De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/4

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 112-120).
◄  § 3.
§ 5.  ►

§ 4. Klostrenes Embedsmænd og deres Forretninger.

I Spidsen for det hele Klosterkonvent stod en Formand, der kaldtes Abbed, Abbedisse, Prior, Gardian, Commendator eller Provst, eftersom Klostret hørte til denne eller hiin Orden; men da disse i de større Klostre ikke kunde overtage det Hele, havde Abbederne eller Abbedisserne som oftest under sig Priorer, Priorinder, Ombudsmænd og andre deels geistlige deels verdslige Betjente, til hvem de overdroge særskilte Grene af den store Klosterhuusholdning. Prior og Priorinde havde nærmest det daglige Tilsyn med det Indre i Klostret, overholdt Orden og Sædelighed m. v. Der var saaledes Priorer i Nidarholm, Tuterø, Munkeliv, Hovedø, og Priorisser i Bakke samt i Nonneseter i Oslo og Bergen, og vistnok i alle de større Klostre. Men foruden Bistand af deres eget Kjøn trængte Abbedisserne desuden til mandlig Hjælp i den verdslige Bestyrelse samt til Prest ved Altertjenesten i Klosterkirken. Disse to Forretninger vare forenede i een Person hos Birgittinernes Confessor generalis, og udentvivl ligesaa hos de Priorer, der omtales i Nonneklostrene[1]. I disse nævnes fremdeles Raadsmanden (ráðsmaðr, mansionarius, oeconomus, procurator) og Presten, den første uden Tvivl svarende til Birgittinernes Sysselmand og Gaardsmester (S. 57), samt til Mandsklostrenes Ombudsmand eller Aarmand (umboðsmaðr, ármaðr). Slige Raadsmænd forekomme ikke alene i Nonneklostrene, men ogsaa i Bispegaardene. Kannikegaardene og Hospitalerne[2], og indtoge her en Stilling, der ganske synes at have lignet nyere Tiders Slotsforvalteres, Inspektorers eller Økonomers. Tilsynet med Bygninger, Gaardsbrug Tjenerskab o. s. v. var dem overdraget, medens Klostrenes fraliggende Gods bestyredes af Ombudsmanden eller Aarmanden, der i Almindelighed var en paalidelig Mand af Klostrets Broderskab, bosat i den Egn, hvor Godset laa, der besørgede Landskylden inddreven, ledige Gaarde bortbygslede m. v., stillede Sikkerhed for Oppebørslerne, og saaledes stod i samme Forhold til Klostret, som de kongelige Fogder til Kongen, og havde ogsaa samme Navn som disse[3]. Raadsmands-Posten var i Nonneklostrene snart forenet med Preste-Embedet, snart skilt derfra, hvilket rimeligviis beroede paa reent personlige Hensyn. Man finder saaledes i Bakke Kloster snart Prioren nævnt, snart en Raadsmand og Prest i dennes Virksomhed; i Gimsø omtales ligesaa en Prest og mansionarius, et Navn der ganske svarer til Raadsmand[4].

Til de større Klostres underordnede Embedsmænd borte fremdeles Sacristanen (sacrista), eller den Munk, der havde Klostrets hellige Kar og Klenodier i Varetægt, Kjældermesteren (cellarius), Portneren (ostiarius), og Opsynsmanden med Klæderne (vestiarius), af hvilke en og anden tilfældig nævnes i latinske Breve. Disse i Udlandet sædvanlige Poster fandtes altsaa ogsaa i norske Klostre, men vi kjende ikke de særegne norske Navne paa dem. Som en særskilt Foresat i Konventet forekommer desuden Skriftefaderen (poenitentiarius), men det er tvivlsomt, om en særskilt Skriftefader i Almindelighed har været ansat i Klostrene; thi for det Meste var vel Abbeden selv eller Prioren Munkenes Skriftefader, og den poenitentiarius, der i 1334 omtales i Utstein Kloster, var bleven Abbeden der og Munkene paatvungen af Klostrets Ordinarius Biskoppen i Stavanger. Maaske ansattes en saadan ikke undtagen i Klostre, hvori Tugten ved Abbedens Ligegyldighed var forfalden, saa at Skriftestolen ikke kunde betroes ham eller nogen af Brødrene. I et fra de ovennævnte forskjelligt Forhold stod Læsemesteren (frater lector) i Dominikaner- og Franciskaner-Klostrene, som forestod Skolen eller studium i Klostret, og havde Tilsynet med Novisernes Sæder, Underviisning og Dannelse i det Hele. I Anseelse stod han umiddelbart efter Klostrets Forstander; men ligesaa lidt om denne som om de foregaaende Embedsmænd finder man i norske Kilder mere end det blotte Navn.

