster havt Celler, maa det have været Munkeliv; thi Vadstena Klosterregel^[30] foreskrev, at hver Broder skulde have sit særegne Sovekammer, og Bergens milde Vintre i Forening med Fortidens beskedne Fordringer paa Huusvarme gjør det dog muligt, at man her har kunnet hjælpe sig uden Kamin.

Forsaavidt som Kirken og Klostrets forskjellige Bygninger ikke aldeles indsluttede Gaardsrummet, var dette indesluttet med en Muur eller et høit Plankeverk, og slige have desuden omgivet samtlige Bygninger, Kirkegaarden og Haven. Munkeliv i Bergen synes at have været omgivet af en Muur^[31], Prædikebrødrenes Kloster i Oslo derimod skiltes kun ved en Skigaard fra Chorsbrødrenes Gaard^[32]. Hovedøens ydre Hegn kan endnu paa flere Steder gjenfindes. – Endelig laa Bugaarden eller Ladebygningerne og de til Gaardsbruget nødvendige Udhuse deels indenfor deels udenfor Klostrets Mure. Om disse Bygninger findes i Kilderne ingen Oplysning, men det er heller ikke nogen Grund til at antage, at de have været forskjellige fra de sædvanlige Udhuusbygninger paa de større Gaardbrug i Landet. Tomterne efter dem kunne paa flere Steder endnu paavises. – Man kunde spørge, om de norske Klostre undtagelsesviis have været befæstede, saaledes som det var Tilfældet med Bispegaardene paa de fleste om ei alle Steder^[33]. Hvad Munkeliv i Birgittinernes Tid angaar, da synes Kirkens Taarn at have været baade høit og stærkt. Det blev derfor Tilflugtssted for den af Tydskerne forfulgte Lensherre Hr. Olaf Nilssøn, og i Forening med Kirken og Klostret samt de høie Havemure, kan det af Beretningen om Tydskernes Oprør^[34] sees at have udgjort et fast Sted; dog havde det neppe nogen Befæstning i egentlig Forstand. Med noget bestemtere Udtryk taler derimod Abbed Henrik af Utstein i sit Klageskrift over Biskop Hoskold (omtr. 1514) om sit Klosters Fæstningsverker, da han nævner Klostrets Volde og Forskandsninger, Taarn og Mure^[35]; men hele dette Dokument bærer tydeligt Overdrivelsens Præg, og man tør vel her ikke mere end ellers tage hans Udtryk bogstaveligt. Forresten vare alle Klostre paa Grund af deres Bestemmelse usædvanligt fast byggede og, som anført, ved bøie Ringmure eller Plankegjærder skilte fra de ydre Omgivelser.

Foruden de her nævnte Bygninger havde de større Klostre Underbrug paa fjernere Steder, hvilke forestodes enten af Lægbrødre, eller af Munke der indfandt sig der til visse Tider, og saaledes have givet Anledning til deslige Avlsgaardes Forvexling med virkelige Klostre. Der er nemlig al Grund til at antage, at f. Ex. Opedal i Hardanger har været en saadan Bugaard under Lyse, Munkeby i Skogn under Tuterøen, Blakestad i Asker under det osloiske Nonneseter, og Munkebu (nu nedre Fos) ved Akerselven under Hovedøen. Naar sildigere Forfattere have benævnet slige Gaarde Filialklostre, da have de maaske dermed forbundet et lignende Begreb, men da dette fra Udlandet laante Navn ingensinde forekommer i norske Kilder, derimod Bugaardene oftere omtales, saa gives der ingen Grund til at benytte en Udtryksmaade, der desuden kunde foraarsage Misforstaaelse. – Fremdeles synes det som de større Klostre paa Landet i Almindelighed have havt et Aftrædested for Abbeder og Munke i nærmeste By, naar deres mangehaande Forretninger nødte dem til i nogen Tid at opholde sig der, og en saadan Klostergaard i Byen stod sandsynlig i Forbindelse med et Hospitium eller lignende Indretning, hvorved Klostret kunde opfylde sin Gjæstfrihedspligt. Hertil kan man maaske regne Lyseklosters Saltøyðuhús i Bergen, den saakaldte Múnkagarðr, senere Munkekloster-Gaard i Oslo, formodentlig tilhørende Hovedøens Kloster, og Gimsø Klostergaard i Skien.