Skjønt Abbederne i de rigere Klostre saaledes kun forbeholdt sig Overtilsynet med den hele Stiftelse, medens de overdroge den indre Tjeneste til Prioren og hans underordnede samt de ydre Forretninger til Klostrets Ombudsmænd, vare dog især de dygtigere iblandt dem langfra frie for Forretninger, men disse vedkom rigtignok mindst Klostret selv. Hvad før er nævnt om Klosterfolks Benyttelse i geistlige og verdslige Handler, gjælder naturligviis hovedsagelig om Abbederne eller Klosterformændene i det Hele. De kaldtes til at være Pavens, Kongens eller Biskoppernes Fuldmægtige, til Dommere og betroede Mænd; de benyttedes i Kongens Raad og som hans Sendebud og Underhandlere, og fik i det Hele snart mere at gjøre med den Verden, de tilsyneladende havde forladt, end med det Kloster, hvorhen de havde taget deres Tilflugt. Paverne forsømte sjelden at benytte de Klostergeistlige, naar Leilighed dertil gaves. De overdroge til dem som upartiske og sagkyndige Mellemmænd at bilægge eller afgjøre de Stridigheder, som Egennytte og Herskesyge uafladelig udspandt mellem Biskopperne og deres Kapitler eller mellem den sekulære Geistlighed i det Hele. Som pavelige delegerede Dommere blev det oftere paalagt en eller flere Klosterformænd, enten alene eller i Forening med en Biskop eller anden Prælat at dømme i geistlige Sager med apostolisk Myndighed. Som Mænd, der nøde Pavens særegne Tillid, fik de stundom det Hverv at undersøge tvivlsomme Tilfælde, for at sætte Paven istand til at fatte en Beslutning. Som pavelige Pengesamlere (collectores) endelig fik de stundom Arbeidet og Fortjenesten ved enten selv eller gjennem antagne underordnede (subcollectores) at indkræve Pavetiende, subsidium terræ sanctæ og andre Indtægter, Paven tiltog lig Endog Valget af Norges Erkebiskop blev ved en Leilighed overdraget Klosterformænd alene. I alle saadanne Tilfælde optraadte Abbederne „jure delegationis“ med uindskrænket apostolisk Myndighed, som Alle, selv Erkebiskoppen, om Sagen angik ham, ubetinget maatte underkaste sig[5].