Om de i selve Byerne beliggende Klostres Bygninger veed man forøvrigt saare lidet bestemt, da saagodtsom overalt ethvert Spor af dem er forsvundet. De mange for Landbovæsenet fornødne Udhuusbygninger faldt her bort, men istedet derfor behøvede de desflere Bygninger for Proventfolkene, samt Søboder, Kjældere o. s. v. til Opbevaring af Varer af alle Slags, hvori Landskylden erlagdes. I det e Hele finder man, at Klosterforstanderne her, ligesom Geistligheden i det Hele, ivrig stræbte at erhverve sig faste Eiendomme i Byerne, for atter at udleie dem. De fleste af de bekjendte Gaarde i Oslo tilhørte hen- imod Reformationstiden begge Kollegiatkirkerne eller andre geistlige Stiftelser; Munkebryggen i Bergen havde Navn af og tilhørte Munkeliv Kloster, som her havde mange Søboder. Ja hele Strøget paa denne Kant af Nordnes mellem Puddefjord og Vaagen synes næsten udelukkende at have været i dette Klosters Eie, som ved Kjøb, Mageskifte, Gave, o. s. v. erhvervede sig en Gaard paa dette Strøg efter den anden. Især lagde Munkeliv sig en Mængde Bygaarde til mellem 1418 og 1430, formodentlig i Anledning af den Udvidelse, Klostret behøvede til Birgittinernes Modtagelse. Indenfor Munkebryggen laa Jonsbryggen, der dog nok kun havde Navn af og ei tilhørte det strax op for samme liggende Jonskloster. Hovedøen og Olafsklostret i Oslo havde ligeledes Søboder, Pakrum, og det sidste flere Leiegaarde i Oslo, og synes at have havt sine Proventfolk boende i disse. Endelig bør man ved at tale om Klostrenes Bygningsmaade nævne Olafsklostret i Hammer, der ifølge en efter Reformationen forfattet Beskrivelse over Byen^[36] stod i umiddelbar Forbindelse med Domkirken, Bispegaarden, Kannikernes Gaard og Skolen, saa at man kunde gaa under Tag fra den ene Bygning til den anden; ligesaa omtales de mange Herrekamre (Gjæstestuer), der fandtes i dette Kloster. Alt dette er senere ved en Vandflom gaaet ud i Mjøsen.

1. Denne Bestemmelse, der fattedes paa et Kirkemøde i Lyon 1245, var Aarsag til, at man i alle slige Gjældsbreve finder udtrykkeligt anført, hvortil de ved Laan tilveiebragte Penge skulde anvendes, saasom til Klostrets Bygning, Pavetiende o. s. v.
2. Script. Rer. Dan. VI. 176.
3. Dipl. Arn. Magn. fasc. 67. No. 7. a. fasc. 96. No. 8. 1ste Udg. af dette Skrift S. 754.
4. Dette skede stundom i Dødens Stund, og de Personer, der saaledes i sidste Time lode sig optage i Broderskabet, kaldte man conversi ad succurrendum. Disse bleve da begravne i Ordensdragten.
5. Saaledes Sikulanda próventa, Hofvinar præbenda, Hægs præbenda, Straums próventa o. s. v., iflæng i Øysteins Register.
6. I Munkelivs Brevbog S. 79 omtales, at Lendermanden Hr. Finn Gautssøn paa Mel havde givet Lysekloster en Gaard i Provent for sin Søn Herr Jon. Tittelen viser, at Sønnen havde været Ridder, og Proventet maa derfor vel enten have været Betaling for hans Opdragelse og Underviisning i Barndommen, eller og har man maaske, efterat han var bleven Ridder, maattet sætte ham i Kloster som afsindig, spedalsk eller desl. jfr. Saml. til Norges Hist. I. 162.
7. Slige Proventkontrakter findes for Klostrenes Vedkommende i Munkelivs Brevbog S. 34. 58. 82. 100. Dipl. Arn. Magn. fasc. 92. No. 7. 16. Dipl. Norv. II. No. 66, og oftere l Diplomatariet (jfr. Sagregisteret under „Proventfolk“). De mærkeligste af dem forekomme iøvrigt i de enkelte Klostres Historie.