Kongerne og Rigets Regjering benyttede ligeledes ofte Klostrenes Foresatte. Førend et norsk Rigsraad i dettes senere Betydning udvikledes som en selvstændig Statsmyndighed, kjendte man kun til Kongens Raad, og til dette kaldte han hvem han vilde og havde Tillid til. Under Magnus Erikssøns Mindreaarighed (1319–1335) finder man de første Spor af et egentligt Rigsraad, men dette ophørte med hans Myndighedsalder; og først ved Unionen blev det norske Rigsraad en egen Statsmagt, der repræsenterede det enkelte Rige ligeoverfor Unionskongen og de to andre Riger[6]. Som kongelige Raader optræde Norges Abbeder oftere, som Rigsraader derimod saa sjelden og under saa særegne Omstændigheder, at det maa betragtes som tilfældige Undtagelser. At Rigets Abbeder deeltoge i det store norske Rigsmøde 1223, hvor Kong Haakons Ret til Norges Trone afgjordes, samt efter Indbydelse vare tilstede ved hans Kroning 1247, er allerede ovenfor omtalt. I Egenskab af kongelige Raader vare Abbederne af Munkeliv og Jonskirken i Bergen Vidner ved Kong Haakons Udstedelse af Privilegier for Lybekkerne[7], hvor de nævnes foran Kongens Slægtninger og Rigets Baroner. I 1285 synes endog Abbeden i Munkeliv i Forening med Enkedronning Ingeborg og Erik Dugalssøn at have dannet en interimistisk Regjering, da der fra Bergen i Kongens Navn udstedtes Instrux for Biskop Narve af Bergen og Hr. Bjarne Erlingssøn angaaende Underhandlingerne med Sverige, Danmark og de tydske Stæder. Flere, som ligeledes vare af Kongens Raad, samtykkede i og forseglede Instruxen[8]. Da Kong Haakon i 1301 havde indfundet sig i Nidaros, for at fremtvinge Kannikernes Underkastelse under Erkebiskoppen, sadde Abbeder næstefter Biskopperne til venstre Side af Kongen ved det høitidelige Thing i Sommerhallen, medens de verdslige Høvdinger sadde paa høire Side[9]. Under samme Konge forekomme Abbed Einar af Munkeliv 1306 og Gunnar Abbed af Lyse 1312 som kongelige Raadgivere[10]. I 1343 var Abbed Arnulf af Hovedø blandt de kongelige Raader, der paa Baahuus bekræftede Kong Magnus’s Morgengave til Dronning Blanka, og 10 Aar senere (1353) fornyede han med flere Andre de Norskes Forpligtelse, at hiin Gave skulde komme hende tilgode[11] Blandt de mange norske Rigsraader, der i 1450 paa Mødet i Nidaros erklærede Kong Carl Knutssøns Valg ulovligt og Christian af Oldenborgs derimod for det gyldige, var og Olaf Abbed af Halsnø[12], og Cistercienserabbeden Paal deeltog i 1476 og 1482 som Rigsraad i Rigets Anliggender. Det sidste Aar var han i Sverige, og sluttede med flere norske Raader et Forbund med Steen Sture[13], men i 1489 vare Abbederne af Dragsmark, Hovedø og Lyse vel deelagtige i Prinds Christians norske Hylding, men undtages deri udtrykkelig fra Rigsraadet (ovenfor S. 91 Anm.) Paa Reformationstiden forekommer derimod Abbed Hans af Hovedø som Medlem af selve Rigsraadet[14]. Vi slutte heraf, at Abbederne oftere kaldtes til Sæde i Kongens Raad, naar og fordi de besadde hans Tillid, men at de ikke saaledes som Biskopperne have havt nogen statsretlig Adkomst hertil, og at derfor senere deres Sæde i Rigsraadet kun blev tilfældig og afhængig af den Tillid, enkelt Abbed for sin Person kunde vække.

En anden ligesaa hæderfuld Stilling var deres Benyttelse som kongekongelige Sendebud til fremmede Stater, men det var kun under Norges Uafhængighedstid (især før 1319), at Klostermænd ligesom Nordmænd i det Hele vistes denne Tillid. Ei at tale om Abbed Bjørn af Nidarholm, der spillede en saa vigtig politisk Rolle i de norske Borgerkriges sidste Aar, har man neppe noget Gesandtskab fra Kong Haakon den Gamle, hvori ikke Munke deeltoge. Abbed Laurentius af Hovedø opholdt sig i længere Tid ved Pavehoffet som Kongens Sendebud, og udvirkede endelig Tilladelse til Kongens Kroning[15]; hans Formand i Hovedø Askatin var bleven Rigets Kantsler, og benyttedes som Gesandt til Keiseren 1250, til Danmark 1261, til Skotland 1264 og 1265, hvor han sluttede den følgerige Fred til Perth 1266, samt til England 1269, hvor han afsluttede Forbundet i Winchester, og derpaa Aaret efter blev Biskop i Bergen[16]. I Tvisten mellem Norge og Danmark i Midten af det 13de Aarhundrede benyttedes paa begge Sider Prædikebrødre som Fredsbud og Underhandlere. Simon predikari sendtes med Broder Sigurd i 1256 til Danmark[17], og Aaret efter bragte Prædikebrødrenes Provindsial, Broder Absalon, som Kong Christoffers Gesandt et Forlig istand i Tønsberg Sigurd (Prior i Nidaros?) fulgte tilbage med Provindsialen til Danmark i Kongens Ærinde[18]. I Spidsen for Sendefærden til Spanien 1257 stod Biskop Peter af Hammer, der for havde været Dominikanermunk, og den ovennævnte Broder Simon, hvilke efter Hjemkomsten overøstes med Naadesbeviisninger. Simon synes at have været Kongens Skriftefader, og fulgte ham paa Skotlandstoget 1263[19]. Barfodmunken Broder Mauritius, der uden Tvivl ogsaa havde været med i den spanske Færd, benyttedes i lignende Forretninger af Kong Magnus, der sendte ham og en Broder Sigurd til Skotland, for at istandbringe en Vaabenstilstand med dette Rige[20]. Sikkerlig var det den samme Mauritius, som i 1281 atter var i Skotland for i Kong Eriks Navn at beile til den skotske Arving Margreta[21]. Ligeledes forekommer Abbed Richard af Lyse som Kong Eriks Afsending til England 1280 og 1281[22]. Iøvrigt bør bemærkes, at de Fleste af de her nævnte Munke, saasom Askatin, Laurentius og Richard vare Englændere, og at denne Omstændighed maaske baade kan forklare deres Valg og norske Munkes Tilsidesættelse i senere Tider, da Klostrene ikke længer forsynedes med dygtige Beboere fra Udlandet.

Fremdeles overdrog Kongerne og Kongefamilien Abbederne nu og da forskjellige Hverv inden Riget, der vidnede om Tillid og Agtelse. I 1295 paadømte Abbed Erik af Munkeliv i Hertug Haakons Navn og paa dennes Vegne med fuld Myndighed i Ryfylke de der paastevnte Sager[23]; og i 1306 optog Abbed Einar i Munkeliv med 2 af Raadet efter Kongens Befaling et Vidnesbyrd hos Enkedronning Isabella, om hvad der var forefaldet i Kong Eriks sidste Timer med Hensyn til hans Gaver til Biskop Narve af Bergen[24]. Endnu oftere benyttede Kongerne selve Klosterbygningerne som Samlingssted ved vigtige Anliggender. Konkordatet med Geistligheden i 1277 afsluttede Kong Magnus i Barfodbrødrenes Kirke i Tønsberg; et Forlig mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapittel bragte Kong Erik 1297 istand i Tuterøen, og Prædikebrødrenes Kloster i Bergen benyttedes meget ofte som Rigsraadets Samlingssted. Ligesaa vare Klostrene sædvanlig Opbevaringssted for Andres Skatte og Kostbarheder. Kong Sverrer havde ladet en Sum Penge indsætte i Kirkens Væg i Hovedøen, hvilken imidlertid Biskop Nikolaus med Magt tog ud deraf[25]; Hertuginde Ingeborg havde betroet en betydelig Sum i Penge og Smykker til Abbeden i Lyse[26], og i 1455 lod Christian I den af Tydskerne myrdede Hr. Olaf Nilssøns Slægt indsætte i Utsteins Kloster en Kiste med Guld, Sølv og Klenodier, som Borgen for at de uden Selvhevn vilde oppebie Sagens lovlige Udfald[27].

Uagtet Geistligheden neppe glædede sig over de Klostergeistliges stigende Indflydelse under Haakon den Gamle og hans Eftermænd, bidrog den dog selv paa mange Maader til at forøge og befæste deres Anseelse. Var Forholdet mellem Biskop og Kapittel spændt, benyttede begge Parter næsten bestandig Klosterformænd til at optage Thingsvidner, oversætte og forkynde Pavebuller, kort til allehaande juridiske Forretninger. Men endnu større Tillid vistes Abbederne, ja endog simple Munke, naar de afsendtes af Erkebiskoppen for i hans Navn og paa hans Vegne at visitere i de fjernere Bispedømmer. En saadan Visitator hævedes derved til Biskoppens Overordnede, da han havde fuld erkebiskoppelig Myndighed til at irettesætte Biskoppen, paadømme geistlige Sager, give nye Befalinger o. s. v. Den oftomtalte Abbed Ritabjørn af Holm begyndte sin offentlige Løbebane som Erkebiskop Peters Fuldmægtig til Skalholts Stift 1226, hvor han skulde afsætte Biskop Magnus og indstevne ham for Erkestolen[28]. Ligesaa afsendte Erkebiskop Jørund 1306 Dominikaneren Bjørn fra Nidaros som Visitator til Island, hvorfra han imidlertid skilte sig uden Hæder[29]; ja en norsk Abbed, uden Tvivl Stein af Munkeliv, var endog hele den norske Kirkes Repræsentant paa det store Kirkemøde i Kostnitz 1415[30].