8. Fundatsen er trykt i Dipl. Norv. II. No. 16. Thork. Dipl. II. 63–65.
9. Thork. Dipl. II. 109.
10. ibid. II. 169. Dipl. Norv. II. No. 36.
11. Inventarium paa Tuterøen. Münch. Dipl. No. 3184 og 3186.
12. Jfr. om saadan Dovning (dugnaðr) Dipl. Norv. I. No. 1115.
13. Dipl. Norv. III. No. 119.
14. Nye Danske Mag. I. 97–98. Nogle have vel desuden været fraværende paa Termination, ved Studium eller i andre Maader. I den ovenfor S. 111 nævnte Bulle synes 12 Munke at være antaget som et Middeltal.
15. Barth. IV. 407.
16. Om Hovedøens Klosterlevninger har man udførlige Oplysninger og Tegninger i Aarsberetningerne fra Foreningen til Norske Fortids-Mindesmærkers Bevaring, især for 1849; og en samlet Udsigt over vore Fortids-Levninger findes i N. Nicolaysens archæol.-hist. Fortegn. over Norges Levninger af Kunst og Haandverk fra Middelalderen Chra. 1855. 16. Desuden har man i L. D. Klüwers Norske Mindesmærker (Christiania 1823. 4to) Grundrids af Munkeby, Tuterøen, Rein og Selje, samt et Prospekt af det sidstnævnte Klosters Ruiner; og i 1ste Hefte af Schønings Reise i Norge en Grundplan af Helgeseter Kloster og af Munkholm Fæstning samt Beskrivelse over de derværende Levninger af Nidarholm Kloster.
17. Nogle Maal kunne maaske interessere Enkelte. Efter Klüwer er Tuterøens indre Gaardsplads 55 Alen lang og 20–30 Alen bred, Reins 36 Alen lang og 22 bred, Seljes 30 Alen i Firkant, Lyseklosters ligesaa 25–30 Alen i Firkant, Nonneseters i Bergen (Lungegaardens) 56 Skridt i Firkant, medens det seer ud som Halsnøs Klosterbygnlnger have indsluttet et 55–80 Alen langt og 50–70 Alen (i Øst og Vest) bredt Gaardsrum med to endnu bevarede Brønde. Utsteins indre Gaard er ligeledes firkantet, og udgjør vel 25–40 Alen paa hver Side. Hovedøens er mindst, kun 27 Alen lang og 20 Alen bred, med Brønd i det nordøstre Hjørne.
18. Den Uregelmæssighed, som det samlede Gaardsrum danner, idet Kirkens vestre Ende indtager det ene Hjørne deraf, i Forening med de to Brønde, der hvis en Mellemmuur antages, ville komme til at høre hver til sit Gaardsrum, gjør denne min Formodning end rimeligere.
19. Ogsaa her ville vi anføre nogle Maal. Hovedøens Kirke er udvendig 90 Alen lang og 22 Alen bred, deraf Vaabenhuset 18 Alen, Skibet (indvendig) 27 Alen, og Choret 45 Alen. Dette danner et ligearmet Kors, idet to Fløie eller aabne Sidekapeller slutte sig dertil i Syd og Nord, hvilke tilsammen give 45 Alen udvendigt Maal. Denne Deel af Kirken viser sig aabenbart som en sildigere Tilbygning til den ældre Kirke, der nu kun udgjør Skibet og det nuværende Chors vestre Korsarm. Tuterøens Kirkes Grundvold er efter Klüwer 55 Alen lang og 20 Alen bred udvendig; den har paa Nordsiden ved Choret to med dette ved særskilte Døre forbundne Kapeller. I Halsnø Kirke var Vaabenhuset 10 Alen, Skibet 40 Alen og Choret 13 Alen langt, tilsammen udvendig 64 Alen. Bredden 22 Alen udvendig. Den har ingen Kapeller havt. Lyse Kirke er 66 Alen lang og 17 Alen bred udvendig; Murene indtil 2 Alen tykke; paa hver Side af Choret ere to 21 Alen lange og (indvendig) omtrent 6 Alen brede Kapeller med Indgange fra Choret og fra det Frie. Ved Siden af det sydlige til Klostergaarden stødende Kapel er endnu en mindre, kun 2 Alen bred og 11 Alen lang særskilt Afdeling med Dør fra Kapellet og to Vinduer ud til Klostergaarden, der maaske har været Bibliothek eller Opbevaringssted for Kirkens Kar (skrúðhús). Et lignende Rum findes i Hovedøen.