Ligesaalidet er det usædvanligt i Norge som i andre Lande at finde Munke hævede paa Bispestolen, deels ved Pavens, deels og almindeligst ved Domkapitlernes frie Valg[31]. Men ogsaa dette var sædvanligst før den sorte Død og især i 13de Aarhundrede; senere var det yderst sjelden og kun Følge af særegne Omstændigheder, at Kapitlerne gik udenfor deres egen Midte. I 13de Aarhundrede bleve Abbederne Sigurd og Birger af Tuterøen valgte til Erkebiskopper, Abbed Askatin af Hovedø og Prædikebroderen Narve til Biskopper i Bergen, Abbed Orm i Tønsberg til Biskop i Oslo, Prædikebroderen Peter og Cistercienseren Thorfinn til Biskopper i Hammer. Abbed Olaf af Nidarholm valgtes 1350 til Erkebiskop, Biskopperne Benedikt og Jakob den Ældre af Bergen havde før været Munke, ligesaa maaske Botolf af Hammer, og Biskop Alf af Grønland (ved 1350) synes forhen at have været Benediktiner i Munkeliv. Især var det dog Bispestolene udenfor Norge selv, der forsynedes med norske Klostermænd, eftersom de selv manglede Domkapitler. En Abbed af Holm blev 132l Biskop i Skalholt, og efterfulgtes 1322 af den bergenske Dominikaner, Islændingen Jon Halthorssøn, som igjen havde til Eftermand Jon Endridssøn, Abbed i Selje. Samme Bispestol betroedes 1349 til Abbed Gyrd af Jonsklostret i Bergen. I 1405 blev Abbed Jon af Munkeliv Biskop i Skalholt, og 1420 omtrent var Minorittermunken Severin Biskop paa Færø; ja endog til Bispestole udenfor Nidaros Metropolitanhøihed forfremmedes norske Munke, idet f. Ex. en Franciskaner i Oslo Henrik først i 14de Aarhundrede blev Biskop i Reval[32].

Med Hensyn til Abbedernes Ornat og Titulatur oplyser de norske Kilder intet usædvanligt. De Segl, man endnu har tilovers, vise dem i samme Dragt som i Udlandet, med Tonsur og Krumstav. Titulaturen var ligeledes den sædvanlige: Abbed af Guds Naade (dei gratia[33], licet indignus, lagdes stundom til), af Guds Taalmod, Miskund. Priorerne brugte ikke denne ydmygfornemme Titel, men kaldte sig kun „Brødre“. Ligesaa have vi aldrig fundet Abbedisserne benytte Tillægget „af Guds Naade.“ da de i Almindelighed kun skreve sig: Søster N. N., Abbedisse. De kaldtes, eftersom de havde været gifte eller ikke, Frue eller Jomfru, en Hæderstittel, de saaledes i den Tid deelte med Dronninger og Kongedøtre. I Tilskrifter benævnedes Abbederne: værdige Fader med Gud, eller hæderlige Fader og reenlivede Mand; Paverne kaldte dem elskelige Sønner (dilecti filii). Som verdslige Magnater bare Abbederne, men ikke Priorer eller Gardianer, Herretitlen, og deres Rang var umiddelbart efter Biskopperne foran hvilkensomhelst af de verdslige Høvdinger.