20. Schønings Reise i Norge II. 1–10, med en Grundtegning af Munkholmen 1770, da hiin Rundbygning allerede forlængst havde faaet sin nuværende militære Bestemmelse.
21. Munkelivs Brevbog, 28. 84. 85. 165.
22. I det nordre Kapel i Lyseklosters Kirke er afdækket en i Gulvet indfældet huggen Steenkiste, med Form for Ligets Hoved vendende mod Vest, og i Hovedøens Kirke fandtes 5 Ligstene i Choret og en i Chorsgangen. Under flere af disse fandtes en Mængde Skeletter lagviis nedlagte, de øverste i Uorden, og ingen Spor af murede Gravrum eller Kister.
23. Det er forøvrigt neppe sandsynligt, at alle de mange Bygninger, hvoraf man her kan paavise Spor, have været samtidige. Det er mere end rimeligt, at flere af dem i senere Tider, da Halsnøen ofte beboedes af Lensherren eller dennes Foged, have afløst de ældre Bygninger, hvoraf man nu ved Eftergravning ogsaa har fundet Tomterne.
24. I første Udgave (S. 225–227 jfr. 797) har jeg her meddeelt en Grundplan af Halsnø Klosterruiner, som nu er udeladt, da Hovedøens Levninger med de derover offentliggjorte udførlige Tegninger og Beskrivelser gjør den ufornøden. Den ligeledes før leverede Plan af Lyse Kloster er udeladt, fordi den for den vigtigste Deels, Klostrets, Vedkommende grunder sig paa en i flere Henseender urigtig Tegning. Lyse-Kloster har uden Tvivl i alt Væsentligt ganske lignet Hovedøen.
25. Schønings Reise I. 13–14.
26. Munkelivs Brevbog S. 30. 66. 100. 111.
27. Jfr. disse Klostres Specialhistorie, og det i 1ste udg. trykte Brev S. 785.
28. Barth. IV. 407. Sammesteds nævnes og officinæ et domus circa claustrum, hvilket ganske passer paa de til den sidste Tid staaende Levninger af Klostrets Tjenerbygninger og Udhuse.
29. Saaledes paa Utstein og Halsnø.
30. Lindstrøms Udg. S. 45.
31. Munkelivs Muur, der strakte sig mod Marken i Bergen, stod endnu mod Enden af 16de Aarhundrede. (Dipl. af 22de September 1583 i Bergens Museum).
32. Haak. Haakonss. Saga c. 236.
33. Biskoppens Taarn i Stavanger, Oslo og Hammer forekomme som Befæstninger. Biskopskastellet i Oslo omtales som Byens vigtigste faste Punkt i 1240. Haak Haakonss. Saga c. 236. jfr. Dipl. Norv. III. No. 736.
34. Skandin. Litterat.-Selskabs Strime XVI. 91–120.
35. Hans Ord (1ste Udg. af dette Skrift S. 782) ere følgende: „Item paulo post, videlicet vice quarta, prædictus episcopus Hosculdus ingenti suo sociato exercitu in præfatum monasterium nocturno tempore cum bombardis, ballistis et aliis rebus bellicis hostiliter irruens, adductisque secum scalis & .... scansilibus aggeres & fortalitia eius confregit, turrim murosque transscendit.“ Men i en paa Dansk forfattet Klage i samme Anledning nævnes alle disse Befæstninger ikke, men han omtaler kun, at Biskoppen førte Stiger med sig, og ved Hjælp heraf trængte ind gjennem Taarnvinduet og derfra kom ind daa Søvnhuset, hvor han greb Abbeden i hans Seng (1ste Udg. S. 787).
36. Thaarups Magazin II. 254 ff.