  1. Jfr. S. 93, hvor Abbedisse og Prior forbydes at optage Søstre for Penge.
  2. Dipl. Norv. II. No. 16 a og b., hvor ráðsmaðr er oversat med yconomus sive procurator; ib. III. No. 149, ræðesmenn ved Maria-Kirkens Kommune i Oslo. Eystein Raadsmand (Haak. Haakonss. S. c. 85) har maaske nærmest været Nidaros Domkapittels Udsending ved Rigsmødet i Bergen 1223. Endnu bærer Forstanderen for St. Jørgens Hospital i Bergen Tittel af Raadsmand, og den kvindelige Bestyrerinde heder Raadskone. Vort Landsmaal kjender ligeledes disse Navne, og har flere Ændringer deraf. (Aasens Ordbog S. 369).
  3. Dipl. Norv. I. No. 252. Munkelivs Brevbog 101. Dipl. Arn. Magn. fasc. 48. 9. Af en ganske anden Art vare de Abbedens eller Konventets procuratores eller Ombudsmænd, som mødte med Fuldmagt ved Retstrætter, Overeenskomster, Provindsialmøder eller desl. Disse vare for Tilfældet valgte Munke, der strax hvervet var udført traadte tilbage i sin forrige Stilling. jfr. f. Ex. Dipl. Norv. III. No. 16.
  4. Samme Betydning har vist og provisor, som Presten og Forstanderen for St. Stephans og Jørgens Hospital ved Tønsberg kaldtes. (Dipl. i Deichmans Bibl.)
  5. Beviserne herfor ville findes i Specialhistorien; foreløbigt henvises til Dipl. Norv. II. No. 37. III. No. 49. 380. Thork. Dipl. II. 169 ff. Suhms Danm. Hist. X. 11. Script. Rer. Dan. III. 106. IV. 415.
  6. Keysers Udsigt over den norske Samsundsordens Udvikling i Middelalderen, i Nor III. 4de Hefte. 61–63.
  7. Codex dipl. Lubecensis I. 145–147. Thork. Dipl. II. 36–37.
  8. Thork. Dipl. II. 104–106. Dipl. Svecan. II. 667.
  9. Laurentius Biskops Saga. Manuskr. Cap. 14.
  10. Dipl. Norv. III. No. 64. Danske Magazin I. 328.
  11. Huitfeld 486. Suhm XIII. 288.
  12. Jahns Unionshistorie 532.
  13. Hadorphs Rimkrøn. II. 302.
  14. Münch. Dipl. No. 3163.
  15. Suhm Danm. Hist. X. 71. 94.
  16. Sammest. X. 173. 200. 434. 547. 656.
  17. Haak. Haakonss. S. c. 286. 291.
  18. Fornm. Sögur. X. 77.
  19. ibid. X. 92. 93. Haak. Haakonss. S. c. 320.
  20. ibid. X. 156. 158.
  21. Suhms Danm. Hist. X. 827. jfr. nedenfor § 6.
  22. Rymeri foedera (3die Udg.) vol. I. p. II. 587.
  23. Dipl. Norv. II. No. 35.
  24. Dipl. Norv. II. No. 64. Suhm XI. 531.
  25. Sverres Saga c. 132.
  26. Dipl. Norv. II. No. 247.
  27. Werlauff i Skand. Litterat. Selskabs Skrifter XVI. 110.
  28. Script. Rer. Dan. III. 86. Hist. eccl. Isl. I. 309–312.
  29. Hisl. eccl. Isl. II. 152–153. 172–174.
  30. Grams Anm. til Meursius, Lamis Udg. Coll. 560.
  31. At omvendt Biskopper paa deres gamle Dage gik i Kloster, var ikke almindeligt i Norge. Det var Tilfældet med Biskop Reidar i Nidaros, der 1151 blev Munk i St. Viktor i Paris (Suhm VI. 106). Oftere lode de sig derimod optage i Klostrenes Broderskab, f. Ex. Biskop Audun af Stavanger i Minoritternes.
  32. Script. Rer. Dan. V. 517. De øvrige Beviissteder for det her anførte ville forekomme i Specialhistorien.
  33. Denne Titulatur, der skal antyde Vedkommendes guddommelige Bemyndigelse til at befale, brugte i Middelalderen foruden Kongerne tillige Biskopperne og Abbederne. Magister capellarum som afhængig af Kongedømmet tilkom den derimod ikke. Ved Reformationen bleve Superintendenterne Kongens saavelsom Kirkens Tjenere, og hiin Titulatur bortfaldt følgelig. At i et Brev af 1542 (Danske Magazin I. 341) Hans Reff fremdeles kalder sig „Biskop af Guds Naade“, er derfor en besynderlig Trods eller en Feilskrift.